Selvom Jyllands-Posten og DR har tilkendegivet, at RUC-forskeren Sune Haugbølle ville blive deklareret som “Israel-kritisk”, optrådte den såkaldte ekspert igen i TV Avisen den 26. oktober 2023.

Jyllands-Posten og DR har taget skridtet at varedeklarere enkelte forskere, så det altid fremgår, at de for eksempel er Israel-kritiske.

Det gælder professor Sune Haugbølle, der underviser og forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet (RUC).

Forskeren var i 2021 var medunderskriver på en opfordring i Politiken om en boykot af Israel til støtte for palæstinensernes kamp.

I sidste uge blev han i Jyllands-Posten af en chefredaktør anklaget for at ”relativere Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober”, og avisen har derfor taget skridtet at varedeklarere alle hans udsagn fremover som ”Israel-kritiske”.

”Israel, der ifølge ham er et apartheidstyre, som han politisk har engageret sig i at bekæmpe. At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere,” skrev JP’s chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i en leder forleden.

På DR har man valgt at tage et lignende skridt mod Haugbølle. Det skete efter artiklen Gaza er endnu engang omdrejningspunkt i en konflikt: Det er krigslignende tilstande, hvor Haugbølle optræder som ekspert og underskriftsindsamlingen ikke er nævnt.

”Dette burde være fremgået af artiklen, men journalisten var ikke vidende derom. Artiklen er derfor blevet opdateret,” skrev udlandschef Niels Kvale. Alligevel blev de sagesløse seere i TV Avisen torsdag den 26. oktober kl. 21 udsat for den såkaldte uafhængige eksperts mening om krigen mellem Israel og Hamas.

I António Guterres’ tale, som han holdt under et møde i FN’s Sikkerhedsråd tirsdag den 24. oktober 2023, blev både Israel og Hamas kritiseret, men hans udtalelse om, at han er ”dybt bekymret for de klare brud på den humanitære folkeret vi er vidne til i Gaza” fik allerede samme dag Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, til at kræve, at generalsekretær António Guterres øjeblikkelig træder tilbage.

I indlægget sagde Guterrres også, at mindst 35 FN-ansatte var blevet dræbt under bombningen af Gaza, og kaldte den hjælp, der har krydset grænsen til Gaza, “en dråbe i et hav af nød”.

Han nævnte ikke Israel i erklæringen, men opfordrede til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile for at bringe nødhjælp ind i området.

”Guterres har anlagt en hårdere tone end før. Vi ville aldrig høre noget lignende fra Ban Ki-moon eller nogen anden tidligere generalsekretær,” har Norges tidligere FN-ambassadør og medlem af Arbejderpartiet, Morten Wetland, sagt til den norske avis Dagbladet.

Guterres har understreget, at han uforbeholdent har fordømt “de forfærdelige terrorhandlinger, som Hamas begik i Israel den 7. oktober,” men samtidig har fastholdt, at den palæstinensiske organisations angreb “ikke skete i et vakuum.”

Men det palæstinensiske folks lidelser kan ikke retfærdiggøre Hamas’ afskyelige angreb. Og de afskyelige angreb kan ikke retfærdiggøre den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk,” sagde den portugisiske statsmand.

Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, reagerede straks på de sociale medier, og karakteriserede Guterres’ tale som ”chokerende”: Hans udtalelse om at ”angrebene fra Hamas ikke skete i et vakuum” udtrykker en forståelse for terrorisme og drab. Det er virkelig ubegribeligt, skriver han og fortsatte: ”Det er virkelig trist at lederen for en organisation, som opstod efter holocaust, har så forfærdelige synspunkter. En tragedie!”

Onsdag eftermiddag benægtede Guterres, at han havde forsøgt at retfærdiggøre Hamas’ terrorhandling.

– Jeg er chokeret over, at nogle af mine udtalelser i Sikkerhedsrådet er blevet misforstået, siger han i en erklæring.

Den tidligere norske FN-ambassadør Morten Wetland har bemærket en klar ændring i Guterres’ ordvalg: “Jeg har kendt ham siden 1990’erne, da han var international sekretær for det portugisiske socialistparti. Og i løbet af de sidste fire år er hans udtalelser blevet skarpere. Måske har han taleskrivere, der er ret unge?

Sidste gang den tidligere ambassadør tjekkede, havde 126 af FN’s 193 medlemslande anerkendt Palæstina som en selvstændig stat. Det sætter præmisserne for generalsekretærens arbejdsvilkår, fastholder han: “Guterres bevæger sig i et miljø, hvor flertallet er meget pro-palæstinensisk – det påvirker, hvem han taler med fra morgen til aften. Men det bør han også tage højde for, når han taler på FN’s vegne, og i dette tilfælde mener jeg, at han gik for vidt”.

Wetland minder også om, at FN-systemet meget længe har været dybt engageret i det palæstinensiske spørgsmål, hvor mange ansatte arbejder mere eller mindre direkte med det. Dette kunne bidrage til at styrke det pro-palæstinensiske miljø omkring generalsekretæren. Blandt andet begyndte UNWRA (UN Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Middle East) at arbejde i Palæstina meget tidligt.

Internationale reaktioner

Guterres’ tale og efterfølgende reaktioner har vakt stor international opmærksomhed og er forsidestof i blandt andet tyske og franske aviser.

Den tidligere norske statsminister fra Arbejderpartiet, Thorbjørn Jagland, langer i 3. bind af hans erindringer, “Ti år for Europa”, som er udkommet onsdag den 25. oktober 202, hårdt ud efter sine efterfølgere.

Thorbjørn Jagland var leder af Arbeiderpartiet fra 1992 til 2002, statsminister fra 1996 til 1997 og udenrigsminister fra 2000 til 2001. Fra 2005 til 2009 var han stortingspræsident. Jagland var fra den 29. september 2009 til 2019 valgt til generalsekretær for Europarådet.

Han er måske bedst kendt for forud for Stortingsvalget i 1997 at kræve 36,9 procents opbakning, hvis han skulle fortsætte som statsminister. Det endte som bekendt med hans afgang efter valget, og det bemærkes, at Arbejderpartiet ved det seneste Stortingsvalg opnåede 26,3 procent af stemmerne.

“Midt i valgkampen blev upartiskhed i regeringskontorerne et stort problem. Det må være udsprunget af en særlig kultur,” skriver den statsminister i bogen “Ti år for Europa”.

Jens Stoltenbergs udnævnelse til nationalbankdirektør

Som eksempel nævner han udnævnelsen sidste år af hans tidligere ærkerival, nuværende NATO-chef Jens Stoltenberg, som chef for den norske nationalbank, Norges Bank.

Jagland er kritisk over for, hvordan sagen blev håndteret af statsminister Jonas Gahr Støre, der også kommer fra Arbejderpartiet: “Det blev nok bedst illustreret, da man forestillede sig, at landets tidligere statsminister kunne blive udnævnt til direktør for Norges Bank. Den nuværende premierminister, som er hans nære ven, erklærede sig inhabil i udnævnelsessagen. Hvordan kan man overhovedet få den tanke, at landets statsminister er inhabil, når chefen for landets nationalbank skal udnævnes? “Juridisk måske, men politisk – umuligt!” konkluderer Jagland.

Øget kammerateri i norsk politik

Kort efter sin udnævnelse accepterede Stoltenberg et ekstra år som generalsekretær for NATO og frasagde sig dermed jobbet som direktør for Norges Bank.

Jagland mener, at Arbejderpartiet i dag lider under væksten i bureaukratiet i politik og i de politiske partier.

“Det er nok noget af det, der har ramt Arbejderpartiet. Modsætningerne mellem ambitiøse mennesker er vokset, og upartiskhed er erstattet af cronyisme, hvor partiskhed og favorisering vinder frem ved tildeling af jobs og andre fordele til venner eller betroede politiske kolleger. Vi burde have flere politiske magtkampe, dem har der måske været for få af i de senere år. Når kampene ikke har at gøre med politik, men kun har at gøre med personlige ambitioner, bliver det ødelæggende,” skriver den tidligere formand for Arbejderpartiet.

Det var bedre i gamle dage

Jagland peger på perioden under tidligere LO-leder Yngve Hågensen som en kontrast til situationen i dag: “Yngve Hågensen behøvede ikke et stort apparat omkring sig for at forstå, hvad der foregik i folket. Han havde en unik flair for, hvornår det var tid til kamp, og når det var tid til kompromis.”

Jagland påpeger, at der kun var tre ansatte i Arbejderpartiets Stortingsgruppe, da han var leder i 70’erne, sammenlignet med 60 i dag. Antallet af politiske rådgivere på partikontoret er ligeledes mangedoblet, hævder han.

Adspurgt om dette har ført til bedre politik, konkluderede Jagland selv med et “nej”.

“Yngve Hågensen er blevet erstattet af sekretærer og lobbyister, der let kan komme til at skabe distance til almindelige menneskers virkelighed,” skriver han.

Morten Terp er ny taleskriver for Mette Frederiksen i Statsministeriet. Det oplyser han i et opslag på LinkedIn: “For tre år siden afsluttede jeg min master i retorik med et speciale om Mette Frederiksens brug af fortællinger. I går havde jeg første arbejdsdag i Statsministeriet, hvor jeg det næste års tid skal være taleskriver,” skriver Morten Terp.

Senest kommer Terp fra jobbet som taleskriver og chefkonsulent i Klima,- Energi,- og Forsyningsministeriet, hvor han blev ansat i januar 2022. Først som taleskriver for Dan Jørgensen og siden for Lars Aagaard.

Terp er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har derudover en kandidat i retorik fra Aarhus Universitet.

Han tiltrådte den nye stilling i Statsministeriet mandag 23. oktober, og selvom Morten Terp skal være forberedt på skuffelser, skal der herfra følge gode ønsker for hans succes i stillingen.

Kaspar Colling Nielsen

Da forfatteren Kaspar Colling Nielsen i efteråret 2019 bebudede, at han ville sætte forfatterskabet på hold for at hellige sig jobbet som taleskriver for den daværende socialdemokratiske klimaminister, Dan Jørgensen, gik det ikke ubemærket hen.

Det var til nogles forundring og manges forargelse at Klimaminister Dan Jørgensen ansatte Kaspar Colling Nielsen til at sætte ord på de klimavisioner og pipe dreams, ministeren og hans nyorganiserede storrumsministerium arbejdede på.

I slutningen af oktober 2020 delte Kaspar Colling Nielsen en kortfattet opdatering på Facebook, hvor han meddelte, at han samme dag havde sagt sit job op. Efter aftale med ministeriet ville han blive frem til 1. februar, men opsigelsen var indgivet, og beslutningen var truffet.

Han har overfor Berlingske Tidende beskrevet tiden i ministeriet som ”frustrerende”, ”en skuffelse« og decideret »meningsløs”.

Colling Nielsen nåede at skrive 142 taler i Klimaministeriet. Hans taleudkast skulle som hovedregel forbi kontorchefen, afdelingschefen, departementschefen og den særlige rådgiver, inden de landede hos ministeren. Alligevel blev langt de fleste taler aldrig nogensinde brugt.

Ifølge Kaspar Colling Nielsern var problemet, at der i Klimaministeriet i virkeligheden ikke var brug for det, han som forfatter kunne bidrage med: Den store og nødvendige fortælling om Danmark som bæredygtigt land.

Dan Jørgensen brugte ikke de taler Colling Nielsen havde forberedt til sammenkomster i Dansk Fjernvarme, i beboerforeninger, eller til møder i forskellige erhvervsfora og interesseorganisationer. Ifølge Colling Nielsen var årsagen, at Dan Jørgensen på baggrund af sin erfaring, meget nemt kunne improvisere en tale, hvis der overhovedet var behov for en tale.

Kristian Ditlev Jensen

Daværende klima- og energiminister, den konservative Connie Hedegaard, der også var optaget af klodens varme luft, søgte efter en taleskriver i foråret 2008. I opslaget efterlyste hun ”klimaets nye Ted Sorensen”. (Ted Sorensen var tilbage i 1960’erne John F. Kennedys taleskriver og nære rådgiver).

Det endte imidlertid med, at Hedegaard ansatte kogebogsforfatter (og nu præst) Kristian Ditlev Jensen som taleskriver. Kristian Ditlev Jensen blev så optaget af fiktionen hos Hedegaard, at han fratrådte stillingen allerede den 1. april 2009 for at hellige sig arbejdet som forfatter.

Anita Furu

Anita Furu er blandt Danmarks mest talentfulde forfattere, hvilket blev slået fast, da hun i 2018 vandt Bogforums debutantpris på 50.000 kroner. Det for bogen ”Mit halve liv”, der omhandlede en forældreløs, jødisk piges kamp for at finde sin egen plads i livet.

Samtidig var Anita Furu ansat som taleskriver i Statsministeriet. Her skrev hun de taler, som Mette Frederiksen holder i Folketinget, og når den socialdemokratiske regeringschef kommer rundt i landet.

Jobbet som taleskriver for Mette Frederiksen, er et særdeles godt lønnet et af slagsen. Således fremgår det af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Statsministeriet, at Anita Furus løn inklusive pensionsindbetalinger, årligt stod skatteyderne i lige under 900.000 kroner.

Der spekuleres på, om det er Anita Furu, der har fundet på Mette Frederiksens Corona-mantra: ”Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand”.

Hun har muligvis været inspireret af det amerikanske udtryk ”Living apart together” eller ”Living together – apart”.

Anita Furu har senest skrevet en bog om taleskrivning.

Peder Frederik Jensen

Den socialdemokratiske miljøminister, Lea Wermelin, prøvede også at sikre sig professionel hjælp til hendes taler. Det er forfatter Peder Frederik Jensen, der siden slutningen af 2019 betjente Lea Wermelin. Peder Frederik Jensen er forfatter til en række romaner og novellesamlinger og vandt i oktober 2019 den litterære pris Timbuktuprisen.

Foreløbig har samarbejdet dog ikke ført til, at Wermelins taler er fundet værdige til referat i landsdækkende medier.

I slutningen af oktober sidste år skrev forfatteren Peder Frederik Jensen et omfangsrigt essay til Dagbladet Information om hans tid som taleskriver i Miljø- og Fødevareministeriet for Lea Wermelin.

Håbet var at give ministeren et nyt sprog og skabe en forbindelse til befolkningen, erklærede han, der, ligesom Kaspar Colling Nielsen, var draget af regeringens bebudede klimaambitioner.

Peter Frederik Jensens ansættelsen blev også for ham kort. Ifølge essayet i Information var årsagen, at ”Systemet er inficeret af kortsigtet tænkning. Fokus på næste valg er en sygdom, ministeren slet ikke var alene om. Det gælder hele Borgen, Slotsholmen, medieverdenen. Man er optaget af genvalg frem for det rigtige valg.”

I Tyskland kan Berliner Zeitung med kilde i nyhedsportalen Apollo News berette, at den grønne fond, Heinrich Böll Stiftung, via dækorganisationerne Al-Haq og Addameer med offentlige midler har støttet terrororganisationen ”Folkefronten for Palæstinas Befrielse”, PFLP, der aktivt støtter Hamas’ angreb på Israel.

Heinrich Böll Stiftelsen, der hovedsageligt er finansieret af offentlige midler, er tæt knyttet til partiet Die Grünen (De Grønne), der indgår i den nuværende regeringskoalition i Tyskland.

Stiftelsen har brugt skatteydernes penge på at støtte organisationer med forbindelse til PFLP, der er registreret som terrororganisation i EU og USA.

Mens Die Grünen (De Grønne) i Tyskland udadtil er solidariske med Israel, samarbejder Heinrich Böll Foundation, som står partiet nær, med to organisationer med forbindelse til den venstreekstremistiske palæstinensiske terrorgruppe “Folkefronten til Palæstinas Befrielse” (PFLP).

Oplysningerne har vakt opstandelse i Tyskland, fordi Heinrich Böll-fonden hovedsageligt finansieres af skatteydernes penge.

På spørgsmål fra Berliner Zeitung benægter den partitilknyttede Heinrich Böll-fond ethvert aktuelt samarbejde med de palæstinensiske organisationer Al-Haq og Addameer. Adspurgt gentagne gange nævner en talskvinde imidlertid flere “individuelle projekter”, som fondens kontor i Ramallah har gennemført med begge grupper i løbet af de sidste tre år.

I 2019, 2020, 2021 og 2022 organiserede Addameer for eksempel “juridisk rådgivning til fanger ved israelske og palæstinensiske domstole.” Det samlede budget var på 232.600 euro. Derudover er der et fælles projekt med Al-Haq fra 2019 på 10.400 euro. På det tidspunkt var det en “undersøgelse af konsekvenserne af klimaændringer i Hebron-regionen”, sagde talskvinden.

Al-Haq og Addameer betragtes som terrororganisationer i Israel

Hvad der ved første øjekast kan virke som tilforladelige menneskeretsaktiviteter, har gentagne gange fået israelske sikkerhedstjenester til at skærpe opmærksomheden – fordi Al-Haq og Addameier er klassificeret som terrororganisationer i Israel. Ifølge israelske kilder er begge grupper frontorganisationer for PFLP. Både USA og EU klassificerer PFLP som en terrororganisation. Ifølge Apollo News er flere Addameer-ledere knyttet til PFLP.

Enhedslistens støtte til DFLP

Det kom ikke rigtig bag på ret mange, da det i nyhedshistorier og på sociale medier kom frem, at det dansk støttede palæstinensiske parti DFLP sammen med Hamas havde deltaget i terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023, gav det anledning til røde ører i danske og svenske venstreorienterede partier.

DFLP – Democratic Front for the Liberation of Palestine – er en marxistisk-leninistisk organisation, der blev stiftet i 1968. Partiet, der har tæt forbindelse til PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, har også tidligere foretaget en række aktioner med dødeligt udfald rettet mod israelere, herunder et angreb på byen Ma’alot i det nordlige Israel, der kostede 25 israelere livet.

DFLP har i en årrække været støttet fra Danmark (og Sverige). Enhedslisten i Danmark har sammen med Vänsterpartiet i Sverige i flere år givet bevillinger til DFLP i forbindelse med et såkaldt demokratiprojekt i Palæstina.

Vänsterpartiets bidrag på omkring 2 millioner kroner kom Ifølge SIDA – Styrelsen för internationellt utvecklingssamarbete, det svenske sidestykke til DANIDA i Danmark. De svenske bistandsmidler blev kanaliseret til DFLP gennem et samarbejde med Enhedslisten i Danmark.

Enhedslistens bidrag til terrororganisationen har været finansieret af Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Blekingegadebanden

Det er ikke nyt, at venstreorienterede i Norden har engageret sig i den væbnede kamp i Mellemøsten. DFLP udspringer af den i Danmark berygtede organisation, PFLP, der stod bag flykapringer og samarbejdede med Blekingegadebanden.

I 1970’erne og 80’erne forsøgte Blekingegadebanden at skaffe penge til bl.a. PFLP’s kamp for et frit Palæstina. Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede både dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier.

Italien har ikke villet afvente vurderingen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, om de potentielle risici, der er forbundet med syntetiske eller laboratoriedyrkede animalske produkter. Den 28. marts meddelte den italienske landbrugsminister, Francesco Lollobrigida, at Italien som det første land ville forbyde syntetiske eller laboratoriedyrkede fødevarer. Det kommende forbud var motiveret af hensynet til fødevaresikkerhed og sundhedshensyn, men reelt nok først og fremmest for at beskytte de italienske landmænd.

Landbrugsorganisationen Coldiretti og andre landbrugslobbyer har indsamlet en halv million underskrifter for et krav om beskyttelse af “naturlige fødevarer mod syntetiske fødevarer”, og premierminister Giorgia Meloni er blandt dem, der har skrevet under.

Forbuddet, der er på vej gennem den italienske lovgivningsproces, indeholder et generelt forbud mod produktion, anvendelse og markedsføring af syntetiske fødevarer i Italien. Overtrædelser ville angiveligt kunne udløse bøder på op til 60.000 euros.

I sidste uge reagerede den italienske landbrugsminister Francesco Lollobrigida skarpt på forlydender om, at regeringen ville trække lovforslaget tilbage.

“Det er ikke sandt, at jeg har villet trække forbuddet mod syntetisk kød tilbage” skrev ministeren på Facebook. Om lovforslaget om syntetisk kød, hed det, at vi “fortsætter med lovprocessen, og vi tror det vil ske meget hurtigt, det vil sige i november måned”.

Lise Hansen Thorsen, tidligere chef for Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune, blev fra den 7. august 2023 ansat som stadsarkitekt i Aalborg Kommune.

I forbindelse med ansættelsen fremhævede den nordjyske kommune hendes brede geografiske baggrund, hvor hun blandt andet har stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder.

Efter mindre end tre måneder fratrådte Lise Thorsen imidlertid stillingen som stadsarkitekt: ”Aalborg Kommunes nye stadsarkitekt, Lise Thorsen, fratræder sin stilling omgående” skrev kommunen i en kortfattet pressemeddelelse mandag den 23. oktober 2023.

“Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune”, skriver kommunen og tilføjer:

“Der bliver nu brug for en periode med grundige overvejelser vedrørende de næste skridt i forhold til stillingen som Stadsarkitekt”.

Ifølge Aalborg Kommune vil Lise Thorsen oppebære sædvanlig løn og pensionsindbetalinger indtil 31. januar 2024. Lise Thorsen modtager ikke nogen godtgørelse i forbindelse med sin fratræden.

Det er ikke første gang Lise Hansen Thorsen fratræder en stilling ”efter gensidig aftale”. Det skete således, da hun i december 2021 fratrådte sit job i Vordingborg Kommune “efter gensidig aftale”.

I tiden frem til ansættelsen i Aalborg arbejdede hun blandt andet som selvstændig rådgiver og for Henning Larsen Architects, en stor dansk arkitektvirksomhed med aktiviteter verden over.

Lise Hansen Thorsen forlod jobbet som fagchef i Vordingborg Kommune efter flere møgsager.

I november 2021 blev hun beskyldt for at optræde arrogant over for en gruppe beboere i Abildhøjparken, Præstø, efter en disputs om træfældning ud mod Jungshovedvej.

I september 2020 gav hendes medarbejdere i en arbejdspladsvurdering udtryk for, at deres øverste chef mobbede og chikanerede. Desuden oplevede de uklare og modstridende krav i arbejdet, der medførte fejl i borgernes sagsbehandlinger.

For at få kortlagt det dårlige psykiske arbejdsmiljø indgik kommunen en aftale med konsulentfirmaet TeamArbejdsliv til 70.000 kroner. Konsulentfirmaet interviewede i december 2020 medarbejdere og ledere. Om Lise Hansen Thorsen lød konklusionen blandt andet, at medarbejderne oplevede en ”grænseoverskridende adfærd” fra hendes side, og at hun havde ”en ledelsesstil, der skaber frygt”. Daværende kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune kaldte efterfølgende Lise Hansen Thorsens ledelsesstil for ”uacceptabel”.

Da Lise Hansen Thorsen fratrådte i 2021, afviste både borgmester Mikael Smed (S) og kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune dog, at fratrædelsen skyldtes de uheldige sager. Derimod blev fratrædelsen begrundet med organisationsændringer og at fratrædelsen skete efter “gensidig aftale”.

Efterfølgende viste en aktindsigt foretaget af Uffe Thorndal fra Østmøn, at Lise Hansen Thorsen modtog 994.334 kr. incl. pensionsbidrag efter sin fratrædelse.

Vordingborg Kommune kunne meddele følgende: “Vi kan meddele, at Lise Hansen Thorsen har krav på løn i 12 måneder ifølge den lønaftale, der i sin tid blev indgået. Dette svarer til en udgift på i alt 994.334 kr. incl. pensionsbidrag.”

Da Poul Nyrup Rasmussen efter Tamilsagen den 25. januar 1993 med tydelig reference til Poul Schlüters såkaldte Firkløverregering (1982-88) dannede den såkaldte Rødkløverregering, var det med deltagelse af Kristeligt Folkeparti (sammen med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne). Kristeligt Folkeparti var det mindste parti i koalitionen med kun 2 ministerposter: Partiets formand, Jann Sjursen, som Energiminister, og Flemming Kofod-Svendsen som Boligminister og Minister for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål.

Ligesom Venstre er klemt i den nuværende SMV-regering havde Kristeligt Folkeparti det svært i Rødkløverregeringen. Socialdemokratiet, der havde stærke synspunkter på både energi- og boligpolitik, og på en række af Kristeligt Folkepartis traditionelle mærkesager, afholdt sig ikke fra på den mest brutale måde at vride armen om på de kristelige. Partiets overvejende borgerlige bagland i Ringkøbing og omegn var langt fra begejstrede og kritikken rettede sig ikke mindst mod partiets 29-årige formand, Jann Sjursen.

En uheldig sag om Jann Sjursens ministerbil bidrog til kritikken og tiden er måske inde til en tilståelse:

Energiministeriets ministerbil havde nået en alder og km-stand, der efter de daværende finansministerielle regler tillod udskiftning. Dialogen om erstatningen foregik mellem energiminister Jann Sjursen (formand for Kristeligt Folkeparti og i øvrigt boende i Næstved) og ministerchaufføren. Ministerchaufføren havde en stærk præference for en stor bil, som forhandleren havde tilbudt til en pris, der ved forskellige kunstgreb var presset ned under den finansministerielle beløbsgrænse. Der stod ingenlunde Mercedes eller andet på Jann Sjursens ønskeliste – tværtimod gjorde han modstand, og talte endda om en lille, energivenlig bil – forskellige modeller, herunder en 2CV blev nævnt. Ministerchaufføren kom ingen vegne og gik i sin kvide til undertegnede, der var departementschef i Energiministeriet. Jeg tog sagen op med ministeren og foreholdt ham i indtrængende vendinger, at ministerbilen måtte betragtes som et rullende kontor, som han måtte forvente at tilbringe mange timer i. Traditionen, ministerchaufførernes forventninger og de finansministerielle regler tilsagde desuden en vis standard, som det ikke tilkom en ny og ung minister at tilsidesætte. Mit afgørende argument over for Jann Sjursen var, at tanken om en ministerbil i 2CV-klassen ville blive opfattet som en ukollegial handling og at eventuel goodwill ville være på de andre ministres bekostning. Det må betænkes, at Jann Sjursen på daværende tidspunkt var 29 år gammel og ganske lydhør for ministeriets rådgivning.

Det endte som bekendt med, at ministerchaufføren som følge af min intervention fik sin vilje og der blev anskaffet en meget stor Mercedes med et benzinforbrug – viste det sig – der oversteg alle andre ministerbiler.

Ekstra Bladet forfulgte sagen – og Jann Sjursen, der ellers stod for bæredygtighed og klimabevidsthed blev udsat for ganske heftig kritik.

Jeg måtte selvfølgelig over for Jann Sjursen beklage – ikke blokeringen for en 2CV-løsning, men at jeg ikke havde anbefalet en lidt mindre prangende ministerbil.

Burde Kristeligt Folkeparti i 1994 have forladt regeringen?

Der var aldrig tale om, at Jann Sjursen ligesom Jakob Ellemann-Jensen skulle træde tilbage, men sagen bidrog således til det grundlæggende problem: At Kristeligt Folkeparti var klemt i regeringen. En nøgtern analyse allerede i begyndelsen af 1994 ville have vist, at Kristeligt Folkeparti ville have haft langt bedre muligheder for at positionere sig selv uden for regeringen end mast af Poul Nyrup Rasmussen og de andre socialdemokrater.

Kristeligt Folkeparti gjorde ikke noget, og ved Folketingsvalget onsdag den 21. september 1994 blev partiet udraderet.

Den 20. oktober 2023 kunne tidligere MF og energiminister Jann Sjursen fejre ikke kun sin 60-års fødselsdag, men også 30 år på pension.

Jann Sjursen, der var energiminister i fra januar 1993 til september 1994, har siden han som 30-årig fratrådte som minister den 28. september 1994 været berettiget til ministerpension, der årligt (i 1995 iflg. L42) udgjorde 212.665 kr.

Paradoksalt nok var Jann Sjursen 2020-22 formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Loven om vederlag og pension m.v. for ministre blev ændret i 1995, så tidligere ministre tidligst kan oppebære ministerpension når de fylder 60.

Bør Venstre træde ud af regeringen?

Venstre nuværende situation minder meget om den klemme, Kristeligt Folkeparti i 1994 befandt sig i: Venstre er klemt i SMV-regeringen. Partiet indtrådte i regering uden varsel til baglandets store overraskelse, og Venstre står nu i meningsmålingerne så ringe, at Venstres hovedbestyrelsen meget snart må erkende, at partiet har bedre mulighed for at positionere sig selv uden for regeringen end mast mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Eftervederlag og pension

Jakob Ellemann-Jensen er umiddelbart berettiget til eftervederlag som medlem af Folketinget og som minister. Hans tid som Miljø- og fødevareminister (2. maj 2018 – 27. juni 2019) og Vicestatsminister, forsvarsminister og økonomiminister (15. december 2022 – 23. oktober 2023) betyder desuden, at han fra det fyldte 60. år er berettiget til ministerpension.

Ellemann sikrer sig høj ministerpension ved at vente med at trække sig så han præcis nåede at sidde som minister i to år og fire dage. Lige præcis de fire sidste dage gør, at han træder et trin op i livslang ministerpension, så han nu står til at modtage 48.305 kroner ekstra om året resten af sit liv, sammenlignet med hvis han var stoppet fire dage forinden.

ARD (Arbeitsgemeinschaft der öffentlich-rechtlichen Rundfunkanstalten der Bundesrepublik Deutschland) – en sammenslutning af offentlige radio- og tv-stationer i forbundsrepublikken Tyskland – rapporterer, at de tyske myndigheder på både länder- og forbundsniveau er ved at segne under flygtningepresset.

I 2023 forventer de tyske flygtningemyndigheder – Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (BAMF) – at kunne behandle omkring 230.000 asylsager og dermed samme antal som i 2022.

Problemet er, at antallet af legale asylansøgere i 2023 fra især Syrien, Afghanistan og Tyrkiet meget vel kan komme op på 400.000 – og hertil kommer et meget stort, men ukendt antal illegale flygtninge fra arabiske og afrikanske lande!

Til sammenligning behandlede BAMF under den såkaldte flygtningekrise 2015/2016 480.000 ansøgere i 2015 og 750.000 i 2016.

AfD – Alternative für Deutschland – stormer frem i Tyskland

Det højrenationale, myndigheds- og indvandringskritiske protestparti AfD – Alternativ for Tyskland/Alternative für Deutschland, vinder stærkt frem i Tyskland. Ifølge de seneste meningsmålinger står partiet nu til omkring 23 pct. af stemmerne, mens CDU/CSU har 27 pct.

Mange frygter, at næste år kan blive den store politiske eksplosion i Tyskland. Ud over europaparlamentsvalget i juni 2024 er der delstatsvalg i Thüringen og to andre delstater i det østlige Tyskland. Alle tre steder står AfD lige nu til at blive det klart største parti med omkring en tredjedel af stemmerne.

Delstaten Thüringen kom i fokus, da AfD i slutningen af september pludselig blev en afgørende del af et borgerligt flertal for en sænkning af en boligskat.

Det konservative CDU fremsatte forslaget. Det liberale FDP støttede det, og med AfDs stemmer var det nok til at omgå delstatsregeringen bestående af socialisterne i Die Linke, De Grønne og det socialdemokratiske SPD.

Dermed blev et tabu brudt.

I Thüringen har de andre partier hidtil set helt bort fra AfDs 19 mandater ud af 90, mens en regering uden et reelt flertal har regeret i en fælles forståelse med den borgerlige opposition. Nu brager AfD fremad i meningsmålinger. I Thüringen skal der være delstatsvalg til næste år, og i øjeblikket står AfD til flere end 30 procent af stemmerne.

Thuringen er ikke det eneste sted, der må overgive sig til AfD. Søndag den 18. juni 2023 var der valg til borgmesterposten i den tyske by Schwerin. Den socialdemokratiske kandidat genvandt posten med et stort flertal. Men AfD fik 32,2 procent af stemmerne.

AfD fik så stor opbakning i første runde af valget, at det udløste en anden runde. Det var første gang AfD fik så mange stemmer, at det har krævet en anden runde af et lokalvalg.

Kritik af den rød-gule-grønne regering

Blandt kommentatorer er der bred enighed om, at fremgangen til AfD næres af koalitionsregeringens (SPD, De Grønne og det liberale FDP – den såkaldte Ampel eller lyskurvregering) katastrofale politik.

Flygtningekrisen

Den igangværende migrationskrise, der tåler sammenligning med situationen i 2015/2016 og de faktiske konsekvenser af den legale og illegale masseindvandring fra især arabiske og afrikanske lande, har helt klart gavnet også AfD i meningsmålingerne. Forbundsmyndighederne er ved at segne under presset, og delstaterne kæmper med enorme udfordringer i forbindelse med at underbringe og forsørge de mange indvandrere. Hertil kommer presset på især social- og sundhedssystemerne.

Klima- og energipolitikken

Der er ligeledes bred utilfredshed i befolkningen over regeringens energi- og klimapolitik og grønne diktater om tvungen udskiftning af gasfyr med varmepumper. Ifølge det politiske magasin Cicero, var debatten om Die Grünes økonomiminister Habecks varmediktat forårsgaven til AfD. Sjældent har regeringens planer spredt så meget frygt og afvisning i landet.

Da Alternativ for Tyskland (AfD) for seks år siden gjorde sin entré i det tyske parlament, spåede eksperter, at det højre-nationale parti ville falde fra hinanden i en endeløs strøm af skandaler og nynazistiske tirader. De etablerede partier svor, at AfD ville blive marginaliseret og bekæmpet, men AfD-fremgangen bør være et alarmsignal for alle partier i Forbundsdagen.

Spørgsmål om indvandring, klima og krig, hvor en stor del af befolkningen føler, at de ikke bliver hørt, og alle indvendinger om centrale politiske spørgsmål ikke kun fejes til side, men karakteriseres som ”ikke-stuerene”, betyder automatisk fremgang til AfD.

Koalitionsregeringen

Den til tider åbne strid i koalitionen mellem SPD, De Grønne og det liberale FDP, har skabt berettiget tvivl i befolkningen om koalitionens evne til at regere Tyskland. FDP har hidtil kunnet afværge de største katastrofer, men passiviteten i flygtningepolitikken er et megaproblem. Hertil kommer, at De Grønnes varmeplaner med forbud mod gasfyr og krav om varmepumper og vedvarende energi opfattes sammen med afskaffelsen af A-kraften som toppen af isbjerget af en usammenhængende klimapolitik, der driver energi- og varmepriser op for almindelige mennesker, samtidig med at klimaeffekten er minimal.

Indførelsen af CO2-afgiften i 2021 har allerede vist borgerne, hvor dyr og ineffektiv klimabeskyttelse er. De grønne lovforslag, som især rammer den almindelige borger, er en konstant strøm af vand på AfD’s mølle.

I Tyskland – som i andre lande – ønsker de fleste mennesker faktisk at beskytte naturen og miljøet, og de fleste går også ind for en fornuftig klimapolitik, men de går i baglås, når man vil stoppe den globale klimakrise ved at brandbeskatte almindelige borgere.

Ukraine

I Ruslands krig mod Ukraine har Tyskland opgivet sin oprindeligt forsigtige kurs og leverer penge og flere og flere våben til Ukraine.

Realiteten er, at i Tyskland er en ikke uvæsentlig del af befolkningen forbeholdne – de tror ikke, at våbenleverancer vil afslutte krigen, og mange frygter en yderligere eskalering, en tredje verdenskrig. Ifølge det politiske magasin Cicero er der en verden til forskel mellem hyldesten af Zelensky i politik og medier på den ene side og antikrigsstemningen i befolkningen på den anden.

Arven fra Merkel

AfD blev grundlagt som et eurokritisk parti af akademikere i 2013, men i kølvandet på daværende kansler Angela Merkels omstridte håndtering af flygtningekrisen i 2015 blev partiet tilflugtssted for protestvælgere og har i dag cementeret sin magt som nyt folkeparti i de østtyske delstater i det tidligere DDR.

Nyt parti i Tyskland – Bündnis Sahra Wagenknecht

Hvis AfD havde haft sympatiske ledere, ville der næppe have været grænser for væksten. Kendsgerningen er dog at der i AfD – i lighed med andre partier i tysk politik – i øjeblikket er en udtalt mangel på karismatiske, dygtige og sympatiske figurer.

Det bliver måske nu ændret. Den prominente tyske venstrefløjspolitiker Sahra Wagenknecht har efter lang tids tilløb mandag brudt med det venstreorienterede parti Die Linke.

Hun har dannet partiet, Bündnis Sahra Wagenknecht, som har planer om at stille op ved flere valg næste år og anses for at være en trussel mod partier på begge yderfløje i Tyskland.

Ifølge mediet Deutsche Welle spekulerer flere analytikere i, at hendes unikke politiske position kan være en trussel også mod højrefløjspartiet Alternative für Deutschland, som ellers brager frem i meningsmålinger.

Wagenknecht er venstreorienteret på den økonomiske politik, men ligger tættere på den mest højreorienterede fløj på områder som migration, klima og køn.

I Forbundsdagen mandag er hun kommet med en særdeles hård kritik mod den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz’ regering.

Blandt andet har hun kritiseret sanktioner mod Rusland. De bidrager ifølge hende til høje energiomkostninger.

Samtidig siger hun, at ureguleret migration skaber problemer på tyske skoler.

Sahra Wagenknecht

Den 54-årige Wagenknecht er en veteran i tysk politik og på venstrefløjen.

Hun var for over 30 år siden med i det østtyske kommunistparti, SED, og var fra 1991 til 2010 med i en gruppe kaldet Kommunistisk Platform i både SED’s efterfølger, PDS, og senere Die Linke.

Wagenknechts parti ventes at stille op ved europaparlamentsvalg i juni næste år. Derudover ventes det også at stille op i Thüringen og 2 andre østtyske delstater i 2024.

Den ultraliberale Javier Milei fik næstmest støtte ved Argentinas præsidentvalg og skal nu møde økonominister Sergio Massa i anden runde den 19. november.

Med 98 procent af stemmerne optalt står Sergio Massa fra Peronistfløjen Ifølge Reuters til lidt over 36,6 procent af stemmerne og Javier Milei til 30 procent.

Tidligere sikkerhedsminister Patricia Bullrich fra Juntos por el Cambio-koalitionen fik 23,8 procent af stemmerne.

Det betyder, at der skal være en anden afstemningsrunde den 19. november. For at blive valgt til præsident i første runde krævede det 45 procent af stemmerne, eller 40 procent, og mindst 10 procentpoint flere end den næste.

Sergio Massa, 51, stillede op til præsidentvalget efter mere end et år som Argentinas økonomiminister. Han er blevet rost for succesfuldt at genforhandle tilbagebetalingen af et lån på 44 milliarder dollars fra Den Internationale Valutafond, IMF. Men han er også blevet beskyldt for ikke at have formået at dæmme op for den skyhøje inflation – i september blev den målt til 140 procent på årsbasis.

Javier Milei, 53, førte ellers i meningsmålingerne, da valgstederne åbnede søndag morgen.

Han er blevet sammenlignet med den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, og den tidligere brasilianske præsident, Jair Bolsonaro.

Han har ført sig frem med kritik af det politiske etablissement, som han har kaldt ”la casta”. Han mener blandt andet, at Argentinas centralbank bør afskaffes og at den argentiske pesos skulle erstattes af den amerikanske dollar.

Javier Milei, der er mødt op til vælgerarrangementer med en elektrisk motorsav, har lovet at nedskære de offentlige udgifter med 15 procent og droppe omkring ti af regeringens ministerier. Han er imod abort, og så tror han ikke på, at mennesker er ansvarlige for klimaforandringer.

Præsidentvalget i Argentina