Ifølge Danmarks Statistik udgjorde drivhusgasser fra landbrug, skovbrug og fiskeri 29 procent af udledningerne fra aktiviteter i Danmark i 2021. Heraf stod landbruget for mere end 95 procent. En kommende CO2-afgift og store klima- og miljømæssige udfordringer truer fremtiden for dansk landbrug.

En CO2-afgift på landbruget kan betyde konkurs for et stort antal af de tilbageværende småskalalandbrug, hvis hektarer derfor vil blive inddæmmet i større bedrifter. En udvikling, der har været mange år undervejs. Især ventes den animalske produktion at blive berørt, men på sigt er det spørgsmålet om de konventionelle landbrugsmetoder – som i sig selv er i rivende udvikling! – overhovedet har en fremtid?

Økosystemers sundhed

Begrebet “regenerering” inden for økologi handler om at genoprette og forbedre sundheden i økosystemer i stedet for blot at minimere skade.

Fra økologien er regenerativt landbrug udbredt som en tilgang til landbrug, der fokuserer på at forbedre og genoprette sundheden og produktiviteten af landbrugsjord samtidig med at det reducerer negative miljømæssige påvirkninger. Målet med regenerativt landbrug er at opbygge og bevare jordens frugtbarhed, øge biodiversiteten og reducere behovet for kunstige inputs som kemikalier og kunstgødning.

Regenerativt landbrug søger at skabe landbrugssystemer, der ikke kun producerer fødevarer, men også forbedrer jordens sundhed og økosystemets modstandskraft. Det betragtes som en reaktion på de negative konsekvenser af konventionelt landbrug, herunder jordudpining, tab af biodiversitet og klimaforandringer.

Regenerativt landbrug har således en langsigtet vision og stræber efter at forbedre jordens sundhed og produktivitet over tid, ofte på bekostning af kortvarige udbytteforøgelser.

Kristeligt Dagblad har berettet om det regenerative landbrug Øm Klostergaard, hvor man i dyrkningsmetoderne lægger vægt på blandt andet at give plads til flere læhegn og træer for dermed at give flere levesteder til insekter og fugle og derigennem skabe en naturlig balance mellem nyttedyr og skadedyr i markerne.

Er ”regenerativ” det nye buzzword?

Efterhånden har begrebet ”regenerativ” spredt sig og bruges på meget andet end organiske processer.

Regenerativ ledelse er således en tilgang til ledelse med fokus på at skabe nye bureaukratiske strukturer, organisationer og samfund, som ikke blot opretholder status quo, men hvor kreativitet og kompetencer kan udfolde sig og bidrage til at genoprette og forbedre økosystemer, sociale strukturer og menneskelig trivsel.

I praksis indebærer regenerativ ledelse bæredygtige og langsigtede beslutninger, som tager hensyn til økologiske, sociale og økonomiske faktorer. Det handler om at skabe organisationer, der ikke blot er i harmoni med naturen og samfundet, men som også aktivt bidrager til at forbedre disse systemer. Dette kan omfatte tiltag, der fremmer miljøbevidsthed, social retfærdighed, ansvarlig ressourceforvaltning og positiv påvirkning af lokalsamfund.

Det stilles i udsigt, at en regenerativ transformation af organisationer kan resultere i betydningsfulde fordele på både menneskelige, faglige og økonomiske områder. Regenerativ ledelse går således ud over blot at minimere skadelig påvirkning, men stræber efter at adressere problemer på en holistisk måde og dermed være en positiv kraft for regenerering og restaurering af natur og samfund. Denne tilgang er særligt relevant i lyset af stigende bekymring for klimaforandringer, tab af biologisk mangfoldighed og sociale udfordringer.

Regenerativ økonomi stræber efter at skabe økonomiske systemer, der går ud over blot at minimere negative påvirkninger og i stedet aktivt bidrager til at genskabe og forbedre økonomiske og sociale forhold i samfundene. Dette kan inkludere forretningsmodeller, der fremmer cirkulær økonomi og social retfærdighed.

Regenerativ byplanlægning og arkitektur søger gennem regenerativt design at skabe bygninger og bymiljøer, der bidrager til økosystemernes sundhed og biodiversitet og reducerer ressourceforbruget. Det kan omfatte brugen af grønne tage, solenergi, vandgenbrug og bæredygtige materialer.

Det globale netværk “The Campus Advisor”, der indsamler oplysninger, der kan lette studerende valg mellem forskellige universiteter og højere læreanstalter, rangerer hvert år alverdens universitetsbyer efter de studerendes bedømmelser.

Efter den seneste ranking for 2023 er Melbourne i Australien, Berlin i Tyskland og Newcastle i UK de bedste byer for studerende.

Campus Advisors rangfølge tager ikke hensyn til universiteternes kvalitet, men til faktorer som kultur- og nattelivet, leveomkostninger, offentlige transport, sikkerhed og fritidsaktiviteter.

Newcastle rangerer således som den bedste studenterby i verden hvad angår ”Nightlife”.

Berlin er den bedste by i verden for “Public Transport”, mens Melbourne er verdens rareste universitetsby – bedst vedrørende ”Amenities”.

København

København rangers som den 27. bedste universitetsby og fremhæves for at være en smuk og ren by, men en god atmosfære og et velfungerende offentligt transportsystem. De høje leveomkostninger trækker ned.

Aalborg rangeres som nr. 47 og fremhæves for sit natteliv.

Jens Otto Krag trak sig i 1972 og overlod statsministerposten til Anker Jørgensen, der i november 1973 måtte udskrive valg til afholdelse den 4. december 1973.

Folketingsvalget den 4. december 1973 kaldes hyppigt “Jordskredsvalget”, der fik store konsekvenser for det politiske system i Danmark, der hidtil havde været domineret af 4 partier: Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale.

Tre nye partier – Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – drog fordel af massiv vælgervandring og blev repræsenteret i Folketinget, medens de fire gamle partier tilsammen mistede 54 mandater, og mere end en tredjedel af folketingsmedlemmerne blev udskiftet.

Desuden kom Kommunisterne og Retsforbundet, der havde været ude af Folketinget siden 1960, ind igen.

Baggrunden

De store bevægelser i stemmeafgivningen kom bl.a. som en reaktion på stigende skatter som følge af mange ansættelser i det offentlige, indførelsen af fri abort, legalisering af billedporno, beskæring af forsvarsbudgettet og en generel mangel på tillid til de gamle partiers politikere.

”Træskoregeringen”

Selvom Venstre var gået tilbage med 8 mandater til 22, dannede Poul Hartling den 19. december Regeringen Poul Hartling, der sad indtil den 13. februar 1975. Den såkaldte ”Træskoregering”, havde danmarkshistoriens mindste opbakning med kun 22 venstremandater bag sig. Der blev imidlertid ikke konstateret noget flertal imod regeringen, der kun havde 12 ministre, og derfor også fik tilnavnet ”Det beskidte dusin”.

Interne stridigheder i Det Konservative Folkeparti

De Konservative havde ved jordskredsvalget i december 1973 mistet 15 af 31 mandater og var underdrejet af intern magtkamp mellem Erik Haunstrup-Clemmensen og Erik Ninn-Hansen. Hovedbestyrelsesmødet i januar 1974 tegnede derfor til at skulle blive alt andet end mindeværdigt. Sent lørdag aften tog nu afdøde landsretssagfører Kristian Mogensen mod en udfordring fra Clemme-fløjen om til næste dag at nedfælde væsentlige konservative grundsynspunkter, som alle ville kunne slutte op om.

Konservative teser

Søndag formiddag fremlagde Kristian Mogensen 11 konservative teser (se nedenfor) for hovedbestyrelsen.

Landsretssagfører Kristian Mogensen havde allerede inden da spillet en vigtig rolle på de indre linjer i Det Konservative Folkeparti. Med han nyformulering af klassiske konservative standpunkter bidrog han med de 11 teser konstruktivt til at give partiet ny styrke efter striden mellem fløjene og den uforsonlige strid mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn-Hansen.

Traditionelt anses den britiske statsmand Edmund Burke for at være den moderne konservatismes fadder. Burke udgav i 1790 ”Reflections on the Revolution in France”, hvor han, som titlen fortæller, reflekterede over, hvad den liberale franske revolution havde bragt. Efter at have ironiseret over, hvor let det er at rive ned og kritisere fejl og mangler ved det bestående, skrev han: ”På én gang at bevare og forandre er noget ganske andet. Når man holder fast ved de nyttige dele af bestående institutioner, og skal tilpasse det nye, kræves der både åndskraft, beslutsomhed, evner til sammenligninger og kombinationer og forståelse for det hensigtsmæssige”. Og senere: ”En generel trang til forandring er typisk resultatet af selvtilstrækkelighed. Mennesker, der aldrig ser tilbage mod sine forfædre, kan ikke se frem mod det, der skal komme«.

Poul Schlüters epoke

Den næstfølgende fredag udgjorde teserne i bearbejdet version fundamentet for Poul Schlüters tale som politisk ordfører under Folketingets åbningsdebat efter jordskredsvalget. Teserne kom også til at præge det holdningsprogram, der blev vedtaget i februar 1974 af partiets repræsentantskab.

Udover at slå politisk bro i det splittede parti kom teserne derved til at pege fremad mod Schlüters langstrakte regeringstid, der startede med hans valg til partiformand ved Landsrådet i 1974. I Schlüters våbenskjold står ”At forandre for at bevare”.

Træskoregeringens endeligt

I mellemtiden havde Hartlings smalle Venstre-regering det svært. Regeringen forsøgte at føre en økonomisk genopretningspolitik, men mødte stor modstand fra oppositionen og ikke mindst fra fagbevægelsen.

Poul Hartling udskrev valg til afholdelse i januar 1975, og selv om Venstre næsten fordoblede sit mandattal, var det Anker Jørgensen, der nu dannede en socialdemokratisk regering. En borgerlig firkløverregering var ellers under opsejling, med den forholdsvis nyslåede leder for Det Konservative Folkeparti, Poul Schlüter som udenrigsminister, selvom de konservative ved valget blev reduceret fra 16 til 10 mandater. Hartling valgte til sidst at opgive regeringsdannelsen, da han ikke ville være afhængig af Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti.

—–

Teserne:

1: Vi må bekæmpe de patentreformatorer, som plager landet med deres evige trang til at lave om på alt muligt. Vort udgangspunkt må være, at når en samfundsindretning har virket godt og længe, er dette et argument for at bevare den og ikke for at afskaffe den. Selvfølgelig skal vi være med til at lave forandringer, og vi har selv adskillige at foreslå. Men betingelsen for at støtte en forandring må være, at det er en forandring til det bedre.

2: Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats. Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen.

3: Vi må støtte de frie erhverv, hvis indsats er grundlaget for samfundets velstand. Både de store virksomheder og de små (den enkelte handlende eller håndværker) skal have lov til at være her uden idelig at blive generet af samfundet.

4: Vi må bekæmpe klassepolitik og skabe forståelse for, at når vi f.eks. vil fremme industriens interesser, tænker vi ikke blot og ikke først og fremmest på industriens ejere, men på alle, som er beskæftiget i industrien, og som til syvende og sidst har fælles interesser.

5: Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt fråseri.

6: Vi må effektivt bekæmpe det tiltagende statsdirigereri og skrankepaveri, som irriterer os alle.

7: Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til.

8: Vi må værne om retsbevidstheden, og på ny sætte det gamle ord om, at lov er lov og lov skal holdes, i højsædet. Man må holde op med idelig at lave om på love og andre offentlige forskrifter, så efterhånden ingen kan finde ud af, hvad der er gældende ret. Man må også holde op med at lefle for bevidste lovbrydere. Når det f.eks. kaldes miljøskabende, at man i “Christiania” og andre “alternative samfund” åbenlyst sætter sig ud over gældende regler og bestemmelser, er det at gøre nar ad de folk, der endnu søger at skabe miljø hjemme eller på deres arbejdsplads inden for rammerne af gældende lov og ret.

9: Vi må have mod til at bekæmpe de højtråbende mindretal, som har travlt med at nedbryde almindelig moral og anstændighed.

10: Vi må føre en skolepolitik, der respekterer forældrenes ret til at opdrage deres børn. Det er ikke skolens fornemmeste opgave at præge børnenes livssyn og karakter, og vi vil ikke lade pædagoger og psykologer bemægtige sig denne opgave. Derimod er det skolens opgave at bibringe børnene kundskaber, og det er børnene, der senere må betale prisen, hvis skolen forsømmer opgaven. – Man må i skolepolitikken holde op med de håbløse forsøg på at bortforklare eller tilsløre den kendsgerning, at menneskene er født med forskellige evner og anlæg.

11: Sidst, men ikke mindst, må vi stå vagt om landets forsvar.

På det konservative landsråd i 2008 blev de taget op i en indstilling, som havde til hensigt at opdatere dem. Indstillingen blev forkastet.

New Zealand har længe været målet for talrige studieture. Det der tiltrækker – udover en eksotisk placering ”øst for Suez” og en overvældende natur – er, at New Zealand på en række områder er gået nye veje. Det gælder i skolepolitikken, indenfor klima og ikke mindst i forhold til landbrug.

New Zealand har en omfattende landbrugsproduktion, men det er også landet, hvor landbrugsstøtten blev revet væk natten over i 1990. Vel at mærke uden, at landmændenes økonomi kollapsede.

New Zealand har en befolkning på omkring 5 millioner, men 10 millioner køer og 26 millioner får.

Faktisk har landmændene det udmærket. De er hele tiden i gang med at udvikle deres landbrug og produktionsmetoder indenfor den animalske produktion og inden for planteavl med pløjefri dyrkning, Conservation Agriculture osv.

Næsten halvdelen af New Zealands samlede emissioner af drivhusgasser kommer fra landbrugssektoren, som har været undtaget for landets CO2-kvotesystem.

Klimaafgift på landbruget

Trods landbrugets egne bestræbelser på at mindske klimaaftrykket, indførte den tidligere Labour-ledede centrum-venstre regering i slutningen af 2022 en klimaafgift på landbrugets emissioner af drivhusgasser fra starten af 2025.

Selvom man i New Zealand i princippet besluttede at indføre en afgift, har man på ingen måde færdiggjort forberedelserne – hverken hvad angår den præcise beregningsmodel eller niveauet for en afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20-30 kroner pr. ton CO2-ekvivalenter, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2e, der tales om i Danmark.

Ingen andre lande i verden havde erfaringer med klimaafgifter på landbrugets biologiske processer, og forslaget var kontroversielt. Ikke mindst landbrugets organisationer spåede erhvervets undergang og lækageeffekter, hvor produktionen ville blive flyttet ud af landet. Oppositionen kørte ligeledes kampagne mod CO2e-afgiften.

I august 2023 – inden parlamentsvalget den 14. oktober – udsatte regeringen klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser fra starten af 2025 til udgangen af 2025.

Jordskredsvalg

Ved valget den 14. oktober 2023 mistede den hidtidige socialdemokratisk ledede regering magten.

Et hovedemne i valgkampen var leveomkostningerne for den brede befolkning. New Zealand har været føleligt berørt af COVID-epidemien og den økonomiske afmatning i Kina, der er landets største handelspartner.

Resultatet var et chok for Labour-regeringen, der ellers så sent som i 2020 havde sikret sig absolut majoritet i parlamentet.

Den store vinder var Christopher Luxon, National Party, der sammen med partierne ACT og NZ First, kunne danne regering.

Christopher Luxon har haft en hurtig politisk karriere. Luxon var tidligere administrerende direktør i luftfartsselskabet Air New Zealand, men blev i 2020 indvalgt i parlamentet for det konservative National Party, og allerede i 2021 blev han partiets leder.

Klimainitiativer rulles tilbage

Luxon og den nye konservative regering i New Zealand har allerede bebudet, at en række af den tidligere regerings klimainitiativer vil blive rullet tilbage.

CO2-afgift på landbruget

CO2e-afgiften på landbruget er nu udsat på ubestemt tid. Regeringen er stadig indstillet på at landbrugets emissioner af drivhusgasser skal nedbringes, men det skal ske i dialog med erhvervet.

Luxon har under valgkampen sagt, at regeringens afgiftsplan ville “rip the guts out of rural New Zealand”, og at det ville føre til “20 per cent reduction” i fåre- og oksekødssektorerne.

Regeringen vil også ophæve den tidligere regerings moratorium på nye tilladelser til efterforskning efter olie og gas på New Zealandsk territorium.

Luxon vil også gribe ind overfor den tidligere regerings massive subsidiering af offentlig transport.

Mobiltelefoner

Mobiltelefoner vil blive forbudt i skoler i New Zealand, har Christopher Luxon meddelt.

Målet er angiveligt at standse nedgangen i læse- og skrivefærdigheder: “Vi ønsker, at vores børn skal lære noget i skolen, og at vores lærere skal kunne undervise,” sagde Luxon under et skolebesøg i Auckland, landets største by.

Skoler i New Zealand plejede at kunne konkurrere med de bedre lande i verden med hensyn til læsefærdigheder. Men resultaterne er faldet, og Luxon mener, at det vil hjælpe eleverne med at koncentrere sig mere om skolearbejde og stoppe forstyrrende adfærd.

Tobakslove

Luxon-regeringen har også gjort det klart, at de hårde tobakslove, som den tidligere regering indførte, skal fjernes.

New Zealands socialdemokratiske regering fremsatte et lovforslag, der indebar, at personer, der er under 15 år på tidspunktet for lovens ikraftsættelse, aldrig vil kunne købe tobak lovligt i landet.

Benzinafgifter taget af bordet

Regeringen har også tilkendegivet, at en række forslag til skattelettelser for mellemindkomster vil blive gennemført, ligesom den tidligere regerings planer om at hæve afgifterne på motorbrændstof er taget af bordet.

Lokal klimahandling er blandt temaerne ved COP28, der afvikles fra den 30. november til den 12. december 2023 i Dubai, United Arab Emirates (UAE).

Det er et område, som Danmark er langt fremme på, og på klimatopmødets dag tre den 2. december skal en række danske borgmestre og formanden for Danske Regioner derfor fortælle om deres arbejde med lokale klimahandlingsplaner.

Delegationen til COP 28 består af borgmester i Vejen Kommune, Frank Schmidt-Hansen, formand for KL’s Klimahandlingsudvalg og Klimaalliancen samt borgmestre fra Lejre, Frederikshavn, Lolland, Hørsholm, Fredericia, Roskilde, Norddjurs, Billund, Allerød, Haderslev og overborgmesteren fra København. Desuden er der repræsentanter for Realdania, Danmark grønne tænketank CONCITO, C40 Cities, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Præsident Joe Biden og Xi Jinping vil ikke deltage i COP 28, men det er oplyst, at Christiansborg vil være affolket i begyndelsen af november, ligesom toppen af regeringen, centraladministrationen, tænketanke, miljøorgansatiner og spidser fra erhvervslivet med kronprins Frederik i spidsen, vil deltage i klimatopmødet i Dubai, som forventes at tiltrække 70.000 deltagere.

Vi kender Lucius Quinctius Cincinnatus (519 - 430 f.Kr.) fra den romerske historiker, Titus Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.). Livius’ hovedværk, Ab urbe condita, dvs. ”fra byens grundlæggelse”, beskriver Roms udvikling fra dens sagnagtige begyndelse i midten af 700-tallet f.Kr. til Livius’ egen og kejser Augustus’ tid.

Cincinnatus var en romersk patricier, statsmand og militær leder i den romerske republiks dage, som blev et legendarisk eksempel på romerske dyder.

I en relativt moden alder havde han truffet sig tilbage fra det offentlige liv til en beskeden gård, da en fjendtlig invasion i 458 f.Kr. fik hans medborgere til at opfordre ham til at komme tilbage til Rom og tage ledelsen i republikken.

Cincinnatus slap ploven, fik uindskrænkede og diktatoriske magtbeføjelser og havde efter kun 16 dage besejret fjenden. Umiddelbart herefter nedlagde han sit hverv som konsul og diktator, frasagde sig alle beføjelser og vendte tilbage til sit landbrug.

Hans militære succes og han umiddelbare og frivillige afståelse af al magt blev i eftertiden fremhævet som et eksempel på uselvisk lederskab i en højere sags tjeneste, civil dyd, integritet og beskedenhed. Hans legendariske ry blev yderligere bestyrket, da Cincinattus efter sigende gentog kunststykket i 439 f.Kr., da plebejernes oprør truede med at befordre Spurius Maelius’ monarkistiske ambitioner og dermed den romerske republiks endeligt.

Siden er andre politiske ledere blevet sammenlignet med Cincinattus. Især blev Cincinnatus’ uselviske indsats for fædrelandet kædet sammen med George Washington. Washingtons opgivelse af kommandoen over den kontinentale hær, hans afvisning af overhovedet at overveje etableringen af et monarki i Amerika og hans frivillige tilbagetræden efter 2 præsidentperioder for at vende tilbage til Mount Vernon-farmen blev i datidens historie- og litteraturskrivning ofte sammenlignet med Cincinattus.

UK’s Premierminister, Boris Johnsons, klassiske studier ved Oxford fornægter sig ikke. Han refererede til Cincinnatus i sin afskedstale udenfor Downing Street nr. 10 i London den 6. september 2022. Johnson sagde, at han nu – som Cincinnatus – ville vende tilbage til ploven.

Marie Bjerre, har efter hun den 23. november 2023 måtte forlade posten som digitaliseringsminister og minister for ligestilling, ligeledes på de sociale medier refereret til Cincinnatus.

Måske skal man bide mærke i, at Cincinnatus godt nok vendte tilbage til ploven, men faktisk senere blev kaldt tilbage for at redde Rom i en vanskelig situation. Måske bliver der senere igen bud efter Marie Bjerre. Hvem ved?

Kongehuset har oplyst, at kronprins Frederik deltager i COP 28 i Dubai 5. – 6. december 2023. Præsident Joe Biden og præsident Xi Jinping vil til gengæld ikke deltage. Kronprinsen vil dog ikke være helt alene i De Forenede Arabiske Emirater, UAE, idet flere end 100 andre verdensledere kommer til Dubai, deriblandt britiske kong Charles, den franske præsident, Emmanuel Macron, Brasiliens præsident, Lula da Silva, og den britiske premierminister, Rishi Sunak. Kina, som aktuelt er den største udleder af drivhusgasser, vil være repræsenteret af viceministerpræsident Ding Xuexiang.

Udfasningen af fossile brændsler som olie og gas ventes at blive et centralt issue på COP 28.

Kronprinsen og Mellemøsten

Kronprins Frederik er ikke ubekendt med fossile brændsler og med forholdene i Mellemøsten. Han blev ganske vist afskåret fra at deltage i fodbold-VM i november 2022 i Doha i Qatar. Regeringen var på daværende tidspunkt kun ”fungerende”, og kunne kun løse de mest nødvendige opgaver. Under dem sorterer VM ikke, og derfor kunne Danmark ikke være officielt repræsenteret under fodbold-VM, og det gjaldt også for kongehuset.

I 2016 var Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary kransekagefigurer på et dansk erhvervsfremstød i Saudi-Arabien fra 28. februar til 1. marts.

A.P. Møller – Mærsk A/S

Mens indsatsen i Saudi-Arabien var til fordel for brede danske erhverv, var næste stop helliget Esplanadens interesser.

Daværende udenrigsminister, venstremanden Kristian Jensen, havde allerede den 6. januar 2016 aflagt et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Maersk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Kronprinsen og Kronprinsessen fra Saudi-Arabien til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Maersk Oils koncessionsinteresser.

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt.

Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, endte det med, at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Taber den mest guldrandede oliekontrakt

Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Det forlyder, at SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Konservative truer med at forlade forhandlingerne om, hvordan Danmark skal leve op til 2025-klimamålene.

Regeringen spillede ud med et krav om, at der skal blandes flere biobrændstoffer i diesel. Siden har regeringen revideret sit oplæg, så det nu også omfatter at hæve afgiften på diesel med 50 øre per liter.

Den afgiftsstigning har både grønne organisationer og Klimarådet efterlyst. Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er parat til at gå med på den galej.

Dansk Erhverv og vognmandserhvervet kommer ikke til at bakke op om en forhøjet diesel-afgift medmindre den kilometerbaserede vejafgift suspenderes.

I foråret demonstrerede vrede vognmænd mod afgiften – først foran Christiansborg og senere hen ved at forsøge at blokere trafikken landet over. Men lige meget hvad hjalp det, og i sommer blev afgiften vedtaget i Folketinget.

Kritikken gik – og går fortsat – på, at afgiften ikke reelt batter noget i CO2-regnskabet, men at det i realiteten bare er en “ekstra skat”, fordi den er så omkostningstung for branchen, at regningen ender hos forbrugerne.

Alligevel er De Konservative parate til både kilometerafgift og dieselafgift. Tilsyneladende er problemet, at regeringen ikke er parat til at straffe transporterhvervet yderligere!

Ikke mærkeligt, at partiet roder nede under 5 pct. i meningsmålingerne!

Tyskland har i sin forfatning en såkaldt gældsbremse, der sætter et loft over, hvor meget staten hvert år må låne. I ekstraordinære tilfælde kan gældsloftet overskrides, og under coronapandemien afsatte regeringen ekstra 60 milliarder euro til coronabekæmpelse.

Pengene blev der imidlertid ikke brug for. Derfor blev de omdirigeret til Tysklands såkaldte klima- og transformationsfond, der bl.a. bruges til klimabeskyttelse og modernisering af erhvervslivet, og til den såkaldte ”prisbremse”, der har beskyttet forbrugerne mod eksorbitante energiprisstigninger.

Men den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe fandt, at manøvren var “uforenelig” med den forfatningssikrede gældsbremse. Dermed blev der slået et 60 milliarder euro stort hul i landets klimafond.

En række projekter inden for den grønne omstilling og i industrien mere generelt er nu i fare. Chipfabrikker, klimavenlig stålproduktion, byggeprojekter og en udvidelse af batteriforsyningskæder kan ifølge regeringskilder blive ramt.

De tre partier i den tyske koalitionsregering, som socialdemokratiske Olaf Scholz står i spidsen for – SPD, De Grønne og det liberale FDP – den såkaldte Ampel eller lyskurvregering – er i færd med at finde en løsning, der kan holde så mange udgifter og tiltag i live som muligt. Budgetkrisen har imidlertid betydet, at næste års finanslov ikke kan stemmes igennem i Forbundsdagen i denne uge, som ellers planlagt.

Regeringen, der udsættes for sønderlemmende kritik fra oppositionen, hvor især CDU og Friedrich Merz har ført an – står over for hårde forhandlinger, hvor kansler Olaf Scholz, finansminister Christian Lindner og erhvervsminister Robert Habeck skal blive enige om at finde besparelser på op til 20 milliarder euro. Der skal også træffes en beslutning om, hvilke projekter fra klima- og transformationsfonden, der stadig kan realiseres på trods af, at de 60 milliarder euro nu mangler. Prisbremsen på energipriserne udløber ved årsskiftet, og der skal findes en løsning, der kan sikre at energiprisstigninger ikke ruinerer de økonomisk svagest stillede i de kommende år.

De udestående spørgsmål betyder, at afslutningen af finanslovsforhandlingerne er udskudt på ubestemt tid.

Det har øget usikkerheden om udgiftsposter i en række dele af den tyske økonomi, og skabt betydelig uro i den tyske befolkning.

Olaf Scholz har tirsdag i Forbundsdagen forsøgt at berolige alle og forsikret, at ”Staten vil fortsætte med at løfte sine opgaver”.

Fødevareminister Jacob Jensen har måttet gå den tunge gang til Folketingets Finansudvalg og Miljø- og Fødevareudvalget og bekende, at danske landmænd og landdistrikter formentlig kommer til at gå glip af 1,6 milliarder kroner i EU-tilskud, fordi det ikke er lykkedes Fødevareministeriet at finde afløb for beløbet, som er en del af budgetrammen for Landdistriktsprogrammet 2014-2022. Midlerne skal hjemtages fra EU inden udgangen af 2025, og midlerne kan først hjemtages efter, at tilskudsberettigede projekter er realiseret, og tilskudsmidlerne er udbetalt. Det ser ikke ud til at ville ske, og så går pengene tilbage i EU-kassen.

Til Folketingets udvalg forklarer Jacob Jensen, at “Den større manglende hjemtagning skyldes især, at udbetalinger til lavbunds- og vådområdeprojekter forventes lavere end tidligere antaget. Grunden til dette er, at projekterne er længere tid om at blive gennemført end hidtil antaget. Derudover kan der konstateres en højere andel af annullerede tilsagn på særligt miljø- og klimateknologiområdet og forventes lavere søgning af en række ordninger. Endelig har en regnskabsfejl i Landbrugsstyrelsen medvirket til en underestimering af hjemtagningsudfordringen”.

En supplerende forklaring fremgår af en pressemeddelelse, hvor minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen tilstår, at kun 187 ud af 100.000 hektar lavbundsjord er udtaget.

I Landbrugsaftalen fra den 4. oktober 2021 fastsatte partierne bag aftalen en ambition om at udtage 100.000 hektar lavbund i 2030.

Selvom ministeren erkender, at udtagningen af lavbundsjorder, er helt afgørende i den grønne omstilling af landbruget er der opbygget en administration, der involverer flere forskellige ordninger hos henholdsvis Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen.

Jacob Jensen er klar over, at ”udtagning af lavbundsjorder er drønsvært” og derfor er der kun 187 ha af målsætningen på 100.000 ha realiseret, mens projekter omfattende 38.441 ha er under behandling i den kafkaske myndighedsjungle.