Før coronakrisen ramte, var det langt fra alle steder, at der var styr på de offentlige finanser i EU. Et af de lande, der skilte sig ud med store budgetunderskud og en gigantisk offentlig gæld, var Italien.

Krisens efterdønninger, krigen i Ukraine og energikrisen har betydet, at situationen på gældssiden er gået fra slem til værre. EU ville ifølge de oprindelige regler i Stabilitets- og Vækstpagten skulle nedbringe statsgælden med 258 mia. euro i 2023 svarende til 1,6 pct. af EU’s BNP, hvor særligt de sydeuropæiske lande ville blive hårdt ramt.

Suspendering af Stabilitets- og Vækstpagten i 2020

Stabilitets- og Vækstpagten, der blev underskrevet i 1997, blev suspenderet allerede i marts 2020, men trådte i princippet igen i kraft i 2024.

Et flertal af EU-landene, herunder Frankrig og Italien, har ønsket at Stabilitets- og vækstpagten skulle genforhandles i EU, og nu er der udsigt til et resultat.

Justering af reglerne for underskud og gæld i EU’s Stabilitets- og Vækstpagt

EU’s økonomi- og finansministre holdt den 20. december 2023 en uformel videokonference for at drøfte økonomisk styring i EU, og den 21. december 2023 nåede medlemsstaternes EU-ambassadører formelt til enighed om den foreslåede reform af EU’s ramme for økonomisk styring ved at godkende et mandat til forhandlingerne med Europa-Parlamentet.

Det vil bane vejen for forhandlinger med Parlamentet om forordningen om Stabilitets- og Vækstpagtens nye regler for underskud og offentlig gæld.

Som det typisk er tilfældet i større økonomiske spørgsmål, var det en forudgående enighed mellem Tyskland og Frankrig, der banede vejen for aftalen på Økofin-mødet om Stabilitets- og Vækstpagtens nye regler.

Nye, fleksible regler tager hensyn til forskelle i medlemslandene

Ifølge det nuværende spanske EU-formandskab sikrer den nye pagt “stabilitet og vækst med afbalancerede, realistiske regler, der passer til nuværende og fremtidige udfordringer”.

Italien, der har været blandt kritikerne af stramme regler, har givet samtykke til den foreslåede reform af stabilitetspagten, men økonomiminister Giancarlo Giorgetti sagde: “Der er både positive ting og negative ting i aftalen. Italien har imidlertid opnået meget, og frem for alt er det, vi underskriver, en bæredygtig aftale for vores land, der på den ene side tager sigte på en realistisk og gradvis reduktion af gælden, og på den anden side tillader reglerne en positiv bedømmelse af investeringerne i italiens EU-finansierede genopretningsplan efter coronaen – Il Piano Nazionale di Ripresa e Resilienza, NRRP.”

Gæld over 60 pct. af BNP skal reduceres

Kravene til gældsnedsættelse for medlemslande med mere end 60 pct. af BNP i gæld er fortsat at lande med gæld over 90 pct. forpligtes til årlige reduktioner i gælden med 1 pct. Hvis gælden er mellem 60 og 90 pct., er reduktionskravet 0,5 pct. om året.

De nye regler er stadig generelle krav, men der skal i højere grad tages hensyn til forskellene i medlemslandenes forudsætninger.

Budgetunderskud fortsat maksimalt 3 pct. af BNP

Vedrørende budgetunderskud på over 3 pct. af BNP kan reduktionskravet reduceres til 0,25 pct. om året, hvis der fremlægges en 7-årig plan for afviklingen af underskuddet.

Overgangsordning

Reglerne omfatter også en overgangsordning frem til 2027 for at beskytte investeringskapaciteten afbøde virkningen af de seneste øgede rentebyrder.

EU-kommissær for økonomiske anliggender, italienere Paolo Gentiloni, har oplyst, at den nye stabilitetspagt vil træde i kraft i foråret 2024 “hvis de sidste stadier for godkendelsen afsluttes positivt”.

På COP28 var der enighed om målsætningen om netto nul-udledninger af drivhusgasser i 2050 og målsætningen om at holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grad.

COP28 anerkendte også landenes forskellige forudsætninger og behov og anerkender teknologiske bidrag til at begrænse den globale opvarmning.

Omstiling fra fossile brændsler

Med henblik på at nå målsætningen opfordres landene til ”in a just, orderly and equitable manner” at omstille sig fra fossile brændsler i energisystemerne.

Bestræbelserne på at udfase ”unabated” kulkraft skal accelereres. Opfordringen fra COP28 er altså ikke at kulkraft skal udfases her og nu. Kun den såkaldt ”urensede” eller ”unabated coal”, hvor de afledte emissioner ikke opfanges og deponeres, skal udfases frem mod 2050.

Det skal således fortsat være muligt at anvende ”abated fossil fuels”, hvor udledningerne af drivhusgasser opfanges og deponeres med CCS-teknikker og således ikke bidrager til at øge CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Teknologiske løsninger

For at nå målsætningen opfordres landene til at udnytte alle kendte teknologiske muligheder. Man undgik således den ”dæmonisering” af visse teknologier, herunder kernekraft og CCS, der tidligere har præget drøftelserne.

Opfordringen går også på at accelerere udviklingen af teknologier, der reducerer emissionerne af drivhusgasser, herunder f.eks. vedvarende energi, kernekraft, rensning og deponering og produktion af grøn brint (Accelerating zero- and low-emission technologies, including, inter alia, renewables, nuclear, abatement and removal technologies such as carbon capture and utilization and storage, particularly in hard-to-abate sectors, and low-carbon hydrogen production).

Vedvarende energi og energieffektivitet

Allerede inden 2030 skal den globale kapacitet for vedvarende energi 3-dobles, og de årlige forbedringer i den globale energieffektivitet skal fordobles.

Overgangs-brændsler

Landene opfordres til i en overgangsperiode frem mod målet om netto nul-udledninger i 2050 i stadig stigende omfang at bruge ”zero- and low-carbon fuels” f.eks. ved i en overgangsperiode at erstatte kul med biomasse eller naturgas.

Nationale klimahandlingsplaner

I bestræbelserne på at nå de globale målsætninger i 2050 er der altså enighed om, at landene i de respektive nationale klimahandlingsplaner, NDC’er, der skal opdateres over de næste 2 år, hvor COP29 afholdes i Aserbajdsjan og COP30 i Brasilien, har frihed til at tage højde for nationale forudsætninger og behov således at omstillingen fra fossile brændsler i energisystemerne sker ”in a just, orderly and equitable manner”.

No Size Fits All

COP28 har således understreget, at der ikke findes én bestemt formel for omstillingsprocessen til emissionsfrie energisystemer. Det skal respekteres, at landene har forskellige forudsætninger og behov. COP28 har også elimineret tendenserne til dæmonisering af teknologiske løsninger som CCS, Power-to-X og kernekraft. Alle kendte (og endnu ukendte) teknologiske løsninger skal bringes i anvendelse, hvis målet om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader, som verdens ledere i Paris gav håndslag på at sikre i 2015.

Adaptation, Loss & Damage

COP28 fastslår også – igen – at der uanset bestræbelserne på at imødegå store temperaturstigninger stadig er enorme behov for tilpasninger til klimaændringer. Ikke mindst i Det Globale Syd er der behov, der kræver finansieringsbistand fra de ”rige” lande.

Et af de mest markante resultater fra COP27 i Egypten var aftalen om den såkaldte ”Loss and Damage Fund”. Det lykkedes 77 udviklingslande at få det følsomme emne om tab og skader på dagsordenen – og endda udmøntet i en konkret fond, der fremover skal kompensere udviklingslandene for de klima-relaterede tab og skader, de i stigende grad lider under.

På COP 28 blev der opnået enighed om de nærmere vilkår for fonden, der administreret af Verdensbanken, vil administrere pengene fra de rige lande i nord.

På COP28 blev de udviklede landes bestræbelser på at fordoble niveauet for finansieringsbistanden til klimatilpasning fra 2019 til 2025 i øvrigt taget til efterretning (Notes the efforts of developed country Parties to make progress in at least doubling adaptation finance from 2019 levels by 2025).

De fonde, der nu er etableret til fordel for udviklingslandene er: Loss & Damage Fund (administreret af Verdensbanken), Adaptation Fund, Least Developed Countries Fund og Special Climate Change Fund.

I et interview med økonomiminister Stephanie Lose (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S), der bringes i dagbladet Børsen den 21. december 2023, oplyser ministrene, at regeringen vil afsætte en milliard kroner til statsstøtte til den grønne industri i 2024.

Statsstøtten vil blive målrettet virksomheder, der laver vindmøller, vindmøllekomponenter, teknologi til brintbranchen og power-to-x-industrien.

Statsstøtten skal administreres af Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), og virksomhederne vil kunne søge om at få dækket op til 15 procent af deres omkostninger via tilskud, eller op til 20 procent via lån og garantier.

Regeringens statsstøtte-forslag er fremprovokeret af, at der nu ydes massiv statsstøtte i USA i medfør af Inflation Reduction Act, IRA, og gennem flere år i Kina og nu også internt i EU.

Det er ikke kun Socialdemokratiet og Venstre, der er indstillet på industripolitisk statsstøtte. Mandag den 18. december understregede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne på en konference i Dansk Industri, at statsstøtte som et politisk-økonomisk våben er tilbage. Som han sagde: USA har udrullet et ”red carpet”. I EU har vi ”red tape” – det vi har brug for, er en ”green lane”!

Energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af, at Danmark gennem udnyttelsen af potentialet for en enorm produktion af grøn strøm fra havvind i Nordsøen havde udsigt til et veritabelt lukrativt PtX og brinteventyr.

Baggrunden for nu at yde statsstøtte er frygten for, at den grønne indtjening og arbejdspladser alligevel ikke bliver realiseret.

Lars Løkke Rasmussen sagde på konferencen i Dansk Industri: ”Virksomheder, der vælger Europa frem for USA, vælger et andet sted end Danmark, hvis ikke vi kan matche det, de kan få i Frankrig, Tyskland og Spanien.”

Kan den grønne industris vækstpotentiale overhovedet realiseres?

Tanken var, at mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

På det seneste er der rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der også opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Under alle omstændigheder forekommer statsstøtten på 1 milliard kroner at være helt utilstrækkelig. Alene udbygningen af den nødvendige infrastruktur må forventes at kræve adskillige milliarder kroner i statslig støtte og garantier.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

»Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,« siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at de ville invitere til forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret, men nu er det hele udskudt til næste år.

Energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af at Danmark skulle stå over for et veritabelt PtX og brinteventyr.

Potentialet for mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

På det seneste er der rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Forsyningstilsynet påser, at de opkrævede energi- og transmissionspriser fra forskellige kundegrupper, er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger, som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, således at almindelige el forbrugere nu tvinges til at skal betale til infrastruktur, der er nødvendiggjort af private PtX-anlæg og brintfabrikker.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

»Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,« siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at de ville invitere til forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret, men nu er det hele udskudt til næste år.

På dr.dk har man siden tirsdag den 19. december 2023 kunnet se en ny doku-dramaserie: ”Saddams danske gidsler”.

I tre afsnit afdækkes en åndeløst spændende fortælling om Saddam Husseins danske gidsler, og historien om nogle af de danskere, som blev fanget i Kuwait, da Iraks Saddam Hussein invaderede landet i august 1990. Der berettes om, hvordan det lykkedes at få smuglet attaché Mogens Pedersen ud af Irak kort tid inden Golfkrigen brød løs den 17. januar 1991.

Bogforlæg

Serien er baseret på bogen ”Det sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen” skrevet af journalisterne Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Serien bygger desuden på omfattende research, gidslernes egne fortællinger og privatoptagelser. Samtidig er det formidlet, så det nærmest er som at se en spændingsserie. De private optagelser er flettet sammen med interviews med gidslerne, nyhedsarkivmateriale og dramatiseringer af begivenhederne.

Da bogen ”Det sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen” udkom, fik den fremragende anmeldelser, og udover at fortælle en elementært spændende historie, giver den også et indblik i, at det danske udenrigsministerium dengang ikke kun var bemandet med ”silkeaber”, blåfrakker og laksko, men også blandt de ansatte havde mere handlekraftige typer som Mogens Pedersen og Mads Sandau-Jensen.

Birger Dan Nielsen

Det er bemærkelsesværdigt, at den daværende danske ambassadør i Kuwait, Birger Dan Nielsen, stort set ikke omtales i beretningen.

Birger Dan Nielsen havde været ansat i Udenrigsministeriet siden 1967, og ikke mindst hans arbejde med energispørgsmål var baggrunden for, at han i 1988 blev sendt til Kuwait som ambassadør. Ambassaden i Kuwait City var lille med lokalansatte og 3 udsendte: ambassadøren, attaché Mogens Pedersen og en kvindelig kontormedarbejder.

Optakten til Golfkrigen

Golfkrigen startede, da Iraks diktator, Saddam Hussein, den 2. august 1990 sendte sit militær ind i det olierige Kuwait.

Besættelsen blev fordømt af FN, og USA og en række europæiske og arabiske lande samlede en koalition til beskyttelse af Saudi-Arabien og befrielse af Kuwait, hvis den irakiske besættelse fortsatte.

En FN-resolution gav Irak et ultimatum om at forlade Kuwait inden den 17. januar 1991, men Saddam Hussein fastholdt besættelsen, og erklærede at Kuwait slet ikke eksisterede mere, men nu var den 19. provins i Irak.

Saddam Hussein krævede de udenlandske ambassader og repræsentationer i Kuwait City lukket eller trukket til Iraks hovedstad, Bagdad.

Blandt koalitionslandene var der enighed om ikke at efterkomme det irakiske krav, trods det pres der blev lagt fra irakisk side, herunder at ambassaderne var omringet af irakisk militær, hyppige afbrydelser af strøm- og vandforsyning m.v.

Danskerne evakueres

I slutningen af august 1990 blev danskere i Kuwait under ledsagelse af attaché Mogens Pedersen transporteret til Bagdad, hvor de sammen med andre vestlige landes statsborgere blev holdt som gidsler. Pårørende til ambassadefolk – Mogens Pedersens kone og Dan Nielsens kone – fik lov til at forlade Kuwait.

Birger Dan Nielsen alene tilbage i Kuwait City

På ambassaden i Kuwait var ambassadør Birger Dan Nielsen alene tilbage.

De tilbageværende danskere i Kuwait City kan berette om hvordan ambassadøren rystede på hånden og hans bekymringer og beklagelser over forholdene. Udenrigsministeriet i København måtte ligeledes lægge øre til Dan Nielsens nervøsitet og hans daglige tryglen om at få lov til at rejse hjem.

Dan Nielsen henviste til at Finland havde rømmet deres ambassade og var rejst hjem i lighed med visse asiatiske og arabiske ambassader. Alle andre i koalitionen holdt imidlertid stand.

Fredag den 7. september 1990 er Dan Nielsen i total opløsning og Udenrigsministeriet imødekommer hans anmodning om at forlade ambassaden. Han får imidlertid ikke lov til som ønsket at rejse hjem til Danmark, men beordres til Bagdad for at støtte de danske gidsler.

Det hører med til historien, at den 2. august 1990, hvor Irak invaderede Kuwait, ferierede Dan Nielsen i Ægypten. Han afbrød skyndsomt ferien og rejste hjem til København. Udenrigsministeriet beordrede ham imidlertid til med det samme at indtage sin post i Kuwait. Via Riyadh i Saudi Arabien lykkedes det ham i bil at komme tilbage til Kuwait City.

I Bagdad

Ambassadør Birger Dan Nielsen ankommer herefter til Bagdad den 9. september 1990, hvor han indlogerer sig hos ambassadøren, og ikke plejer meget samkvem med de omkring 90 gidseltagne danskere.

Attaché Mogens Pedersen var ligeledes blevet tilbudt at flytte ind hos en ambassadekollega i Bagdad, men foretrak at blive sammen med en del af danskerne, der var indlogeret på et tarveligt hotel.

Tidligere statsminister Anker Jørgensen drager til Bagdad og får held til at få 16 gidsler med hjem. Dermed efterlades 22 danskere i Bagdad.

Senere kommer de resterende gidsler ud – bortset fra Mogens Pedersen.

Mens de amerikanske tropper gør sig klar til at bombe Irak, er han det eneste danske gidsel tilbage i Bagdad. Under offentlighedens radar sender det danske udenrigsministerium specialisten Mads Sandau-Jensen og kommunikationseksperten Tine Astrupgaard ud på en farlig og tophemmelig mission for at få Mogens Pedersen hjem.

Det lykkedes de to medarbejdere at få smuglet Mogens Pedersen ud af Irak skjult i en sæk med diplomatisk post, og alle tre kommer via Jordan uskadte hjem til København inden krigen bryder ud.

Kritik af diplomat

I Berlingske Tidendes anmeldelse de 19. oktober 2020 af ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen”, skriver Jarl Cordua under overskriften ”Kritik af diplomat”:

”Det er også i den forbindelse, man fornemmer en vis diskret kritik af især en central diplomat, der åbenbart har det med at mase sig foran i køen for at blive hjemsendt foran andre civile danskere og på anden vis undervejs i fortællingen udviser manglende fornemmelse for kollektivets behov fremfor hans egne”.

Golfkrigen

Den 17. januar 1991 havde USA m.fl. samlet flere end 737.000 soldater fra 30 lande og 2.430 fly i Saudi-Arabien og andre arabiske stater ved Den Persiske Golf. Danmark bidrog med korvetten ’Olfert Fischer’.

Da Saddam Hussein fastholdt besættelsen, indledte den amerikanske koalition krigen mod Irak.

Krigen var slut 27. januar – Kuwait var befriet. De amerikanske styrker rykkede ikke op i Irak, hvor revolutionsgarden gennemførte en massakre på et mindretal i Sydirak.

Tiden, der fulgte

Mads Sandau-Jensen (f. 1948) blev for sin indsats i Bagdad hædret med Ridderkorset og udnævnt til generalkonsul i Sankt Petersborg.

1997-2003 var han ambassadør i Zambia i det sydlige Afrika, og tillige akkrediteret i nabolandene Zimbabwe og Malawi.

Han har desuden været ambassadør i Mozambique. Karrieren sluttede på ambassadørposten i Albanien. Sandau gik på pension i 2017.

Birger Dan Nielsen (f. 1943) blev efter den lidet glorværdige indsats i Kuwait efterfølgende udnævnt til ambassadør i Litauen og sluttede sin karriere som ambassadør i Bern, hvorfra han under ikke nærmere fremlagte omstændigheder blev afskediget fra udenrigstjenesten i 2005.

Analysen ”Power-to-X – Et vækstområde møder udfordringer”, blev offentliggjort den 1. december 2023 under overskriften ”Danmark har stort potentiale, men der er bump på vejen”.

Analysen er lavet i et samarbejde mellem Alexandra Instituttet, DBI, FORCE Technology og Teknologisk Institut, og undersøgelsen er gennemført blandt virksomheder med interesse og aktiviteter inden for PtX.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har finansieret analysen.

Baggrunden for interessen for Power-to-X er, at med de allerede trufne politiske beslutninger forventes vindmøller og solceller til havs og på land i 2030 at kunne producere grøn strøm, der kan forsyne ca. 30 millioner husstandes forbrug – og dermed langt mere, end vi selv kan bruge i Danmark på det tidspunkt!

PtX har potentialet til at udgøre et væsentligt element i at opfylde Danmarks klimamål ved en grøn omstilling af de dele af industri- og transportsektoren, der ikke kan elektrificeres. Teknologien gør det i princippet muligt at omdanne overskydende energi fra vindmøller og solcelleanlæg til grønne brændstoffer.

Bag de politiske aftaler ligger således en forventning om at efterspørgslen efter brint lavet på grøn strøm vil være enorm. Tyskland og øvrige nabolande forventes at efterspørge brint i store mængder. ThyssenKrup, BASF, Stadtwerke Flensburg og Uniper er blandt de tyske virksomheder som efterspørger grøn brint.

De potentielle investorer er således fokuseret på, at eksporten af grøn strøm og grøn brint har potentiale til at generere store indtægter.

Men i hvor høj grad er PtX udfordret på sit bidrag til den grønne omstilling og eksportindtjeningen? Det sætter den nye analyse ”Power-to-X – Et vækstområde møder udfordringer” tal på.

Ambitionerne bag politikernes aftaler er store – man taler om at ville installere 4-6 GW (gigawatt) elektrolysekapacitet inden 2030.

Imidlertid dokumenterer analysen fra Teknologisk Institut m.fl. at teknologierne nok er på plads i laboratorieforsøg, men endnu ikke er helt modne i forhold til drift af store fuldskala PtX-produktionsanlæg.

Udover de teknologiske udfordringer peger de adspurgte PtX-virksomheder især på usikkerheden omkring den faktiske adgang til de lovede store mængder grøn strøm. Det er ikke gået ubemærket hen, at opstillingen af nye vindmøller både på land og til havs er gået helt i stå.

PtX-virksomhederne ser også udfordringer når det gælder udbygning af en energiinfrastruktur til PtX. Det gælder både den nødvendige kraftige udbygning af transmissionskapaciteten for el som for etableringen af de nødvendige brintrør-forbindelser til Tyskland.

Der hersker desuden usikkerhed om finansieringen – dels af selve PtX-anlæggene, men især til finansieringen af energiinfrastrukturen. Det er således usikkert, om der er politisk vilje til at sikre statslig finansiering af private investorers aktiviteter.

Samlet set, skaber det ifølge analysen fra Teknologisk Institut m.fl. usikkerhed om, hvornår PtX kan udvikle sig til en kommerciel bæredygtig forretning.

Rederierne Maersk Line, det tyske Hapag-Lloyd, det taiwanske containerrederi Evergreen og det belgisk ejede Euronav og flere andre rederier indstillede allerede i sidste uge sejladserne gennem Bab al-Mandeb Strædet i Det Røde Hav.

Mandag den 18. december 2023 fulgte oliegiganten BP og satte alle sejladser gennem Det Røde Hav på pause – et skridt, der pressede oliepriserne op og skabte uro på energimarkederne!

Rederiernes beslutninger er truffet efter angreb på fragtskibe fra anti-israelske militante i Yemen. Iran-støttede houthi-militante begyndte den 19.november 2023 at angribe skibe langs hovedruten som reaktion på Israels krig mod Hamas efter Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober. Det er Houthi-bevægelsen, der har taget ansvaret for angrebene, der udspringer fra den Houthi-kontrollerede del af Yemen, hvorfra der affyres missiler eller droner mod skibe, ligesom skibe forsøges bordet fra hurtiggående speedbåde.

Houthi-bevægelsen er shia-muslimsk og har nære forbindelser til både det iranske styre og den shiamuslimske milits og politiske bevægelse Hezbollah, som har rødder i Libanon.

USA har meddelt at det vil opbygge en international koalition for at tackle houthi-angrebene i Det Røde Hav.

Initiativet, kendt som Operation Prosperity Guardian, skal omfatte Storbritannien, Bahrain, Canada, Frankrig, Italien, Holland, Norge, Seychellerne og Spanien. Danmark overvejer at deltage i koalitionen.

Uden adgang til Rødehavsruten og dermed til Middelhavet via Suezkanalen, bliver mange skibe nødt til at sejle rundt om Afrika for at nå deres destinationer. Turen omkring Kap Kap Det Gode Håb forlænger transporttiden med mindst 14 dage og resultatet kan blive prisforhøjelser og leveringsvanskeligheder.

Baggrund for borgerkrigen i Yemen

Den sydlige del af Yemen, med Aden som hovedstad, var selvstændig indtil 1990, hvor Nord- og Sydyemen blev forenet. Nordyemen blev selvstændigt allerede da det ottomanske imperium gik i opløsning efter første verdenskrig og Sydyemen blev selvstændig efter Storbritannien trak sig ud efter flere års kamp mod oprørere i 1968.

Magtkampen mellem politiske ledere fra nord og syd udviklede sig til en tre måneder lang borgerkrig i 1994, som blev vundet af Nord. De interne stridigheder blussede op igen i 2004, da hæren og oprørsstyrker under ledelse af præsten og politikeren Hussein al-Houthi stødte sammen. Al-Houthi blev dræbt og bevægelsen tog hans navn. Gruppen har sit udspring i landets nordlige bjergegne og medlemmerne tilhører shia-grenen af islam.

Efter nogle relativt fredelige år begyndte kampene igen i 2014 mellem shia-muslimske houthi-oprørere fra den nordlige del af landet og regeringen, som dengang var ledet af den folkevalgte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi. Houthierne er en del af det shia-muslimske mindretal i Yemen. Ud af Yemens samlede befolkning på ca. 28 millioner udgøres knap to tredjedele af sunnimuslimer og godt en tredjedel af shiamuslimer.

Som følge af kampene overtog houthierne kontrollen med den nordvestlige del af landet, herunder hovedstaden Sanaa. Samtidig udnyttede terrorgruppen Al Qaeda og siden Islamisk Stat (IS) det politiske kaos til at positionere sig i landet.

Iran og Saudi-Arabien blander sig i borgerkrigen

Som andre shia-grupper i regionen, for eksempel i Libanon og Irak, bliver Houthi-bevægelsen støttet af Iran. Den støtte var med til at få Yemens store nabo i nord, det sunni-muslimske Saudi-Arabien, til at gå ind i krigen på regeringens side i 2015.

Sammen med Saudi-Arabien kom den nære allierede de Forenede Arabiske Emirater, UAE, der heller ikke var interesseret i en Iran-kontrolleret, shia-muslimsk nabo.

Konflikten, der i dag er fuldstændig fastlåst, har delt landet i en houthi-kontrolleret nordvestlig zone, som bl.a. omfatter hovedstaden Sanaa samt en sydøstlig zone, der kontrolleres af Saudi-ledede styrker og andre styrker, som er loyale overfor regeringen.

Mandag den 18. december 2023 var Berlins centrum og området omkring Brandenburger Tor præget af en massiv traktorprotest med op til 10.000 deltagere, ifølge landmændenes organisation, DBV.

Landmændene protesterer mod at lovede skatte-og afgiftslettelser på traktorer og landbrugsmaskiner foreslås ophævet i forbindelse med den budgetkrise Tyskland befinder sig i efter at Tysklands forfatningsdomstol annullerede det tidligere budget som værende i strid med forfatningen.

Det betyder omfattende besparelser og at tidligere indførte hjælpeforanstaltninger fjernes.

Joachim Rukwied, formanden for den tyske landboforening, hævder, at fjernelsen af skattelettelsen vil koste tyske landmænd mere end en milliard euro om året, og han annoncerer modstand fra januar, hvis forbundsregeringen ikke trækker planerne helt tilbage: “Det bliver en meget varm januar,” sagde Joachim Rukwied ved starten af demonstrationen.

Tusindvis af landmænd protesterer derfor i Berlin under parolen “Cem Özdemir er en hykler!”. Det er således forbundsminister for landbrug Cem Özdemir fra Die Grüne, der må stå for skud. Ministeren dukkede op til demonstrationen og mandag eftermiddag viste han forståelse for protesterne: “Jeg ved, at I er kommet her til Berlin med et enormt raseri.”

I de seneste dage har Özdemir faktisk modsat sig sin egen regering og skarpt kritiseret nedskæringerne i landbruget. Ikke desto mindre er han bestemt ikke populær blandt de demonstrerende landmænd. Han blev buhet af og demonstranter krævede “nyvalg” og fjernelse af regeringskoalitionen bestående af SPD, Die Grüne og det liberale FDP – den såkaldte Ampel eller lyskurvregering.

Mange af demonstranterne kommer med deres traktorer langvejs fra og flere har brugt hele søndagen på rejsen til Berlin.

Foran Brandenburger Tor er hundredvis af traktorer linet op, og ifølge Berliner Zeitung havde en af traktorførerene – Stefan Preuß – været 6 timer undervejs fra Celle i Niedersachsen. Fra hans monstertruck, der kan køre 55 kilometer i timen, erklærede han, at “Vi er ikke længere konkurrencedygtige” sammenlignet med andre europæiske lande. Omkostningerne stiger ubønhørligt, det kan ikke fortsætte på denne måde, sagde manden fra Niedersachsen.

Økonomiminister Robert Habeck fra Die Grüne, forsvarer den kontroversielle beslutning om at annullere landbrugsdieselsubsidier og køretøjsafgiftsfritagelsen for landbruget.

Christian Friis Bach, der netop på Det Radikale Venstres vegne har deltaget i forhandlingerne om en ny Europapolitisk aftale om et stærkere dansk engagement i EU, er frustreret.

Ifølge Ritzau og andre medier havde Christian Friis Bach sammen med Martin Lidegaard håbet på en plads i SMV-regeringen, men et flertal i den radikale gruppe ville det anderledes.

Mens Friis Bach venter på sin chance, er han optaget af at værne om sit eftermæle. Berlingske Tidende beskrev i en artikel den 15. december 2022 at Christian Friis Bach i sin tid som udviklingsminister havde misinformeret Folketinget i Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag.

Den ærekære Friis Bach tvang Berlingske Tidende til den 20.12.2022 at præcisere, at godt nok blev Folketinget misinformeret, men på tidspunktet for misinformationen kendte Friis Bach ikke selv til fejlen.

Realiteten i GGGI-sagen og Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens omfattende og kostbare rejseaktivitet på 1. klasse som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til, at rejserne skulle være afviklet i overensstemmelse med GGGI-reglerne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer, men han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle efter Bjarne Corydons og David Hellemann i Finansministeriet for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at fagministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for den skandaløse håndtering af GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Det fortoner sig i tågerne, hvordan Friis Bach overhovedet fik stillingen, men siden han forlod FN i Geneve, har han opretholdt kordiale forbindelser til organisationen i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kina covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave man forstå at Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå!

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden har givet dundrende underskud i de sidste 2 regnskabsår. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Dansk Flygtningehjælp har en vaklende økonomi, men organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land. I slutningen af 2023 undersøger Warfair ifølge referater fra bestyrelsens møder mulighederne for at importere olivenolie og Freekeh (en type grøn durum-hvede, der har sin oprindelse i Mellemøsten og Afrika) fra Palæstina.

Bæredygtig kaffe, Coffee Collective og POLITIKEN

Warfairs første samarbejde var med Coffee Collective, hvis butikker skulle sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen. Coffee Collective har dog ikke i 2023 købt kaffe fra Warfair.

Coffee Collective, der selv oplyser, at ”Vi er drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden og samtidig skabe merværdi for kaffefarmerne. Hos The Coffee Collective rister vi friskt hver dag og fokuserer på bæredygtighed fra bønne til kop”.

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, har i forbindelse med sin udmeldelse af partiet opnået, at aviser som POLITIKEN andægtigt har videreformidlet hans betragtninger, som indsigtsfulde analyser.

Senest er det oplyst, at Niko Grünfeld er begyndt som direktør for Blossom, en landsdækkende NGO med kontor i København, Odense og Aarhus, hvor Niko skal kæmpe for langt bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner og svære livsfaser.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

En anden, der er i pagt med den woke tidsånd er Anders Agger. Ifølge et interview med Kristeligt Dagblad har TV-kendisses sagt, at ”Når jeg skal slappe af, læser jeg Politiken fra ende til anden i en sort øreklapstol”, og ”vi spiser altid virkelig god morgenmad. Jeg bor i et surdejsvelsignet hus. Så morgenbrødet er sprødt og varmt – og hvis man topper det med Fanø-laks, røræg og kaffe fra den gode Coffee Collective lavet på kieni-bønnen, så kan man faktisk ikke bede om mere.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Er det betryggende at sætte en ”snotforvirret” Kaspar Colling Nielsen til at ”se kritisk og analytisk på den nye verdensorden, hvor der sættes spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder, og hvor det globale hierarki, vi kender, er i forandring”?

Kaspar Colling Nielsen

Da forfatteren Kaspar Colling Nielsen i efteråret 2019 bebudede, at han ville sætte forfatterskabet på hold for at hellige sig jobbet som taleskriver for den daværende socialdemokratiske klimaminister, Dan Jørgensen, gik det ikke ubemærket hen.

Det var til nogles forundring og manges forargelse at Klimaminister Dan Jørgensen ansatte Kaspar Colling Nielsen til at sætte ord på de klimavisioner og pipe dreams, ministeren og hans nyorganiserede storrumsministerium arbejdede på.

I slutningen af oktober 2020 delte Kaspar Colling Nielsen en kortfattet opdatering på Facebook, hvor han meddelte, at han samme dag havde sagt sit job op. Efter aftale med ministeriet ville han blive frem til 1. februar, men opsigelsen var indgivet, og beslutningen var truffet.

Han har overfor Berlingske Tidende beskrevet tiden i ministeriet som ”frustrerende”, ”en skuffelse« og decideret »meningsløs”.

Colling Nielsen nåede at skrive 142 taler i Klimaministeriet. Hans taleudkast skulle som hovedregel forbi kontorchefen, afdelingschefen, departementschefen og den særlige rådgiver, inden de landede hos ministeren. Alligevel blev langt de fleste taler aldrig nogensinde brugt.

Ifølge Kaspar Colling Nielsen var problemet, at der i Klimaministeriet i virkeligheden ikke var brug for det, han som forfatter kunne bidrage med: Den store og nødvendige fortælling om Danmark som bæredygtigt land.

Dan Jørgensen brugte ikke de taler Colling Nielsen havde forberedt til sammenkomster i Dansk Fjernvarme, i beboerforeninger, eller til møder i forskellige erhvervsfora og interesseorganisationer. Ifølge Colling Nielsen var årsagen, at Dan Jørgensen på baggrund af sin erfaring, meget nemt kunne improvisere en tale, hvis der overhovedet var behov for en tale.

Det skal blive interessant at følge, om DR’s lyttere har større interesse end Dan Jørgensen i Colling Nielsen ”store og nødvendige fortællinger”?