Den franske regering truet

Frankrigs politiske og økonomiske problemer kan ny tydeligt registreres på de internationale finansmarkeder.

Økonomien hænger i laser

Franske obligationsrenter overgår nu for første gang Grækenlands og Frankrigs låneomkostninger er dermed for første gang højere end Grækenlands. Situationen afspejler investorernes frygt for, at Michel Barniers regering ikke i Nationalforsamlingen kan få vedtaget et budget for 2025.

Den 10-årige rente på franske statsobligationer nåede torsdag kortvarigt op på 3,02 pct. – og dermed over den rente på 3,01 pct., som långiverne forlangte fra Grækenland.

Frankrigs budgetunderskud vil i 2024 ende på over 6 procent af BNP – langt over EU’s grænse på 3 procent af BNP. Det har derfor været regeringens ambition at bringe underskuddet ned til 5 procent af BNP ved udgangen af 2025. Allerede i 2023 registrerede Frankrig en offentlig gæld på 110,60 procent af landets bruttonationalprodukt.

Behov for finanspolitiske stramninger

Michel Barniers mindretalsregering har derfor kæmpet for at presse 60 mia. euro i skattestigninger og udgiftsnedskæringer igennem. Regeringens budgetforslag har imidlertid fremprovokeret kritik fra hele det politiske spektrum – selv fra de fire partier, der formodes at udgøre hans støtter i parlamentet.

Budgetforslaget vurderes til at bestå af 80 procent skattestigninger og 20 procents nedskæringer, med meget få strukturelle reformer.

Frankrig er allerede et af de højest beskattede lande i OECD, og Barniers forslag risikerer at underminere Macrons erhvervsvenlige reformer, der har tiltrukket udenlandske investeringer til landet siden 2017.

Michel Barnier rammer samtidig de mest følsomme franske nerver med planen om at skære ned på franske pensioner og forhøje pensionsalderen.

Kritikken af budgetforslaget sætter Barnier i en “meget skrøbelig position” knap tre måneder efter at være blevet udnævnt til premierminister af præsident Emmanuel Macron.

Kritik fra både højre- og venstrefløj

Marine Le Pens parti, Rassemblement National (National Samling), der accepterede Barniers regering efter det mudrede valgresultat i juni, har særlig indflydelse, fordi det har 124 pladser i Nationalforsamlingen, hvilket gør det til det største enkeltstående oppositionsparti. Hvis det er på linje med Nouveau Front, gruppen af venstrefløjspartier, der allerede har sagt, at det vil støtte et mistillidsvotum, så vil en sådan afstemning gå igennem.

Rassemblement National har skærpet tonen overfor premierminister Michel Barnier og advarer om, at et slag mod borgernes købekraft er en “rød linje”: Marine Le Pen: “Vi vil ikke acceptere, at franskmændenes købekraft amputeres endnu mere.”

Den franske højrefløjsleder, Marine Le Pen, har advaret om, at hendes parti vil stemme for at vælte regeringen ledet af premierminister Michel Barnier, hvis dens krav om at ændre hans budgetstramninger ikke bliver opfyldt.

Le Pen kritiserede Barniers ignorering af oppositionens indvendinger i Nationalforsamlingen og selve indholdet af budgetforslaget, som vil øge skatterne på poster som elregninger, medicin og lægebesøg. National Samling er også stærkt imod regeringens plan om at hæve elafgifterne for at skaffe 3 mia. euro, og Le Pen har sagt, at partiet også ønsker at beskytte “enkeltpersoner, iværksættere og pensionister” mod højere skatter.

Mistillidsvotum?

“Vi vil ikke acceptere, at franskmændenes købekraft amputeres endnu mere,” sagde hun til RTL radio onsdag. “Dette er en rød linje, og hvis den bliver overskredet, så vil vi stemme for et mistillidsvotum uden problemer overhovedet.”

Indrømmelser til Marine Le Pen

Det kunne være sket allerede torsdag den 28. november 2024, hvor venstrefløjsalliancen, La France insoumise, havde planlagt at stille et mistillidsvotum til Barnier.

Torsdag gav Barnier imidlertid en stor indrømmelse til Marine Le Pen ved at opgive at hæve elafgifterne. Det betød samtidig at finansmarkederne mistede tillid til at regeringen kunne gennemføre de nødvendige budgetstramninger.

Da regeringen mangler flertal i forsamlingen, vil den sandsynligvis være nødt til at bruge en forfatningsmæssig mekanisme til at tilsidesætte lovgiverne, hvilket igen vil gøre det muligt for oppositionen at udskrive et mistillidsvotum. Det franske budgets skæbne og Barniers regerings skæbne forbliver i høj grad i hænderne på det højreekstremistiske RN-parti, som er det største enkeltparti og en vigtig stemmeblok i nationalforsamlingen.

Regeringen fortsat under pres

På trods af Barniers indrømmelse på elafgifterne fastholder RN presset på regeringen og Le Pen har ikke fjernet truslen om at RN vil vælte regeringen, hvis dens krav ikke blev opfyldt.

”Det er torsdag. Han har indtil mandag”, advarede Le Pen i avisen Le Monde torsdag aften. RN-partileder Jordan Bardella hyldede regeringens nedtrapning af elskatten som en “sejr”.

“Andre røde linjer er stadig tilbage,” tilføjede Bardella i et indlæg på X, hvor han gentog partiets opfordringer til at beskytte offentlighedens købekraft, især pensionister og partiets krav om et “alvorligt indgreb” mod migration og kriminalitet.

Kalkunbenådning i USA forud for Thanksgiving den 28. november 2023

Thanksgiving er en national helligdag i USA og fejres altid den fjerde torsdag i november. I 2024 er det torsdag den 28. november.

Thanksgiving er blevet afholdt den fjerde torsdag i november siden 1941, hvilket betyder, at den faktiske dato for helligdagen skifter hvert år. Den tidligste dato, Thanksgiving kan finde sted på, er den 22.11.

Amerikanske medier har i år givet fuld dækning til den traditionelle benådning af kalkuner inden Thanksgiving, hvor menuen ofte består af stegt kalkun m.v.

Peach og Blossom benådet af præsident Biden

Mandag den 25. november 2024 blev 2 heldige kalkuner fra Minnesota, Peach og Blossom, som led i en amerikansk Thanksgiving-tradition benådet af præsident Biden på plænen foran det Hvide Hus i Washington.

De benådede kalkuner slipper for at blive slagtet til Thanksgiving (torsdag den 28. november 2024), men kan se frem til et lidt længere liv som “landbrugsambassadører” på Farmamerica, et landbrugscenter i Waseca, Minnesota.

Tidligere benådninger

Tidligere fjerkræ, der blev benådet under Biden, omfatter Liberty og Bell i 2023, Chocolate og Chip i 2022 og Peanutbutter og Jelly i 2021.

Det er noget uklart, hvor benådningsceremonien har sine rødder. I 1947 var Harry S. Truman den første præsident, der blev fotograferet med en kalkun til Thanksgiving. Men det var først i 1989, da George Bush Sr. var præsident, at benådningen blev en årlig Thanksgiving-tradition.

Rigspolitiets Bettina Jensen skal betale 2 millioner kr. tilbage

Den tidligere afdelingschef i Rigspolitiet, Bettina Jensen, som er idømt otte måneders fængsel for bestikkelse, skal nu betale de 1,4 millioner kroner tilbage, som hun fik i fratrædelse. Desuden skal hun betale omkring 600.000 kr. i såkaldte procesrenter. Det er resultatet af et forlig hun har indgået med Rigspolitiet. Dermed undgår hun den civile retssag, som Rigspolitiet havde anlagt mod hende med det formål at få hendes gyldne håndtryk tilbage. Selvom Rigspolitiet nu får penge tilbage, vil det tage tid før politiets tab af respekt som følge af den skandaløse administration er genoprettet.

Sagen startede med brud på udbudsregler

Afdelingschef Bettina Jensen var ansvarlig for en stor del af de konsulentydelser, der var indkøbt til Rigspolitiet uden at udbudsreglerne var overholdt. Bettina Jensen havde tidligere slået sine folder i Danmarks Radio sammen med Mariann Færø, men benægtede hårdnakket, at hun havde private relationer til sin konsulentveninde Mariann Færø, ligesom hun undlod at fortælle, at hun havde modtaget 790.250 kroner af Mariann Færø for konsulentarbejde.

Undersøgelsen om brud på udbudsreglerne gav anledning til mistanke om at Bettina Jensen mod bestikkelse havde overbetalt konsulenter, men alligevel kunne Bettina Jensen – efter gensidig aftale – fratræde sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017.

Fik fratrædelsesgodtgørelse og løn

Da hun fratrådte, modtog hun i alt 1,4 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse og løn i opsigelsesperioden.

På fratrædelsestidspunktet i 2017 blev Bettina Jensen imidlertid også i al diskretion politianmeldt, og det var den efterforskning, der langt om længe førte til domfældelsen den 18. januar 2024.

Dommen fra januar 2024 indebærer udover fængselsstraffene, at de to kvinder skal betale sagens omkostninger. Bettina Jensen har desuden fået konfiskeret 150.000 kroner ud af de knap 800.000 kroner, hun har modtaget fra Mariann Færø.

I sagen, der nu er afsluttet med et forlig, har Rigspolitiet gjort gældende, at Bettina Jensen havde misligholdt sin kontrakt i en grad, så der i 2017 havde være belæg for bortvisning, og derfor grundlag for at Rigspolitiet kan få de 1,4 millioner kroner tilbage. 

Italiensk landsby tilbyder amerikanere, der er oprørte over det amerikanske valgresultat, huse til 1 dollar

Legale og illegale immigranter strømmer mod USA – de fries land og de modiges hjem, der aldrig skuffer de fortjenstfulde – i jagten på succes og rigdom. Samtidig er der angiveligt amerikanerne, der forlader et USA præget af politisk splittelse og økonomiske vanskeligheder. Snakken om at forlade USA er vokset, siden Donald Trump vandt præsidentvalget.

Situationen har givet byen Ollolai på Sardinien en god idé.

CNN oplyser, at Ollolai efter afstemningsresultatet den 5. november har lanceret en hjemmeside rettet mod potentielle amerikanere, der er oprørte over valgresultatet. Ollolai byder de utilfredse velkommen til byen, og tilbyder, at de kan købe en af byens tomme ejendomme til priser helt ned til 1 dollar.

Som mange andre steder i Italiens landdistrikter har Ollolai længe forsøgt at overtale udefrakommende til at flytte ind efter årtier med affolkning. Byen har tilbudt (faldefærdige) huse for så lidt som en euro – lidt over en dollar – for at forsøde flytningen. Det bemærkes, at det generøse tilbud indtil nu kun er accepteret af få købere.

Frihandelsaftaler eller protektionisme

EU-repræsentanter har i anledning af Donald Trumps planer om at indføre tariffer på import til USA fra Kina og andre lande advaret mod protektionisme og advokeret for internationale frihandel.

Samtidig har repræsentanter for dansk erhvervsliv som f.eks. DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og Lars Petersson, CEO i VELUX Group, ved talrige lejligheder påpeget, at de vigtigste udfordringer for erhvervslivet og det indre marked i EU kommer fra manglende arbejdskraft og sendrægtig myndighedsbehandling. Samtidig var der behov for flere investeringer, mere forskning og frihandelsaftaler med ”verden omkring os”.

Angående frihandelsaftaler er der flere gange udtrykt frustration over, at der endnu ikke er indgået aftaler med landene i Sydamerika og med Australien.

EU-MERCOSUR-frihandelsaftalen

I mere end to årtier har EU og de såkaldte MERCOSUR-lande – Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argentina – forhandlet en frihandelsaftale. Aftalen er i princippet indgået men endnu udestår ratificeringen i de enkelte EU-lande.

I Frankrig er der udbredt skepsis mod, at EU vil indgå en handelsaftale med en gruppen af sydamerikanske lande i handelsblokken Mercosur.

Frankrigs landbrug frygter, at aftalen vil åbne det europæiske marked endnu mere for blandt andet sydamerikanske landbrugsprodukter og dermed udsætte Frankrigs landmænd for hårdere konkurrence.

Danmark håber dog ligesom EU’s største land, Tyskland, at der snart kan indgås en aftale.

Målet med aftalen er at skabe lige vilkår for, at producenter på de to kontinenter kan sælge deres varer, men i denne uge blokerede landmænd i Frankrig dog en central motorvej til Spanien i protest mod aftalen.

De franske landmænd har ifølge franske medier svoret at skabe “kaos” og forsøge at begrænse adgangen til fødevarer, hvis Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, bøjer sig og siger “ja” til aftalen.

Tyskland presser omvendt på for at få åbnet nye eksportmarkeder op for sin trængte bilindustri. Samtidig vil Europa gerne have adgang til de råstoffer, som blandt andre Argentina og Chile råder over.

Det vil i givet fald kunne mindske Europas afhængighed af Kina.

Aftalen skal vedtages med kvalificeret flertal. Dermed har Frankrig ikke veto-ret, men det har hidtil været svært at samle den tilstrækkelige opbakning blandt EU-landene til aftalen.

Centralt i EU-Mercosur-aftalen er en øget import af kød og soja til EU. Modstandere af handelsaftalen påpeger, at kød- og sojaproduktionen allerede en af hovedårsagerne til de voldsomme skovbrande i Brasilien, der truer ikke blot vores natur og klima, men også oprindelige folk.

FN’s panel for biodiversitet har understreget, at det industrialiserede landbrugs brug af pesticider og den øgede produktion af soja og kød er afgørende årsager til klima- og biodiversitetskriserne. Aftalen vil desuden føre til en øget eksport af biler produceret i EU til landene i forhandlingsblokken i Sydamerika, hvilket vil øge de globale drivhusgasudledninger.

Selvom en række lande anfører miljø- og klimaargumenter som begrundelse for deres modstand mod aftalen, er de bagvedliggende hensyn som i Frankrig – hensynet til egne landbrugsinteresser.

Sammenbruddet mellem Australien og EU

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Australien er for nylig kørt fast, og parterne er skiltes uden at aftale nye møder.

Hovedgevinsten for Australien ved en aftale vil ligesom det gælder for Mercosur-aftalen være øget adgang for deres landbrugsprodukter til EU´s købedygtige marked. EU vil til gengæld vinde ved at få mere sikre forsyninger af helt afgørende mineraler til EU´s grønne og digitale udvikling.

I EU spiller hensynet til egne landbrugsinteresser i visse lande en afgørende rolle. EU vil således ikke give tilstrækkelig markedsadgang for primært fåre- og oksekød, ligesom lande som Italien og Frankrig insisterer på, at Australien skal respektere EU´s regler om “geografiske indikatorer”, der betyder, at f.eks. fetaost fra Australien ikke må sælges i EU som Feta.

EU-Kommissionen har presset på for en aftale med Australien, der ville kunne give et markant løft i samhandelen, styrke EU´s konkurrenceevne på det australske marked og ikke mindst give øget forsyningssikkerhed for vigtige mineraler.

Selvom en række EU-lande nok erkender, at Australien er en stormagt med eksport af afgørende mineraler som litium og store depoter af sjældne jordarter, som EU har afgørende behov for, er disse lande ikke indstillet på at give køb på deres nationale landbrugsinteresser og tillade fri import af fåre- og oksekød fra Australien.

Er det farligt at cykle?

Region Hovedstaden har sammen med staten, regionerne og en række organisationer en ambition om at øge antallet af cykelture med 20 pct. inden 2030. Baggrunden er at cykeltransport bidrager til større mental og fysisk sundhed, renere luft, mindre trafikstøj og mindre trængsel på vejene.

Spørgsmålet er, om det er farligt at cykle?

Øget sikkerhed og tryghed for cyklister er under alle omstændigheder afgørende, hvis ambitionerne om at fremme cyklen som transportmiddel skal lykkes.

Mørketal i de officielle ulykkesstatistikker

De nyeste og foreløbige officielle ulykkestal fra Vejdirektoratet viser, at i 2023 blev 155 personer dræbt i trafikken og omkring 2.700 kom til skade.   

I dag er det særlig data fra politiet, der danner grundlag for ulykkesstatistikken og for den viden, vi har om, hvilke steder i trafikken, der er særligt farlige.

Ifølge politiets officielle data i Vejdirektoratets database kommer årligt knap 600 personer per mio. indbyggere til skade i trafikulykker i Danmark.

Trafikulykker, der fører til kontakt med akutmodtagelsen på landets hospitaler, optegnes i Landspatientregisteret.

Dette drejer sig årligt om ca. 5.500 ulykkesramte per mio. indbyggere, og heraf 1.400 cykelulykker med personskade per mio. indbyggere. Således er der henimod 10 gange så mange tilskadekomne registreret fra hospitalernes registre end politiets.

Ulykker med cyklister

Der er derfor et stort mørketal i politiets registrering af trafikulykker. Det gælder særligt for eneulykker med cyklister.

Ser vi på tilskadekomne på akutmodtagelserne og sygehusene, er der hvert år ca. 6.200 alvorligt tilskadekomne og ca. 25.000 lettere tilskadekomne, som registreres i Landspatientregistret (gennemsnit 2016-2018). Trafikulykker omfatter i denne sammenhæng alle hændelser i det offentlige rum (uanset transportform), hvor en trafikant, inkl. gående, kommer galt afsted, vælter, falder, støder sammen med andre, eller støder ind i en genstand, og omfatter også solo-ulykker.

Ifølge Landspatientregistret er der fire gange så mange alvorligt tilskadekomne og 20 gange flere lettere tilskadekomne, end politiet registrerer. Tallene viser også en væsentlig overrepræsentation af cyklister i ulykkesstatistikken. Hospitalsdata viser en større andel af de ulykkesramte, som rapporterer, at de har kørt på cykel (62 pct.) end i politiets data (45 pct.).

Politiet registrerer kun mindre alvorlige ulykker

Det skyldes blandt andet, at politiet slet ikke bliver involveret i ulykker, hvis skaderne er mindre alvorlige. Det gælder blandt andet ulykker med cyklister og fodgængere. Og det skævvrider tallene i især hovedstadsområdet, hvor mange cykler.

I øjeblikket registrerer politiet kun trafikulykker, hvor en ambulance bliver involveret, eller hvor en af parterne anmelder den anden. Undersøgelser viser, at i forbindelse med deres trafikulykke har kun 24 pct. haft kontakt med politiet.

Hospitalsregistreringer måske bedre

Hospitalsregistrerede trafikulykker kan således være en stærk kilde til at identificere andre trafikulykker end dem, som optegnes af politiet.

Nyt projekt skal løfte trafiksikkerheden

I et nyt projekt indsamler Region Hovedstaden og de 29 hovedstadskommuner data om trafikulykker fra akutmodtagelserne. I projektet bliver borgere bedt om hjælp til at udpege, hvor ulykken er sket. Det skal gøre kommunerne bedre i stand til at identificere særligt farlige steder i trafikken, så de kan forebygge trafikulykker.

”En trafikulykke kan få tragiske følger for det enkelte menneske og vende op og ned på en hel families hverdag og liv. Samtidig har ulykker i trafikken også store økonomiske konsekvenser for regionen og kommunerne. Resultaterne fra det nye projekt gør, at vi kan kortlægge farlige steder i trafikken og dermed også få muligheden for at gøre en endnu større indsats for at forebygge trafikulykker og mindske risikoen for menneskelige tragedier,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.

Budgetstrid i Frankrig. Le Pen truer med at vælte regeringen

Marianne Le Pens parti Rassemblement National (National Samling) skærper tonen mod premierminister Michel Barnier og advarer om, at et slag mod borgernes købekraft er en “rød linje”: Marine Le Pen: “Vi vil ikke acceptere, at franskmændenes købekraft amputeres endnu mere.”

Den franske højrefløjsleder, Marine Le Pen, har advaret om, at hendes parti vil stemme for at vælte regeringen ledet af premierminister Michel Barnier, hvis dens krav om at ændre hans budgetstramninger ikke bliver opfyldt.

Mistillidsvotum fra venstrefløjen

Det kan ske, når venstrefløjsalliancen, La France insoumise, den 28. november 2024 planlægger at stille et mistillidsvotum til Barnier.

Le Pen kritiserede Barniers ignorering af oppositionens indvendinger i Nationalforsamlingen og selve indholdet af budgetforslaget, som vil øge skatterne på poster som elregninger, medicin og lægebesøg. National Samling er også stærkt imod regeringens plan om at hæve elafgifterne for at skaffe 3 mia. euro, og Le Pen har sagt, at partiet også ønsker at beskytte “enkeltpersoner, iværksættere og pensionister” mod højere skatter.

“Vi vil ikke acceptere, at franskmændenes købekraft amputeres endnu mere,” sagde hun til RTL radio onsdag. “Dette er en rød linje, og hvis den bliver overskredet, så vil vi stemme for et mistillidsvotum uden problemer overhovedet.”

Den hårde tone fra Le Pen kommer efter ugers debat i Nationalforsamlingen om Barniers planer om at styrke Frankrigs skrantende offentlige finanser.

Budgetforslaget

Barniers budgetforslag, der blev fremlagt i september, indeholder udgiftsnedskæringer på 60 milliarder euro og skattestigninger for virksomheder og de velhavende. Barnier havde lovet, at pakken ville være en blanding af to tredjedele udgiftsnedskæringer og en tredjedels skattestigninger.

Men et parlamentsmedlem fra Macrons parti forudsagde for nylig, at den endelige pakke endda kunne ende med 80 procent skattestigninger og 20 procents nedskæringer, med meget få strukturelle reformer.

Frankrig er allerede et af de højest beskattede lande i OECD, og Barniers forslag risikerer at underminere Macrons erhvervsvenlige reformer, der har tiltrukket udenlandske investeringer til landet siden 2017.

Michel Barnier rammer samtidig de mest følsomme franske nerver med planen om at skære ned på franske pensioner og forhøje pensionsalderen.

Forslaget har en karakter, der åbner op for et mistillidsvotum. Hvis den afstemning tabes, vil budgettet blive forkastet, og Barniers regering vil falde, hvilket forværrer den politiske ustabilitet, der har skæmmet Frankrig, siden lynvalget i juni leverede et splittet parlament uden flertal for en regeringskoalition.

Le Pens Rassemblement National (National Samling), der accepterede Barniers regering efter valget i juni, har særlig indflydelse på enhver mistillidsafstemning, fordi det har 124 pladser, hvilket gør det til det største enkeltstående oppositionsparti. Hvis det er på linje med Nouveau Front, gruppen af venstrefløjspartier, der allerede har sagt, at det vil støtte et mistillidsvotum, så vil en sådan afstemning gå igennem.

Barniers budgetforslag har fremprovokeret kritik fra hele det politiske spektrum – selv fra de fire partier, der formodes at udgøre hans støtter i parlamentet.

Det sætter ham i en “meget skrøbelig position” knap tre måneder efter at være blevet udnævnt til premierminister af præsident Emmanuel Macron.

Barnier skal mødes med Le Pen på mandag som en del af premierministerens drøftelser med oppositionspartierne om budgettet.

Tyskland skal til valg

Den tyske regeringskoalition ledet af kansler Olaf Scholz er kollapset, og tyskerne skal have nyvalg i begyndelsen af det nye år – formentlig den 23. februar.

Tysklands regerende “trafiklys”-koalition, dannet af det socialdemokratiske parti (SPD), De Grønne og Frie Demokrater (FDP), kollapsede den 6. november, efter at kansler Olaf Scholz afskedigede sin finansminister, FDP-lederen Christian Lindner.

Scholz har meddelt, at en tillidsafstemning i Forbundsdagen vil finde sted den 16. december. Når Scholz herefter konstaterer, at der ikke er tillid til ham, skal præsident Frank-Walter Steinmeier vurdere situationen. Hvis han beslutter sig for, der skal være nyvalg, vil der være 60 dage til valgdagen.

Herefter forventes valget at finde sted den 23. februar.

Interne problemer i regeringskoalitionen

Regeringskoalitionen blev dannet efter valget i 2021, men samarbejdet mellem det liberale FDP og centrum-venstre-partnerne i SPD og De Grønne har været konfliktfyldt.

Det afgørende brud kom under forberedelserne til 2025-budgettet, hvor Scholz argumenterede for at sætte Tysklands “gældsbremse” på pause, som begrænser den offentlige låntagning til 0,35 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Finansminister Lindner insisterede at opretholde budgetdisciplinen og krævede store nedskæringer i de offentlige udgifter og at en række af klimamålene skulle tilbagerulles.

Udsigterne for valget

Den nuværende vicekansler, økonomi- og klimaminister Robert Habeck, fra De Grønne har allerede meldt sig som kanslerkandidat, men den Kristelig-Demokratiske Union (CDU) og dets bayerske søsterparti ligger i øjeblikket på 32 procent ifølge en nylig INSA-meningsmåling, mere end alle tre koalitionspartier tilsammen.

Friedrich Merz har flyttet partiet mod højre, siden han blev leder i 2022, er derfor godt placeret til at blive den næste kansler.

Baseret på de nuværende meningsmålinger kan han lede en regering med SPD – der, baseret på de seneste forudsigelser, står til at få 16 procent. Alternativt kan CDU måske samarbejde med De Grønne, der ligger på 12 procent i meningsmålingerne.

Merz har lovet at rulle flere af koalitionens reformer tilbage, herunder om klimaet. Han ønsker at sænke skatterne, reducere de sociale udgifter og stramme grænsekontrollen og reducere immigrationen.

Scholz, der ifølge meningsmålinger nu er den mindst populære kansler i efterkrigstiden, har indikeret, at han vil stille op igen som partiets kandidat.

Men mange ledende personer i SPD ønsker fornyelse. Hvis Scholz afsættes, vil forsvarsminister Boris Pistorius sandsynligvis erstatte ham.

Det højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) er på vej til at registrere et historisk resultat på 20 pct. ifølge meningsmålingerne. Umiddelbart er alle andre partier ikke indstiulet på at samarbejde med AfD, men et godt valgresultat vil øge partiets parlamentariske indflydelse.

 Det socialistiske venstreparti er i øjeblikket under spærregrænsen på 5 procent, mens det nydannede, venstreorienterede Bündnis Sahra Wagenknecht ligger på 7 procent.

Valgets temaer

I forhold til Ukraine har den tyske regeringskoalition været fodslæbende. Scholz talte for nylig med den russiske præsident Vladimir Putin for første gang i to år. Han har en tendens til at gå mere forsigtigt frem og har nægtet at levere langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine af frygt for at eskalere konflikten.

Til sammenligning har Merz været mere aggressiv med hensyn til våbenleverancer og indikeret, at han ville godkende overførslen i overensstemmelse med Storbritanniens, Frankrigs og USA’s politik.

Den tyske økonomi er stagnerende, og Trumps planer om at lægge 20 procent told på al import og 60 procent på kinesisk import vil potentielt lægge yderligere pres på budgettet og vil have alvorlige konsekvenser for økonomien, da Tyskland fortsat er stærkt afhængig af eksport af forarbejdede varer.

Tysklands centralbank vurderede tirsdag, at den nuværende stagnation sandsynligvis vil fortsætte i lyset af svag international efterspørgsel og investeringer og udsigten til nye amerikanske toldsatser.

Samtidig er der stadig stor forskel på levestandarden i det tidligere Vesttyskland, som oplevede stor økonomisk vækst og fremgang i levestandarden i efterkrigstiden, og det tidligere Østtyskland, som ikke havde en bæredygtig økonomi.

Det er en grund til, at det højreekstreme parti AfD (Alternative für Deutschland), som ingen andre partier vil samarbejde med, og protestpartiet til venstre, Bündnis Sahra Wagenknecht, står særlig stærkt i det østtyske.

Merz, der længe har været kendt som en finanspolitisk høg, har for nylig foreslået en åbenhed over for at reformere den, tyske gældsbremse – et muligt tegn på en skiftende konsensus.

Dezernat Zukunft, et forskningsinstitut, der er fortaler for en reform af gældsbremsen, anslår, at Tyskland har brug for offentlige udgifter på 782 milliarder dollars inden 2030, men ”det dybere spørgsmål er, om der er et politisk flertal for gældsfinansiering i Tyskland,” sagde Max Krahe, forskningsdirektør ved Dezernat Zukunft, ifølge tyske medier. ”Er der politisk vilje til at bruge gæld som finansieringsinstrument i forhold til problemerne med forsvar, den grønne omstilling, infrastruktur, konkurrenceevne, uddannelse, og sundhedspleje m.v.”

Tysklands økonomiske betydning for Danmark

Ifølge Danmarks Statistik (den 11. november 2024) var Tyskland Danmarks 2. største eksportmarked i 2023 med en samlet eksportindtægt på 232,5 mia. kr., svarende til 12,2 pct. af Danmarks samlede eksportindtægter.

Importen af vare- og tjenesteydelser fra Tyskland beløb sig i 2023 til 236,7 mia. kr. svarende til 14,1 pct. af Danmarks samlede import (BB)

Imens i USA…

Donald Trump vandt præsidentvalget og med det republikanske partis flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus kontrollerer han også den amerikanske Kongres – i hvert fald i de næste 2 år frem til Midtvejsvalget i 2027.

Trifecta

Denne republikanske dominans – såkaldt trifecta – kan bane vejen for en fortsættelse af hans erklærede politik fra hans præsidentperiode 2016- 2020: lettelser i person- og selskabsbeskatningen, hævede toldsatser, nedbrydelse af ”deep state” og bureaukrati og deportering af illegale immigranter.

I Senatet er frihandelsfortaleren senator John Thune fra South Dakota valgt som den næste republikanske majoritetsleder og erstatter Mitch McConnell, der har været den øverste republikanske senator i rekord 18 år. Trump annoncerer også løbende nomineringer til sit kabinet, herunder Matt Gaetz som justitsminister, senator Marco Rubio som udenrigsminister og Fox News-vært Pete Hegseth som forsvarsminister.

Flere af nomineringerne er overraskende valg, der har forbløffet selv erfarne republikanske kongresmedlemmer.

Økonomien

Det skorter heller ikke på forhåndskritik af Trumps forventede politik.

Ifølge nogle økonomer kan Trumps økonomiske politik sende inflation og rente i USA lige så højt op som i 2022 og føre til uholdbare offentlige budgetunderskud.

Foreløbig er der dog ingen grund til uro. De amerikanske forbrugerpriser steg med 2,6 pct. på årsbasis i oktober, op fra 2,4 pct. måneden før.

Finansmarkederne betragtede imidlertid dette som gode nyheder: Inflationsraten for oktober matchede forventningerne og ser ud til at være på en langsigtet nedadgående tendens. Det kan bane vejen for, at den amerikanske centralbank, The Fed, kan sænke renterne igen – fra det nuværende niveau på 4,5 – 4,75 pct. -på sit næste møde i december.

Det var priserne på flyrejser, medicinsk behandling og brugte køretøjer, der i oktober steg på månedlig basis, mens dagligvarepriserne oplevede deres første årlige fald siden Covid begyndte for mere end fire år siden.

Yderligere rentesænkning i december?

Når Fed sænker renten, bliver det billigere at låne penge. Lavere renter reducerer omkostningerne ved realkreditlån, billån og kreditkort m.v. Stort set alle: forbrugere, låntagere, investorer og virksomheder kan drage fordel af rentenedsættelser.

Elon Musk og X

Mens Elon Musk forventes at få en central rolle i den kommende Trump-administration, er hans internetmedie, X (tidligere Twitter) i vælten.

Mere end 115.000 amerikanske brugere slettede deres X-konti dagen efter valget. Flere danske kendisser har ligeledes forladt det sociale medie. Den britiske avis, The Guardian, har også taget afstand fra X. Ifølge avisen er X en toksisk medieplatform, og Elon Musk beskyldes for at have omdannet det sociale medie til en maskine, der har skabt den nødvendige politiske diskurs for at få Trump genvalgt.

Annoncørerne kan imidlertid være på vej tilbage

Siden Musks overtagelse af X og efterfølgende begrænsningen af censur og indholdsmoderation forlod en række reklamebureauer mediet. Nu forventer reklamebureauer, at nogle vil vende tilbage efter valget af Donald Trump, rapporterede Financial Times. Medieeksperter mener, at det er sandsynligt, at nogle annoncører vil begynde at bruge flere penge på X som en måde at opnå “politisk indflydelse” med den kommende administration, hvor Musk forventes at spille en indflydelsesrig rolle.

Risikoen for ekstraregninger fra Skattestyrelsen

Hvis du som loyal og pligtopfyldende medarbejder bliver inviteret med på jagt eller får tilbudt gratis medlemskab af en golfklub, er du som udgangspunkt skattepligtig på grundlag af markedsværdien af jagtretten/golfmedlemsskabet.

Jagt og golf

Skattestyrelsens udgangspunkt er, at jagt, medlemskab til golfklub mv. er en privat interesse (og dermed en privat udgift).

Hvis du ikke er i den begrænsede jagt- og golfkategori af værdsatte medarbejdere, kan du alligevel ikke vide dig sikker på, at Skattestyrelsen ikke kommer efter dig.

Vaccinationer

Med det øgede fokus på sundhed og forebyggelse vælger flere virksomheder nu at tilbyde deres ansatte vaccination mod influenza og COVID-19 som en del af personaleplejen. Men glæd dig ikke for tidligt – som udgangspunktet skal man som medarbejder betale skat af arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser.

Vaccinationer kan dog være omfattet af den såkaldte personaleplejefritagelsesregel og vaccinationer mod fx influenza og COVID-19 kan være skattefrie, hvis de tilbydes alle ansatte på arbejdspladsen som led i den almindelige personalepleje og har en mindre økonomisk værdi. Det er dog et krav, at vaccinationen sker fysisk på arbejdspladsen, ellers kan det medføre beskatning.

Særlige regler for nøglemedarbejdere

Fat mod – hvis du er en såkaldt nøglemedarbejder – som vanskeligt kan undvære under spidsbelastningsperioder – kan vaccinationen være skattefri selvom den ikke foregår på arbejdspladsen.

Det samme kan gælde for COVID-19-vaccinationer, men skattemyndighederne har endnu ikke officielt tilkendegivet om det er tilfældet.

Julegaver

Julen 2024 nærmer sig og mange kan med glæde se frem til en julegave fra deres arbejdsgiver.

Et julegratiale eller julegave kan dog føre til en ubehagelig ekstraregning fra Skattestyrelsen. Gaver fra arbejdsgiver er som hovedregel skattepligtige. Der gælder dog en bagatelgrænse, som betyder, at man som medarbejder må modtage ikke-kontante goder og gaver for en samlet værdi af op til 1.300 kr. (i 2024), uden at man skal beskattes.

Overskrides bagatelgrænsen, skal man normalt betale skat af værdien af alle private goder og gaver, som er modtaget i 2024 – altså ikke kun af den del af værdien, der overstiger 1.300 kr.

Hvis din arbejdsgiver vælger at give dig et gavekort skalk du være på vagt. Gavekort skal som udgangspunktet behandles som løn. Som medarbejder skal man derfor betale skat af det fulde beløb som personlig indkomst med op til ca. 56 pct.

I praksis accepteres det dog, at gavekort kan anses for at falde under gavereglerne. I så fald, skal værdien af gavekortet være på højest 1.300 kr. i 2024. Det er en betingelse, at gavekortet ikke kan veksles til kontanter. Det er i praksis ligeledes accepteret, at det samme gælder de såkaldte “julegave-portaler,” hvor man som medarbejder fx kan vælge sin julegave ud fra op til 25 forskellige valgmuligheder.