Efter et to-dages møde besluttede den amerikanske centralbanks Federal Open Market Committee (FOMC) onsdag den 18. december 2024 at sænke den pengepolitiske rente med 25 basispoint til 4,25 – 4,50 pct.

Forsigtig tilgang i 2025

Den amerikanske centralbank – The Fed – gennemførte dermed sin 3. rentenedsættelse i træk – men centralbankchef Jerome Powell sagde på pressemødet efter mødet i FOMC, at centralbanken vil have en “mere forsigtig” tilgang i 2025. Fortsat inflation og situationen på arbejdsmarkedet kan få Fed til at sætte rentenedsættelser på pause i 2025. Centralbanken indikerede, at der under alle omstændigheder højest vil komme 2 små rentenedsættelser på 0,25 pct. i løbet af 2025.

“Arbejdsmarkedsforholdene er i løbet af året generelt blevet lettere, og vel er arbejdsløsheden steget, men er fortsat lav,” sagde FOMC i en erklæring. “Inflationen har gjort fremskridt mod udvalgets mål på 2 procent, men er fortsat noget høj.”

Fortsat for høj inflation

Mens Fed fortsat har en målsætning om en inflation på 2 pct. er den årlige inflationsrate nu på 2,7 pct. ifølge det forbrugerprisindeks, som Bureau of Labor Statistics offentliggjorde i sidste uge.

Arbejdsløsheden i USA steg til 4,2 pct. i november, men jobskabelsen var stærkere end forventet med 227.000 nye jobs.

Hvad gør Den Europæiske Centralbank?

Det bemærkes, at Styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank den 12. december 2024 besluttede at sænke ECB’s tre officielle renter med 25 basispoint til hhv. 3,00 pct., 3,15 pct. og 3,40 pct. med virkning fra 18. december 2024. Det økonomiske aktivitetsniveau er lidt lavere i Europa, og nedbringelsen af inflationen er godt på vej. ECB forudser, at den samlede inflation i EU ender på i gennemsnit 2,4 pct, i 2024, 2,1 pct. i 2025, 1,9 pct. i 2026 og 2,1 pct. i 2027.

Det tyske parlament har mandag den 16. december 2024 erklæret mistillid til forbundskansler Olaf Scholz.

394 parlamentsmedlemmer stemte mod Scholz, mens 207 gav ham opbakning. 116 medlemmer afstod fra at stemme.

Med mistillidserklæringen er vejen banet for, at Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, kan opløse parlamentet og udskrive valg – formentlig til den 23. februar 2025.

Scholz-regeringen – den såkaldte trafiklys-regering – bestående af Socialdemokratiet, De Frie Demokrater (FDP) og De Grønne brød sammen, da FDP krævede skattelettelser og nedskæringer i regeringens finanslovforslag for 2025. Det var også nødvendigt at udskyde visse klimamål, mente partiet.

De forslag var både Scholz’ socialdemokratiske parti og det tredje regeringsparti, De Grønne, imod.

Realiteten er, at Tyskland – EU’s største økonomi – i de seneste år ikke har levet op til kravene i EU’s stabilitets- og vækstpagt om budgetunderskud på maksimalt 3 pct. af BNP.

Konsekvensen blev, at Scholz fyrede sin finansminister, FDP’s Christian Lindner, og at regeringen med FDP’s udtræden kollapsede.

Der blev dannet en ny regering bestående af socialdemokraterne og De Grønne, fortsat med Olaf Scholz som kansler. Det er den regering, der nu efter mistillidserklæringen i Bundestag må gå af.

Frankrig

I Frankrig – EU’s næstørste økonomi – går det heller ikke for godt.

Fredag den 13. december 2024 udnævnte den franske præsident Emmanuel Macron sin fjerde premierminister, François Bayrou.

Den hidtidige – Michel Barnier – fik en kort embedsperiode før han blev mødt af et mistillidsvotum i den franske nationalforsamling. Barnier blev væltet i sidste uge af venstreorienterede og højreorienterede lovgivere i skøn forening. Modstanden bundede i utilfredshed med det finansforslag med besparelser og skattestigninger, som Barnier havde fremlagt for at begrænse underskuddet på statsfinanserne, der langt overstiger det, EU kan tillade. Statsgælden er samtidig vokset til omkring 110 pct. af BNP. På finansmarkederne har rentespændet mellem franske og tyske statspapirer nået et rekordhøjt niveau.

Kun få timer efter, at Emmanuel Macron udnævnte sin fjerde premierminister, sænkede rating-bureauet Moody’s lørdag sin kreditvurdering af Frankrig fra Aa2 til Aa3, og sagde i en erklæring, at nedgraderingen “afspejler vores synspunkt om, at landets offentlige finanser vil blive væsentligt svækket i de kommende år”.

Frankrigs rating var allerede blevet sænket til tilsvarende niveauer af Standard & Poor’s og Fitch.

Italien

Italien har også problemer med økonomien. Den italienske regering har fremlagt en køreplan for finanspolitisk konsolidering for at begrænse sit budgetunderskud fra 7,2 procent af BNP sidste år til mindre end 3 procent i 2026. Hvis planen følges, kan det bringe Italien i overensstemmelse med EU’s stabilitets- og vækstpagt.

Den italienske regeringschef, Giorgia Meloni, kæmper for at presse et budget igennem, der opfylder løfterne om skattelettelser, samtidig med at underskuddet reduceres.

Budgettet skal godkendes af parlamentet inden den 31. december, og parlamentet vil i denne uge debattere 2025-budgettet.

Parlamentarisk opbakning

I modsætning til situationen i Tyskland og Frankrig har den italienske regering et komfortalt flertal bag sig. Det betyder også, at den nervøsitet, der prægede finansmarkederne umiddelbart efter Meloni-regeringens tiltræden er afløst af positive forventninger.

Efter det italienske parlamentsvalg i september 2022 kom Giorgia Melonis regering til magten.

Regeringen består af Giorgia Melonis Fratelli d’Italia (Brothers of Italy, Italiens Brødre), Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega (The League, Ligaen) og Berlusconis gamle parti, Forza Italia (Fremad, Italien, eller Kom så, Italien!). Den afgørende forskel fra Tyskland og Frankrig er, at den italienske regering er støttet af et klart flertal i parlamentet.

Meloni-regeringen gør sig ihærdige anstrengelser for at bevare markedets tillid til Italiens finanspolitiske ansvarlighed.

“Den stabilitet, som koalitionens sammenhængskraft giver, er det største brud med tidligere italiensk politik,” sagde Meloni søndag på en politisk festival arrangeret af hendes parti Italiens Brødre. “Stabilitet garanterer international troværdighed. At have orden i regnskaberne og afvisning af den økonomiske politik, der er ført i mange år med det eneste mål at ”købe” politisk støtte.

Den ekstra rente, som Italien betaler på sine 10-årige obligationer sammenlignet med Tyskland – en nøje overvåget målestok for opfattelsen af risikoen ved den italienske gæld! – er faldet til 1,1 procentpoint fra et højdepunkt på mere end 2,6 procentpoint i september 2022.

Den 29. november 2024 angreb oprørere ledet af jihad-gruppen Hayat Tahrir al-Sham Aleppo og områder omkring Idlib og naboprovinsen Hama i Syrien.

Det var det første oppositionsangreb på Aleppo siden 2016, hvor en brutal luftkampagne fra det russiske luftvåben hjalp den syriske præsident Bashar Assad med at generobre Aleppo i det nordvestlige Syrien.

Intervention fra Rusland, Iran og iransk-allierede Hizbollah og andre grupper gjorde det samtidig muligt for Assad at forblive ved magten og indtil december 2024 fortsat kontrollere 70 pct. af Syrien.

Selvom det syriske militær var indsat og faktisk også gennemførte luftangreb, var alle forsøg på at bremse oprøret forgæves.

Baggrunden for at oprøret kom netop nu, er de israelske angreb på syriske og Hizbollah-mål i området og på Israels våbenhvile med Hizbollah i Libanon. Disse forhold gav Syriens oprørere mulighed for at rykke frem. Irans forlængede arm, Hizbollah, er lammet, og Rusland, Assads vigtigste internationale støtte, er mere end optaget af sin krig i Ukraine.

Betydningen af kampene i Aleppo?

Den syriske borgerkrig har raset i 13 år, og anslås at have kostet livet for en halv million mennesker. Konflikten startede som en af det arabiske forårs folkelige opstande i 2011 mod arabiske diktatorer, før Assads brutale reaktion på det, der stort set havde været fredelige protester, udviklede konflikten til åben krig.

Omkring 6,8 millioner syrere er flygtet fra landet siden da – en flygtningestrøm, der har givet næring til anti-immigrantbevægelser på den yderste højrefløj i Europa.

Frem til nu har omkring 30 pct. af Syrien været kontrolleres af en række oppositionsstyrker og udenlandske tropper. USA har omkring 900 tropper i det nordøstlige Syrien, langt fra Aleppo, for at beskytte sig mod en genopblussen af Islamisk Stat. Tyrkiet har også styrker i Syrien.

 Hvem leder nu Syrien?

Efter Bashar al-Assads fald og flugt til Rusland er det oprørslederen Abu Mohammed al-Golani og hans bevægelse, Hayat Tahrir al-Sham (HTS), der nu har ansvaret for Syriens politiske transition.

USA og FN har længe udpeget Hayat Tahrir al-Sham, kendt under initialerne HTS – som en terrororganisation.

Abu Mohammed al-Golani dukkede op som leder af al-Qaedas afdeling af Syrien i 2011, i de første måneder af Syriens krig. Det var en uvelkommen intervention for mange i Syriens opposition, som dengang håbede at holde kampen mod Assads brutale styre ubesmittet af voldelig islamisk ekstremisme.

Golani og hans gruppe påtog sig tidligt ansvaret for dødbringende bombeangreb, lovede at angribe vestlige styrker, konfiskerede ejendom fra religiøse minoriteter og sendte religiøst politi for at håndhæve sømmelig påklædning af kvinder.

Golani og HTS har forsøgt at genskabe sig selv i de seneste år med fokus på at fremme civilt styre på deres territorium såvel som militære handlinger. 

HTS brød forbindelsen til al-Qaeda i 2016, og Golani slog ned på nogle ekstremistiske grupper i sit territorium og har i stigende grad portrætteret sig selv som en beskytter af andre religioner, herunder kristendom.

Islamisk Stat?

Hvis Islamisk Stat ser det nuværende magttomrum som en åbning kan alt ske. Islamisk Stat udråbte som bekendt i 2014 de erobrede dele af Syrien og Irak som et kalifat.

I dag kontrollerer Islamisk Stat kun ret begrænsede områder i Syrien og Irak, men de har deltaget aktivt i kampene, der førte til Assads fald. Under alle omstændigheder betragtes Islamisk Stat stadig som en dødbringende kraft, der opererer gennem celler i både Syrien og Irak.

Der er derfor i Syrien en udbredt frygt for fortsat borgerkrig eller en islamistisk jihadstat.

Demokratisk fremtid?

Nogle håber på en demokratisk fremtid for Syrien.

Selvom HTS tidligere er blevet kategoriseret som en terrororganisation, har al-Golani forsikret om stabilitet og inklusion af minoriteter som alawitter, kurdere og kristne i fremtidige regeringsstrukturer. Der er imidlertid ikke udsigt til, at der vil blive etableret et vestligt demokrati med en regering kontrolleret af et folkevalgt parlament.

Eksperter i Mellemøsten og islam forudser, at en fremtidig regeringsstruktur kan inkludere et repræsentativt Shura-råd frem for et vestligt inspireret parlament.

Shura er betegnelsen for kollektiv beslutningstagning i islam. Det kan f.eks. ske i form af et råd eller en folkeafstemning. Koranen opfordrer muslimer til at beslutte deres anliggender i samråd med hinanden.

Shura bruges ofte til at organisere en moskés anliggender, islamiske organisationer, og er en almindelig betegnelse, der er involveret i navngivning af parlamenter. F.eks. er generalsekretæren for Hizbollah i spidsen for det såkaldte shura-råd, der er Hizbollahs øverste beslutningsorgan.

Shura-begrebet indgår desuden i debatten om demokrati blandt muslimer. Nogle opfatter shura som del af en styreform, der giver borgerne indflydelse, og som er bedre tilpasset forhold i den muslimske verden end vestligt demokrati. Andre muslimer afviser, at shura kan erstatte demokrati.

Derfor betegner ordet hos islamisterne i moderne tid et politisk system, der på den ene side er en garanti for medbestemmelse og på den anden er i overensstemmelse med islam og islamiske principper.

Hvad det ender med i Syrien, er endnu et helt åbent spørgsmål. I mellemtiden benytter Israel tiden til overalt i Syrien at ødelægge våbenlagre og infrastruktur, der eventuelt kunne bruges i fremtidige angreb på Israel.

Den danske skuespiller Mads Mikkelsen, der er internationalt kendt for sine roller i film som Indiana Jones og Dial of Destiny, Another Round og James Bond-filmen Casino Royale, har med udtalelser om politisk korrekthed vakt opmærksomhed i USA.

Allerede tilbage i 2014 talte han offentligt om woke ideologi og politisk korrekthed: ”Jeg er ikke tilhænger af nogen form for politisk korrekthed. Jeg tror det er døden for kreativitet” sagde han.

Nu er det bemærket, at Mikkelsen i et interview med Svenska Dagbladet udtrykte forfærdelse over, at Sverige er blevet så politisk korrekt i de senere år. Mikkelsen hyldede sit hjemland, Danmark, som et fristed for kunstnerisk frihed og beskrev det som “den frække lillebror” sammenlignet med Sverige, som han omtalte som “den gode storebror, hvor man skal følge systemet”. Han bemærkede, hvordan kunstnere i Sverige indtil 2021 skulle overholde “mangfoldighedskrav” for at få statslig finansiering.

Mikkelsen sagde, at et “kulturelt skift” i Sverige har ført til sammenbruddet af svensk filmproduktion, som engang var hjemsted for filmiske mestre som Ingmar Bergman og Victor Sjöström og tidløse filmstjerner som Max Von Sydow. og Bibi Anderson.

Hannibal-stjernenMads Mikkelsenhar tidligere antydet sin utilfredshed med politisk korrekthed og dens afkom wokeness. Under en Q&A på filmfestivalen i Venedig sidste år, blev han af en journalist spurgt, om hans film, The Promised Land (Bastarden), en film, der foregår i det 18. århundredes Danmark, ville være velkommen i Hollywood på grund af dens mangel på mangfoldighed.

“Dette er en rollebesætning og en dansk produktion, der er helt nordisk, og derfor har en vis mangel på den mangfoldighed, der er et underforstået krav i Hollywood,” sagde journalisten. “Jeg er bare nysgerrig: Er det på grund af kunstneriske årsager, eller er det på grund af mangel på mangfoldighed, at filmen ikke kan klare sig i den konkurrence, og er du bekymret for det?”

“Er du? Jeg er seriøs og ærlig, for du dit spørgsmål giver selv svaret” svarede Mikkelsen.

For at dæmpe den spændte atmosfære og forklare hvorfor rollelisten ikke var fuld af farvede, lesbiske kvinder, flerkønnede og andre minoriteter, indskød instruktøren, Nikolaj Arcel: “Jo, først og fremmest foregår filmen i Danmark i 1750’erne. Vi har i filmen faktisk et tema om en farvet sigøjner-pige, der bliver udsat for racisme, hvilket var meget sjældent på den, fordi der i 1750’erne stort set ikke var farvede mennesker i Danmark. Hun var nok på det tidspunkt den eneste i hele Danmark”.

Carsten Egeriis, administrerende direktør for Danske Bank, taler i Jyllands-Posten om grønne projekter og risikodelingen mellem det offentlige og det private. Det dækker over et ønske om, at statskassen på forskellig vis skal være villig til at skyde flere penge i de grønne projekter, end der hidtil har været opbakning til på Christiansborg. ”Det handler om at skabe en indtjeningsprofil for de private virksomheder, som er til at forstå, og som har noget forudsigelighed”, siger Carsten Egeriis til Jyllands-Posten.

Når der ikke bydes på den danske stats udbud af 3 vindmølleparker i Nordsøen, og når danske Ørsted sælger ud af havvind-aktiverne, adskiller man sig ikke fra andre store energiselskaber. Britiske BP reducerer sin andel i vindmølleparker, da selskabet fortsat vil fokusere på fossile brændstoffer. Energigiganten vil således “reducere betydeligt” sine investeringer i ren energi – konkret vil man investere 3,3 mia. pund mindre i offshore-projekter inden 2030 end tidligere bebudet.

Kendsgerningen er, at olie-og energiselskaberne én efter én vender tilbage til deres oprindelige strategi, eller direkte opgiver deres angiveligt høje ambitioner og målsætninger for grøn energi.

Japanske JERA

BP skjulte meddelelsen om opgivelsen af målsætningen på havvindområdet i meddelelsen om et nyt partnerskab med det japanske firma JERA. BP har indgået en aftale om at overføre alle sine havvindprojekter til det nye joint venture, der vil forvalte havvindinteresserne. Joint venturet får navnet Jera Nex BP.

BP sagde, at aftalen vil skabe en af verdens største globale havvindforretninger, men aftalen vil også “reducere BP’s forventede investeringer i vedvarende energi betydeligt gennem resten af dette årti”.

Tilsammen vil BP og JERA investere 5,8 milliarder dollars frem til 2030.

Angiveligt vil kun 3,25 milliarder dollars komme fra olieselskabet BP, hvilket markerer et ret kraftigt fald fra den hidtidige målsætning om at bruge 10 milliarder dollars på havvind inden 2030.

BP

Allerede i løbet af sommeren 2024 satte BP alle nye havvindprojekter på pause, da dets administrerende direktør skiftede fokus til fossile brændstoffer.

Murray Auchincloss, der blev permanent chef for BP i begyndelsen af 2024, fastfrøs også ansættelser i havvinddivisionen.

Investorerne har været utilfredse med virksomhedens resultater, siden den begyndte et grønt fremstød under den tidligere chef Bernard Looney, som havde sat et mål om at “etablere fundamentet” for en vedvarende energifokuseret forretning og opnå nul nettoemissioner i 2050.

BP’s aktiekurs er faldet med mere end 30 pct. siden begyndelsen af 2023 og i år er faldet på mere end 16 pct.

Shell

BP-nedprioriteringen af havvind følger en meddelelse fra rivalen Shell om, at den ikke længere vil udvikle nye havvindprojekter og vil dele sin energidivision op i to forbundne virksomheder.

Havvind er en af de største kilder til vedvarende energi, som Europa regner med i den grønne omstilling, men i de senere år har projekter været kørt fast i skyhøje omkostninger og problemer med forsyningskædens levering af kernekomponenter.

Sudan er Afrikas tredjestørste land et areal, der er mere end 40 gange så stort som Danmark og med en befolkning på knap 50 millioner. Sudan var Afrikas største land før 2011, da Sydsudan løsrev sig og blev en selvstændig stat.

Historie

Omkring 2500 fvt. var kongeriget Kush etableret i det nuværende Sudan. I perioder af rigets storhedstid fra 1000 fvt. regerede sudanesiske konger og faraoer over både Sudan og Egypten. Ud over det fjerde århundrede var området opdelt i flere mindre kristne kongeriger, men fra slutningen af det sjette århundrede tvang invaderende arabiske herskere de kristne stater til at konvertere til islam. Ud over 1800-tallet var kongerigerne dengang underlagt osmannisk-egyptisk kontrol med militær støtte fra Storbritannien, og fra 1898 til landet blev selvstændigt i 1956, blev Sudan styret af et egyptisk-britisk kondominat.

Uafhængighed i 1956

Siden uafhængigheden i 1956 har Sudan været præget af borgerkrig. Efter årtusinder med forskellige indflydelser, kongeriger og religioner var der forskelle mellem landets egne og folk. I den sydlige del af landet udbrød borgerkrig mellem den muslimske (nordlige) regering og den primært kristne og animistiske befolkning i syd. Med undtagelse af nogle afbrydelser varede krigen indtil 2005. I 2011 blev Sudan delt i to, Sudan og Sydsudan (med størstedelen af landets olieforekomster!).

2011 deling i Sudan og Sydsudan

Sudan har længe været præget af udemokratiske forhold. Præsident Omar al-Bashir styrede landet som et diktatur, fra han tog magten i 1989. Siden 2003 har Sudan også været præget af en borgerkrig i provinsen Darfur. Krigen har sine rødder i de etniske kulturelle og religiøse forskelle i landet.

Omar al-Bashir blev efter 30 år i 2019 afsat af hæren i Sudan og den paramilitære gruppe RSF (Rapid Support Forces). Herefter skulle en overgangsregering regere landet indtil 2022, men de civile deltagere i regeringen blev afsat ved et nyt militærkup i efteråret 2021.

Borgerkrig siden 2023

Magtkampen mellem Sudans hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har udløst en blodig borgerkrig mellem hæren og RSF. Krigen har stået på siden april 2023 med tusinder af dræbte og mere end 11 millioner mennesker, der har været tvunget til at forlade deres hjem på tværs af Sudan. Heraf har flere end tre millioner forladt landet.

FN har kaldt situationen i Sudan for verdens største krise målt på antallet af fordrevne.

Borgerkrigen føres med alle midler. Både hæren og RSF er blevet beskyldt for at begå krigsforbrydelser ved blandt andet at udføre tilfældige henrettelser og systematisk plyndre civiles ejendom, ligesom tætbeboede områder udsættes for luftangreb med tøndebomber.

Slaget ved Omdurman

Et af de mest berømte britiske slag i Sudan var Slaget ved Omdurman den 2. september 1898. Dette slag markerede et afgørende øjeblik i den britiske og egyptiske genbesættelse af Sudan, også kendt som Mahdi-oprørets afslutning.

Baggrund

Mahdi-oprøret begyndte i 1881, hvor Muhammad Ahmad, der erklærede sig selv som Mahdi (en messiansk leder), et oprør mod det egyptisk-britiske styre i Sudan. Efter Mahdis død fortsatte hans efterfølgere kampen mod briterne og egypterne.

General Herbert Kitchener var den britisk øverstbefalende general, der ledte en kombineret britisk-egyptisk styrke for at genvinde kontrollen over Sudan.

Slaget

Den britisk-egyptiske styrke bestod af ca. 25.000 soldater, veludstyret med moderne våben, herunder Maxim-maskinkanoner og artilleri.

Mahdisterne (kendt som Ansar) havde omkring 50.000 krigere, men var primært udstyret med sværd, spyd og forældede skydevåben.

Kitchener brugte overlegne våben og disciplin til at sikre sejren. Slaget var et klassisk eksempel på asymmetrisk krigsførelse, hvor moderne teknologi mødte traditionelle metoder.

Mahdisterne led enorme tab med ca. 12.000 dræbte og 13.000 sårede.

Britisk-egyptiske tab var relativt små: ca. 47 dræbte og 382 sårede.

Slaget cementerede britisk-egyptisk kontrol over Sudan. Landet blev efterfølgende frem til selvstændigheden i 1956 administreret som et kondominat mellem Egypten og Storbritannien.

Slaget ved Omdurman var en af de sidste store slag, hvor kavaleri og infanteri spillede en betydelig rolle sammen med tidlige former for moderne våbenteknologi. Det blev en milepæl i Sudans historie og for briterne en demonstration af deres militære dominans.

Winston Chruchills rolle i slaget ved Omdurman

Den 5. december 2024 berettede museumsinspektør på Nationalmuseet Jesper Kurt-Nielsen ved et såkaldt ”Fad & Foredrag” under overskriften ”De unge år – med Churchill i felten”.

Winston Churchill, som senere blev Storbritanniens premierminister, spillede en interessant og aktiv rolle i begivenhederne i Sudan under slaget ved Omdurman den 2. september 1898. Dengang var han en ung officer og krigskorrespondent, og hans oplevelser ved Omdurman havde stor betydning for hans senere karriere og forfatterskab.

Churchill var løjtnant i det 21. Lancers, et britisk kavaleri-regiment.

Han deltog i et berømt kavaleriangreb under slaget, hvor regimentet stødte på en langt større styrke af mahdister, end de havde forventet. I den dramatiske konfrontation kæmpede Churchill og hans regiment mod overvældende odds, men angrebet blev betragtet som en succes, om end med store tab.

Udover sin militære rolle var Churchill også udsendt som journalist for aviser i London. Han brugte sine skarpe iagttagelser og sine skrivefærdigheder til at rapportere om kampene. Dette bidrog til hans voksende ry som både soldat og forfatter.

Churchills oplevelser ved Omdurman blev en del af hans bog, The River War (1899). Her beskrev han slaget og reflekterede over det britiske imperium og krigsførelse.

Hans deltagelse i slaget og hans skarpe skriftlige stil styrkede hans offentlige image og banede vejen for hans indtræden i politik kort tid efter.

Valget af Donald Trump har udløst en bølge af optimisme blandt amerikanske landmænd ifølge det seneste Purdue University-CME Group Ag Economy Barometer.

Ifølge Purdue University-CME Group Ag Economy Barometer steg det samlede indeks med 30 point til 145 i november, drevet af forventninger til betydelige forbedringer i både de nuværende forhold og de langsigtede udsigter.

Undersøgelsen, der blev gennemført fra den 11. til den 15. november, dokumenterede et skarpt skift i stemningen, da landmændene forventede et mere gunstigt lovgivnings- og skattemiljø under den nye administration. J

Forbedrede forventninger til regulering og afgifter

Undersøgelsen dokumenterer en slående ændring i landmændenes syn på miljøregler. I oktober mente 41 procent af de adspurgte, at landbrugsreglerne ville blive mere restriktive i løbet af de næste fem år. I november var dette tal faldet til kun 9 procent, mens et flertal – 55 procent – forventede, at reglerne ville blive mindre restriktive. Dette markerede en væsentlig afvigelse fra stemningen omkring valget i 2020.

Landmændene rapporterede også om større stabilitet i deres forventninger til skattepolitikken. Mere end halvdelen af de adspurgte forudsagde, at indkomst- og ejendomsskattesatserne ville forblive uændrede i de kommende år sammenlignet med betydeligt lavere tillidsniveauer i kølvandet på valget i 2020.

Kapitalinvesteringer og finansielle udsigter

Undersøgelsen fangede en stigende vilje blandt landmænd til at foretage store investeringer i deres drift. Farm Capital Investment Index steg 13 point til 55, den højeste aflæsning siden maj 2021. 22 procent af landmændene sagde, at det nu er et godt tidspunkt at foretage store investeringer – en stigning fra 15 procent i oktober. Skiftet i stemningen stemmer overens med forbedrede forventninger til landbrugets økonomiske resultater i 2025, som rapporteret af undersøgelsen.

En tredjedel af de adspurgte sagde, at de forventer, at deres drift vil være i bedre økonomisk form om et år fra nu, sammenlignet med kun 19 procent i oktober. Optimismen strakte sig længere ind i fremtiden, hvor 52 procent af landmændene sagde, at de forventer udbredte gode tider for amerikansk landbrug i løbet af de næste fem år, en stigning fra 34 procent måneden før.

Der er fortsat handelsusikkerhed

På trods af optimismen er landmændene fortsat bekymrede over handelsrisici. 42 procent af de adspurgte sagde, at de mener, at en handelskrig, der reducerer landbrugseksporten betydeligt, er “sandsynlig” eller “meget sandsynlig”. Efter Trumps toldforhøjelser i 2019 reagerede Kina med begrænsninger i importen af landbrugsvarer fra USA.

International handel spiller en afgørende rolle i den amerikanske landbrugsøkonomi, og eventuelle forstyrrelser kan dæmpe gevinsterne fra forbedrede indenrigspolitiske forhold.

EU afsluttede fredag efter 25 års forhandlinger en frihandelsaftale med Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay og Bolivia.

Aftalen vil skabe et marked på over 700 millioner mennesker, næsten 25 pct. af verdens bruttonationalprodukt, og spare virksomheder for anslået 4 milliarder euro i told hvert år.

Forudsat at aftalen bliver ratificeret, vil aftalen indebære fordele især for europæisk industriproduktion og sydamerikanske landmænd – tolden fjernes således på produkter som italiensk vin, argentinsk bøf, brasilianske appelsiner og tyske Volkswagens.

Dansk Industri

Dansk Industri betegner handelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene i Sydamerika som godt nyt for danske virksomheder og forbrugere.

Aftalen repræsenterer den første store handelsaftale for Mercosur-gruppen, som tidligere kun havde formået at indgå frihandelsaftaler med Egypten, Israel og Singapore.

Men EU-medlemslandene og Europa-Parlamentet skal godkende aftalen, for at den kan træde i kraft. En fuldstændig ratificering vil tage tid, og det vil ikke blive let.

Mercosur-landene er begejstrede for udsigterne til større afsætning af oksekød og landbrugsprodukter i EU. Men landbrugskredse i Europa har afvist udsigten til billig fødevareimport fra Sydamerika og hævder, at de vil skade konkurrencen og sænke EU’s standarder for miljø og fødevaresikkerhed.

Fransk modstand

Frankrig leder en gruppe medlemslande, herunder Polen, Østrig og Holland, der stadig er imod aftalen. Præsident Emmanuel Macron, der er opmærksom på Frankrigs højlydte og magtfulde landbrugslobby, har tidligere beskrevet aftalen som uacceptabel og katastrofal for franske landmænd og industri.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i bemærkninger henvendt til især franske landbrugsskeptikere forsikret, at “vi har hørt, at I lytter til jeres bekymringer, og vi handler på dem. Denne aftale indeholder robuste sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte europæiske landmænds levebrød.”

Aftalen er resultatet af 25 års omhyggelige forhandlinger, der går tilbage til et Mercosur-topmøde i Rio de Janeiro i 1999. Forhandlingerne har gentagne gange været brudt sammen på grund af forskelle i økonomiske prioriteter, reguleringsstandarder og landbrugspolitik. Protektionistiske tendenser i forskellige administrationer på begge sider af Atlanten vendte også op og ned på håbet om en hurtig aftale.

Momentum tog fart i 2016, da tidligere præsident Donald Trump indførte strenge toldsatser på Europa, og markedsvenlige ledere, der kæmpede for frihandel, overtog de notorisk lukkede økonomier i Argentina og Brasilien. I juni 2019 annoncerede forhandlerne en aftale, der omfattede bestemmelser om toldnedsættelser og forpligtelser til miljøstandarder.

Men nye forhindringer – herunder valget af Jair Bolsonaro som præsident i Brasilien, den største af de fem Mercosur-medlemmer, og europæiske bekymringer over skovrydning i Amazonas – ødelagde snart disse planer.

Siden præsident Luiz Inácio Lula da Silva, Bolsonaros efterfølger, kom tilbage til magten, har han fremskyndet forhandlingerne selv om han gav udtryk for bekymringer om beskyttelsen af den brasilianske bilindustri.

Argentinas præsident Javier Milei, en libertariansk økonom, der går ind for en radikal form for liberalisme, der fremhæver individets uindskrænkede frihed og går ind for at minimere eller helt fjerne skatter og al statslig regulering, blev valgt for et år siden på et løfte om at revidere den kriseramte økonomi med frie markedsprincipper, har også støttet Mercosur-aftalen.

Godkendelsen i EU

Aftalens skal godkendes af EU-medlemslandene i Rådet og i Europa-Parlamentet. Aftalen skal vedtages med kvalificeret flertal. Dermed har Frankrig ikke veto-ret, men en godkendelse af aftalen vil kræve et flertal i Rådet bestående af mindst 55 procent af EU-landene, der tilsammen skal repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning.

I Parlamentet er der også holdninger både for og imod. Den store konservative gruppe, EPP, bakker op om aftalen. Men særligt den grønne gruppe Greens og den venstreorienterede gruppe The Left er skeptiske. De mener, at aftalen tager for lidt hensyn til miljø og klima.

Ratificeringen af aftalen kan således tage år, hvis tidligere EU-handelsaftaler er nogen indikation.

EU og Canada undertegnede i slutningen af 2016 en økonomi- og handelsaftale – Comprehensive Economic and Trade Agreement (CETA) – og godkendelsesprocessen har kørt på siden da. Tysklands Bundestag underskrev først formelt for to år siden, og det franske senat afviste det i marts i år og sendte det tilbage til Frankrigs underhus til yderligere diskussion.

11 EU-lande – heriblandt Danmark og Tyskland – har dog klart meldt sig som tilhængere af aftalen

Regeringens holdning

“Helt ærligt, det her projekt har taget foreløbigt 25 år, og det bør snart konkluderes. Vi står også i en situation, hvor der er valgt en ny amerikansk præsident, som gør sig forskellige tanker om tariffer og handelsbarrierer. Vi ved ikke, hvor det ender. Vi håber, at det ender godt. Men det er bare klogt af Europa at bruge vores indkøbsmagt til at få lavet nogle strategiske alliancer rundt omkring i verden,” har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere sagt til Altinget.

Torsdag den 5. december 2024 kl. 14 var der budfrist for første del af SVM-regeringens planer om nye 6 GW-havmølleparker. Aftalen om udbuddet af de kommende havmølleparker blev indgået af et bredt politisk flertal i maj 2023. I forvejen er der 17 havmølleparker rundt om i danske farvande med en samlet kapacitet på 2,6 GW.

I første omgang gjaldt udbuddet af de første tre parker, som skal opføres i Nordsøen, mens budfristen for de sidste tre parker i Kattegat og Østersøen er april næste år.

I energikredse har er det helt store spørgsmål været, om der overhovedet er bydere på de kommende havmølleparker.

Udbuddet har hvilet på en præmis om, at energiselskaberne skal betale penge til staten for at opføre og drive havvindmølleparkerne.

Den logik bygger på erfaringerne fra udbuddet til Thor-havvindmølleparken, hvor havvind blev anset for så god en forretning, at staten kunne tjene penge på det frem for at give statsstøtte.

Siden har markedet ramt en større nedtur, og tvivlen om, hvorvidt nogen overhovedet ville byde på udbuddet, forklares bl.a. med, at stramme udbudsregler kombineret med stigende renter og stigende anlægsudgifter.

Som noget nyt blev der i den politiske aftale fra 2023 aftalt et statsligt medejerskab af parkerne. Staten skal eje 20 pct. af parkerne og usikkerheden omkring et statsligt medejerskab gør, at havmølleparkerne langtfra fremstår lige så attraktive som tidligere.

Under alle omstændigheder skal skatteyderne til lommerne for at finansiere et nyt statsligt selskab, der skal håndtere det statslige medejerskab af de kommende 6 GW-havmølleparker. Udover udgifterne til etablering og drift af selskabet, kan det betyde, at det nye statslige vindmølleselskab frem mod 2030 står over for en samlet investering på 18-19 mia. kr. for en ejerandel på 20 pct.

Ved udbudsfristens udløb torsdag klokken 14.00 havde Energistyrelsen ikke modtaget et eneste bud på nogen af de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

”Det er meget skuffende”, lyder det fra den ansvarlige klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard.

Han henviser blandt andet til store pris- og rentestigninger som nogle af årsagerne.

Ministeren tilføjer, at den manglende interesse ikke giver ”grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april”.

Ministeren fastslår dog, at der skal bygges mere havvind i Danmark, og Lars Aagaard har bedt Energistyrelsen om at gå i dialog med de potentielle bydere for at høre, hvorfor de ikke har budt.