I 2019 blev Island ramt af en skandale med den magtfulde fiskeindustri i centrum. I de såkaldte Fishrot Files-dokumenter – der var tilvejebragt af en islandsk whistleblower via WikiLeaks – blev fiskerigiganten Samherji afsløret i at have bestukket politikere i Namibia for at sikre en stor andel af det afrikanske lands fiskekvoter.

WikiLeaks delte i november 2019 over 30.000 dokumenter – inklusive firma-e-mails, kontrakter, præsentationer og billeder – lækket af en tidligere Samherji-manager i Namibia, Johannes Stefansson. Han hævdede, at selskabet havde samarbejdet med en gruppe af indflydelsesrige personer for at få adgang til fiskekvoter til under markedsprisen.

I Fishrot-skandalen er en række fremtrædende politikere og forretningsmænd under anklage for mod returkommission at omdirigere det statslige namibiske fiskeriselskab Fishcors værdifulde fiskekvoter til det islandske fiskeriselskab Samherji.

Skandalen strækker sig således fra Namibia, der med næsten 1.600 km sydatlantisk kystlinje har fiskeri som et hovederhverv, der tegner sig for omkring 20 pct. af eksportindtægterne, til Island og drejer sig om mindst 20 millioner dollars.

Når Fishrot-sagen endelig kommer for retten senere i 2023, bliver det den største retssag i Namibias historie.

Anklagerne mod de mistænkte er opstillet i et 144 sider langt anklageskrift og omfatter bestikkelse, hvidvask af penge og skatteunddragelse.

De tiltalte er yderligere anklaget for at manipulere en bilateral samarbejdsaftale med Angola for at omdirigere flere fiskekvoter til Samherji til meget lave priser.

Det islandske selskab, Samherji, har konsekvent afvist anklager om bestikkelse. Da skandalen brød ud, bestilte den et norsk advokatfirma til at foretage en undersøgelse. Efter sin rapport udsendte virksomheden en erklæring, som nok anerkendte, at der var problemer, men fastholdt, at Samherij ikke havde været involveret i bestikkelse. Selskabet skyder skylden for enhver kriminel aktivitet, der måtte være sket, på whistlebloweren, Johannes Stefansson.

Efterfølgende forsøgte Samherjis direktører at nedtone skandalen, blandt andet ved på Island at lancere en mediekampagne med det formål at miskreditere navngivne journalister, der dækkede historien.

Norge erklærede torsdag 15 ansatte ved Ruslands ambassade i Oslo for uønsket, fordi de ifølge de norske myndigheders vurdering har drevet efterretningsvirksomhed.

De 15 efterretningsofficerer erklæres uønsket, fordi de har “bedrevet virksomhed, som er uforenlig med deres diplomatiske status”, udtaler den norske udenrigsminister Anniken Huitfeldt.

Diplomaterne skal derfor forlade Norge inden for kort tid.

Udvisningerne var dårligt meldt ud, før det russiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass gjorde det klart, at Rusland vil svare igen. Den form for diplomatsprog plejer at betyde, at Rusland formentlig inden for få dage vil udvise et lignende antal norske diplomater fra Rusland.

Danmark yder tilskud til Rusland

Danmark er mere langmodige overfor de russiske krigsforbrydere. Det fremgår af forslaget til finanslov (34 § 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene. I 2022 har tilskuddet udgjort 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

I tilfælde af ændrede ejendomsskatter er den danske regering ovenikøbet parat til at ændre tilskuddet til Den Russiske Ambassade.

Ligesom i 1940 er det påfaldende, at Norge vælger at indtage en klar opposition til udenlandske aggressorer, mens danske skatteborgere fortsat skal understøtte Ruslands repræsentation i Danmark.

Den 6. december 2022 udsendte OECD en pressemeddelelse hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets mand i Paris, Carsten Staur, der siden 2018 har været ambassadør for den danske OECD-delegation og tidligere har været både FN-ambassadør og udenrigsråd, fremover skal stå i spidsen for OECD’s bistandsorganisation DAC (Development Assistance Committee).

Udenrigsministeriet sørgede for, at valget af Carsten Staur i begejstrede vendinger blev omtalt i Altinget og mange andre danske medier som en enestående begivenhed og et skulderklap til Udenrigsministeriet og dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Nu viser det sig, at Carsten Staurs formandspost finansieres af verdens fattigste lande, idet omkostningerne på omkring 32 millioner kroner ved Staurs formandspost tages fra udviklingsmidlerne.

De nærmere detaljer fremgår af et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har tiltrådt den 30. marts 2023.

Af aktstykket fremgår, at da Carsten Staur den 1. marts 2023 tiltrådte som formand for OECD’s Udviklingskomité (DAC) for en 4-årig periode, skulle han selv have penge med.

Af uransagelige grunde er OECD-praksis, at udgifter relateret til formanden (herunder løn, bolig mv.) samt et tilhørende sekretariat (to akademiske medarbejdere samt rejseudgifter mv.) afholdes af formandens eget land. Udenrigsministeriet har skønnet, at den samlede udgift til finansiering af det danske formandskab vil udgøre 8 millioner kroner om året i 4 år.

Heraf forventes ca. 5 millioner kroner udmøntet gennem et årligt ”frivilligt bidrag” til OECD DAC til at afholde udgifter til formandskabssekretariatet, som vil kunne dække rejse- og repræsentationsudgifter samt øvrige udgifter forbundet med formandskabet. De resterende udgifter på op til ca. 3 millioner kroner om året er relateret direkte til formanden under formandskabsperioden, herunder løn, bolig mv.

Udenrigsministeriet har med afsæt i OECD DAC’s regulativer vurderet, at udgifterne på omkring 32 millioner kroner, der er forbundet med formandskabet, kan opgøres som udviklingsbistand.

Midt i de udbredte beklagelser, der har ledsaget meddelelsen om at Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen, bemærkes det, at selvom sundhedsminister Sophie Løhde ”gerne havde set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør”, har ministeren også forståelse for, ”at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober”.

Søren Brostrøm var i sin ungdom international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men opdagede i tide, at den kommunistiske vej var en blindgyde i forhold til magt og indflydelse.

Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at den økonomiske og kulturelle elite dengang i 1970’erne og 1980’erne engagerede sig på den yderste venstrefløj. Det har ikke forhindret, at de pågældende senere har kunnet indtage nøglepositioner i det danske samfund.

Ekstra Bladet, der ofte fremstiller sig selv som borgernes vagthund overfor myndighederne, har en kommentator – Mads Kastrup, der ved flere lejligheder har været kritisk overfor Søren Brostrøm og myndighedernes håndtering af pandemien.

Mads Kastrup var i sin ungdom kommunist og slæbte stole til Land og Folk-festivalen i Fælledparken. Så blev han journalist og skiftede politisk ham til en slags venstresocialistisk revanchisme med hang til reaktionære holdninger

Allerede i marts 2020 skrev Kastrup i Ekstra Bladet, at ”Jeg venter på, at Trump får den. Ikke fordi jeg ønsker, at den amerikanske præsident dør af coronavirus. Men hvad ville være mere symbolsk for det gigantiske paradigmeskift, verden i øjeblikket gennemgår på grund af corona, end at Donald Trump får den”.

En række kendisser i medieverdenen, i de politiske partier, i erhvervslivet og i den offentlige forvaltning har ligesom Brostrøm tidligere været kommunister eller bevæget sig i andre dele af den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig først som 27-årig ind i Socialdemokratiet. Inden var hun organiseret ungkommunist i DKU med partiemblemet i livremmen og abonnement på Land og Folk. En samfundsstøtte som Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, mangeårig formand for dagbladet Information, var som ung økonom glødende kommunist.

Enhedslistens Pelle Dragsted, der har modtaget N.F.S. Grundtvigs Pris for sin bog Nordisk Socialisme, var før han blev chefideolog hos Enhedslisten tidligere kommunist og dømt hærværksmand.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Poul Villaume (født 16. januar 1950) er en dansk historiker og professor, dr.phil. i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet under Københavns Universitet. Villaume forsker bl.a. i den kolde krig.

Han studerede statskundskab ved Aarhus Universitet 1969-71, men i 1970’erne var Poul Villaume professionel stalinistisk aktivist og en centralt placeret figur i det maoistiske Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l), hvis tidsskrift og pjeceserie han bl.a. redigerede.

KAm-l var et parti af rettroende stalinister, der mente, at den rene socialisme var opbygget i Stalins tid i Sovjetunionen. I 1976 hyldede Poul Villaume Stalins ”kulturrevolutions” kamp mod ”de borgerlige elementer”, hvor Krustjov og andre repræsentanter for de borgerlige kræfter havde gennemført et kontrarevolutionært kup i SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti).

Villaume forlod Kam-l i 1980 og studerede herefter historie ved Københavns Universitet 1980-86 og blev cand.phil. 1986. Villaume blev dr.phil. i 1995 på afhandlingen Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961.

Poul Villaume fik som så mange andre af de venstreorienterede unge danskere en flot karriere på universitet og er nu professor i samtidshistorie på Københavns Universitet.

Han har bl.a. skrevet bind 5 af Dansk Udenrigspolitiks Historie, I blokopdelingens tegn (2005, sammen med Thorsten Borring Olesen. Desuden medredaktør (bl.a. sammen med Thorsten Borring Olesen) og medforfatter på Gads leksikon, Den Kolde Krig og Danmark, fra 2011.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer I 1980’erne ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme! At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning. Ingen journalister gider at skrive om det. En række af nutidens opinionsdannere, støttede for år tilbage voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.

Oplysningsforbundet DEO har udgivet en lille bog forfattet af Mickey Gjerris: ”Det er også dit ansvar – når EU ikke redder planeten”. Bogen lanceres ved en række debatmøder rundt om i landet i foråret 2023. I København afholder DEO et arrangement om bogen torsdag den 27. april 2023, kl. 16:00 – 17:30 i Huset-KBH (Salon K), Rådhusstræde 13, 2. sal, 1466 København.

Gjerris beskriver i bogen, at der siden 1972 er blevet afholdt en lang række møder og indgået en lang række aftaler om natur og miljø i FN-regi. Målsætningen har været at skabe en bæredygtig udvikling, hvor miljø- og naturbeskyttelse gik hånd i hånd med bekæmpelse af fattigdom og med fortsat økonomiske vækst. Gjerris konstaterer, at man ikke har nået de mål, som man satte sig på klimaområdet og på biodiversitetsområdet.

Gjerris refererer, at flere har foreslået, at roden til klima- og biodiversitetsproblemerne skal findes i en kapitalistisk, mandsdomineret, hvid verdensorden, og Gjerris finder det oplagt at se på hvem, der har fået mest ud af, at mennesket er havnet i den nuværende situation. For Gjerris er der ingen tvivl om, at den nuværende verdensorden har placeret den hvide, veluddannede, velstående, midaldrende mand på toppen af bjerget, og ansvarets pil peger entydigt på ham.

Det, der ifølge Gjerris er brug for, er en økocentrisk eller økologisk tilgang, hvor verden ses som et fællesskab af organismer og økosystemer, hvor alle dele påvirker hinanden. Den enkelte skal have mulighed for at indgå i et fællesskab, hvor varetagelsen af egen interesse samtidig er en del af den samlede indsats.

Ifølge Mickey Gjerris er der ikke brug for lappeløsninger, men politisk handling og fundamentale ændringer i den samfundsopbygning, som har ført os ud i den nuværende situation.

Ifølge flere medier i Norge og Sverige – herunder Expressen – raser svenske politikere mod producenten af Absolut vodka, som genoptager eksporten til Rusland. Politikerne reagerer kraftigt på, at den svenske vodkaproducent Absolut og deres franske ejere, Pernod Ricard, nu igen åbner op for eksporten til Rusland.

Vodkaeksporten til Rusland var ellers stoppet efter krigsudbruddet sidste år, men nu siger Absolut Company, at de vil “beskytte lokale medarbejdere og sikre den lokale organisations økonomiske bæredygtighed”. En næsten tilsvarende begrundelse er danske Rockwools undskyldning for deres fortsatte tilstedeværelse i Rusland.

Den forklaring giver de svenske politikere ikke meget for, og de står nærmest står i kø for at fordømme beslutningen: “Der er intet holdbart i at gøre forretninger med krigsforbryderne i Rusland,” siger flere.

Absolut vodka produceres i Åhus i Sydsverige. Absolut har været en del af den franske koncern Pernod Ricard siden 2008, hvor de købte virksomheden af den svenske stat for 5,63 milliarder euro.

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, har en lang række vestlige virksomheder trukket sig helt ud af landet. Ifølge en opdateret oversigt fra Yale University har over 1000 virksomheder meddelt, at de frivilligt begrænser deres aktiviteter i Rusland ud over, hvad de er forpligtet til af af internationale sanktioner.

Klimarådet har netop udgivet sin ventede rapport, “Landbrugets omstilling ved en klimaafgift“, der giver sine anbefalinger til, hvordan en CO2-afgift kan bidrage til en strukturel omstilling af dansk landbrug til en ny og mere klimavenlig plantebaseret driftsform frem for animalsk produktion.

Man bør dog være opmærksom på, at begrænsninger på den animalske landbrugsproduktion og dermed også i mængden af husdyrgylle ville have en række alvorlige konsekvenser, herunder for den økologiske produktion i Danmark. Det giver derfor god mening, at Økologisk Landsforening ikke støtter nedlæggelsen af den animalske produktion.

For det første ville det blive vanskeligere at opretholde jordens frugtbarhed og sundhed uden brug af organisk gødning. Økologisk produktion bygger på principperne om bæredygtighed og miljøvenlighed, og at erstatte husdyrgylle med kunstgødning eller andre alternative kilder ville være i strid med disse principper.

For det andet ville en begrænsning i mængden af husdyrgylle have økonomiske konsekvenser for både de konventionelle og de økologiske landmænd, da det ville øge omkostningerne ved produktionen. Det ville også have en indvirkning på markedet for økologiske produkter, da det kan føre til et mindre udbud af disse produkter og dermed højere priser.

Endelig ville en begrænsning i mængden af husdyrgylle også have konsekvenser for miljøet og klimaet. Husdyrgylle er en naturlig kilde til næringsstoffer og kan hjælpe med at reducere behovet for kunstgødning, som kræver store mængder energi og ressourcer at producere. Samtidig kan husdyrgylle bidrage til at mindske udledningen af drivhusgasser, da den kan bruges til at producere biogas, som kan erstatte fossile brændstoffer.

Alt i alt ville en nedgang i den animalske produktion i Danmark og dermed i mængden af husdyrgylle have alvorlige konsekvenser for den økologiske produktion, økonomien og miljøet. Det ville være en udfordring at opretholde den økologiske produktion med reducerede mængder af husdyrgylle, og der ville være behov for alternative løsninger for at sikre en bæredygtig og miljøvenlig produktion.

Massive budgetoverskridelser og talrige forsinkelser plager flere af de nye supersygehuse, som har været undervejs i årevis.

Tre kommende supersygehuse ventes at blive seks år forsinket og markant dyrere end planlagt. Særligt tre gigaprojekter er så meget bagud, at hospitalerne først ventes at kunne tages fuldt og helt i brug i 2026 – seks år senere end planlagt. Problemerne med de kommende supersygehuse i Odense, Aalborg og Hillerød i Nordsjælland er beskrevet i en ny statusrapport, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sendt til Folketinget.

I Hillerød skulle det helt nye supersygehus oprindeligt have slået dørene op for patienter i 2020, men byggeriet er stadig ikke afsluttet.

Prisen på projektet lød oprindeligt på knap 4,9 mia. kr. i 2022-priser, men forsinkelser og overskridelser har betydet, at budgettet nu ser ud til at blive overskredet med 43 pct. Det svarer til godt 2 mia. kr. ekstra. 

Den næststørste budgetoverskridelse finder man i Aalborg, hvor det kommende supersygehus ventes at gå 28 pct. over budget og blive seks år forsinket. Her lyder ekstraregningen på knap 1,5 mia. kr. 

Også i Odense er det kæmpestore, nye universitetshospital i økonomiske vanskeligheder med en budgetoverskridelse på ca. en halv milliard kroner. Det kommende supersygehus – kaldet Nyt Odense Universitetshospital – bliver samtidig seks år forsinket.

Budgetoverskridelserne og forsinkelserne er indtruffet på trods af at sygehusbyggerierne har været under ”skærpet tilsyn” fra Sundhedsministeriet.

Statens vagthund, Rigsrevisionen, er kommet på banen og har indledt en forundersøgelse af byggeriet i Hillerød.

Ekspert undrer sig

Ifølge Jan Karlshøj, der er sektionsleder på DTU’s Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi, tyder forsinkelserne og budgetoverskridelserne på, at man har været for optimistisk helt fra starten, og at planlægningsprocesserne ikke har været gode nok. Det tyder på, at projekterne har været underbudgetteret fra politisk hold.

Jan Karlshøj peger på, at hvert supersygehus er et unikt, nyt byggeri med et hav af underentreprenører og firmaer, men samtidig undrer Jan Karlshøj sig over, at man valgte at bygge alle supersygehusene samtidig. 

»Der er begrænsede kompetencer til at bygge sygehuse i Danmark, og så bliver der knaphed. Alle byggerierne skal have fat i de samme ressourcer, og så stiger priserne jo,« siger han.

I alt omfatter de statsstøttede supersygehusprojekter 16 forskellige byggerier af nye og moderniserede sygehuse over hele landet. Den samlede investering er på 52,8 mia. kr. i 2022-priser. 

Den 6. marts 2023 mødtes repræsentanter for Iran og Saudi-Arabien i Beijing på foranledning af Kina. Efter 4 dages drøftelser kunne Teheran og Riyadh den 10. marts 2023 overraskende bekendtgøre, at de havde besluttet at normalisere samarbejdsrelationerne. Den banebrydende aftale kan potentielt ændre situationen i Mellemøsten og erstatte de hidtidige modsætninger mellem shia og sunni muslimer – mellem Iran og de arabiske lande – med et netværk af relationer og samtidig inkorporere regionen i Kinas globale interesser. For Kina var aftalen mellem Iran og Saudi-Arabien et stort fremskridt i rivaliseringen med Washington.

Mange iagttagere har haft svært ved at forstå ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabiens motiver til at indgå aftalen.

Iran

For Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei og den Islamiske Revolutions Garde (IRGC) handler aftalen om meget mere end normalisering af forholdet til den saudiarabiske regering i Riyadh. Det handler i stedet om en ambition om – sammen med Kina og Rusland – at cementere en ny anti-vestlig global orden og afslutningen på USA’s dominans.

Mens Iran vil måske gerne skabe en akse af anti-vestlige autoritære regimer, er Kina mere fokuseret på handel og økonomi. Kina er den største handelspartner i Golfen og størstedelen af Mellemøsten, og det har en reel interesse i at lette spændingerne.

Saudi-Arabien

Saudi-Arabien er optaget af transformere olieøkonomien til et center for turisme, investeringer og high-tec. USA er i dag mindre afhængig af Mellemøstlig olie og med henblik på fremtiden har Saudi-Arabien tydeligvis truffet et strategisk valg om at slutte sig til BRICS-gruppen af udviklingslande og opnå observatørstatus i Shanghai Samarbejdsorganisationen, The Shanghai Cooperation Organization, SCO.

BRIC

Udvidelse af BRIC-gruppen, der omfatter Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, ville gavne Beijing, der forsøger at opbygge diplomatisk indflydelse for at imødegå de vestlige landes dominans i FN, Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og andre institutioner.

Iran og Saudi-Arabien søger medlemskab, men mere end et dusin lande har udtrykt interesse for samarbejdet. Allerede i år vil det formentlig blive besluttet, om der skal optages nye medlemmer og hvilke kriterier, der skal opfyldes.

SCO

Hvad angår SCO er Shanghai Samarbejdsorganisationen den største regionale gruppe, der dækker omkring 40 procent af verdens befolkning og 30 procent af den globale økonomiske produktion. På grund af sin imponerende profil af sikkerheds- og økonomisk samarbejde har SCO vundet enorm tiltrækningskraft i Asien. Det er ikke overraskende, at en række lande fra Mellemøsten og Sydøstasien står i kø for at deltage som dialogpartnere, observatører og medlemmer.

SCO består i øjeblikket af otte medlemsstater (Kina, Indien, Kasakhstan, Kirgisistan, Pakistan, Rusland, Tadsjikistan og Usbekistan), fire observatørstater (Afghanistan, Hviderusland, Iran og Mongoliet) og seks dialogpartnere (Armenien, Aserbajdsjan, Cambodja, Nepal, Sri Lanka og Tyrkiet). Det ventes, at Iranallerede i år vil få fuldt medlemskab af organisationen, mens Saudi-Arabien, Qatar og Egypten vil blive dialogpartnere.

Derudover vil Hviderusland begynde processen med at erhverve medlemskab; Armenien, Aserbajdsjan, Cambodja og Nepal vil blive observatører; og Bahrain og Maldiverne vil starte processen med at deltage som dialogpartnere. De Forenede Arabiske Emirater vil angiveligt gerne slutte sig til SCO som medlem og omgå andre tiltrædelsesbetingelser. Syrien, Irak, Israel, Bangladesh og Vietnam håber også at deltage som dialogpartnere eller observatører.

Siden starten har SCO etableret tætte bånd med flere internationale institutioner og regionale organisationer, herunder FN’s Økonomiske og Sociale Kommission for Asien og Stillehavet, Den Asiatiske Udviklingsbank, Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer, Collective Security Treaty Organization og Generalsekretariatet for Den Arabiske Liga.

USA

SCO blev oprindeligt stemplet af USA som en fjendtlig blok, ledet af Kina og Rusland for at udfordre det amerikanske globale overherredømme efter den kolde krig.

Det store spørgsmål er hvor Iran-Saudi aftalen efterlader USA (og EU)?

I den seneste valgkamp blev det debatteret om det overhovedet var muligt at reducere de offentlige udgifter på omkring 1200 mia. kr. om året. Eller er det en uomgængelig nødvendighed, at udgifter nødvendigvis må stige i overensstemmelse med det ”demografiske træk”?

Mens diskussionen har raset har udenlandske kriminelle i fred og ro lænset statskassen for milliarder via den tag-selv-kasse, der var etableret for ”smidig” refusion af udlændinges betaling af udbytteskat.

Den nye regering har fortsat den lemfældige omgang med skatteborgernes penge, hvor den socialdemokratiske regering slap. Hvor den tidligere energi- og klimaminister Dan Jørgensen ustraffet kunne udbetale millioner i energistøtte til velhavere, der var uberørt af prisstigningerne på naturgas, udbetaler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nu ”fattighjælp” til familier med millionindkomst.

SMV-regeringen og støttepartierne roste sig selv da de i slutningen af februar kunne annoncere at de med uddelingen af 300 mio. kr. i inflationshjælp havde sikret ”målrettet hjælp til de fattigste børnefamilier”.

Jyllands-Posten kan oplyse, at 40.500 borgere ventes at få hjælpen. Beløbet er 7.500 kr. skattefrit til første barn, 3.750 kr. til andet barn, 2.250 kr. til tredje barn. Størstedelen af pengene ventes at gå til familier med relativt lave indkomster, men tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der blandt modtagerne er 1.625 familier med en årsindkomst på mere end 800.000 kr. Af dem vil 575 familier have en årsindtægt på over 1 mio. kr.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forsvarer aftalen, selv om den omfatter familier, som hun medgiver, ikke trænger mest til hjælp.

Den kritisable offentlige forvaltning af skatteborgernes midler gælder ikke kun udbetalingssiden. På inddrivelsessiden er der også store problemer.

Når gæld til det offentlige ikke inddrives

Mange borgere og virksomheder betaler ikke deres udestående til en offentlig kreditor, f.eks. skatter til Skattestyrelsen. Hvis en betalingsfrist overskrides, forsøger kreditorerne først selv at opkræve kravet selv, men hvis det ikke lykkes, oversendes kravet det til Gældsstyrelsen under Skatteministeriet.

Selvom Gældsstyrelsen er sat i verden for at inddrive gælden til det offentlige på vegne af ca. 570 offentlige kreditorer fra stat, kommuner og offentlige virksomheder, har styrelsen store vanskeligheder med at løse opgaven.

Borgere og virksomheders gæld til Skatteforvaltningen er på 97 mia. kr. i moms, selskabsskat, restskat mv.

I øvrig statslig gæld i form af underholdsbidrag, SU-gæld mv. skyldes der 46 mia. kr.

Gælden til kommuner er på 5 mia. kr. i form af uberettiget boligstøtte, kontanthjælp mv.

Til andre offentlige virksomheder skyldes der 3 mia. kr. i ubetalt DR-licens, togbøder mv.

Desværre bliver der ikke gjort større indhug i den enorme skattegæld til det offentlige, som udgjorde 152 mia. kroner ved udgangen af 2022.

Uduelighed og manglende it-kompetence i Skat og Gældsstyrelsen betyder at forvaltningen er præget af It-kaos, og der er udsigt til, at kun en marginal del af kæmpegælden kan fjernes frem til 2030.

Den halvårlig status til Folketingets partier bag den gældsaftale, der blev vedtaget juni sidste år, kan betragtes som en ren tilståelsessag. Det fremgår det, at Skatteministeriet – trods alle bestræbelser, it-investeringer og jeg skal komme efter dig, stadig forventer en gæld på 140 mia. i 2030.

Spørgsmålet er, om det ikke ville være lettere at annullere gælden og nedlægge Gældsstyrelsen og flytte medarbejderne over i de produktive erhverv, der mangler arbejdskraft?