Onsdag den 7. februar klokken 8.00 fik vi alle lejlighed til at studere Ørsteds regnskab for 2023. Underskuddet for året lyder på 20,2 milliarder kroner efter skat – et resultat, der ikke kom helt uventet for industrien, investorerne og analytikerne. Ørsted-aktien blev fortsat handlet til kurs 384.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet blev det oplyst, at Ørsted ville iværksætte en kæmpe genrejsningsplan. Den omfatter alt fra fyringer til frasalg, men mest overraskende stopper selskabets mangeårige bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen.

Ørsteds markedsværdi faldet med 70 pct.

I oktober 2023 fik Ørsted sammen med sin partner Eversource Energy afslag på at hæve afregningspriser på havmølleprojekter i den amerikanske delstat New York. Projekterne var blevet dyrere end forventet, og derfor havde Ørsted håbet på at kunne få lov at hæve prisen på den strøm, som vindmøllerne på sigt skal generere. På den baggrund besluttede Ørsted at stoppe projekterne Ocean Wind 1 og Ocean Wind 2 i USA.

Ørsted tabte 19,9 milliarder kroner i de første ni måneder af 2023.

Samtidig har Ørsted nedskrevet værdien af en række projekter for samlet 28,4 milliarder kroner.

Det kan derfor ikke overraske, at siden begyndelsen af august er Ørsted-aktien faldet omkring 55 procent.

Investorerne er med andre ord flygtet over hals og hoved, og særligt det seneste år har tilliden til Ørsteds ledelse fået et knæk.

Mads Nipper

Fredag den 1. januar 2021 overtog Mads Nipper fra Grundfos styringen med Ørsted – tidligere Dong Energy, som under Henrik Poulsens ledelse havde udviklet sig til danskernes verdensførende udvikler af grøn energi. Aktien havde længe buldret op, og blot en uge efter Nippers tiltrædelse slog den rekord med en lukkekurs på 1.351,50 kroner.

Da den nu 58-årige Mads Nipper 1. januar 2024 kunne fejre tre års jubilæum som topchef, var Ørsteds samlede markedsværdi faldet med 70 procent – eller med langt over 400 milliarder kroner. Aktien blev handlet til kurs 373 og ikke kurs 1.352.

Fyringer og Boston Consulting Group

Den 14. november 2023 blev det meddelt, at finansdirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter forlader selskabet.

Den 15. november 2023 kunne Børsen oplyse, at Ørsted nu ville hente hjælp fra konsulenthuset Boston Consulting Group. 

“Som vi meldte ud i forbindelse med vores regnskab tidligere på måneden, har vi i lyset af den udfordrede amerikanske portefølje og de nuværende markedsforhold iværksat adskillige tiltag for at sikre vores kapitalstruktur og rating samt for at forbedre vores konkurrenceevne og værdiskabelse. Boston Consulting Group er ekstern rådgiver på en del af det arbejde,” oplyser Ørsteds kommunikationschef, Martin Barlebo, til Børsen. 

Thomas Thune Andersen

Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand/bestyrelsesleder i Ørsted siden 2014, har hidtil haft ”fuld tillid” til Mads Nipper. Mange mener dog, at kritikken af Ørsteds krise i mindst lige så høj grad burde rettes mod formanden selv.

Vil Thomas Thune Andersens afgang løse Ørsteds ledelsesproblem?

Da Thomas Thune Andersen i 2014 blev udpeget til formand for Dong Energy – nu Ørsted – blev det betegnet som en overraskelse.

Thomas Thune Andersen blev i 2009 fyret fra jobbet som topchef hos Maersk Oil i 2009, og med jobbet i Ørsted kom han nærmest ind fra kulden, efter nogle år ude af de danske mediers fokus. Børsen mente, at det ville blive interessant at se, hvordan han klarede udfordringen.

Mens Henrik Poulsen, der siden den 27. august 2012 havde været administrerende direktør for Ørsted, stadig var chef, var det uproblematisk at være bestyrelsesleder.

Den første store udfordring kom, da der skulle findes en kapabel afløser for Henrik Poulsen, der den 1. januar 2021 forlod direktørposten til fordel for en plads i bestyrelsen.

Det er således Thomas Thune Andersens ansvar, at Mads Nipper Mads den 1. januar 2021 afløste Henrik Poulsen som administrerende direktør og koncernchef i Ørsted.

Nipper, kom fra Grundfos, hvor han siden 2014 havde været administrerende direktør, uden nærmere kendskab til energisektoren.

Henrik Poulsen

Ørsteds tidligere topchef Henrik Poulsen indtrådte den 1. januar 2021 i bestyrelsen for Ørsted, men forinden solgte han stort set alle sine aktier i koncernen. Henrik Poulsen ejede aktier i Ørsted for omkring 200 mio. kr., da han fratrådte som koncernchef, men nogle få måneder senere, var hans depot næsten tømt for Ørsted-aktier.

Henrik Poulsen har siden forladt Ørsteds bestyrelse.

Den 3. februar 2024 blev roen genoprettet i Nordirland. Med en forsinkelse på 2 år kunne der endelig etableres en nordirske regering (Northern Ireland Executive).

Unionistpartiet – DUP, Democratic Unionist Party – har siden starten af februar 2022 boykottet den struktur om deling af magten i det nordirske parlament, Stormont, som blev fastlagt i Belfast-aftalen eller Langfredagsaftalen om genindførelse af lokalt selvstyre i Nordirland, der blev indgået 10.4.1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland.

Brexit

Nordirland har derfor været uden regering siden den 4. februar 2022, da Paul Givan, lederen af DUP, trådte tilbage som førsteminister i protest mod Brexit-aftalen og det følsomme spørgsmål om grænsen mellem Nordirland og EU-medlemmet Irland.

Nordirland-protokollen var ellers designet til at undgå en hård grænse mellem den irske republik, Éire, som er medlem af EU, og Nordirland efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU.

I stedet blev der indført en grænse i Det Irske Hav, hvor varer, der bevægede sig mellem Storbritannien og Nordirland, skulle kontrolleres.

Det militante, pro-britiske parti DUP, Democratic Unionist Party, fandt at aftalen mellem UK og Bruxelles vedrørende Nordirland indebar et skel mellem Nordirland og Storbritannien, og boykottede i protest samarbejdet i Stormont.

Valg maj 2022

Ved lynvalget i maj 2022 blev Sinn Féin for første gang det største parti. DUP nægtede også efter valget at deltage i det i Langfredagsaftalen foreskrevne regeringssamarbejde, med lederen af det største parti Sinn Féin, Michelle O’Neill, som Førsteminister.

Windsor-aftalen

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, nåede mandag den 27. februar 2023 til enighed med EU om en ny Brexit-aftale, der definerer Nordirlands status. Windsor-aftalen – the Windsor Framework – giver Nordirland mulighed for at opretholde den ”bløde” grænse til republikken Irland mod toldkontroller i Nordirske havne alene af varer bestemt for eksport til Irland.

Windsor-aftalen fjerner behovet for rutinemæssig kontrol af alle produkter, der indføres i Nordirland, og det fastslås samtidig, at EU-Domstolen kun skal træffe afgørelse om nordirske spørgsmål, hvis en sag blev henvist fra lokale, nordirske domstole.

Indtil nu har EU insisteret på, at EU-Kommissionen skulle kunne indbringe alle sager for EU-Domstolen.

Aftalen gør en ende på det langvarige dødvande i striden om Nordirland-protokollen, der har været et af de største spørgsmål om Storbritanniens forhold til EU, efter at det forlod unionen ved udgangen af 2020.

DUP, Democratic Unionist Party, har imidlertid været forbeholden overfor Windsor-aftalen og hævdet, at aftalen fortsat indebærer et skel mellem Nordirland og Storbritannien.

Indrømmelser til DUP

I sidste uge indgik DUP-leder, Sir Jeffrey Donaldson, imidlertid en aftale med regeringen i London, der banede vejen for etableringen af en ny Nordirsk regering og genoptagelse af samarbejdet i Stormont.

Michelle O’Neill, Sinn Féin

På mødet i Stormont den 3. februar 2024 blev den tidligere leder af DUP, Edwin Poots, valgt til Speaker.

Sinn Féin’s Michelle O’Neill blev valgt som First Minister, og DUP’s Emma Little-Pengelly blev valgt som Deputy First Minister.

Matthew O’Toole fra SDLP og MLA blev valgt som Leader of the Opposition.

I Berlingske Tidende den 3. februar 2023 prøver Jarl Cordua at tage pulsen på Det Konservative Folkeparti. Den er der, men det er ikke meget, man har hørt til De Konservative, siden partiet holdt landsråd tilbage i september.

Et oplæg til et opdateret partiprogram – ”Stærke rødder i en omskiftelig tid” – blev lanceret som et værdipolitisk fremstød, der skulle vende udviklingen efter partiets miserable valgresultat på 5,5 procent ved valget i november 2022.

Trods forsøg på at involvere medlemmerne i idéudviklingen afslører meningsmålingerne ubarmhjertigt, at Det Konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsens formandskab er kørt uhjælpeligt fast. Ser man alene på Voxmeter, der måler ugentligt, så har K stået bomstille omkring fem procent siden juni sidste år.

Et halvt år efter landsrådet ser det dermed fortsat ud til, at Pape-partiet bliver fravalgt af borgerlige vælgere, der i stedet foretrækker enten Liberal Alliance eller Danmarksdemokraterne.

I Weekendavisen har Hans Mortensen også bemærket den konservative partileders lave profil, men noterer, at Danmarks Radio, der blandt meget andet driver programmet Forsvundne danskere, har fundet Søren Pape Poulsen. Det er det politiske radioprogram Slotsholmen, der den 2. februar 2024 har støvet den konservative leder op. I radioprogrammet får Pape Poulsen lov til at udbrede sig om de konservatives bestræbelser på at få Storebæltsbroen udstyret med Dronning Margrethe II’s monogram.

Radioværterne lægger ikke skjul på deres store tvivl om forslagets egnethed til at genrejse Det Konservative Folkeparti, og fisker efter egentlige politiske initiativer. Lytterne får dermed indtryk af, at Søren Pape Poulsen har opgivet både ambitionerne om at blive statsminister og blå blok – drømmen går nu i retning af en regering, der udgår fra centrum-højre. En sådan regering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance kunne meget vel omfatte både Moderaterne og De Radikale.

Selvom Alex Vanopslagh har været inde på noget lignende, er Søren Pape Poulsens muligheder for at realisere en sådan regeringskonstruktion næppe store hos Moderaterne, da Søren Pape Poulsen frimodigt antyder, at Løkke ikke er mere principfast, end at en statsministerpost kunne lokke ham tilbage i den blå lejr.

i et debatindlæg I Jyllands-Posten den 20. januar 2024 mener en konservativ partisoldat, at tiden er inde til udskiftninger i ledelsen af Det Konservative Folkeparti.

Det mangeårige medlem af Det Konservative Folkeparti, direktør David Munk-Bogballe, skrev allerede i september sidste år i Jyllands-Posten, at han var i tvivl om, hvorvidt Søren Pape var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. I dag er han sikker på, at tiden nu er inde til at sætte alt ind på at trænge igennem til vælgerne og trække partiet mod fremgang og indflydelse.

David Munk-Bogballe oplyser, at han med stigende undren har iagttaget partiets slingrekurs og den hidtil aldeles frugtesløse snak om idéudvikling, genrejsning og relancering af partiet, og han skriver i indlægget:

”Det er et klart problem, at partiet ikke ejer eller har formået at sætte én eneste dagsorden. Måske er skattelettelser vigtige, men måske er de ikke vigtige alligevel. Måske er borgerlig økonomisk politik, forsvarspolitik, migration med mere vigtigt, men måske er det ikke? Altså, det der med at flygte fra alt, man har bygget op, så LA kan høste alle pointene, dur ikke rigtig,” konstaterer han tørt.

Men hvorfor er der så ingen, der gør noget, gør oprør? Ja, det hænger måske igen sammen med, at moderne partier er blevet små selvsupplerende knopskud på den offentlige sektor:

”At have magt i et politisk parti, at have indflydelse på samfundets udvikling, er forbundet med social status, der understøtter et selvbillede af, at man er betydningsfuld. Magten forvaltes i smukke bygninger på mondæne adresser, hvor der spises gode middage, og hvor der tales og træffes beslutning om sager med væsentlige konsekvenser for andre menneskers liv.

Som i ethvert andet parti har ledelsen i Det Konservative Folkeparti en hel del at skulle have sagt, når det handler om, hvem der skal have adgang til disse goder. Lægger man sig ud med ledelsen, ødelægger man den såkaldt gode stemning internt. Taber man, risikerer man tilmed at miste goderne helt eller delvist, og at døren til ’det gode selskab’ bliver lukket,” skriver David Munk-Bogballe.

David Munk-Bogballe er ikke hvem som helst. Han er mangeårigt medlem af partiet. Har bidraget med talrige debatindlæg, ligesom han har hjulpet til i partiet og engageret sig i den konservative bevægelse i flere sammenhænge. På den baggrund blev Munk-Bogballe i 2016 opstillet som folketingskandidat i Randers. David Munk-Bogballe har selv oplyst, at han kort før valget i 2018 pludselig fik besked fra vælgerforeningens bestyrelse om, at han ikke længere var folketingskandidat, fordi man fandt, at hans konservatisme var ”uklar”.

Det er almindeligt kendt, at partiets centrale ledelse ved Søren Pape Poulsens tro væbner, generalsekretær Søren Vandsø, benhårdt styrer opstillingen af folketingskandidater, der ellers ifølge partiets vedtægter formelt besluttes af generalforsamlinger i lokalforeningerne.

Søndag den 10. december 2023 blev Javier Milei i Buenos Aires indsat som præsident i Argentina. Indsættelsen blev overværet af repræsentanter fra alverdens lande og der var enorm international interesse for hvordan den nye præsident ville angribe Argentinas monumentale politiske, økonomiske og finansielle problemer.

Da den stærkt højreorienterede og markedsliberale økonom, Javier Milei, i anden runde af præsidentvalget i Argentina søndag den 19. november 2023 komfortabelt slog den socialdemokratiske Sergio Massa fra Peronistbevægelsen, kom det for nogle argentinere som et chok.

Peronistbevægelsen har i årtier domineret Argentinsk politik med socialdemokratisk fordelingspolitik, men da der ikke var mere at fordele, var det slut!

Mileis kampagneslogan, “que se vayan todos,” eller “slip af med dem alle,” bringer mindelser om Donald Trumps “dræn sumpen”.

Argentinas økonomiske problemer

Under valgkampen, hvor Argentina havde en inflation på over 140 procent, ville Milei afskaffe centralbanken og dollarisere økonomien ved at erstatte den argentinske peso med den amerikanske dollar – et skridt, der ikke er testet af lande i Argentinas skala.

Milei har givet udtryk for andre ekstreme holdninger, herunder liberalisering af våbenlovgivningen så borgerne kunne forsvare sig mod den omfattende kriminalitet og mulighed for enkeltpersoners at sælge deres organer.

Som præsidentkandidat benægtede Milea at klimaændringer var menneskeskabte og han erklærede sig imod fri abort. Ved valgmødes sås han ofte set med en motorsav, der skulle symbolisere hans plan om at skære ned på offentlige udgifter og optrevle Argentinas generøse sociale sikkerhedsnet.

Efter Mileis opfattelse burde staten stort set begrænse sig til hjemlandets sikkerhed

Iagttagere var enige om, at Javier Milei efter indsættelsen den 10. december 2023 ville få svært ved at gennemføre sine radikale økonomiske reformer og ligesom man tvivlede på hans muligheder for at blokere for implementeringen af abortloven.

Det var i det hele taget aldeles uklart, om Milei overhovedet ville være i stand til at gennemføre ret meget. Funktionelt er hans basis et enkeltmandsparti med få allierede i den lovgivende forsamling og ingen i provinsguvernørskaber eller større borgmesterposter over hele landet.

Overraskende positiv vurdering fra IMF

I sidste uge kunne de internationale nyhedsbureauer oplyse, at Den Internationale Valutafond (IMF) onsdag den 1. februar 2024 havde godkendt en pakke på 4,7 milliarder amerikanske dollar til Argentina og rost landets nye regering for “ambitiøse” spareøvelser, som skal udrede landets finanskrise.

Udmøntningen af pengene skal “støtte myndighedernes stærke politiske indsats for at genoprette den makroøkonomiske stabilitet”, lyder det i en udtalelse fra IMF.

Argentinas præsident, Javier Milei, har da også siden indsættelsen i december sidste år indledt en række voldsomme tiltag for at tøjle landets økonomi.

Adskillige ministerier er blevet nedlagt, den argentinske peso er – ikke afskaffet! – men devalueret til det halve, og statsstøtten til transport og benzin er blevet skåret.

IMF’s administrerende direktør, Kristalina Georgieva, har rost Milei-regeringens tiltag “for at adressere længerevarende hindringer for vækst”.

Argentina døjer fortsat med en alvorlig finanskrise, og årtiers dårlig håndtering af økonomien har betydet, at 40 procent af befolkningen lever i fattigdom, og at den årlige inflation nu er oppe på næsten 200 procent.

Milei vandt præsidentvalg på løfter om at rette op på økonomien, og selvom nogle argentinere er bange for, at de ender fattigere end før, får Milei anerkendelse fra udlandet.

Regeringens “indledende tiltag afværgede en krise for betalingsbalancen, men vejen til stabilisering kommer til at være udfordrende,” siger IMF’s direktør, Kristalina Georgieva.

Tidligere på ugen forudsagde IMF, at Argentina vil blive ramt af økonomisk tilbagegang i år, hvor landets økonomi forventes at skrumpe med 2,8 procent.

Milei har argumenteret for, at det eneste, der kan redde Argentina, er “økonomisk elektrochok”. Han har også sagt, at situationen forværres, før den forbedres.

Præsidenten har ikke et flertal bag sig i landets kongres. Oppositionens flertal har advaret om, at de i visse anliggender vil bremse Mileis reformer, og der er således udsigt til fortsat drama i Argentina.

Efterhånden har begrebet ”regenerativ” spredt sig og bruges på meget andet end organiske processer.

Regenerativ ledelse er således en tilgang til ledelse med fokus på at skabe nye bureaukratiske strukturer, organisationer og samfund, som ikke blot opretholder status quo, men hvor kreativitet og kompetencer kan udfolde sig og bidrage til at genoprette og forbedre økosystemer, sociale strukturer og menneskelig trivsel.

I praksis indebærer regenerativ ledelse bæredygtige og langsigtede beslutninger, som tager hensyn til økologiske, sociale og økonomiske faktorer. Det handler om at skabe organisationer, der ikke blot er i harmoni med naturen og samfundet, men som også aktivt bidrager til at forbedre disse systemer. Dette kan omfatte tiltag, der fremmer miljøbevidsthed, social retfærdighed, ansvarlig ressourceforvaltning og positiv påvirkning af lokalsamfund.

Det stilles i udsigt, at en regenerativ transformation af organisationer kan resultere i betydningsfulde fordele på både menneskelige, faglige og økonomiske områder. Regenerativ ledelse går således ud over blot at minimere skadelig påvirkning, men stræber efter at adressere problemer på en holistisk måde og dermed være en positiv kraft for regenerering og restaurering af natur og samfund. Denne tilgang er særligt relevant i lyset af stigende bekymring for klimaforandringer, tab af biologisk mangfoldighed og sociale udfordringer.

Regenerativ økonomi stræber efter at skabe økonomiske systemer, der går ud over blot at minimere negative påvirkninger og i stedet aktivt bidrager til at genskabe og forbedre økonomiske og sociale forhold i samfundene. Dette kan inkludere forretningsmodeller, der fremmer cirkulær økonomi og social retfærdighed.

Regenerativ byplanlægning og arkitektur søger gennem regenerativt design at skabe bygninger og bymiljøer, der bidrager til økosystemernes sundhed og biodiversitet og reducerer ressourceforbruget. Det kan omfatte brugen af grønne tage, solenergi, vandgenbrug og bæredygtige materialer.

Er regenerativt landbrug fremtiden?

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde drivhusgasser fra landbrug, skovbrug og fiskeri 29 procent af udledningerne fra aktiviteter i Danmark i 2021. Heraf stod landbruget for mere end 95 procent. En kommende CO2-afgift og store klima- og miljømæssige udfordringer truer fremtiden for dansk landbrug.

En CO2-afgift på landbruget kan betyde konkurs for et stort antal af de tilbageværende småskalalandbrug, hvis hektarer derfor vil blive inddæmmet i større bedrifter. En udvikling, der har været mange år undervejs. Især ventes den animalske produktion at blive berørt, men på sigt er det spørgsmålet om de konventionelle landbrugsmetoder – som i sig selv er i rivende udvikling! – overhovedet har en fremtid?

Økosystemers sundhed

Begrebet “regenerering” inden for økologi handler om at genoprette og forbedre sundheden i økosystemer i stedet for blot at minimere skade.

Fra økologien er regenerativt landbrug udbredt som en tilgang til landbrug, der fokuserer på at forbedre og genoprette sundheden og produktiviteten af landbrugsjord samtidig med at det reducerer negative miljømæssige påvirkninger. Målet med regenerativt landbrug er at opbygge og bevare jordens frugtbarhed, øge biodiversiteten og reducere behovet for kunstige inputs som kemikalier og kunstgødning.

Regenerativt landbrug søger at skabe landbrugssystemer, der ikke kun producerer fødevarer, men også forbedrer jordens sundhed og økosystemets modstandskraft. Det betragtes som en reaktion på de negative konsekvenser af konventionelt landbrug, herunder jordudpining, tab af biodiversitet og klimaforandringer.

Regenerativt landbrug har således en langsigtet vision og stræber efter at forbedre jordens sundhed og produktivitet over tid, ofte på bekostning af kortvarige udbytteforøgelser.

Øm Klostergaard er et landbrug på 100 hektar, som arbejder for at gøre de regenerative principper operative via forsøg, monitorering og vidensdeling. I dyrkningsmetoderne lægger man vægt på blandt andet at give plads til flere læhegn og træer for dermed at give flere levesteder til insekter og fugle og derigennem skabe en naturlig balance mellem nyttedyr og skadedyr i markerne.

Dyrkningsforsøgene omfatter: Skovlandbrug, Pløjefri dyrkning, Polykulturer og samdyrkning, Afgræsning af efterafgrøder, Flerårige rækkekulturer (flerårigt korn), 40 cm række afstandsdyrkning, Kerne-inokulering, Komposttilførsel, Albrecht mikronæringsstofs balancering, Biokul / biochar, Fladekompostering /Grøngødning og Gletsjermel.

På Øm Klostergaards hjemmeside findes nærmere beskrivelser, ligesom Landbrugsavisen og Kristeligt Dagblad har berettet om det regenerative landbrug på Øm Klostergaard.

I forbindelse med det seneste Topmøde i EU torsdag-fredag protesterede et stort antal europæiske landmænd udenfor EU’s hovedkvarter i Bruxelles.

Mere end 1.000 traktorer var allerede torsdag den 1. februar samlet i Bruxelles, ifølge politiets skøn.

Landmændenes protester har fejet hen over Europa i månedsvis – i lande som Grækenland, Tyskland, Portugal, Polen og Frankrig, hvor regeringen i denne uge blev overrasket af en motorvejsblokade af Paris.

Nogle forhold – såsom en plan fra den tyske regering om at udfase skattelettelser på landbrugsdiesel for at balancere budgettet, eller et krav i Holland om at reducere kvælstofemissioner – er landespecifikke. Men andre anstødssten deles over hele Europa.

Ifølge landmændene står de generelt over for et forringet bytteforhold – faldende salgspriser og stigende omkostninger. Samtidig er erhvervet underlagt byrdefuld regulering og de står overfor magtfulde og dominerende detailhandelskæder, gæld, klimaændringer og billig udenlandsk import, alt sammen inden for rammerne af EU’s landbrugspolitik, der er baseret på en præmis om størrelsesøkonomiske forhold (economies of scale), hvor ”bigger is better”.

Landmænd over hele Europa har længe klaget over høje omkostninger og dårlig beskyttelse mod unfair konkurrence, men protesterne kulminerede, da rasende bønder kastede æg og ølflasker mod Europa-Parlamentets bygning i Bruxelles.

Rasende landmænd brugte halmballer til blokader, startede brande og stødte sammen med uropolitiet uden for Europa-Parlamentets bygning, da EU’s ledere mødtes til topmøde for at diskutere hjælp til Ukraine.

Landmænd svingede bannere med teksten “Hvis du elsker jorden, så støt dem, der forvalter den” og “Ingen landmænd, ingen mad”, mens andre overdængede parlamentsbygningen med æg.

Andre landmandsprotester finder i denne tid sted i Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Grækenland.

De protesterende europæiske landmænd aktionerer mod strenge miljø- og klimakrav, mod skatter og afgifter, mod bureaukrati, mod lave lønninger og lave priser på deres produkter, stigende omkostninger og illoyal konkurrence fra fødevareimport.

De siger, at tsunamien af landbrugsfjendtlige politikker og tiltag bringer deres levebrød i fare og fører til lukning af gårde.

Belgiske landmænd har også blokeret veje ind til containerhavnen i Zeebrugge for at protestere mod billig import.

Protesterne har allerede en vis effekt på EU’s politikere.

EU-Kommissionen offentliggjorde onsdag den 31. januar planer om at give landmændene et års dispensation fra reglerne, der forpligter dem til at holde visse arealer braklagt.

EU’s landbrugsorganisation Copa-Cogeca sagde, at beslutningen “kommer for sent i landbrugskalenderen” og effekten “forbliver begrænset”.

Begrænsninger på Ukraines fødevareimport

I mellemtiden har Bruxelles annonceret planer om at begrænse visse import fra Ukraine til EU, herunder fjerkræ og sukker, på grund af bekymring for, at de underbød EU’s landmænd.

Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtaler: “Den foranstaltning, der fremlægges i dag, giver landbrugerne yderligere fleksibilitet på et tidspunkt, hvor de står over for mange udfordringer.

“Vi vil fortsat samarbejde med vores landbrugere for at sikre, at den fælles landbrugspolitik rammer den rette balance mellem at imødekomme deres behov og samtidig fortsætte med at levere offentlige goder til vores borgere.”

I Frankrig har landmændene i ugevis opretholdt presset på regeringen og herunder blokeret større veje ind og ud af Paris.

To af Frankrigs største landbrugsorganisationer – Arnaud Rousseau, formand for Frankrigs største landbrugsorganisation, FNSEA, og formanden for Young Farmers union Arnaud Gaillot, meddelte dog torsdag, at de vil suspendere protester og ophæve blokader, efter at premierminister Gabriel Attal havde annonceret nye “håndgribelige fremskridt” og reformforanstaltninger tidligere samme dag.

Blandt initiativerne, annoncerede Attal økonomisk støtte til husdyrbrugere og et fald i skatter i forbindelse med generationsskifter. Han lovede også at forbyde import af frugt og grøntsager fra lande uden for EU, der var sprøjtet med midler, der var forbudte i EU. Samtidig bekræftede Gabriel Attal regeringens modstand mod at underskrive den færdigforhandlede frihandelsaftale med Sydamerikas Mercosur-gruppe. Frankrigs landbrugsminister annoncerede også en pakke på omkring 2 mia. euro til etableringslån for unge landmænd.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde på et pressemøde i Bruxelles, at den franske regerings seneste løfter til landmændene betyder, at han har hørt deres bekymringer. Han sagde også, at han blandt EU-kollegaer havde fundet stor forståelse for behovet en “dybtgående revision af logikken” i den europæiske landbrugspolitik.

I en kommentar til de europæiske protester sagde den nordirske landbrugsgruppe Farmers For Action (FFA) , at den “er klar til at støtte landmænd, der i øjeblikket protesterer i hele EU”.

I Storbritannien siger landbrugsorganisationen NFU, at ”protester ikke kan udelukkes”.

NFU-præsident Minette Batters sagde i et interview med radiostationen LBC, at landmandsprotester som dem i Europa “ikke kunne udelukkes i Storbritannien”.

Fru Batters sagde, at det havde været en “utrolig hård vinter” for landmændene, prispresset havde været “enormt”, og de “følte virkelig belastningen”.

Hun tilføjede: “Vi ved alle, at dialog ideelt set løser tingene bedst, men ytringsfrihed og fredelig protest er grundlæggende for demokratiet i dette land.

“Så protester og demonstrationer er ikke noget, der nogensinde kan udelukkes.”

Fru Batters sagde samtidig, at hun ville være “virkelig bekymret” over virkningen af eventuelle britiske landmandsprotester på folks daglige liv.

Selvom de franske landmænds fagforeninger foreløbig ser ud til at være pacificeret, fortsætter bønderne i andre europæiske lande med at protestere. Fredag ​​blokerede bønder den hollandsk-belgiske grænse og besatte veje i Grækenland, og en polsk bondeorganisation annoncerede planer om at lukke grænseovergangene til Ukraine, rapporterede Reuters.

Når alt andet fejler, har det indiske politi stadig brevduer i baghånden. I juni 2023 meddelte den østlige delstat Odisha, at den ville fortsætte med at bevare en flok brevduer til brug, når katastrofen rammer, og mere moderne kommunikationsenheder – såsom SMS, videoopkald, mobiltelefoner og internettet – er kaput. Delstatens bestand af over 100 belgiske Homer-duer har allerede bevist deres værd under naturkatastrofer som cykloner i 1999 cyklon og oversvømmelser i 1982.

Pakistan

I oktober 2016 kunne Jyllands-Posten med kilde i AFP oplyse, at indisk politi under den indædte strid mellem Indien og Pakistan havde anholdt en due med en kryptisk trussel mod Indiens premierminister, Naranda Modi.

Brevduen var fløjet over den tungt bevogtede grænse mellem Indien og Pakistan, og grænsebetjente fangede fuglen i Pathankot i delstaten Punjab, hvor en luftbase blev angrebet i januar. Politiet fandt duen med en besked skrevet på urdu. Der stod angiveligt noget i retning af: Modi, vi er ikke det samme folk som i 1971. Nu er hvert eneste barn klar til at slås mod Indien.

Kina

Indien har også et anstrengt forhold til Kina, og Indien tager ingen chancer, når det kommer til kinesisk spionage. Nyhedsbureauet AP oplyser, at da en due med to ringe bundet til sine ben med formodede kinesiske ord fløj til Mumbai i maj 2023, konkluderede det årvågne indiske politi, at fuglen spionerede for det kinesiske kommunistparti.

Efter otte måneders tilbageholdelse fandt det indiske statspoliti imidlertid ud af, at der var tale om en vildfaren brevdue fra Taiwan. Således renset for mistanke, kunne fjerkræet sættes fri.

Oplysninger offentliggjort af Altinget og britiske The Guardian i samarbejde med Airwars, som overvåger luftangreb, fortæller om, at danske F-16-kampfly ”med al sandsynlighed” bombede i luftangreb, hvor op mod 14 civile i Libyen skal være blevet dræbt i 2011.

Ifølge mediernes afsløring er det første gang, at et af de ti lande bag NATOs bombeangreb i Libyen har erkendt, at der har været civile tab.

FN-undersøgeren Marc Garlasco, som stod i spidsen for FN’s efterforskning af civile tab, erklærer sig ”dybt skuffet” over, at Forsvaret har holdt oplysningerne skjult.

Den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, har sagt, at han vil have sagen undersøgt.

Oprøret i Libyen

Den 15. februar 2011 udbrød der – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – med udgangspunkt i den østlige provinshovedstad Benghazi oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig

Libyens suveræne hersker, Muammar al-Gaddafi, der rådede over en veltrænet hær af lejetropper og et slagkraftigt flyvevåben, fik snart overtaget.

Den 17. marts 2011 stod Gaddafi parat til at indtage oprørsbyen Benghazi, men samme dag vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette en flyveforbudszone over Libyen, ”for at beskytte civilbefolkningen”.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Dermed kommer der nyt fokus på den danske deltagelse i en kontroversiel aktion, der var baseret på et FN-mandat, men som forsurede samarbejdet om international sikkerhed mellem Vesten og andre lande.

Tilbage i 2011 fik oprøret og revolutionen livgivende ny luft med NATOs bombeangreb. Ud fra hvad Berlingske korrespondent i krigszonen kunne se og oplevede i oprørets hovedby, kunne alt være faldet sammen, hvis ikke bomberne havde stoppet Gaddafis fremrykkende styrker.

En række af bombeangrebene forekom mere rettet mod Gaddafi og mindre for at beskytte civilbefolkningen. Under alle omstændigheder blev FN-mandatet om at beskytte civile fortolket bredt. En række ikkevestlige lande og sikkerhedseksperter mente, at vestlige lande anført af Frankrig og Storbritannien strakte FN-mandatet til det yderste og reelt ønskede at hjælpe oprøret med at styrte diktatoren Gaddafis regime.

Muammar al-Gaddafi blev i et skjulested under sin flugt og blev dræbt i oktober 2011 i nærheden af hans fødeby Sirte.

Kort efter blev NATO-angrebene indstillet.

Efter Gaddafi

NATO blev en del af krigen i Libyen, og den internationale koalitions luftvåben bidrog sammen med Danmark til at ændre Libyens historie.  

En meningsmåling fra marts 2011 pegede i retning af, at Folketingets beslutning om det militære bidrag havde stor opbakning. 78 procent erklærede sig enige i, at de seks jagerfly blev sendt af sted for at håndhæve et flyveforbud over Libyen.

Visionen om et fredeligt og demokratisk Libyen blev imidlertid ikke indfriet. NATO-landene trak sig tilbage igen, og Libyen har siden været hærget af borgerkrig.

Men bombeangrebene ændrede Libyens historie og Libyen har været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Konsekvenser for Sahel-regionen

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Ikke udsigt til demokratiske tilstande

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden. Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Alle bestræbelser på at få afholdt valg i Libyen har hidtil været frugtesløse.

UNRWAs (The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees) har længe været kritiseret for organsationens ensidige stillingtagen til fordel for palæstinenserne. Her har kritikken bl.a gået på, at UNRWAs skoler har anvendt lærebogsmaterialer mm, der er gennemsyret af had til Israel og glorificering af flygtningelejrenes mujahedins, der som martyrer giver sig selv i kampen mod Israel.

Men nu det så ovenikøbet blevet klart, at UNRWAs medarbejdere helt bogstaveligt har deltaget i Hamas terrorangreb på Israel 7.10. Oplysningerne stammer fra UNWRA selv, hvor man i første omfang har fyret 12 medarbejdere, der havde stillet sig til rådighed med hjælp til terrorangrebet.

Under alle omstændigheder er UNRWA dybt kompromitteret. USA, Storbritannien, Finland, Australien, Tyskland, Italien, Holland, Schweiz og Canada sat deres økonomiske støtte til organisationen på pause, hvilket kan tvinge den i forvejen økonomisk pressede organisation helt i knæ. Israel kræver organisationens leder Philippe Lazzarini fyret.

Danmark afventer en redegørelse, men flere partier i oppositionen mener, at regeringen allerede nu skal følge de 9 landes eksempel.

UNRWA’s øverste chef, generalkommissær Philippe Lazzarini, efterfulgte Pierre Krähenbühl (Schweiz), der måtte gå af i november 2019 efter beskyldninger om korruptipn og dårlig ledelse.

 Filippo Grandi (Italien) – var Commissioner-General from 2010 to 2014,

Karen Koning AbuZayd (U.S.) – Commissioner-General from 2005 to 2010, og Peter Hansen (Danmark) – var Commissioner-General from 1996 to 2005. Efter pres fra Israel og USA fik han ikke forlænget sin ansættelse i 2005.

Burde Danmark for længe siden have trukket sig fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge?

Chefen for FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – Pierre Krähenbühl, blev onsdag den 6. november 2019 af FN’s Generalsekretær António Guterres fjernet fra sin post og foreløbig erstattet af Christian Saunders.

Fyringen skete på grundlag af en foreløbig rapport fra FN’s interne revision, Office of Internal Oversight Services, OIOS, der fastslår, at der i UNRWA ikke umiddelbart foreligger indikationer på svindel eller misbrug af organisationens penge, men at der afgjort var sager vedrørende ledelsens adfærd, der skal undersøges nærmere (“managerial issues that need to be addressed”), som FN udtrykte det i en pressemeddelelse.

FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation. UNRWA blev primært skabt for at hjælpe de 700.000 palæstinensere, som blev drevet på flugt,

I dag hjælper UNRWA de godt 5 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på godt 1,6 mia. dollars – 11 mia. kroner. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA forlod UNRWA i 2018 – burde Danmark have fulgt USA?

USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at ”UNRWA var et redskab, der bliver brugt til at fastholde flygtningeproblemet i stedet for at løse det. UNWRA var dermed i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

Korruptionssagen truede i 2019 hele agenturet, og spørgsmålet er, om fyringen af Krähenbühl kan redde organisationen. En række andre væsentlige donorer overvejede deres stilling.

Som det første land efter USA stoppede Holland sin støtte til UNWRA. Den schweiziske udenrigsminister, Ignazio Cassis, har offentligt kritiseret UNWRA og Schweiz har foreløbig indfrosset sit bidrag på knap 23 millioner dollars.

Peter Hansen

Danmark har i forvejen smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

UNWRA i stormvejr

Baggrunden for OIOS-undersøgelsen var, at ledelsen af UNWRA i en rapport fra organisationens egen etiske overvågningsudvalg blev kritiseret for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse.

Kritikken går på store dele af ledelsen og ikke mindst på agenturets hidtidige chef, schweizeren Pierre Krähenbühl, der var generalkommissær. Den i øvrigt ægteviede Krähenbühl skal i 2015 selv have lynforfremmet sin elskerinde, en kvindelig rådgiver til en nyopfunden position som ”Special Advisor”, der ledsagede ham på hans evindelige rejser på business class verden rundt, mens organisationens ansatte i øvrigt var henvist til økonomi-klasse.

Posten som ”Special Advisor” har øjensynligt været finansieret af det schweiziske udenrigsministerium fra marts 2015 til december 2018.

Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.

Ledelsens dispositioner bidrog ifølge rapporten fra det etiske overvågningsudvalg til et ”giftigt arbejdsmiljø” i UNWRA.

                   Cromwell

Børnene i Nyskoven (The Children of the New Forest) af Frederic Marryat eller Kaptajn Marryat er en populær børnebog, der foregår fra den engelske borgerkrig (1642 – 1649) og helt frem til kongemagtens genoprettelse i 1660, hvor Charles II af England genindsættes som konge.

Fire forældreløse børn må søge tilflugt i en hytte i Nyskoven, da Oliver Cromwell fordriver kong Charles/Karl l 1. af England. Børnenes far var oberst i kong Charles 1.s hær. Han faldt i Slaget ved Naseby i 1645.

I bogen følger vi, hvordan de fire aristokratiske børn lærer at klare sig i skoven, og hvordan de bliver selvstændige.

Den engelske borgerkrig

Den engelske borgerkrig sluttede, da Charles I for 375 år siden i 1649 blev halshugget udenfor the Banqueting House i Whitehall. Det skete den 30. januar, der i år ligesom dengang falder på en tirsdag.

Charles I far fra slægten Stuart var kommet til magten i England i 1603 som James I, da Tudor-dynastiet uddøde med den barnløse Elisabeth I. James, der var født 19. juni 1566, var i forvejen konge af Skotland som James VI

Krudtsammensværgelsen (the Gunpowder Plot) i England 5. november 1605 var et katolsk forsøg på at sprænge kong James 1. og Parlamentet i luften. Den 5. november markerer Guy Fawkes Day stadig begivenheden i England.

Charles I efterfulgte sin far i 1625, og han regerede uden parlament fra 1629-40. Regimet udviklede sig i retning af enevælde.

Da Karl I i 1640 måtte indkalde parlamentet for at få bevillinger til at finansiere undertrykkelsen af oprør i Skotland, blev det startskuddet til Den Engelske Borgerkrig, 1642-1649.

Borgerkrigen var kulmination på lang tids kamp mellem Stuartkongerne og Parlamentet om grænserne mellem deres respektive magtbeføjelser. Foruden dette spillede de stadigt ulmende religiøse stridigheder en rolle. Konflikten tilspidsedes, da kong Karl I i 1630’erne forsøgte at udskrive skatter uden om Parlamentet. Da han i 1640 alligevel blev tvunget til at indkalde dette, brød striden ud i lys lue. Konge og Parlament rejste hver sin hær, og fra 1642 var der åben borgerkrig. Efter blodige kampe sejrede parlamentshæren under Oliver Cromwells ledelse.

Kongen blev fanget og henrettet den 30. januar 1649, hvilket sluttede borgerkrigen og indledte Cromwells diktatur.

Oliver Cromwell

I 1653 blev Oliver Cromwell Lord Protector (rigsforstander) of the Commonwealth of England, Scotland and Ireland. Cromwell opløste parlamentet og regerede til sin død i 1658 regeret med diktatorisk myndighed.

Rundhovederne (på engelsk The Roundheads) var et parti under den Engelske borgerkrig (1642-1651). Partiet var oprindeligt tilhænger af Konstitutionelt monarki og bekæmpede kong Karl 1.s forsøg på at indføre Enevælde. Efterhånden drev krigen mod kongen partiet i republikansk retning. Under Oliver Cromwell blev England en republik. Der var dog hele tiden et mindretal blandt Rundhovederne, der var moderate tilhængere af monarki.

Kavalererne (The Cavaliers) var tilhængere af kongen og dermed modstandere af Rundhovederne.

Restaurationen af Stuart-dynastiet

Oliver Cromwell døde i 1658 (af malaria) og blev efterfulgt af sin søn Richard. Han kunne imidlertid ikke modstå de stærke krav om Restaurationen af Stuart-dynastiet, der i 1660 førte til at Charles II i 1660 blev udråbt til konge.

Hvad angår Oliver Cromwell, blev hans krop opgravet kort efter, at Charles II vendte tilbage til England. Liget blev halshugget den 30. januar 1661, og resterne – undtagen hans hoved – gik tabt for historien. I mere end to årtier blev hovedet sat fast på en stage og vist i Westminster Hall (hvor Charles I blev henrettet) århundreder senere lå i staten). Så bliver proveniensen grumset: Den blev udstillet for profit for de nysgerrige og derefter enten sendt til en ukendt grav i Cambridge (hvor Cromwell blev skolet) eller, mindre sandsynligt, på en eller anden måde endte som et kranium i Ashmolean Museum i Oxford.

The Glorious Revolution

Magtfordelingen mellem parlament og konge var dog stadig uafklaret. Kroningen af James II efter Charles II død i 1685 fandt dog sted under rolige forhold – selv om mange frygtede, at katolikkerne ville få for stor magt i England (James var under et ophold i Frankrig konverteret til katolicismen). Oppositionen mod James II voksede hurtigt i styrke, men da han var aldrende og ingen sønner havde, regnede man med, at den katolske monark ville blive en kortvarig parentes. I 1688 fik hans kone dog en søn, og samtidig blandede kongen sig i religionsspørgsmål. En gruppe ledende adelige henvendte sig nu til Vilhelm af Oranien, og denne gik den 5. november 1688 i land med en hær ved Torbay på Englands sydkyst og marcherede mod London. James II flygtede til Frankrig, og Vilhelm kunne af parlamentet hyldes som konge at have accepteret Bill of Rights, som fastslog parlamentets magt (bl.a. indgik der i rettighedserklæringen et forbud mod en stående hær, og mod beskatning uden at parlamentet var hørt). Kongens magt var hermed blevet betydeligt begrænset.

Ved Restaurationen i 1660 genindførtes forfatningen fra før borgerkrigen. En endelig afklaring af forfatningskampen kom dermed først med “The Glorious Revolution” 1688-89, som afgjorde sagen til Parlamentets fordel.