Forud for NATO-forsvarsministermødet i NATO Hovedkvarteret i Bruxelles den 15. februar 2024 afholdt den amerikanske NATO-ambassadør Julianne Smith en online-pressekonference den 13. februar 2024.02.14

Forsvarsminister Lloyd James Austin og Ukraine

Af pressebriefingen fremgik det at den amerikanske forsvarsminister, Lloyd James Austin III, der har visse helbredsproblemer, ikke ville rejse til Bruxelles, men dog vil deltage i det virtuelle møde i ”The Ukraine Defense Contact Group”, den såkaldte Ramstein Group, der finder sted den 14. februar – dagen inden NATO-forsvarsministermødet.

Lloyd James Austin III er pensioneret firestjernet general fra den amerikanske hær, som siden 22. januar 2021 har været USA’s forsvarsminister. Han er den første afroamerikaner, der har været forsvarsminister i USA. Austin var chef for United States Central Command fra 2013 til 2016.

Efterfølgeren for Jens Stoltenberg

På pressebriefingen oplyste Julianne Smith, at der “inden for få måneder” – ”inden for første kvartal i år” kunne ventes svar på, hvem der skulle efterfølge Jens Stoltenberg som generalsekretær for NATO.

Stoltenberg træder efter planen tilbage i slutningen af september efter ti år på posten.

Mark Rutte

“Vi er ivrige efter at få sagen afgjort” sagde Smith, der ikke ønskede at sige noget om, hvem det kunne være. Direkte adspurgt om den afgående hollandske premierminister Mark Rutte, sagde hun, at “han har udtrykt sin interesse” i jobbet.

Kaja Kallas

Estlands premierminister, Kaja Kallas, vil også gerne være generalsekretær for NATO

Ved et arrangement i Washington D.C. blev hun ifølge POLITICO spurgt direkte, om hun kunne komme i betragtning til embedet som generalsekretær for NATO.

“Ja,” svarede Kallas.

Den estiske statsminister har tidligere henvist til en joke, der går på, at mange mener, at den næste generalsekretær skal komme fra et relativt nyt NATO-land, der også opfylder NATO’s to procent-mål, og at det burde være en kvinde: “Ja, så ville det jo være logisk, at det blev Mark Rutte!”

Den hollandske premierminister Rutte har længe indgået i spekulationerne om posten som generalsekretær. For et par uger siden sagde han selv, at “en sådan rolle ville være interessant”, men tilføjede, at han kun så en lille chance for at komme i betragtning.

Mette Frederiksen

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, har også været nævnt, men hun har selv fejet den snak til side.

Den nuværende generalsekretær er norsk, og hans direkte forgænger var den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Dette eliminerede fra starten Danmarks og Norge i kapløbet om generalsekretærposten.

Andre (kvindelige kandidater)

Hvad angår andre kandidater fra Østeuropa har, presserapporter i de seneste måneder nævnt navnet på den tidligere kroatiske præsident og tidligere assisterende NATO-generalsekretær Kolinda Grabar-Kitarović. At vælge en kroat (eller en fra Slovenien) kan også opfattes som risikabelt med hensyn til de nuværende spændinger på Balkan med Serbien og Bosnien-Hercegovina.

Slovakiets præsident siden juni 2019, Zuzana Čaputová, er blevet nævnt flere gange i pressen som en mulighed, der seriøst overvejes. At udnævne hende ville også betyde en person fra Centraleuropa i spidsen for NATO for første gang uden at sende et budskab om modstand i forhold til Moskva (i modsætning til at udpege en person fra de baltiske lande).

En anden kandidat kunne være Federica Mogherini fra Italien. Selv om hun trådte tilbage som højtstående repræsentant i 2019, var det under Federica Mogherinis embedsperiode, at udviklingen af forsvarsdimensionen i EU fandt sted sideløbende med udviklingen af forbindelserne mellem EU og NATO.

Den hollandske forsvarsminister, Jeanine Hennis-Plasschaert, kommer fra et land, der er kendt for sit NATO-tilhørsforbehold og har været forsvarsminister i næsten fem år. Derudover har hun været leder af FN’s bistandsmission for Irak (UNAMI) siden 2018, hvilket gør hende til en mulig kandidat.

Trumps udtalelser om USA’s engagement i NATO

Ambassadør Julianne Smith måtte ellers bruge meget af sin briefing på at bekræfte USA’s engagement i NATO efter Donald Trumps højt profilerede udtalelser i weekenden om, at Rusland bør angribe NATO-lande, der ikke bruger nok på deres forsvar.

Sverige

Smith gentog også sit håb om, at Sverige snart bliver medlem af NATO og takkede Tyrkiet for dets godkendelse i januar.

“Vi opfordrer vores venner i Ungarn til at gøre det samme så hurtigt som muligt,” sagde Smith, der understregede, at ”Sweden will make the Alliance stronger and bring real capacity to this Alliance”.

Energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af at Danmark skulle stå over for et veritabelt PtX og brinteventyr.

Grøn brint

Potentialet for mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

På det seneste er der rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Forsyningstilsynet påser, at de opkrævede energi- og transmissionspriser fra forskellige kundegrupper, er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger, som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, så almindelige elforbrugere nu tvinges til at betale til infrastruktur, der er nødvendiggjort af private PtX-anlæg og brintfabrikker.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om etableringen af hvad der kaldes ”Danish Backbone West” – et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering eller skal elkunderne betale?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

”Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,” siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at de ville invitere til forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret, men nu er det hele udskudt til næste år.

Er der sikkerhed for positiv samfunds- og selskabsøkonomi?

Inden Energinet går videre med et konkret etableringsprojekt for brintrøret, skal det sikres, at projektet kan demonstrere en positiv samfundsøkonomi for Danmark og det selskabsøkonomisk også er realiserbart.

En investeringsbeslutning vil i givet fald kunne tages af Energinets koncernbestyrelse primo 2025 og efterfølgende godkendelse af en §4-ansøgning af Klima, Energi og Forsyningsministeren.

Som led i forberedelserne af en eventuel investeringsbeslutning vedrørende ”Danish Backbone West”-brintrøret, har Energinet den 29. januar 2024 udsendt et såkaldt ”DISCUSSION PAPER – USER COMMITMENT CONCEPT”.

Energinet lægger op til en proces, hvor markedsaktører i 2 trin “can demonstrate concrete, long-term demand and willingness to pay for hydrogen infrastructure”.

I trin 1 skal markedsaktørerne inden oktober 2024 tilkendegivelse behovet for booking af kapacitet i det eventuelt kommende brintrør.

Kapacitetsbookingen vil være bindende, men uden krav om betaling up front. Hvis markedsaktører af en eller anden grund ikke udnytter den bookede kapacitet, skal der til gengæld betales en bod.

I trin 2 vil Energinet udbyde bindende, kapacitetskontrakter med en varighed på 10-15 år, og Energinets endelige investeringsbeslutning vil afhænge af resultatet af udbudsproceduren i trin 2. Energinet vil på forhånd oplyse, hvor stor en del af transportkapaciteten i det eventuelt kommende brintrør der skal bookes, for at Energinet vil gå videre med projektet.

Er grøn brint produceret på vindmøllestrøm konkurrencedygtig?

I Weekendavisen den 26. januar 2024 stiller civilingeniør Søren Hansen, redaktør på websiden klimarealisme.dk, spørgsmålstegn ved om det overhovedet er muligt at lave rationel fremstilling af brint på stærkt varierende adgang til vindmøllestrøm. Det er et teknisk spørgsmål, der må afklares, inden man kaster sig ud i milliardinvesteringer, mener han.

Men ud over det tekniske kommer fremstillingsprisen for brint. Det kræver 50 kWh strøm at fremstille et kilo brint, fortæller Søren Hansen. Markedsprisen i dag ligger på 10-12 kroner pr. kilo. Energistyrelsen regnede i 2022 med, at prisen på strøm fra havmøller i 2030 vil være faldet til 25 øre pr. kWh, men havvind har vist sig at være meget dyrere end det. Realistisk må vi regne med en krone eller mere. Det giver en fremstillingspris på 50 kroner pr. kilo, og hvem vil give så mange penge, fordi det er grøn brint, lyder det fra Søren Hansen.

Ifølge Hydrogeninsight.com ligger produktionsomkostningerne for grøn brint i øjeblikket på mellem 5 og 8 euro (37.5 – 60 kr.), og det vurderes, at produktionsomkostningerne ikke kan presses under 5 euro inden 2030.

Den 7. februar døde Christian Lerche-Lerchenborg, der blev 93 år, skriver B.T. og henviser til dødsannoncen, som datteren, grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig, har delt på det sociale medie Instagram.

Som lensgreve havde han den højeste adelsrang i Danmark. Som kammerherre og hofjægermester besad han ærestitler, der kun kan tildeles af Kongehuset.

Christian Lerche-Lerchenborg havde da også tætte forbindelser til Kongehuset og var blandt andet gæst ved kong Frederik og dronning Marys bryllup i 2004.

Lerchenborg

Lerchernborg er en herregård og et gods der ligger i nærheden af Kalundborg oprettet i 1703 af den oprindelige landsby Østrups jorde. Den nuværende hovedbygning er opført 1743-1753 af general Christian Lerche som stamhuset for den danske lensgrevelige slægt Lerche-Lerchenborg.

Mette Ahlefeldt-Laurvig og søsteren Anna Emilie von Lowzow (gift med advokat og godsejer Klavs von Lowzow blev født som komtesser Lerche-Lerchenborg, døtre af kammerherre, hofjægermester Christian Alfred Vincents lensgreve Lerche-Lerchenborg (født 1930) og lensgrevinde Inga f. Tholstrup (født 1936).

Mette Ahlefeldt-Laurvig og Anna Emilie von Lowzow og deres 3 brødre – Christian, Peder og Niels Lerche-Lerchenborg – voksede op på Lerchenborg, der oprindeligt hed Østrupgaard.

Forbindelse til Gentofte – Bernstorffsvej 27

Bernstorffsvej 27, 2900 Hellerup blev opført i 1938 for lensgreve Lerche‐Lerchenborg, da han i en periode ikke ejede Lerchenborg. Lensgreven fik i 1952 sit gods igen og solgte bygningen på Bernstorffsvej til en hollandsk bank, der brugte huset til direktionen. Huset er i dag i privat eje.    

Entreprenør og tarok-spiller

Lensgreven gjorde det også som entreprenant ved siden af at drive familiens gods, fremgår det af et fødselsdagsportræt af Sjællandske Nyheder, da han blev 90.

Blandt andet grundlagde han den første flyrute til Færøerne med selskabet Faroe Airways, og han har også haft minedrift på Grønland. Samtidig var han også formand for Den Kongelige Tarok-klub, som han startede med prins Henrik i 2008.

Begravelse

Christian Lerche-Lerchenborg efterlader sig hustruen, lensgrevinde Inga, samt børnene Mette Ahlefeldt-Laurvig, Anna von Lowzow og de tre sønner Christian, Peder og Niels Lerche-Lerchenborg, foruden flere børnebørn.

Begravelsen finder sted i Årby Kirke torsdag 22. februar, fremgår det af dødsannoncen.

I 2021 kunne Nordjyske berette, at en irakisk mand bosat i Norge i oktober 2021 af Nordjyllands Politik fik beslaglagt en Lamborghini.

Manden havde torsdag den 7. oktober 2021 købt en Lamborghini Huracán for to millioner kroner i Tyskland. Samme dag, og få kilometer før færgen fra Hirtshals hjem til Norge besluttede han sig for at give den gas i sin nyindkøbte italienske millionbil.

Formentlig helt uvidende om den ændring af den danske færdselslov, som fra 31. marts 2021 gav myndighederne lov til at beslaglægge køretøjer i tilfælde af vanvidskørsel, blev han lige syd for Hjørring målt til 236 km/t i en hastighedskontrol, som Nordjyllands Politi havde placeret på E39.

Politiet oplyste, at bilen blev bragt til standsning kl. 19.25 små 20 km senere lige før Hirtshals. Det blev samtidig oplyst, at beslaglæggelsen ville blive indbragt for retten i Hjørring.

Nu kan anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi sætte punktum i Lamborghini-sagen.

Auktion

Bilen sælges nu på auktion – det sker den 4. marts 2024, hvor BCA Auto Auktion i Vejle sætter bilen – en Lamborghini Huracán Spyder – på auktion.

Bilens ejer blev dømt for vanvidskørsel ved byretten i Hjørring den 18. februar 2022, idet retten fandt det bevist, at ejeren havde kørt 228 km/t på Hirtshalsmotorvejen.

Retten afgjorde i den forbindelse, at bilen skulle konfiskeres i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2.

Dommen blev af domfældte anket til Vestre Landsret, som stadfæstede byrettens dom.

I december 2023 valgte Procesbevillingsnævnet at afvise bilejerens anmodning om 3. instansbevilling.

Pakistan gik til valg torsdag den 8. februar 2024. Det skete på et tidspunkt hvor landet er ramt af en dårlig økonomi, høj inflation, perioder med brownouts, mangel på brændstof og hyppige terrorangreb fra Pakistansk Taliban og Islamisk Stat.

Atommagt med 220 millioner indbyggere

Pakistan er ikke en hvilken som helst fejlslagen stat. Den sydasiatiske atomvåben-bevæbnede nation på 240 millioner mennesker har siden efterkrigstidens begyndelse kæmpet med politisk og social ustabilitet efter den traumatiserende deling fra Indien.

Det er et land, hvor sekteriske sammenstød er udbredte, fattigdommen er overalt, og vold og seksuelle overgreb mod kvinder er ofte forekommende. Gennem flere årtier er Pakistan blevet regeret af enten ekstremt magtfulde politiske dynastier eller af det endnu mere magtfulde pakistanske militær.

Torsdagens valg til Pakistans nationale parlament bestående af to kamre, Senatet og Nationalforsamlingen, i hovedstaden Islamabad, blev afviklet samtidig med valget til fire delstatsparlamenter i provinserne Punjab, Sindh, Baluchistan og Khyber-Pakhtunkhwa.

Af de 336 mandater i Nationalparlamentet vælges 266 i valgkredse efter princippet først over stregen, mens 60 kvinder og 10 minoritetsmandater fordeles efter forholdstal.

Der er 128 millioner registrerede vælgere – 69 mio. mænd og 59 mio. kvinder. Der er et rekordstort antal unge vælgere på 57 millioner under 35 år.

Valgets resultater

Stemmeafgivelse og optælling foregår manuelt. Lørdag morgen har valgkommissionen i Pakistan (ECP) offentliggjort resultaterne for 250 af de 266 pladser i det pakistanske parlament. Det oplyser ECP på dens hjemmeside:

71 pladser er gået til Nawaz Sharifs parti, Pakistans Muslimske Liga (PML-N).

53 pladser er gået til Pakistans Folkeparti (PPP), som er Bilawal Bhutto Zardaris parti. Han er søn af den myrdede premierminister Benazir Bhutto.

Uafhængige kandidater, herunder tilhængere af Imran Khans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), vandt 99 pladser mens 27 pladser gik til øvrige kandidater.

De sidste valgresultater ventes i løbet af lørdag den 10. februar, mens det endelige valgresultatet ifølge valgloven skal offentliggøres senest den 22. februar.

Imran Khan presset ud efter valgsejr i 2018

Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), grundlagt af den forhenværende cricketstjerne, Imran Khan, var det største parti ved det foregående valg i 2018, hvor Imran Khan vandt en jordskredssejr og blev premierminister, mens hans forgænger Nawaz Sharif sad fængslet for korruption.

Khan blev fjernet fra premierministerposten i april 2022 efter et mistillidsvotum, hvor han mistede sit parlamentariske flertal under nogle kontroversielle og komplekse procedurer, som hans tilhængere påstod var orkestreret af det pakistanske militær – efter sigende med billigelse fra USA, der frygter et Pakistan kontrolleret af ustyrlige muslimske folkemasser.

Khan er siden 2022 gået ud og ind ad fængslet på diverse luftige anklager.

Ved 2024-valget har partiet været tvunget til at opstille sine kandidater som uafhængige, efter at en kontroversiel højesteretsafgørelse forhindrede dem i at stille op PTI-listen og ydermere inden valget fratog dem deres valgsymbol – et cricketbat.

I Pakistan, hvor omkring 40 pct. af vælgerne er analfabeter, er alle partier på stemmesedlen identificeret med et let genkendeligt logo.

Imran Khan er selv fængslet efter domme på i alt 31 år for korruption, brud på loven om statshemmeligheder og ægteskabslovgivningen.

Valgets vinder?

Efter neutraliseringen af Imran Khans parti, PTI, er de to største partier Pakistan Muslim League (N) (PML-N), ledet af tidligere premierminister Nawaz Sharif og Pakistan Peoples Party (PPP), ledet af tidligere udenrigsminister Bilawal Bhutto Zardari.

Valgets opbakning til de uafhængige kandidater, der overvejende er Imran Khans tilhængere, er overraskende.

Alligevel har Nawaz Sharif, der nu står i spidsen for Pakistans største parti – PML-N (Pakistan Muslim League-Nawaz) – allerede fredag meddelt, at han vil søge at danne regering. En regering skal have opbakning fra mindst 134 mandater, og Sharif vil derfor søge et bredere samarbejde. Først og fremmest med Pakistan Peoples Party (PPP), men Sharif vil givet også søge at overtale uafhængige kandidater til at støtte sig. Hvis Sharif udpeges til ny premierminister, bliver det fjerde gang. I 1993, 1999 og 2017 blev han fjernet før tiden, og så sent som i 2017 fik han for anden gang forbud mod nogensinde at indtage et politisk eller administrativt embede.

Da Khan vandt valget i 2018, sad Sharif i fængsel. Efter 12 måneder bag tremmer lykkedes det ham at snige sig til London på en medicinsk dispensation. Her valgte han at gå i eksil. Men i oktober 2023 kom han tilbage, efter at hans fængselsstraf på 17 år var blevet suspenderet på et uigennemsigtigt juridisk grundlag.

Der er således udsigt til, at regeringsmagten i Pakistan deles mellem Nawaz Sharif og Bilawal Bhutto Zardari, der forvalter Bhutto-dynastiets politiske arv i partiet PPP (Pakistan Peoples Party). Han er søn af Benazir Bhutto og barnebarn af Zulfikar Ali Bhutto.

Indtil Khan kom til magten i 2018, har de to partier – PPP (Pakistan Peoples Party) og PML-N (Pakistan Muslim League-Nawaz) – regeret Pakistan på skift på militærets nåde – bortset fra de tre årtier, hvor militæret selv har været ved magten. 

Valgsvindel?

Torsdagens valg har været skæmmet af beskyldninger om valgsvindel, og der har været de obligatoriske mord på kandidater og bombeattentater. Grænserne til Iran og Afghanistan var lukket under torsdagens valg, ligesom mobiltjenester og internettet var begrænset.

Kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s (S&P) – der er ét af de såkaldte ”big three”-ratingbureauer – har nedgraderet Ørsteds kreditvurdering.

Nedgraderingen meddeles i en pressemeddelelse – Wind Giant Orsted A/S Downgraded To ‘BBB’; Outlook Stable – den 7. februar 2024.

S&P har nu vurderingen ”BBB” fra tidligere ”BBB+”. Omvendt er udsigterne for kreditvurderingen blevet hævet til ”stabil” fra den negative vurdering ”credit watch”.

En sænket kreditvurdering kan alt andet lige gøre det dyrere for Ørsted at låne penge udefra.

Nedgraderingen kommer samme dag hvor Ørsted fremlagde sit årsregnskab for 2023 med et underskud på godt 20 mia. kr., hvor en omfattende restruktureringsplan blev offentliggjort. Energikoncernen har besluttet at sløjfe udbyttet frem til og med 2025, accelerere sit frasalgsprogram, skære 600-800 stillinger fra foruden øvrige tiltag.

Til gengæld blev der ikke tale om en kapitalforhøjelse, som mange i markedet havde spekuleret i og frygtet op til regnskabet.

Besparelserne følger milliardstore nedskrivninger og hensættelser på grund af havvindprojekterne Ocean Wind 1 og 2 i USA.

”Nedgraderingen afspejler vores syn på Ørsteds højere gældsgrad i balancen og vores syn på en øget industririsiko. Ørsteds kreditprofil er blevet udvandet af svagere projekthåndtering og sværere end ventede lokale markedsbetingelser, der udløste nedskrivningerne i 2023,” skriver S&P.

S&P ser positivt på Ørsteds tilpasning af strategien, der dertil omfatter en lavere eksponering mod det amerikanske havvindmarked.

”Vi ser positivt på, at Ørsted vil nedbringe sin eksponering mod amerikanske havvind – et mere risikabelt og mindre modent marked end i Storbritannien,” fremgår det.

På den lange bane kan en eksponering mod USA dog være gunstigt.

”På længere sigt kan en fod inden for døren i USA give Ørsted mulighed for at nyde godt af høj vækst, hvis forsyningskæderne, priserne og de lovmæssige forhold udvikler sig på niveau med føderale og statslige ambitioner for havvind i USA.”

Advarsel fra S&P i november 2023

Nedgraderingen kommer ikke som den helt store overraskelse.

Allerede i november 2023 varslede Standard & Poor’s (S&P), at det var parat til at nedgradere Ørsteds kreditvurdering fra BBB+ til BBB. Med en vurdering på BBB er Ørsted placeret på randen af såkaldt ”junk”-status – hvor der sås tvivl om selskabets betalingsevne.

Allerede i november var S&P også ude med riven efter selskabets ledelse. S&P ”revurderede” således synet på Ørsted-ledelsen fra ”stærk” til ”fair”: ”Revurderingen afspejler, at Ørsteds ledelse ikke har været i stand til at gennemføre sin strategi som planlagt, hvilket har medført betydelige omkostninger for virksomhedens interessenter.”

”Vi ser tegn på, at ledelsen måske har været for aggressiv i sine ekspansionsplaner og har reageret for sent på alvorlige negative udviklinger, herunder problemer med forsyningskæden,” lyder det allerede i november fra vurderingsbureauet.

Ørsted kun ét trin fra junk-status!

Når Ørsted går fra en kreditvurdering på BBB+ til BBB, er selskabet kun ét niveau fra BB, der hos S&P klassificeres som ”junk” og i sin essens betyder, at et selskab ikke længere anses for at have en høj kreditværdighed.

I et læseværdigt indlæg i Jyllands-Posten den 7. februar 2024 stilles spørgsmålet, om det kunne overvejes, om nogle institutioner og organisationer, som man aldrig helt ved, hvad laver, kunne spares væk?

Som eksempel nævnes Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) på Københavns Universitet, der er nået frem til, at hvis forbrugerne sparer penge på frugt og grønt, vil de blot bruge pengene på usunde fødevarer. Indlæggets forfatter oplyser, at hverken hendes mand eller hende selv nogensinde hørt om IFRO, og at Instituttets udmelding om danskernes formodede forbrug lyder af bedrevidende godtkøbsbetragtninger.

Indlægget fortsætter: ”Der er i det hele taget mange institutter, organisationer og styrelser, vi aldrig har hørt om. Vi aner ikke, hvad de laver, hvor mange de har ansat og størrelsen af deres budget. For slet ikke at tale om deres nytteværdi for samfundet. Det er åbenbart den slags, man i vid udstrækning bruger vores skattekroner til og kalder det ’velfærd’.”

Offentlig ledelse – Regeringen, KL og Danske Regioner udpeger ledelsesambassadører

Regeringen, KL og Danske Regioner har udpeget Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen, Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital og Rikke Würtz, kommunaldirektør i Morsø Kommune, som ledelsesambassadører for 2023-2025.

Ledelsesambassadørerne skal angiveligt inspirere offentlige ledere og være ”frontløbere i ledelsesdebatten”. Det forventes at ambassadørerne vil bidrage til at holde gang i debatten om ledelse i den offentlige sektor ved at dele egne erfaringer, holde oplæg i både stat, regioner og kommuner og ved at invitere andre offentlige ledere til at deltage i den offentlige debat.

Tidligere ledelsesambassadører

Regeringen, KL og Danske Regioner har tidligere udnævnt ledelsesambassadører. Første ledelsesambassadør var Dorthe Gylling Crüger, koncerndirektør i Region Hovedstaden og tidligere administrerende direktør på Sygehus Lillebælt. Hun blev udnævnt i 2019.

Afløseren som ambassadør for offentlig ledelse var Jette Runchel, kommunaldirektør i Albertslund Kommune.

Den næste ambassadør for offentlig ledelse var departementschef i Beskæftigelsesministeriet, Søren Kryhlmand, der fungerede frem til den 15. marts 2022. Søren Kryhlmand satte som ledelsesambassadør særligt fokus på tre områder: At ledelse er en muskel, du skal træne hver dag, vigtigheden af klar og tydelig kommunikation og diversitet.

Uden effekt

De hidtidige ledelsesambassadører har ikke efterladt sig varige indtryk. De er alle helt ukendte og deres eventuelle bidrag til styrket ledelse i den offentlige sektor er helt usynlige.

Statsrevisorerne, Rigsrevisionen og den årvågne presse kan jævnligt berette om spektakulære ledelsesskandaler i det offentlige. I betragtning af den fortsatte skandale i SKAT og de oprørende forhold i sundhedsvæsenet, er udnævnelse af ledelsesambassadører fra SKAT og Aarhus Universitetshospital påfaldende.

Skaden er dog ikke stor, da det ikke kan forventes, at de nye ambassadører kommer til at gøre en forskel. Initiativet kan dermed parkeres sammen med andre fejlslagne forsøg på at højne ledelse og innovation i den offentlige sektor.

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Center for Offentlig Innovation

De færreste har siden udnævnelsen hørt noget som helst fra Ledelsesambassadørerne, men de får lejlighed til at udbrede sig om deres syn på ledelse på den konference, som Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Center for Offentlig Innovation afholder den 23. maj 2024.

De færreste har nok været klar over eksistensen af ”Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse”, men det er angiveligt et tværdisciplinært forskningscenter, der fysisk er placeret på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Centeret åbnede i maj 2018 i anledning af H.K.H. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Centeret er muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond.

Centerets vision er at bidrage til en bedre offentlig sektor, ved at producere, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse, der gør offentlige organisationer endnu bedre i stand til at leve op til og udvikle deres målsætninger til glæde for borgere og samfund.

Denne vision skal indfries igennem tre strategiske indsatsområder. Det første strategiske indsatsområde handler om at producere international topforskning om offentlig ledelse. Det andet strategiske indsatsområde drejer sig om at dele denne viden i tæt dialog med praktikere og derigennem bringe forskningen i spil i offentlige organisationer. Endelig handler det tredje strategiske indsatsområde om at anvende forskningen i forbindelse med undervisning og ledelsesudviklingsaktiviteter målrettet nuværende og kommende offentlige ledere.

Det oplyses, at konferencen på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse også er en anledning til at se sin organisering af ledelsesopgaven efter i sømmene. ”Er ledelsesspændet rigtigt? Er ledelsesrummet tilpas stort? Giver man medarbejdere og mellemledere tilstrækkeligt råderum?”

Center for Offentlig-Privat Innovation

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse står ikke helt alene med den presserende opgave at sikre en bedre offentlig sektor. Siden 2014 har der faktisk været folk på opgaven med at rydde op i moradset i en offentlig sektor plaget af skandaler og ”møgsager”.

Den daværende S-R-SF-regering etablerede Center for Offentlig Innovation, COI. Daværende økonomiminister Margrethe Vestager udpegede egenhændigt og uden opslag socialdemokraten Pia Gjellerup som centerleder.

Center for Offentlig Innovation, der siden de kommunaløkonomiske aftaler i juni 2021, har heddet Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), har siden ført sig frem på Folkemødet på Bornholm, men har i øvrigt ikke været i stand til at levere positive nyheder om den offentlige sektor.

Centerleder Pia Gjellerup

Pia Gjellerup havde ellers et førstehånds kendskab til kritisabel forvaltning fra skandalen omkring Solhavegård, der var en socialdemokratisk kursusejendom med rod i regnskaberne.

Sagen kostede i 1993 Pia Gjellerup jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Pia Gjellerup blev efter kun 2 måneder som minister fældet af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Efter sin exit som justitsminister blev Pia Gjellerup næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det krævende job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 23. marts 1998-21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter var hun indtil 27. november 2001 Finansminister.

Den socialdemokratiske Nyrup-regering blev i 2001 afløst af KV-regeringen under ledelse af Anders Fogh-Rasmussen. Efter regeringsskiftet repræsenterede Gjellerup fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i bureaukraternes fagforening, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. som chef for den politiske afdeling.

Onsdag den 7. februar klokken 8.00 fik vi alle lejlighed til at studere Ørsteds regnskab for 2023. Underskuddet for året lyder på 20,2 milliarder kroner efter skat – et resultat, der ikke kom helt uventet for industrien, investorerne og analytikerne. Ørsted-aktien blev fortsat handlet til kurs 384.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet blev det oplyst, at Ørsted ville iværksætte en kæmpe genrejsningsplan. Den omfatter alt fra fyringer til frasalg, men mest overraskende stopper selskabets mangeårige bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen.

Ørsteds markedsværdi faldet med 70 pct.

I oktober 2023 fik Ørsted sammen med sin partner Eversource Energy afslag på at hæve afregningspriser på havmølleprojekter i den amerikanske delstat New York. Projekterne var blevet dyrere end forventet, og derfor havde Ørsted håbet på at kunne få lov at hæve prisen på den strøm, som vindmøllerne på sigt skal generere. På den baggrund besluttede Ørsted at stoppe projekterne Ocean Wind 1 og Ocean Wind 2 i USA.

Ørsted tabte 19,9 milliarder kroner i de første ni måneder af 2023.

Samtidig har Ørsted nedskrevet værdien af en række projekter for samlet 28,4 milliarder kroner.

Det kan derfor ikke overraske, at siden begyndelsen af august er Ørsted-aktien faldet omkring 55 procent.

Investorerne er med andre ord flygtet over hals og hoved, og særligt det seneste år har tilliden til Ørsteds ledelse fået et knæk.

Mads Nipper

Fredag den 1. januar 2021 overtog Mads Nipper fra Grundfos styringen med Ørsted – tidligere Dong Energy, som under Henrik Poulsens ledelse havde udviklet sig til danskernes verdensførende udvikler af grøn energi. Aktien havde længe buldret op, og blot en uge efter Nippers tiltrædelse slog den rekord med en lukkekurs på 1.351,50 kroner.

Da den nu 58-årige Mads Nipper 1. januar 2024 kunne fejre tre års jubilæum som topchef, var Ørsteds samlede markedsværdi faldet med 70 procent – eller med langt over 400 milliarder kroner. Aktien blev handlet til kurs 373 og ikke kurs 1.352.

Fyringer og Boston Consulting Group

Den 14. november 2023 blev det meddelt, at finansdirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter forlader selskabet.

Den 15. november 2023 kunne Børsen oplyse, at Ørsted nu ville hente hjælp fra konsulenthuset Boston Consulting Group. 

“Som vi meldte ud i forbindelse med vores regnskab tidligere på måneden, har vi i lyset af den udfordrede amerikanske portefølje og de nuværende markedsforhold iværksat adskillige tiltag for at sikre vores kapitalstruktur og rating samt for at forbedre vores konkurrenceevne og værdiskabelse. Boston Consulting Group er ekstern rådgiver på en del af det arbejde,” oplyser Ørsteds kommunikationschef, Martin Barlebo, til Børsen. 

Thomas Thune Andersen

Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand/bestyrelsesleder i Ørsted siden 2014, har hidtil haft ”fuld tillid” til Mads Nipper. Mange mener dog, at kritikken af Ørsteds krise i mindst lige så høj grad burde rettes mod formanden selv.

Vil Thomas Thune Andersens afgang løse Ørsteds ledelsesproblem?

Da Thomas Thune Andersen i 2014 blev udpeget til formand for Dong Energy – nu Ørsted – blev det betegnet som en overraskelse.

Thomas Thune Andersen blev i 2009 fyret fra jobbet som topchef hos Maersk Oil i 2009, og med jobbet i Ørsted kom han nærmest ind fra kulden, efter nogle år ude af de danske mediers fokus. Børsen mente, at det ville blive interessant at se, hvordan han klarede udfordringen.

Mens Henrik Poulsen, der siden den 27. august 2012 havde været administrerende direktør for Ørsted, stadig var chef, var det uproblematisk at være bestyrelsesleder.

Den første store udfordring kom, da der skulle findes en kapabel afløser for Henrik Poulsen, der den 1. januar 2021 forlod direktørposten til fordel for en plads i bestyrelsen.

Det er således Thomas Thune Andersens ansvar, at Mads Nipper Mads den 1. januar 2021 afløste Henrik Poulsen som administrerende direktør og koncernchef i Ørsted.

Nipper, kom fra Grundfos, hvor han siden 2014 havde været administrerende direktør, uden nærmere kendskab til energisektoren.

Henrik Poulsen

Ørsteds tidligere topchef Henrik Poulsen indtrådte den 1. januar 2021 i bestyrelsen for Ørsted, men forinden solgte han stort set alle sine aktier i koncernen. Henrik Poulsen ejede aktier i Ørsted for omkring 200 mio. kr., da han fratrådte som koncernchef, men nogle få måneder senere, var hans depot næsten tømt for Ørsted-aktier.

Henrik Poulsen har siden forladt Ørsteds bestyrelse.

Den 3. februar 2024 blev roen genoprettet i Nordirland. Med en forsinkelse på 2 år kunne der endelig etableres en nordirske regering (Northern Ireland Executive).

Unionistpartiet – DUP, Democratic Unionist Party – har siden starten af februar 2022 boykottet den struktur om deling af magten i det nordirske parlament, Stormont, som blev fastlagt i Belfast-aftalen eller Langfredagsaftalen om genindførelse af lokalt selvstyre i Nordirland, der blev indgået 10.4.1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland.

Brexit

Nordirland har derfor været uden regering siden den 4. februar 2022, da Paul Givan, lederen af DUP, trådte tilbage som førsteminister i protest mod Brexit-aftalen og det følsomme spørgsmål om grænsen mellem Nordirland og EU-medlemmet Irland.

Nordirland-protokollen var ellers designet til at undgå en hård grænse mellem den irske republik, Éire, som er medlem af EU, og Nordirland efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU.

I stedet blev der indført en grænse i Det Irske Hav, hvor varer, der bevægede sig mellem Storbritannien og Nordirland, skulle kontrolleres.

Det militante, pro-britiske parti DUP, Democratic Unionist Party, fandt at aftalen mellem UK og Bruxelles vedrørende Nordirland indebar et skel mellem Nordirland og Storbritannien, og boykottede i protest samarbejdet i Stormont.

Valg maj 2022

Ved lynvalget i maj 2022 blev Sinn Féin for første gang det største parti. DUP nægtede også efter valget at deltage i det i Langfredagsaftalen foreskrevne regeringssamarbejde, med lederen af det største parti Sinn Féin, Michelle O’Neill, som Førsteminister.

Windsor-aftalen

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, nåede mandag den 27. februar 2023 til enighed med EU om en ny Brexit-aftale, der definerer Nordirlands status. Windsor-aftalen – the Windsor Framework – giver Nordirland mulighed for at opretholde den ”bløde” grænse til republikken Irland mod toldkontroller i Nordirske havne alene af varer bestemt for eksport til Irland.

Windsor-aftalen fjerner behovet for rutinemæssig kontrol af alle produkter, der indføres i Nordirland, og det fastslås samtidig, at EU-Domstolen kun skal træffe afgørelse om nordirske spørgsmål, hvis en sag blev henvist fra lokale, nordirske domstole.

Indtil nu har EU insisteret på, at EU-Kommissionen skulle kunne indbringe alle sager for EU-Domstolen.

Aftalen gør en ende på det langvarige dødvande i striden om Nordirland-protokollen, der har været et af de største spørgsmål om Storbritanniens forhold til EU, efter at det forlod unionen ved udgangen af 2020.

DUP, Democratic Unionist Party, har imidlertid været forbeholden overfor Windsor-aftalen og hævdet, at aftalen fortsat indebærer et skel mellem Nordirland og Storbritannien.

Indrømmelser til DUP

I sidste uge indgik DUP-leder, Sir Jeffrey Donaldson, imidlertid en aftale med regeringen i London, der banede vejen for etableringen af en ny Nordirsk regering og genoptagelse af samarbejdet i Stormont.

Michelle O’Neill, Sinn Féin

På mødet i Stormont den 3. februar 2024 blev den tidligere leder af DUP, Edwin Poots, valgt til Speaker.

Sinn Féin’s Michelle O’Neill blev valgt som First Minister, og DUP’s Emma Little-Pengelly blev valgt som Deputy First Minister.

Matthew O’Toole fra SDLP og MLA blev valgt som Leader of the Opposition.

I Berlingske Tidende den 3. februar 2023 prøver Jarl Cordua at tage pulsen på Det Konservative Folkeparti. Den er der, men det er ikke meget, man har hørt til De Konservative, siden partiet holdt landsråd tilbage i september.

Et oplæg til et opdateret partiprogram – ”Stærke rødder i en omskiftelig tid” – blev lanceret som et værdipolitisk fremstød, der skulle vende udviklingen efter partiets miserable valgresultat på 5,5 procent ved valget i november 2022.

Trods forsøg på at involvere medlemmerne i idéudviklingen afslører meningsmålingerne ubarmhjertigt, at Det Konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsens formandskab er kørt uhjælpeligt fast. Ser man alene på Voxmeter, der måler ugentligt, så har K stået bomstille omkring fem procent siden juni sidste år.

Et halvt år efter landsrådet ser det dermed fortsat ud til, at Pape-partiet bliver fravalgt af borgerlige vælgere, der i stedet foretrækker enten Liberal Alliance eller Danmarksdemokraterne.

I Weekendavisen har Hans Mortensen også bemærket den konservative partileders lave profil, men noterer, at Danmarks Radio, der blandt meget andet driver programmet Forsvundne danskere, har fundet Søren Pape Poulsen. Det er det politiske radioprogram Slotsholmen, der den 2. februar 2024 har støvet den konservative leder op. I radioprogrammet får Pape Poulsen lov til at udbrede sig om de konservatives bestræbelser på at få Storebæltsbroen udstyret med Dronning Margrethe II’s monogram.

Radioværterne lægger ikke skjul på deres store tvivl om forslagets egnethed til at genrejse Det Konservative Folkeparti, og fisker efter egentlige politiske initiativer. Lytterne får dermed indtryk af, at Søren Pape Poulsen har opgivet både ambitionerne om at blive statsminister og blå blok – drømmen går nu i retning af en regering, der udgår fra centrum-højre. En sådan regering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance kunne meget vel omfatte både Moderaterne og De Radikale.

Selvom Alex Vanopslagh har været inde på noget lignende, er Søren Pape Poulsens muligheder for at realisere en sådan regeringskonstruktion næppe store hos Moderaterne, da Søren Pape Poulsen frimodigt antyder, at Løkke ikke er mere principfast, end at en statsministerpost kunne lokke ham tilbage i den blå lejr.

i et debatindlæg I Jyllands-Posten den 20. januar 2024 mener en konservativ partisoldat, at tiden er inde til udskiftninger i ledelsen af Det Konservative Folkeparti.

Det mangeårige medlem af Det Konservative Folkeparti, direktør David Munk-Bogballe, skrev allerede i september sidste år i Jyllands-Posten, at han var i tvivl om, hvorvidt Søren Pape var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. I dag er han sikker på, at tiden nu er inde til at sætte alt ind på at trænge igennem til vælgerne og trække partiet mod fremgang og indflydelse.

David Munk-Bogballe oplyser, at han med stigende undren har iagttaget partiets slingrekurs og den hidtil aldeles frugtesløse snak om idéudvikling, genrejsning og relancering af partiet, og han skriver i indlægget:

”Det er et klart problem, at partiet ikke ejer eller har formået at sætte én eneste dagsorden. Måske er skattelettelser vigtige, men måske er de ikke vigtige alligevel. Måske er borgerlig økonomisk politik, forsvarspolitik, migration med mere vigtigt, men måske er det ikke? Altså, det der med at flygte fra alt, man har bygget op, så LA kan høste alle pointene, dur ikke rigtig,” konstaterer han tørt.

Men hvorfor er der så ingen, der gør noget, gør oprør? Ja, det hænger måske igen sammen med, at moderne partier er blevet små selvsupplerende knopskud på den offentlige sektor:

”At have magt i et politisk parti, at have indflydelse på samfundets udvikling, er forbundet med social status, der understøtter et selvbillede af, at man er betydningsfuld. Magten forvaltes i smukke bygninger på mondæne adresser, hvor der spises gode middage, og hvor der tales og træffes beslutning om sager med væsentlige konsekvenser for andre menneskers liv.

Som i ethvert andet parti har ledelsen i Det Konservative Folkeparti en hel del at skulle have sagt, når det handler om, hvem der skal have adgang til disse goder. Lægger man sig ud med ledelsen, ødelægger man den såkaldt gode stemning internt. Taber man, risikerer man tilmed at miste goderne helt eller delvist, og at døren til ’det gode selskab’ bliver lukket,” skriver David Munk-Bogballe.

David Munk-Bogballe er ikke hvem som helst. Han er mangeårigt medlem af partiet. Har bidraget med talrige debatindlæg, ligesom han har hjulpet til i partiet og engageret sig i den konservative bevægelse i flere sammenhænge. På den baggrund blev Munk-Bogballe i 2016 opstillet som folketingskandidat i Randers. David Munk-Bogballe har selv oplyst, at han kort før valget i 2018 pludselig fik besked fra vælgerforeningens bestyrelse om, at han ikke længere var folketingskandidat, fordi man fandt, at hans konservatisme var ”uklar”.

Det er almindeligt kendt, at partiets centrale ledelse ved Søren Pape Poulsens tro væbner, generalsekretær Søren Vandsø, benhårdt styrer opstillingen af folketingskandidater, der ellers ifølge partiets vedtægter formelt besluttes af generalforsamlinger i lokalforeningerne.