Ny regering i Belgien

Næsten otte måneder efter parlamentsvalget i Belgien i juni 2024 er en ny regering ifølge Ritzau nu på plads.

Ved valget i juni sidste år vandt det flamsk-nationalistiske parti Ny-Flamsk Alliance (N-VA) den største andel af stemmerne med omkring 16 procent, og dermed 24 mandater i parlamentet. N-VA blev efterfulgt af Vlaams Belang (VB), et parti på den yderste højrefløj, der går ind for fuld løsrivelse af Flandern.

VB blev imidlertid sat ud af spillet i de langvarige koalitionsforhandlinger, der nu er endt med en koalitionsaftale mellem det flamsk-nationalistiske N-VA, de flamske kristelige demokrater (CD & V), venstrefløjspartiet Vooruit, og på den fransktalende side det liberale Mouvement Réformateur (MR) og centristerne Les Engagés fra det fransktalende sydlige Belgien.

Arizona-koalitionen

Den nye 5-partikoalition, kendt som Arizona, fordi partiernes farver stemmer overens med den amerikanske stats flag (tretten røde og guldstriber i øverste halvdel med blåt i bunden og en kobberstjerne i midten).

Forhandlingerne mellem de fem koalitionspartier blev kompliceret af ideologiske forskelle på væsentlige politikområder, herunder finanspolitiske reformer og budget. De Wever og N-VA insisterede på radikale skattelettelser og skattereformer, hvilket var svært at sluge for det venstreorienterede Vooruit-parti.

Bart de Wever

De fem partier blev dog endelig enige om at danne regering med lederen af N-VA, Bart de Wever, som premierminister. NV-A har 24 af de 82 pladser, som koalitionspartierne har i det nationale parlament.

N-VA har advokeret for større uafhængighed for Flandern, Belgiens hollandsktalende halvdel, og har presset på for at få det og Vallonien, den fransktalende del, til at Co-eksistere som konføderale stater.

Den flamske nationalist, Bart de Wever, bliver den første N-VA-politiker, der bliver premierminister, efter at have ledet partiet siden 2004. Han har været borgmester i Antwerpen, landets næststørste by, siden 2013. Som borgmester har han advokeret for stærke foranstaltninger til at slå ned på kokainsmugling i Antwerpens havn.

Han skrev for nylig ”On Woke”, en bog, hvor han beskylder “en god del af den intellektuelle elite” for at skubbe folk i retning af mere ekstreme højrefløjsgrupper.

Styrket Højre i EU?

De Wever ventes at slutte sig til rækken af andre højre nationalistiske EU-ledere, som også omfatter ledere som Italiens Giorgio Meloni.

Belgien har en lang historie med vanskelige regeringsdannelser – til dels på grund af sin regionale opdeling, der betyder, at partier med forskellige sproglige og politiske tilhørsforhold skal forhandle for at danne en fælles føderal regering. I 2011 slog landet rekorden for den længste tid for et demokrati tilbragt uden en regering i fredstid – 541 dage, med en aftale indgået efter næsten 500 dages forhandlinger.

Jernbaner i krig mod vildsvin

Vildsvin kan forårsage store veterinære problemer, herunder risikoen for at sprede afrikansk svinepest, ASF (African Swine Fever). Afrikansk svinepest er ufarlig for mennesker, men næsten altid dødelig hos svin. Sygdommen er spredt i Europa, og der er rapporteret om tilfælde i Belgien, Polen, Tjekkiet, Ungarn og de baltiske lande.

Vildsvin er imidlertid også en trussel mod jernbanedrift.

The Telegraph oplyser, at de franske jernbaner er gået i krig mod en stærkt stigende vildsvinebestand i Frankrig. De franske jernbaner – Société Nationale des Chemins de fer Français (SNFC) – tager kampen op, fordi vildsvin i stigende omfang kolliderer med tog, hvilket skaber forsinkelser og udgør et alvorligt sikkerhedsproblem.

Bestand på 2 millioner vildsvin

På trods af at Frankrigs millioner af ivrige jægere hvert år skyder omkring en million vildsvin, anslås det, at Frankrigs vildsvinebestand er steget til mere end to millioner. Årsagen til stigningen fra 300.000 i 1995 er rigelige fødeforsyninger og større kuld i mildere vintre.

Ud over at gennemrode landmændenes marker og private haver, er vildsvin blevet et alvorligt problem for SNCF. Vildsvineorner kan veje mere end et kvart ton, når de er fuldt udvoksede, kan ved sammenstød med tog forårsage store skader.

Der synes at være en tendens til at vildsvinene søger mod jernbanelinjerne, hvor jagt ikke er tilladt af sikkerhedsmæssige grunde. SNFC har derfor allieret sig med jægere, der bruger varmesøgende droner for at håndtere det voksende problem.

Problem i mange lande

Frankrig er på ingen måde det eneste land, der står over for voksende vildsvinebestande. I Italien er der anslået 2,3 millioner vildsvin. Hvert år forårsager de skader på afgrøder for 200 mio. euro samt trafikulykker, når de bliver ramt af køretøjer, når de krydser veje.

I dag er de ikke et ualmindeligt at støde på vildsvin, der i f.eks. i nærheden af Paris og i Rom og Barcelona lever af skraldespande.

Vildsvinehegn i Danmark

Allerede i 2019 etablerede Danmark et mere end 43 kilometer langt hegn langs grænsen til Tyskland for at holde vildsvin ude.

Hegnet skal forhindre afrikansk svinepest i nogensinde at krydse grænsen og skade landets svineindustri.

Den danske regering frygter, at et udbrud kan få ødelæggende konsekvenser for landets svinekødsindustri; Hvis der påvises afrikansk svinepest i landet, vil al eksport blive stoppet. “Det ville betyde ruin og arbejdsløshed for tusindvis af beskæftigede i sektoren”, har landbrugsorganisationer udtalt, selvom det danske hegn har vist sig at være kontroversielt og er blevet kritiseret af politikere og dyrevelfærdsaktivister.

Dansk statsstøtte til havvindstrøm til tysk industri?

Torsdag den 5. december 2024 kl. 14 var der budfrist for første del af SVM-regeringens planer om nye 6 GW-havmølleparker. Aftalen om udbuddet af de kommende havmølleparker blev indgået af et bredt politisk flertal i maj 2023. I forvejen er der 17 havmølleparker rundt om i danske farvande med en samlet kapacitet på 2,6 GW.

I første omgang gjaldt udbuddet de første tre parker, som skulle opføres i Nordsøen, mens budfristen for de sidste tre parker i Kattegat og Østersøen er i april 2025.

Fiasko for dansk havvind

Ved udbudsfristens udløb torsdag den 5. december 2024 klokken 14.00 havde Energistyrelsen ikke modtaget et eneste bud på nogen af de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen, skrev styrelsen i en pressemeddelelse.

”Det er meget skuffende”, lød det fra den ansvarlige klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard.

Ministeren tilføjede, at den manglende interesse ikke giver ”grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april”.

Vi ved dog, at Andel, der er det eneste selskab, der offentligt har udvist interesse i at deltage i det kommende udbud, netop har oplyst at de ikke er interesseret i at byde.

På trods af den eklatante fiasko for de storstilede planer om etablering af 6 – 9 GW havvind i danske farvande, har ministeren fastslået, at der skal bygges mere havvind i Danmark.

Statsstøtte på 45 mia. kr.?

Energimyndighederne overvejer derfor at ændre på de hidtil gældende vilkår for energiselskaberne.

Det har hidtil været forudsat, at energiselskaberne skulle betale penge til staten for retten til at opføre og drive havvindmølleparkerne. Som noget nyt blev der i den politiske aftale fra 2023 desuden aftalt et statsligt medejerskab af parkerne. Staten skulle ifølge aftalen eje 20 pct. af parkerne.

Det statslige ejerskab og usikkerhed om markedsudsigterne samt stigende anlægs- og renteudgifter gør, at investeringer i havmølleparker langtfra fremstår lige så attraktive som tidligere.

Det forlyder, at en støttemodel, der hedder CfD (Contract for Difference), i øjeblikket overvejes. Efter modellen skal staten garantere en minimumspris for den producerede grønne strøm, og derved fjernes en stor del af projektets risiko. Er markedsprisen derimod højere, kan staten måske indkassere en ekstra indtjening.

I vindmøllebranchen vurderes det, at en CfD-model på tre havvindparker kan løbe op i 2,7 mia. kr. om året over 30 år. Omregner man det til nutidsværdi, ender man på 45 mia. kr.

Kræver ny politisk aftale

De nuværende betingelser for havvindudbygningen er aftalt af en bred forligskreds bag havvindaftalen. Det betyder, at en bred vifte af partier skal til forhandlingsbordet, før betingelserne kan laves om. Spørgsmålet er, om der kan skabes politisk opbakning til en så massiv offentlig støtte til havvind uden at røre støtten til landvind og solenergi?

Især når det betænkes, at en væsentlig del af havvindstrømmen tænkes anvendt til produktionen af grøn brint og andre PtX-produkter til det tyske marked.

Kinesisk nytår/ Lunar New Year – Kung Hei Fat Choi – Slangens år

Det kinesiske Nytår faldt i 2025 onsdag den 29. januar. Det markerer afslutningen på Dragens år og begyndelsen på Slangens År, som varer indtil den næste kinesiske nytårsaften.

Fejringen af det kinesiske nytår begynder allerede tirsdag den 28. januar 2025. Selvom denne dag officielt en arbejdsdag, holder mange kinesere allerede fri denne dag. Helligdagen løber til og med tirsdag d. 4. februar 2025, men fejringen varer dog helt til den spektakulære Lysfest (Lantern Festival), som i 2025 falder onsdag den 12. februar.

Slangens År

Nytåret markerer overgangen fra det ene dyr til det næste i de kinesiske stjernetegn. Slangen er det sjette dyr i den kinesiske dyrekreds (de 12 kinesiske dyre-stjernetegn er: rotte, okse, tiger, kanin, drage, slange, hest, ged, abe, hane, hund og gris) og slangen repræsenterer en række unikke egenskaber:

Visdom og Kløgt: Slangen symboliserer intelligens og evnen til at træffe velovervejede beslutninger.

Transformation: Som et dyr, der skifter hud, repræsenterer slangen forandring og fornyelse.

Elegance og Mystik: Slangen er yndefuld og fascinerende, hvilket gør den til et symbol på skønhed og mystik.

Kineserne tror på, at dyretegnene bestemmer, hvilken person du bliver. Forud for dragens år i 2024, var det ventet at fødselsraten ville stige med omkring 5 pct. i f.eks. Kina, Hong Kong og Taiwan.

Fejring af det kinesiske Nytår

Nytåret fejres af kinesiske samfund over hele verden. Nøgleordene for kinesernes nytårsfest er familie, festligheder og fyrværkeri.

Det kinesiske nytår er højtid for 20 pct. af jordens befolkning, og det er den vigtigste højtid i Kina og Taiwan. Østasiatiske lande som Vietnam, Sydkorea, Nordkorea og Mongoliet fejrer også denne dag med pomp og iver. Befolkningen i mange asiatiske lande har mellem en og fire dages ferie. Skoler i Kina har lukket i en måned.

Månekalender

Nytåret fastsættes ud fra den kinesiske månekalender, og derfor ligger det kinesiske nytår ikke samtidig med vores årsskifte.

Fejringen begynder med fremkomsten af den anden nymåne efter vintersolhverv og slutter først ved den efterfølgende fuldmåne. De vigtigste dage vil i år være Nytårsaften den 28. januar, Nytårsdag den 29. januar og Lanterne Festen den 12. februar 2025, der markerer afslutningen på nytårsfesten. Overalt ophænges eller opsendes lanterner med lys og der danses i gaderne.

Kinesere har traditionelt ment, at en god – eller dårlig – start på det nye år vil påvirke hele året, og der er derfor visse ting man helst skal undgå i de første dage af det nye år: Havregrød er tabu – vil føre fattigdom, smadret porcelæn betyder ulykke, pas på sakse og knive, der beskærer rigdom, undgå bestemte ”uheldige ord” (smadre, løbe tør for, spøgelse, sygdom og død), undgå gråd, der bringer ulykke, undgå at vaske hår eller tøj på årets første dag – heldet vaskes bort, fejning vil feje rigdom bort, og lån og udlån af penge vil føre til bundløs gæld.

Det er generelt opfattelsen at disse tabuer så småt kan løftes fra nytårsfestens femte dag, uden at det får fatale konsekvenser.

Altid mellem 21. januar og 20. februar

Når den kinesiske tidsregning afviger fra vores, er det fordi kinesernes tidsalder beregnes ud fra kejser Huangdis kinesiske kalender. En legende siger, at Huangdi står fadder til måne-solkalenderen, og kinesernes tidsregning starter med udgangspunkt i Huangdis første regeringsår, som var i år 2698 før Jesu fødsel. Selvom kineserne også lever i år 2022, ligesom vi gør, så lever de også i år 4720.

Månenytår falder ikke på samme dato hvert år, men følger Månekalenderen og nytåret falder normalt mellem den 21. januar og den 20. februar.

Rødt overalt

Inden Nytåret har de fleste omhyggeligt gjort rent, og man håber at blive velsignet af held og velstand i det nye år, mens alle sorger og uheld fra det forløbne år forsvinder. Farven rød har stor betydning for kineserne, og på denne dag hænger der på alle huse dekorationer med det kinesiske tegn, der betyder lykke.

Folkevandring når familierne samles

Nytåret er familiens fest, og kineserne rejser mange kilometer for at samles med deres familier. Antallet af rejsende på kryds og tværs af landet overgår alle årets øvrige dage. Faktisk bliver kinesernes rejseaktivitet omkring Nytåret kaldt for verdens største folkevandring.

Ved selve nytårsfesten der efter traditionen afholdes enten den 28. januar om aftenen eller den 29. januar samles familien til en overdådig middag. I Nordkina spiser de traditionelt dumplings, mens kineserne i syd spiser klistrede riskager. Hele 8 retter serveres denne aften, fordi 8-tallet betyder held.

Overalt er røde bannere, og børn får af deres forældre og bedsteforældre penge i røde kuverter. Ansatte får samme kulørte konvolutgaver af deres arbejdsgivere.

Folk udveksler gaver, er vært for store fester og sammenkomster og markerer deres nytårsfester med fyrværkeri, dansende drager og løver.

Fyrværkeri

Det kinesiske nytår siges at kunne dateres helt tilbage til det 14. århundrede f.Kr. Legender siger, at der i oldtiden var et monster kaldet Nian, der angreb folk og spredte meget terror. Han var dog rædselsslagen for farven rød, lyden af fyrværkeri og synet af fyrværkeri. Folk brugte disse ting til at skræmme ham og jage ham væk.

Fyrværkeri er derfor en særdeles vigtig ingrediens til nytårsfejringerne. Efter spisegildet fyrer næsten alle kinesere krudt af nytårsaften. Omkring 90 pct. af verdens fyrværkeri produceres i Kina. I timen op til midnat til det kinesiske nytår affyres mere fyrværkeri end på noget andet tidspunkt eller noget andet sted i verden.

Den skandaløse klimaaftale fra 2020

Med Dan Jørgensen som klimaminister blev ”Klimaaftale for energi og industri mv. af 22 juni 2020” vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Det har siden vist sig, at aftalen hvilede på et helt utilstrækkeligt teknisk-økonomisk beslutningsgrundlag.

Vi taler om et projekt til 250 mia. kr. som sædvanlige projektbevilligende fora uden videre ville have kasseret. Det beslutningsgrundlag,som Dan Jørgensen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet fremlagde for Folketinget var endog særdeles mangelfuldt!

I mangel af tekniske og økonomiske analyser blev aftalen – som andre af Dan Jørgensen politiske projekter – anprist med fraser som: ”Vi skal have førertrøjen på” og ”Vi skal nu være førende i verden på dette område”.

Energiøerne

Projektet omfattede etablering af verdens første energiøer, ”markedsdrevet” udbygning af elforsyningen, brint, PtX, fangst og deponering af CO2 etc. Især de to såkaldte energiøer blev benævnt som verdens første med mange banebrydende ideer, som den daværende klimaminister rejste kloden rundt og belærte om.

Energiøerne har siden haft en krank skæbne, især fordi ingen anede eller havde beskrevet, hvad øerne skulle bruges og dimensioneres til.

Alligevel blev projektering, ansættelser og udgiftskrævende forundersøgelser igangsat.

Allerede for 4 måneder siden havde energiøerne kostet 1,5 mia. kr: ”Energinet har i perioden fra 2020 til den 1. oktober 2024 afholdt omkostninger til energiøerne og tværgående aktiviteter på i alt 1.494 mio. kr.,” oplyser klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i et svar til Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg.

Energiø Nordsøen ”på pause”

Mens der fortsat er liv i Energiø Bornholm, som står til at rumme havvindmøller med en samlet effekt på op til 3,8 gigawatt (GW), blev Energiø Nordsøen sat på pause af klima- og energiministeren allerede i sommeren 2023 på grund af en ”udfordret økonomi”.

Regningen for eventyret med energiøerne (og mange af de andre projekter i klimaaftalen fra 2020) ender hos de danske skatteborgere og elforbrugere.

Fælles- og modningsudgifter i forbindelse med projekterne ender hos elkunderne via det statslige Energinets eltariffer, som opkræves for hver brugt kilowatt-time (kWh).

Energiø Bornholm

Omkring udviklingen af Energiø Bornholm har Energinet i første omgang betalt, men selv hvis projektet realiseres er det forventningen, at elkunderne ikke slipper for at bidrage til det kæmpe havmølleprojekt i Østersøen vest for Bornholm via betalingen for den producerede havvindstrøm, når energiøen endelig måtte være på plads.

Elforbrugere og skatteborgere betaler for høje strømpriser

Men energiøerne er langtfra de eneste projekter, der suger penge op af Energinets pengekasse, der især finansieres via tarifbetalinger fra store og små elkunder og elproducenter.

Kort før jul godkendte finansudvalget, at Energinet i 2025 kan låne op til 14,5 mia. kr. til nye energiprojekter.

Lånerammen er en del af en samlet investeringsplan for Energinet i perioden 2024-2027, som Lars Aagaard godkendte i april 2024: ”Den samlede godkendte investeringsramme for perioden 2024-2027 er på i alt 49,7 mia. kr.,” fremgår det af aktstykket.

De mange milliarder vil bl.a. blive brugt på et nyt elnet mellem Aarhus og Aabenraa med en forventet pris på 12,5 mia. kr.

Trump kræver lavere renter

Få dage før USA’s centralbank tirsdag og onsdag 28. – 29. januar holder et vigtigt pengepolitisk møde i bankens såkaldte FOMC-udvalg (The Federal Open Market Committee) har Donald Trump rettet skytset mod USA’s centralbank og dens chef, Jerome Powell.

Præsidenten mener banken bør sænke den pengepolitiske rente som er retningsgivende generelt for renteniveauet i USA (og verden!).

I øjeblikket er den pengepolitiske rente fastsat af den amerikanske centralbank – the Fed – på 4,25-4,5 pct., men efter det seneste rentemøde i december signalerede Jerome Powell, at en fortsat inflation over 2 pct. og solid økonomisk vækst i USA tilsagde forsigtighed.

Powell udelukkede ikke yderligere rentenedsættelser i 2025, men banken ville nøje overveje mulighederne.

Centralbankens uafhængighed

Uanset præsident Trumps synspunkter er den amerikanske centralbank uafhængig. Præsidenten kan f.eks. ikke underskrive et dekret eller en ”presidential executive order” om at Federal Reserve skal sænke renten, og Jerome Powell lader sig ej heller uden videre udskifte før udløbet af hans anden embedsperiode den 15. maj 2026 (og hans beskikkelse som medlem af the Feds bestyrelse udløber først den 31. januar 2028).

Realiteten er, at der i USA traditionelt er vandtætte skotter mellem Det Hvide Hus og centralbanken. Centralbanken har to mandater – at sikre en stabil inflation på omkring 2 pct. og beskæftigelsen i USA.

Der er intet der tyder på, at centralbanken ikke vil gøre alt for at håndhæve sin uafhængighed og lade de økonomiske data bestemme, hvad der skal ske – også selvom præsident Trump i sine udtalelser lægger pres på banken.

Præsident Trump har formentlig gode grunde til at ønske et lavere renteniveau

Den økonomiske politik Trump har bebudet med lavere person- og selskabsskatter i USA, told på import fra udlandet og deportering af illegale indvandrere kan overordnet medføre mere af den inflation, som Federal Reserve har været nødt til at hæve sin ledende rente for at bekæmpe.

Trump har samtidig bebudet store besparelser på det føderale budget, ligesom han har henvist til indtægtsprovenuet fra tarifforhøjelserne.

Det kan befrygtes, at den umiddelbare effekt af de bebudede initiativer vil være øgede offentlige udgifter, der vil øge den allerede enorme statsgæld i USA yderligere.

For Trump har det derfor betydning, at et lavere renteniveau vil bevirke, at rentebyrden på statsgælden alt andet lige bliver mindre.

Betydelig rentebyrde for den almindelige amerikaner

Den væsentligste grund til at Trump ønsker en lavere rente hænger imidlertid sammen med hans valgløfter om at gøre det lettere at være amerikaner.

I øjeblikket døjer mange almindelige mennesker i USA under byrden af de høje renter.

Amerikanerne betaler i øjeblikket knap 7 pct. i rente på deres 30-årige pantebrevssikrede boliglån. For 20-årige pantebrevslån er renten lidt lavere, men for andre typer af lån er renten typisk væsentlig højere.

På et banklån (personal loan) er renten i øjeblikket på omkring 21 pct. mens renten på creditcards i øjeblikket kan være på 27 pct. eller mere.

Amerikanske husejere med friværdi benytter sig derfor undertiden af såkaldte HELOCs – home equity lines of credit – hvor husets friværdi stilles som sikkerhed. Afhængig af lånerens kreditværdighed (som der typisk stilles strenge krav til!) er lånerenten i øjeblikket mellem 8 og 10 pct.

Mærsk stoler ikke på Houthierne i Yemen

Rederiet Mærsks vurdering af situationen i Det Røde Hav, Adenbugten og Bab-el-Mandeb-strædet blev offentliggjort fredag. Efter rederiets opfattelse er Det Røde Hav og Adenbugten stadig for farlige for kommercielle skibe på trods af løfter fra de iransk-støttede Houthi-terrorister i Yemen om at indstille deres angreb.

“Våbenhvileaftalen bringer hårdt tiltrængt humanitær hjælp og håb om, at freden kan genoprettes, og meddelelsen fra houthi-organisationen om deres planer om at indstille angreb i området med igangværende fredsforhandlinger er et meget velkomment skridt i den rigtige retning mod stabilitet og eventuel normalitet for den globale skibsfartsindustri,” meddelte Mærsk i meddelelsen fredag.

Som bekendt begyndte Houthierne at angribe kommercielle skibe med missiler, droner og piratbåde kort efter, at den palæstinensiske terrorgruppe Hamas indledte Gaza-krigen ved at angribe Israel den 7. oktober 2023. Houthierne hævder at have udført over 200 sådanne angreb, angiveligt på vegne af palæstinensere, der lider under israelske militære operationer i Gaza.

Mærsk og andre store rederier begyndte at omdirigere deres skibe rundt i Afrika for at undgå den farlige passage ved Rødehavet, hvilket øgerde transportomkostningerne med jillioner af dollars .

Efter at Hamas og Israel blev enige om en våbenhvile i sidste uge, sendte houthierne et budskab til globale rederier, hvor de lovede kun at angribe israelsk ejede skibe.

Kun enkelte virksomheder synes dog at at være indstillet  på at stole på løfter fra de yemenitiske oprørere.

Mærsk sagde fredag, at rederiet vil fortsætte med at sejle rundt om Afrika via Kap det Gode Håb, indtil sikker passage gennem området er sikret på længere sigt.

Mærsks nuværende rådgivning om status i Rødehavet til kunder advarer om , at situationen “fortsat er meget ustabil.”

“Alle tilgængelige efterretninger bekræfter, at sikkerhedsrisikoen fortsat er på et betydeligt forhøjet niveau og derfor har potentiel indvirkning på dine logistikoperationer,” sagde rederiet til sine kunder.

S&P Global forudså i sidste uge, at “de fleste rederier og befragtere vil fortsætte med at sende deres tankskibe og laster via den længere Kap det Gode Håb indtil videre.”

S&P bemærkede, at med den høje “krigsrisikopræmie”, der i øjeblikket er knyttet til skibsfart i Det Røde Hav, repræsenterer brugen af denne rute i stedet for at sejle rundt i Afrika i øjeblikket “en rabat på knap 200.000 dollars.”

Det er usandsynligt, at skibsfartsindustrien vil genoptage sejladsen forbi Yemen, før forsikringspriserne falder.

Bæredygtighedsrådgiverne advarer mod deregulering af bæredygtighedsrapportering

Alle moderne danske virksomheder er optaget af strategisk kommunikation og branding. Produktkvalitet, pris og leveringsdygtighed er fortsat vigtige parametre, men virksomhedens storyline og placering i forhold til bæredygtighed, den grønne omstilling, FN’s Verdensmål, ligestilling, støtte til regnbuebevægelsen, minoriteter og Black Lives Matter, kampen mod islamofobi og andre woke tendenser i tiden, regnes også for vigtige elementer i virksomhedens kommunikation.

Virksomheders arbejde med CSR – Corporate Sustainability Reporting – og bæredygtighed eksploderer i disse år. Aldrig har så mange virksomheder følt sig presset til at søge ekstern rådgivningsbistand og ansætte egne bæredygtighedsmedarbejdere, og aldrig har så mange virksomheder som nu forsøgt at kommunikere sine tilbud til markedet med plusord fra bæredygtighedsfeltet.

I forsøgene på at overbevise et stadig mere skeptisk modtagerfelt, holder danske virksomheder sig i dag ikke tilbage for skrupelløs ”green”- og ”pink”-washing, de flager gerne med regnbueflaget og støtter pride parader, understøtter uden undtagelse FN’s Verdensmål, ESG (Environment, Social og Governance) – bevægelsen, de er grønne, og der er ikke den fabrikant, hvis produkter ikke er bæredygtige, klimaneutrale og CO2-begrænsende.

Erhvervslivet ved, at det giver positiv omtale i medierne, offentlige bevillinger og Kongeparrets bevågenhed.

EU

Kommunikationen er drevet af stigende forventninger fra den finansielle sektor, medarbejdere og kunder, men ikke mindst af ny regulering fra især EU.

I erkendelse af, at virksomhedernes ESG- og CSR-rapportering (hvor ESG står for Environment, Social og Governance, og dækker over hhv. miljø og klima, sociale forhold samt virksomhedsadfærd og CSR står for Corporate Sustainability Reporting) i visse tilfælde er mere vild- end vejledende, er der indenfor EU’s bæredygtighedsdirektiv vedtaget specifikke krav til rapporteringen.

Det bemærkes, at europæiske erhvervsorganisationer, Finans Danmark, Dansk Industri og andre organisationer har advaret mod, at de meget detaljerede rapporteringsregler indebærer betydelige byrder for virksomhederne. Danske revisorer har ligeledes gjort opmærksom på, at den begrænsede kvalificerede valideringskapacitet kan gøre det vanskeligt for især små og mellemstore virksomheder at leve op til rapporteringskravene.

CSRD

Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er et direktiv fra EU, der stiller krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Fra 2024 og frem skal alle store og børsnoterede virksomheder i årsregnskaber og årsrapporter m.v. redegøre for bæredygtighed efter særlige EU-standarder. Standarderne går under betegnelsen ESRS. Reglerne vil omfatte flere virksomheder i de kommende år. 

Formålet med de nye regler er at sikre, at virksomheder både i Danmark og øvrige medlemslande i EU rapporterer om bæredygtighed på samme måde.

CSDDD

I juni 2024 vedtog Rådet i EU CSDDD-direktivet (Corporate Sustainability Due Diligence Directive), der vil træde i kraft for de første virksomheder i 2027.

Direktivet indeholder krav om, at store virksomheder løbende skal foretage due diligence for at identificere, standse, undgå, forebygge og redegøre for negative indvirkninger på klima, miljø og menneskerettigheder i virksomhedernes egne aktiviteter, deres datterselskaber og værdikæder.

EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen

EU-Kommissionen er opmærksom på europæiske virksomheder generelt lider under byrden af bureaukratiske krav og herunder ESG-rapporteringsforpligtelserne.

Allerede den 8. november 2024 afslørede Ursula von der Leyen på et pressemøde planer om en “omnibus-forordning”, der skulle forenkle og strømline EU’s ESG-rapporteringsforpligtelser. Det har hidtil været forventet, at forslaget til omnibussen ville blive offentliggjort den 26. februar 2025.

Olaf Scholz beder Ursula von der Leyen om at udsætte bæredygtighedskravene med to år
Altinget rapporterer, at den tyske kansler Olaf Scholz har opfordret EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen til at udskyde implementeringen af EU’s bæredygtighedsdirektiv med to år, og at direktivet begrænses til langt færre virksomheder.

 Scholz mener, at de nuværende rapporteringskrav udgør en betydelig bureaukratisk byrde for virksomhederne. I et brev til von der Leyen skriver Scholz, at en udskydelse er “akut nødvendigt for at undgå overbelastning af virksomhederne.”

Dansk Industri støtter, men rådgivningsbranchen stritter imod

Det tyske krav om udsættelse støttes af Dansk Industri, der mener, at udskydelsen vil give virksomhederne tid til at tilpasse sig de nye krav.

Rådgivningsbranchen, der ser et lukrativt marked evaporere, har aktivt forsøgt at fastholde rapporteringskravene.

Rådgivervirksomheden Frank Bold har sammen med WWF EU på vegne af 90 organisationer udsendt en erklæring, hvor de kritiserede overvejelserne om at svække rapporteringskravene.

NGO’en Oxfam har på vegne af 160 civilsamfunds-organisationer advaret mod at skabe dyr forvirring og sænke beskyttelsen af mennesker og planeten. De opfordrer EU Kommissionen til at fastholde tidsplanen for bæredygtighedsdirektivets omsætning til national lovgivning og implementering.

I Danmark har bæredygtighedsrådgiveren Lotte Hansen i Berlingske Tidende ment, at det er ”vatarmsagtigt” at tro, at mindre regulering lige nu redder EU´s globale markedsposition. Det er tværtimod tiden at gøre en reguleringspegefinger til en grøn jernnæve.

Hvor meget frugt skal der være i æble- og pærecider?

EU’s planer om at standardisere det, der officielt må kaldes cider, har skabt bekymring blandt nordiske drikkevareproducenter.

Cider er en populær alkoholisk drik i hele EU, især i Frankrig og Spanien, men der er ingen formel definition af drikken. Alkoholindholdet kan variere fra encifrede til næsten 13 procent, og selv procentdelen af frugtindhold er forskellig.

EU-Kommissionen ønsker nu at indføre fælles handelsnormer, og i det udkast til forslag, der blev fremlagt i december, foreslås et minimumsindhold af saft i æbler eller pærer på 50 pct.

Det ville skabe problemer for den industrielle ciderindustri, som normalt kun bruger 15 procent juice, skriver Euractiv.

Finland, Sverige og Danmark imod

De nordiske lande udtrykte bekymring over forslaget på et rådsmøde mandag. I et brev, som Euractiv har set, advarede Stockholm, København og Helsinki Wolfgang Burtscher, Kommissionens generaldirektør for landbrug, om, at det nuværende forslag kan hæmme de nordiske producenters vækst.

Brevet anfører, at markedsføringsstandarden i sin nuværende form vil begrænse sektorens vækst – innovation, nye produkter og kommunikation driver væksten i drikkevaresektoren, mens den foreslåede markedsføringsstandard kan have den modsatte effekt.

Cider produceres i forskellige smagsvarianter og variationer i disse medlemsstater, og lokale producenter ønsker at udvide deres globale eksport. For eksempel eksporterer Sverige 75 pct. af sin årlige ciderproduktion – 100 millioner liter – og tegner sig for en tredjedel af al EU-eksport af cider.

Samtidig er Danmarks eksport steget kraftigt fra 17 millioner til 27 millioner liter mellem 2020 og 2023.

Brevet opfordrer til en markedsføringsstandard, der er bred og inkluderende, og dermed undgår alvorlige negative konsekvenser.

Cider og Traditionel Cider?

Som en udvej kunne landene være åbne for en skelnen mellem cider og “traditionel cider” med et højere juiceindhold, og insistere på, at de to produkter fortsat skulle eksistere side om side.

Den nordiske appel kan finde overraskende allierede.

Frankrig, hvor cider fra Bretagne og Normandiet skal efterkomme en høj standard på 100 pct. frugtjuice, har ifølge Euractiv også udtrykt forbehold over for EU-Kommissionens udkast. Spanien, en anden cidersværvægter, har endnu ikke taget stilling til forslaget.

Er woke-æraen slut?

Forud for indsættelsen af Donald Trump i præsidentembedet kan det konstateres, at der er voksende modstand i forretningsverdenen mod politisk korrekte ESG-initiativer (Environment, Social and Governance) vedrørende klima og miljø, og woke DEI-initiativer (Diversity, Equity, and Inclusion) vedrørende indvandrere, minoriteter, LBGT+ m.v.

Walmart

Den amerikanske detailkæde Walmart’s indflydelse på den amerikanske økonomi er virkelig betydelig. Som landets største private arbejdsgiver og detailhandler har det formet økonomiske politikker og forbrugeradfærd. Virksomhedens fokus på lave priser har været et tveægget sværd: mens det giver overkommelige varer til millioner af familier, er det også blevet kritiseret for sine lave lønninger og negativ effekt på den lokale detailhandel.

Uanset om Walmarts rolle i økonomien kan diskuteres, har kæden nu sluttet sig til en række andre store virksomheder – herunder bilproducenterne Toyota Motor, Ford Motor Co., Lowe’s, Harley-Davidson, Deere & Co., Boeing, Stanley Black & Deckers og Molson Coors – og nedskalerer initiativer for mangfoldighed, lighed og inklusion (DEI) for at undgå konservative boykotter.

Walmarts gennemgribende ændringer omfatter at trække sig ud af The Human Rights Campaign Corporate Equality Index, der blev etableret efter politidrabet på George Floyd i 2020. Walmart vil dermed afslutte en praksis med at give positiv særbehandling til leverandører baseret på race eller køn.

“Vi har været på en rejse og ved, at vi ikke er perfekte,” sagde Walmart i en erklæring den 28. november 2024, “men enhver beslutning kommer fra et sted, hvor vi ønsker at fremme en følelse af tilhørsforhold, at åbne døre til muligheder for alle vores medarbejdere, kunder og leverandører og at være en Walmart for alle.”

Walmarts og de øvrige virksomheders nedskalering af DEI-initiativer kommer efter højesterets afgørelse fra 2023, der afslutter positiv særbehandling ved optagelse på college.

Spørgsmålet er, om Walmarts policyændringer kommer til at påvirke konkurrenter som Amazon og Target.

Target blev sidste år kritiseret af konservative for at sælge “woke” merchandise under Pride-måneden, hvilket så ud til at have en effekt på salget. Aktivister organiserede boykot, mens nogle influencere truede Target-ansatte og forårsagede forstyrrelser i butikkerne.

Target besluttede i år ikke at sælge sin Pride-kollektion i butikkerne.

Amazon følger trop!

Onlineforhandler en Amazon skruer nu ned for støtten til mangfoldighed og har nu tilsyneladende afskaffet sine retningslinjer for beskyttelse af forskellige medarbejdergrupper.

Med en blinkende smiley som logo har onlineforhandleren Amazon i årevis forsøgt at præsentere sig selv som en familievenlig og mangfoldig virksomhed. Jeff Bezos’ virksomhed har gentagne gange understreget, at den også er forpligtet til at beskytte minoriteter.

Det er ikke længe siden, at LGBT-ansatte i postordrefirmaet optrådte under titlen “Glamazon” ved Pride-parader og så sent som sidste år annoncerede LGBT-medarbejdere i virksomheden onlineforhandlerens mangfoldige orientering under mottoet “#ProudToBeMe: Hvorfor det er normalt at være anderledes hos Amazon”.

Nu har Amazon imidlertid, tilsyneladende uden større diskussion, fjernet flere politikker fra sin hjemmeside, der har til formål at beskytte arbejdere, herunder løfter om “solidaritet” med sine sorte ansatte og sundhedsydelser for transkønnede arbejdere, som rapporteret af magasinet Advocate, der citerer Washington Post.

Ifølge Advocate blev virksomhedens løfte om at “på amerikansk føderalt og statsligt niveau at arbejde for lovgivning”, der ville give beskyttelse mod diskrimination til transkønnede også fjernet.

McDonald’s sagde også farvel til mangfoldighed

Andre amerikanske virksomheder som fastfoodkæden McDonald’s eller motorcykelproducenten Harley-Davidson har også aflyst deres mangfoldighedsprogrammer.

Samtidig kritiserede Metas administrerende direktør, Mark Zuckerberg, for nylig i et interview det, han beskrev som ”kulturelt kastrerede” virksomhedsmiljøer og argumenterede for, at arbejdspladser har brug for en balance mellem mandlig og kvindelig energi for at få succes.

Chr. Hansen

Anti-woke udviklingen i USA er til dels drevet af trusler om boykot og frygt for indtjeningen. Danske virksomheder på det amerikanske marked er ikke upåvirkede.

Fødevaregiganten Christian Hansen droppede allerede i 2023 støtten til regnbueflag, pride og lgbt+!

Dagbladet Børsen kunne mandag den 26. juni 2023 bringe nyheden om, at en kolossal U-vending i den danske fødevaregigant Christian Hansen. Midt i den gigantiske fusion mellem Chr. Hansen og Novozymes droppede Chr. Hansen støtten til lgbt+-miljøet på sociale medier og andre steder i virksomhedens kommunikation.

Det var i følge Børsen trusler og boykot i USA, som fik Chr. Hansen til træffe beslutningen om at droppe alle henvisninger til virksomhedens støtte til pride, regnbueflaget og lgbt+.

”Som topchef og direktionsmedlem er det vores ansvar at sikre, at Chr. Hansens aktiviteter er i overensstemmelse med vores overordnede strategi og forretningsmål. Det betyder, at vi nogle gange tager svære beslutninger som denne på trods af, at vi er bekendte med den smerte, den skaber,” udtalte administrerende direktør i Chr. Hansen, Mauricio Graber, i en intern besked.