Det er ikke meget vi hører til Det Radikale Venstre, og meget tyder på, at partiet snart er en saga blot i dansk politik. I forbindelse med partiets seneste Landsmøde i september 2024 sagde partiets politiske leder Martin Lidegaard, at ”det allervigtigste er, at vi i Radikale får lidt flere mandater og gerne de afgørende mandater”.
I det seneste forsøg på at forskønne partiets lidet glorværdige fortid har man sendt den aldrende Asger Baunsbak-Jensen, Pastor emeritus, forfatter og forhenværende landsformand for Radikale Venstre og Radikal Ungdom, i byen i Kristeligt Dagblad med en kronik, der skulle hvidvaske den radikale løjser, der om nogen var eksponent for samarbejdspolitikken under den tyske besættelse 1940-45, Erik Scavenius.
I kronikken skriver Baunsbak-Jensen, at han godt forstår, at Erik Scavenius døde som en bitter mand. Erik Scavenius følte sig misforstået for sin og de radikales rolle i samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig.
Asger Baunsbak-Jensen var I 1955 i egenskab af at være landsformand i Radikal Ungdom på besøg hos Erik Scavenius vedrørende et vinterstævne, som skulle holdes på Christiansborg i januar 1955. Her fik Baunsbak-Jensen en større forståelse for sin partifælles ageren under besættelsen.
Baunsbak-Jensen understreger, at hans vurdering står til troende, da han i dag er den sidste nulevende politiker, der har mødt ham og talt med ham. (Erik Scavenius blev født i 1877 og døde i 1962).
Er det Radikale Venstre endelig dødsdømt?
Trods Baunsbak-Jensens indsats er Det Radikale Venstre i den terminale fase.
Børsens daværende chefredaktør (og tidligere Socialdemokratisk minister) og nuværende generaldirektør for DR, Bjarne Corydon rettede et frontalangreb på De Radikale op til partiets nytårsstævne i Nyborg i januar 2023):
”Aktuelt er De Radikale overflødiggjort. Diskvalificeret som regeringsudueligt parti. Svinebundet til at pege på en socialdemokratisk statsminister. Spærret inde i et politisk bur på venstrefløjen. Et sted mellem Alternativet, SF og Enhedslisten. Almindeligt opfattet som adfærdsvanskelige. Med få parlamentariske manøvremuligheder”.
Siden er intet ændret, og realiteten er, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.
MeToo
Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.
Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod havde sex med en 15-årig praktikantpige. Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.
Jeppe Kofod overlevede ikke Folketingsvalget mens Frank Jensen og Carsten Hansen tidligere har måttet betale prisen.
Morten Østergaards detronisering
Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober 2021 brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.
Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Efter det katastrofale valg i november 2022 trådte Sophie Carsten Nielsen tilbage som partileder og Martin Lidegaard kunne endelig indtage pladsen som radikal leder.
Kan de radikale vende skuden?
I øjeblikket er De Radikale som påpeget af Bjarne Corydon fuldstændig marginaliseret, og tilliden til partiet som samarbejdspartner er meget lille på Christiansborg.
Det må dog ikke glemmes, at De Radikale tidligere har overlevet voldsomme trængsler. Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.
I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.
I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.
At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.
Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik
Gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.
Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.
De radikales svig
Det Radikale Venstres udlændingepolitik bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.
I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.
De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.
Samarbejdspolitikken
Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.
Herfra går en lige linje frem til partiets traditionelle modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.
Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001.
Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.
Alt det er forhåbentlig nu en saga blot.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 