Den nationalkonservative Karol Nawrocki vinder det polske præsidentvalg søndag den 1. juni 2025 med 50,9 procent af stemmerne mens hans modstander, Warszawas liberale borgmester og tidligere EU-parlamentariker Rafal Trzaskowski, får 49,1 procent.

38 millioner polakker

Præsidentvalget har haft et rekordstort vælgerfremmøde af Polens 38 millioner polakker. Valgdeltagelsen er opgjort til 72,8 procent – den næststørste valgdeltagelse siden 1989 og kun overgået af valget i 2023, som bragte Donald Tusk til magten.

Begge præsidentkandidater nåede at erklære sejr i Polen i løbet af valgnatten. I de første exitpolls så det ud til, at den liberale Trzaskowski havde en snæver føring med 50,3 procent af stemmerne.

“Vi vandt … med en hårsbredde,” nåede Trzaskowski fra Donald Tusks eget parti, Borgerplatformen (Civic Coalition – KO), at sige søndag aften og tilføjede, at “præsidentens første mission vil være at nå ud til dem, der ikke stemte på mig.”

Vinderen Karol Nawrocki fra det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, PiS, med partiformand Jaroslaw Kaczynski, sagde inden det endelige valgresultat forelå: “Vi vil vinde, og vi vil redde Polen”.

Det var således et ekstremt tæt løb mellem den borgerligt-liberale Rafal Trzaskowski og den nationalkonservative Karol Nawrocki, der endte med Nawrockis sejr.

Warszawa-borgmesteren Trzaskowski tabte dermed endnu en gang til Polens stærke højrefløj. Præcis som i 2020, da han ligeledes i slutfasen måtte se sig slået af landets afgående præsident, Andrzej Duda.

Søndagens valghandling fulgte en tæt kamp efter første runde den 18. maj, hvor Trzaskowski med lidt over 31 procent, og Nawrocki med knap 30 procent eliminerede de andre 11 kandidater.

Sejren til Nawrocki er dårligt nyt for den polske regering, som støttede den midtsøgende Trzaskowski

Den 42-årige tidligere bokser Karol Nawrocki, vil efterfølge den nuværende PiS-støttede, nationalistiske konservative præsident Andrzej Duda, der har været beskyldt for at bremse reformer af retssystemet ved at udnytte sin præsidentielle ret til at nedlægge veto mod lovforslag fra premierminister Donald Tusks midter-regering. Tusks regering trådte til for 18 måneder siden efter et parlamentsvalg, hvor han og en koalition af partier – Borgerplatformen – lykkedes med at mobilisere en modstandsbevægelse mod PiS-regeringen og dens ”Polen først”-politik, som særligt vælgere i den østlige del af landet føler sig forbundet med.

Karol Nawrocki, der er støttet af Polens nationalkonservative tidligere regeringsparti, PiS, skal de næste fem år som præsident arbejde sammen med den borgerligt-liberale regering med premierminister Donald Tusk i spidsen, der for 18 måneder siden afløste PiS-regeringen, der havde haft magten i Polen i de forgående 8 år. Faktisk har Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) siden 2005 har været den helt dominerende politiske kraft i Polen. Under Pis-regeringer siden 2015 har Polen gennemgået en markant udvikling. Fra at være et forarmet østland, er den polske økonomi nu Europas sjettestørste.

Udfaldet af præsidentvalget betyder formentlig, at Polens regering nu fortsat vil være politisk handlingslammet. De svære betingelser, som Tusk-regeringen har måttet arbejde under med Duda som præsident, vil fortsætte indtil parlamentsvalget i 2027.

Med præsidentens ret til at nedlægge veto over for regeringens lovforslag, kan Nawrocki blokere for den EU-orienterede retning, Tusk ønsker at føre Polen i – en retning, som også EU ønsker sig særligt med henblik på et stærkere samarbejde med Frankrig og Tyskland og på forsvarsområdet, hvor Polen, der grænser op til Ukraine, er et knudepunkt for NATOs’ forsvarssamarbejde.

Som modstander af abort vil Nawrocki formentlig modsætte sig en liberalisering af lovgivning på området og han vil arbejde imod Tusks reformer af det polske retsvæsen, som PiS i sine otte år ved magten ændrede – efter nogles opfattelse – i strid med vedtagne retsstatsprincipper.

Præsidenten vil formentlig også pleje nær omgang med USA’s præsident, Donald Trump, som han besøgte i maj, hvor han fik ordene ”du vil vinde” med på vejen. 

Da valgkampen gik i gang for få måneder siden, stod Trzaskowski til at vinde og førte i nogle meningsmålinger endda med så meget som 12-14 procentpoint. 

Men Nawrocki, som ikke før har stillet op til et politisk embede, men som blev personligt udpeget af PiS’ leder, Jarosław Kaczyński, har på kort tid formået at vinde opbakning hos mange polakker.

Den amerikanske regering og europæiske allierede som Ungarns Viktor Orbán har åbenlyst støttet Nawrocki, som det stod klart på sidste uges store amerikanske, konservative konference CPAC (Conservative Political Action Conference), der for første gang blev afholdt i Polen. Her lovpriste den amerikanske minister for indenrigssikkerhed og fremtrædende Trump-allierede, Kristi Noem, Nawrocki med ordene: ”Nawrocki er en politiker, der vil lede Polen i en stil, der ligner Trumps.” 

Nawrocki som præsident kan føre til yderligere ustabilitet i Polen. Donald Tusks regering vil på afgørende områder være handlingslammet, og samtidig kan Tusk-regeringens notoriske u popularitet stige yderligere med risiko for nyvalg og muligvis PiS’ tilbagevenden til magten.

Ukraine

De to fløje i polsk politik er også uenige, når det kommer til Ukraine-politikken. Mens alle støtter Ukraine mod Rusland, har den midtsøgende Trzaskowski har sagt, at Ukraine skal være medlem af Nato, mens Nawrocki ikke er tilhænger af Ukraine som medlem af hverken Nato eller EU. Der er ligeledes divergenser i synet på de mere end 1,5 millioner ukrainere, der opholder sig i Polen, og på Ukraines eksport af korn og andre landbrugsprodukter.

Samtidig sætter Nawrocki forholdet til USA og præsident Donald Trump meget højt, mens Trzaskowski har lagt vægt på, at forholdet til EU er lige så vigtigt.

Efter mange års debat er indført nye regler for gårdsalg af vin, øl og spiritus i Sverige.

Systembolaget-har som bekendt monopol på al salg af alkoholiske drikke med mere end 3,5 % alkohol i Sverige. Derfor har det indtil nu været forbudt for de stadig flere svenske vingårde, bryggerier og destillerier at sælge direkte fra deres produktionssted.

Det har selvsagt irriterer såvel producenterne som de besøgende, der gerne ville have en flaske eller to med hjem.

Med virkning fra den 1. juni 2025 er reglerne ændret. Små bryggerier, vingårder og destillerier får tilladelse til at sælge direkte til kunderne – den første lempelse af Sveriges mere end 100 år gamle alkoholsalgsmonopol.

Målet er at sætte skub i turismen og hjælpe håndværksproducenter med at vokse, samtidig med at Systembolagets rolle i at begrænse adgangen til alkohol og skader folkesundheden bevares.

Under de nye regler vil små lokale destillerier have lov til at sælge en 0,7 liters flaske spiritus direkte til besøgende i tidsrummet mellem kl. 10.00 og 20.00. Salget af vin fra vingårde og stærk øl fra mikrobryggerier er begrænset til 4 flasker med i alt 3 liter.

Tilladelsen til at sælge de alkoholiske produkter kommer ikke til at gælde for alle. For vingårdenes vedkommende er det kun dem, der fremstiller mindre end 400.000 liter årligt – vel at mærke, hvis alkoholprocenten ikke overskrider 10%. For vinproducenter, hvis vine har et indhold på mere end 10% alkohol, ligger grænsen for produktionen på 200.000 liter.

Destillerierne må højst fremstille 75.000 liter spiritus årligt, mens bryggerierne får samme produktions- og alkoholgrænser som vingårdene.

Svenskerne har længe været optaget af de sundhedsmæssige virkninger af alkoholforbrug og tilbage i 1922 var der næsten flertal for et totalt spiritusforbud i Sverige.

 Siden har selv mindre ændringer af alkohollovgivningen været kontroversiel.

De nye regler betyder, at f.eks. Stockholms mange mikrobryggerier kun kan sælge indenfor Systembolagets åbningstider – hvilket betyder intet salg sene aftener, lørdag eftermiddag eller søndag.

Generelt tages der i Sverige godt imod de nye regler. Dog lyder der kritiske røster fra nogle af de producenter, der overstiger produktionsgrænserne. Og hvad sker der, når f.eks. en vingård, der har fået tilladelse ifølge reglerne, får vokseværk og begynder at producere mere end det maksimale tilladte? Skal der så lukkes igen for gårdsalget?

Sverige fik en undtagelse for Systembolaget fra reglerne for det indre marked, da det blev medlem af EU i 1995, og blandt afholdsfolk er der frygt for, at de nye regler kan bringe Systembolagets monopol i fare.

Regeringen vil revidere loven efter seks år.

I næsten et år har den canadiske dagligvarebutiksgigant Alimentation Couche-Tard Inc. forsøgt at købe butikskæden 7-Eleven – verdens største kæde af convenience stores grundlagt i 1927 i Dallas, Texas, USA.

Couche-Tard, der i Danmark er kendt som ejer af Circle K-benzinstationerne, har tilbudt den japanske ejer af 7-Eleven, Seven & i Holdings Co. 7,4 billioner yen (52 milliarder dollars).

Hvis købet realiseres, vil det være det største udenlandske opkøb af et japansk selskab i landets historie.

7-Elevens ejer tøver

Seven & i har foreløbig afværget tilbuddet fra Couche-Tard. Denne tilbageholdenhed har ikke kun skabt frustration i Canada, men også for nogle Seven & i-investorer, som længe har klaget over, at der ikke bliver gjort nok for at skabe værdi for aktionærerne i verdens førende dagligvarebutikskæde.

CEO for 7-Eleven, Mr. Stephen Hayes Dacus, har i den forbindelse stået for skud. Dacus er amerikaner og tidligere Walmart-direktør, der blev udpeget til topjobbet i marts, efter at han tidligere har fungeret som uafhængig direktør for en særlig komité, der evaluerede Couche-Tards overtagelsestilbud.

Opbakning til ledelsen fra aktionærerne

På den seneste generalforsamling i Seven & i Holdings fik ledelsen imidlertid ifølge Financial Times med kilde i den japanske avis Nikkei aktionærernes opbakning til forslag om udnævnelse af et nyt ledelsesteam, udskillelse af flere datterselskaber og afholdelse af en børsnotering af 7-Elevens amerikanske afdeling til næste år.

På trods af den tilsyneladende tillidserklæring til Seven & i’s konservative tilgang tirsdag, er der sket visse fremskridt i retning af et potentielt salg, som stadig foretrækkes af markedet som helhed.

Tidligere på måneden fik Couche-Tard adgang til Seven & i’s fortrolige finansielle data efter måneders indsats, et afgørende skridt i forsøget på at overtage den japanske dagligvarebutiksrival.

Mulige anti-trust problemer

Både i USA og i Japan kan der være potentielle regulatoriske anti-trust forhindringer for en overtagelse. Seven & i har fastholdt, at disse spørgsmål er afgørende, før de kan overveje tilbuddet fra Couche-Tard. Hidtil har Seven & i Holdings imidlertid nægtet at facilitere afklaringen af konkurrencemyndighedernes holdning.

Seven & i Holdings har oplyst, “At frigøre betydelig værdi for aktionærer og andre interessenter er fortsat Seven & i’s højeste prioritet”.

Det japanske selskab forfølger en dobbeltsporet indsats i sit forsøg på at skabe denne værdi: At undersøge et muligt salg til Couche-Tard eller fortsætte men som en mere fokuseret virksomhed. Som en del af planerne om at forblive uafhængig indgår planer om at sælge de underpræsterende supermarkeder, ligesom man har annonceret planer om at børsnotere en del af sin amerikanske detailvirksomhed for at finansiere et massivt aktietilbagekøb.

Seven & i har sagt, at Couche-Tard nedtoner antitrust-risiciene ved en potentiel fusion af de to detailgiganter, men Tokyo-selskabet har sagt, at dets direktører altid har været åbne for en fusion eller en privat transaktion, men kun hvis der er stor sikkerhed for, at en aftale kan gennemføres.

Couche-Tard-ledere har sagt, at der er “en vej til myndighedsgodkendelse” i USA. Men Mr. Dacus har udtrykt tvivl om den påstand: “De bliver ved med at sige: Stol på os. Det kan vi gøre. Vi skal nok finde ud af det” sagde Seven & i-direktøren til avisen Yomiuri Shimbun i marts. Han sagde, at selvom Couche-Tard har erfaring med at opnå antitrust-myndighedernes godkendelse af tidligere overtagelser, har mange af dem været små aftaler og intet i forhold til omfanget af en fusion med 7-Eleven. Ifølge Dacus vil den amerikanske Federal Trade Commission være “meget strengere” i deres tilfælde.

Folketingets beslutning torsdag den 22. maj 2025 om gradvist at hæve pensionsalderen til 70 år i 2040, betyder at Danmark dermed får Europas højeste pensionsalder.

I øjeblikket er pensionsalderen 67

Pensionsalderen i Danmark blev fastsat til 65 år i forbindelse med en reform i 1956, hvor folkepensionen blev indført som en universel ordning for alle borgere.

Der skete først ændringer i pensionsalderen i 2006, hvor det som led i velfærdsforliget blev besluttet gradvist at hæve pensionsalderen til 67 år over tid. Siden velfærdsforliget i 2006 har pensionsalderen været knyttet til den forventede levetid og justeres hvert femte år. Den er i øjeblikket fortsat 67 år, men vil stige til 68 i 2030 og 69 i 2035.

Forordningen, der i Folketinget blev vedtaget med 81 stemmer for og 21 imod gælder for alle, der er født efter den 31. december 1970.

På trods af flertallet bag den nye forordning er de langsigtede udsigter for en fortsat stigende pensionsalder ikke ukontroversiel.

Sidste år var statsminister Mette Frederiksen kritisk over for systemet med fortsatte automatiske stigninger. Det er nu Socialdemokratisk politik, at det ikke længere anses for fornuftigt at hæve pensionsalderen løbende og automatisk: “Man kan ikke bare blive ved med at sige, at folk skal arbejde endnu et år længere,” sagde Frederiksen og annoncerede en fremtidig revurdering af systemet. Statsministeren udelukkede dog ikke, at pensionsalderen hæves til over 70 år i fremtiden.

Fagforeninger beskriver en forhøjelse af pensionsalderen som “fuldstændig uretfærdig”

I de seneste uger har der været gentagne protester i København mod den planlagte forhøjelse af pensionsalderen. Demonstrationerne har været støttet af flere fagforeninger, som kritiserer reformen som socialt uretfærdig. Der henvises således til den stabile økonomiske situation i landet og det urimelige i at Danmark fremover vil have den højeste pensionsalder i EU på trods af sunde offentlige finanser.

I en europæisk sammenligning er den gennemsnitlige faktiske pensionsalder i øjeblikket 61,3 år ifølge Eurostat. F.eks. er den normale pensionsalder i nabolandet Tyskland for den lovbestemte pension gradvist blevet hævet fra 65 til 67 år siden 2012. Denne stigning afhænger af fødselsåret.

For personer født i 1964 eller senere er den normale pensionsalder 67 år.

Den franske præsident Emmanuel Macron har afvist rygter om en “ægteskabelig tvist” med sin kone Brigitte, efter at en kort video fra Hanoi lufthavn har udløst spekulationer på nettet.

Macron nedtonede hændelsen overfor journalister i Hanoi: “Der er en video, hvor jeg driller min kone og laver sjov med hende, og på en eller anden måde bliver det udlagt som en slags geoplanetarisk katastrofe.”

Macron indrømmede optagelsens ægthed, men kritiserede udlægningen. I ugevis har der været gentagne fejlfortolkninger af virkelige videoer, der vedrører ham, understregede Macron.

 “Videoerne er alle ægte, og ja, nogle gange bliver de manipuleret, men de bliver udlagt som alle mulige former for nonsens.” Macron nævnte, at han bl.a. var blevet anklaget for at sniffe kokain med kansler Friedrich Merz. “Intet af dette er sandt, selvom videoerne er ægte,” sagde Macron.

Slog Brigitte Macron Frankrigs præsident?

Videoen, der blev optaget af Associated Press søndag aften, viser døren til præsidentflyet åbne og Macron dukke op ved indgangen. Et øjeblik senere tager Brigitte Macron fat i hans hage med begge hænder og skubber ham bagud, hvilket mange brugere på sociale medier tolkede som et slag i ansigtet.

Macron virker et øjeblik overrasket og vender sig så om for at vinke til værterne udenfor flyet.

Da parret derefter går ned ad trappen, tilbyder Macron sin arm til Brigitte, men holder i stedet fast i gelænderet.

Præsidentpalæet betvivlede oprindeligt ægtheden af videoen. Elysée foreslog således, at det kunne være et klip skabt med AI. Senere sagde præsidentens følge dog: “Præsidenten og hans kone fjollede lidt rundt ved ankomsten”. ” Dette “øjeblik af fortrolighed” udnyttes til at sprede konspirationsteorier.

Videoen af scenen er delt talrige gange på mediet X, og undertiden ledsaget af kritiske kommentarer. Macrons ægteskab med den 24 år ældre Brigitte har ofte været genstand for hadefulde og spydige kommentarer på internettet.

Præsident Macron begyndte mandag en flerdages rejse i Sydøstasien, som vil bringe ham til Vietnam, Indonesien og Singapore.

For halvanden måned siden truede USA’s præsident, Donald Trump, med at bombe Iran sønder og sammen, hvis præstestyret nægter at afvikle sit atomprogram og at ophøre med at støtte militser i Mellemøsten, og udvikle langdistance-missiler. Irans udenrigsministerium svarede igen ved at true, at “vold avler vold”.

Iran hævder udadtil, at atomprogrammet alene skal bruges til civile energiformål. Realiteten er imidlertid, at det eneste kort, Irans præstestyre har på hånden i forhandlingerne med USA og for at garantere sin egen overlevelse, er hurtigst muligt at fortsætte udviklingen af atomvåben eller i det mindst erklære sig selv for en såkaldt tærskelmagt, der kan udvikle en atombombe i løbet af meget kort tid. For kun ved at være en tærskelmagt eller en reel atommagt vil det være muligt for Iran at skræmme alle regionale magter og endda stormagter fra at forsøge at vælte styret. Samtidig er atomprojektet designet til at give Iran regional tyngde over for lande som Israel, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Egypten.

Abbas Araghchi, Irans udenrigsminister, erklærede, at han ikke ville søge noget kompromis om at begrænse Irans nukleare berigelse under forhandlingerne, et centralt amerikansk krav.

Amerikanske krav

“Det, de dybest set beder om, er at være det eneste ikke-våbenrige land i verden, der beriger uran,” bemærkede udenrigsminister Marco Rubio i et interview med Fox News i begyndelsen af maj. “De er nødt til at ophøre med at sponsorere terrorister, de er nødt til at ophøre med at hjælpe houthierne i Yemen, de er nødt til at ophøre med at bygge langtrækkende missiler, der ikke har noget andet eksistensformål end at blive armeret med atomvåben, og de er nødt til at gå væk fra nuklear berigelse.”

“Det er ikke urimelige anmodninger. Der er lande over hele verden, der har atomenergi og ikke beriger og ikke har langtrækkende missiler og ikke sponsorerer terrorisme,” understregede han.

Ifølge en rapport fra FN’s særlige atomagentur, IAEA, har Iran for nylig fremskyndet berigelsen af uran til et niveau og en mængde, der kan bruges til fremstilling af atomvåben. Det amerikanske medie The Wall Street Journal citerer en nylig amerikansk efterretningsrapport, der konkluderer, at Iran er tæt på at være en tærskelmagt: “Efterretningssamfundet vurderer, at Iran har iværksat aktiviteter, der bedre positionerer landet til at producere atomvåben, hvis det vælger det,” står der ifølge The Wall Street Journal i rapporten.

Forhandlinger mellem USA og Iran

Trods de retoriske udfald er parterne begyndt at tale sammen.

Iran har heller ikke haft noget valg. USA har åbenlyst holdt Israel tilbage, og selv massivt oprustet i Mellemøsten. Hangarskibe er sejlet i angrebsposition, og våbendepoter er fyldt op. De massive angreb på Houthierne i Yemen har demonstreret, at Trumps USA ikke er til at spøge med. For de iranere, hvis job det er at følge og analysere USA’s militære manøvrer, er der ingen tvivl: USA er, militært set, parat til at angribe Iran.

Med ørkenstaten Oman som mægler har Iran og USA nu holdt fire runder af forhandlinger om en ny atomaftale. Forhandlinger, som begge parter har omtalt som vanskelige, men også som opmuntrende og nyttige.

Under Donald Trumps rundrejse i Mellemøsten i gentog præsidenten, at han er villig til at underskrive en atomaftale med Iran.

Trump trak USA ud af den tidligere atomaftale

Udviklingen er bemærkelsesværdig. Det var Trump, der i 2018 under sit første præsidentskab trak USA fra den atomaftale med Iran som i 2015 blev indgået af hans forgænger, Barack Obama, sammen med de fire øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland og EU.

Den primære målsætning med 2015-aftalen var at sikre, at præstestyret i Teheran ikke kunne tilegne sig en atombombe hurtigere, end USA og dets allierede kunne nå at standse en sådan bestræbelse.

Aftalen tilstræbte at nå den målsætning ved at reducere Irans kapacitet til at fremstille beriget uran og plutonium ved at sænke farten på landets forskning i atomteknologi og ved i et årti at overvåge og inspicere Irans atomaktiviteter for at forebygge snyd. Modydelsen var ophævelsen af de økonomiske sanktioner som USA og store dele af verdenssamfundet havde iværksat mod Iran.

Trump og republikanerne i USA var ikke begejstrede for Obamas aftale. Israel, Saudi-Arabien og andre nationer, der ser Iran som en farlig og aldeles upålidelig nabo, var heller ikke trygge ved aftalen og udsigten til et økonomisk og politisk styrket iransk styre.

Bekymringen i USA og i Mellemøsten gik på, at Iran ikke i virkeligheden ville opgive ambitionen om at blive en atommagt, og at de samtidig ville udnytte den pludselige pengestrøm, som ophævelsen af sanktionerne ville medføre, til at sende flere og mere sofistikerede våben til de militante grupper, som præstestyret finansierer, heriblandt Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Houthierne i Yemen og shia-militser i Irak og Syrien.

Da Trump i 2018 trak USA ud af atomaftalen, forsøgte de øvrige parter herunder EU at holde aftalen i live, men efter USA’s exit bakkede også Iran gradvist ud.

USA og dets allierede har derfor i syv år set til fra sidelinjen, mens Iran åbenlyst har overskredet aftalens grænser for berigelse af uran, det radioaktive stof i en atombombe.

Men situationen i Mellemøsten er ændret

Iran er blevet svækket.

Vestlige sanktioner og dårligt lederskab har tvunget landets økonomi i knæ, og der er folkelig utilfredshed med det brutale styre og de elendige levevilkår.

Siden oktober 2023 har Iran udsat sig selv for den ene ydmygelse efter den anden ved at tage en aktiv del i krigen mod Israel efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Hamas er militært nedkæmpet af Israel. Og de to gange i 2024, hvor Iran angreb Israel direkte med missiler og droner, har Israels gengældelsesangreb efterladt Iran næsten uden beskyttelse mod luftangreb.

Israelske angreb har reduceret truslen fra Irans stedfortræder i Libanon, terrorbevægelsen Hizbollah, og i Syrien er Irans nærmeste allierede i den arabiske verden, diktatoren Bashar al-Assad, blevet væltet.

Samtidig har amerikanske og israelske angreb i Yemen passiviseret Houthierne – i hvert fald for øjeblikket.

Under borgerkrigen i Syrien var Hizbollah måske Bashar al-Assads vigtigste våben i de daglige kampe mod oprørerne. Ayatollah-styret i Teheran hjalp Bashar al-Assad med at vinde krigen for herefter at kunne få fri adgang til at etablere sin egen strategiske militære infrastruktur på syrisk jord.

Dette var klart et led i bestræbelserne på at etablere en såkaldte ildring omkring Israel.

Men da de syriske oprørere endeligt væltede Bashar al-Assad, var Hizbollah og Iran kun en skygge af sig selv og ude af stand til at hjælpe.

Fortsatte forhandlinger

Fredag mødtes USA og Iran til femte forhandlingsrunde. Denne gang skete det i Rom, mens repræsentanter fra Oman fungerede som mæglere i processen.

“Med Thomas Ahrenkiel får vi en chef for Forsvarets Efterretningstjeneste med utrolig stor indsigt og erfaring på området,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

De pæne ord fra forsvarsministeren kommer efter at Forsvarets Efterretningstjeneste den 23. maj 2025 overraskende har offentliggjort Thomas Ahrenkiel som ny chef. 

Thomas Ahrenkiel overtager posten 1. september fra den fungerende chef, Svend Larsen, der har varetaget posten, siden den daværende chef Lars Findsen blev hjemsendt i forbindelse med FE-Kommissionens arbejde i 2020.

Thomas Ahrenkiel har været departementschef i Forsvarsministeriet fra 2015-2020, ligesom han tidligere har haft ledende stillinger i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

Konsulent i Macro Advisory Partners ApS

Siden 2020 har man i diverse medier kunnet stifte bekendtskab med Thomas Ahrenkiel, der har været præsenteret som ”Europæisk direktør” for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS, der allerede havde haft Bo Lidegaard, fhv. chefredaktør på Politiken, departementsråd og ambassadør, samt Thomas Lund-Sørensen, tidligere chef for Center for Cybersikkerhed hos FE, tilknyttet.

Macro Advisory Partners, der er ejet af Nader Alexander Mousavizadeh, tilbyder rådgivning om emner, der rækker fra geopolitik, forholdene til Kina og Rusland, trends i internationale markedsforhold, globalisering, ledelse, strategiformulering og hvad den teknologiske udvikling kan betyde for virksomheder og investorer.

Præcis hvad det er for en ekspertise, som Thomas Ahrenkiel har kunnet tilføre rådgivningsvirksomheden, er ikke oplyst. Berlingske Tidende bringer søndag den 20. marts 2022 et bemærkelsesværdigt interview med Thomas Ahrenkiel om hans syn på Vladimir Putin og krigen i Ukraine. Berlingske-interviewet prøver at præsentere Ahrenkiel som en indsigtsfuld Rusland-kender baseret på årelang erfaring fra Udenrigsministeriet, Statsministeriet, FE og Forsvarsministeriet.

Han afslører imidlertid sig selv og hans sniksnak som ligegyldigheder, da han helgarderer, og siger, at ”vi i de kommende år kommer til at kæmpe for de ting vi tror på, og det vi står for”. Samtidig siger han, at med autokrater kan det se stabilt ud, indtil det ikke er det længere. ”Så det kan gå hurtigt”.

Centrum i administrative skandaler

Thomas Ahrenkiel er ingenlunde ukendt i offentligheden. Han har gjort sig bemærket ved at være i centrum af de administrative skandaler i Forsvarsministeriet og den opsigtsvækkende kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne fremkom med i august 2020.

Forsvarets Ejendomsstyrelse

Vedrørende regnskabsrodet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der kostede stillingerne for direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, og Forsvarsministeriets koncernstyringsdirektør, Per Pugholm Olsen, betød en forklaring om en ulæst mail, at Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, ikke blev stillet til ansvar for den meget sene orientering af forsvarsministeren om budgetrodet.

FE-sagen

I FE-sagen meddelte Forsvarsministeriet den 24. august 2020, at Thomas Ahrenkiel, tidligere departementschef i Forsvarsministeriet og chef for FE indtil 2016, var fritaget for tjeneste som konsekvens af sagen.

Baggrunden er mildest talt besynderlig.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne kom allerede i november 2019 ved én eller flere whistleblowere i besiddelse af en betydelig mængde materiale vedrørende FE, som tilsynet ikke hidtil havde haft kendskab til eller mulighed for at tilvejebringe. Materialet havde en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder.

Tilsynet har igennem hele processen for den særlige undersøgelse af FE holdt forsvarsministeren orienteret. Forsvarsministeren har løbende udtrykt støtte til tilsynets tilbundsgående undersøgelse af materialet.

Var Thomas Ahrenkiel holdt i uvidenhed?

Er det alene forsvarsministeren, der blev orienteret? Det er påfaldende, hvis Forsvarsministeriets departementschef Thomas Ahrenkiel, der var tidligere chef for FE, ikke skulle have fortalt ministeren om et arrangement, der havde været praktiseret siden 1997. Men det forudsætter selvfølgelig, at forsvarsministeren delte informationen fra Tilsynet med ham. Hvis det var sket, kunne undersøgelsen være blevet standset eller modereret længe inden august 2020.

På baggrund af tilsynets undersøgelse af det indleverede materiale, som forsvarsministeren løbende havde udtrykt støtte til, fremsendte tilsynet den 21. august 2020 udkast til pressemeddelelse med resultater af undersøgelsen og en analyse i fire bind til forsvarsministeren indeholdende tilsynets konklusioner og anbefalinger.

Forsvarsministeren havde ingen bemærkninger til udkastet til pressemeddelelse med de uklassificerede resultater af undersøgelsen, og Tilsynet med Efterretningstjenesterne offentliggjorde den 24. august 2021 pressemeddelelsen.

Samme dag, som udkastet til pressemeddelelsen sammen med fire ringbind med baggrundsmateriale, den 21. august 2020 blev overdraget til forsvarsminister Trine Bramsen traf hun efter et møde med sin konstituerede departementschef, Pernille Reuter Eriksen, statsminister Mette Frederiksen og dennes departementschef, Barbara Bertelsen, beslutning om, at Lars Findsen og andre medarbejdere i FE skulle hjemsendes.

Hjemsendelserne skete på baggrund af oplysningerne fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Heraf fremgik det, at tilsynet på baggrund af oplysninger fra en såkaldt whistleblower havde mistanke om, at FE i strid med lovgivningen muligvis havde overvåget danske statsborgere, havde givet tilsynet urigtige oplysninger og havde spioneret mod en ansat i tilsynet.

Først blev chefen for FE, Lars Findsen, og to ledende medarbejdere fritaget for tjeneste 21. august.

Derefter meddelte Forsvarsministeriet den 24. august, at også Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet frem til udgangen af juli 2022, var fritaget for tjeneste som konsekvens af sagen.

Thomas Ahrenkiel var i øvrigt chef for FE indtil 2015. Den 30. juni 2020 var Ahrenkiel udpeget til ambassadør i Tyskland pr. 1. september 2020. Fra 1. august var Pernille Reuter Eriksen, vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, konstitueret som departementschef i Forsvarsministeriet.

I september blev en femte medarbejder fra FE fritaget for tjeneste, fremgår det af et svar fra Forsvarsministeren til Folketinget.

Thomas Ahrenkiel fortsatte efter tjenestefritagelsen en ny og anonym rolle i først Forsvarsministeriet og siden Udenrigsministeriet, inden han i november 2021 forlod centraladministrationen og Slotsholmen til fordel for et job som lobbyist i Macro Advisory Partners.

Tibet-sagen

I Tibet-Kommissionen er det kommet frem, at Thomas Ahrenkiel allerede i 2012 kunne have bremset de krænkelser af grundloven, forsamlings- og ytringsfriheden, der systematisk skete i forbindelse medhøjtstående kineseres besøg i Danmark. Under afhøringerne i Kommissionen er det kommet frem, at Thomas Ahrenkiel, som FE-chef i chefgruppen rundsendte en skrivelse fra Københavns Politi vedrørende Hu Jintaos besøg i juni 2012. Selvom Thomas Ahrenkiel og andre mente, at der fra Københavns Politis side blev lagt op til krænkelser af Grundloven, foretog han sig intet.

Statsminister Mette Frederiksen og den italienske premierminister Giorgia Meloni offentliggjorde efter deres møde i Rom den 22. maj 2025 et brev om en ny tilgang til migration og konventioner sammen med Belgien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Østrig. Mette Frederiksen har sagt, at ”Fortolkningen af de internationale konventioner betyder, at det er for svært at udvise kriminelle udlændinge, der med al tydelighed har vist, at de ikke vil Danmark. Konventionerne bliver i dag i nogle tilfælde brugt til at beskytte de kriminelle.”

Mødet og pressekonferencen foregik i Palazzo Chigi, som blev opført i slutningen af 1500-tallet. Chigi har haft forskellige funktioner gennem tiden og fungerer i dag som den italienske premierministers officielle residens.

Som baggrund for pressekonferencen i Palazzo Chigi ses et monumentalt maleri. Der er tale om en kopi af Rafaels fresko ”Mødet mellem Leo den Store og Attila”, der er udstillet i Sala delle Galere i Palazzo Chigi i Rom.

Den originale fresko, der blev færdiggjort omkring 1513–1514, befinder sig i Stanza di Eliodoro i Vatikanets apostolske palads. Værket skildrer det legendariske møde mellem pave Leo I og den indtrængende hunnerkonge Attila i 452 i det nordlige Italien. Ifølge traditionen forhindrede pavens tilstedeværelse og den mirakuløse fremtoning af helgenerne Peter og Paulus at hunnerkongen Attila og hans barbariske horder af fremmede i at invadere Italien.

Den præcise kunstner bag versionen i Palazzo Chigi er ikke med sikkerhed identificeret, men det er almindeligt i Italien, at betydningsfulde kunstværker som Rafaels fresker er gengivet og udstillet i andre prominente bygninger.

Det må antages, at den italienske premierminister og hendes folk har fundet, at ”Mødet mellem Leo den Store og Attila” kunne være en passende baggrund for initiativer til imødegåelse af uønsket migration.

Frederik Næblerød var pludselig på alles læber efter deltagelsen i DR-programmet ”Kunstnerkolonien i Skagen”. Senere fulgte man ham i serien ”Ufortyndet” på DR, hvor man så ham speedmale og miste kørekortet i bedste sendetid på vej til Italien.

Siden den 6. februar 2025 har han kunnet opleves i sin hidtil største soloudstilling, ALL WALKS OF LIFE på Arken i Ishøj. Værkerne spænder fra maleri til keramik, bronze og installationer.

Maleren, der simpelthen har flyttet sit atelier ind på ARKEN, er kendt for at være en af de allermest producerende danske kunstnere.

Den 37-årige Frederik Næblerød, der på sin Instagram-konto har 45.000 følgere siger selv:

”Min mor er jurist, og min far er økonom, så de er meget anderledes end mig. Jeg var meget mere en drømmer, og drømmer mig frem til alt muligt”, siger Frederik Næblerød. Det har givet nogle clashes en gang imellem. Det der med, at det er venstre og højre hjernehalvdel, der skal mødes. Det går fint nu, men det var sværere, da jeg var yngre”, siger Frederik.

”Jeg har altid tegnet. Altså, fra jeg var helt barn, har jeg siddet og tegnet på min fars bilrude, når vi kørte i bilen. Jeg har tegnet på alt og alle altid, så det der med at skabe, det har aldrig rigtig været nogen mulighed for mig ikke at lave det egentlig”.

Både tanker og drømme står i kø hos den markante kunstner. Ofte har han produceret flere kunstværker om ugen.

”Jeg eksperimenterer rigtig meget med forskellige medier, altså fra maleri og tegning til installation, til bronze, til keramik, til træ, til metal, til bronze igen og tilbage til keramikken og sådan noget”, siger Frederik, som betegner sig selv som en legesyg historiefortæller.

”Jeg vil sige, at jeg er nysgerrig og nyskabende”.

På spørgsmålet om hvor Frederik finder inspiration, og om den typiske arbejdsproces fra idé til færdigt værk, svarer Frederik Næblerød:

”Jeg arbejder typisk i højt tempo og anvender den vilde, sitrende energi, der generes in-the-moment i skabelsesprocessen. Inspiration finder jeg både bevidst og ubevidst overalt omkring mig i det, jeg ser, oplever og hører om. Idéer og udformninger opstår også undervejs, når jeg står med værket foran mig og materialerne i hånden”.

Det folk på Arken kan opleve i forbindelse med udstillingen er en bred vifte af forskellige tematikker, der er gået igen. Både noget, der er samfunds kritisk og noget, der ikke er, siger Frederik.

Hvad mener andre om udstillingen?

Hvis man ikke selv orker at begive sig til det utroligt grimme museum i Ishøj, kan man henvise til dagbladet Informations grundige anmeldelse fra den 7. februar 2025, der med overskriften ”Det er egentlig bemærkelsesværdigt, hvor lidt Frederik Næblerød har udviklet sig” fortæller, at ”Helt indtil september kan man på Arken være heldig at få et glimt af drengerøvskunstneren Frederik Næblerød, der har installeret sit atelier midt i udstillingen. Det er ikke dumt eller grimt, bare lidt udmattende”.

Kunstanmeldelserne af Frederik Næblerøds udstilling ALL WALKS OF LIFE er blandede.

Tidsskriftet Kulturinformation mener at udstillingen er ”overflod uden fordybelse”. Udstillingen er præget af en overvældende mængde værker, men med begrænset udvikling i stil og indhold. Værkerne gentager ofte de samme motiver og farvevalg, hvilket kan føre til en følelse af monotonitet og mangel på dybde.

Kulturinformation mener, at Næblerød iscenesætter sig selv som en del af værket, hvilket kan ses som en moderne tilgang til kunstnerrollen. Dog rejser det spørgsmål om, hvorvidt denne selvpromovering overskygger selve kunsten og dens indhold.

Nordisk kunsttidsskrift Kunstkritikk hæfter sig ved, at de kunstneriske referencer er uklare. Næblerøds værker trækker på inspiration fra kunstnere som Francis Bacon, Chaïm Soutine og Jackson Pollock. Dog kritiseres det, at forbindelserne til disse kunstnere ikke er tydeligt formidlet, hvilket kan gøre det vanskeligt for publikum at forstå de kunstneriske referencer og kontekster.

Tidsskriftet mener også den manglende kuratoriske sammenhæng. Udstillingen præsenterer værkerne uden en klar kuratorisk struktur, hvilket kan føre til en oplevelse af fragmentering og mangel på sammenhæng. Dette betyder at publikum har svært ved at engagere sig dybere med værkerne.

Kunstkritikk mener også, at udstillingen demonstrerer en begrænset kunstnerisk udvikling. Over en periode på ti år viser Næblerøds værker kun begrænset udvikling i stil og teknik. Dette kan indikere en stagnation i kunstnerens kreative proces og en manglende vilje til at udforske nye kunstneriske retninger.

Kunstkritikk mener også, at udstillingen demonstrerer et overfladisk engagement med publikum. Selvom udstillingen inviterer publikum til interaktion, kritiseres det, at denne deltagelse ikke fører til en dybere forståelse eller refleksion over værkerne. Det kan give en oplevelse af, at interaktionen er mere performativ end meningsfuld.

Dagbladet Politiken kritiserer udstillingen for at være overfladisk i det visuelle udtryk. Anmeldelsen påpeger, at Næblerøds værker ofte fremstår som hurtigt producerede og mangler dybde. Den spontane og ekspressive stil kan virke overfladisk, hvilket reducerer værkernes evne til at engagere beskueren på et dybere plan.

Politiken bemærker også, at der er en begrænset udvikling i Næblerøds kunstneriske udtryk over tid. Udstillingen viser en gentagelse af tidligere temaer og teknikker, hvilket kan give indtryk af stagnation i kunstnerens kreative proces.

Anmeldelsen kritiserer, at Næblerøds personlige brand og selviscenesættelse i medierne risikerer at overskygge selve kunsten. Fokus på kunstnerens persona kan trække opmærksomheden væk fra værkernes indhold og kvalitet.

Konklusion?

Disse uddrag af anmeldelserne peger på en udstilling, der prioriterer form over indhold, hvilket kan påvirke publikums oplevelse og forståelse af værkerne. Trods sin visuelle energi og ambition kritiseres udstillingen for manglende dybde, kuratorisk sammenhæng og kunstnerisk udvikling.

For udstillingsgæsten, der på udstillingen ALL WALKS OF LIFE for fuld udblæsning udsættes for Frederik Næblerøds ekspressive stil, prøver at danne sin egen mening, er betegnelser som ”fiduskunst” og “klatmaleri” nærliggende, og mange vil betvivle den blivende værdi af Frederik Næblerøds produktion.

Torsdag i sidste uge indledte den amerikanske rockstjerne Bruce Springsteen sin ”Land of Hope and Deams” turné i Manchester.

Her fortalte han, hvordan han ser på situationen i sit hjemland: ”Det Amerika, jeg elsker, det Amerika, jeg har skrevet om, som har været et fyrtårn af håb og frihed i 250 år, er i øjeblikket i hænderne på en korrupt, inkompetent og forræderisk administration”, sagde han.

Det fik Donald Trump på banen.

Trump og superstjernerne

Det er et velkendt ømt punkt for Donald Trump, at amerikanske superstjerner ikke kan lide ham. Han lægger ikke skjul på det. Når de kritiserer ham, svarer han igen. Den tredobbelte Oscar-vinder Meryl Streep er “overvurderet”. Robert De Niro har en “lav IQ” og er en “komplet taber”. “Jeg hader Taylor Swift,” skrev han med blokbogstaver, efter at hun støttede Kamala Harris, og for nylig erklærede Trump, at Taylor Swift ikke længere er “HOT”.

Men ingen har fået ham så meget op i det røde felt som Bruce Springsteen.

I de seneste dage har Trump hamret løs på rocksangeren fra New Jersey på hans egen social medie-platform Truth Social. Angrebene har været så voldsomme, at de er blevet et tema på de daglige pressekonferencer i Det Hvide Hus. Det hedder sig således, at justitsminister Pam Bondi har forbudt Springsteen at kalde sig “the Boss” – der er kun én boss i USA!

Trump svarede på Springsteens kritik (om at være “korrupt”, “inkompetent” og have nul forståelse for, hvad det vil sige at være amerikaner) ved at sige, at det var u patriotisk at kritisere den amerikanske præsident i udlandet, og true med at det ville få konsekvenser, når Springsteen er tilbage i USA.

Støtten til Kamala Harris’ valgkampagne

Så gik det helt amok. Trump meddelte, at han ville undersøge både Springsteen, Beyoncé og andre kunstnere, der havde modtaget penge for at optræde som støtte under Kamala Harris’ valgkampagne. Realiteten er, at det i USA er ulovligt at modtage penge for at give sin officielle støtte til en kandidat. Derudover havde koncerterne givet et falsk indtryk af, at Kamala Harris samlede store menneskemængder. Det var ifølge Trump regulært snyd.

Trump kaldte Bruce Springsteen “en udtørret sveske” og skrev i et opslag på Truth Social klokken halv to om morgenen: “Jeg har aldrig kunnet lide ham, aldrig kunnet lide hans musik eller hans venstreorienterede radikale meninger – og vigtigst af alt, han ejer ikke talent – han er bare et påtrængende, modbydeligt røvhul”, der burde “HOLDE KÆFT”.

Springsteens fanbase i Trumpland?

Donald Trumps rabiate udbrud skaber overskrifter, fordi det handler om Bruce Springsteen. Mens Taylor Swifts fans og beundrere af Meryl Streep næppe er blandt Trumps kernevælgere, har Bruce Springsteen sin fanbase midt i Trumpland. De to er hvide mænd på samme alder, der appellerer til midaldrende og ældre hvide mænd fra arbejderklassen.

Selvom Springsteens venstreorienterede udgangspunkt er et andet end Trumps, hylder de begge det tabte USA og taler om recessioner og mænd uden politisk indflydelse, der som følge af dispositioner af magthavere i sumpen i Washington har mistet deres job og sendes ud i udsigtsløse og meningsløse krige.