I offentlige debat i USA fylder den offentlige gæld meget. Den føderale gæld i USA er da også anseelig. Omkring 36.000 milliarder dollars, svarende til 122 pct. af landets bruttonationalprodukt (BNP). Denne gæld er ikke ny, men den har nået et niveau, hvor økonomer udtrykker bekymring for om Trumps økonomiske politik med skattelettelser m.v. vil belaste den samlede økonomis bæredygtighed.

Husholdningernes gæld

Det er ikke kun det offentlige USA, der har gæld. Amerikanske husholdninger skylder rekordhøje 18.200 milliarder dollars – mere end nogensinde før.

Man skal dog være opmærksom på, at stigende gæld ikke nødvendigvis betyder økonomisk undergang. Gælden følger ofte væksten i økonomien, og faktisk har de amerikanske husholdningers samlede gæld sjældent set sundere ud i forhold til indkomsten. Den andel af indkomsten, der går til renter og afdrag på lån er faktisk kun 11,2 pct. – det laveste siden 1998.

Studielån og kreditkortgæld

Men bag det positive gennemsnit kan der være problemer. Studielån og kreditkortgæld er stigende.

Studiegælden alene er næsten fordoblet som andel af indkomsten siden 2003. Den gennemsnitlige låntagers saldo er vokset hurtigere end lønstigningerne, og misligholdelse er stigende. Omkring 8 pct. af de føderale studielån er nu mere end 90 dage bagud.

Kreditkortgælden er også stigende og betalingsaftaler misligholdes. Det er efterhånden almindeligt at selv dagligdags indkøb som benzin og viktualier er omfattet af et ”køb-nu-betal-senere-arrangement”, der ellers tidligere var forbeholdt større udgifter.

Samtidig er omkostningerne ved gæld steget voldsomt. Med et renteniveau, der stadig er tæt på at være det højeste i de sidste 20 år, og årlige omkostninger på kreditkortgæld på over 22 pct., skal der ikke meget til at gælden stiger.

Gæld i Danmark

I Danmarks var statsgælden ved udgangen af 2024 faldet til et historisk lavt niveau på 217 milliarder kr. Dette svarer til godt 7 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP). Danmark har dermed en af de laveste statsgælder i EU i forhold til BNP.

Husholdningernes bruttogæld høj, men nettogælden er lav!

Til gengæld er danske husholdningers gæld blandt de højeste i verden målt i forhold til den disponible indkomst.

Gælden har været genstand for både politisk og økonomisk debat i flere år. Husholdningernes bruttogæld ligger (2024 estimater) på ca. 260-280 pct. af den disponible indkomst. Det placerer Danmark i toppen globalt, sammen med lande som Holland og Schweiz.

Hovedparten af gælden er boliglån, især realkreditlån – typisk med relativt lave renter og lange løbetider. Forbrugslån og kreditkortgæld udgør en mindre del af gælden, men er vokset blandt visse grupper af især yngre.

Pensionsopsparing

Særlige kendetegn for Danmark er, at danskere generelt har betydelige aktiver i form af ejendomme og pensionsopsparing. Nettoformuen (aktiver minus gæld) er derfor positiv for de fleste husholdninger. Så mens bruttogælden er betydelig, er nettogælden faktisk lav i internationale sammenligninger.

Nettogæld hos yngre

Nettogælden er især koncentreret hos yngre boligejere og i større byområder samtidig er sårbarheden størst ved boligprisfald eller rentestigninger. Nationalbanken og de pengepolitiske myndigheder har derfor fokus på at dæmpe boligmarkedet og styrke husholdningernes robusthed. Det har ført til strammere krav til afdragsfri lån i visse områder, og skærpede regler for belåning over 60 pct. af ejendomsværdien.

Nærmere oplysninger kan findes hos Danmarks Statistiks statistik om husholdningernes gæld, indkomst og formue. Nationalbanken (Danmarks Nationalbank) udgiver løbende analyser om husholdningernes gæld, boligmarked og finansiel stabilitet og en kvartalsoversigt med fokus på husholdningernes gæld. OECD og IMF udgiver analyser og sammenligninger mellem forskellige lande, inkl. husholdningers gæld i forhold til indkomst.

Siden 1848 har Democratic National Committee (DNC) været hjertet i det ældste politiske parti i USA, Det Demokratiske Parti.

I dag partiet er præget af interne spændinger mellem progressive og moderate, og der er krav om forandringer i partiets ledelse – ikke mindst efter det tabte præsidentvalg og kontroltabet i Kongressen.

Joe Biden

Joe Biden, hans familie og hans ledende rådgivere var så overbeviste om, at kun han kunne slå Trump igen ved valget i 2024, men beslutningen om at Joe Biden skulle søge genvalg var fatal. Det skete på trods af beviser på hans alvorlige fysiske og mentale svækkelse og midt i desperate forsøg på at skjule omfanget af denne forværring.

Folkene omkring Biden løj for sig selv, allierede og offentligheden om hans tilstand og begrænsninger. Ved hans debat med Trump den 27. juni 2024 blev konsekvenserne af dette bedrag afsløret for verden. Det var chokerende og foruroligende.

Præsident Bidens beslutning om at stille op til genvalg virker i bagklogskabens lys chokerende narcissistisk, selvbedragende og hensynsløst – en desperat satsning, der slog fejl.

Ironien er bidende: For at besejre, hvad de kaldte en eksistentiel trussel mod demokratiet, benægtede DNC og folkene omkring Biden eksistensen af sundhedsproblemer, som nationen havde holdt øje med i årevis, og dømte Demokraterne til nederlag. Beslutningen om at stille op igen førte til en løgnagtig kampagne med benægtelser og gaslighting, der direkte førte til Donald Trumps tilbagevenden til magten.

Demokraternes politik

Joe Biden er ikke Demokraternes eneste problem. Et flertal af Demokrater er “dybt pessimistiske” omkring partiets fremtid (kun omkring 35 pct. er optimistiske ifølge en meningsmåling i maj 2025) og mange kræver nyt lederskab som afløser for ældre figurer som Chuck Schumer.

Der kan noteres fremgang for progressive kræfter i partiet. Den såkaldte “Fighting Oligarchy Tour” med senator Bernie Sanders og medlem af Repræsentanternes Hus, AOC-Alexandria Ocasio-Cortez – har tiltrukket store folkemængder med budskaber om økonomisk og politisk omfordeling

Nogle større milliardærdonorer som Bloomberg har imidlertid trukket støtten fra DNC og kritiserer partiets præstation efter valgnederlaget i 2024

Der er debat om, hvorvidt partiet skal stå fast på liberale mærkesager som klima og sociale rettigheder, racisme, sexisme og andre former for diskrimination – eller tone ned og satse mere på økonomisk populisme, middelklasse arbejdere og midtsøgende vælgere.

Det Demokratiske Partis valgchancer frem mod Midtvejsvalget i 2026 og præsidentvalget i 2028 er ikke gode, selvom demokratisk opsving i visse delstatsvalg (f.eks. Iowa, Pennsylvania, Minnesota, Wisconsin) giver håb om genopbygning af partiets grundlag.

Omskiftelig fase

Partiet er således i en omskiftelig fase – udfordret på sammenhængskraft og lederskab, men samtidigt inspireret af en ny generation progressive stemmer og opgang i græsrodsbevægelserne. Vejen frem bliver afgørende for, om Demokraterne kan genvinde grebet inden 2026 og 2028.

Zohran Mamdani

Sejren til den demokratiske socialist Zohran Mamdani i NYC’s borgmesterprimærvalg varsler en drejning af det Demokratiske Parti mod mere progressive og venstreorienterede politikker – bl.a. gratis transport, lejestop og højere skat på de rige.

Zohran Kwame Mamdani (født 18. oktober 1991 i Kampala, Uganda) har siden 2021 været medlem af New York Delstatsforsamling, opstillet for Demokraterne, og er medlem af Democratic Socialists of America, der er den føderale sammenslutning af socialdemokrater i USA.

Socialisten Zohran Maddani er ikke bleg for at spille race- og klassekortet i sin kampagne for at blive borgmester i New York City. Han er således indstillet på at hæve ejendomsskatterne for “rigere og hvidere kvarterer.

I Mamdanis kampagnemateriale “Stop the Squeeze on NYC Homeowners” lover han at flytte skattebyrden fra overbeskattede boligejere i de ydre bydele til dyrere boliger i ”rigere og hvidere” kvarterer. Som borgmester vil han justere satserne og effektivt sænke skattebetalingerne for husejere i kvarterer som Jamaica og Brownsville, mens skattebetalingen i de dyreste Brooklyn-brownstones hæves.

Flere medier melder om voldsom uro i Beograd i Serbien. Lørdag den 28. juni 2025 spredte politiet aggressivt og hårdhændet over 100.000 demonstranter, der havde samlet sig i Beograd med højlydte krav om nyvalg.

Demonstrationen markerer den seneste masseaktion i en protestbevægelse, der startede sidste efterår, med aktivister, der opfordrer til en ende på korruption og den serbiske præsident Aleksandar Vucics 12-årige styre.

Folkemængder i Beograd råbte “Vi vil have valg!” – et centralt krav fra bevægelsen, som Vucic konsekvent har afvist. Hans embedsperiode udløber i 2027, som også er datoen for det næste planlagte parlamentsvalg.

Kampklædte politibetjente brugte tåregas, peberspray og chokgranater til at sprede folkemængder med magt, og snesevis af demonstranter blev anholdt.

Serbiens indenrigsminister Ivica Dacic hævdede, at demonstranter angreb politiet.

Demonstranter kastede angiveligt æg, plastikflasker og andre genstande mod urobetjente, der blokerede mængden fra at komme ind i en bypark, hvor Vucic-tilhængere iscenesatte en modprotest.

Præsident Vucic havde angiveligt i busser transporteret grupper af egne tilhængere fra hele landet til Beograd forud for demonstrationen.

Aleksandar Vucic, en højre populistisk leder med autoritære tendenser og varme bånd til Rusland, har gentagne gange beskyldt udenlandske stater for at opildne til protesterne for at vælte hans regering. Han har dog ikke fremlagt beviser til støtte for disse påstande.

Den nuværende bølge af protester i Serbien begyndte i november, da et tag på en togstation i byen Novi Sad kollapsede og dræbte 15. Katastrofen blev beskyldt for at være et resultat af regeringens korruption.

Mens Vucic har påstået, at vestlige magter forsøger at udløse en “ukrainsk revolution i Serbien”, er de serbiske protester ikke hverken pro-ukrainske eller pro-russiske. I modsætning til massedemonstrationer i Slovakiet, hvor aktivister eksplicit fordømte regeringens Kreml-venlige dagsorden, er den serbiske bevægelse fokuseret på Vucics korrupte ledelse.

Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i 2022 har Serbien forsøgt en diplomatisk balancegang mellem Moskva og Vesten. Det har positioneret sig som neutralt i krigen mellem Rusland og Ukraine og afbalanceret sin status som EU-kandidat med sine langvarige bånd til Rusland.

EU-kandidatland

Serbien søgte om EU-medlemskab i 2009, men der kom først for alvor skub i relationen mellem EU og Serbien, da Serbien og Kosovo i april 2013 underskrev en EU-initieret aftale med henblik på at normalisere forholdet mellem de to lande. Optagelsesforhandlingerne startede herefter formelt i januar 2014.

Serbien med en befolkning på knap 7 millioner og omkring dobbelt så stort som Danmark kendes især for de indbyrdes krige i 1990’erne mellem republikkerne i det tidligere Jugoslavien. Særligt de langvarige kampe mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina havde mange dræbte og flygtninge til følge. Krigshandlingerne blev bragt til ende ved fredsforhandlingerne i Dayton 1995.

Kosovo

Baggrunden for det stadig aktuelle Kosovo-spørgsmål var, at den autonome region Kosovo den 17. februar 2008 ensidigt erklærede sin uafhængighed fra Serbien. Over 100 lande har anerkendt Kosovos uafhængighed, herunder hovedparten af EU-landene. Danmark anerkendte Kosovo den 21. februar 2008.

Den 22. juli 2010 kom den Internationale Domstol med en vejledende udtalelse, der blandt andet konstaterede, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i modstrid med folkeretten. På den baggrund lykkedes det i september 2010 27 EU-lande og Serbien at blive enige om teksten til en fælles FN-resolution, der efterfølgende blev vedtaget af FN’s Generalforsamling.

Den EU-initierede aftale fra 2013 om normalisering af forholdet mellem de to lande betyder ikke, at Serbien officielt anerkender Kosovos selvstændighed. Det skønnes, at det serbiske befolkningselement i Kosovo udgør 7 pct. af befolkningen på omkring 1,6 millioner i et land på størrelse med lidt over en fjerdedel af Danmark. Det serbiske mindretal støttes åbenlyst af Beograd i deres forskellige aktioner rettet mod Kosovos myndigheder.

Dansk fængsel i Kosovo

Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.

Allerede i 2021 blev der i Danmark indgået en politisk aftale om etablering af et dansk fængsel i Kosovo. Det kommende danske fængsel har imidlertid været ramt af forsinkelser, og fængslet ventes nu først at kunne tages i brug i april 2027 i stedet for september 2026. Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.

Rwandas udenrigsminister Olivier Nduhungirehe og den congolesiske udenrigsminister Thérèse Kayikwamba Wagner underskrev fredag den 27. juni 2025 i Washington en skelsættende amerikansk mæglet fredsaftale, der har til formål at afslutte deres ødelæggende årtier lange konflikt.

Med fredsaftalen kan Trump-regeringen sole sig i, at en endnu en ”fredssucces”. Siden kampene brød ud i 1990’erne, er omkring 6 millioner mennesker blevet dræbt og yderligere 7 millioner fordrevet.

Krudttønden Østafrika

Østafrika er en krudttønde, og situationen i Rwanda er tæt forbundet med DR Congo, der siden uafhængigheden fra Belgien i 1960 har været plaget af blodige borgerkrige.

Efter den første borgerkrig greb Mobutu Sese Seko i 1965 magten, som han beholdt frem til 1997. Herefter brød krigen ud igen, frem til Joseph Kabila erobrede magten i 2001 og beholdt den til 2019, hvor Félix Tshisekedi efter et valg overtog præsidentembedet. Tshisekedi fik ved valget i december 2024 forlænget sin præsidentperiode.

Det østlige DR Congo er et kludetæppe af stammer og militære grupper, der opererer i en del af DR Congo, der tusindvis af kilometer fra centralregeringen i Kinshasa fremstår som et ingenmandsland rigt på naturressourcer som kobber, guld, sølv og diamanter, men hvor størstedelen af befolkningen lever i fattigdom.

Tutsier og Hutuer

Ligesom modsætningsforholdet mellem tutsier og hutuer lå bag folkemordet i Rwanda i 1994, kæmper de 2 stammer fortsat mod hinanden.

I 1994, under folkedrabet i Rwandas sidste dage og uger, flygtede store grupper af hutuer til det østlige Congo, efter at de på få måneder havde slagtet 800.000 tutsier i Rwanda.

FDLR

Siden har den ekstremistiske hutubevægelse FDLR – Forces Démocratiques de Libération du Rwanda, FDLR, der er en aflægger af den milits, der var hovedansvarlig for gennemførelsen af folkedrabet i Rwanda i 1994, opereret i området.

FDLR er en torn i øjet på præsident Félix Antoine Tshisekedi i Kinshasa, men endnu større er regeringens modsætning til Rwanda og oprørsbevægelsen M23.

M23

Medlemmerne af M23-militsen deserterede for et årti tilbage fra den congolesiske hær med anklager om, at centralregeringen ikke levede op en fredsaftale fra den 23. marts 2009 – deraf navnet M23.

Gruppen består ifølge medierne af tutsier, der ellers blev bekæmpet af FN-styrker i 2013. Nu er M23 imidlertid genopdukket i en velbevæbnet udgave, der har erobret kontrollen over store dele af det østlige Congo. M23 har i flere måneder hærget, brændt byer ned, plyndret, voldtaget og dræbt lokalbefolkningen og drevet titusinder på flugt.

M23 er dukket op igen i det plagede østlige Congo på et tidspunkt, hvor landets præsident, Félix Tshisekedi, har invitere ugandiske styrker ind for at bekæmpe en primært ugandisk militsgruppe. Han har også givet soldater fra Kenya og Burundi lov til at operere i Congo.

Rwandas støtte til M23

Rwanda-regeringen i Kigali under Paul Kagame – præsident siden 2003 – støtter ifølge både FN, EU og USA åbenlyst M23-bevægelsen og anklager FDLR for at samarbejde med den congolesiske hær. Konflikten får derfor karakter af en proxy-krig mellem Rwanda og RD Congo.

Det hævdes således, at rwandiske tropper har opereret inde i selve DR Congo, siden konflikten brød ud. De støtter M23 med tropper under specifikke militære operationer. De giver M23 våben, og M23-soldaternes uniformer ligner til forveksling den rwandiske hærs uniformer ifølge en FN-rapport fra sidste sommer, som er beskrevet i en lang række internationale medier.

Paven i Congo

Pave Frans besøgte i begyndelsen af 2023 det uroplagede DR Congo. Det benyttede landets præsident, Félix Tshisekedi, til at lange ud efter hele verden, da han siddende ved siden af paven på en scene i Nationalpaladset anklagede verden for at glemme DR Congo, for at plyndre dets naturressourcer og for at medvirke til urolighederne i den østlige del af landet gennem “passivitet og tavshed”, skriver The New York Times.

“Ud over væbnede grupper begår fremmede magter, der vil have fingrene i mineralerne i vores undergrund, grusomheder med direkte og kujonagtig støtte fra vores nabo Rwanda, hvilket gør sikkerheden til den første og største udfordring for regeringen,” sagde han ifølge det amerikanske medie.

Paven lagde selv ud med en svada mod de mennesker, som udnytter DR Congos naturrigdom. Han omtalte årtiers konflikt i DR Congo som et overset “folkedrab” begået af generationer af svindlere, røvere og magtsyge grupper, der har gjort livet surt for landets omkring 100 millioner mennesker.

Humanitær krise

De mange år med kampe har ført til, hvad FN har kaldt “en af de mest langvarige, komplekse og alvorlige humanitære kriser på jorden”.

Tidligere fredsbestræbelser er stort set slået fejl. Både Den Afrikanske Union og Qatar har ført fredsforhandlinger med ringe succes. EU skar ned på den militære bistand til Rwanda i februar for at forsøge at tvinge Kigali til at dæmpe sin støtte til M23, og samme måned indførte USA også omfattende sanktioner mod centrale embedsmænd i den rwandiske hær.

Fredsaftalen

I fredagens aftale forpligter de to lande sig til at implementere en aftale fra 2024, der vil se Rwanda trække sine styrker ud af det østlige Congo inden for 90 dage, samt lancere en regional økonomisk integrationsramme inden for 90 dage og en fælles sikkerhedskoordineringsmekanisme inden for 30 dage. Congolesiske militære aktioner mod FDLR – Forces Démocratiques de Libération du Rwanda – skal også slutte inden for 90 dage.

Amerikanske mineralinteresser

Aftalen gør det også muligt for den amerikanske regering og amerikanske virksomheder at få mulighed for at investere i udnyttelsen af Congos kritiske mineraler på et tidspunkt, hvor Washington og Beijing konkurrerer om indflydelse i Afrika. Congo har en af verdens største coltan-reserver (Coltan er en forkortelse for columbit-tantalit, et mineral der er vigtigt for elektronikproduktion) og koboltreserver og indeholder omfattende reservoirer af guld, tantal, tin og wolfram – som alle er afgørende for teknologiproduktion.

Den demografiske udvikling i Danmark betyder, at beboere i udkantsdanmark bliver snydt for de formuegevinster, der tilfalder ejere af fast ejendom i København.

I København er lejlighederne siden 2020 steget fra ca. 49.000 kr./m² til 70.000 kr./m² – en stigning på ca. 45 pct.

Lejlighederne i Ålborg har de sidste otte år budt på et prisløft på 17,6 pct. til nu omkring 23.000 kr./m².

Umiddelbart betyder det, at man i Nordjylland kan få rigtig meget bolig til rimelige priser. Men ifølge Jyllands-Posten fortæller det også historien om lejlighedsejerne, der ikke har tjent en krone på deres bolig de seneste otte år. Ja, faktisk spises værdien på lejlighedskompleksernes murværk langsomt op af inflation i form af stigende priser andre steder i samfundet.

Ifølge Realkredit Danmark har man i Ålborg et boligproblem – mens tilkomsten af nye aalborgensere er gået noget nær i stå, har byggeriet alt for meget fart på.

Ét er, at lejlighedspriserne ikke er steget. Noget andet er, at man nu er begyndt at se faldende huslejer, mens flere lejligheder står tomme.

”Begge dele tror vi fortsætter. For det tager noget tid, før de nye kvadratmeter og byggeprojekter bliver absorberet i markedet”, siger Mark Maack Gibson fra Realkredit Danmark ifølge Jyllands-Posten.

Equinor (tidligere Statoil – resultatet af fusionen i 2007 mellem Statoil og olie- og energidivisionen i Norsk Hydro) taber penge i Danmark på datterselskabet BeGreen A/S, der udvikler energiparker på land. Udfordringerne på solcellemarkedet har betydet, at selskabet i 2024 har foretaget nedskrivninger for 1,7 mia. kr.

De regnskabsmæssige nedskrivninger skyldes ifølge selskabet en revurdering af fremtidige pengestrømme fra projekter, især i Danmark og Sverige.

Nedskrivningerne skyldes en række strukturelle og markedsmæssige udfordringer i Danmark og internationalt, der truer solcellebranchen og den grønne omstilling:

• Faldende elpriser

Elpriserne er faldet markant siden energikrisens højdepunkt i 2022, hvilket har reduceret indtjeningspotentialet for nye solcelleprojekter. Projekter der tidligere så rentable ud, blev pludselig økonomisk usikre.

• Stigende omkostninger til materialer og logistik

Priserne på solpaneler, invertere og andre komponenter har været volatile. Transport- og logistikomkostninger er steget, især i kølvandet på globale forsyningskædeproblemer.

• Langsomme myndighedsprocesser

Lange sagsbehandlingstider og usikkerhed om tilladelser i kommunerne har forsinket flere projekter. Det betyder, at investeringer bindes i projekter, der ikke kan realiseres hurtigt nok.

• Øget konkurrence og markedsmætning

Flere aktører er trådt ind på markedet, hvilket presser priserne og gør det sværere at sikre attraktive Power Purchase Agreements (PPA’er). Samtidig er der i nogle områder opstået lokal modstand mod store solcelleparker.

Ifølge avisen Wall Street Journal skulle Shell være i “indledende samtaler” om at købe deres konkurrent BP.  En aftale ville være en skelsættende fusion af to store olieselskaber, og den største olieaftale siden Exxon og Mobils fusion i 1999. Dengang var megafusionen, der skabte Exxon Mobil, på 83 milliarder dollars.

En fusion mellem Shell og BP ville suverænt være årets største M&A-aftale (Mergers and Acquisitions-aftale) indtil videre på et marked, der har været rystet af præsident Trumps handelskrig og andre geopolitiske spændinger.

Hvis en aftale skulle blive til noget, ville en sammensmeltning af Shell’s markedsværdi på 210 milliarder dollars og BP’s på 82 milliarder dollars skabe endnu en energigigant, der kunne konkurrere med Saudi Arabiens Aramco, ExxonMobil og Chevron.

Den amerikanske business news kanal, CNBC, rapporterer dog, at det er usandsynligt, at Shell ville købe hele BP, og Shell betegner Wall Street Journals rapport som ”markedsspekulation” og afviser, at de er i forhandlinger om at opkøbe BP.

Da opkøbsrygterne nåede børsen faldt kursen på Shells aktier mens BP’s steg en smule. Shell går da også ind i forhandlingerne fra en styrkeposition, hvor aktien har klaret sig markant bedre end BP i de seneste år. Shell, der ligesom BP har base i Storbritannien, men aktiviteter over hele verden, har en markedsværdi på mere end 200 milliarder dollars.

BP med en markedsværdi på 82 milliarder dollars har været efternøleren blandt de store olieselskaber efter et skæbnesvangert strategiskifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Det har også lidt under nogle år med ledelsesmæssige omvæltninger og operationelle katastrofer.

Udtrykket Skakmat stammer fra persisk Shāh Māt, der betyder “Kongen er besejret/uden udvej”. Selvom Irans umiddelbare modsvar på de amerikanske bombeangreb mod deres atomprogram natten mellem lørdag og søndag var en regn af missiler og droner mod Israel, er regimet i Teheran i realiteten lammet.

Regimet er åbenbart ikke umiddelbart indstillet på at imødekomme kravet fra USA om at genoptage forhandlingerne om en aftale om stop for det iranske atom- log missilprogram. Søndag eftermiddag godkendte Irans parlament at lukke Hormuzstrædet ifølge det iranske statsejede Press TV og nyhedsbureauet Reuters.

Den endelige beslutning om at lukke strædet, som er af afgørende betydning for verdens oliehandel, skulle dog ligge hos Irans Øverste Nationale Sikkerhedsråd.

Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd, og det forbinder flere af landene i Golfen: Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

Konsekvenserne for oliepriserne hvis krigen mellem Israel og Iran fortsætter er uoverskuelige

Imens har Israel fortsat angrebene mod Iran og Iran sender fortsat droner og missiler mod Israel. Ifølge Reuters steg oliepriserne mandag til det højeste siden januar, da USA med angrebet på Irans atomanlæg gjorde fælles sag med Israel. Brent-råoliefutures steg til 77,73 dollars pr. tønde og den amerikanske West Texas Intermediate-olie steg til 74,55 dollars.

Markedsdeltagerne forventer yderligere prisstigninger midt i den stigende frygt for, at en iransk gengældelse kan omfatte en lukning af Hormuzstrædet, hvorigennem omtrent 35 pct. af det maritimt transporterede globale råolieudbud strømmer.

“Den nuværende geopolitiske eskalering betyder at (Brent) priserne kan krydse højere og potentielt spiralere mod et niveau på 100 dollars, hvor 120 dollars pr. tønde vil virke mere og mere sandsynligt” sagde Sugandha Sachdeva, grundlægger af det New Delhi-baserede analysefirma SS WealthStreet ifølge Reuters.

Hvis Iran lukker Hormuzstrædet hvorfra de fleste af Irans tankskibe sejler, vil det umiddelbart indebære et stop for størstedelen af landets egen olieeksport.

OECD+ – Organisationen af Olieeksporterende Lande Plus-gruppen af producenter – har imidlertid en masse ledig kapacitet, der relativt hurtigt kan returneres til markedet. Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kan tilsammen øge tilførslerne til markederne med mere end fire millioner tønder olie om dagen. En Goldman Sachs-analyse har vist, at disse to producenter ved tidligere forsyningschok var i stand til at erstatte omkring 80 pct. af de tabte tønder inden for omkring seks måneder.

Mens Irans olieeksport er af begrænset international økonomisk betydning, er hindringer for den internationale skibstrafik en alvorlig sag.

Hvis Iran reagerer på en ødelæggelse af atomfaciliteterne med lukning af Hormuzstrædet vil det tvinge USA til yderligere angreb på Iran.

USA vil ikke kunne acceptere, at en vigtig international maritim transportrute for mere end en tredjedel af verdens råolie blokeres af Iran.

Yemen

De voldsomme amerikanske bombninger af Yemen i USA som reaktion på Houthiernes angreb på skibstrafikken i Det Røde Hav og Adenbugten efterlader ingen tvivl om, at USA ikke vil acceptere en lukning af Hormuzstrædet.

Tanker-krigen under krigen mellem Irak og Iran

Under Iran-Irak-krigen (1980–1988) blev den internationale skibsfart i Hormuzstrædet alvorligt truet, særligt i den såkaldte “Tankerkrig” (1984–1988), som var en del af krigen, hvor begge parter angreb hinandens olieforsyninger og tankskibe i Den Persiske Golf.

Irak angreb iranske olieplatforme og tankskibe, ofte med franske Exocet-missiler.

Iran svarede igen ved at angribe skibe i Golfen, inklusive dem fra neutrale lande, især skibe som sejlede til Irak eller irakisk-allierede stater.

Resultatet var at over 400 skibe fra omkring 30 lande blev ramt under konflikten.

Det skabte global bekymring for oliepriser og forsyningssikkerhed, og USA lancerede i 1987 Operation Earnest Will, hvor amerikanske flådefartøjer eskorterede olietankskibe gennem Hormuzstrædet.

USA og Iran stødte direkte sammen flere gange, og USA ødelagde en række iranske flådefartøjer og olieplatforme efter et iransk mineangreb på et amerikansk skib.

Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, siges ifølge kilder til New York Times at gemme sig i en underjordisk bunker. Samtidig siges han at have peget på flere mulige efterfølgere, hvis flere iranske nøglepersoner bliver dræbt. Han siges også at have nævnt tre specifikke kandidater.

Årsagen er frygt for at blive dræbt af enten Israel, USA eller andre aktører opholder Ayatollah Ali Khamenei (86) sig i en bunker og al kommunikation foregår gennem mellemmænd mens al elektronisk kommunikation er afbrudt for at gøre det sværere at opspore ham.

Fredag den 13. juni, for lidt over en uge siden, lancerede Israel en række angreb mod Iran den største militære offensiv mod Iran siden krigen med Irak i 1980’erne.

Iran har svaret igen med daglige modangreb med droner og missiler mod Israel.

Fredag gav Trump sig selv to uger til at beslutte, om han ville imødekomme Israels bøn om hjælp til at bombe de iranske atomanlæg.

USA bomber Iran

Søndag aften amerikansk tid overraskede han hele verden, da USA udførte angreb mod tre iranske atomanlæg i Fordo, Natanz og Esfahan.

Iran har søndag morgen svaret ved at sende droner og missiler mod Israel.

Khameneis designerede efterfølger kendes ikke

Før den amerikanske intervention i går aftes er flere iranske nøglepersoner allerede blevet dræbt af israelske styrker. Khamenei er også klar over, at Israel eller USA kan forsøge at dræbe ham. Derfor har han beordret landets ekspertforsamling, der udpeger den øverste leder, til hurtigt at vælge hans efterfølger blandt tre kandidater, han selv har udpeget.

Navnene kendes ikke, men Khameneis søn Mojtaba, der længe har været betragtet som en mulig efterfølger, er åbenbart ikke blandt de tre kandidater. Tidligere præsident Ebrahim Raisi, der også har været nævnt som en mulig efterfølger, døde i et helikopterstyrt i 2024.

Siden krigen begyndte, har Khamenei undgået offentlig optræden og kun udsendt to forud-indspillede videoer med appeller til folket.

Informationsblokade

Irans hovedbekymring har hele tiden været at USA går ind i krigen og gennemfører ødelæggende angreb på kritisk infrastruktur. Alle eksperter har været enige om, at kun USA har bomber, der kan trænge igennem det bjerg, der skjuler Irans vigtigste atomfacilitet, Fordo.

Det er ikke kun Khamenei, der frygter aflytning. De iranske myndigheder frygter spionage og har derfor beordret alle topledere til at stoppe med at kommunikere med telefoner og pc’er, der kan spores.

Samtidig er der en næsten fuldstændig informationsblokade, hvor internettet lukkes ned og internationale telefonforbindelser afbrydes.

Det betyder, at folk i Iran ikke kan se nyheder udefra, og omverdenen kun har begrænset adgang til iranske hjemmesider.

Flugt fra Teheran

Flere tusinde indbyggere har forladt den iranske hovedstad Teheran, efter at Israel bad beboerne om at evakuere flere kvarterer. Sikkerhedsstyrker har oprettet kontrolposter overalt.

Green Hydrogen Systems indleverede mandag den 10. marts 2025 en begæring til skifteretten om ”rekonstruktion”.

For få måneder siden havde GHS næsten 300 ansatte, men torsdag den 19. juni 2025 var det slut.

Green Hydrogen Systems har smidt håndklædet i ringen. Efter et forgæves forsøg på at redde selskabet indleder brintproducenten nu en konkursbehandling ved Skifteretten i Kolding.

Det står klart, efter selskabet torsdag aften udsendte en meddelelse til fondsbørsen, hvor ledelsen meddeler, at forsøget på at redde selskabet er mislykket.

Hverken de 80 tilbageværende medarbejdere eller de over 1,5 milliarder kroner i krav fra ejere og långivere er sikret i processen. Og ifølge selskabet er der ingen udsigt til, at aktionærerne får noget som helst ud af konkursen.

Investorernes tab

Kollapset i Green Hydrogen koster ATP og staten (Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO – omtrent 1 mia. kr. til sammen. Med en samlet ejerandel på 30 pct. for ATP og EIFO vil konkursen i Green Hydrogen Systems betyde et formuetab på op mod 1 mia. kr. i forhold til de akkumulerede kapitalindskud, men altså på flere milliarder i forhold til den tidligere børskurs.

ATP er ledet af Martin Præstegaard, der er kritiseret for at have sat ATP’s pensionspenge over styr med andre fejlslagne grønne investeringsprojekter, bl.a. batteriproducenten Northvolt og solcelleparkudvikleren Better Energy, og EIFO, der har ”kapaciteter” som Jakob Elleman-Jensen i bestyrelsen.

Green Hydrogen blev børsnoteret i juni 2021 til en samlet børsværdi på tre mia. kr. efter nytegning af aktier til 40 kroner stykket.

Baggrunden for konkursen er, at Green Hydrogen har oplevet en ”væsentligt langsommere markedsadoption af teknologien og udviklingen af brintrelaterede produktionsprojekter” end forventet, og generelt ugunstige udviklinger på markedet for grøn brint.

ATP

Det er ikke kun ATP og EIFO, der står til at tabe store summer på det grønne brint-eventyr. Blandt aktionærerne er også Mærsk ved A.P. Møller Holding, Norlys, Augustinus og det Obelske Familiefond.

Green Hydrogen Systems er ifølge finansanalytikere et klassisk skandale-eksempel på hvordan børsmarkedet udnyttes af kyniske projektmagere – urealistiske solstrålehistorier om fremtidens hydrogenmarked uden substans sælges til vanvittigt overdrevne markedspriser. 

Tilbage i 2021 var det muligt at oppiske en stemning og stor tiltro til fremtidens hydrogenmarked, men udsigterne er sidenhen fuldstændig faldet sammen.

Vind- og brintlobbyens pres på regeringen

Efter måneders pres fra danske og udenlandske private investorer – herunder fra den totalt uansvarlige erhvervsorganisation, Dansk Industri – bøjede regeringen sig. Energiminister Lars Aagaard Møller har bebudet nye udbud af havvind på mere attraktive vilkår, hvor regeringen er klar til at give massiv statsstøtte, samt statsstøtte til et brintrør fra Esbjerg.

Regeringen vil altså stille milliarder til rådighed for private havvindsprojekter og til etablering af et dansk brintrør fra Esbjerg mod grænsen.

Vi taler om skatteyderbetalt statsfinansiering på op til 75 mia. kr. samtidig med at kravene til de private investorer reduceres.