Fortidens synder

Kirsten Schwalbe fotograferet i hendes hjem i Struer torsdag den 6. marts 2025. Kirsten Scwalbe er Danmarks ældste og fylder 111 år mandag den 10. marts 2025. (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2025)

Den femte (og formentlig sidste) sæson af den tyske TV-serie Babylon Berlin havde premiere i september 2026. Handlingen foregår i januar og februar 1933, hvor Hitler bliver udnævnt til rigskansler, og det tyske demokrati hastigt nærmer sig sit sammenbrud. Serien efterlader indtrykket af, at der ikke kun blandt kommunister og socialdemokrater, men også i andre kredse var udbredt modstand mod Hitler og nazisterne.

Serien slutter med Rigsdagens brand den 27. februar 1933 – det dramatiske vendepunkt, der varsler begyndelsen på diktaturets mørkeste periode og Tysklands historiske katastrofe.

Jøder og venstreorienterede fik skylden for Rigsdagsbranden og ved det tyske rigsdagsvalg den 5. marts 1933 fik nazistpartiet NSDAP med 17,3 millioner stemmer en stemmeandel på 43,9 pct.

NSDAP største parti i Tyskland

Ved det sidste frie valg i Tyskland før 1948 blev NSDAP det klart største parti, men opnåede dog ikke selv et absolut flertal. Sammen med det konservativt-nationalistiske DNVP fik Hitler-regeringens partier dog flertal i Rigsdagen.

DNSAP i Danmark

Med Babylon Berlin i frisk erindring og fornemmelse for den udbredte opbakning til nazismen i 1930’erne, rystes man alligevel af oplysningen om, at den 112-årige Kirsten Schwalbe, der onsdag den 14. oktober 2026 blev fejret som landets ældste borger nogensinde, i 1941 havde meldt sig ind i det danske nazistparti, DNSAP. Ifølge Kristeligt Dagblad omtalte flere medier rekorden, og onsdag fejrede TV Midtvest den lokale berømthed, som mediet har fulgt gennem flere år, med tv-indslag, artikler og en liveblog.

Også flere politikere sendte lykønskninger til den 112-årige.

Men ingen nævnte, at Kirsten Schwalbe, der er blevet hyldet for sin livsfilosofi, meldte sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, DNSAP, i 1941.

Partiet var en kopi af Hitlers naziparti. Det fik økonomisk støtte fra den tyske besættelsesmagt og hjalp med at hverve danskere til Waffen-SS og Frikorps Danmark, der begik krigs- og folkedrabsforbrydelser på Østfronten og i KZ-lejrene.

Selvom Kirsten Schwalbe efter alt at dømme ikke havde en aktiv rolle i partiet, og selvom det er over 85 år siden, er hendes medlemskab stadig i offentlighedens interesse at kende, mener historiker Bent Blüdnikow: “Fordi det var landsforræderi. Medlemskab af DNSAP under Besættelsen var at forråde danskerne,” lyder det fra historikeren. Efter Befrielsen blev det dog ikke gjort strafbart i sig selv at have været medlem af DNSAP.

Men Bent Blüdnikow påpeger, at nazipartiet ønskede, at Danmark skulle indordne sig efter Tyskland og fjerne jøderne fra samfundet.

“Derfor er sagen principiel og vigtig,” understreger han.

Leave a Reply