Bemyndigelseslovgivning

Regeringen har midlertidigt forbudt alle nyetableringer og udvidelser af konventionel dansk griseproduktion.

Det skal ske gennem en bekendtgørelse, og minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen har som hjemmelsgrundlag henvist til §34, stk. 1 i den såkaldte lov om husdyrbrug.

Her står, at ministeren kan ”fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår godkendelser og tilladelser kan meddeles” til for eksempel at udvide en husdyrproduktion. Og det er med baggrund i den bestemmelse, at ministeren mener at have fundet sin lovhjemmel til nemt at udstede grisestoppet gennem en bekendtgørelse – i stedet for at få vedtaget et nyt lovforslag i Folketinget.

Sagen har fået en række juraprofessorer til at så alvorlig tvivl om lovgrundlaget bag det vidtgående indgreb.

Striden om lovhjemmel til regeringens grisestop handler om meget mere end grisestalde, advarer flere eksperter nu: Hvis loven kan tolkes, som regeringen her lægger op til, kan det give flere ministre magtbeføjelser af hidtil usete dimensioner – og store problemer for danske virksomheder.

Den meget brede bestemmelse i loven om husdyrbrug har en tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens §35, stk. 2.

Her står stort set enslydende, hvordan miljøministeren kan fastsætte regler om, ”i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår” godkendelser kan gives.

Faktisk findes der mange af den type brede bestemmelser rundt om i lovgivningen, hvor Folketinget giver ministeren magt til at fastsætte de nærmere regler for forskellige indgreb.

Den aktuelle sag om griseproduktion har givet anledning til overvejelser om Folketingets vidtstrakte delegering af bemyndigelser til ministre.

Misbrug af bemyndigelser

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en tilsyneladende kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for at operere på det kommercielle marked.

Nielson blev bundet til masten

Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor en generel klausul i den meget vidtstrakte bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet: Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Leave a comment