I Informations analyse den 23. september 2026 (USA-korrespondent Martin Burcharth) hævdes det, at aftalen af 22. september mellem Grønland, Danmark og USA (AFTALE MELLEM KONGERIGET DANMARKS REGERING SAMMEN MED NAALAKKERSUISUT OG AMERIKAS FORENEDE STATERS REGERING OM ÆNDRING OG SUPPLERING AF OVERENSKOMST AF 27. APRIL 1951 I HENHOLD TIL DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT MELLEM KONGERIGET DANMARKS REGERING OG AMERIKAS FORENEDE STATERS REGERING OM FORSVARET AF GRØNLAND (1951-FORSVARSAFTALEN) MED SENERE RELEVANTE TILLÆGSAFTALER RELATERET HERTIL) ikke indeholder meget nyt, og at ”Der var absolut ingen grund til at true Grønlands suverænitet”.
Amerikanske grønlandskendere beklager, at der skulle en meningsløs aftale til for at stoppe Donald Trump. Et ødelagt forhold til Danmark, Grønland og Europa er en høj pris at betale, påpeger de
Tidligere assisterende viceforsvarsminister Jim Townsend er dog i analysen citeret for at påpege, at ”Det eneste nye består i, at USA vil bevare sine rettigheder i Grønland, hvis grønlænderne en dag skulle løsrive sig fra kongeriget og blive en selvstændig stat”.
Ifølge den amerikanske Arktis- og militærekspert Marisol Maddox er det en betænkelighed, hun ofte har hørt omtalt i sine samtaler med folk i Trump-regeringen.
”Der var en udbredt bekymring for, hvad der ville ske, hvis Grønland blev selvstændigt og måske begyndte at invitere Kina til at investere”, siger hun.
Hvis sikringen af amerikanske interesser i Grønland alene var et spørgsmål mellem USA og den danske regering, er det sikkert rigtigt, at det kunne have været ordnet uden de voldsomme amerikanske trusler.
Spørgsmålet er om Naalakkersuisut og selvstændighedsbevægelsen på Grønland ville have accepteret aftalen uden det amerikanske pres, herunder truslerne om anvendelsen af økonomisk og militær magt?
Aftalens paragraf XI om aftalens permanente karakter, siger:
”Denne aftale har ikke nogen slutdato og kan kun ændres ved fælles samtykke i overensstemmelse med artikel XIII i 1951-forsvarsaftalen.
Såfremt Grønland udøver sin ret til selvbestemmelse for at blive selvstændig, skal Kongeriget
Danmarks regering og Naalakkersuisut sammen sikre, at den selvstændige grønlandske stat vil (i) give tilsagn om at forblive i NATO, herunder om nødvendigt ved at ansøge om at blive medlem, og (ii) udtrykkeligt påtage sig, fra datoen for selvstændighed, alle de af Kongeriget Danmarks rettigheder og forpligtelser, der følger af nærværende aftale, herunder gennemførelsesaftale eller ordninger mellem parterne, samt Forsvarsaftalekomplekset”.
Det banebrydende i aftalen er således, at hjemmestyret har accepteret, at et selvstændigt Grønland er underlagt dispositionsbegrænsninger i udenrigs- , sikkerheds- og erhvervspolitikken.
Et selvstændigt Grønland skal således forblive i NATO og påtage sig alle rettigheder og forpligtelser, der følger af aftalen.
Det betyder, at i al evighed kan ingen stat, som ikke er medlem af NATO få tilladelse til at oprette sine egne bemandede eller ubemandede militære installationer i Grønland og ej heller tillades en vedvarende tilstedeværelse af militære styrker i Grønland, medmindre andet er aftalt mellem parterne, dvs. godkendt af USA.
Det betyder også, at stater eller investorer fra en stat, der ikke er medlem af NATO, NATO-partner eller EU-medlemsland, ikke kan få adgang til at operere i Grønland, medmindre det er aftalt mellem parterne, dvs. godkendt af USA.
Et selvstændigt Grønland skal fortsat administrere disse forhold i tæt samarbejde med myndighederne i Kongeriget Danmark, der igen skal konsultere tæt med relevante amerikanske myndigheder og andre partnere.
Vurdering
Etableringen af amerikanske baser i Grønland, opbygning af missilskjold m.v. er næppe et problem. Tværtimod kan det indebære betydelige økonomiske og erhvervsmæssige muligheder.
Men det er efter min mening særdeles tvivlsomt, at Naalakkersuisut og de politiske partier og bevægelser på Grønland ville have accepteret de i aftalen indeholdte begrænsninger på et selvstændigt Grønlands råderum, uden det massive amerikanske pres.
