To tilfælde af svineinfluenza i USA

CDC influenza

Centers for Disease Control and Prevention, CDC, i Atlanta, USA, meddelte sent fredag ​​eftermiddag, at der forelå rapporter om de to første tilfælde af svineinfluenzai i USA i 2023.

Centers for Disease Control and Prevention (CDC) er et amerikansk føderalt agentur under United States Department of Health and Human Services med hovedkontor i Atlanta. Agenturet har ansvar for beskyttelse af folkesundhed, specielt smitsomme sygdomme, miljømedicin, arbejdsmedicin, forebyggelse og oplæring. CDC har omkring 15.000 ansatte.

CDC oplyser i en pressemeddelelse, at der hvert år optræder enkelte tilfælde af menneskelige infektioner med influenzavirus, som normalt spredes i grise.

Selvom infektioner med svineinfluenzavirus normalt kun forårsager milde sygdomssymptomer, ser CDC på tilfældene med alvor. Svineinfluenza kan forårsage alvorlig sygdom, især hos mennesker med højere risiko for alvorlige influenzakomplikationer. Desuden er man på vagt over svineinfluenzaens pandemiske potentiale.

De to infektioner af A(H1N2) svineinfluenza drejer sig om personer, der i juli var i kontakt med svin på to forskellige landbrugsmesser i Michigan.

Begge patienter havde været eksponeret for svin indenfor 10 dage inden sygdomsudbruddet. Begge er behandlet med antivirale midler, og ingen af ​​patienterne krævede hospitalsindlæggelse.

CDC oplyser, at der ikke er sket person-til-person spredning af denne virus.

Ifølge CDC kan influenzavirus fra mennesker og fugle inficere svin, hvilket giver vira mulighed for at bytte gener med naturligt forekommende svinevirus. Dette kan i sjældne tilfælde skabe nye vira, der kan spredes fra grise til mennesker og har kapacitet til at kunne overføres fra person-til-person. Det var netop på den måde H1N1-svineinfluenza-pandemien i 2009 opstod.

Pandemien i 2009

CDC oplyser, at der fra april 2009 til april 2010 var 60,8 millioner tilfælde af H1N1-svineinfluenza i USA, som resulterede i over 274.000 indlæggelser og næsten 12.500 dødsfald. På verdensplan anslår CDC, at mellem 151.700 og 575.400 mennesker døde af H1N1-udbruddet i løbet af det første år. 80 procent af disse dødsfald var personer under 65 år.

Det er ikke kun CDC og de amerikanske sundhedsmyndigheder, der er opmærksomme på den potentielle fare ved svineinfluenza. Verdenssundhedsorganisationen, WHO (World Health Organization) ser også med alvor på de sager der dukker op. Senest blev WHO i begyndelsen af juni 2023 underrettet om et fatalt tilfælde af svineinfluenza i den brasilianske delstat Paraná, hvor en 42-årig kvinde med andre medicinske diagnoser, der boede i nærheden af en svinefarm, døde af svineinfluenza.

I Danmark oplyste Statens Serum Institut (SSI) i januar 2022, at der var påvist et tilfælde af svineinfluenza hos en borger i Danmark. Patienten arbejdede på et dansk svineslagteri. Der var tale om et alvorligt sygdomsforløb hos en i øvrigt rask person.

One thought on “To tilfælde af svineinfluenza i USA

Leave a comment