Da den kinesiske teknologigigant Huawei for et par år siden lagde pres på og forsøgte at blive leverandør til 5G-nettet blev tidligere udenrigsminister Per Stig Møller hvirvlet ind i lobbykampagnen. Huaweis daværende vicedirektør i Danmark, Xukun Ji, er gift med Per Stig Møller, og hun bragte ham på banen i et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Lose, som tidligere har været ministersekretær for Per Stig Møller.
Xukun Ji skrev et brev til Lars Lose, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at det kommende 5G-net var så samfundskritisk, at det skulle værnes mod påvirkning fra fremmede magter.
“Jeg har svært ved at forstå, at Danmark vælger denne ekstreme tilgang,” skrev Xukun Ji på engelsk i brevet til departementschefen.
Per Stig Møllers eget svar på truslen fra Kina er, at Vesten skal tage sig sammen og forske og innovere, så vi kan klare fremtidens konkurrencesituation. Ikke et ord om Kinas manglende efterlevelse af internationale spilleregler, intet om menneskerettigheder i Kina, intet om undertrykkelsen af uighurer og tibetanere og slet intet om Kinas overgreb på Hong Kong.
I Berlingske Tidende den 10. april 2023 rejser Per Stig Møller igen i indlægget ”Uden langfredag ingen påskemorgen” tvivl om holdningen til Kina.
Per Stig Møller skriver, at USA I en ”højspændt konfrontation med Kina” utvivlsomt forventer opbakning fra Europa. Helt uhørt skaber Per Stig Møller tvivl om NATO-sammenholdet ved at stille spørgsmålet: ”er vi klar til det?”