Da USA, EU, Canada, Australien m.fl. efter Ruslands overfald på Ukraine indførte sanktioner mod Ruslands energieksport afsatte Rusland i stedet olien til Kina, Indien og andre lande i Asien.
Indien har fuldstændig ignoreret opfordringer til at deltage i sanktionerne, og Indien spiller nu en væsentlig rolle i at opretholde Ruslands olieindtægter.
Indien dækker omkring 85 pct. af oliebehovet med import. Inden krigen i Ukraine var den indiske import af russisk olie på under 70.000 tønder om dagen. I begyndelsen af 2023 importerede indiske raffinaderier over 1,3 millioner russisk råolie om dagen, og russisk olie dækker nu knap 20 pct. af Indiens importbehov – kun overgået af importen fra Irak.
Vestens sanktioner mod Ruslands oliehandel har været en enorm økonomisk fordel for Indien. Det anslås, at Indien på mindre end et år har sparet mindst 3,6 milliarder dollars ved at skrue op for russisk olieimport, der sælges med en klækkelig debat i forhold til normalprisen på olie.
I FN afstod Indien torsdag den 23. februar 2023 fra at stemme for en resolution, der krævede at Rusland øjeblikkeligt trak sig ud af Ukraine.
At Indien økonomisk støtter Ruslands krigsførelse i Ukraine, afholder ikke Danmark fra at sende en større delegation med Kronprinsen i spidsen til Indien. Formålet er angiveligt at fremme danske erhvervsinteresser i et ”grønt partnerskab” med det folkerige Hindu-regime.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen risikerer imidlertid at ødelægge den gode stemning, hvis han overfor den indiske udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, kritiserer, at Indien alene er optaget af egne interesser i forholdet til Rusland. Med kendskab til Lars Løkkes talegaver vil eventuel kritik næppe blive bemærket.