I anledning af Allehelgensdag

Allehelgens Skole i Roskilde

Allehelgensdag er i den danske folkekirke den 1. søndag i november og i år er det søndag den 6. november.

Allehelgensdag kommer efter Halloween, der foregår den 31. oktober på næsten samme tidspunkt som De Dødes Dag den 2. november.

Halloween, er oprindeligt en gammel skik fra Irland og Skotland. Halloween kommer fra ”all hallow even”- der betyder allehelgensaften på old-engelsk. Man mente, at porten til dødsriget stod åbent på det tidspunkt, og man skulle passe på; Der kunne meget vel komme mørke skikkelser, spøgelser, skeletter m.v. på besøg fra underverdenen.

Vi kendte ikke noget til Halloween i min skoletid i 1960’erne i Roskilde på grund- og realskolen i Allehelgensgade inden optagelsen på Roskilde Katedralskole.

Allehelgens Skole opførtes i 1868 og var oprindeligt en kommunal betalingsskole, Roskilde Borgerskole. Den ældste fløj ligger ud imod Allehelgensgade. I 1886 blev skolen udbygget med en fløj i Læderstræde.

Skolen afløste den gamle borgerskole, der i perioden 1816-1869 lå i Algade 4, der med tiden var blevet alt for trang.

Algade 4 blev købt af kuchenbager Wolffhechel, der etablerede konditori og restaurant i huset. Café Wolffhechel eksisterede frem til 1972. Roskilde Tidende omtalte den 5. februar 1972 lukningen af etablissementet således:

”Cafe Wolffhechel er ikke mere. Telefon 35 15 46 svarer ikke mere. En af byens ældste restauranter har måttet lade livet for udviklingen. Algade 4 i Roskilde omdannes til et moderne bankpalads, hvor Roskilde Landbobank får til huse. Dørene blev lukket torsdag aften, hvor stamgæsterne var mødt talrigt op i begravelsesfølget for at nyde den sidste veltempererede øl i tobaksrøgens skygge. Stambordene var fyldt, og der blev fortalt mange muntre historier fra værtshusets lange historie. ”Wolle”, ”Klinikken for indvendige bade” og ”Det halve apotek”, blev båret til graven med glans i øjnene”.

Når stamkunderne talte om ”Det halve Apotek”, så skyldes det, at værtshuset havde til huse i Algade 4, medens Domapoteket lå i Algade 8!

I restauranten holdt spareforeningen ”Guldkalven”, en spareklub, hvis medlemmers indbetalinger er protokolleret siden 1875, sine møder.

”Guldkalven” kunne man kun blive medlem af, når et medlem døde eller ikke ønskede at være med mere. Hvert år inden jul samledes medlemmerne på Cafe Wolffhechel til en overdådig middag. Renterne af de opsparede penge forvandledes til faste og flydende varer, mens de opsparede midler gik til familien. Det er foreningens overdådige middage, Gustav Wied skildrer i ”Livsens Ondskab” (Ædedolkenes Klub).

Leave a comment