Udenrigsminister Jeppe Kofod – kulminationen på 250 år med laksko, blå frakker og udenrigspolitiske fadæser

Udenrigsminister Jeppe Kofod, forsømmer ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hans manglende kvalifikationer til posten.

Den 1. maj 2020 kan vi i Altinget læse, at Kofod ”ikke køber, at Udenrigsministeriet er marginaliseret. Tværtimod. Aldrig har vores rolle være mere relevant”. Samme dag kan vi i Berlingske Tidende læse, at udenrigsminister Jeppe Kofod og klimaminister Dan Jørgensen har ”kørt de diplomatiske kanoner i stilling” med det formål at få ”samlet det internationale samfund om en økonomisk genstart, der skal være både grøn og bæredygtig”.

Storhedsvanviddet og den manglende selverkendelse er evident, og selvom Jeppe Kofod og Udenrigsministeriet måske har viljen, kniber det gevaldigt med evnen.

Forholdet til Italien ødelagt

Jeppe Kofod har netop ødelagt Danmarks forhold til Italien ved at overlade dem noget ubrugeligt militærmedicinsk isenkram som hjælp til bekæmpelsen af Covid-19. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Kofod samtidig har sendt en check på 1 mio. euro til Røde Kors.

Danmark i åben konfrontation med USA

Endnu værre er håndteringen af det despotiske præstestyre i Iran. Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Grønland og Arktis

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen har i sin udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fra maj 2016 fremhævet Danmarks betydelige interesser i en fredelig, stabil og økonomisk og miljømæssigt bæredygtig udvikling i Arktis og også et særligt ansvar og særlige muligheder for at påvirke udviklingen i Arktis til gavn for regionen og i særlig grad for befolkningen i Grønland og Færøerne.

Anbefalingen var, at udenrigsministeriet skulle understøtte, at kongeriget kan bevare og udvikle sin position som en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med.

Det ville naturligvis kræve et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og Rigsfællesskabet. Det ville også kræve en dynamisk og en agil organisation, der kan agere hurtigt, omstille sig, og ikke mindst gøre det uden at det hele sker på bekostning af faglig dybde og stærk kompetence.

Andre eksperter har fremsat lignende anbefalinger, og bortset fra Lene Espersen har skiftende regeringer og udenrigsministre i taler ved festlige lejligheder bekræftet prioriteringen af Arktis.

Men hvor var Udenrigsministeriet og den Arktiske Ambassadør, da statsminister Mette Frederiksen i sommeren 2019 kaldte den amerikanske præsidents tilbud om at købe Grønland for ”absurd”?

Præsident Trump valgte som bekendt at aflyse et ellers planlagt officielt statsbesøg i Danmark, og mens Udenrigsministeriet var helt fraværende havde vi pludselig en alvorlig krise i det nordatlantiske forhold.

Det er næppe udenrigsministeriets fortjeneste, at amerikanerne ufortrødent arbejdede videre på projektet. Nu viser det sig, at USA i løbet af få måneder åbner sin første officielle repræsentation i Nuuk siden 1953, og kontoret er bestemt ikke kun til pynt.
Som den første fase i en større strategisk charmeoffensiv står amerikanerne nu parat med en ”substantiel pakke med økonomisk støtte”.

Med den første pulje på 83 millioner kroner vil Trump-regeringen målrettet investere i bedre engelskundervisning og give uddannelseslegater til amerikanske universiteter.
Det største nummer er dog konsulenthjælp til råstofudvinding, hvor USA’s erfaringer fra Alaska skal bruges til at accelerere jagten efter olie, gas og mineraler i de grønlandske fjelde.

I det større sikkerhedspolitiske perspektiv, som de amerikanske diplomater dygtigt har formået at overbevise regeringen og lakskoene på Asiatisk Plads om at følge, handler håndsrækningen til Grønland imidlertid om at holde andre og potentielt fjendtlige supermagter væk fra Arktis.
Rusland er i fuld gang med at udvide sin arktiske flyveplads ved Nagurskoye, hvorfra Thulebasen i Nordvestgrønland kan angribes, mens også Kina har ambitioner i arktis og på Grønland.

Jubilæumsforberedelser

Det må antages, at Jeppe Kofods begrænsede evner er fokuseret på forberedelserne til Udenrigsministeriets 250-års jubilæum i december 2020.

Det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, der udgives af Djøf Forlag, beskæftiger sig i et særnummer med Udenrigsministeriets 250 års jubilæum.

Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender. Det var formelt blevet organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Napoleonskrigene

I 1807 havde udenrigspolitikken behændigt fået Danmark-Norge anbragt som en lus mellem to negle i stormagternes krig. Med Napoleon i spidsen havde Frankrig underlagt sig næsten hele Europa, og hvis Napoleon fik fingrene i den store danske flåde, kunne han udfordre briternes søherredømme. Det ville briterne forhindre, og efter et ødelæggende bombardement af København i september 2007 måtte hele den danske flåde afleveres til briterne. Da Napoleon til sidst tabte krigen, stod Danmark på tabernes side og måtte indgå en hård fredsaftale. Tabet af flåden og ødelæggelserne i København var en katastrofe. Desuden var udenrigshandlen ødelagt, kolonierne var besat, og i 1813 gik staten bankerot. Som om det ikke var galt nok, mistede man Norge i 1814.

De Slesvigske krige

Danmarks tid som regional stormagt var definitivt slut, men Udenrigsministeriet spillede fortsat afgørende roller under de slesvigske krige, neutralitetspolitikken under 1. Verdenskrig og i Mellemkrigstiden, salget af De Vestindiske Øer og den forsmædelige samarbejdspolitik under besættelsen.

Seksdageskrigen

Vi skal helt frem til Hans Tabor i 1967 for at finde lidt positiv omtale af Udenrigsministeriet. Tabor var som Danmarks FN-ambassadør formand for FN’s Sikkerhedsråd i 1967, da Seksdageskrigen mellem Israel og en række arabiske lande i Mellemøsten brød ud. Han opnåede en kortvarig verdensberømmelse, da det lykkedes ham at forhandle en våbenhvile på plads mellem de krigsførende parter.

Siden er det gået slag i slag med pinlige episoder, herunder eksempler på ambassadørers dårlige dømmekraft, alkoholisme og mangel på heroisme i New Delhi, Kuwait og Østberlin.

EU-politikken

Udenrigsministeriets håndtering af Danmarks forhold til EU har påkaldt sig særlig opmærksomhed. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten blev afholdt 2. juni 1992. Afgørelsen var tæt; 50,7 pct. stemte nej, mens 49,3 pct. stemte ja. Maastricht-traktaten kunne kun gennemføres, hvis samtlige medlemslande godkendte den. Derfor måtte der findes en løsning på det danske nej til traktaten, så de andre lande kunne fortsætte deres samarbejde med Maastricht-traktaten. Løsningen blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold,

Ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj 1993 var der 56,7 pct. for og 43,3 pct. imod. Efter valgresultatets offentliggørelse opstod der massive uroligheder på Nørrebro, som endte med at politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranterne.

I 2000 skulle danskerne stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

Folkeafstemning om euro-samarbejdet

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, og Tom Risdahl Jensen blandt Udenrigsministeriets strateger op til euro-folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin, hvor han gjorde sig bemærket ved ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

FN’s Generalforsamling

Vi skal faktisk helt frem til 2015, før lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads igen kunne ranke ryggen. Det lykkedes nemlig udenrigsministeriet at få valgt Mogens Lykketoft til posten som formand for FN’s generalforsamling. Det lettede opgaven betydeligt, at der ikke var andre kandidater til posten, men det slog ikke skår i udenrigstjenestens selvfølelse.

Udenrigsministeriets svage position

I særnummeret af det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, har Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en artikel (”På tværs – om Udenrigsministeriets position på Slotsholmen”), hvor hun skriver:

”I de seneste år har det været en udbredt opfattelse, at Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde. Ministeriet har for længst mistet sit monopol på det internationale og dermed også en stor del af den særlige aura eller gatekeeper-funktion, der traditionelt har været kilden til både dets autonomi og indflydelse. I en globaliseret verden, hvor ikke bare stats- og regeringschefer, men også alle mulige fagministre – og deres respektive embedsværk – mødes jævnligt og samarbejder rutinemæssigt om håndteringen af grænseoverskridende problemer, hvad er det så, Udenrigsministeriets ansatte kan, som andre statslige embedsmænd ikke kan? Hvad er diplomatiets ’added value’, ude og hjemme?”