Klimatopmøde uden aftale

Mandag den 30. november 2015 mødes 190 lande i Paris. 150 lande er repræsenteret af stats- og regeringschefer ved det 21. årlige møde blandt parterne – Conference Of the Parties (COP) – i FN’s Klimakonvention fra 1992 (United Nations Framework Convention on Climate Change – UNFCCC). Det er samtidig det 11. møde blandt de lande, der underskrev Kyoto Protokollen i 1997.

Legally binding and universal agreement on climate

Målet med konferencen har været, at alle verdens lande skulle blive enige om ikke kun en aftale, men en “legally binding and universal agreement on climate”, der begrænser udledningen af CO2 i atmosfæren og sikrer, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader. Forud for COP21 har klimaforhandlerne da også holdt et utal af møder og afbrændt uanede mængder af flybenzin. Ved konferencens begyndelse ligger der da også på bordet et udkast til en global klimaaftale. Problemet er, at udkastet er monstrøst – 55 sider med over 1.000 kantede parenteser om tekst, der ikke på forhånd er enighed om.

Ambitionen er så, at i tiden frem til den 11. december, hvor konferencen slutter, skal 190 lande enes om at parenteserne hæves og sidetallet barberes kraftigt ned. Dokumentet skal gøres så appetitligt, at alle kan underskive en juridisk bindende aftale, der sikrer at CO2-udledningerne begrænses så meget, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader.

Det tør jeg godt garantere ikke vil ske!

Problemerne med en juridisk bindende aftale

EU har sammen med en række udviklingslande insisteret på en juridisk bindende aftale. Fordelene ved en juridisk bindende aftale er bl.a. at det ville indebære etablering af en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, har allerede gjort det klart, at USA hverken kan eller vil indgå en bindende aftale. Det skyldes, at amerikanerne skal ratificere en international juridisk bindende aftale i Kongressen, hvor det klimaskeptiske republikanske parti har flertal i begge kamre. Men USA tager også hensyn til holdningen i Kina og Indien, som USA har arbejdet tæt med op til COP 21. Både Kina og Indien har brug for mere tid før de forpligtes til at reducere CO2-udledningerne. Kina har meddelt, at først fra 2030 vil de være parate til reduktioner. Det må antages, at en række andre lande ligeledes vil blokere for en juridisk bindende aftale.

Hvem skal betale klimaregningen på 100 mia. dollar?

Finansiering og opdelingen mellem i- og ulande vil vanskeliggøre forhandlingerne. Industrilandene forpligtede sig allerede ved COP15 i København til at støtte ulandenes omstilling til vedvarende energi – den såkaldte klimafinansiering – med 100 mia. dollars om året fra 2020. Problemet er, at selvom der er gået seks år, er det endnu ikke besluttet, præcis hvor pengene skal komme fra. En anden udfordring ligger i definitionen af, hvilke lande der er rige og fattige. Udgangspunktet for en række lande har ændret sig, siden opdelingen blev vedtaget i 1990’erne. Det gælder for eksempel økonomisk velstillede eller hastigt voksende udviklingslande som Singapore, Sydkorea eller Kina. De nuværende industrilande vil kæmpe for, at disse nationer skal tage del i ansvaret for at finansiere omstillingen til grøn energi, mens de rige udviklingslande vil holde fast i deres status som ulande for at undgå økonomisk ansvar.

Andre blokeringer

De målsætninger de enkelte lande har anmeldt forud for COP21 vil næppe være tilstrækkeligt til at sikre at temperaturstigningen holder sig under 2 grader i 2050. En række lande insisterer derfor på, at målsætningerne skal kunne hæves yderligere frem mod 2050. Lavtliggende lande og østater er ikke tilfreds med målsætningen på 2 grader, der ikke vil forhindre massive oversvømmelser m.v. Disse lande presser på for at skærpe målsætningen til en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader inden 2050. Endelig er der en række lande, som Venezuela, Bolivia, Saudi Arabien m.fl. som prøver at smide grus i maskineriet og blokere for en aftale.

I mellemtiden går verden videre

For nogle måneder siden troede klima-optimisterne, at Paris-topmødet ville blive det store gennembrud. Men det ligger nu klart, at der ikke bliver tale om en global juridisk bindende aftale. Der tales om ”juridiske” tekster, der ikke vil sikre den nødvendige begrænsning af CO2-udledningen til atmosfæren. Hvis hver enkelt nation selv skal redegøre for sin interne udvikling, kan det være svært at sikre, at landene overholder deres egne mål. En juridisk bindende aftale ville sikre, at der skulle etableres en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

I mellemtiden kører kulkraftværkerne fortsat på spidsbelastning i f.eks. Kina, men også i lang række andre lande, for at imødekomme et stadig stigende energibehov. Eksempelvis udgør kul i Danmark 49 pct. af brændslet ved kraft- varmeproduktionen. I UK udgør kul 28 pct. af brændslet i elproduktionen. Et ton kul koster godt 43 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på godt 2 cent per kWh. Sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier. Det er derfor svært at bebrejde Kina og andre lande, som prøver at arbejde sig ud af fattigdommen, at de stadig satser på kulkraftværker.