Det Radikale Venstre overbyder nu igen. I et indlæg i Berlingske Tidende den 23. november 2015 får målsætningerne endnu et hak – ikke kun skal Danmark være helt fri for fossile brændsler i 2050, men allerede i 2030 skal CO2-udledningen være reduceret med 55 pct. Det er fint med ambitiøse målsætninger i klima- og energipolitikken. Det er imidlertid helt afgørende hvordan politikken skrues sammen. Hvis de store danske ambitioner og målsætninger for energi- og klimapolitikken ud over de fælles EU-mål blev søgt realiseret inden for de sektorer, der ikke er kvotebelagte, kunne det give mening.Problemet er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas finder sted inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Det er problematisk, fordi den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter. Disse kvoter kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.
Hvis Det Radikale Venstre havde seriøse hensigter, ville de nok være parate til at oplyse transportsektoren og herunder den internationale lufttransport, landbruget og byggesektoren om hvilke bebyrdende krav, der venter. Det mod er partiet tydeligvis ikke i besiddelse af.
Selvom omkostningerne allerede ved det nuværende ambitionsniveau for danske borgere og virksomheder er betydelige og hæmmende for vækst og konkurrenceevne, er indsatsen desværre virkningsløs i forhold til de globale klimaudfordringer.
Kan eksportindtjeningen retfærdiggøre den ambitiøse, men virkningsløse klima- og energipolitik? Det hævdes, at danske grønne virksomheder eksporterede varer og tjenester for 74,4 mia. i 2014.
Det er ikke rigtigt.
Det fremgår af opgørelsen fra DI, ENS og Dansk Energi over eksporten af energiteknologi i 2014, at den samlede eksport af dansk energiteknologi i 2014, var på 74,4 mia. kr. Eksporten af grøn energiteknologi var på 43,6 mia. kr., svarende til en stigning på 15,4 pct. i forhold til 2013. Hermed udgør grøn energiteknologi 58,5 pct. af den samlede energiteknologieksport. Væksten i Danmarks eksport af grøn energiteknologi stammer hovedsageligt fra en øget eksport til andre EU-lande, mens eksporten til lande uden for EU gennem de sidste par år har været faldende.
Eksporten af grøn energiteknologi, der svarer til omkring en fjerdedel af den danske fødevareklynges eksport, udgør dermed ca. 7 pct. af den samlede vareeksport.