EU ser Kina som konkurrent og ”systemisk rival”, og frustrationerne over Riget i Midten er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

”Belt and Road Initiative”, BRI

Kina vil have større indflydelse og arbejder målrettet på at ændre dele af den internationale orden til egen fordel. Det multilaterale system i handelsorganisationen WTO er i realiteten allerede opløst og erstattet af et system, hvor den stærkes ret hersker i bilaterale konfrontationer.

Præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere, igangsatte det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe transportkorridorer med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

EU bekymret

EU har ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Kinesisk verdensherredømme

Præsident Xi Jinping fremlagde allerede på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme, der skal være nået i 2049 – hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Italien vil trække sig fra BRI (Belt and Road Initiative)

Det var en “improviseret og afskyelig” handling, da Italien i 2019 tilsluttede sig Kinas Belt and Road Initiative, BRI, sagde den italienske forsvarsminister, Guido Crosetto, søndag den 30. juli 2023 i et interview til den italienske avis Il Corriere della Sera.

Udtalelsen var den hidtil stærkeste indikation om at Italien er på vej ud af samarbejdet med Kina inden aftalen automatisk fornyes i 2024.

Det var Giuseppe Contis regering, der i 2019 med henvisning til mulighederne for øget italiensk eksport til Kina, indgik aftalen.

Det har siden vist sig, at tilslutningen til BRI faktisk førte “til et dobbelt negativt resultat”. Italien eksporterede ganske vist en masse appelsiner til Kina, men samtidig tredoblede Kina eksporten til Italien, sagde forsvarsminister Crosetto i interviewet.

Fem år senere viser økonomiske data ydermere, at den italienske eksport har haltet efter eksporten fra andre lande, der ikke havde tilmeldt sig BRI. Det er en af grundene til, at den italienske premierminister Giorgia Meloni under sit besøg i USA har bemærket, at “man kan have gode relationer […] uden at disse nødvendigvis er en del af en overordnet strategisk plan”. I et interview med Fox News søndag lovede premierministeren, at den italienske regering ville “beslutte sig inden december”, da spørgsmålet kræver drøftelser med den kinesiske regering og i det italienske parlament.

BRI i andre europæiske lande

Grækenland var det første europæiske land, der i august 2018 formelt tilsluttede sig Kinas Bælte & Vej Initiativ og er det første europæiske ”stop” på det, der er kaldt det 21. århundredes Maritime Silkevej.

Som led i BRI har Kina gennem det kinesiske selskab COSCO Pacific Limited erhvervet 67 pct. af havnen i Piræus og 24 pct. kraftselskabet IPTO (Independent Power Transmission Operator).

Det gav anledning til voldsom kritik, da den tyske forbundsregering i 2022 tillod COSCO Shipping Ports Limited, en af verdens førende havne- og terminaloperatører, der ejes af den kinesiske stat, at købe en andel på 24,9 pct. i en containerterminal i Hamborg, Tysklands største havn.

Selv Frankrig, den mest højlydte udenlandske kritiker af Hamburg-aftalen, har tilladt at andele i tre havne er solgt til China Merchants Port (CMP), et andet stort, delvist statsejet kinesisk selskab, der også er stærkt involveret i Belt & Road Initiative, BRI.

Kina arbejder desuden målrettet blandt andet gennem Belt and Road-infrastrukturprojekter på at opnå indflydelse i EU’s udsatte nabolande i Østeuropa og på Vestbalkan med tilbud om investeringer og samarbejde.

En militær magtovertagelse af det vestafrikanske land Niger i sidste uge har skabt et bælte på 3.500 kilometer af seks afrikanske lande, hvor militærjuntaer nu har ansvaret for regeringen.

Påvirkningerne er globale: Denne gruppe af lande undermilitær kontrol omfatter en region kendt som Sahel, der i dag er det “globale epicenter for jihadistisk vold”, ifølge Times. Og som et arnested for ustabilitet og oprør har området været stedet for geopolitisk rivalisering mellem Vesten og Rusland for indflydelse.

USA

USA har brugt millioner dollars på en dronebase i det nordlige Niger til terrorbekæmpelsesoperationer i Sahel.

Samtidig udøver Rusland sin indflydelse i området gennem Wagner-lejesoldater og deres leder, Yevgeny Prigozhin (som ikke er fremmed for kup). Tilhængere af Nigers militære magtovertagelse blev set vifte med russiske flag og synge Vladimir Putins navn i sidste uge.

Nigers naboer håber på at stoppe kuppet. Det magtfulde økonomiske fællesskab af vestafrikanske stater truede med at afskære kommercielle og finansielle transaktioner med Niger og godkendte at bruge magt til at genoprette orden, hvis landets demokratisk valgte præsident ikke genindsættes inden for en uge.

EU

Så sent som mandag den 12. december 2022 besluttede EU’s udenrigsministre på et møde i Bruxelles at oprette en militær mission i Niger. Formålet var angiveligt at støtte landet i kampen mod terrorgrupper med forbindelse til Islamisk Stat og al-Qaeda, der er på fremmarch i flere lande i det såkaldte Sahel-bælte syd for Saharaørkenen.

Det europæiske tiltag kom, efter at militære styrker og specialstyrker fra bl.a. Frankrig og Danmark tidligere i år blev tvunget til at forlade Mali i Sahel-regionen på grund af en strid med landets militærjunta, der kuppede sig til magten i 2020. Det skete efter en ni år lang og mislykket vestlig militæraktion, der skulle bekæmpe terrorgrupperne.

EU ville for kort tid siden have en nye militær mission i Niger på plads såhurtigt som muligt, og på et møde i EU’s ministerråd mandag den 23. januar 2023 blev beslutningen ifølge mødereferatet bekræftet.

EU havde angiveligt ambitioner om at hjælpe med at opbygge et træningscenter for Nigers militær, og etablere en ny nigersk bataljon med fokus på kommunikation og kommando.

Mandatet for missionen var ifølge EU aftalt med de tidligere myndighederne i landet, og der er foreløbigt aftalt en periode på 3 år. Prisen for den periode er lidt over 200 millioner i danske kroner.

Det kan nu konstateres, at EU’s planer i Niger ligger i ruiner, og spørgsmålet er, om ikke Europa har udspillet sin rolle i Afrika?

Ifølge det italienske pressebureau, ANSA, er væksten i det italienske bruttonationalprodukt, BNP, aftagende og faldt i 2. kvartal med 0,3 pct. af BNP i forhold til 1. kvartal. Det italienske industriråd, Confindustria, vurderer at dynamikken i det italienske BNP “skønnes at være svag, og faktisk gået i stå”, og forventningerne til tredje kvartal “er ikke positive”.

Ifølge Confindustria hæmmes væksten af høje renter, og stagnerende eksport

Den Internationale valutafond, IMF, har senest skønnet væksten i Italien til 1,1 pct. i år og 0,9 pct. næste år.

Italienske fagforeninger hævder, at et procentpoint af italienske familiers lønninger er “spist op” af renter på realkreditlån, lån og forbrugerkredit. Organisationen for små og mellemstore, CGIA, klagede samtidig over at offentlige myndigheder i mange tilfælde ikke betaler deres leverandører til tiden.

Valget på søndag kan meget vel betyde, at de 37 millioner stemmeberettigede spaniere kræver et magtskifte, der får højrefløjens indflydelse til at vokse med fokus på nationalistiske ideer. Mens den nuværende socialdemokratiske Pedro Sánchez kæmper for fire år mere som regeringschef, forsøger Alberto Núñez Feijóo, lederen af det konservative parti Partido Popular, at vinde magten. Gør han det, får han næppe flertal uden det indvandre- og klimaskeptiske og nationalistiske parti Vox. Og deres vælgere forventer forandring i Spanien. 

 ”Spanien trænger til en hovedrengøring, alt skidtet skal ud, for i de seneste år har transseksuelle, udlændinge og separatister fået lov til at sætte dagsordenen”, lyder det fra Vox-tilhængere forud for valget.

Magtskifte?    

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP. Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.

                            

Lad Dannebrog vaje over det danske land! Sådan lød det, da Det Konservative Folkeparti midt i juli var ude med et forslag om, at man ikke uden tilladelse må flage med andre flag end Dannebrog i Danmark.

Der er bare et lille problem med den konservative kampagne. Det var slet ikke Dannebrog, partiet havde brugt som illustration på flagkampagnen.

Flaget på partiets illustration havde nemlig et hvidt kors i midten af flaget. Dermed er der ikke tale om Dannebrog, men om flaget for det Savoyen.

Det er ikke første gang partiet demonstrerer ledelsens mangel på almen viden om basale nationale forhold.

Under kampagnen forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet forestillede Det Konservative Folkepartis valgplakat en soldat med Dannebrog på uniformen i et idyllisk dansk sommerlandskab med grønt græs, blå himmel og både vindmøller og en fregat i horisonten.  

På plakaten er soldaten iført sort baret, der viser at han er tjenstgørende i kamptropperne eller artilleriet. Men der er noget galt med baretten. Ifølge reglementet bæres baretten således at baret- eller tjenestestedsmærke er over venstre øje. Pulden trækkes til højre, således den falder mod højre øre.

Soldaten er iført en grøn uniformsskjorte med Dannebrog på både skulder og bryst. Det ligner en skjorte fra det for længst udfasede uniformssystem M/84, hvor Dannebrog i øvrigt var placeret på venstre skulder og ikke på brystet, hvor distinktionerne er placeret.

Af UNIFORMSBESTEMMELSER FOR HÆREN (UBH) af september 2020 fremgår, at det generelle uniformssystem i forsvaret er uniformssystemet MTS M/11. Uniformssystemet består af en MTS M/11, almindelig model og MTS M/11, let model.

Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for camouflageuniformens karakteristiske ”Multi Terræn Sløring”.

Det er ikke oplyst, hvorledes det ellers forsvarsvenlige Konservative Folkeparti parti har kunnet præstere en så skandaløs valgplakat. Det må antages, at plakaten var godkendt i partiets ledelse, der tydeligvis er helt uden kendskab til de faktiske forhold i Forsvaret.

Med den seneste flagbrøler har partiet endnu engang gjort sig fortjent til hån, foragt og latter blandt modstanderne og til græmmelse i den svindende medlemsskare.

Den tyske regering har offentliggjort sin første strategi nogensinde om Kina. Regering har været stærkt uenige undervejs i forløbet. Den tyske kansler, Olaf Scholz, ønskede ikke et stærkt opgør med Kina, hvorimod udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne krævede en markant holdning over for Beijing på grund af den kinesiske præsident, Xi Jinpings, tiltagende autokratiske politik i Kina og især Beijings truende adfærd over for Taiwan.

Tyskland vil tydeligvis ikke gentage fejltagelserne i forhold til Rusland, men i forhold til Kina satse på en langt større spredning i investeringer og indkøb af kritiske råvarer og færdigprodukter.

Det 66 siders strategidokumentet, som blev vedtaget af det tyske kabinet torsdag den 13. juni 2023, skitserer en manual for at reducere afhængigheden af ​​Beijing i “kritiske sektorer”, samtidig med at det forsøger at finde en balance mellem at håndtere et Kina, der på én gang er en “partner, konkurrent og systemisk rival” til Tyskland.

“Kina har ændret sig,” hedder det i dokumentet. “Som et resultat af dette og Kinas politiske beslutninger er vi nødt til at ændre vores tilgang til Kina.”

Hvad den ændring præcist indebærer, og hvilke konsekvenser den får, er svært at sige. Men på et punkt er Tyskland eksplicit klar: “der er et presserende behov for at fjerne risici.”

Det er mindre klart, hvad risikofrihed betyder, selvom det påpeges, at det er nødvendigt at blive mindre afhængige af Kina i forsyningskæder, især i højteknologiske og strategiske sektorer som kritiske mineraler, chips og elektriske køretøjer.

Strategidokumentet identificerer flere områder, hvor kinesiske handlinger øger risikoen for Tysklands “sikkerhed, suverænitet og velstand”, herunder, som det formuleres, Kinas stadig mere selvhævdende forsøg på at omforme den eksisterende regelbaserede, liberale demokratiske internationale orden.

Tysk industri har tætte bånd til den kinesiske produktionssektor. Det er derfor en yderligere risikofaktor for Tyskland og Europa, at Kinas konkurrencestrategi går ud på at styrke sin egen økonomiske uafhængighed og samtidig øge konkurrenternes afhængighed af Kina ved at arbejde på at integrere sig dybere ind i globale forsyningskæder, noterede dokumentet.

“Kinas økonomiske strategi sigter mod at gøre det mindre afhængigt af andre lande, samtidig med at internationale produktionskæder bliver mere afhængige af Kina,” hedder det.

Kina er Tysklands største handelspartner

Det er især tydeligt, når man ser på tyske industrigiganters afhængighed af det enorme kinesiske marked. Samhandelen udgør 300 milliarder euro om året, og Kina har været Tysklands vigtigste handelspartner i de sidste syv år.

Der bliver ikke tale om politisk indgriben i form af handelshindringer, og der er intet i den nye strategi, som bare antyder, at tyskerne er parate til at gøre som amerikanerne med sanktioner og direkte handelsmæssige hindringer i import og eksport til Kina.

Man lægger op til, at virksomhederne selv skal tage ansvar for de beslutninger, de træffer, med de konsekvenser, det kan få, hvis der kommer en mere alvorlig konflikt med Kina. Blandt andet opfordres der til at lave lister over strategisk vigtige produkter, som man skal overveje, om de skal eksportere til Kina. Ingen forbud. Men en klar opfordring til at kigge listen af eksportartikler igennem. Også en opfordring til at sprede indkøb.

Realiteten er, at tysk industri ikke har råd til at afbryde båndene til de kinesiske virksomheder. I maj sagde den administrerende direktør for Mercedes-Benz, at det ville være “utænkeligt for næsten hele den tyske industri.” I mellemtiden fortsætter Volkswagen og BMW med at øge investeringerne i Kina, og kemikaliegiganten BASF går videre med en investering på 10 milliarder dollars i det sydlige Kina.

Tyskland advarer mod Kinas asymmetristrategi

På baggrund af de økonomiske realiteter er den tyske regering forsigtig med at fremhæve risikoen for “asymmetriske afhængigheder” af Kina. “Vi bør vedtage en ‘asymmetrisk’ strategi for at indhente det videnskabelige og teknologiske niveau i udviklede lande, sagde den kinesiske leder Xi Jinping allerede i 2016. I stedet for blot at kopiere sine mere avancerede konkurrenter, bør Kina opsøge det, Xi kalder “asymmetrisk shashoujian” – en henvisning til teknologier, der tillader en underdog-opkomling effektivt at konkurrere mod mere etablerede modstandere.

Lithium-ion-batterier er et eksempel på denne asymmetristrategi: Kinesiske virksomheder greb den billigere teknologi, opbyggede massiv kapacitet og kontrollerer nu store andele af det globale marked for lithium og produktion af lithiumbatterier. Nu har vestlige bilproducenter, som tidligere havde satset stærkt på de dyrere nikkel-baserede batterirteknologier, taget lithiumbatterier til sig – og ved at gøre det, er de blevet stærkt afhængige af Kina.

Den tyske regering er nu tydeligvis blevet opmærksom på den asymmetriske udfordring. Det sværere og mere kritiske trin er at finde ud af, hvad man skal gøre ved det.

Præsident Biden vil nu eftergive 39 milliarder dollars i studiegæld. Fredag den 14. juli 2023 annoncerede det amerikanske undervisningsministerium en regeljustering, der vil betyde, at studiegælden for 804.000 mennesker kan slettes. Ændringen vedrører studielåntagere, der har været tilmeldt en indkomstafhængig tilbagebetalingsplan, og efter 20 eller 25 års indbetalinger faktisk er berettiget til eftergivelse af restgælden på studielånet.

Udmeldingen kommer efter præsident Biden lovede at finde andre måder at hjælpe studielånere, efter at den amerikanske højesteret med en 6-3 afgørelse fredag den 30. juni 2023 forhindrede præsident Joe Bidens muligheder for at indfri et valgløfte under valgkampagnen i 2020 om at sløjfe studiegæld på 10.000 dollars for lav- og mellemindkomst-låntagere. Den oprindelige plan ville have betydet, at der ville blive eftergivet 400 milliarder dollars i føderal studielånsgæld.

Det nye tiltag fra Biden-administrationen vil sandsynligvis blive bragt for retten af republikanske kræfter, der hele tiden har været modstander af gældseftergivelse mens hovedparten af studielånere allerede har tilbagebetalt deres gæld.

Overalt i Europa kan man se tegn på en tiltagende ”metaltræthed” hos borgere over for klima- og miljøtiltag og politisk korrekte og woke holdninger til immigration, LGBT+ m.v.

Partier på den yderste højrefløj har fået vind i sejlene på at tage borgernes klima-frustration alvorligt. Det nye er, at holdninger, især på indvandrings- og klimaområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj, nu er overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Tyskland går Alternative für Deutschland, AfD, frem og har nu klart distanceret sig fra socialdemokraterne i SPD. Med en tilslutning på 22 pct. nærmer AfD sig Tysklands største parti CDU/CSU.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Vox står dermed til at kunne komme med i en regering efter valget 23. juli. I et forsøg på at overgå dem har det konservative parti Partido Popular (PP) på linje med den europæiske partigruppe EPP foreslået en pause i den tætte strøm af klimalovgivning for at give borgere og virksomheder en chance for at følge med.

I Holland er bondeprotestpartiet, BBB – et nyt parti, som i marts bragede ind og blev det største parti i 10 ud af 12 provinser ved det hollandske lokalvalg på en blanding af protester mod regeringens migrations- og klimapolitik. Det er blandt andet pres fra dette parti, der i sidste uge fik den hollandske regering til at knække sammen og den erfarne statsminister Mark Rutte til at kaste håndklædet i ringen og udskrive nyvalg.

I Grækenland, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen ved parlamentsvalget den 25. juni 2023.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, forbehold overfor LBGT+, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

I Danmark er den tid forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner”, miljøtiltag og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle og klimabevidste EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT+ m.v. bør ikke undervurderes, da alle har været klar over, at der ville komme et smertens punkt, når EU’s mange klimaløfter skulle forvandles til konkret handling, klare krav og udskrevne regninger til borgere og virksomheder.

En stigende asyltilstrømning over EU’s grænser har fået Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn til at råbe vagt i gevær. Ifølge ham skal man være klar til at tage skrappere midler i brug, end vi gør i dag, for at beskytte den danske grænse.

I Holland har premierminister Mark Rutte netop opløst koalitionsregeringen, der er uenig om landets asylpolitik.

Hollands immigrationspolitik er blandt de strammeste i Europa, men landet har alligevel store problemer med mængden af asylansøgere, der kommer til. Ifølge Reuters steg antallet af asylansøgere i Holland sidste år med en tredjedel, så der var 46.000, som søgte om asyl.

Regeringen har estimeret at det tal i år kan stige til over 70.000 og dermed overgå den hidtidige rekord fra 2015.

Mark Rutte ønsker at begrænse antallet af asylansøgere, der kommer til Holland, blandt andet ved at gøre det sværere at få familiesammenføring og sværere at komme til landet for børn af flygtninge, der har fået asyl i Holland.

Mur, pigtrådshegn, voldgrave, vagttårne, vandkanoner og bidske hunde. Konkrete værktøjer, som vi bør være klar til at tage i brug ved den danske grænse. Det er budskabet i et debatindlæg Jyllands-Posten, som Dansk Folkepartis formand for Folketingets indfødsretsudvalg, Mikkel Bjørn stod bag sammen med partikollega Peter Kofod og medlem af Dansk Folkepartis Ungdom Mitchel Vestergaard. Budskabet blev yderligere betonet i et opslag på Twitter fra Mikkel Bjørn selv og gentaget i et interview i Berlingske Tidende den 13. juli 2023.

Det er dog ikke første gang, at der efterlyses skrappere midler til at begrænse mængden af uønskede asylansøgere og flygtninge.

I et interview med Weekendavisen den 15. april 2016 svarede tidligere Jean Monnet-professor, Uffe Østergård, på et spørgsmål om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Soulsangerinden Aretha Franklin med megahits som “Think”, “I Say a Little Prayer” og “Respect”, døde 76 år gammel af kræft i bugspytkirtlen i 2018 uden at efterlade sig et formelt, notificeret testamente.

Under en oprydning i Franklins villa i Detroit blev to håndskrevne versioner opdaget. Det ene dateret 2010 lå i et skab, mens det andet dateret 2014 og underskrevet med en smiley var gemt i en sofa.

Det var Franklins niece, Sabrina Owens, der fandt testamenterne, og ifølge 2010-testamentet skulle hun og Aretha Franklins søn, Ted White II, være bobestyrere, mens 2 andre sønner – Kecalf og Edward – skulle afskæres fra deres arv indtil de var blevet bibragt en vis certificeret forretningsmæssig forståelse.

I 2014-dokumentet skulle Kecalf arve hendes personlige ejendele og være bobestyrer.

I begge dokumenter kræves det at de 3 brødre skulle sørge for Aretha Franklins ældste og handicappede søn, der desuden sammen med de 3 andre brødre skulle have del i royalties og andre indtægter fra Franklins musikalske produktion.

Sabrina Owens trak sig efterfølgende fra sagen, mens uenigheden om de 2 håndskrevne dokumenter endte ved en domstol i Michigan.

Den 11. juli 2023 afgjorde retten, at det håndskrevne dokument fra 2014 skulle anerkendes som Aretha Franklins sidste vilje, og dermed blev det afgjort at Kecalf Franklin får kontrol over den afdøde sangers ejendom på millioner af dollars.

Franklins aktiver blev på et tidspunkt vurderet til 80 millioner dollars, men er siden reduceret som følge af ubetalte skatter m.v.

Med rettens afgørelse bliver Kecalf Franklin bobestyrer og efterlader ham med sin mors hus i Detroit, biler, smykker og de pelskåber, Aretha var kendt for at lade glide af sine skuldre på scenen.