Dansk Musikerforbund påtænker på vegne af popbandet Dodo & the Dodos at stævne Esbjergs kulturchef, Ulla Visbech, for 125.000 kr., som bandet mistede, da spillestedet Tobakken gik konkurs. Det skriver JydskeVestkysten.

Forud for konkursen havde kommunen krævet, at Ulla Visbech fik adgang til at sidde med ved bestyrelsesmøder i Tobakken, som var havnet i økonomisk uføre. Derfor sad hun med ved et møde 23. marts, hvor man ifølge musikerforbundet de facto lukkede for alle økonomiske transaktioner. Alligevel blev Dodo & the Dodos’ koncert d. 25. marts gennemført.

– De blev ikke informeret om, at der ikke ville være penge til at betale dem. Det er helt uacceptabelt, siger musikerforbundets forperson, Thomas Sandberg, som forgæves har forsøgt at få kommunen til at betale. Derfor vil forbundet nu forsøge at gøre kulturchefen personligt ansvarlig.

Sagen minder om dengang Lars Løkke Rasmussen førte sig frem som koncertarrangør.

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ‘Elsk mig i nat’, og de dropper arrangementet.

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

I 1983 lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Den ansete schweiziske erhvervsuddannelsesskole IMD – International Institute for Management Development – i Schweiz udarbejder hvert år et indeks over en lang række landes konkurrenceevne.

Danmark, Irland og Schweiz er blevet udnævnt til top tre blandt 64 økonomier målt for deres globale konkurrenceevne i 2023 IMD World Competitiveness Ranking, der blev offentliggjort tirsdag af World Competitiveness Center for 35. år i træk.

Danmark fastholdt førstepladsen fra sidste år. Irland tog et bemærkelsesværdigt spring fra 11. pladsen til andenpladsen, og Schweiz kom ind på tredjepladsen efter at være faldet fra andenpladsen i 2022 og førstepladsen i 2021.

Alle tre er små økonomier, der – ligesom Singapore, der kom på fjerdepladsen – udnytter deres adgang til markeder og handelspartnere.

Christos Cabolis, WCC’s cheføkonom, udtaler: “At navigere i dagens uforudsigelige miljø kræver smidighed og tilpasningsevne. Lande, der udmærker sig, bygger modstandsdygtige økonomier, såsom Irland, Island og Bahrain. Deres regeringer er også i stand til rettidigt at tilpasse politikker baseret på aktuelle økonomiske forhold. UAE, Saudi-Arabien, Qatar og Singapore er også nøgleeksempler på dette.

IMD har sammenlignet de 64 lande på 256 indikatorer, og for hver indikator er det enkelte land blevet tildelt en karakter.

Danmarks topplacering er ifølge IMD baseret på dets kontinuerlige resultater på tværs af de målte konkurrenceevnefaktorer. Det ligger i spidsen i forretningseffektivitet og som nr. 2 i infrastruktur, kompetencer og viser forbedrede resultater i samfundsmæssige rammevilkår, hvor Danmark går frem til femtepladsen.

Omvendt scorer Danmark lavt på en række andre områder, viser rapporten.

Det gælder særligt inden for prisniveau, skattetryk, arbejdstid og lønomkostninger.

Samtidig fremgår det, at Danmark rangerer som nummer 51 inden for immigrationslovgivning, nummer 46 inden for kvinder i lederstillinger og nummer 61 inden for benzinpriser.

En faktor, der har vælgt i rangordningen, er økonomiske resultater. Irlands kraftige stigning er i høj grad resultatet af dets fremragende præstationer i denne faktor, hvor det steg fra syvende til første.

Schweiz bevarer tredjepladsen takket være sine stærke resultater på tværs af alle målte konkurrencefaktorer. Det forbliver først for regeringens effektivitet og infrastruktur, rangerer syvende i forretningseffektivitet (et fald fra fjerdepladsen) og forbedrer de økonomiske resultater (op til 18. fra 30. pladsen).

Det højrenationale, myndigheds- og indvandringskritiske protestparti AfD – Alternativ for Tyskland, vinder stærkt frem i Tyskland.

Søndag den 18. juni 2023 var der valg til borgmesterposten i den tyske by Schwerin. Den socialdemokratiske kandidat genvandt posten med et stort flertal. Men AfD fik 32,2 procent af stemmerne.

 AfD fik så stor opbakning i første runde af valget, at det udløste en anden runde. Det er første gang AfD har fået så mange stemmer, at det har krævet en anden runde af et lokalvalg.

 AfD vinder generelt frem – især i Østtyskland. Men i de landsdækkende meningsmålinger ligger AfD lige nu også tårnhøjt med 19 procent af stemmerne i den seneste måling (mod godt 12 procent ved valget i 2017). AfD er dermed på niveau med de tyske socialdemokrater, SPD, skriver den tyske avis, Welt.

 Kommentatorer og andre politisk korrekte spørger sig selv: Hvordan kan det dog ske?

Kritik af den rød-gule-grønne regering

Den brede utilfredshed i befolkningen over regeringens energi- og klimapolitik, senest økonomiminister Habecks grønne diktater om tvungen udskiftning af gasfyr med varmepumper, og den igangværende migrationskrise og de faktiske konsekvenser af masseindvandringen fra især arabiske og afrikanske lande, har helt klart gavnet AfD i meningsmålingerne.

AfD er mere populært end nogensinde. Da Alternativ for Tyskland (AfD) for seks år siden gjorde sin entré i det tyske parlament, spåede eksperter, at det højrenationale parti ville falde fra hinanden i en endeløs strøm af skandaler og nynazistiske tirader. De etablerede partier svor, at AfD ville blive marginaliseret og bekæmpet, men meningsmålingerne med 19 procent til AfD bør være et alarmsignal for alle partier i Forbundsdagen.

Spørgsmål om klima, krig og indvandring, hvor en stor del af befolkningen føler, at de ikke bliver hørt og alle indvendinger om centrale politiske spørgsmål ikke kun fejes til side men karakteriseres som ”ikke-stuerene”, betyder automatisk fremgang til AfD. Hvis partiet havde haft sympatiske ledere, ville der næppe have været grænser for væksten. Kendsgerningen er dog at der i AfD – i lighed med andre partier – er en udtalt mangel på karismatiske, dygtige og sympatiske figurer.

I øjeblikket betyder det imidlertid mindre for AfD. Så længe de politiske debatter i landet ikke har ret meget at gøre med folks reelle problemer, og almindelige borgere står alene og ikke kan se sig selv i de etablerede partier, vil AfD gå frem.

Ifølge det politiske magasin Cicero, var debatten om Die Grünes økonomiminister Habecks  varmediktat forårsgaven til AfD. Sjældent har regeringens planer spredt så meget frygt og afvisning i landet.

Varmepumperne

I øjeblikket er det uklart, hvilke opvarmningsregler, der gælder fra 2024. Dette er en fuldstændig fiasko for koalitionsregeringen, hvor De Grønnes forslag til en ny varmelov har ført til åben strid i koalitionen mellem SPD, De Grønne og det liberale FDP, og skabt tvivl i befolkningen om koalitionens evne til at regere Tyskland. FDP har hidtil kunnet afværge de største katastrofer, men De Grønnes varmeplaner med forbud mod gasfyr og krav om varmepumper og vedvarende energi opfattes som toppen af isbjerget af en klimapolitik, der i årevis har været opfattet som usammenhængende og som driver energi- og varmepriser op, samtidig med at klimaeffekten er minimal.

Indførelsen af CO2-afgiften i 2021 har allerede vist borgerne, hvor dyr og ineffektiv klimabeskyttelse er. De grønne lovforslag, som især rammer den almindelige borger, er en konstant strøm af vand på AfD’s mølle.

I Tyskland – som i andre lande – ønsker de fleste mennesker faktisk at beskytte naturen og miljøet, og de fleste går også ind for en fornuftig klimapolitik, men de går i baglås, når man vil stoppe den globale klimakrise med varmepumper, men ikke engang har været i stand til at beskytte grundvand og vandmiljøet.

Ukraine

Ruslands krig mod Ukraine har raset i 16 måneder uden udsigt til nogen ende. Tyskland har opgivet sin oprindeligt forsigtige kurs og leverer flere og flere våben til Ukraine.

I Tyskland er omkring halvdelen af befolkningen forbeholdne, og de tror ikke, at våbenleverancer vil afslutte krigen. Millioner af mennesker frygter en yderligere eskalering, en tredje verdenskrig. Ifølge det politiske magasin Cicero er der en verden til forskel mellem hyldesten af Zelensky i politik og medier på den ene side og antikrigsstemningen i befolkningen på den anden.

Arven fra Merkel

AfD blev grundlagt som et eurokritisk parti af akademikere i 2013, men i kølvandet på daværende kansler Angela Merkels omstridte håndtering af flygtningekrisen i 2015 blev partiet tilflugtssted for protestvælgere og har i dag cementeret sin magt som nyt folkeparti i de østtyske delstater i det tidligere DDR.

Indenrigsefterretningstjenesten Verfassungsschutz overvåger partiet tæt og betragter flere af partiets politikere og organisationer som højreekstremistiske.

AfD’s fremgang hænger også sammen med den genopblussede debat om flygtninge i forbindelse med stadig flere asylansøgere. To tredjedele af partiets tilhængere baserer deres partivalg på indvandring, viser en ny meningsmåling for ARD.

Tabuer brydes

CDU’s formand Friedrich Merz har tidligere erklæret at partiet ikke ville røre AfD med en ildtang, men rent faktisk har der været områder, hvor man har samarbejdet med AfD, især omkring flygtningespørgsmål.

Lignende tabuer er blevet brudt over hele Europa, primært af konservative partier, påpeger magasinet Foreign Policy.

Sverige

Sveriges centrum-højre-parti Moderaterne samarbejder uformelt med det højrenationale parti Sverigedemokraterne, efter at Sverigedemokraterne blev nummer to ved valget i 2022.

Østrig

I Østrig gik det yderligtgående Frihedspartiet første gang i regering med det konservative Østrigske Folkeparti i 2000 – og igen fra 2017 til 2019.

Spanien

Efter parlamentsvalget i Spanien i 2019 signalerede Socialisternes leder, Pedro Sánchez, villighed til at drøfte samarbejde med alle partier med undtagelse af Vox. I dag er situationen ændret, og de konservative arbejder op til parlamentsvalget den 23. juli 2023 gerne sammen med det højrepopulistiske Vox for at sikre sig magten i nogle regioner.

Hvis det konservative Folkeparti (PP) ved det kommende valg – som det spås – langt fra opnår absolut flertal ved parlamentsvalget den 23. juli 2023 og dermed bliver afhængig af støtte fra Vox – vil PP smide alle reservationer over bord. PP har hidtil nægtet at udelukke nogen aftaler med Vox, der har specialiseret sig i en åbenlyst fremmedfjendske vælgertone, og det ser ud til at give resultater.

Langt vigtigere er det dog, at Vox nu er klar til at indgå i flere regionale regeringer og endda kan blive en del af den nationale regering. Et sådant scenarie ville have været utænkeligt for bare fem år siden – ligesom det faktum, at Vox nu er det tredjestørste parti i Spaniens 350-sæders parlament.

Grundlagt for næsten et årti siden af en desillusioneret fraktion af PP, der følte, at de konservative var blevet for bløde, og som ønskede at se Spaniens regionale regeringer opløst og magten vendt tilbage til midten, blev Vox i lang tid afvist som en flok nostalgiske, anakronistiske og ikke-valgbare ekstremister.

Stunts som at folde et enormt spansk flag ud på Gibraltars klippe gjorde ikke meget for at fjerne det indtryk, og det gjorde tweets fra partiets daværende leder i Andalusien om “psykopatiske feminazis” og kvinder, der var for grimme til at blive gruppevoldtaget, heller ikke.

Men alt dette begyndte at ændre sig for seks år siden, da det mislykkede fremstød for catalansk uafhængighed kastede Spanien ud i sin værste politiske og territoriale krise i årtier.

Hele det catalanske spørgsmål var meget vigtigt følelsesmæssigt såvel som politisk. Der er mange mennesker, der følte sig personligt såret over det, der skete i Catalonien, og det vækkede den spanske nationalisme, der havde været latent. Læg dertil de sociale, økonomiske og demografiske faktorer, der spiller ind i Spanien og mange andre europæiske lande – aldrende befolkninger, frygt for indvandring, centraliseringer og digitale og ligestillingsrevolutioner, der har fået mange mennesker til at føle sig ladt i stikken – og betingelserne for Vox var modne.

EU’s nye Bygningsdirektiv skærper krav til energimærkning af boliger. Alle boliger skal i 2030 have minimum energimærke E og i 2033 minimum energimærke D. For offentlige og andre bygninger er kravet energimærke E i 2027 og D i 2030.

Bygningsdirektivet rummer nogle meget omfattende krav om energirenoveringer af boliger i hele EU.

Selvom den danske lobbyorganisation, der bl.a. omfatter Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux, er meget tilfreds, vil direktivet alene i Danmark ramme 1,2 millioner danske boligejere, som får besked om at renovere deres huse inden 2030 for at få styr på energiforbruget.

Det nye direktiv er i Danmark blevet mødt med hård kritik, fordi det ifølge blandt andre Jyske Bank kan betyde, at flere tusinde danske familier bliver stavnsbundet til usælgelige boliger.

Banken har tidligere lavet en beregning, som viser, at det vil kræve en investering på 120 milliarder kroner at få den danske boligmasse til at opfylde EU-kravene.

Det overordnede formål med direktivet er at nedbringe energiforbruget fra de europæiske boliger med et ensartet energimærkningssystem, hvor boligerne bliver placeret på en skala fra A til G.

I Italien er får EU-kravet om en omfattende energirenovering af den gamle boligmasse, husejerne til at frygte for store indgreb i deres pengepung.

Tjekkiets boligejerforening, OSMD, har kaldt kravet for ”vrangforestillinger fostret af klima-aktivister”.

Krav om isolering, termoruder, termostater og cirkulationspumper er ikke de eneste grønne tiltag, der møder modstand.

Vindmølleparker mødes med borgermodstand alle steder. I Frankrig, hvor modstanden er indædt, beskyldes de for at skæmme naturen. Det er især Marine Le Pens nationalkonservative parti, der formulerer modstanden mod den grønne omstilling, og karakteriserer det som et eliteprojekt for velhavende byboere, mens almindelige mennesker i yderområderne betaler prisen.

I Danmark har utilfredse vognmænd varslet flere protester mod den nye CO2-begrundede kilometerafgift. Udover blokader omkring de store byer, fik den differentierede vejafgift den 1. juni fik en 57-årig chauffør til at blokere Storebæltsbroen med 17 tons kartofler.

Og mens utilfredsheden i befolkningen ulmer, er midterpartierne, der ellers bærer den grønne omstilling, i vid udstrækning ved at få kolde fødder. I Danmark er det tydeligt, at DanmarksDemokraterne har valgt side til fordel for danskere i produktions-Danmark, der skal bære omkostningerne.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har ikke glemt de gule vestes oprør, der begyndte med en CO2-afgift på benzin og diesel. Han opfordrer nu til, at klimapolitikken sættes på pause, så der ikke indføres nye regler, før de nuværende er blevet gennemført.

Den belgiske regeringsleder, Alexander De Croo, har fulgt trop og foreslået et moratorium for ny klimalovgivning. Han har blikket stift rettet mod de belgiske landmænd, som er på nippet til at kopiere hollandske kollegers voldsomme modstand mod EU’s regler for nitrat og grundvandsbeskyttelse, som førte til en jordskredssejr for den ellers ubetydelige Bonde- og Borgerbevægelse, BBB, ved lokalvalget i marts.

Og i Europa-Parlamentet, der går til valg næste forår, har EU-Kommissionens nye direktiv om naturgenopretning mødt en solid opposition på hele højrefløjen.

I Tyskland har det vakt voldsom furore, at regeringen har foreslået, at nye gasfyr forbydes fra 1. januar 2024.  Fra da af skulle nyinstallerede varmesystemer være mindst 65 procent drevet af vedvarende energi.

I Tyskland er fjernvarme ikke nær så udbredt som i Danmark, så forbuddet mod gasfyr tvinger boligejerne til at investere i en varmepumpe, som koster 25.000-30.000 euro.

Regeringen har tilkendegivet, at der vil blive stillet generøse tilskud til rådighed, hvor regeringen dækker 30 procent af omkostningerne ved at installere en varmepumpe. Men en nylig undersøgelse foretaget af GIH, et brancheorgan for energikonsulenter, viste, at de tyske myndigheder i gennemsnit bruger 125 dage på at behandle en ansøgning om støtte til varme- og renoveringsprojekter.

Tilskud eller ej har lovforslaget udløst en folkelig modstand af usædvanlig intensitet. Tyskerne er bekymrede over de enorme omkostninger ved at skifte fra gas- eller oliefyr til varmepumper og de stramme tidsfrister, lovforslaget pålægger.

Kontroversen om lovforslaget har sendt kansler Olaf Scholz’ regering ud i den værste krise siden sin tiltræden for næsten 18 måneder siden. Det var meningen, at parlamentsmedlemmer skulle debattere det ved førstebehandlingen i denne uge, men det liberale frie demokratiske parti (FDP) – et af de tre partier i Scholz’ koalition – udsatte den parlamentariske diskussion og sagde, at lovforslaget stadig trængte til mere arbejde.

Pludselig blev planen om at vedtage loven, før parlamentsmedlemmer rejste sig til deres sommerferie, kastet i opløsning. Grøn økonomiminister og vicekansler Robert Habeck, lovforslagets hovedsponsor, anklagede FDP for et “løftebrud”.

Men FDP mener, at den har den offentlige mening på sin side. En meningsmåling foretaget af Civey i denne uge, udført for avisen Die Zeit, viste, at 70 procent af de adspurgte ønskede, at lovforslaget blev trukket tilbage.

Uroligheden afspejles i tilslutningen til De Grønne, som er faldet til kun 14 procent, to point efter det yderste højreorienterede Alternativ for Tyskland (AfD). Ved regionale valg i bystaten Bremen tidligere på måneden oplevede De Grønne deres andel af stemmerne falde med 5 point.

Men det foreslåede gasfyrs-forbud har allerede ført til en række utilsigtede konsekvenser. Tusindvis af tyskere søger at slå forbuddet ved at installere nye gasfyr inden den 1. januar-deadline, der er fastsat af lovforslaget.

Omkring 168.000 gasfyr blev solgt i Tyskland i første kvartal i år, en stigning på 100 procent i forhold til året før, ifølge ZVSHK, en brancheforening for varme-, vvs- og klimaingeniører.

Der er også store bekymringer for, at der ikke er nok blikkenslagere i landet til at gennemføre regeringens planlagte “Wärmewende”, eller “varmerevolution”, og de, der er til rådighed, har for mange andre job at udføre.

Andre spørgsmål lurer, og den vigtigste blandt dem er den belastning, varmepumperne vil påføre Tysklands elnet. Tidligere på måneden kom det frem, at mangel på elforsyning betød, at det ikke havde været muligt at tilslutte mange nyinstallerede varmepumper til nettet.

Dagbladet Politiken beskriver den 17. juni 2023 hvor udbredt det er, at topofficerer rykker direkte over i våbenindustrien.

Kortlægningen viser, at mindst 17 tidligere topofficerer fra det danske forsvar har i dag skiftet arbejdet i forsvaret ud med jobs som lobbyister, rådgivere eller bestyrelsesmedlemmer for våben- og forsvarsindustrien.

Flere lobbyismeeksperter mener, at strømmen af tidligere topofficerer til forsvarslobbyen er problematisk i en tid, hvor regeringen lægger op til at investere et trecifret milliardbeløb i oprustning på forsvars- og sikkerhedsområdet.

De frygter, at det i sidste ende kan betyde, at Danmark indkøber udstyr, som ikke er det bedste for soldaterne og landets sikkerhed.

Problemet med den såkaldte svingdørs-lobbyisme er dog ingenlunde begrænset til forsvarsindustrien.

Da det i pril 2022 blev kendt, at chefen for Lægemiddelstyrelsen gik direkte over til lægemiddelindustrien, vakte det opmærksomhed.

Thomas Senderovitz gik direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et job som vicedirektør i Novo Nordisk.

Thomas Senderovitz’ jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz slutter sig til en række af politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Nick Hækkerup i maj 2022 meddelte sin afgang som justitsminister til fordel for et job som direktør for Bryggeriforeningen, blev han endnu én af en lang række af toppolitikere og topembedsmænd, som de senere år har knipset med fingrene og på et splitsekund skiftet over til lobbyisme.

I maj 2023 blev det oplyst, at Finansministeriets departementschef, Peter Stensgaard Mørch, den 15. august 2023 indtræder i PensionsDanmarks direktion som vicedirektør. Et år senere skal han overtage posten som administrerende direktør i organisationen, hvis han vurderes fit & proper af Finanstilsynet.

Der vil komme andre eksempler, fordi det ikke kan ignoreres, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv.

Friis Arne Petersen

Den 31. august 2020 takkede ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, af som ansat i Udenrigsministeriet efter mere end 40 års ansættelse på absolut ledende poster i ministeriet. Tirsdag den 1. september 2020 klokken ni begyndte han en ny tilværelse som partner i den nordeuropæiske public affairs-virksomhed, Rud Pedersen!

Den tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet har i et interview med Politiken oplyst, at han skal være lobbyist og bruge sit netværk blandt politikere, politiske systemer og erhvervslivet. Friis Arne Petersens nye arbejdsgiver har ambitioner om i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland at kunne rådgive og analysere bedre end amerikanske konkurrenter som Boston Consulting Group og McKinsey m.fl.

Partnerskabet med Rud Pedersen blev dog en kort affære. Af virksomhedsregisteret fremgår det, at den tidligere direktør i Udenrigsministeriet i 2021 kastede sig over en helt ny branche.

Friis Arne Petersen står angivet som medejer af virksomheden Scandinavian Trap & Skeet ApS, som blandt andet sælger lerduekastere og biologisk nedbrydeligt lerduer.

Virksomheden blev stiftet i april, har adresse på Sankt Peders Stræde i indre København og har Friis Arne Petersen som administrerende direktør.

Andre diplomaters betalte rådgivning

Friis Arne Petersen er muligvis inspireret af tidligere ambassadør, departementschef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, der efter sin afgang fra Udenrigstjenesten blev ansat som Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe.

Tidligere havde ambassadør, departementschef og direktør i Udenrigsministeriet, Eigil Jørgensen, viste vejen da han efter endt statstjeneste blev betroet rådgiver hos A.P. Møller.

Blandt andre danske diplomater, der har stillet sig til rådighed for private virksomheder, er tidligere ambassadør og departementschef i Udenrigsministeriet, Claus Grube, der efter Udenrigstjenesten har påtaget sig hvervet som Senior Advisor for Flint Global Ltd, London og Seafresh Goup Holding Ltd. UK. Han er tillige Senior Fellow i tænketanken AxcelFuture der er etableret af kapitalfonden Axcel.

Birger Riis-Jørgensen, tidligere ambassadør i London og Rom, har efter tjenesten påtaget sig at være Senior Advisor i Rasmussen Global og for våbenproducenten Terma.

Lars Løkke Rasmussens dobbeltjob

Den 31. januar 2020 kunne Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet ville tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, men problemet blev løst, da Lars Løkke Rasmussen som formand for partiet Moderaterne selv trak sig fra rådgiverposten.

Kan man stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om lobbyisme i forsvaret, har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energiordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed som Thomas Senderovitz pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode gav anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi nogle mente, at Brian Mikkelsen, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, der betyder, at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens eller topembedsmandens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer.

Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Stine Brix

Tidligere folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har fra 1. maj 2020 arbejdet i fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation i fagforbundet.

Pernille Skipper

Fra 2016 til 2021 var Pernille Skipper politisk ordfører for Enhedslisten, men partiets rotationsprincip betød, at hun ved valget i 2022, ikke genopstillede for partiet.

I en pressemeddelelse frar TV2 oplyses det, at Pernille Skipper fra 1. maj 2023 er ansat som politisk kommentator på kanalen.

Klausuler

De markante karriereskift, som Thomas Senderovitz, Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens, Nick Hækkerup og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I Danmark har vi ingen regler for politikeres og embedsmænds jobskifte, hvilket er meget usædvanligt i international sammenligning. Det bliver ofte nævnt i antikorruptions-sammenhænge, ligesom EU-Kommissionen advarede Danmark mod svingdørslobbyismen i sin retstats-rapport sidste år. Problemet med svingdørslobbyisme er, at når politikere, embedsmænd og officerer så hurtigt hopper fra den ene side af bordet til den anden, er der risiko for misbrug af fortrolige oplysninger, for forskelsbehandling og for korruption.

En karensperiode på et år virker passende.

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder måske på vej i USA

I USA havde Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” ville indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump ville også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Så vidt vides blev forslagene ikke gennemført.

Flere kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Tidligere undervisnings-, budget- og finansminister Knud Heinesen gik i 1985 direkte fra politik til posten som direktør for Københavns Luftfartsvæsen.
• Tidligere skatteminister Carsten Koch gik direkte fra sundhedsminister til posten som direktør for Danske Invest fra 1. september 2000 frem til 2008.
• Jens Kramer Mikkelsen gik i 2004 fra overborgmester i København til posten som adm. direktør i Ørestadsselskabet I/S, som i 2007 blev afløst af Udviklingsselskabet By & Havn I/S
• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri.
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen gik fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
• Stine Brix fra Enhedslisten gik fra Folketinget til fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation.
• Friis Arne Petersen gik fra ambassadør til partner i lobbyvirksomheden Rud. Pedersen
• Thomas Senderovitz gik fra posten som direktør i Lægemiddelstyrelsen til NOVO Nordisk.
• Nick Hækkerup gik fra Justitsministerposten til Bryggeriforeningen.
• Pernille Skipper fra Enhedslisten til TV2.
• Finansministeriets departementschef, Peter Stensgaard Mørch, til PensionsDanmark.

Korruption eller bare dårlig stil?

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer om f.eks. kommende lovgivning med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre NOVO, McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Den 1. oktober 2023 tiltræder Erik Brøgger Rasmussen som administrerende direktør i Dansk Boldspil Union, DBU.

Brøgger Rasmussen, der har en uddannelse som cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994, kommer til DBU fra en stilling som ambassadør ved FN i Geneve. Han har tidligere været direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet, og dermed været ansvarlig for økonomistyringen i Udenrigsministeriet.

Danske skatteydere er ikke uvante med skandaler i forbindelse med forvaltningen af udviklingsbistanden, mens økonomirod i Udenrigsministeriets normale drift sjældent kommer til offentlighedens kundskab.

Evakueringen fra Kabul

Da USA overlod Afghanistan til Taleban og med kort varsel trak sig ud af landet i august 2021, måtte Udenrigsministeriet i Danmark bistå med evakueringen via luftbroen fra Kabul over Islamabad og videre til Danmark af godt 1.000 personer. Mange af dem var afghanske tolke, deres familier og andre personer, der havde arbejdet for eller bistået de danske styrker under operationer i landet.

Men derudover blev knap 140 personer fra den såkaldte danskerliste – der tæller personer med dansk pas eller opholdstilladelse – hjulpet ud. De opholdt sig i landet stik imod Udenrigsministeriets anbefalinger, og præmissen var derfor fra start, at de personer selv skulle betale for udgifterne forbundet med en evakuering.

Regningen er siden landet på 12.168 kroner per person, og i alt 103 har modtaget en sådan opkrævning. Men det viser sig nu, at langtfra alle har betalt. Over halvdelen – 55 personer – har hverken betalt eller vist vilje til det, og derfor er deres sager overgået til Gældsstyrelsen.

Som bekendt har Gældsstyrelsen store problemer med at inddrive gæld til det offentlige, og derfor er det tvivlsomt, om Udenrigsministeriet nogen sinde får dækket disse udgifter.

Manglende EU-refusioner

I maj 2022 kom det frem i dagbladet B.T., at på grund af en forglemmelse hos Udenrigsministeriet havner regningen for Jeppe Kofods dyre privatfly ikke hos EU, men hos de danske skatteborgere. Udenrigsministeriet anslår, at fejlen i flyregnskabet har kostet i alt 567.591 kroner.

 “Det er dybt beklageligt, at vi ikke har anmodet om refusion hos EU. Det er ikke godt nok, længere er den ikke. Vi har etableret nye procedurer for at sikre, at man ikke begår lignende fejl med ansøgning af refusion igen,” siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice. I en mail til B.T., skriver Udenrigsministeriet, at “det er ministeriets vurdering, at samtlige rejser til EU’s udenrigsministermøder i 2019 og 2020 ville være blevet refunderet, hvis man havde anmodet anmodningerne i tide. Dette gælder også de rejser, der blev gennemført med chartret fly” og tilføjer, at det ikke længere er muligt at søge om refusion for Jeppe Kofods EU-rejser i 2019 og 2020, da regnskaberne er opgjort, og løbet dermed er kørt.

Spørgsmålet er, om bestyrelsen i DBU har sikret sig, at Erik Brøgger Rasmussen får kvalificeret bistand til økonomistyringen i DBU?

Den tyske avis Berliner Zeitung refererer fra et energievent, der mandag den 12. juni 2023 blev afholdt i Berlin.

Erhvervsminister (Bundeswirtschaftsminister) Robert Habeck fra De Grønne og Boligminister (Bauministerin) Klara Geywitz fra SPD, havde indbudt repræsentanter for kommuner og energisektoren til et såkaldt ”Fernwärmegipfel” om mulighederne for at fremme vedvarende energi i den tyske energiforsyning.

Danmark blev på mødet fremhævet både som et eksempel til efterfølgelse, men også som et skrækeksempel!

Fjernvarme er langt mere udbredt i Danmark end i Tyskland. Habeck oplyste, at i Danmark er 65 pct. af husstandene tilsluttet fjernvarme, mens den tilsvarende andel i Tyskland er 20 pct., og Habeck argumenterede for, at fjernvarme og varmepumper burde spille en større rolle i den tyske energiforsyning.

Europas højeste strømpriser

Den danske energipolitik fik dog ikke udelukkende positiv omtale på mødet i Berlin. De høje strømpriser i Danmark chokerede og blev fremhævet som noget der skulle undgås i den tyske energipolitik.

På grundlag af omfattende dokumentation i den offentligt tilgængelige ”Stromreport” blev det oplyst, at Danmark i 2022 var det land i hele Europa med den højeste elpris for private husholdninger. Sidste år skulle danskerne for eksempel betale 61 eurocent per kWh for deres strøm, selvom det meste kommer fra vedvarende energi. Den tyske forbrugerpris var også blandt de højeste i 2022, men dog markant lavere end i Danmark med en pris på omkring 37 eurocent på grund af krigen i Ukraine og faldet i russiske gasforsyninger.

Berliner Zeitung bemærker, at vedvarende energi ikke i sig selv er et værn mod høje priser. Det danske marked reagerer lige så stresset på høje gaspriser, som i lande med en markant lavere andel af vedvarende energi.

Washington Post kan den 14. juni 2023 oplyse, at en sag om copyright til et kontroversielt kunstværk nu er afgjort ved en føderal domstol i USA.

Det kunstværk, sagen drejer sig om, er værket “Comedian” af den italienske kunstner Maurizio Cattelan, der blev solgt for 120,000 dollars på Art Basel Miami Beach i 2019.

Værket er i al sin enkelhed en banan mod en hvid væg, holdt på plads af et enkelt stykke gaffatape, og salgsprisen og den kendsgerning at bananen faktisk er blevet spist – flere gange – har gjort værket berømt og kendt over hele verden.  Værket eksisterer i flere udgaver og den 3. version ventes at kunne indbringe 150.000 dollars. Værkets titel henviser muligvis til, at bananskræller undertiden er et lavkomisk virkemiddel i falde-på-halen-komedier.

Men i 2021 anlagde den amerikanske kunstner, Joe Morford, en sag mod Cattelan med den påstand at ”Comedian” var plagieret fra værket ”Banana and Orange”, Morford havde produceret mange år tidligere. Morfords kunstværk indeholdt en appelsin og en banan tapet mod grønne rektangler. Cattelans stykke, hævdede Morford, var en krænkelse af “Banana and Orange”, og hans påstand var at han havde krav på alle indtægter fra ”Comedian”.

Nu har den føderale distriktsdommer Robert Scola Jr. i en 18-siders afgørelse, der blev underskrevet fredag og indgivet, til retten mandag den 12. juni 2023, afsagt dom til Cattelans fordel og afsluttet den årelange debat om, hvorvidt kunstnerens berømte frugtkunstværk var krænkelse af ophavsretten. Dommeren fandt, at Cattelan uafhængigt af ”Banana and Orange” havde skabt “Comedian”.

Hvis Oreo og Marabou chokolade er på tilbud i din nærbutik, er der en årsag.

Mondelēz International – den globale producent af en række snacks, herunder Oreo, Toblerone, Marabou, Stimorol, V6, Halls, Daim, TUC, LU, Philadelphia, Miracle Whip, Freia m.fl. står i øjeblikket over for en voksende boykot i hele Nordeuropa for sin beslutning om at forblive i Rusland.

Selskabet opererer i Rusland gennem datterselskabet Mon’delez Rus LLC, som har kontor i Moskva. Det har også tre fabrikker i Rusland ud af alt 55 i Europa.

Mondelēz – der er registreret i kantonen Zug i Sweiz, som er kendt for at have de laveste skatter – er ejet af den amerikanske multinationale fødevarekoncern Kraft Heinz Company, der blev til ved en fusion imellem Kraft Foods Group og H.J. Heinz Company i 2015.

Kraft Foods, verdens næststørste fødevarekoncern (efter Nestlé) blev allerede i 2012 opsplittet i to selskaber, Kraft Foods Group, Inc. og Mondelēz International. Navnet er baseret på det latinske ord “mundus” (“verden”) og “delez” en variant af det engelske ord “delicious” (“lækker”).

Mondelēz har forsvaret sig med, at den ikke sælger russisk fremstillede produkter i Norge. Den i Norge meget populære Freia-chokoladelinje produceres i en fabrik uden for Oslo.

Selvom selskabet har fordømt invasionen af Ukraine og suspenderet nye investeringer og reklame i Rusland, har virksomheden nægtet at stoppe med at sælge sine produkter i landet.

“Mondelēz International overholder alle politiske beslutninger og sanktioner og vil fortsætte med at overveje nødvendige justeringer af operationerne for at sikre fuld overholdelse,” har selskabet erklæret efter, at det sammen med en række andre store multinationale selskaber den 27. maj blev blacklistet af den ukrainske regering for sin beslutning om at fortsætte med at operere i Rusland.

Flere nordiske virksomheder nægter nu bruge Mondelēz-produkter – herunder Norwegian Air og det norske fodboldforbund. Andre virksomheder, der har annonceret boykot, omfatter flyselskabet SAS, jernbaneoperatøren SJ og rederikoncernen Fjord Line.

Coop Norge, Norges næststørste dagligvarekæde, har udtalt, at det overvejede at droppe Mondelez-produkter og har anmodet om vejledning fra den norske regering.

I Danmark besluttede Dansk Boldspil-Union i starten af juni at sætte alle aktive kampagner med Marabou og kvindelandsholdet på digitale platforme og sociale medier på pause.

Den tyrkiske kendisslagter med 50 millioner følgere og kaldenavnet “Salt Bae” på de sociale medier – Nusret Gökçe – blev berømt i 2017, da han gik viralt med videoer, hvor han drysser salt over store bøffer.

I løbet af de seks år, der er gået, siden han blev berømt, har “Salt Bae” opbygget en formue på adskillige hundrede millioner kroner og etableret over 20 restauranter rundt om i verden.

Mange blev provokeret, da Salt Bae gik på banen efter finalen i fodbold-VM i december sidste år, og tilmed fik fingre i VM-pokalen, selvom reglerne foreskriver, at kun VM-vindere og statsoverhoveder må holde guld-pokalen.

Kendis-slagteren, der er kendt for at servere wagyu oksekødsburgere pakket ind i guldfolie til 300 dollars med tilhørende “gyldne milkshakes” til en bagatel af 99 dollars, fik også meget kritik for at have jagtet Lionel Messi efter Argentinas triumf.

Nu møder Salt Bae modgang i New York. The Guardian kan berette, at 3 år efter etableringen bliver burgerbaren ”Salt Bae Burger” i New York nu lukket.

Nusret Gökçe var allerede etableret i New York, da han åbnede burgerrestauranten. Han havde to Nusr-Et Steakhouses. Burgerbaren fik imidlertid en skæv start. Den blev åbnet i februar 2020, lige før hele byen blev lukket ned som følge af corona-pandemien, og siden blev den anklaget for sexisme, fordi burgerbaren tilbød en gratis, lille vegetarisk “kvindeburger” med lyserød hamburgerbund – kun for kvinder.

Influencer-kokken har også haft problemer med anklager for at stjæle medarbejdernes drikkepenge, diskrimination, overtrædelse af arbejdsmiljø-regler og “hypermaskulin” kultur på arbejdspladsen. Ni tidligere ansatte i Gökçes Nusr-Et Steakhouses har i den anledning anlagt sag mod ham, og en tidligere ansat har sammenlignet “Salt Bae” med en diktator.

Anklagerne er afvist af Gökçes advokat.