Ifølge det italienske pressebureau, ANSA, er væksten i det italienske bruttonationalprodukt, BNP, aftagende og faldt i 2. kvartal med 0,3 pct. af BNP i forhold til 1. kvartal. Det italienske industriråd, Confindustria, vurderer at dynamikken i det italienske BNP “skønnes at være svag, og faktisk gået i stå”, og forventningerne til tredje kvartal “er ikke positive”.

Ifølge Confindustria hæmmes væksten af høje renter, og stagnerende eksport

Den Internationale valutafond, IMF, har senest skønnet væksten i Italien til 1,1 pct. i år og 0,9 pct. næste år.

Italienske fagforeninger hævder, at et procentpoint af italienske familiers lønninger er “spist op” af renter på realkreditlån, lån og forbrugerkredit. Organisationen for små og mellemstore, CGIA, klagede samtidig over at offentlige myndigheder i mange tilfælde ikke betaler deres leverandører til tiden.

Valget på søndag kan meget vel betyde, at de 37 millioner stemmeberettigede spaniere kræver et magtskifte, der får højrefløjens indflydelse til at vokse med fokus på nationalistiske ideer. Mens den nuværende socialdemokratiske Pedro Sánchez kæmper for fire år mere som regeringschef, forsøger Alberto Núñez Feijóo, lederen af det konservative parti Partido Popular, at vinde magten. Gør han det, får han næppe flertal uden det indvandre- og klimaskeptiske og nationalistiske parti Vox. Og deres vælgere forventer forandring i Spanien. 

 ”Spanien trænger til en hovedrengøring, alt skidtet skal ud, for i de seneste år har transseksuelle, udlændinge og separatister fået lov til at sætte dagsordenen”, lyder det fra Vox-tilhængere forud for valget.

Magtskifte?    

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP. Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.

                            

Lad Dannebrog vaje over det danske land! Sådan lød det, da Det Konservative Folkeparti midt i juli var ude med et forslag om, at man ikke uden tilladelse må flage med andre flag end Dannebrog i Danmark.

Der er bare et lille problem med den konservative kampagne. Det var slet ikke Dannebrog, partiet havde brugt som illustration på flagkampagnen.

Flaget på partiets illustration havde nemlig et hvidt kors i midten af flaget. Dermed er der ikke tale om Dannebrog, men om flaget for det Savoyen.

Det er ikke første gang partiet demonstrerer ledelsens mangel på almen viden om basale nationale forhold.

Under kampagnen forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet forestillede Det Konservative Folkepartis valgplakat en soldat med Dannebrog på uniformen i et idyllisk dansk sommerlandskab med grønt græs, blå himmel og både vindmøller og en fregat i horisonten.  

På plakaten er soldaten iført sort baret, der viser at han er tjenstgørende i kamptropperne eller artilleriet. Men der er noget galt med baretten. Ifølge reglementet bæres baretten således at baret- eller tjenestestedsmærke er over venstre øje. Pulden trækkes til højre, således den falder mod højre øre.

Soldaten er iført en grøn uniformsskjorte med Dannebrog på både skulder og bryst. Det ligner en skjorte fra det for længst udfasede uniformssystem M/84, hvor Dannebrog i øvrigt var placeret på venstre skulder og ikke på brystet, hvor distinktionerne er placeret.

Af UNIFORMSBESTEMMELSER FOR HÆREN (UBH) af september 2020 fremgår, at det generelle uniformssystem i forsvaret er uniformssystemet MTS M/11. Uniformssystemet består af en MTS M/11, almindelig model og MTS M/11, let model.

Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for camouflageuniformens karakteristiske ”Multi Terræn Sløring”.

Det er ikke oplyst, hvorledes det ellers forsvarsvenlige Konservative Folkeparti parti har kunnet præstere en så skandaløs valgplakat. Det må antages, at plakaten var godkendt i partiets ledelse, der tydeligvis er helt uden kendskab til de faktiske forhold i Forsvaret.

Med den seneste flagbrøler har partiet endnu engang gjort sig fortjent til hån, foragt og latter blandt modstanderne og til græmmelse i den svindende medlemsskare.

Den tyske regering har offentliggjort sin første strategi nogensinde om Kina. Regering har været stærkt uenige undervejs i forløbet. Den tyske kansler, Olaf Scholz, ønskede ikke et stærkt opgør med Kina, hvorimod udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne krævede en markant holdning over for Beijing på grund af den kinesiske præsident, Xi Jinpings, tiltagende autokratiske politik i Kina og især Beijings truende adfærd over for Taiwan.

Tyskland vil tydeligvis ikke gentage fejltagelserne i forhold til Rusland, men i forhold til Kina satse på en langt større spredning i investeringer og indkøb af kritiske råvarer og færdigprodukter.

Det 66 siders strategidokumentet, som blev vedtaget af det tyske kabinet torsdag den 13. juni 2023, skitserer en manual for at reducere afhængigheden af ​​Beijing i “kritiske sektorer”, samtidig med at det forsøger at finde en balance mellem at håndtere et Kina, der på én gang er en “partner, konkurrent og systemisk rival” til Tyskland.

“Kina har ændret sig,” hedder det i dokumentet. “Som et resultat af dette og Kinas politiske beslutninger er vi nødt til at ændre vores tilgang til Kina.”

Hvad den ændring præcist indebærer, og hvilke konsekvenser den får, er svært at sige. Men på et punkt er Tyskland eksplicit klar: “der er et presserende behov for at fjerne risici.”

Det er mindre klart, hvad risikofrihed betyder, selvom det påpeges, at det er nødvendigt at blive mindre afhængige af Kina i forsyningskæder, især i højteknologiske og strategiske sektorer som kritiske mineraler, chips og elektriske køretøjer.

Strategidokumentet identificerer flere områder, hvor kinesiske handlinger øger risikoen for Tysklands “sikkerhed, suverænitet og velstand”, herunder, som det formuleres, Kinas stadig mere selvhævdende forsøg på at omforme den eksisterende regelbaserede, liberale demokratiske internationale orden.

Tysk industri har tætte bånd til den kinesiske produktionssektor. Det er derfor en yderligere risikofaktor for Tyskland og Europa, at Kinas konkurrencestrategi går ud på at styrke sin egen økonomiske uafhængighed og samtidig øge konkurrenternes afhængighed af Kina ved at arbejde på at integrere sig dybere ind i globale forsyningskæder, noterede dokumentet.

“Kinas økonomiske strategi sigter mod at gøre det mindre afhængigt af andre lande, samtidig med at internationale produktionskæder bliver mere afhængige af Kina,” hedder det.

Kina er Tysklands største handelspartner

Det er især tydeligt, når man ser på tyske industrigiganters afhængighed af det enorme kinesiske marked. Samhandelen udgør 300 milliarder euro om året, og Kina har været Tysklands vigtigste handelspartner i de sidste syv år.

Der bliver ikke tale om politisk indgriben i form af handelshindringer, og der er intet i den nye strategi, som bare antyder, at tyskerne er parate til at gøre som amerikanerne med sanktioner og direkte handelsmæssige hindringer i import og eksport til Kina.

Man lægger op til, at virksomhederne selv skal tage ansvar for de beslutninger, de træffer, med de konsekvenser, det kan få, hvis der kommer en mere alvorlig konflikt med Kina. Blandt andet opfordres der til at lave lister over strategisk vigtige produkter, som man skal overveje, om de skal eksportere til Kina. Ingen forbud. Men en klar opfordring til at kigge listen af eksportartikler igennem. Også en opfordring til at sprede indkøb.

Realiteten er, at tysk industri ikke har råd til at afbryde båndene til de kinesiske virksomheder. I maj sagde den administrerende direktør for Mercedes-Benz, at det ville være “utænkeligt for næsten hele den tyske industri.” I mellemtiden fortsætter Volkswagen og BMW med at øge investeringerne i Kina, og kemikaliegiganten BASF går videre med en investering på 10 milliarder dollars i det sydlige Kina.

Tyskland advarer mod Kinas asymmetristrategi

På baggrund af de økonomiske realiteter er den tyske regering forsigtig med at fremhæve risikoen for “asymmetriske afhængigheder” af Kina. “Vi bør vedtage en ‘asymmetrisk’ strategi for at indhente det videnskabelige og teknologiske niveau i udviklede lande, sagde den kinesiske leder Xi Jinping allerede i 2016. I stedet for blot at kopiere sine mere avancerede konkurrenter, bør Kina opsøge det, Xi kalder “asymmetrisk shashoujian” – en henvisning til teknologier, der tillader en underdog-opkomling effektivt at konkurrere mod mere etablerede modstandere.

Lithium-ion-batterier er et eksempel på denne asymmetristrategi: Kinesiske virksomheder greb den billigere teknologi, opbyggede massiv kapacitet og kontrollerer nu store andele af det globale marked for lithium og produktion af lithiumbatterier. Nu har vestlige bilproducenter, som tidligere havde satset stærkt på de dyrere nikkel-baserede batterirteknologier, taget lithiumbatterier til sig – og ved at gøre det, er de blevet stærkt afhængige af Kina.

Den tyske regering er nu tydeligvis blevet opmærksom på den asymmetriske udfordring. Det sværere og mere kritiske trin er at finde ud af, hvad man skal gøre ved det.

Præsident Biden vil nu eftergive 39 milliarder dollars i studiegæld. Fredag den 14. juli 2023 annoncerede det amerikanske undervisningsministerium en regeljustering, der vil betyde, at studiegælden for 804.000 mennesker kan slettes. Ændringen vedrører studielåntagere, der har været tilmeldt en indkomstafhængig tilbagebetalingsplan, og efter 20 eller 25 års indbetalinger faktisk er berettiget til eftergivelse af restgælden på studielånet.

Udmeldingen kommer efter præsident Biden lovede at finde andre måder at hjælpe studielånere, efter at den amerikanske højesteret med en 6-3 afgørelse fredag den 30. juni 2023 forhindrede præsident Joe Bidens muligheder for at indfri et valgløfte under valgkampagnen i 2020 om at sløjfe studiegæld på 10.000 dollars for lav- og mellemindkomst-låntagere. Den oprindelige plan ville have betydet, at der ville blive eftergivet 400 milliarder dollars i føderal studielånsgæld.

Det nye tiltag fra Biden-administrationen vil sandsynligvis blive bragt for retten af republikanske kræfter, der hele tiden har været modstander af gældseftergivelse mens hovedparten af studielånere allerede har tilbagebetalt deres gæld.

Overalt i Europa kan man se tegn på en tiltagende ”metaltræthed” hos borgere over for klima- og miljøtiltag og politisk korrekte og woke holdninger til immigration, LGBT+ m.v.

Partier på den yderste højrefløj har fået vind i sejlene på at tage borgernes klima-frustration alvorligt. Det nye er, at holdninger, især på indvandrings- og klimaområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj, nu er overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Tyskland går Alternative für Deutschland, AfD, frem og har nu klart distanceret sig fra socialdemokraterne i SPD. Med en tilslutning på 22 pct. nærmer AfD sig Tysklands største parti CDU/CSU.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Vox står dermed til at kunne komme med i en regering efter valget 23. juli. I et forsøg på at overgå dem har det konservative parti Partido Popular (PP) på linje med den europæiske partigruppe EPP foreslået en pause i den tætte strøm af klimalovgivning for at give borgere og virksomheder en chance for at følge med.

I Holland er bondeprotestpartiet, BBB – et nyt parti, som i marts bragede ind og blev det største parti i 10 ud af 12 provinser ved det hollandske lokalvalg på en blanding af protester mod regeringens migrations- og klimapolitik. Det er blandt andet pres fra dette parti, der i sidste uge fik den hollandske regering til at knække sammen og den erfarne statsminister Mark Rutte til at kaste håndklædet i ringen og udskrive nyvalg.

I Grækenland, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen ved parlamentsvalget den 25. juni 2023.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, forbehold overfor LBGT+, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

I Danmark er den tid forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner”, miljøtiltag og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle og klimabevidste EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT+ m.v. bør ikke undervurderes, da alle har været klar over, at der ville komme et smertens punkt, når EU’s mange klimaløfter skulle forvandles til konkret handling, klare krav og udskrevne regninger til borgere og virksomheder.

En stigende asyltilstrømning over EU’s grænser har fået Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn til at råbe vagt i gevær. Ifølge ham skal man være klar til at tage skrappere midler i brug, end vi gør i dag, for at beskytte den danske grænse.

I Holland har premierminister Mark Rutte netop opløst koalitionsregeringen, der er uenig om landets asylpolitik.

Hollands immigrationspolitik er blandt de strammeste i Europa, men landet har alligevel store problemer med mængden af asylansøgere, der kommer til. Ifølge Reuters steg antallet af asylansøgere i Holland sidste år med en tredjedel, så der var 46.000, som søgte om asyl.

Regeringen har estimeret at det tal i år kan stige til over 70.000 og dermed overgå den hidtidige rekord fra 2015.

Mark Rutte ønsker at begrænse antallet af asylansøgere, der kommer til Holland, blandt andet ved at gøre det sværere at få familiesammenføring og sværere at komme til landet for børn af flygtninge, der har fået asyl i Holland.

Mur, pigtrådshegn, voldgrave, vagttårne, vandkanoner og bidske hunde. Konkrete værktøjer, som vi bør være klar til at tage i brug ved den danske grænse. Det er budskabet i et debatindlæg Jyllands-Posten, som Dansk Folkepartis formand for Folketingets indfødsretsudvalg, Mikkel Bjørn stod bag sammen med partikollega Peter Kofod og medlem af Dansk Folkepartis Ungdom Mitchel Vestergaard. Budskabet blev yderligere betonet i et opslag på Twitter fra Mikkel Bjørn selv og gentaget i et interview i Berlingske Tidende den 13. juli 2023.

Det er dog ikke første gang, at der efterlyses skrappere midler til at begrænse mængden af uønskede asylansøgere og flygtninge.

I et interview med Weekendavisen den 15. april 2016 svarede tidligere Jean Monnet-professor, Uffe Østergård, på et spørgsmål om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Soulsangerinden Aretha Franklin med megahits som “Think”, “I Say a Little Prayer” og “Respect”, døde 76 år gammel af kræft i bugspytkirtlen i 2018 uden at efterlade sig et formelt, notificeret testamente.

Under en oprydning i Franklins villa i Detroit blev to håndskrevne versioner opdaget. Det ene dateret 2010 lå i et skab, mens det andet dateret 2014 og underskrevet med en smiley var gemt i en sofa.

Det var Franklins niece, Sabrina Owens, der fandt testamenterne, og ifølge 2010-testamentet skulle hun og Aretha Franklins søn, Ted White II, være bobestyrere, mens 2 andre sønner – Kecalf og Edward – skulle afskæres fra deres arv indtil de var blevet bibragt en vis certificeret forretningsmæssig forståelse.

I 2014-dokumentet skulle Kecalf arve hendes personlige ejendele og være bobestyrer.

I begge dokumenter kræves det at de 3 brødre skulle sørge for Aretha Franklins ældste og handicappede søn, der desuden sammen med de 3 andre brødre skulle have del i royalties og andre indtægter fra Franklins musikalske produktion.

Sabrina Owens trak sig efterfølgende fra sagen, mens uenigheden om de 2 håndskrevne dokumenter endte ved en domstol i Michigan.

Den 11. juli 2023 afgjorde retten, at det håndskrevne dokument fra 2014 skulle anerkendes som Aretha Franklins sidste vilje, og dermed blev det afgjort at Kecalf Franklin får kontrol over den afdøde sangers ejendom på millioner af dollars.

Franklins aktiver blev på et tidspunkt vurderet til 80 millioner dollars, men er siden reduceret som følge af ubetalte skatter m.v.

Med rettens afgørelse bliver Kecalf Franklin bobestyrer og efterlader ham med sin mors hus i Detroit, biler, smykker og de pelskåber, Aretha var kendt for at lade glide af sine skuldre på scenen.

Vicedirektør i Dansk Industri, Troels Ranis, udbreder sig begejstret om eksportpotentialet for dansk brintproduktion. Ifølge Dansk Industri kan potentialet opgøres til 100 mia. kroner i 2050.

For at opnå dette potentiale kræver det godt nok en udbygning af infrastrukturen og etableringsomkostninger på 15 – 22 mia. kroner og hertil kommer omkostningerne til drift. Dansk Industri er dog ikke i tvivl om at det er en god forretning fordi investeringen vil give over 30 mia. kr. tilbage i ”rene samfundsøkonomiske gevinster”.

Dansk Industris holdning rejser spørgsmålet om hvorfor de sagesløse elforbrugerne kommer til at betale ekstra for etablering af energiinfrastrukturen, selv om udviklerne normalt betaler det hele.

Med en teknisk justering påtænker myndighederne at lade elforbrugerne betale for en del af etableringen af den nødvendige infrastruktur.

Et nyt notat fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, viser at udbygningen kommer til at koste for de danske elforbrugere. Ifølge notatet vil myndighederne lade forbrugerne betale 39 procent af regningen for etablering af energiinfrastruktur, selv om udviklerne normalt betaler det hele.

Forsyningstilsynet har den 30. juni 2023 godkendt Energinets nye metode for opkrævning af den systemtarif, som de danske elkunder betaler for at dække Energinets omkostninger til at sikre den nødvendige infrastrukter.

Den betingede del af godkendelsen godkender regningen til almindelige forbrugere og etableringen af en reduceret tarif for en ny køberkategori af ”storkunder”, som vil omfatte bl.a. PtX -producenter, meget store industrivirksomheder og datacentre.

”På grund af usikkerhed om grundlaget for tarifreduktionen, har vi bl.a. bestemt, at ordningen kun kan godkendes for en midlertidig periode på seks år, og at Energinet senest to år efter at ordningen er trådt i kraft indsender data om de nye storkunders forbrug og redegør for, om tarifreduktionen fortsat kan ske i overensstemmelse med lovgivningens krav om bl.a., at der ikke må ske krydssubsidiering mellem forskellige køberkategorier”, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet er blandt andet sat i verden for at sikre at de opkrævede energipriser fra forskellige kundegrupper er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side.

I EU kan debatten om den kontroversielle Naturgenopretningslov give et fingerpeg om stigende bekymring for omkostningerne ved miljø-, klima- og naturpolitikken, og måske er stemningen omkring den grønne omstilling ved at vende.

Forslaget til en forordning om naturgenopretning i EU blev fremlagt af EU-Kommissionen for et år siden som del af den store europæiske Green Deal-pakke. Den skal via bindende mål føre til genopretning af nedslidte økosystemer, øget biodiversitet, mindre klimabelastning og større europæisk modstandskraft mod naturkatastrofer.

Et centralt mål er, at mindst 20 procent af EU’s land- og havbaserede arealer skal være genoprettet i 2030. Alle pressede økosystemer skal være genoprettet i 2050.

Lovens mål skal realiseres via nationale genopretningsplaner, der skal indleveres til EU-Kommissionen senest to år efter lovens ikrafttræden. EU’s miljøministre vedtog den 20. juni en lettere udvandet version af Kommissionens oprindelige forslag. Danmark stemte for.

Forkastes forslaget den 11. juli?

Europa-Parlamentets miljøudvalg har ikke formået at finde et flertal for en tekst. Derfor indstiller udvalget til, at forslaget forkastes, når det den 11. juli kommer til endelig afstemning i parlamentets plenum.

I et debatindlæg anfører medlemmer af Europa-Parlamentet for Venstre, Asger Christensen og Erik Poulsen, at EU-Kommissionens konsekvensanalyser af forslaget til en forordning om naturgenopretning er mangelfulde.

Således er konsekvenserne for udbygningen af vindmøller, solceller og ikke mindst infrastrukturen ikke belyst. Forslagets konsekvenser for fødevareproduktion og for klimaaftrykket af madforbruget i Europa er heller ikke belyst.

Parlamentarikerne anfører, at Kommissionen bruger det meste af analysen på at skrive om lovgivningens påvirkning på biodiversiteten og naturens fauna, men samtidig er konsekvensen for udrulningen af vedvarende energi og fødevareproduktionen ikke tilstrækkeligt belyst.

Hvis parlamentet forkaster forslaget til en naturgenopretningslov, skal EU-Kommissionen starte forfra. Det kan næppe nås, før en ny EU-Kommission tiltræder i efteråret 2024.

I Europa-Parlamentet har EPP-gruppens formand, den tyske CSU-politiker Manfred Weber, arbejdet hårdt på at sikre gruppedisciplin omkring et nej til naturgenopretningsloven. Fra Danmark er de konservative medlem af EPP-gruppen.

Han argumenterer for en pause i miljølovgivningen og for at ”sætte konkurrenceevne i centrum de kommende få måneder og specielt i den næste lovgivningsrunde”.

Det er især landbrugets interesser, som Weber og EPP har fokus på. En EU-lov, der fordrer genopretning af betydelige naturarealer, vil koste landbruget dyrt, mener man.

”Naturgenopretning vil betyde en reduktion i landarealet, der bruges til landbrug« og give et stort hul i landmændenes allerede meget spinkle budgetter, bringe Europas fødevareforsyning i fare og øge inflationen”, har argumentationen lydt.

De europæiske landbrugsorganisationers paraplyorganisation, Copa-Cogeca, har længe lobbyet intenst for at få naturforslaget taget af bordet.