Det står efterhånden klart, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen selv bidrog til at våbenindkøbet fra Elbit skulle gå ”huhejvildedyr” og Folketingets godkendelse blev hastet igennem.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens våbensag bunder i, at Ellemann den 26. januar bad Folketingets Finansudvalg om at hastegodkende våbenindkøbet fra Elbit. Hastværket skulle bl.a. ske af ”hensyn til tilbuddets gyldighed”, og fordi kontrakterne skulle ”underskrives snarest muligt og inden udgangen af januar”, forklarede Ellemann dengang.

Hvorfor skulle det gå så hurtigt? Hvorfor foregav man over for Folketinget, at indkøbet skulle underskrives inden udgangen af januar, når tilbuddet notorisk var gældende til udgangen af juni 2023?

Forsvarskommandoens interesse

Allerede den 19. januar 2023 oplyste Forsvarskommandoen på Forsvarets hjemmeside om regeringens beslutning om at donere Forsvarets CAESAR-artilleripjecer til Ukraine, hvor de er en efterspurgt kapacitet og vurderes at kunne gøre en forskel i landets forsvar mod den russiske invasion.

Forsvaret forstår naturligvis Ukraines behov og regeringens ønske. På baggrund af denne politiske beslutning har Forsvarskommandoen anbefalet, at alle de 19 CAESAR-artilleripjecer doneres, således at Ukraine får størst mulig militær effekt med ét samlet system.

Der er tale om et topmoderne våbensystem, som vil kunne levere stor effekt på kamppladsen, og som vurderes at komme til stor gavn for de ukrainske styrker. Der er fortsat tekniske udfordringer med systemet, som skal håndteres, men Ukraine har anmodet om artilleriet trods disse.

Forsvaret forventer at skulle bidrage til uddannelse og træning af ukrainsk personel, således at ukrainerne kan tage CAESAR-systemet i brug umiddelbart efter ankomst til Ukraine.

Hurtig anskaffelse af nyt artillerisystem

Samtidig fremgik det, at Forsvarskommandoen har anbefalet, at der hurtigst muligt anskaffes nye ildstøttekapaciteter til at dække Forsvarets eget behov.

Donationen af Forsvarets samlede artilleri vil efterlade et kapacitetshul, som vil være vigtigt at håndtere hurtigt. Ligeledes er Forsvaret opmærksomme på, at en hurtig genanskaffelse vil hjælpe til at fastholde de soldater, befalingsmænd og officerer, der gennem en længere periode nu har set frem til at skulle modtage nyt artilleri.

Der arbejdes på højtryk fra politisk hold for at anskaffe nye ildstøttekapaciteter som erstatning.

Ifølge et notat fra FKO, der den 9. januar blev sendt til Forsvarsministeriet, havde der vist sig en unik mulighed for at indgå en samlet aftale med Elbit Systems om en hurtig erstatningsanskaffelse af ATMOS-artillerisystemer og nyanskaffelse af PULS-raketkastersystemer.

En samlet aftale med Elbit Systems ville indebære, at Danmark kunne få leveret de første 12 ATMOS-artillerisystemer primo 2024 og de første PULS-raketkastersystemer medio 2023. I den aktuelle situation med massiv efterspørgsel efter forsvarssystemer på globalt plan var der ifølge FKO, tale om et helt særligt og enestående tilbud fra producenten med en meget hurtig leverance.

Med udgangspunkt i FMI’s materielfaglige vurdering anbefalede FKO den 9. januar 2023, at Danmark kunne “donere 19 CAESAR-pjecer til Ukraine under forudsætning af, at FMI samtidig iværksætter anskaffelse af 8 raketkastere med tilhørende logistik og initialpakke af missiler samt af 19 artilleripjecer med tilhørende initiallogistik (…)”.

FKO understregede i den forbindelse, at “en tidsmæssig sammenkobling af donationsbeslutningen og beslutningen om anskaffelse af raketkastere og nyt rørartilleri til den danske hær er central for Forsvarskommandoen, fordi det vil styrke muligheden for med god forklaringskraft at overbevise Forsvarets medarbejderne om begrundelsen for donation af et centralt våbensystem, der er stærkt efterspurgt i Hæren”.

Jakob Ellemann-Jensen lydhørhed overfor forsvarets interesser

At Jakob Ellemann-Jensen kendte – og delte – Forsvarskommandoens opfattelse – at donationens af Forsvarets CAESAR-artilleripjecer til Ukraine forudsatte, at der hurtigst muligt anskaffes nye ildstøttekapaciteter til at dække Forsvarets eget behov – blev meget tydeligt den 26. januar 2023, hvor forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, besøgte de 1000 danske soldater, som i øjeblikket er udstationeret i Estland og Letland. Ministeren var fulgt af Forsvarschefen Flemming Lentfer og flere danske parlamentarikere fra Forsvarsudvalget samt repræsentanter fra Færøerne og Grønland.

I sin tale til soldaterne (har været gengivet af DR), sagde Ellemann-Jensen, at han var opmærksom på Forsvarets medarbejderes interesse i, at der samtidig med donationen af CAESAR-våbensystemet til Ukrainer blev taget beslutning om hurtig anskaffelse af raketkastere og nyt rørartilleri til den danske hær. Det var derfor en tilfreds minister, der kunne oplyse, at Finansudvalget samme dag havde godkendt aftalen med Elbit.

Det er således tydeligt, at Jakob Ellemann-Jensen ved at sætte Forsvarets interesser over hensynene til redelig sagsbehandling og respekten for Folketinget, personligt har et betydeligt ansvar for skandalen.

Argentinske meningsmålinger forud primærvalget søndag den 13. august 2023 giver en lille fordel for oppositionen.

Baggrunden for valget er en prekær økonomisk situation. Inflationen er tårnhøj – i forhold til sidste år er forbrugerpriserne nu steget med mere end 116 procent! De stigende leveomkostninger rammer millioner af Argentinere, truer samfundets sammenhængskraft og har fået mange argentinere til at miste tilliden til det politiske system.

Primærvalgene afgør, hvilke kandidater, der skal stille op ved præsidentvalget den 22. oktober, og udfaldet af primærvalget plejer ellers i Argentina at være en god indikation af udfaldet af det egentlige præsidentvalg. Vælgerapatien har imidlertid gjort det vanskeligt at gennemføre meningsmålinger, og valgdeltagelsen på søndag ventes at blive historisk lav.

De fleste meningsmålinger giver dog oppositionen – centrum-højre-alliancen, Juntos por el Cambio – JxC (Together for Change), et lille forspring til den centrum-venstre regerende koalition, Union for Homeland (UP), der har efterfulgt Frente de Todos-koalitionen, der bragte Alberto Fernández til magte. Fernández genopstiller ikke ved præsidentvalget i 2023.

JxC-kandidaterne borgmester i Buenos Aires, Horacio Rodriguez Larreta, og den tidligere sikkerhedsminister Patricia Bullrich, ligger i nogle målinger lige, mens Bullrich i andre ligger klart i spidsen.

Kandidaterne fra regeringskoalitionen, UP, økonomiminister Sergio Massa og Juan Grabois, er efter, men tæt på oppositionens kandidater.

Don’t Cry for Me Argentina

Primærvalget kommer efter en turbulent valgperiode.

Den 6. december 2022 kunne de internationale nyhedsbureauer meddele, at Argentinas vicepræsident, Cristina Fernández de Kirchner, var blevet dømt for milliardsvindel.

En dom, der giver hende seks års fængsel, og som fratager Kirchner muligheden for at kunne varetage et politisk embede på livstid.

Anklagemyndigheden havde bedt om tolv års fængsel i korruptionssagen mod den højtprofilerede 69-årige politiker. Anklagerne mod hende vedrørte ulovlig tildeling af offentlige udbudskontrakter i Patagonien, da hun var præsident i Argentina mellem 2007 og 2015.

Som senator har hun dog parlamentarisk immunitet og kan således ikke sendes i fængsel, så længe hun er valgt.

Cristina Fernández de Kirchner har været vicepræsident siden 2019 under præsident Alberto Fernandez.

Argentina kæmper med hyperinflation og vakler på kanten af statsbankerot

Argentina, Latinamerikas tredjestørste økonomi med en befolkning på omkring 45 millioner, er ramt af recession og kæmper med en enorm udlandsgæld, der selv efter kreditorernes velvillige afskrivninger og låneomlægninger stadig løber op i 275 mia. dollars svarende til 169 pct. af BNP. Det er ikke mindst den private sektor, der har stiftet gæld i udlandet, mens den samlede offentlige gæld andrager 83 pct. af BNP.

Landet er ramt af inflation, der nu overstiger 116 procent, og selvom den officielle arbejdsløshed opgøres til 6,9 pct., er der en enorm skjult arbejdsløshed, der skønnes at berøre 38 pct. af arbejdsstyrken.

Argentinas eksport af hovedsagelig landbrugsprodukter sikrer et lille overskud på handelsbalancen, men serviceringen af den enorme udlandsgæld betyder at der er underskud på betalingsbalancens løbende poster.

Den argentinske nationalbank har længe prøvet at fastholde en officiel kurs på den argentinske peso (ARS) på omkring 177 ARS for 1 dollar, men kursen på pesoen er nu i frit fald og op til søndagens valg er den faldet til knap 290 ARS.

Den argentinske regering ligger konstant i forhandlinger med Den Internationale Valutafond, IMF, om de hårde betingelser for at udnytte en såkaldt udvidet fondsfacilitet, EFF.

IMF-vilkårene herunder stram finanspolitik begrænsninger på indkomstoverførsler og sociale foranstaltninger er ikke populære og regeringen har kæmpet mod interne splittelser. I internationale finansielle kredse er der bekymring for at den økonomiske ansvarlighed helt fordufter efterhånden som vi nærmer os præsident-og parlamentsvalget i oktober 2023.

Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den international omsætning af pesoen er begrænset.

De finansielle markeder har mistet tilliden til Argentina

At Argentina har økonomiske problemer, er ingen nyhed. Med venstrefløjen ved magten i Argentina har markederne mistet tilliden og muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning er overhængende.

Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere økonomien. Han var dog slet ikke I stand til at indfri løfterne og Argentina har reelt i flere år befundet sig i recession.

Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød, at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.

Præsidentvalget i 2023

Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019.

Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.

Med Alberto Fernandez ved magten vendte Argentina tilbage til velkendte socialdemokratiske politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol.

Cristina Fernandez de Kirchner

Den nu svindeldømte, tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober 2019 posten som Vicepræsident.

Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).

Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har bukserne på i præsidentskabet!

Udover dommen til Christina Kirchner kæmper regeringskoalitionen med interne splittelser om håndteringen af kravene fra IMF og de internationale kreditorer.

Regeringen kritiseres skarpt og sammen med den stigende inflation og recessionsforholdene er det forventningen, at den mere liberale alliance af oppositionspartier – Juntos por el Cambio – vil vinde valget i oktober 2023.

Dronningens besøg i Argentina

Selvom Argentina i årevis har vaklet på randen af statsbankerot, lokkede det danske udenrigsministerium desuagtet i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.

Det må medgives lakskoene og blåfrakkerne i udenrigsministeriet, at Argentina faktisk tidligere – i starten af 1900-tallet! – var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men i de seneste 100 år har Argentina haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring.

Argentina har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at se hvorfor Dronningen skulle lokkes på den galej – endsige øjne danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.

Den danske ambassade i Argentina blev da også lukket i 2021.

Mens debatten om energiøer, vedvarende energi og produktionen af ”grøn” strøm i Danmark – og dermed for potentialet for Power-to-X og grønne arbejdspladser, har raset i Danmark, har Energinet Danmark (Mogens Lykketoft formand) i al diskretion solgt den grønne strøm til briterne.

Forsyningstilsynet har godkendt markedsreglerne for Viking Link, der er navnet på en kommende forbindelse for el-transmission mellem Danmark og Storbritannien.

Viking Link er etableret i et samarbejde mellem transmissionsselskaberne Energinet i Danmark og National Grid i Storbritannien, og Forsyningstilsynets godkendelse af markedsreglerne for forbindelsen er sket i tæt koordination med det britiske tilsyn, OFGEM.

Hvorfor skal elforbrugerne betale for Viking Link?

En ny højspændingsforbindelse i Vestjylland fra Idomlund ved Holstebro til grænsen blev begrundet med, at vi skal kunne sælge overskydende vindkraft til England via et kabel tværs over Nordsøen (Vikinglink).

Milliardinvesteringen skal ovenikøbet betales af danske elforbrugere i form af højere afgifter til Energinet i stedet for at forbrugerne selv får gavn af lavere elpriser, når produktionen overstiger behovet.

Løsningen på begge dele kan meget vel være at lave strøm om til brændstof eller gas ved hjælp af en stribe teknologier, der går under samlebetegnelsen Power-to-X.

I Danmark er der allerede en række projekter med sigte på omdannelsen af grøn strøm til Power-to-X eller produktion af brint, ammoniak m.v.

Afsætning af dansk produceret grøn strøm til England forekommer derfor utroligt kortsigtet

Viking Link skulle efter planen bestå af 630 kilometer søkabel og 140 kilometer landkabel. Søkablet bliver verdens længste, og projektet bygges og finansieres i et samarbejde mellem Energinet og et datterselskab til britiske National Grid. Energinets andel på 11 milliarder kroner af det 20 milliarder dyre Viking projekt væltes over på de danske el-forbrugere.

Strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien?

I den oprindelige argumentation for projektet Viking Link indgik, at det skulle gøre det muligt at eksportere dansk ”grøn strøm” og udenlandsk strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien via Danmark.

Det indlysende fornuftige er ellers anvende den danskproducerede grønne strøm i Danmark til Power-to-X og andre elektrificeringsprojekter.

Tilbage bliver overførslen af strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien. Helt bortset fra at Tyskland selv har brug for al den strøm de kan producere, kan det aldrig blive en opgave, der skal finansieres af danske elforbrugere.

I denne sag er den daværende socialdemokratiske energiminister, Dan Jørgensen, der sagde ja til projektet, tydeligvis ikke på borgernes side, men har været fristet af mulighederne for at tjene på den tyske kulkraftindustri.

Omkostninger betales af elforbrugerne

Det samlede projekt koster i omegnen af 20 milliarder kroner, mens Energinets andel omfatter 11 milliarder kroner, inklusive to relaterede højspændingsforbindelser på land.

Søkablet kommer til at gå fra Vejen i Sydjylland til cirka 170 km nord for London i England og have en overføringskapacitet på 1.400 MW, hvilket svarer til kapaciteten på tre en halv Anholt havmøllepark.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har tidligere oplyst, at finansieringen af Viking Link betyder fremtidige årlige ekstraregninger for almindelige husstande. For en mellemstor virksomhed vil det betyde merudgifter for mellem 20.000 og 100.000 kroner.

Der er nu åbnet for ansøgninger til Energistyrelsens Tilskudspulje til Fremme af Energieksportindsatsen. Årets ansøgningsrunde rummer i alt 8,8 millioner kroner.

Energistyrelsen hører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og formålet med puljen er at styrke eksport af grøn dansk energiteknologi. Puljen støtter offentlig-private samarbejder på markeder, der er nye for de private aktører.

Myndighedssamarbejde med 24 lande

Det er en fordel, hvis et projekt finder sted i lande, hvor danske myndigheder samarbejder med udenlandske myndigheder på energiområdet (Kina, Mexico, Sydafrika, Vietnam, Ukraine, Indonesien, Tyrkiet, USA, Sydkorea, Japan, Nederlandene, Tyskland, UK, Indien, Egypten, Kenya, Frankrig, Polen, Etiopien, Estland, Letland, Litauen, Brasilien og Colombia).

Siden 2019 er der blevet givet tilsagn til 23 projekter med fokus på blandt andet havvind, fjernvarme, energieffektivitet og biogas i Afrika, Asien, Europa, Nord- og Sydamerika.

Dansk energiteknologis betydning for eksporten

Energistyrelsen årlige tilskud på knap 9 millioner kroner skal ses i forhold til, at Danmark i 2022 i alt eksporterede energiteknologi- og services for 106,1 mia. kr. Det viser en opgørelse lavet af DI Energi, Green Power Denmark, Dansk Fjernvarme og Energistyrelsen.

106,1 mia. kr. er en lille stigning sammenlignet med 2021, hvor eksporten blev opgjort til 105,7 mia. kr. Eksporten af energiteknologi og -service ligger dog fortsat 13,8 pct. lavere end i 2019, der var det sidste ”normalår” før covid-19.

Eksporten af energiteknologi udgjorde 88,0 mia. kr. mens services udgjorde 18,2 mia. kr. Eksporten af energiteknologi udgjorde 9,5 pct. af den samlede danske vareeksport i 2022, hvilket er en tilbagegang sammenlignet med 2021 på 1,7 procentpoint.

Eksportfremme i Udenrigsministeriet

Udover Energistyrelsens tilskud støttes eksporten af dansk energiteknologi også af det myndighedssamarbejde, der foregår mellem Danmark og 24 lande. Desuden yder Udenrigstjenesten en aktiv indsats for at fremme dansk eksport af grønne energi- og klimavenlige løsninger.

Af de 2800 diplomater, der er beskæftigede i Udenrigsministeriet er ca. halvdelen lokalt ansatte på de respektive repræsentationer. Omkring 80 såkaldte specialattacheer eller sektoreksperter er ansatte i andre ministerier, herunder et antal i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Regeringen skriver i regeringsgrundlaget: “Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.”

Foreløbig har regeringen signaleret, at du selv skal spare op til og betale for den velfærd du ønsker, når du bliver ældre. Altså en kamufleret skatteforhøjelse!

Ellers går udviklingen med hastige skridt i den forkerte retning;

I 2022 var der ca. 867.000 ansatte i den offentlige sektor. Siden 1966, hvor der var ca. 270.000 ansatte i den offentlige sektor, er antallet af offentligt ansatte mere end 3-doblet.

I betragtning af de stigende behov på velfærdsområdet og i social-, pleje- og sundhedssektorerne samt de voksende udfordringer fra den grønne omstilling, affaldshåndtering og miljøindsatser, er udviklingen ikke overraskende. Det er imidlertid stærkt bekymrende, at tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af medarbejdere i staten, som laver administrativt arbejde, er steget fra 14,8 til 19,6 procent på bare fem år. I kommunerne er andelen steget fra 10,5 til 10,9 procent.

Ifølge en ny analyse fra CEPOS er det særligt antallet af offentligt ansatte med en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, der er steget fra 2008 til 2021. I 2008 var der 22.600 fuldtidsbeskæftigede og i 2021 var der 42.000. Det svarer til en stigning på 86 procent.

CEPOS finder det tankevækkende, at en betydelig del af stigningen i uddannelsesniveau i den offentlige sektor skyldes en vækst i antallet af administratorer med en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, når der ikke på noget tidspunkt har været et højt prioriteret politisk ønske om dette. Til gengæld er der mangel på uddannede lærere, pædagoger, SOSU´er og sygeplejersker, som politikerne ønsker sig flere af. Det tyder på, at personaleforbruget i den offentlige sektor har været styret af udbuddet af arbejdskraft, hvor man kort sagt har ansat dem, som man kunne få, i stedet for dem som man helst ville have, lyder det fra CEPOS.

Ét er, at der ikke tilføres uddannede lærere, pædagoger, SOSU´er og sygeplejersker og personale til velfærdsområdet, men det er påfaldende, at de øgede ressourcer til administration ikke forhindrer de fadæser og spild af offentlige midler, vi på næsten daglig basis er vidne til indenfor skat, forsvar, politi og offentlig byggestyring m.v.

Noget kunne tyde på, at arbejdskraften i den offentlige sektor ikke kun er uhensigtsmæssigt allokeret, men også at mange ansatte med en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, alligevel mangler de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne.

De seneste års udbygning af den offentlige sektor er spenderet på øget bureaukrati. På konsulenter og akademikere i en forvaltning, der synes at opfinde flere opgaver end den løser.

Resultatet er under alle omstændigheder, at skatteyderne – trods stigende udgifter – får stadig ringere offentlig service!

Det er til gengæld glædeligt, at beskæftigelsen i private virksomheder og organisationer er stigende og nu er oppe på 2.098.588 omregnet til fuldtidsbeskæftigede.

 Men det er foruroligende, at der i første kvartal 2023 var 57.700 ledige stillinger i den private sektor, når der er korrigeret for sæsonudsving.

Det er næppe et økonomisk sundhedstegn, at antallet af offentligt ansatte fortsat stiger ukontrollabelt mens beskæftigelsen i den private sektor stagnerer, fordi ledige stillinger ikke kan besættes.

Medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, Christian Friis Bach, der ifølge Ritzau og andre medier sammen med Martin Lidegaard havde håbet på en plads i regeringen, forsvarede for en uge siden koranafbrændinger. Christian Friis Bach mente i slutningen af juli utvetydigt, at man skulle have lov til at afbrænde koraner. Nu har han skiftet mening, og ses i cordiale drøftelser med Lars Løkke Rasmussen, der har bebudet et forbud mod koranafbrændinger.

Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister og Lars Løkke Rasmussens formandskab i GGGI

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens kostbare rejseaktivitet som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til rejserne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer. Friis Bach var i mellemtiden ”kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Christian Friis Bach har siden han forlod FN i Geneve i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet opretholdt kordiale forbindelser til organisationen. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kina covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå, måtte man forstå.

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden har givet dundrende underskud i de sidste 2 regnskabsår. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Dansk Flygtningehjælp har en vaklende økonomi, men organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Det første samarbejde er med Coffee Collective, hvis butikker skal sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen har tirsdag den 8. august 2023 erkendt, at han har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om indkøb af 19 artillerikanoner til Forsvaret.

”Jeg må desværre konstatere, at Folketinget desværre har fået forkerte oplysninger. Det har jeg i dag undskyldt for”, sagde Jakob Ellemann-Jensen, efter at han har orienteret forligskredsen bag forsvarsforliget samt Folketingets Finansudvalg om sagen.

Medlemmerne af Folketingets Finansudvalg fik i januar kun meget kort tid til at beslutte sig for, om de ville sige ja til et tilbud om indkøb af artillerikanoner fra den israelske våbenproducent Elbit Systems.

Af formuleringen i de aktstykker, som blev oversendt til Finansudvalget den 26. januar, fremgår det, at ”Aktstykket haster, idet kontrakten med leverandøren skal underskrives snarest muligt og inden udgangen af januar af hensyn til tilbuddets gyldighed, produktionsmuligheder og en hastig opbygning af den operative kapacitet”.

I virkeligheden havde tilbuddet fra Elbit Systems en svarfrist helt frem til 30. juni, altså fem måneder senere, end Folketingets Finansudvalg fik at vide.

En anden graverende fejl i forløbet er, at Folketinget ikke blev orienteret om, at Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, ikke tog fornyet kontakt til alle potentielle leverandører af de våben, som endte med at koste omkring 1,7 milliarder kroner hos Elbit Systems.

Den franske leverandør Nexter Systems blev således ikke kontaktet.

Ligeledes blev Folketinget ikke orienteret om, at FMI og Elbit Systems i januar i år indgik forlig om et sagsanlæg, som den israelske våbenproducent havde anlagt i 2020 efter at være blevet forbigået ved en tidligere våbenordre.

Jakob Ellemann-Jensen mener, at der er behov for yderligere oplysninger. ”Jeg har derfor foreslået forligspartierne, at der gennemføres en uvildig undersøgelse, så vi kan få afklaret de spørgsmål, der fortsat er”, siger han.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk minister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Den manglende sletning af personoplysninger rejste spørgsmålet, om ministeransvarets rækkevidde – er ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen nægtede at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus i PET-sagen forsøges flyttet fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet.

Tilsvarende bidrager Jakob Ellemann-Jensens forklaringer i kanonsagen til at flytte ansvaret fra ministeren til Forsvarsministeriet og Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer desuden, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Den østrigske forfatning kan snart indeholde retten til at betale kontant. Kansler Karl Nehammer har fredag den 4. august foreslået at forankre retten til at betale kontant i landets forfatning, efter at det højreekstremistiske Frihedsparti beskyldte regeringen for at konspirere om at forbyde kontanter som et middel til at kontrollere borgerne.

Elektroniske betalinger bliver stadig mere populære i Østrig (og i hele Europa), men alene i Østrig hæves stadig 47 milliarder euro i kontanter fra pengeautomater hvert år, og i gennemsnit går hver østriger rundt med 102 euro i kontanter. Kansler Nehammer skrev derfor i et tweet, at han følte sig forpligtet til at sikre, at kontanter er forfatningsmæssigt beskyttet som betalingsmiddel.

Er kontanter virkelig i fare?

Tidligere på ugen skabte Piers Corbyn – bror til den tidligere britiske Labour-leder Jeremy Corbyn – opmærksomhed, da han i London insisterede på at betale en pakke jordbær med kontanter i en forretning, der ellers kun accepterede elektroniske betalinger.

Hans protestaktion er en del af en voksende politisk bevægelse, der mistænker regeringer, virksomheder og private finansielle institutioner for at ville stoppe helt med at acceptere kontanter til fordel for kredit- og betalingskortbetalinger, der er lette at spore og overvåge.

Der er faktisk data bag denne tendens.

 I USA er antallet af amerikanere, der regelmæssigt bruger kontanter, faldet fra 24 procent til 14 procent siden 2015, hovedsageligt drevet af mobile kontantløse tjenester som Apple og Google Pay.

Elektroniske, kontantløse betalinger er i stigende grad udbredt i Europa, selvom nogle lande som Spanien og Tyskland fortsat er kontantpositive.

Sverige har taget det kontroversielle skridt at tillade virksomheder at nægte at modtage kontanter med den hensigt at blive et kontantløst samfund. De svenske forbrugere er således vant til skilte med teksten ”Vi hanterar ej kontanter”. Men organisationen Svensk Handel har opgjort, at det stadig er 87 procent af alle svenske butikker, som tager imod klingende mønt og fedtede pengesedler.

Kriminalitet

Blandt fortalerne for digitale betalinger henvises ofte til, at det vil vanskeliggøre kriminalitet. En café eller en bank uden kontanter har langt mindre risiko for røverier og indbrud. Det rygtes hurtigt i forbryderkredse, at der intet er at komme efter. Samtidig bliver hvidvask af penge fra kriminalitet og fra sort arbejde også vanskeligere.

Danmark

I Danmark kan butikker, restauranter og virksomheder m.v. ikke nægte at tage imod sedler og mønter. Det følger af den såkaldte kontantpligt, der trådte i kraft i 1984.

Tendensen er dog, at kunderne i stigende grad foretrækker de digitale betalingsmidler. Nationalbanken har opgjort, at blot 12 procent af betalingerne sidste år foregik kontant. Tilbage i 2009 var det næsten halvdelen – 48 procent – af alle køb, der skete med mønter og sedler.

Der cirkulerer sedler og mønter til en værdi på over 77 milliarder kroner, og kontanterne har den store fordel – at de ikke er digitale. Hvis brugen af kontanter falder yderligere, vil det blive svært at købe mad, brændstof og andre basale livsfornødenheder, når strømmen går, nettet er nede eller Nets bliver hacket. Scenarier, der slet ikke er usandsynlige, når man ser på, hvordan f.eks. Rusland agerer i krigen mod Ukraine.

Kreditkortselskaber sælger data til annoncører

Store banker, finansielle institutioner ogkreditkortselskaber mistænkes for at følge deres kunder og høste deres personlige data. Det har givet anledning til frygt for indførslen af digital valuta.

Reaktionen er, at aktivister hævder, at kontanter er den eneste måde at sikre privatlivets fred på.

I stigende grad har kreditkortselskaber – herunder Visa, American Express og Mastercard – fundet ud af, at en vigtig indtægtskilde er at sælge personlige transaktionsdata til reklamevirksomheder. Dataene bag digitale transaktioner videregives nu i et vist omfang til marketingfolk, virksomheder og andre virksomheder, der udnytter disse data for at overvåge tendenser og målrettede personlige annoncer.

Disse forretningsmetoder er mulige på grund af en finansiel teknologi, tokenisering, der anonymiserer personlige data fra transaktioner med en unik identifikationskode, der senere kan korreleres af et firma med en banks individuelle kundeoplysninger.

Disse systemer er blevet så sofistikerede, at butikker f.eks. er i stand til at finde ud af, at deres kunder er gravide gennem deres indkøbsvaner. Allerede i 2012 rapporterede The New York Times om et tilfælde, hvor en far fandt ud af, at hans teenagedatter var gravid, fordi de modtog målrettede mails, der reklamerede for ventetøj og børnemøbler.

Derudover lægger ikke-kontante betalinger en økonomisk byrde på virksomhederne. Store finansielle institutioner opkræver et kreditkortbehandlingsgebyr. Disse gebyrer kan være så høje som 3.5 procent, hvilket er mærkbart for både handlende og kunder.

Hvad med CBDC?

Centralbank digitale valutaer (CBDC’er) er den digitale form for en statsautoriseret valuta, der udstedes af centralbanker.

Oprør fra Florida

I USA har præsidentkandidat og guvernør i Florida, Ron DeSantis, annoncerer lovgivning, der skal beskytte borgerne i Florida mod føderalt kontrollerede centralbankvalutaer, CBDC.

“Biden-administrationens bestræbelser på at indføre en centraliseret digital valuta handler om overvågning og kontrol,” sagde guvernør Ron DeSantis. ”En centraliseret digital dollar vil kvæle innovation og fremme regeringssanktioneret overvågning. Florida vil ikke acceptere politikker, der truer den personlige økonomiske frihed og sikkerhed”.

Fra tilhængere af DeSantis hedder det, at en føderalt kontrolleret digital centralbankvaluta er en måde, hvor woke ESG-ideologier sniges ind i USA’s finansielle system og hvor den enkeltes privatliv og økonomiske frihed trues.

I modsætning til en decentraliseret digital valuta som f.eks. Bitcoin, kontrolleres og udstedes en CBDC direkte af regeringen til forbrugerne, hvilket giver regeringsbureaukrater mulighed for at følge al forbrugeraktivitet og skaber mulighed for eventuelt at afskære forbrugerens adgang til visse varer og tjenester.

Derudover ville en føderalt sanktioneret CBDC som foreslået af Biden-administrationen mindske forretningsbankernes og kreditformidlernes rolle i det finansielle system, da CBDC-valuta ville være et direkte ansvar for den føderale regering, og dermed formindskes potentialet for de finansielle markeders kreditskabelse.

Forslaget fra DeSantis skal ses som et led i foreløbig 18 delstaters kamp mod det, der kaldes Bidens “ESG-økonomiske svindel”.

Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen er født 1959 og cand.theol. i 1993. Han har siden 1. september 2009 været biskop og i 2020 blev han formand for Grænseforeningen.

I Berlingske Tidende søndag den 6. august 2023 oplyses det, at udsigten fra biskop Peter Skov-Jakobsens embedsbolig midt i latinerkvarteret i Københavns centrum ligner et historisk guldaldermaleri.

Hovedkvarteret for Københavns Stift, den gamle bispegård, ligger på hjørnet af Studiestræde og Nørregade, lige over for Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke.

Peter Skov-Jakobsen interviewes i et af bispegårdens store, fornemme repræsentationslokaler ud mod Nørregade og skal fortælle om huset, en smuk rødstensbygning i tre etager, han arbejder og på 3. sal bor i en lejlighed på 140 kvm.

Som biskop over Københavns Stift i henved 14 år har Peter Skov Jakobsen ikke kun øget livvidde og pondus, men også tiltrukket sig en del kritik. Kristeligt Dagblad har gennem årene været ganske kritisk overfor Jakobsens embedsførelse, og i en artikel den 26. maj 2022 opregnes en del af biskoppens synderegister.

Biskoppens sager

En medarbejder i domkirken i København blev i 2014 anklaget for at have begået seksuelle overgreb på et barn. Blandt andre biskoppen blev bekendt med dette, men foretog sig ikke yderligere, efter sagen blev meldt til politiet, hvor den faldt for forældelsesfristen.

Sidste forår sendte fem kvinder en klage til biskoppen over sognepræst Flemming Pless, der ifølge dem skulle have udnyttet sjælesorg til at indlede forhold til kvinderne og brudt sin tavshedspligt. Endnu en kvinde klagede til biskoppen over lignende oplevelser med præsten allerede i 2019.

Biskoppens datter, ekskone samt flere præster under ham har fået attraktive lejligheder i Hellerup tæt ved København gennem en fond, hvor to præster, som biskoppen fører tilsyn med, sidder i bestyrelsen. Fondens formål er at støtte enlige kvinder i en økonomisk vanskelig situation.

USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, Food and Drug Administration, FDA, godkendte den 4. august 2023 den første pille mod fødselsdepression. 1 ud af 8 mødre får efter fødslen en depression.

Godkendelsen er givet til medicinalvirksomheden Sage Therapeutics Inc., der planlægger at begynde at sælge pillen i USA under mærkenavnet Zurzuvae inden udgangen af ​​året, efter at FDA har afsluttet sin gennemgang.

Sage Therapeutics markedsfører i forvejen en fødselsdepressionsbehandling, men det er injektioner, der gives kontinuerligt over to dage, hvilket gør det meget mindre bekvemt for forældre, der er optaget af nyfødte. Den nye pille indtages oralt dagligt i to uger.