Minister for udvikling og global klimapolitik, Dan Jørgensen, kunne under hans møde i denne uge med Nairobi-klubben, der består af medie- og fagfolk, der beskæftiger sig med globale udviklingsspørgsmål, ikke svare konkret på, om der er behov for en ny tilgang til Afrika. Dan Jørgensen henviste til at embedsmændene i Udenrigsministeriet arbejder på en ”Afrikaplan”, som skal styre og koordinere danske engagementer i Afrika.

Den kommende Afrika-politik vil dog ikke blive overladt til Dan Jørgensen.

Samtidig med at Dan Jørgensen drak kaffe med Nairobiklubben, var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på freds- og stabiliseringsmission i Afrika. Under et kort besøg i Kenya 21. – 22. august 2023 gav udenrigsministeren tilsagn om 284,6 millioner kroner til en ny fase af freds- og stabiliseringsprogrammet på Afrikas Horn på tværs af Somalia, Etiopien og Kenya.

Freds- og stabiliseringsprogrammet for Afrikas Horn blev første gang lanceret i 2011. Den nye, fjerde fase er planlagt for perioden 2023-2026, og støtten skal blandt andet gå til at styrke den maritime sikkerhed, bekæmpe organiseret kriminalitet og hjælpe med at komme irregulær migration til livs.

Programmet har også tværgående fokus på ligestilling, kvinder, fred og sikkerhed, og som noget nyt vil den nye fase blandt andet adressere klimaforandringer som kilde til konflikt.

Onsdag den 23. august 2023 tilkendegav Lars Løkke Rasmussen i en kronik i Berlingske Tidende, at Europa (og Danmark) har brug for Afrika, og at vi skal lytte mere og moralisere mindre: ”Vi er nødt til at se Afrika, som det virkelig er: Europas tætteste nabo og et kontinent, der har meget at byde på, og det er derfor, at statsministeren var i Namibia og Sydafrika i juni, og at jeg nu har været i Kenya” skrev Lars Løkke Rasmussen efter besøget.

”Vi skal blive bedre til at forstå, hvad de afrikanske lande efterspørger og forventer. Og komme med relevante til bud, der kan styrke vores partnerskaber på kontinentet. Det vil samtidig skabe et stærkere værn mod, at aktører som Kina og Rusland overtager fortællingen om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er løsningerne på de udfordringer, vi står over for” lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen har også tilkendegivet, at samarbejdsaftaler med afrikanske lande, kunne være en form for hjælp til selvhjælp, der kunne give kvalificerede afrikanere adgang til det danske arbejdsmarked.

 

Pelle Dragsted tager i debatbogen ”Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi” fra maj 2021 afstand fra en revolutionær omvæltning af samfundsøkonomien. Samtidig mener han ikke, at den kapitalistiske markedsøkonomi kan reguleres til det fælles bedste.

Selvom Pelle Dragsted muligvis ikke længere aktivt deltager i voldelige, kommunistiske og revolutionære aktiviteter, så er hans politiske overbevisninger og holdninger stadig præget af kommunistiske tanker og ideologier.

I stedet for revolutionen skal løsningen findes i udbredelse og demokratisering af ejerformerne. Dragsted betegner sig selv som ”graduist”: den gradvise forandring mod socialismen skal ske med afsæt i demokratiske ejerformer og fællesskaber og ved hjælp af planøkonomisk regulering af væsentlige dele, men ikke hele samfundsøkonomien.

At Dragsted mener det alvorligt med planøkonomi, ligger helt fast. Dagbladet Information bragte allerede den 30. april 2020 et indlæg af Enhedslistens Pelle Dragsted. Under overskriften ”Planøkonomien er på vej tilbage – og det skal vi være glade for”, argumenterer Dragsted for at genindføre planøkonomi.

Vi må antage at det ikke kun er Dragsteds holdning, men hele Enhedslistens synspunkt. I netmediet Altinget den 5. maj 2020 argumenterer Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard, medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg, for ”En planøkonomisk politisk styring af de økonomiske sektorer”.

Selvom Pelle Dragsted har udtalt, at ”de socialistiske planøkonomier i Sovjet og Østeuropa klarede sig langt bedre end deres rygte”, mener Dragsted nok ikke, at man bør sigte efter en så omfattende planøkonomi, som den vi kendte i forskellige afstøbninger i Sovjet og Østeuropa.

Dragsted hyldede så sent som i 2006 det kommunistiske Venezuela, men han tog dog afstand fra Chavez’ regime i 2011.

Trods alle forbehold, adskiller Dragsteds og Enhedslistens ”nordiske socialisme” når det kommer til stykket sig ikke væsentligt fra al den anden socialisme, vi med katastrofale følger har set afprøvet ude omkring i verden i lande som Sovjetunionen, DDR, Cuba eller seneste Venezuela.

Enhedslisten

Det kan hellere ikke overraske, når man betænker Enhedslistens historie. Partiet består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.

Pelle Dragsteds baggrund

Enhedslistens nye politiske ordfører, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.

Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.

I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.

Planøkonomiens tilhængere

Selvom Socialdemokratiet i dag tager afstand fra væsentlige dele af Enhedslistens økonomiske program, er det ikke længe siden, at planøkonomi var en respekteret disciplin i arbejderpartiet.

Arne Hardis har i bogen: ”Pibende hængsler. Socialdemokraterne og den tyske fascination under Besættelsen”, der udkom den 7. april 2022 på Gyldendal, beskæftiget sig med socialdemokratiets forhold til Tyskland under besættelsen.

Jens Otto Krag

Bogen tilføjer ny bemærkelsesværdig viden om den unge Jens Otto Krag, der sammen med en gruppe andre begavede socialdemokrater deltog i en studiekreds om planøkonomi.

Jens Otto Krag skrev i Socialdemokraten i 1943: ”Planøkonomi er ikke et spørgsmål om enten-eller, men om mere eller mindre”.

Da den socialt orienterede begejstring for planøkonomi i studiekredsen i stigende grad tippede over til intellektuel kollaboration med den nazisme, der også benyttede sig af planøkonomi. Den autoriserede fortælling er, at den unge Krag resolut forlod studiekredsen, da ubesindige partifæller begyndte at tale åbent om deres ønske om tysk sejr.

Det er en smuk historie om besindelse i sidste øjeblik, skriver Hardis: ”Og det bedste ved historien er, at den også er sand. I hvert fald næsten sand.”

For Hardis sandsynliggør, at Krag faktisk ikke brød så stålsat med den efterhånden anløbne gruppering af yngre partifæller, som det fremstilles i historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”.

Jens Otto Krag var langt fra den eneste socialdemokratiske økonom, der var fascineret af planøkonomiens muligheder.

Viggo Kampmann

Ejvind Damsgård Hansen har i bogen: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag, beskrevet hvordan Viggo Kampmann stadig var optaget af planøkonomi selvom det tyske 1000-årsrige fortonede sig.

Den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944 et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.

For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.

Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der derfor var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv. Om det også indgik i Kampmanns overvejelser, at eliminering af disse kulak-grupperinger og ville berøve borgerlige partiers vælgergrundlag, vides ikke.

I Socialdemokratiets program fra 1945 kunne man læse, at: ”De sociale Problemer maa løses. Dette kræver en planøkonomisk Samfunds- og Erhvervs­politik. Den Politik vil det danske Socialdemokrati føre.”

Ifølge Energistyrelsens status over energiforsyningen af 25. juli 2023 er

• Forsyningen af el stabil.
• Hvis vejret bliver gennemsnitligt, forventer Energistyrelsen ikke mangel på strøm næste fyringssæson, men der er øget risiko i forhold til normale år.
• Forsyningssituationen afhænger blandt andet af vejret, herunder temperatur, nedbør, og om der vil være lange perioder med vindstille og skyet vejr. Desuden afhænger den af, at forbrugerne fortsætter med at spare på strømmen og flytter forbruget til timer med størst elproduktion. Der er typisk mest vedvarende energi i elsystemet, når elpriserne er lavest.
• Forsyningssituationen påvirkes desuden af uforudsete hændelser, herunder nedbrud eller længerevarende vedligehold af elproducerende anlæg.
• Vandstanden i europæiske og nordiske floder og vandmagasiner er tæt på normalen lige nu, men det kan hurtigt vende, hvis vi får en usædvanligt tør sommer.
• Priserne på el er svingende og kan i perioder blive meget høje også om sommeren, hvor kraftværker tages ud til revision.

Kul i dansk elforsyning

Energi- og klimapolitikere i en række partier forventede tidligere, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle have været indstillet allerede i 2022. I 2023 skulle Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

I Danmark er der i lyset af Ruslands invasion i Ukraine og energiforsyningssituationen truffet en politisk beslutning om at udskyde lukningen af kulfyringen på Fynsværket, Studstrupværket og Esbjergværket.

Det stiller efter Energistyrelsens opfattelse Danmark bedre i forhold til risikoen for strømafbrydelser.

Danmark køber derfor stadig masser af kul. Selvom gaspriserne er faldet tilbage på niveauet før krigen i Ukraine, og siden energikrisen var på sit højeste, fortsætter den danske import af kul på et højt niveau.

Ifølge Energistyrelsens månedlige energistatistik blev der i 1.halvår af 2023 importeret omkring 880.000 tons kul til elproduktion. Samtidig forbrugte de 4 kraftværker 620.000 tons, og kullagrene ultimo juli 2023 var på over 800.000 tons – svarende til omkring halvdele af de seneste årsforbrug.

Det Internationale Energiagentur: Stigende globalt kulforbrug!

Det globale kulforbrug steg i 2022 med 3,3 procent til 8,3 mia. tons og satte dermed ny rekord. Det fremgår af den halvårlige kulmarkedsanalyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA). IEA forventer, at det globale forbrug af kul til elproduktion vil falde i 2023 og 2024, men at faldet modsvares af en stigning af kulforbrug til industri.

Kina, Indien og Sydøstasien trækker kulforbruget op

Kina, Indien og de sydøstasiatiske lande forventes tilsammen at tegne sig for 3 ud af hver 4 tons kul, der forbruges på verdensplan i 2023. I EU var væksten i efterspørgslen efter kul minimal i 2022, da en midlertidig stigning i kulfyret elproduktion næsten blev opvejet af lavere anvendelse i industrien. Det europæiske kulforbrug forventes at falde kraftigt i år, efterhånden som vedvarende energi udvides, og da atomkraft og vandkraft delvist kommer sig efter deres seneste lavkonjunkturer.

I USA forstærkes bevægelsen væk fra kul også af lavere naturgaspriser.

Billigere kul har gjort importen mere attraktiv for nogle prisfølsomme købere. Den kinesiske import er næsten fordoblet i første halvdel af 2023, og den globale kulhandel i 2023 forventes at vokse med mere end 7 procent, hvilket overgår den samlede efterspørgselsvækst for at nærme sig rekordniveauerne i 2019. Ifølge IEA kan handelen med kul ad søvejen i 2023 kan meget vel overgå rekorden på 1,3 milliarder ton, der blev sat i 2019.

I forbindelse med regeringens seneste ministerrokade mister fødevareminister Jacob Jensen sin plads i regeringens økonomiudvalg.

Som ny økonomiminister skal Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, selvsagt sidde i regeringens økonomiudvalg, som blandt andet behandler regeringens store økonomiske planer og tiltag, inden de lægges frem. Samtidig fortsætter den tidligere økonomiminister, Troels Lund Poulsen, i økonomiudvalget, og dermed er der ikke længere plads til Jacob Jensen i udvalget.

Det sker på et tidspunkt, hvor regeringen skal tage stilling til en omfattende skatteplan og til hvordan en CO2-afgift på landbruget skal se ud. I øjeblikket venter regeringen på anbefalingerne fra en ekspertgruppe under ledelse af økonomiprofessor Mikael Svarer.

CO2-afgiften er et særdeles følsomt emne for dansk landbrug og for Venstre, og regeringens top har ikke villet overlade rollen som tovholder for en sag, som kan blive sprængfarlig for Venstre – og dermed for SVM-regeringen – til den uerfarne Jacob Jensen og et Fødevareministerium, der er kendt for at skabe vanskeligheder selv i sager, der burde ligge på den flade hånd.

I Københavns kommune stemmer et flertal i Teknik- og Miljøudvalget for at få en Palæstinas Plads.

Pladsen skal i givet fald ligge mellem Nørrebrogade og Hillerødgade i forlængelse af Nørrebroparken. Den del af pladsen, der ligger helt ud til Nørrebrogade, hedder Aksel Larsens Plads, men resten af arealet mellem Esromgade og Hillerødgade er unavngivet. Det er her ved skaterparken og Café Friheden, partierne foreslår, at Palæstinas Plads skal ligge.

Hvad siger den gamle CIA-agent?

Efter Axel Larsens død den 10. januar 1972, bragte Jewish Telegraphic Agency under overskriften “Axel Larsen, Staunch Supporter of Israel, Jews, Dies at 74” bl.a. følgende: ”Israel’s oldest friend in the Danish Parliament, Axel Larsen, died today at 74, leaving a gap in the ranks of left-wing parliamentarians supporting Israel’s position in the Middle East. Mr. Larsen, who represented the Social Folk Party, always backed Israel and the Jewish people, especially Danish Jews.”

Danmark anerkender ikke Palæstina

Udover det historiske og geografiske område bruges Palæstina også som betegnelse for staten Palæstina (“The State of Palestine”) ledet af the Palestinian National Authority (PNA).

Palæstina anerkendes af 137 lande, men blandt G20-landene anerkendes Palæstina kun af ni lande (Argentina, Brazil, China, India, Indonesia, Russia, Saudi Arabia, South Africa, og Tyrkiet) mens ti lande (Australia, Canada, France, Germany, Italy, Japan, South Korea, Mexico, the United Kingdom, and the United States) ikke anerkender Paslæstina, selvom landene anerkender en to-stats løsning på konflikten, er holdningen at deres anerkendelse beror på forhandlinger mellem Israel og PNA.

Danmarks officielle politik er også en to-statsløsning, der skal give palæstinenserne retten over deres eget land. Danmark har ikke anerkendt staten Palæstina, men Danmark betaler udviklingsbistand til Palæstina.

Israels Plads

Danmark anerkender (ligesom 167 andre lande) staten Israel, og der er et meget tæt bånd mellem Israel og Danmark. Danmark har en ambassade og et forskningscenter i Tel Aviv. Danmark har en samarbejdsaftale med Israel. Danske pensionsfonde investerer milliarder i israelske virksomheder og Danmark køber våben i Israel. Statsminister Mette Frederiksen rejste i 2021 til Israel for at lave et vaccinesamarbejde. I den forbindelse udtalte hun til dagbladet Politiken: ”Vores opbakning til Israel går utrolig mange år tilbage, og man bliver bare nødt til at huske, hvorfor Socialdemokratiet tilbage i 40’erne og heldigvis en stor del af verdenssamfundet var så aktivt understøttende i Israels oprettelse. […] Betyder det, at jeg er enig i alt? Nej, det gør det ikke, og som i andre sammenhænge skal man kunne kritisere, når der foregår noget, som man er uenig i. Men vores støtte til Israel bliver nødt til at være fuldstændig klar og enhver tendens til noget som helst, der emmer af antisemitisme, må Socialdemokratiet aldrig nogensinde være en del af. Aldrig.”

Israels Plads er en plads mellem Frederiksborggade, Rømersgade, Vendersgade og Linnésgade tæt ved Nørreport Station i Indre By i København. Pladsen hed tidligere Linnés Torv og fungerede fra 1889 til 1958 som Københavns grønttorv.

Pladsen blev navngivet Israels Plads den 11. november 1968 for at markere 25 årsdagen for redningen af de danske jøder. I dagbladet Politikens reportage står bl.a. ”Navngivningen havde foranlediget et stort og imponerende fremmøde. For navngivningen var, som borgmester Wassard Jørgensen forklarede, byen Københavns markering af 25-året for de jødiske danskeres transport fra det nazibesatte Danmark til det frie Sverige.”

I Israel indviedes en uges tid efter Danmarks Pladsen i Jerusalem-forstaden Bet Hakerem under en Danmarks Uge, der også skulle markere redningen af Jøderne.

I 2009 foreslog Enhedslisten, at man opkaldte en del af Israels Plads efter Palæstina for – som det hed – at bringe ”balance i regnskabet”. Det blev dog ikke vedtaget.

Fra 2009 til 2011 blev pladsen renoveret og projektet indebar bl.a., at der etableredes torvehaller, der i dag er populære indkøbs-, møde- og spisesteder.

Det hele drejer sig ikke om Ukraine. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har således under et kort besøg i Kenya 21. – 22. august 2023 givet tilsagn om 284,6 millioner gode danske kroner til en ny fase af freds- og stabiliseringsprogrammet på Afrikas Horn på tværs af Somalia, Etiopien og Kenya.

Freds- og stabiliseringsprogrammet for Afrikas Horn blev første gang lanceret i 2011. Den nye, fjerde fase er planlagt for perioden 2023-2026, og støtten skal blandt andet gå til at styrke den maritime sikkerhed, bekæmpe organiseret kriminalitet og hjælpe med at komme irregulær migration til livs.

Programmet har også tværgående fokus på ligestilling, kvinder, fred og sikkerhed, og som noget nyt vil den nye fase blandt andet adressere klimaforandringer som kilde til konflikt.

Enhedslistens nye politiske ordfører, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.

Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.

I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.

Pelle Dragsted ikke den eneste

På fremtrædende positioner i det danske samfund kan vi i dag møde folk, der tidligere befandt sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), Antifascistisk Aktion (AFA) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey var tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og hun har selv sagt, at hun i den periode øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Sorgenfreys revolutionære fortid har ikke hindret at hun i dag er næstformand for professionshøjskolen Absalon og for Europabevægelsen, og at hun tidligere har været næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og formand for hovedorganisationen FTF, der repræsenterede 450.000 offentligt og privat ansatte, og nu også bestyrelsesmedlem i Forum of International Cooperation.

Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har også erkendt, at han dengang han befandt sig på den revolutionære venstrefløj, øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

Et af de mere groteske eksempler var dengang Mogens Lykketoft sammen med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti.

Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel under den famøse overskrift Samba-socialismen. At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens nye chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

Federal Reserve Bank of Kansas City er 24. – 26. august 2023 vært for snesevis af centralbankfolk, politikere, akademikere og økonomer fra hele verden på sit årlige økonomiske politiske symposium i Jackson Hole, Wyoming.

Den storslåede dal i Jackson Hole ved foden af bjergmassivet Teton Range i den amerikanske delstat Wyoming forbindes i USA med utallige beretninger om begivenheder fra erobringen af det vilde vesten i USA.

2023-symposiet, der afholdes for 46. gang, vil fokusere på temaet “Structural Shifts in the Global Economy.”

Investorer og børshandlere ser frem til symposiet i Jackson Hole, og især til de meldinger, der måtte komme fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell.

I den amerikanske centralbankchefs jobbeskrivelse er der 2 afgørende succeskriterier for den pengepolitik, der skal føres i USA: beskæftigelsen skal understøttes og inflationen skal holdes nede på omkring 2 pct.

I sin tale i Jackson Hole sidste år, lagde Jerome Powell ikke skjul på, at centralbanken ville fortsætte med trinvis at forhøje den pengepolitiske rente indtil inflationen var bragt under kontrol. Jerome Powell var meget vel opmærksom på, at et forhøjet renteniveau ville være ”pinefuldt” for amerikanere, men at skadevirkningerne fra længerevarende inflation ville være værre.

Powell holdt ord og i det sidste år er den amerikanske centralbankrente forhøjet flere gang. Alle forudsigelser om, at det ville drive den amerikanske økonomi ud i recession, er gjort til skamme. Spørgsmålet er, om Jerome Powell nu vurderer, at pengepolitikken har gjort sit?

De radikale smider med et nyt grønt udspil alle hensyn til landbruget og til almindelige lønmodtagere væk.

Med vidtgående forslag til begrænsning af danskernes CO2-forbrug vil de radikale indføre forbrugsafgifter på blandt andet okse- og kalvekød samt på tøj og tekstil. Pengene fra de afgifter skal blandt andet bruges på skattelettelser i bunden.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har for længe siden erklæret sig parat til en CO2e-afgift på dansk landbrug. I øjeblikket afventes resultaterne af overvejelserne i den nedsatte ekspertgruppe. Anbefalingerne vil foreligge på et tidspunkt i løbet af efteråret 2023.

Derudover er der også andre belastende indgreb på vej i retning mod landbruget, herunder brun bioraffinering, håndtering af gylle og gødning, fodertilsætningsstoffer, fordobling af det økologiske areal og yderligere udtagning af lavbundsjord til græs eller økologi.

Erhvervet må samtidig leve med en offentlig administration i Fødevareministeriet, der betyder uregelmæssigheder i udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte, idelige tilbagebetalingskrav og at udtagningen af lavbundsarealer er gået i stå.

De radikales reformforslag, der blev lanceret i forbindelse med partiets sommergruppemøde mandag den 21. august 2023 på Sjællands Odde og præsenteret ved et pressemøde tirsdag den 22. august 2023.

Forslaget betegnes af partiet som ”det mest vidtgående” udspil på Slotsholmen nogensinde, når det handler om at begrænse danskernes CO₂-udledning gennem forbrug.

”I dag betaler vi ikke den pris, det koster i klimaregnskabet, når vi forbruger. Vi efterlader den økonomiske og klimamæssige regning til næste generation. Det vil vi gøre op med”.

Kritik af regeringen

De radikale kritiserer regeringen for ikke at komme med tilstrækkelige løsningsforslag på klimaforandringerne. I stedet har regeringen startet en ”absurd pseudodebat” om, at lavindkomstfamilier ikke må få ”flænset” økonomien på grund af afgiftsstigninger, ligesom virksomheder ikke må dreje nøglen om.

Kompensation på 10 mia. kroner for afgiftsstigninger på 40 mia. kroner

Det Radikale Venstre har en ”en målsætning om, at afgiftsreformen skal omfatte afgifter for i alt 40 milliarder kroner med sigte på, at 10 milliarder kroner heraf kan anvendes til at lempe skatten i bunden”.
”Derudover vil omkring 30 milliarder kroner bidrage til omlægning af afgifter internt i transportsektoren i et internt kredsløb eller som reinvesteringer i den grønne omstilling.”

De Radikale ønsker at indføre

• Værdibaseret afgift på okse- og kalvekød

• Cement og cementprodukter
• Vægtafgift på tøj og tekstil
• Afgift på biomasse til el- og varme
• Øget afgift på emballage og engangsservice
• Afgift på salg af lattergasflasker til forbrug
• Øget dieselafgift
• Udfasning af rabatter på fossile brændsler
• Kilometerbaseret vejafgift
• Flyafgift

Partiet har ikke lagt sig fast på konkrete procentsatser, men nævner en afgift på 10 procent på okse- og kalvekød. Afgiften på okse- og kalvekød, som partiet foreslår, skelner ikke mellem kød fra økologiske landbrug og kød fra konventionelle landbrug. Og den afhænger ikke af, i hvor høj grad landmanden har indført klimatiltag i sin produktion.

Partiet nævner desuden, at passagerer på flyrejser fremover kan se frem til en afgift afhængigt af rejselængde. De nævner 100, 300 og 450 kroner per passager i 2030 for ”korte, mellemlange og lange flyrejser”.

Kommer det til den såkaldte vægtafgift på tekstil og tøj, nævner De Radikale en vægtafgift på 50 kroner per kilo tøj.

De Radikale må aldrig igen komme med i en regering

I en podcast-episode af 24Syvs Ministertid med tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille som vært, fortæller den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og minister Henrik Sass Larsen, at da Mette i sin tid bliver formand, siger jeg, at et af kravene helt præcis er, at ”hvis du laver en regering, må De Radikale ikke komme med”.

Regning til lønmodtagerne

FH-formand Lizette Risgaard måtte trække sig på baggrund af beretninger om oplevelser af, at Lizette Risgaard skulle have opført sig upassende.

Da Lizette Risgaard stadig var formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, var hun stort set den eneste, der gav udtryk for bekymring for hvor regningen for den ambitiøse klimapolitik ville ende. I debatten om en generel CO2e-afgift på dansk landbrug var hun skeptisk. Hun mente, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, udtalte hun til Finans.

Flere virksomheder er ifølge Finans klar til at bygge brintfabrikker i Jylland og dermed placere Danmark i front, når det kommer til produktion af grøn brint og sikre stor samfundsøkonomisk gevinst.

Potentialet for havvind i den danske del af Nordsøen er formentlig på mindst 35 gigawatt, og politisk er der allerede i princippet givet grønt lys til energiøer og vindmølleparker.

Det danske elsystem er allerede godt på vej til at være grønt, så den overskydende elproduktion kan udnyttes til PtX, og det er her brintproduktionen kommer ind.

Eller sagt med andre ord; hvis man ikke kan omdanne den grønne strøm til brint, så giver det slet ikke mening at bygge de mange havvindparker ude i Nordsøen, som politikerne har planer om.

Brintrør til Tyskland

Et studie fra det statsejede Energinet har vist, at der er udsigt til en samfundsgevinst på 30-75 mia. kr., hvis der etableres et 360 km langt brintrør fra Vestjylland til Tyskland. Den store samfundsgevinst skyldes, at brintrøret muliggør en bedre udnyttelse af havvind fra Nordsøen.

Det planlagte brintrør på 91 centimeter i diameter og en længde af 360 kilometer skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at bygge produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er etableringen af det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

Dansk Industri presser på for statsstøtte

Vicedirektør i Dansk Industri, Troels Ranis, udbreder sig begejstret om eksportpotentialet for dansk brintproduktion. Ifølge Dansk Industri kan potentialet opgøres til 100 mia. kroner i 2050. Dansk Industri er dog ikke i tvivl om at det er en god forretning fordi investeringen vil give over 30 mia. kr. tilbage i ”rene samfundsøkonomiske gevinster”.

”Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,” siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering eller statslige lånegarantier i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har meldt ud, at de vil invitere til politiske forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret. Spørgsmålet er hvor stor en del af regningen der ender hos danske skatteborgere?

Kommer el-forbrugene til at betale for den grønne omstilling og for vindmølle- og PtX-spekulanter?

Mens etableringen af den nødvendige brintinfrastruktur er et særskilt spørgsmål, er finansieringen af den udbygning af den elektriske infrastruktur, som den grønne omstilling kræver, også et kritisk spørgsmål.

Dansk Industris holdning til den grønne omstilling rejser spørgsmålet om de sagesløse elforbrugere kommer til at betale ekstra for etablering af energiinfrastrukturen, selv om udviklerne normalt betaler det hele.

Med en teknisk justering påtænker myndighederne at lade el-forbrugerne betale for en del af etableringen af den nødvendige infrastruktur.

Et nyt notat fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, viser at udbygningen kommer til at koste for de danske el-forbrugere. Ifølge notatet vil myndighederne lade forbrugerne betale 39 procent af regningen for etablering af energiinfrastruktur, selv om udviklerne, der er dem der profiterer af udbygningen, normalt betaler det hele.

Forsyningstilsynet har den 30. juni 2023 godkendt Energinets nye metode for opkrævning af den systemtarif, som de danske elkunder betaler for at dække Energinets omkostninger til at sikre den nødvendige infrastruktur.

Den betingede del af godkendelsen godkender regningen til almindelige forbrugere og etableringen af en reduceret tarif for en ny køberkategori af ”storkunder”, som vil omfatte bl.a. PtX -producenter, meget store industrivirksomheder og datacentre.

”På grund af usikkerhed om grundlaget for tarifreduktionen, har vi bl.a. bestemt, at ordningen kun kan godkendes for en midlertidig periode på seks år, og at Energinet senest to år efter at ordningen er trådt i kraft indsender data om de nye storkunders forbrug og redegør for, om tarifreduktionen fortsat kan ske i overensstemmelse med lovgivningens krav om bl.a., at der ikke må ske krydssubsidiering mellem forskellige køberkategorier”, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Hvem varetager el-forbrugernes interesser?

Forsyningstilsynet er blandt andet sat i verden for at sikre at de opkrævede energipriser fra forskellige kundegrupper er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, og spørgsmålet er om Forsyningstilsynet længere har berettigelse?