Det Konservative Folkeparti havde et dårligt folketingsvalg i 2019. Et fremragende kommunalvalg i 2021, som kastede hele 14 borgmesterposter af sig, bidrog til at forventningerne til folketingsvalget i 2022 var store. Da det kom til stykket, var resultatet en lammende vælgerlussing.

Skandalerne i privatlivet og ledelsen af Det Konservative Folkeparti har efterladt indtrykket af Søren Pape Poulsen som udygtig, selvoptaget, opportunistisk og behagesyg, der siger det, han tror folk på det pågældende tidspunkt og sted godt vil høre – og det har sjældent noget med konservativ ordentlighed, værdier og konservativ politik at gøre.

Når et politisk parti fejler så voldsomt, havde det været en naturlig konsekvens, at formanden, næstformanden og partisekretæren trådte tilbage. Det skete ikke – i stedet satte Pape og resten af partitoppen gang i et internt gruppearbejde, hvor forskellige arbejdsgrupper med folk fra ”baglandet” har skullet udvikle ny konservativ politik.

Øvelsen skal kulminere ved partiets landsråd i slutningen af september, hvor Pape vil præsentere det, han selv kalder for en ”konservative fortælling anno 2023”.

Men frygten er, at en ny politik ikke kan ændre vælgernes skepsis overfor Søren Pape Poulsen og den øvrige partiledelse inden valget til Europa-Parlamentet i 2024, kommunalvalget i november 2025, og et folketingsvalg i 2026.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med over 750.000 gæster om året, står over for en ubehagelig museumsreform. Allerede ved sin tiltrædelse varslede kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, et omslag på området, og politiske analytikere er enige om, at det vil gå økonomisk ud over de museer, der i dag får store statstilskud.

Louisiana får 32,6 millioner kroner om året i statsstøtte, og kulturministeren har allerede sendt en advarsel til Fredensborg Kommune, der ”modtager millioner i statsstøtte til Louisiana uden selv at punge ud”, som han sagde og kaldte det ”meget lidt solidarisk”.

I Jylland kan du også finde store og velbesøgte kunstmuseer som AAros. Et besøg på et mindre museum som Gl. Estrup kan dog også anbefales. Her er der mulighed for at få indblik i hvordan både herskab og tjenestefolk levede i gamle dage, men Gl. Estrup er også et eksempel på de vanskeligheder de mindre museer i provinsen står overfor.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på knap 4 millioner kroner.

Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det er der knap penge til med de forventede billetindtægter og det nuværende statslige bevillingsniveau. Det skal hele tiden overvejes, om museet fortsat kan holde åbent året rundt, om museet kan vedligeholdes i nødvendigt omfang, og om det stadig er muligt at opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, og det er indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de statslige og 97 statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejdede for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit over tre gange mere i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

De økonomiske rammmer

Regeringens forslag til finanslov for 2024 opererer med en ”reservepulje” på 125 millioner kroner årligt, der delvist er øremærket til den kommende museumsreform.

Pengene kan bidrage til at rette op på undladelsessynderne over for de gennem så lang tid udsultede museer, som i årevis har måttet agere på kanten af det forsvarlige på grund af påtvungne årlige besparelser.

Forhandlingerne om en museumsreform er tidligere kørt fast fordi Dansk Folkeparti havde en styrke, hvor partiet kunne insistere på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Den udskudte museumsreform har betydet, at det i en årrække ikke har været muligt at anerkende flere end de 97 allerede statsanerkendte museer. Idérigdommen har ellers været stor, og vi har i nyere tid fået en række nye museer. Fra Forstadsmuseet i Hvidovre, over Rockmuseet i Roskilde til Tirpizt ved Blåvand og Vadehavscentret ved Ribe, der selvom de har haft mange besøgende, overvejende har været afhængige af kommunale tilskud.  

Regeringens planer

På side 50 i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står, at den vil “reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette arbejde vil regeringen bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne”.

Selv med et nyt bidrag på op til 125 millioner kroner om året står kulturminister Jakob Engel-Schmidt over for en nok så kompliceret politisk proces med omfordeling af den eksisterende milliardstøtte til museerne. Hvis Engel-Schmidt faktisk får gennemført en museumsreform, kan han meget vel gå over i annalerne som en af de sjældne succesfulde kulturministre i Danmark.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform skal ende positivt, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på, at de enten må indskrænke aktiviteterne eller øge deres egenindtægter.

Erfaringerne fra Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet demonstrerede, at de populære museer faktisk kunne tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for, at i hvert fald nogle museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde, som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Samtidig med at flere partier i Folketinget i øjeblikket forhandler om en ny klimaaftale, er klimadebatten mere uforsonlig end nogensinde.

Det yderste højre er “ligeglade” med klimaet, lyder det. Og den yderste venstrefløj “negligerer, at klimapolitik har konsekvenser for menneskers livsvilkår.”

Hidtil er den brede politiske opbakning til den danske energi- og klimapolitik fremhævet som forbilledlig, og ikke mindst med den tidligere klimaminister Dan Jørgensen for bordenden, var der ikke grænser for ambitionerne om at redde verden. Stærke kræfter på tværs af det politiske spektrum har arbejdet for høje CO2e-afgifter på landbrug og alle sektorer, der udleder drivhusgasser.

Alligevel er det fortsat de almindelige energiforbrugere, der betaler prisen!

De høje strømpriser i Danmark chokerer. På grundlag af omfattende dokumentation i den offentligt tilgængelige ”Stromreport” kan det fastslås, at Danmark i 2022 var det land i hele Europa med den højeste elpris for private husholdninger. Sidste år skulle danskerne for eksempel betale 61 eurocent per kWh for deres strøm, selvom det meste kommer fra vedvarende energi.

Det er netop oplyst, at el-forbrugene kommer til at betale ekstra for etableringen af en energi-ø ved Bornholm. Med en ”teknisk justering” påtænker myndighederne at lade el-forbrugerne betale 39 pct. af de mange milliarder, det kommer til at koste at etablere el-infrastrukturen til energi-øen. Vindmølleinvestorerne, PtX-selskaberne og brintindustrien slipper dermed for en stor del af regningen for et projekt, som ikke umiddelbart kommer den almindelige forbruger til gode.

I det hele taget er spørgsmålet, hvem der skal betale regningen for den grønne omstilling? Da energipriserne i 2022 eksploderede efter Ruslands invasion i Ukraine, endte el- og varmeregningen hos forbrugerne, mens energiselskaberne kunne bogføre eksorbitante ekstraordinære profitter.

Ny realisme i SMV-regeringen?

Da Lizette Risgaard stadig var formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, var hun stort set den eneste, der gav udtryk for bekymring. I debatten om en generel CO2e-afgift på dansk landbrug var hun skeptisk. Hun mente, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, udtalte hun til Finans.

En afgift på drivhusgasser vil uden tvivl skade dansk landbrug, men også påvirke priserne på ikke kun fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.

Den danske velfærdsmodel er under pres. Trods stadig større budgetter kan Sundhedsvæsenet ikke levere de forventede sundhedsydelser. Ventelister og overskredne tidsfrister taler sit tydelige sprog. På ældreområdet har kommunerne svært ved at leve op til de krav som en stadig større gruppe af seniorer stiller. På undervisningsområdet er der ligeledes store problemer og mange forlader grundskolen uden de nødvendige kvalifikationer til at klare en erhvervsuddannelse eller en videregående akademisk uddannelse. Resultatet er, at 45.000 unge – en fortvivlende store del af ungdomsårgangene – hverken er under uddannelse eller i arbejde. På sigt kan mangel på arbejdskraft komme til at true sammenhængskraften i samfundet.

Konservative løsninger

Det Konservative Folkepartis traditionelle fokus på forsvar, nationalstat, lov og orden, modstand mod omfattende indvandring, forvalterskab, hvor hverken miljømæssige eller økonomiske regninger overlades til kommende generationer osv. har mistet sin tiltrækning.

Samme pakke kan man i varierende grad få hos langt de fleste andre partier, og samtidig har de konservative kritikløst deltaget i populistiske MeToo- og identitetspolitiske kampagner, Regnbuebevægelser, kritikløst påført almindelige borgere grønne energiafgifter og stigende leveudgifter og udvist grænseløs tolerance overfor den offentlige seksualisering af børn og unge, Koranafbrændinger og andre utilbørligheder.

Det Konservative Folkepartis svar på de udfordringer, landet står overfor, er et sats på familiepolitik, forlyder det. Partiet er øjensynligt indstillet på frem mod næste valg at præsentere Det Konservative Folkeparti som intet mindre end danskernes familieparti!

Når partiet fokuserer på en proaktiv familiepolitik, er det fordi familien er meget fraværende i dansk politik generelt, hedder det. Familien er ifølge de konservative et utrolig vigtigt emne, både fordi udgangspunktet for at få et godt liv er, at man er vokset op i en tryg familie, og så fordi fertilitetsraten er faldende.

Den proaktive familiepolitik vil blive præsenteret i sin helhed på partiets Landsråd 23.-24. september, men allerede nu har de Konservative meddelt, at de på den kommende finanslov vil afsætte 30 millioner kroner til, at flere kommuner skal forebygge skilsmisser.

Konkret foreslås det, at der skal sættes en pulje på 30 millioner kroner af. Pengene skal gå til, at flere kommuner skal kunne tilbyde hjælp og rådgivning til familier, hvor parforholdet er i krise.

Foruden rådgivningspuljen på 30 millioner kroner foreslår de Konservative også, at alle kommuner skal give tilskud til forældre, der ønsker at hjemmepasse deres barn i minimum 12 uger.

Landsråd

På det kommende Landsråd i Det Konservative Folkeparti må Søren Pape Poulsen endnu engang konstatere, at partiet befinder sig i en krise. Sidste år blev landsrådet holdt på baggrund af afsløringen af, at det ikke var rigtigt, at hans daværende partner, Josue Medina Vasquez, var nevø til den tidligere præsident i Den Dominikanske Republik, som Pape havde påstået. Og han var heller ikke jøde, som partiformanden havde ladet offentligheden forstå. Efter afsløringerne meddelte Pape, at parret gik fra hinanden.

Siden modtog partiet en gedigen vælgerlussing, og de seneste uger har han skullet kæmpe med utilfredshed i baglandet, at flere profiler har forladt partiet, ligesom der har været ballade omkring partiets enlige EU-parlamentariker, Pernille Weiss.

En fedmeepidemi og sundhedsmæssige bekymringer kan betyde, at Ozempic- og Wegovy-producenten Novo Nordisk overhaler LVMH – verdens største forhandler af luksusvarer, der er bedst kendt for mærkerne Louis Vuitton, Dior, Hennessy og Tiffany – som den mest værdsatte virksomhed i Europa siden februar 2021, da den overhalede Nestlé.

Begge selskabers børsværdi ligger på omkring 430 milliarder dollars, men Novos vækst ser ud til at fortsætte efter at være tredoblet i de seneste tre år, mens LVMH’s vækst er fordoblet.

En svækkelse af Kinas økonomi vil påvirke salget for LVMH, som er stærkt afhængig af Kinas forbrugerbase.

Tendensen kan signalere, at europæerne i dag bekymrer sig lige så meget om at tabe sig, som de er optaget af luksusvarer. Omkring 59 procent af de voksne og næsten 1 ud af 3 børn i Europa er overvægtige eller lever med fedme ifølge en nylig rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Forekomsten af fedme i Europa er højere end nogen anden WHO-region bortset fra Nordamerika.

Novo hævder, at dets lægemiddel Wegovy kan reducere risikoen for hjerteanfald eller slagtilfælde med 20 procent hos overvægtige eller fede mennesker med hjerteproblemer. Ozempic sænker blodsukkeret og er efterspurgt som et yderst effektivt diabetes- og vægttabslægemiddel, der nu er en mangelvare over hele verden.

Det globale marked for vægttabsmedicin forventes at nå 100 milliarder dollars i årligt salg inden for de næste 10 år.

De prestigiøse Nobelpriser for 2023 uddeles mellem 2. og 9. oktober, og selve prisceremonien afholdes den 10. december 2023.

Nobelstiftelsen i Sverige har lørdag omgjort en tidligere kontroversiel beslutning om at invitere ambassadørerne fra Rusland, Belarus og Iran med til prisceremonien.

Det sker efter voldsom kritik fra en række svenske partiledere, der fredag kritiserede at ambassadørerne for Rusland, Iran og Belarus var indbudt.

Partiledere fra en række svenske partier – Centern, Vänsterpartiet og Miljöpartiet – havde meddelt, at de ville boykotte prisuddelingen på grund af Nobelstiftelsens beslutning.

Statsminister Ulf Kristersson fra det konservative Moderaterna havde også udtrykt undren over Nobelstiftelsens beslutning.

Normalt inviteres alle ambassadører fra lande med diplomatisk repræsentation i Norge og Sverige. Ambassadørerne fra Rusland og Belarus var ikke inviteret sidste år på grund af invasionen af Ukraine. Belarus er en af Ruslands tætte allierede.

Den 3. maj 2023 fremsatte regeringen et lovforslag om at opsige den såkaldte dobbeltbeskatningsaftale mellem Rusland og Danmark med virkning fra 1. januar 2024.

Det var på tide!

Samtidig er forholdene for den danske ambassade i Moskva utålelige. Udenrigsministeriet har til Ritzau oplyst, at bankkort tilhørende den danske ambassade i Moskva har været spærret siden sommer sidste år. Ambassaden har siden sidste sommer været underlagt betydelige restriktioner fra russiske myndigheder, der har hindret ambassadens bankforretninger. Øgede dokumentationskrav forud for alle betalinger betyder konkret, at ambassaden gennem længere tid har måtte udbetale løn til ansatte og betale regninger kontant.

I København er vi mere fremkommelige. Af regeringens forslag til finanslov for 2024 fremgår (§ 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade i København til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af ambassadens lejemål. I 2023 udgør tilskuddet 900.000 kr. og i 2024 og følgende år forventes tilskuddet at udgøre 750.000 kroner.

Årsagen til justeringen af tilskuddet er ukendt, men Udenrigsministeriet oplyser, at i tilfælde af ændrede ejendomsskatter og dermed ændrede tilskud som kompensation herfor til den Russiske Ambassade, foretages der en justering af bevillingen. At København skulle være indstillet på at lempe ejendomsbeskatningen i 2024, kommer dog som en overraskelse.

Mandag den 2. september 2023 er USA lukket ned.

Man fejrer Labor Day – en amerikansk helligdag, der fejres den første mandag i september hvert år. Den blev først anerkendt som en officiel føderal helligdag i USA i 1894 som en hyldest til arbejderbevægelsen og deres bidrag til samfundet.

Labor Day blev først markeret med en parade i New York City den 5. september 1882. Dagen var valgt fordi den lå omtrent midt mellem Independence Day den 4. july og Thanksgiving i november.

I 1894 blev dagen markeret i 28 delstaterstater, og baggrunden for Labor Days status som national helligdag var var Pullman-strejken i 1894. Denne strejke startede som en protest mod Pullman Palace Car Company, der havde beskåret lønninger og øget leveomkostningerne for sine arbejdere. Strejken voksede hurtigt og involverede jernbanearbejdere over hele landet.

Præsident Grover Cleveland besluttede at intervenere ved at udråbe Labor Day som en national helligdag som en form for forsoning med arbejderne efter at have sendt føderale tropper for at undertrykke strejken.

Labor Day er i dag i USA en helligdag, der for mange amerikanere markerer den uofficielle afslutning på sommeren, men også er en markering af amerikansk nationalisme, selvforståelse og den udbredte opfattelse af USA som “God’s Own Country.”

Fejring af arbejdskraft og samfundsbidrag

Labor Day hylder den amerikanske arbejdsstyrke og dens betydning for nationen. Dagen er en anerkendelse af, at det er arbejdernes hårde arbejde og bidrag, der har hjulpet med at opbygge og forme USA. Denne fejring styrker følelsen af national stolthed og samhørighed, da det minder folk om, at deres arbejde er en integreret del af den amerikanske succes.

Symbol på den amerikanske drøm

Labor Day er også en fejring af den amerikanske drøm, som er ideen om, at enhver, uanset baggrund, har mulighed for at opnå succes gennem hårdt arbejde og dedikation. Dette aspekt styrker amerikanernes selvforståelse som en nation af muligheder, hvor enhver kan forfølge deres mål og drømme.

Nationalisme og fællesskabsfølelse

Dagen bruges som en mulighed for at udtrykke nationalisme og patriotisme. Parader, flagning og offentlige begivenheder er typiske traditioner, der bidrager til at fremme en følelse af national enhed. Labor Day fungerer som en dag, hvor folk samles for at udtrykke deres kærlighed til USA og vise deres stolthed over nationen.

USA som “God’s Own Country”

Forestillingen om USA som “God’s Own Country” er dybt rodfæstet i amerikansk kultur og historie. Mange amerikanere ser deres land som en særligt begunstiget nation og mener, at Gud velsigner USA. Labor Day kan ses som en tid til at bekræfte denne opfattelse, da den fejrer nationen og dens arbejdsstyrke som en velsignelse og som en del af en guddommelig plan.

Samlet set spiller Labor Day en vigtig rolle i at fremme følelsen af nationalisme, selvforståelse og forestillingen om USA som et unikt og velsignet land. Det er en dag, hvor amerikanere samles for at ære deres arbejdsstyrke, fejre deres nation og bekræfte deres tro på den amerikanske drøm og landets særlige status som “God’s Own Country.”

Pelle Dragsted tager i debatbogen ”Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi” fra maj 2021 afstand fra en revolutionær omvæltning af samfundsøkonomien. Samtidig mener han ikke, at den kapitalistiske markedsøkonomi kan reguleres til det fælles bedste.

Pelle Dragsted har i årevis været venner og arbejdet politisk sammen med et medlem af en af de mest brutale og totalitært tænkende bander, Danmark nogensinde har set.

Vennen er Torkil Lauesen, der var med i Blekingegadebanden. En bande, der begik voldelige røverier til fordel for den palæstinensiske sag. Hvilket kulminerede i 1988, hvor et medlem skød og dræbte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under et røveri mod postkontoret i Købmagergade i København.

Et drab, hvor bandemedlemmerne senere dækkede over hinanden.

”Jeg har aldrig drøftet de her aktiviteter (med Torkil Lauesen, red.) Det har jeg holdt mig langt væk fra,” har Dragsted udtalt til Ekstra Bladet og henviser til, at hans ven jo har afsonet sin straf.

Selvom Pelle Dragsted muligvis ikke længere selv aktivt deltager i voldelige, kommunistiske og revolutionære aktiviteter, så er hans politiske overbevisninger og holdninger stadig præget af kommunistiske tanker og ideologier.

I stedet for revolutionen skal løsningen findes i udbredelse og demokratisering af ejerformerne. Dragsted betegner sig selv som ”graduist”: den gradvise forandring mod socialismen skal ske med afsæt i demokratiske ejerformer og fællesskaber og ved hjælp af planøkonomisk regulering af væsentlige dele, men ikke hele samfundsøkonomien.

At Dragsted mener det alvorligt med planøkonomi, ligger helt fast. Dagbladet Information bragte allerede den 30. april 2020 et indlæg af Enhedslistens Pelle Dragsted. Under overskriften ”Planøkonomien er på vej tilbage – og det skal vi være glade for”, argumenterer Dragsted for at genindføre planøkonomi.

Vi må antage at det ikke kun er Dragsteds holdning, men hele Enhedslistens synspunkt. I netmediet Altinget den 5. maj 2020 argumenterer Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard, medlemmer af Enhedslistens Politisk Økonomisk Udvalg, for ”En planøkonomisk politisk styring af de økonomiske sektorer”.

Selvom Pelle Dragsted har udtalt, at ”de socialistiske planøkonomier i Sovjet og Østeuropa klarede sig langt bedre end deres rygte”, mener Dragsted nok ikke, at man bør sigte efter en så omfattende planøkonomi, som den vi kendte i forskellige afstøbninger i Sovjet og Østeuropa.

Dragsted hyldede så sent som i 2006 det kommunistiske Venezuela, men han tog dog afstand fra Chavez’ regime i 2011.

Trods alle forbehold, adskiller Dragsteds og Enhedslistens ”nordiske socialisme” når det kommer til stykket sig ikke væsentligt fra al den anden socialisme, vi med katastrofale følger har set afprøvet ude omkring i verden i lande som Sovjetunionen, DDR, Cuba eller seneste Venezuela.

Enhedslisten

Det kan hellere ikke overraske, når man betænker Enhedslistens historie. Partiet består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.

Pelle Dragsteds baggrund

Enhedslistens nye politiske ordfører, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.

Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), og selvom Dragsted kun er godt 1,5 meter høj passede han godt ind i AFA, der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.

I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.

Federal Reserve Bank of Kansas City er 24. – 26. august 2023 vært for snesevis af centralbankfolk, politikere, akademikere og økonomer fra hele verden på sit årlige økonomiske politiske symposium i Jackson Hole, Wyoming.

Den storslåede dal i Jackson Hole ved foden af bjergmassivet Teton Range i den amerikanske delstat Wyoming forbindes i USA med utallige beretninger om begivenheder fra erobringen af det vilde vesten i USA.

2023-symposite, der afholdes for 46. gang, vil fokusere på temaet “Structural Shifts in the Global Economy.”

Investorer og børshandlere ser frem til symposiet i Jackson Hole, og især til de meldinger, der måtte komme fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell.

I den amerikanske centralbankchefs jobbeskrivelse er der 2 afgørende succeskriterier for den pengepolitik, der skal føres i USA: beskæftigelsen skal understøttes og inflationen skal holdes nede på omkring 2 pct.

I sin tale i Jackson Hole sidste år, lagde Jerome Powell ikke skjul på, at centralbanken ville fortsætte med trinvis at forhøje den pengepolitiske rente indtil inflationen var bragt under kontrol. Jerome Powell var meget vel opmærksom på, at et forhøjet renteniveau ville være ”pinefuldt” for amerikanere, men at skadevirkningerne fra længerevarende inflation ville være værre.

Powell holdt ord og i det sidste år er den amerikanske centralbankrente forhøjet flere gang. Alle forudsigelser om, at det ville drive den amerikanske økonomi ud i recession, er gjort til skamme.

Jerome H. Powell, formanden for Federal Reserve, lovede i hans tale fredag på Federal Reserve Bank of Kansas Citys årlige Jackson Hole-konference i Wyoming, at centralbank ville holde fast ved målsætningen om at presse inflationen ned omkring 2 pct. “indtil jobbet er gjort” og at han var parat til at hæve renten yderligere, hvis det var nødvendigt.

Mr. Powell understregede, at Fed forsøgte at balancere risikoen for at gøre for meget og skade økonomien mere end nødvendigt mod risikoen for at gøre for lidt, men “Budskabet er det samme: Det er Feds job at bringe inflationen ned til vores 2 procent-mål, og det vil vi gøre,” sagde Powell.

Centralbankrenten er i øjeblikket på 5,5 procent, op centralbanken har ingen planer om at sænke renten.

Men Powell bemærkede samtidig, at ” vi på kommende møder i september og oktober vil beslutte, om styringsrenten skal strammes yderligere eller i stedet holdes konstant i afventen af yderligere data”.

Analytikere udlægger teksten sådan, at renten og dermed låneomkostningerne tidligst vil blive forhøjet i slutningen af året.