Det er nu en måned siden, at Hamas den 7. oktober fuldstændig overraskede Israel med et terrorangreb, der dræbte over 1400 mennesker. Siden da er volden kun eskaleret, og Israels modangreb har dræbt tusinder.

Israel ledes af premierminister Benjamin Netanyahu, der har været landets regent siden december sidste år, men har mange år som premierminister bag sig. For at genvinde stillingen som premierminister ved sidste valg begyndte hans Likud-parti at samarbejde med religiøse højrefløjspartier. Det er en af   grundene til, at tingene igennem dette år har været mere urolige end normalt i Israel. Konflikten mellem Israel og Palæstina har stået på i lang tid, men har også ændret sig i den tid, Benjamin Netanyahu har været premierminister.

Den internationale opinion om forholdene i Israel har i høj grad været formet af den uafhængige israelske avis, Haaretz, der også udgives i en engelsksproget udgave. Haaretz er kendt for sin dybtgående rapportering og kritiske analyse af israelske og mellemøstlige spørgsmål. Avisen indtager ofte en progressiv og liberal holdning til forskellige politiske og sociale spørgsmål, og dens redaktionelle holdninger er kendt for at lægge vægt på menneskerettigheder, borgerrettigheder og en to-statsløsning for konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Der er ingen tvivl om, at Haaretz er en af de mest indflydelsesrige og respekterede aviser i Israel og regionen, men det er samtidig ikke overraskende, at en progressiv og venstreorienteret avis har indtaget en kritisk holdning til en højreorienteret regerings rets- og bosættelsespolitik og til premierminister Benjamin Netanyahu, som Haaretz altid har været en svoren modstander af.

Har Benjamin Netanyahu taget fejl?

Netanyahu har aldrig lagt skjul på, at han ikke har ønsket oprettelsen af en palæstinensisk stat og derfor ikke har set en to-statsløsning som værende i Israels sikkerhedspolitiske interesse.

Spørgsmålet er, om hans strategi om at holde Gaza-striben adskilt fra Vestbredden og sikre, at Det palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority, PNA eller PA) aldrig fik den forudsatte autoritet, har givet bagslag?

De begivenheder, der startede den 7. oktober 2023, er uden fortilfælde. Sidste gang enheder af jødiske og palæstinensiske krigere – militære eller paramilitære – gik i kamp over en så bred front i Israel-Palæstina var i 1948. Der har naturligvis været forskellige kampe gennem årene i Gaza såvel som i byer på Vestbredden som Jenin, og israelske og palæstinensiske enheder kæmpede mod hinanden i Libanon i 1982. Men der er ingen parallel til omfanget af det, der er sket siden lørdag den 7. oktober, og ikke siden 1948 har palæstinensiske krigere angrebet jødiske samfund i dette omfang.

Abraham-aftalerne

Det morderiske og umenneskelige angreb fra Hamas kom, netop som det så ud til, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu var ved at lykkes med sin strategi om at ignorere palæstinenserne og skabe fred med den arabiske verden.

Hamas-angrebet har på godt og ondt mindet israelerne og verden om, at palæstinenserne stadig er her, og at den århundredgamle konflikt her involverer dem, ikke emiraterne eller saudierne.

I sin tale ved FN’s Generalforsamling for to uger siden præsenterede Netanyahu et kort over “Det Nye Mellemøsten”, der skildrer staten Israel, der strækker sig fra Jordanfloden til Middelhavet og bygger en “korridor af fred og velstand” med sine naboer i hele regionen, herunder Saudi-Arabien. En palæstinensisk stat eller endda samlingen af skrumpede enklaver, som Det Palæstinensiske Selvstyre tilsyneladende kontrollerer, optræder ikke på kortet.

Siden han første gang blev valgt til premierminister i 1996, har Netanyahu forsøgt at undgå enhver forhandling med den palæstinensiske ledelse, men har i stedet valgt at omgå den og skubbe den til side. Israel har ikke brug for fred med palæstinenserne for at trives, hævdede Netanyahu gentagne gange; Israels militære, økonomiske og politiske styrke er tilstrækkelig uden fred med palæstinenserne.

Det faktum, at Israel i årene med hans styre, især mellem 2009 og 2019, oplevede økonomisk velstand og dets internationale status forbedret, var i hans øjne et bevis på, at han fulgte den rigtige vej.

Abraham-aftalerne, der blev underskrevet med Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, og senere også Sudan og Marokko, styrkede denne tro endegyldigt. “I de sidste 25 år har vi gentagne gange fået at vide, at fred med andre arabiske lande først vil komme, når vi har løst konflikten med palæstinenserne,” skrev Netanyahu i en artikel i Haaretz før sidste valg. “I modsætning til den fremherskende holdning,” fortsatte han, “tror jeg, at vejen til fred ikke går gennem Ramallah, men uden om den: I stedet for at den palæstinensiske hale logrer med den arabiske verden, argumenterede jeg for, at fred skulle begynde med arabiske lande, hvilket ville isolere palæstinensisk stædighed.”

En fredsaftale med Saudi-Arabien skulle være prikken over i’et i den plan, som Netanyahu har brugt år på at forberede.

Ariel Sharon

Det var ikke Netanyahu, der opfandt adskillelsespolitikken mellem Gaza og Vestbredden eller brugen af Hamas som et redskab til at svække Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og dens nationale ambitioner om at etablere en palæstinensisk stat. Daværende premierminister Ariel Sharons “tilbagetrækningsplan” fra Gaza fra 2005 byggede på denne logik. Hele spørgsmålet om den palæstinensiske stat blev fjernet fra dagsordenen på ubestemt tid, og dermed blev der ikke nogen politisk proces med palæstinenserne.

Netanyahu vedtog ikke blot denne tankegang, han tilføjede også bevarelsen af Hamas’ styre i Gaza som et redskab til at styrke adskillelsen mellem striben og Vestbredden. I 2018 accepterede han for eksempel, at Qatar ville overføre millioner af dollars om året til finansiering af Hamas-regeringen i Gaza.

Burde IDF have udraderet Hamas?

“Netanyahu vil have Hamas på benene og er klar til at betale en næsten ufattelig pris for det: halvdelen af landet lammet, børn og forældre traumatiseret, huse bombet, mennesker dræbt,” skrev Israels nuværende informationsminister, Galit Distel Atbaryan, i maj 2019, da hun endnu ikke var gået ind i politik, men var kendt som en fremtrædende Netanyahu-støtte. “Og Netanyahu gør – i en slags skandaløs, næsten ufattelig tilbageholdenhed – ikke det nemmeste: at få IDF til at vælte organisationen. Spørgsmålet er, hvorfor?”

Distel Atbaryan fortsatte: “Hvis Hamas kollapser, kan Mahmoud Abbas kontrollere striben. Hvis han kontrollerer det, vil der være stemmer fra venstrefløjen, der vil opmuntre til forhandlinger og en politisk løsning og en palæstinensisk stat, også i Judæa og Samaria [Vestbredden] … Dette er den virkelige grund til, at Netanyahu ikke eliminerer Hamas-lederen, alt andet er bullshit.”

Sverigedemokraterna, SD, fik 21,6 procent i Aftonbladet/Demoskops meningsmåling i november. Det er en fremgang på 2 procentpoint siden sidste måned og det højeste tal i tre år for partiet. Sverigedemokraterne er Sveriges næststørste parti efter Socialdemokraterne med 36,2 pct. af stemmerne.

Ifølge analysen hænger den øgede støtte til SD dels hænger sammen med et stærkt fokus i det svaneske mediebille på bandevold, terrortrusler og indvandring. SD har normalt en relativt høj grad af tillid blandt vælgerne i spørgsmål vedrørende retshåndhævelse. Ifølge meningsmålingen har SD taget vælgere fra Moderaterne og Kristendemokraterne.

SD’s partisekretær Mattias Bäckström Johansson siger i en kommentar til Aftonbladet, at stigningen skyldes, at SD har en klar politik i spørgsmål relateret til indvandring og kriminalitet.

Hvis der var valg i Sverige, tyder meningsmålingen på, at oppositionen med 51,9 pct. af stemmerne under ledelse af Socialdemokraterne (Sveriges Socialdemokratiske Arbejderparti) ville vinde og fremtvinge en regeringsændring.

Kristersson-regeringen er den svenske regering siden 18. oktober 2022, dannet af statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterne, M. Regeringen er en mindretalsregering bestående af Moderaterne (Moderata samlingspartiet), Kristdemokraterna og Liberalerna, med parlamentarisk støtte fra Sverigedemokraterna.

Regeringsgrundlaget er den såkaldte ”Tidöavtalet” – en skriftlig overenskomst mellem partierne Kristdemokraterna, Liberalerna, Moderaterna og Sverigedemokraterna, som blev offentliggjort den 14. oktober 2022. Tidöavtalet, som har navn fra Tidö slott, hvor regeringsforhandlingerne blev afholdt, banede vejen for dannelsen af Kristerson-regeringen efter det svenske riksdagsvalg i 2022.

I forbindelse med pro-palæstinensiske protestaktioner mod krigen mellem Israel og Hamas og Israels fremfærd i Gaza har der været rejst krav om Israel-boykot og diverse aktioner rettet mod McDonald’s, Føtex, Starbucks og andre virksomheder.

Ved en demonstration for Palæstina lørdag i Berlin var op mod ni tusinde demonstranter på vej til Potsdamer Platz, da ifølge Berliner Zeitung nogle af dem stoppede foran en Starbucks-filial og råbte “Skam dig” og viftede med palæstinensiske flag, brød ind i butikken, spyttede på væggene og chikanerede kunderne.

Selvom om det ikke umiddelbart er indlysende, hvorfor det netop var mod Starbucks, der blev demonstreret, deles opfordringer til boykot af kaffehuskæden millioner af gange på sociale medier.

Tilsyneladende har det hele at gøre med en tvist mellem Starbucks og dele af dets arbejdsstyrke. Blot få dage efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober postede fagforeningen Starbucks Workers United sloganet “Solidaritet med Palæstina” på X (tidligere Twitter) med et billede af en Hamas-bulldozer, der i Gazastriben rev et hegn ned. Ifølge CNN reagerede Starbucks i første omgang med en erklæring, der fordømte Hamas’ handlinger og tog afstand fra Workers Uniteds udtalelser og synspunkter. Samtidig har Starbucks krævet, at fagforeningen ændrer sit logo, der let kan forveksles med Starbucks officielle varemærke.

I Danmark har mindst 4 McDonald’s-restauranter været udsat for angreb, der kobles til krigen mellem Israel og Hamas. Også Føtex-butikker har haft besøg af Israel-kritiske demonstranter.

Det bemærkelsesværdige er, at både McDonald’s og Føtex ikke er indstillet på at tale om angrebene. Natten til søndag blev størstedelen af ruderne på McDonald’s-restauranten i Tilst smadret, men McDonald holder lav profil.

I tre af burgerrestauranterne er der blevet lukket rotter og mus ud. På en video delt på det sociale medie Tiktok kan man se en person komme ind på en McDonald’s i Odensebydelen Vollsmose med en kasse med rotter, som bliver smidt ud på gulvet.

Noget tilsvarende er hændt på McDonald’s i Glostrup og i Slagelse.

McDonald’s har været kritiseret i den arabiske verden, efter at en franchiseafdeling af McDonald’s i Israel annoncerede, at den ville give gratis måltider til israelske soldater, betjente og borgere. Det skete efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, der kostede over 1.400 israelere livet.

Siden har der været beretninger om kast af rotter og mus på McDonald’s restauranter i Danmark, Storbritannien og andre steder – bl.a. mus malet i Palæstinas flags farver.

Føtex på Mimers Plads i København har været udsat for en aktion begået af pro-palæstinensere, som har sat ”Boykot Israel”-klistermærker på varer produceret i Israel.

Fælles for McDonald’s og Føtex er, at de ikke ønsker opmærksomhed omkring episoderne. Samtlige spørgsmål bliver således besvaret med tavshed.

McDonald’s restauranterne bliver drevet af individuelle franchisetagere. Flere oplyser, at det er besluttet, at alle pressehenvendelser om angrebene skal besvares af den øverste ledelse. Herfra ønsker man ikke at svare på, om burgerkæden fordømmer angrebene.

”Vi har ikke andre kommentarer end at bekræfte hændelserne, og at de er meldt til politiet”, oplyser burgerkædens danske presseafdeling til Jyllands-Posten.

Samme model – tavshed – har man valgt i Salling Group, der ejer Føtex-butikkerne: ”Det er en sag, der kalder på mange følelser, og derfor håndterer vi sagen praktisk og lokalt”, oplyser Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef i Salling Group til Jyllands-Posten.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har skrevet en bog, ”Arbejdets land”, som, allerede inden den er udkommet, har været årsag til en del debat. I bogen uddyber Kaare Dybvad Bek debatten om danskernes arbejdsmoral.

Også statsminister Mette Frederiksen har dyrket temaet om arbejdsmoral. På Socialdemokratiets årsmøde, der blev afholdt i september, understregede hun vigtigheden af, at flere danskere går på arbejde hver dag: ”Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, ja, så holder vores velfærdsmodel ikke”, sagde statsministeren fra talerstolen.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, satte i sensommeren gang i debatten om danskernes arbejdsmoral. Her langede han ud efter danskere, der arbejder mindre, end de kan.

Socialdemokratiet påstår, at der er en tendens i samfundet til at arbejde mindre. Dermed – mener socialdemokraterne – er ”samfundskontrakten” truet, fordi det risikerer at sætte finansieringen af velfærdssamfundet over styr, hvis for mange danskere tænker sådan.

Finansieringen af velfærdssamfundet var begrundelsen for at et flertal i Folketinget afskaffet Store Bededag som helligdag. Dagen bliver fra og med 2024 til en almindelig ekstra arbejdsdag.

Brud på samfundskontrakten?

Mange har forståelse for hele argumentet om, at vi har en samfundskontrakt, hvor vi skal yde før vi kan nyde, og modydelsen til at borgerne arbejder er at få del i velfærdsstatens goder.

Mens det arbejdende folk – danskerne – har holdt deres del af aftalen, har staten for længst opsagt kontrakten.

Borgerne bliver flået af et uigennemskueligt og Kafkask skatte- og afgiftssystem med afgifter og skatter på alt fra vand og miljøaftryk til mellem-, top- og toptop-indkomster. Alligevel er over 3 millioner i arbejde.

Ud fra enhver betragtning, må danskerne siges at leve op til deres del af kontrakten.

Men hvordan ligger det egentlig med modydelsen?

Lever daginstitutioner, skoler, sundhedssektor og ældreforsorg op til løftet om ordentlig, forsvarlig kernevelfærd?

Kvaliteten i den offentlige sektor er sine steder rystende ringe.

Mens skatteborgernes penge ødes bort på dårlig ledelse og politisk projektmageri, mangler mange institutioner faglærte pædagoger, og det gavner ikke børn at være der de fleste af deres vågne timer.

I skolerne undervises eleverne af såkaldte lærere uden hverken pædagogiske eller didaktiske kompetencer.

Sundhedsvæsenets kapacitet begrænses af dårlig ledelse og manglen på læger og sygeplejersker og ældreforsorgens ”tilbud” til hjælpeløse gamle er ofte under al kritik.

Selv i forhold til ordensmagten og forsvaret er der rejst tvivl om borgerne får ”value for money”.

I 2007 afløste Jakob Scharf Lars Findsen som politimester i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Lars Findsen blev udnævnt til departementschef i Forsvarsministeriet, men PET har spillet en særlig rolle i sagen mod Findsen.

Jakob Scharf måtte i 2013 forlade PET i forbindelse med sagen om Pia Kærsgaards besøg i Christiania kombineret med kritik fra personalet i PET og dyre tjenesterejse. Senere blev Jakob Scharf medstifter og chef for det private sikkerheds- og analysefirma Certa Intelligence & Security.

Den 1. januar 2014 tiltrådte hans afløser, statsadvokat Jens Madsen. Han måtte gå af allerede den 1. juni 2015 – få timer før offentliggørelsen af redegørelse for håndtering af attentatet ved Krudttønden og Synagogen i København i 2015.

Fagforeningsmanden, politidirektør i Nordsjælland, Finn Borch Andersen, blev konstitueret som chef for PET i juni 2015 og formelt udnævnt i 2016.

Lars Findsen i forsvarsministeriet

I Forsvarsministeriet havde Lars Findsen gjort sig bemærket for sin rolle i den såkaldte Jægerbogsskandale, der kostede den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen jobbet og senere også Søren Gade posten som forsvarsminister.

Ved Thorning-regeringens tiltrædelse i slutningen af 2011 fik Lars Findsen Nick Hækkerup som minister.

Som departementschef arbejdede Lars Findsen ihærdigt for reduceringer af forsvarsbudgettet – også udover de besparelser, som den tidligere borgerlige regering allerede havde gennemført.

Findsen fik desuden den uerfarne Hækkerup med på nogle meget vidtgående og kontroversielle reorganiseringsplaner for hele forsvarsområdet, ligesom han gjorde livet surt for den nye forsvarschef Peter Bertram.

Hækkerup fik i juni 2013 med hiv og sving vedtaget en ny forsvarslov udenom den traditionelle forligskreds på forsvarsområdet og trods advarsler fra forsvarschefen og Forsvarskommandoen.

Det hele blev for besværligt for Nick Hækkerup, der senere i 2013 lod sig udskifte med Nicholas Wammen, som faktisk lykkedes med i 2014 at få lavet en større politisk aftale om organiseringen af Forsvaret.

Efter Folketingsvalget i juni 2015 blev venstremanden Carl Holst udnævnt til forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Efter kun 93 dage valgte Holst i september 2015 at trække sig fra posten efter flere skandalesager.

Venstremanden Peter Christensen, der ikke blev genvalgt ved valget i 2015, blev herefter den 30. september 2015 udnævnt som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Lars Findsen forflyttes til Forsvarets Efterretningstjeneste

Da modstanden mod Lars Findsen generelt ikke kun i Forsvaret men også i dele af den politiske aftalekreds truede med at blokere for en aftale om indkøb af nye jagerfly, blev Lars Findsen i december 2015 forflyttet til chefposten for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Peter Christensen har i oktober 2022 på Facebook og overfor Ekstrabladet oplyst, at han ”ikke var tilfreds med Lars Findsens indsats og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten”. Christensen har desuden oplyst, at det ikke var med hans gode vilje, at Findsen blev udnævnt til chef for FE.

Den hidtidige chef for FE, Thomas Ahrenkiel, der havde en baggrund også fra Udenrigsministeriet og Statsministeriet, blev ved Findsens afgang konstitueret som departementschef i Forsvarsministeriet.

Da Venstre regeringen den 28. november 2016 blev udvidet med Liberal Alliance og Konservative, blev Peter Christensen erstattet af Claus Hjort Frederiksen, der blev flyttet fra posten som finansminister for at skaffe plads til Kristian Jensen, der havde måttet vige pladsen som udenrigsminister for Liberal Alliances Anders Samuelsen.

Sagen om FE-chef Lars Findsen

For offentligheden tog sagen sin begyndelse en formiddag i august 2020. Her offentliggjorde det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne en pressemeddelelse med en række alvorlige kritikpunkter af FE.

Forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte øjeblikkeligt fem ledende medarbejdere i FE – herunder FE-chef Lars Findsen. Den efterfølgende politiske diskussion om sagen førte til, at regeringen den 21. december 2020 etablerede en kommission, som fik til opgave at undersøge, om tilsynets mistanke holdt stik.

Undersøgelseskommissionen om FE afsluttede den 13. december 2021 sin undersøgelse. Kommissionen fandt ikke grundlag for at rejse kritik af FE eller medarbejdere.

Længe inden undersøgelseskommissionen afsluttede sit arbejde kunne pressen oplyse, at sagen drejede sig om et spionsamarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste, NSA.

Den 13. september 2020 udgav Berlingske en artikel, der under overskriften ”Hemmeligheden i pengeskabet” over seks sider beskrev en række hidtil ukendte detaljer om spionsamarbejdet mellem Danmark og USA.

Pressehistorierne byggede tilsyneladende på ni kilder, som havde haft adgang til klassificerede oplysninger fra FE.

PET’s efterforskning

Hos PET blev der ifølge DR’s oplysninger nedsat en særlig efterforskningsgruppe, som skulle finde ud af, hvem der lækkede hemmeligheder om spionsamarbejdet til medierne.

Chefen for PET, Finn Borch Andersen, udsendte den 6. november 2023 en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at PET-chefen står 100 procent inde for efterforskningen af lækagesagerne:

”Det var således også min og PET’s – og ingen andres – beslutning at igangsætte en efterforskning af omfattende lækager fra efterretningstjenesterne, som førte til anholdelserne i december 2021. Der var tale om en bred efterforskning, som jeg står 100 procent inde for”.

”Jeg holder efter PET-loven justitsministeren underrettet om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed, og om vigtige enkeltsager. Det ændrer ikke på, at jeg igangsatte efterforskningen, og ingen fra politisk eller ministerielt niveau på noget tidspunkt har påvirket, hvordan PET’s efterforskninger er blevet gennemført, eller om den skulle igangsættes.”

Det er således hævet over enhver tvivl, at det var med statsministeriets og justitsministeriets fulde indforståelse, at PET-chefen Finn Borch Andersen i september 2020 nedsatte en særlig hemmelig efterforskningsgruppe, som skulle finde ud af, hvem der lækkede hemmeligheder til medierne.

Udover samarbejdet med NSA var der lækket oplysninger i en sag om den danske statsborger Ahmed Samsam, som blev fængslet i en terrorsag i Spanien. Ahmed Samsam var i virkeligheden på mission for danske efterretningstjenester.

Ekstra Bladets afsløring i marts 2021 af efterretningstjenesternes bekymring for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre indgik også i lækage-efterforskningen. Desuden kan omstændighederne omkring den kaotiske exit fra Kabul, overvejelser omkring fregatten Esbern Snares mission i Guinea-bugten og andre forhold være efterforsket.

Lars Findsen anholdes den 8. december 2021

På baggrund af efterforskningen, overvågning og telefonaflytning m.v. blev den hjemsendte FE-chef Lars Findsen anholdt den 8. december 2021. Samtidig blev 3 andre medarbejdere i FE og PET anholdt. Det er utænkeligt, at anholdelserne er sket uden forudgående clearing med statsministeriet/justitsministeriet.

Lars Findsen sad herefter varetægtsfængslet i 71 dage anklaget for at røbe oplysninger ”klassificerede som hemmelige” under samtaler med i alt seks personer, herunder to journalister.

Findsen blev ifølge anklageskriftet tiltalt efter straffelovens paragraf 109 og 152 og ifølge anklageskriftet mod Lars Findsen har statsadvokaten nedlagt påstand om, at Lars Findsen bør idømmes en fængselsstraf.

Af pressemeddelelsen om tiltalen mod Lars Findsen af 16. september 2022, fremgik det, at sagen var rejst som en domsmandssag, hvilket betød, at en eventuel fængselsstraf skulle udmåles til under fire år.

Berlingske kunne i september 2022 oplyse, at PET-chefen, Finn Borch Andersen, under briefinger – hvor også justitsministeren og ministeriets departementschef deltog – i begyndelsen af 2022 af toppolitikere om Findsen-sagen, hvor FE-chefen var sigtet for læk af højt klassificerede oplysninger, blandt andet har oplyst om, at FE-chef Lars Findsen dyrkede S/M og stjal cykler. Eksperter har blandt andet betegnet handlingen som tilsværtning og karaktermord, og det er spørgsmålet hvem, der tilskyndede Borch Andersen til at videregive oplysninger, der nok var sagen uvedkommende, men kunne bidrage til at stille Findsen i et dårligt lys.

Sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen kaldes tilbage

Den 1. november 2023 meddelte Anklagemyndigheden, at straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen ikke ville blive gennemført.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at det af hensyn til statens sikkerhed ikke længere er betryggende at stille højt klassificerede oplysninger til rådighed for straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Dermed kan sagerne om videregivelse af fortrolige oplysninger ikke gennemføres.

Nogle af de spørgsmål, sagen giver anledning til

Kan det tænkes, at den naive Trine Bramsen som nyudnævnt forsvarsminister fra statsministeriet/justitsministeriet blev bibragt den opfattelse, at det ville blive vel modtaget, hvis hun kunne fjerne Lars Findsen?

Mente Trine Bramsen, at der ville være et flertal i Folketinget for at fjerne Findsen – også selvom kritikken fra TET måtte være grundløs?

Hvorfor blev hun ikke bremset af departementschef Thomas Ahrenkiel – var han bange for at sætte ambassadørposten i Berlin over styr?

Blev hun fra statsministeriet/justitsministeriet tilskyndet til at benytte kritikken af FE fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne – en kritik hun selv havde opmuntret TET til at forfølge – som påskud for et hjemsende Lars Findsen og andre ledende medarbejdere i FE?

Er det forklaringen på, at Thomas Ahrenkiel først senere blev hjemsendt?

Hvilken rolle spillede den rivaliserende tjeneste, PET, for holdningen i Justitsministeriet og Statsministeriet?

Agerede PET-chefen Finn Borch Andersen på egen hånd, eller blev han tilskyndet fra statsministeriet/justitsministeriet?

Var der i (dele af) Venstre og De Konservative ”forståelse” for regeringens forsøg på at slippe af med Lars Findsen? 

Var det i Venstre og De Konservative i 2015 opfattelsen, at det var berettiget at fjerne Findsen fra posten som departementschef i Forsvarsministeriet – dels fordi han vanskeliggjorde enigheden i kredsen af forsvarsforligspartier, og måske også fordi man mente, at Findsen havde kastet Carl Holst under bussen?

Er det baggrunden for Peter Christensens bemærkelsesværdige kritik af Findsen i oktober 2022 i forbindelse med Lars Findsens bog ”Spionchefen – Erindringer fra celle 18”.

Var det også baggrunden for at den tidligere justitsminister, Søren Pind, i oktober 2022 offentligt tilkendegav, at den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, aldrig burde have haft jobbet. ”Det er det glade vanvid” skrev Pind på Twitter, efter at det kom frem, at efterretningschefen skulle have dyrket sadomasochistisk sex?

Mandag den 6. november 2023 påbegynder den spanske kong Felipe og dronning Letizia det første spanske statsbesøg i Danmark i 40 år. Kongeparret skal blandt andet til gallataffel hos dronning Margrethe, mødes med statsminister Mette Frederiksen og besøge Københavns Rådhus.

Felipe efterfulgte i 2014 sin far, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), som Felipe VI – ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos, nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den 9. der var konge i Frankrig 1226 – 1270, og blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975, til en række skandaler fremtvang hans abdikation i 2014.

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, men han har dog i de seneste år vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald, bl.a. bisættelsen af Elizabeth 2. og visse andre begivenheder.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Huset Bourbon

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

Napoleon

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang efter få måneder den nye konge, Ferdinand den 7., til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster.

Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald. Ferdinand den 7. af Spanien blev herefter igen konge af Spanien og regerede frem til 1833.

Umiddelbart efter Hamas-terrorangrebet på Israel den 7. oktober udtrykte den indiske premierminister Narenda Modi sin solidaritet med Israel.

Den indiske regerings officielle faste holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina er at udtrykke støtte til Israel og fordømme terrorangrebene fra Hamas.

Fredag den 27. oktober 2023 vedtog FN’s Generalforsamling en resolution der opfordrede til en øjeblikkelig humanitær våbenstilstand i konflikten mellem Israel og Hamas. I overensstemmelse med den faste holdning afstod Indien – sammen med 45 andre lande, herunder Danmark – fra at stemme for resolutionen, fordi et ændringsforslag fra Canada, der ville have “unequivocally reject[ed] and condemn[ed] the terrorist attacks by Hamas that took place in Israel starting on 7 October 2023 and the taking of hostages”, ikke blev vedtaget.

De indiske myndigheder har givet ordre til at gribe ind over for aktiviteter, der ikke er i overensstemmelse med Indiens officielle holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina, og politiet er blevet bedt om at tage “hurtige” og “strenge” skridt mod dem, der udtrykker støtte til Palæstina, herunder på sociale medier.

Frygt for konflikter mellem muslimer og hinduer

Ledende distriktspolitifolk er blevet instrueret i at gøre det klart for muslimske gejstlige, at “forsøg på at ophidse muslimer på sociale medier, i moskeer eller i religiøse forsamlinger, ikke vil blive tolereret”.

En særlig bestemmelse i den indiske straffelov – § 153A – giver mulighed for at straffe anstiftelse af ufred mellem forskellige grupper på grund af religion, race, fødested og bopæl. Bestemmelsen giver også mulighed for at straffe handlinger, der er til skade for opretholdelsen af harmoni og den offentlige ro og orden.

Bortset fra i de første dage efter Hams-angrebet er der blevet slået hårdt ned på alle forsøg på at foranstalte demonstrationer i Delhi og andre byer i Indien. Der bliver med hård hånd slået ned på ethvert forsøg på at forsamle sig med bannere og Palæstinensiske flag.

Af Indiens omkring 1,4 milliarder mennesker er omkring 200 millioner muslimer. Regeringen ledes af Bharatiya Janata Party (BJP), der forfølger en hindunational politik. Der er jævnligt sammenstød mellem landets hindu-flertal og de omkring 200 millioner muslimer.

De Radikale er på direkte kollisionskurs med sine venstreorienterede og pro-palæstinensiske vælgere fra indvandrermiljøet.

Den radikale udlændinge- og integrationsordfører Zenia Stampe udløste heftig kritik fra tilhængere af et frit Palæstina og staten Israels udslettelse, da hun den 24. oktober 2023 i et opslag på Facebook fastslog, at mange danske jøder frygter for deres sikkerhed, og hun tilføjede, at sådan skal det ikke være. Tværtimod skal de kunne leve frit og fredeligt herhjemme, uanset hvad der sker i resten af verden. Derpå nævnte hun, at Det Jødiske Samfund på Krystalnatten torsdag 9. november arrangerer et fakkeloptog i København. 

“Jeg går med,” lød beskeden fra Zenia Stampe.

Og så blev tråden ellers fyldt med vrede reaktioner, herunder rasende protester fra mennesker med arabiske navne og pro-palæstinensiske holdninger.

Den 30. oktober 2023 havde Venstre arrangeret et gå-hjem-møde på Christiansborg om Israel-Palæstina konflikten.

Blandt mødedeltagerne var der – udover stoute Venstre-folk – også flere med tydelige palæstinensiske sympatier.

Den radikale Christian Friis Bach, der godt nok fordømte Hamas, men også gik meget langt i kritikken af Israel, måtte således forsvare Zenia Stampe og henvise til ytringsfriheden, da en pro-arabisk tilhører ville have lagt hende på hjul og stejle.

Meget betegnende var der på Christiansborg Slotsplads samtidig med gå-hjem-mødet i Landstingssalen, forsamlet en stor folkemængde og hundredvis af palæstinensiske flag og unge danske venstreorienterede og arabiske indvandrere, der råbte slagord som “Free Palestine”, “Boykot Israel”, “Mette er en hykler” og opfordringer fra Hizb ut-Tahrir til jihad.

Mandag den 6. november 2023 mødes Tysklands socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, med de 16 statsministre fra de tyske Länder.

Ifølge Berliner Zeitung og pressebureauet AFP er det centrale punkt på dagsordenen migrationspolitikken og Ländernes krav om større økonomisk bistand fra forbundsregeringen.

Det bliver sandsynligvis et langt møde, hvor Olaf Scholz vil henholde sig til at forbundsregeringen allerede har givet tilsagn om et ekstra engangsbeløb på 5.000 euro pr. flygtning om året.

Forbundsstaterne har på deres eget møde i midten af oktober krævet “mindst 10.500 euro pr. person pr. år”. Derudover krævede staterne, at den føderale regering “fuldt ud dækker” omkostningerne ved indkvartering og et engangsbeløb på 1,25 milliarder euro til andre tjenester såsom pleje af uledsagede mindreårige.

Naturalydelser og betalingskort i stedet for penge til flygtninge

I Tyskland er det opfattelsen, at det ikke mindst er de rundelige kontante udbetalinger til flygtninge, der er et stort incitament til at flygte til netop Tyskland. I midten af oktober krævede forbundsstaterne, at “kontantbetalinger konsekvent erstattes af naturalydelser eller et betalingskort”.

Olaf Scholz er angivelig åben over for forslag om at erstatte kontante betalinger til flygtninge med naturalydelser. Forbundsregeringen understreger dog, at kommunerne allerede nu har lovgrundlag til at gå over til naturalydelser. De viger dog ofte tilbage fra en større administrativ byrde.

Hvad angår en landsdækkende løsning med et betalingskort har den føderale regering endnu ikke vist nogen vilje til at påtage sig dette krævende it-projekt.

Nedskæringer i ydelserne til asylansøgere

Delstater som Bayern kræver kraftigt en betydelig reduktion af de sociale ydelser til asylansøgere for at gøre Tyskland mindre attraktivt for flygtninge sammenlignet med andre EU-lande. Delstaterne som helhed er mere forsigtige her: De kræver blot, at forbundsregeringen undersøger, “om og hvordan der kan opnås en harmonisering af sociale ydelsers købekraft i EU’s medlemsstater”.

Samfundstjeneste for asylansøgere

På topmødet med Scholz ønsker delstaterne at opnå, “at flere asylansøgere sættes i arbejde”. Kansleren støtter også dette, men hidtil har kravet været, at det arbejde, som asylansøgere sættes til, skal være ”additionelt”- dvs. at det ellers ikke ville blive udført. Dette har også til formål at forhindre, at fast personale afskediges og derefter ansætter asylansøgere til betydeligt lavere omkostninger.

Foranstaltninger, der allerede er annonceret af den føderale regering

Som krævet af forbundsstaterne har Tyskland indført permanent grænsekontrol ved grænserne til Polen og Tjekkiet. Regeringen har også vedtaget en pakke, der skal udsendelsen af afviste asylansøgere. Politiet har fået flere eftersøgningsrettigheder og der er mulighed for en væsentlig længere varetægtsfængsling ved udrejse. De føderale og statslige regeringer har også længe været enige om, at asylprocedurerne skal speedes op. Problemet er imidlertid at der både central og lokalt mangler det nødvendige kvalificerede personale.

AfD – Alternative für Deutschland – stormer frem i Tyskland

Det højrenationale, myndigheds- og indvandringskritiske protestparti AfD – Alternativ for Tyskland/Alternative für Deutschland, vinder stærkt frem i Tyskland. Ifølge de seneste meningsmålinger står partiet nu til omkring 23 pct. af stemmerne, mens CDU/CSU har 27 pct.

Mange frygter, at næste år kan blive den store politiske eksplosion i Tyskland. Ud over europaparlamentsvalget i juni 2024 er der valg i det gamle Østtyskland: i Thüringen, Brandenburg og Sachsen. Alle tre steder står AfD lige nu til at blive det klart største parti med omkring en tredjedel af stemmerne.

Nyt parti i Tyskland – Bündnis Sahra Wagenknecht

Hvis AfD havde haft sympatiske ledere, ville der næppe have været grænser for væksten. Kendsgerningen er dog at der i AfD – i lighed med andre partier i tysk politik – i øjeblikket er en udtalt mangel på karismatiske, dygtige og sympatiske figurer.

Det bliver måske nu ændret. Den prominente tyske venstrefløjspolitiker Sahra Wagenknecht har efter lang tids tilløb mandag brudt med det venstreorienterede parti Die Linke.

Hun har dannet partiet, Bündnis Sahra Wagenknecht, BSW, som har planer om at stille op ved Europaparlamentsvalget og delstatsvalgene i det gamle Østtyskland.

Ifølge mediet Deutsche Welle spekulerer flere analytikere i, at hendes unikke politiske position kan være en trussel også mod højrefløjspartiet Alternative für Deutschland, som ellers brager frem i meningsmålinger.

En første måling giver Wagenknechts nye parti 14 pct. og hele 54 pct. af Alternative für Deutschlands (AfD) vælgere overvejer at stemme på hende. Wagenknechts stramme højreorienterede udlændingepolitik i forening med en markant venstreorienteret socialpolitik og en udtalt klimaskepsis kan måske også trække stemmer fra de øvrige partier.

Wagenknecht er venstreorienteret på den økonomiske politik, men ligger tættere på den mest højreorienterede fløj på områder som migration, klima og køn.

Sahra Wagenknecht

Den 54-årige Wagenknecht er en veteran i tysk politik og på venstrefløjen.

Hun var for over 30 år siden med i det østtyske kommunistparti, SED, og var fra 1991 til 2010 med i en gruppe kaldet Kommunistisk Platform i både SED’s efterfølger, PDS, og senere Die Linke.

Black Friday 2023 – årets største udsalgsdag – nærmer sig.

Hvornår begynder, og hvornår slutter Black Friday? Det er der mange, der undrer sig over. Især fordi de fleste butikker tyvstarter deres Black Friday-tilbud.

Black Friday skydes i gang ved midnat fredag den 24. november 2023 og kører over 24 timer.

Mange butikker holder imidlertid Black Week, men Black november eller Black Month har også vundet frem.

Black Friday bugner med store rabatter og vilde tilbud. Men det handler også om at have tjek på priserne, da de kan variere meget (det gælder hele Black Week).

Du skal være vågen, når du går på tilbudsjagt, for butikkernes tilbud er ikke altid så gode, som de udgiver sig for at være.

Det forekommer, at butikkerne ”sminker deres rabatter”, og sætter prisen op, inden den bliver sat ned. Samtidig skiltes der ofte med ”normalpriser”, der er langt højere end den pris, varen har kostet de sidste mange måneder, så besparelsen på tilbudsvaren ser større ud, end den reelt er.

Forbrugerombudsmanden har efter forhandlinger med Forbrugerrådet Tænk og en række erhvervsorganisationer udarbejdet retningslinjer på grundlag af bestemmelserne om prisnedsættelser i den såkaldte prismærkningsbekendtgørelse.

De nye retningslinjer for prismarkedsføring trådte i kraft den 28. maj 2022.

Besparelsesudsagn

Reglerne for besparelsesudsagn skal sikre, at forbrugerne bliver korrekt oplyst om, hvor mange penge de kan spare, og om der er begrænsninger på at kunne købe varen til tilbudsprisen. Vildledende markedsføring er ikke tilladt.

Tilbudspriser

Før-/nupriser kan bruges til at fortælle forbrugerne, hvor meget de kan spare på et tilbud eller udsalg. Sammenligningen skal dog afspejle en reel besparelse og må ikke være kunstig.

Når en virksomhed reklamerer for et tilbud og angiver før-/nupriser, skal det kunne dokumenteres, at varen faktisk har været til salg til den førpris, der er angivet.

Ifølge prismærkningsbekendtgørelsens § 9 a skal en virksomhed, der markedsfører en prisnedsættelse, oplyse den laveste pris, varen har kostet de seneste 30 dage forud for prisnedsættelsen. Dette gælder også, hvis en virksomhed bruger udtryk, der indikerer en prisnedsættelse. Som eksempler på sådanne udtryk kan nævnes ”tilbudspriser”, ”Black Friday-priser” og ”Halloween-priser”.

Det er som udgangspunkt vildledende markedsføring at sætte prisen kunstigt op i 30 dage med det formål at sælge varen som “udsalg”, ”nedsat”, ”rabat” osv. Hvis en vare fx gennem året har kostet 1.000 kr., og den bliver sat op til 1.500 kr. i 30 dage for herefter at komme på “udsalg” til 1.000 kr. igen, er der tale om vildledning, som er ulovlig.