Tidligere var det gennem DANIDA’s årsberetninger muligt – i hvert fald til dels – at gennemskue hvad den danske udviklingsbistand, der nu løber op i mere end 23 milliarder kr. om året, egentlig blev brugt til. Siden er Udenrigsministeriet – måske belært af kritikken af konkrete, fejlslagne projekter – blevet mere karrige med oplysninger om virksomheden.

Timbuktu Fonden, der har som formål at fremme kritisk og nytænkende journalistik om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål, har igen i år i en analyse af regeringens finanslovsforslag for 2024 forsøgt at løfte den informationsopgave, som Udenrigsministeriet ikke selv magter.

Analysen af finanslovsforslaget for 2024 viser umiddelbart, at dansk udviklingsbistand vokser og i 2024 vil nå op over 23 milliarder kr. 2,5 milliarder skyldes dog efterslæb fra 2021-22, hvor bistanden ikke nåede op på målsætningen på 0,7 pct. af det danske BNI.

Hvad med fattigdomsorienteringen?

Engang var det klodens fattige, det danske udviklingssamarbejde først og fremmest handlede om. Sådan er det ikke længere. De seneste årtier er udviklingsbistanden blevet brugt til at forfølge nye og andre formål, og danske interesser er kommet til at fylde mere og mere: Danmark yder bidrag til globale klima- og miljøfaciliteter – og fremstår som grønt foregangsland. Kosovo udlejer fængsler til Danmark – og får dansk udviklingsbistand. Rwanda samarbejder om at modtage flygtninge fra Danmark – og får dansk udviklingsbistand. Mellemindkomst-lande får miljø- og klimabistand – og får danske vindmøller, pumper og vandteknologi.

Regeringen fokuserer på Afrika og det globale syd, men af de godt 9 milliarder kr., regeringen næste år regner med at sende til Afrika, kanaliseres kun godt 1 milliard kr. via de bilaterale landeprogrammer, der tidligere var grundpillen i det danske udviklingssamarbejde.

Udenrigsministeriets afhængighed af udviklingsbistanden

Det fremgår også, at regeringen vil styrke udenrigstjenesten – også i Afrika. Hvor og hvordan fortæller finanslovsforslaget ikke, men en del tyder på, at beslutningen om at lukke den danske ambassade i Tanzania i 2024 sløjfes.

Flere penge til udenrigstjenesten over finansloven kan betyde, at personaleudgifterne i Udenrigsministeriet – måske – fremover i mindre grad skal finansieres af bistandsmidler tiltænkt verdens fattigste.

Udenrigsministeriet har i mange år beregnet sig et klækkeligt overhead på 5 – 7 pct. for at administrere støtten til verdens allerfattigste mennesker. Den såkaldte overhead-finte har lunet gevaldigt i de mange år, hvor udviklingsbudgettet var støt stigende. I år hvor bistandsrammen reduceres mister man imidlertid overhead, der betyder, at Udenrigsministeriet har måttet gennemføre betydelige besparelser på den almindelige udenrigstjeneste.

Folkene i Udenrigsministeriet (af kollegerne på Slotsholmen kaldet ”blåfrakkerne” og ”lakskoene”) har selvsagt ikke været begejstrede, og andre har påpeget, at det klassiske diplomatiske arbejde og eksportfremmen er helt afhængigt af størrelsen på det overhead, ministeriet modtager for at administrere danske udviklingsmidler.

Det har været antydet, at overhead-finten har været i strid med OECD-reglerne, men OECD’s udviklingskomité, Development Assistance Committee, har faktisk i de såkaldte DAC-regler tilladt, at et vist overhead indgår i den opgørelse af udviklingsbistanden, der indberettes til OECD.

Dansk formand for DAC

Den 6. december 2022 udsendte OECD en pressemeddelelse hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets mand i Paris, Carsten Staur, der siden 2018 har været ambassadør for den danske OECD-delegation og tidligere har været både FN-ambassadør og udenrigsråd, fremover skal stå i spidsen for OECD’s bistandsorganisation DAC (Development Assistance Committee).

Udenrigsministeriet sørgede for, at valget af Carsten Staur i begejstrede vendinger blev omtalt i Altinget og mange andre danske medier som en enestående begivenhed og et skulderklap til Udenrigsministeriet og dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Ulandsfinansiering af formandspost

Det viste sig imidlertid, at Carsten Staurs formandspost finansieres af verdens fattigste lande, idet omkostningerne på omkring 32 millioner kroner ved Staurs formandspost tages fra udviklingsmidlerne.

De nærmere detaljer fremgår af et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har tiltrådt den 30. marts 2023.

Af aktstykket fremgår, at da Carsten Staur den 1. marts 2023 tiltrådte som formand for OECD’s Udviklingskomité (DAC) for en 4-årig periode, skulle han selv have penge med.

Af uransagelige grunde er OECD-praksis, at udgifter relateret til formanden (herunder løn, bolig mv.) samt et tilhørende sekretariat (to akademiske medarbejdere samt rejseudgifter mv.) afholdes af formandens eget land. Udenrigsministeriet har skønnet, at den samlede udgift til finansiering af det danske formandskab vil udgøre 8 millioner kroner om året i 4 år.

Heraf forventes ca. 5 millioner kroner udmøntet gennem et årligt ”frivilligt bidrag” til OECD DAC til at afholde udgifter til formandskabssekretariatet, som vil kunne dække rejse- og repræsentationsudgifter samt øvrige udgifter forbundet med formandskabet. De resterende udgifter på op til ca. 3 millioner kroner om året er relateret direkte til formanden under formandskabsperioden, herunder løn, bolig mv.

Udenrigsministeriet har med afsæt i OECD DAC’s regulativer vurderet, at udgifterne på omkring 32 millioner kroner, der er forbundet med formandskabet, kan opgøres som udviklingsbistand.

Migration nedtonet, men Ukraine fylder

Ukraine står til at blive det største modtagerland af dansk bistand i 2024. I 2023 er det faktisk Danmark selv, der var det største modtagerland af udviklingsbistand. Mere end 3 milliarder kr. var reserveret til at dække udgifter i Danmark til at modtage de 50.000 flygtninge fra Ukraine, regeringen forventede ville søge til Danmark i 2022 og 2023.

I 2024 er der kun afsat knapt 800 mio. kr. af udviklingsbistanden til at modtage flygtninge i Danmark. Yderligere 1,2 milliarder kr. er dog afsat i reserve til formålet, hvis flygtningetallet igen eksploderer.

Bortset fra Ukraine er den tidligere stærke fokus på migration som mål for udviklingsbistanden nedtonet.

Klima og miljø

Til gengæld er der nu fokus på klima og miljø. Regeringen vil i 2024 bruge 6 milliarder kr. til grøn bistand. Med Amazonasskoven som baggrund har regeringen annonceret en markant indsats for skov og natur med bidrag på 1,3 milliarder kr. over de kommende år.

Bidragene til den Grønne Klimafond (GCF) øges til 1,2 milliarder kr. og til genopfyldning af Den Globale Miljøfacilitet (GEF) ydes 800 millioner kr.

Bilaterale landeprogrammer vil indeholde grønne aktiviteter for 1.522 millioner kr., privatsektorinstrumenter 1.674 millioner kr. og multilaterale grønne indsatser vil løbe op i 650 millioner kr.

Danskerne skal forberede sig på, at det kommer til at kost at være med i EU, lyder det fra flere partier i Folketinget. Den eksisterende aftale er fra 2008, men nu går de politiske forhandlinger i gang om en ny europapolitisk aftale.

Den seneste europapolitiske aftale –”Dansk europapolitik i en globaliseret verden”- blev indgået den 21. februar 2008 mellem Venstre,

Hvis den europapolitiske aftale skal ændres, kræver det enighed blandt aftalens parter.

Når forhandlingerne om en opdatering af Danmarks 15 år gamle europapolitiske grundlag går i gang tirsdag den 10. oktober, bliver det i første omgang uden Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, der står uden for aftalen.

I stedet er det de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, sammen med de øvrige partier bag den nuværende europapolitiske aftale – Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance – der skal forhandle om det nye forlig.

Valg til Europa-Parlamentet i 2024 og dansk EU-formandskab fra 1. juli 2025

Valget til Europa-Parlamentet bliver den 9. juni 2024, hvbor der skjal vælges 15 medlemmer fra Danmark til EU-Parlamentet.

Inden det danske EU-formandskab, der starter 1. juli 2025, ønsker regeringen at få en ny europapolitisk aftale på plads med Folketingets partier. Det har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fastslået.

Den nye europapolitiske aftale skal tegnes på en mere offensiv måde end i tidligere aftaler om Europa-politikken, mener Løkke.

”De gamle europapolitiske aftaler har i høj grad handlet om, hvordan Danmark tager Europa ned. Jeg tror, at den nye aftale i høj grad må handle om, hvordan Danmark ønsker, Europa udvikler sig. Så vi ikke bare får en reaktiv strategi, som forholder sig til udviklingen og forbeholdene,” siger Lars Løkke Rasmussen til Altinget.

Regeringen ønsker grundlæggende, at Danmark skal være ”i kernen af EU”. Det betyder dog ikke, at regeringen ønsker at udskrive en folkeafstemning for at få afskaffet forbeholdet over for euroen, fastslår Løkke, men Danmark skal ifølge Løkke støtte op om lande, der ønsker at komme med i EU.

Vi skal være blandt de lande, der holder et klart europæisk perspektiv op for de otte lande, der i øjeblikket har status af EU-kandidatland. Ud over Ukraine og Moldova er det Tyrkiet, Albanien, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Bosnien-Hercegovina. Hvis landene omkring EU ikke tilbydes et europæisk perspektiv, står andre og mindre demokratisk sindede regimer parate, advare Lars Løkke Rasmussen.

Det er ikke uproblematisk at udvide EU

Inden nye lande lukkes ind i det europæiske fællesskab, skal landene leve op til en række kriterier, men desuden må man ifølge regeringen indstille sig på, at der er store omkostninger forbundet med udvidelsen og nye aktiviteter i EU.

Det kommer til at koste!

EU’s budget er i øjeblikket på omkring 186 mia. euro om året, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU.

Mens de ”fattigere” lande i forhold til EU er nettomodtagere, udgør Danmarks årlige bidrag til EU-budgettet omkring 24 mia. kr. (efter fraregning af rabatter m.v.), mens EU’s udbetalinger til Danmark er på godt 12 mia. kr.

Danmark er således nettobidragyder til EU med omkring 12 mia. kr. om året svarende til omkring 2.050 kr. pr. dansker.

Prisen for en ny Europapolitisk aftale kan meget vel blive en ekstra EU-regning til alle danskere på mindst 1.000 kr.

Det drejer sig også om beslutningskraften i EU

EU-landene bør i tide gøre sig klart, at et markant større og udvidet EU kun bliver i stand til at agere i væsentlige, globale konflikter, hvis man på den ene eller anden måde gør op med de nuværende krav om enstemmighed. Behovet for at kunne reagere hurtigt og kraftfuldt – uden at samtlige EU-lande i fremtiden nødvendigvis siger ja – er blevet understreget af resultatet af weekendens valg i Slovakiet. Med populisten Robert Fico som premierminister, kan det blive sværere for EU at enes om støtte til Ukraine.

I forvejen må EU tåle Ungarns Viktor Orbán, og det polsks valg den 15. oktober 2023 kan ligeledes kaste grus i den brede EU-opbakning, også militært, til Ukraine.

En ny europaaftale bør derfor efter regeringens opfattelse ende med, at Danmark aktivt bidrager til at styrke EU – bl.a. ved i det mindste at støtte flere flertalsafgørelser.

For EU er tabet af magten globalt er allerede i fuld gang. Tyngdepunktet skifter og EU taber indflydelse.

Mette Frederiksens regering havde en ændring af lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven, forældelsesloven og databeskyttelsesloven på lovprogrammet for 2022/23. Sigtet var en indskrænkning i mulighederne for aktindsigt, således at navne på offentligt ansatte kan undtages fra retten til aktindsigt.

I Regeringsgrundlaget fra december 2022 for SMV-regeringen fremgik det, at regeringen ville nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal skabe ”grundlag for, at der kan fremsættes forslag til en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser”.

SMV-regeringens lovprogram for 2023/24 nævner ikke offentlighedsloven, ligesom lovprogrammet er blottet for forslag vedrørende privat partistøtte, svingdørsansættelser eller lobbyisme.

https://www.stm.dk/statsministeriet/publikationer/lovprogram-for-folketingsaaret-2023-2024/

Kirkeministeriets departementschef Christian Dons Christensen har været i krydsild om arbejdspresset på Slotsholmen. Dons Christensen mener ikke, at ansvaret for det store arbejdspres i landets departementer bare kan parkeres hos den øverste ledelse, men undskyldte sig med, at “Vi spiller bare efter nodebladet”

Det er paradoksalt, at det netop er kirkeministeriets departementschef, der har skullet forsvare arbejdsforholdene i centraladministrationen.

Kristeligt Dagblad har gentagne gange dokumenteret, at Kirkeministeriet i adskillige sager har brugt bemærkelsesværdigt lang tid på at besvare henvendelser og håndtere sagsbehandlinger – til stor frustration for de involverede parter.

Kristeligt Dagblad har forelagt departementschef i Kirkeministeriet Christian Dons Christensen kritikken. Han medgiver, at ministeriet har et problem, når det handler om at behandle sager om samarbejde mellem menighedsråd, men at det helt overvejende skyldes corona, der de seneste to år har lagt stort beslag på ministeriets ressourcer, herunder det begrænsede antal juridiske sagsbehandlere, som ministeriet råder over.

Nu har kirkeminister Louise Schack Elholm imidlertid mistet tålmodigheden.

Ministeren har langt om længe bedt sit ministerium om at arbejde på at forbedre sagsbehandlingen. Udmeldingen er kommet som svar på et spørgsmål stillet af Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Men Morten Messerschmidt var tilsyneladende ikke tilfreds med svaret, for få dage senere stillede han et nyt spørgsmål, hvor han efterlyste konkret handling fra ministeren. Det spørgsmål er nu blevet besvaret med henvisning til ministeriets interne retningslinjer, som de ansatte nu vil få genopfrisket.

Som nævnt har Kristeligt Dagblad beskrevet, hvordan sagsbehandlingen i ministeriet kan vare i op til flere år. Ad flere omgange har forvaltningseksperter kritiseret Kirkeministeriet for ikke at leve op til kravene om god forvaltningsskik.

De interne retningslinjer, som kirkeministeren henviser til i sit svar til Morten Messerschmidt, er baseret på ombudsmandens guide. Retningslinjerne betyder blandt andet, at der ikke må gå mere end syv hverdage, før man får svar på en anmodning om aktindsigt, og at der i afgørelsessager skal gives en tidsfrist senest en måned efter modtagelse af sagen.

Som Kirkeministeriet selv påpeger, eksisterer reglerne allerede. Spørgsmålet er derfor om ministeriet overhovedet evner at leve op til helt almindelige forvaltningskrav?

Kristeligt Dagblad har spurgt Kirkeministeriet: Hvordan vil man i ministeriet sikre sig, at de interne retningslinjer vil blive overholdt fremover i forhold til ressourcer?

Svaret fra Kirkeministeriet er, at man har oplevet væsentlige forbedringer, siden kritikken opstod i 2022:

”Det er på den baggrund vurderingen, at sagsefterslæbet er afviklet i forhold til de sager, som gav anledning til omtale i Kristeligt Dagblad i foråret 2022. Ministeriet har fortsat fokus på, at alle henvendelser besvares og behandles inden for rimelig tid, og at information af berørte parter sker inden for ministeriets eksisterende budgetrammer,” svarer Kirkeministeriet i en e-mail.

Adspurgt, hvad det får af konsekvenser, hvis retningslinjerne ikke bliver overholdt i fremtiden, er svaret, at der arbejdes mere med ledelsesmæssigt fokus: ”Der er i Kirkeministeriet øget ledelsesmæssig fokus på retningslinjerne for god forvaltningsskik i sagsbehandlingen. Som alle andre myndigheder er Kirkeministeriet naturligvis omfattet af ombudsmandens mulighed for at holde øje med, om retningslinjerne for god forvaltningsskik overholdes,” lyder det. Det skal nu blive spændende at se om Kirkeministeriet og departementschef Dons Christensen fortsat bare vil ”spille efter nodebladet” eller faktisk begynde at ekspedere sagerne.

I begyndelsen af 1980’erne morede yngre fuldmægtige i de andre ministerier over, at Kirkeministeriets sagsbehandlere på postmøder næsten kom i slagsmål om at få lov til at behandle de få sager, der landede i ministeriet, og i en periode var det på Slotsholmen almindelig kendt, at Kirkeministeriet i realiteten blev ledet af formanden for betjentstuen!

Departementschef Christian Dons Christensen var tidligere ansat i Udenrigsministeriet, der heller ikke er kendt for effektiv forvaltning.

Den tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd var også kritisk. Selvom formanden fra sin ansættelse i Fødevareministeriet ikke var ubekendt med endog meget lange sagsbehandlingstider, mente han, at det var et negligeret politisk og ledelsesmæssigt ansvar at rette op på de utilfredsstillende forhold i Kirkeministeriet.

Som supplement til Kristeligt Dagblads bedrøvelige beskrivelser af Kirkeministeriet kan anbefales ”Fra psykopatklubben” af Erik Ib Schmidt, der var departementschef i økonomi- og Finansministeriet.

I erindringsbogen Fra psykopatklubben fra 1993 beretter han om sine mange oplevelser frem til 1968, herunder opvækst, studieår og familie, med hovedvægten på samspillet med politikerne i efterkrigstiden og det personlige engagement i 1930’ernes DKP og vilkårene under besættelsestiden.

I juni 2023 blev Hardeep Singh Nijjar myrdet uden for et sikh-tempel i British Columbia i Canada. Nijjar støttede åbenlyst sikh-separatistbevægelsen, der arbejder for et separat sikh-hjemland – et Khalistan.

I Indien nåede konflikten mellem Delhi-regeringen og Khalistan-bevægelsen et højdepunkt i 1980’erne, med et voldeligt oprør centreret i delstaten Punjab med et Sikh-flertal i befolkningen. Fire måneder efter operationen, den 31. oktober 1984, blev Indiens premierminister, Indira Gandhi myrdet som hævn af sine to livvagter, Satwant Singh og Beant Singh.

Ramaskriget over Gandhis død førte til slagtning af sikher i den efterfølgende Sikh-massakre i 1984.

Selvom bevægelsens ledere var blevet dræbt, tog kravet om en separat sikh-stat fart i de følgende år i Punjab. Volden fra sikh militante grupper støttet af Pakistan blev dog til sidst dæmpet af hårdhændede og effektive politi- og militæroperationer kombineret med en vis imødekommenhed fra den indiske regering. Da separatistbevægelsen led nederlag ved valget til Punjabs lovgivende forsamling i 1992, var oprøret stort set overstået i midten af 1990’erne.

Canada

I udlandet blandt medlemmer af sikh-diasporaer i lande som Canada, Australien og Storbritannien har Khalistan-bevægelsen stadig tilhængere. Den indiske regering har ofte reageret meget skarpt på Khalistan-krav fra sikh-separatister i vestlige lande, og det varede ikke længe efter mordet på Hardeep Singh Nijjar, før det i disse kredse med styrke blev påstået, at Indien stod bag mordet.

Modi-regeringen i Indien har insisteret på, at det ikke havde nogen rolle i mordet og tilføjede, at Nijjar var blevet udpeget som terrorist allerede i 2020 – en påstand, som hans tilhængere kraftigt benægter.

Sagen udviklede sig til en alvorlig konflikt mellem Indien og Canada, da Canadas premierminister, Justin Trudeau, sagde, at Canada undersøger troværdige påstande om Indiens involvering i mordet på sikh-separatistlederen.

Delhi afviste påstanden som “absurd” og bad Canada fremlægge beviser for påstanden.

Spændingerne mellem de to lande kom allerede i forgrunden under G20-topmødet i Delhi den 9. september, da Trudeau sprang over en officiel middag for lederne. Han holdt et kort møde med den indiske premierminister Narendra Modi, men eksperter beskrev deres kropssprog som “på 0-punktet”.

Et par dage senere fortalte Trudeau det canadiske parlament, at de forfulgte troværdige påstande om indiske agenters involvering i mordet på Nijjar.

Begge lande har siden udvist en række diplomater, og i sidste uge suspenderede Indien også ekspeditionen af visum-ansøgninger fra canadiere med henvisning til sikkerhedsproblemer på sine diplomatiske missioner i landet.

Torsdag sagde den canadiske premierminister, at det var ekstremt vigtigt at “konstruktivt og seriøst” engagere sig med Indien: “Indien er en voksende økonomisk magt og vigtig geopolitisk aktør. Og da vi præsenterede vores Indo-Pacific strategi så sent som sidste år, er vi meget seriøse med hensyn til at opbygge tættere bånd til Indien”, er han citeret for at sige.

“At the same time, obviously, as a rule of law country, we need to emphasize that India needs to work with Canada to ensure that we get the full facts of this matter,” he said.

USA, Storbritannien og Australien har opfordret Delhi til at medvirke ved undersøgelsen, men har undladt at kritisere Indien, som ses som et vigtigt bolværk mod Kinas ekspansion i Asien.

Niels Holck-sagen

Danmark kender udmærket til Indiens voldsomme reaktioner på ethvert udenlandsk forsøg på at bistå bevægelser, der truer Indiens enhed.

Indien har således i snart 30 år presset på for at få danskeren Niels Holck udleveret.

Holck-sagen har i en årrække været en voldsom belastning for relationerne mellem Indien og Danmark, men forholdet er begyndt at tø op. Den foreløbige kulmination indtraf, da Mette Frederiksen og Narendra Modi indgik en aftale om et strategisk grønt partnerskab mellem Indien og Danmark.

Håbet er, at danske erhvervsvirksomheder kan bidrage til Indiens grønne omstilling. I dag er Indien præget af kulfyring, forurening, sundhedstruende smog, beskidte floder og vandløb og bjerge af plasticaffald overalt.

I forbindelse med møder mellem den indiske og danske regering minder indiske medier stadig om, at sagen om danskeren, som i 1995 kastede godt fire tons våben ned over Purulia i det nordøstlige Indien, på ingen måde er glemt, og at Indien vedholdende vil insistere på at få manden udleveret.

Niels Holck (født 1961) var i december 1995 involveret i nedkastning af våben til en oprørsgruppe i den indiske delstat Vestbengalen. Hans medsammensvorne blev fanget og dømt, men det lykkedes Holck på spektakulær vis at flygte til Danmark, og han har siden været eftersøgt af Interpol

Den 23. juni 2023 indstillede Rigsadvokaten til Retten i Hillerød, at der kunne ske udlevering af Niels Holck til strafforfølgning i Indien.

Hvis det alligevel ender med, at Niels Holck bliver udleveret til Indien, skal han tilbage til Danmark, når  den indiske straffesag er afsluttet, lød det i pressemeddelelsen. Han vil således skulle afsone straffen fra en eventuel indisk dom i Danmark.

Indiens problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,3 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Det er dog ikke altid tilfældet. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er på mange måder et moderne demokrati med over 900 millioner stemmeberettigede ved parlamentsvalgene.

Narendra Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” sidder på magten.

Ønsker om et Hindustan

Kendsgerningen er at et stort flertal af indere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Sporadiske aktioner begået af fundamentalistiske muslimske ISIS-sympatisører overbeviser ligeledes mange hinduer om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af dekadent vestlig indflydelse, af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse har vist, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der i Indien en helt vild nationalistisk strømning, der er intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP). Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommision for International Religiøs Frihed de seneste år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet, og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Forfølgelser på alarmerende højt niveau

Der er ingen tvivl om, at krænkelserne af tros- og religionsfriheden i Indien er på et ”ganske højt niveau,” forklarer Marie Juul Petersen, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, i Kristeligt Dagblad.

”Religiøse minoriteter i Indien oplever stigende chikane, diskrimination og endda vold fra både statslige og ikke-statslige aktører. Statsborgerskabsloven fra 2019 er et tydeligt eksempel på statslig diskrimination af muslimer. Og under corona-pandemien har mange muslimer oplevet at blive gjort til syndebukke for virussen. Men også kristne er ifølge flere internationale og indiske kristne NGO’er udsat for chikane, hærværk og vold i stadig større grad,” lyder det fra Marie Juul Petersen.

Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Vil Indien udvikle sig til et egentligt Hindustan?

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Køge kommune – den kommune i Danmark der ligger suverænt i spidsen, når det gælder om at kradse parkeringsafgifter ind fra de sagesløse bilister, der måtte vove sig ind i kommunen – har nu fået et budget for 2024-27.

Efter tre år med en slags tilvalgs-enighed om vekslende dele af budgetaftalerne er der i år rigtig enighed. Alle partier og alle byrådsmedlemmer er med i det hele: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten – de Rød-Grønne, Radikale Venstre og Frit Fællesskab.

Ifølge Budgeterklæringen for budget 2024-27 leverer aftalen et ansvarligt budget inden for de aftalte økonomiske rammer der er fastsat i økonomiaftalen mellem Staten og Kommunernes Landsforening.

Budgetaftalen er imidlertid ingenlunde billig for skatteborgerne i kommunen.

Med samlede udgifter i 2024 på knap 6 milliarder kroner, hvoraf serviceudgifterne udgør 3,304 mia. kr. mens anlægsudgifterne på det skattefinansierede område udgør 221 mio. kr., døjer de godt 62.000 borgerne i Køge døjer i forvejen med en skatteprocent på 24,90 og en grundskyldspromille på 21,038. Inden Kommunalvalget i 2025 kan man ydermere se frem til nye skatteforhøjelser!

Ingen besparelser og effektiviseringer

Den brede enighed om budgettet har betydet at alle partier skal kunne se sig selv i aftalen. Derfor har det ikke været muligt at opnå enighed om effektiviseringer og besparelser. Til gengæld afspejler budgettet og nye udgiftskrævende initiativer partiernes kæpheste på en lang række områder.

Ansættelse af en borgerrådgiver

Forligspartierne er enige om den gode sagsbehandling der allerede er i gang, når det gælder god borgerdialog i Køge Kommune. Alligevel er Forligspartierne enige om, at der skal ansættes en borgerrådgiver, der kan fremme dialog og ”supplere det gode arbejde”.

Forligspartierne ønsker, at forvaltningen i første halvdel af 2024 fremlægger forslag til stillingsprofil til beslutning i Økonomiudvalget og Byrådet. Forligspartierne har med interesse læst om den model, der er i Hjørring, og inddrager dette i det videre arbejde. Forligspartierne ønsker, at borgerrådgivningsfunktionen varetager rådgivning og vejledning, men da forligspartierne øjensynlig ikke ønsker at belaste det gode forhold til de kommunale embedsmænd, skal borgerrådgiveren ikke have nogen tilsynsfunktion over den kommunale administration.

Energistyrelsen har senest den 28. september 2023 offentliggjort en status på energiforsyningen i Danmark.

Overordnet er energiforsyningen stabil på tværs af alle energikilder. Priserne er varierende og kan være høje i perioder, men situationen kan hurtigt ændre sig.

Energistyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strømforsyningen til forbrugerne den kommende fyringssæson, hvis forbrugerne fortsætter med at spare på energien som hidtil, vejret bliver gennemsnitligt, og vi undgår havarier og tekniske problemer på kraftværker og udlandsforbindelser.

Samtidig er gaslagrene næsten fyldte, hvilket er et godt udgangspunkt for den kommende fyringssæson. Det skyldes blandt andet, at der både har været en nedgang i gasforbruget, og at sidste vinter ikke var kold, hvorved de europæiske lagre har været nemmere at fylde over sommeren 2023 end i 2022.

Risiko for afbrydelse af gasleverancer til virksomheder

Det fremhæves dog, at Energistyrelsens erklæring om early warning fra d. 20. juni 2022  fortsat gælder. Det betyder, at hvis der skulle komme gasmangel, har Energistyrelsen en nødplan klar, der skal sikre, at forbrugerne kan få varmet deres huse op til vinter. Planen omfatter blandt andet frigivelse af nødlagre, men indebærer også, at leverancen af gas til de største gasforbrugende virksomheder i en periode kan afbrydes helt eller delvist.

Ifølge Energistyrelsen mangler der ikke olie, men der forventes forhøjede oliepriser – i hvert fald året ud.

Energistyrelsen forventer ikke mangel på træpiller og biomasse.

Elforsyningen

Forsyningen af el er i øjeblikket stabil, og hvis vejret bliver gennemsnitligt, forventer Energistyrelsen ikke mangel på strøm den kommende fyringssæson, men der er øget risiko i forhold til normale år.

Forsyningssituationen afhænger blandt andet af vejret, herunder temperatur, nedbør, og om der vil være lange perioder med vindstille og skyet vejr, hvor forsyningen af grøn strøm fra vindmøller og solceller svigter. Desuden afhænger den af, at forbrugerne fortsætter med at spare på strømmen og flytter forbruget til timer med størst elproduktion. Der er typisk mest vedvarende energi i elsystemet, når elpriserne er lavest.

Forsyningssituationen påvirkes desuden af uforudsete hændelser, herunder nedbrud eller længerevarende vedligehold af elproducerende anlæg.

Priserne på el er svingende og kan i perioder blive meget høje. Det gælder for eksempel, når der er et sammenfald imellem højt elforbrug og lav produktion fra vedvarende energi som vind og sol.

Kul i dansk elforsyning

I Danmark er der truffet en politisk beslutning om at udskyde lukningen af dele af tre danske kraftværker. Det stiller ifølge Energistyrelsen Danmark bedre i forhold til risikoen for strømafbrydelser og bidrager til, at vi er bedre rustet til denne vinter end den foregående.

Kullets udfasning udskudt

Energi- og klimapolitikere i en række partier forventede tidligere, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle have været indstillet allerede i 2022. I 2023 skulle Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

I Danmark er der i lyset af Ruslands invasion i Ukraine og energiforsyningssituationen truffet en politisk beslutning om at udskyde lukningen af kulfyringen på Fynsværket, Studstrupværket og Esbjergværket.

Det stiller efter Energistyrelsens opfattelse Danmark bedre i forhold til risikoen for strømafbrydelser.

Fortsat omfattende kulimport

Danmark køber derfor stadig masser af kul. Selvom gaspriserne er faldet tilbage på niveauet før krigen i Ukraine, og siden energikrisen var på sit højeste, fortsætter den danske import af kul på et højt niveau.

Ifølge Energistyrelsens månedlige energistatistik blev der i 1.halvår af 2023 importeret omkring 880.000 tons kul til elproduktion. Samtidig forbrugte de 4 kraftværker 620.000 tons, og kullagrene ultimo juli 2023 var på over 800.000 tons – svarende til omkring halvdele af de seneste årsforbrug.

Berlingske Tidende har gennem et år rejst landet rundt for at foto- og videodokumentere udbredelsen af iltsvind i de danske farvande. Optagelserne, der er lavet med drone fra luften såvel som med undervandskamera fra havbunden, er blandt andet lavet i Limfjorden, Odense Fjord, Vejle Fjord og Roskilde Fjord, men også i Øresund og Sydfyn. Alle steder er der fundet tegn på fiskedød og iltsvind i en eller anden grad.

Den nyeste iltsvindsrapport fra Aarhus Universitet, der blev offentliggjort umiddelbart inden Berlingske Tidende, publicerede sin iltsvindsreportage, viser, at årets lune september bød på det kraftigste iltsvind i 20 år. Limfjorden, de østjyske fjorde og det sydlige Lillebælt var særligt hårdt ramt. Selv Kattegat, der normalt sjældent oplever udbredt iltsvind, var ramt.

Er synderne landbrug og fiskeri?

Berlingske har forelagt resultatet af iltsvindsreportagen for en række eksperter, der peger på landbruget som hovedårsag. Det er landbrugets udledning af gødning fyldt med næringsstoffer som især kvælstof, der flyder med åerne ud i fjorde og kystnære havområder og giver næring til algerne. Når de mange alger dør og rådner, forbruger det ilten i vandet.

Udover at være den største synder er landbrugets kvælstofudledning samtidig én af de faktorer, vi som samfund rent faktisk kan gøre noget ved. I modsætning til for eksempel klimaforandringer og de stigende temperaturer, der sætter ekstra skub i iltsvindet: Algerne vokser – og nedbrydes – hurtigere i varmere vand, og varmt vand kan rumme mindre ilt end koldt.

Skal problemet løses inden for en overskuelig fremtid, skal landbruget enten nedbringe dets udledning af kvælstof – eller også bør 15 og 20 procent af det areal, der dyrkes i dag omlægges til natur.

Eksperterne mener også at meget fiskeri har en ødelæggende effekt på havmiljøet. For eksempel kan bundtrawl ødelægge ålegræsenge, som er ekstremt vigtige habitater for fiskeyngel. Og muslingefiskeri fjerner de muslinger, der lever af algerne.

Hos forskningsinstitutionen Seges, der er stiftet af landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer, anerkender chefkonsulent Flemming Gertz, at kvælstofudledningen fra landbruget er en del af problemstillingen. Men man overser effekten fra fosfor, og man overser spildevand fra byerne, og opfattelsen af, at man ved blot at reducere landbruget får løst problemet, er i hans øjne ”forsimplet”.

Danmark skal ligesom de andre EU-lande i 2027 leve op til EU’s vandrammedirektiv. Det er ikke gået upåagtet hen på Christiansborg, at i Holland har regeringens planer om at begrænsehusdyrproduktionen og landbrugets udledning af kvælstof netop lidt skibbrud

Miljøaktivisterne vs. dansk landbrug

Selvom eksperterne ifølge Berlingske Tidende understreger, at niveauet af iltsvind ikke er på niveau med de allerværste år i 1990erne og 00erne, kan der være grund til at erindre om tilblivelsen af Vandmiljøplan I for snart 40 år siden.

Allerede i begyndelsen af 1980’erne stod miljøaktivisterne overfor dansk landbrug. Det handlede om det moderne landbrug. Påstanden var allerede dengang, at landbruget bærer hovedansvaret for grundvand og vandmiljø. En del af de gødningsstoffer, der tilføres afgrøderne, udledes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør og med forrådnelsens forbrug af ilt fører til iltsvind og fiskedød m.v.

Diskussionen har hele tiden gået på mængden af kvælstof og fosfor, balancen og om de primære kilder var nationale – herunder landbruget, eller om de danske farvande blev ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene og fra Nordsøen.

Tilfælde af iltsvind i visse fjorde gav for knap 40 år siden anledning til alarm og i 1984 udarbejdede Miljøstyrelsen en såkaldt NPO-redegørelse, hvor N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.

Daværende landbrugsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, venstremanden Niels Anker Kofoed og håndgangne mænd i landbrugsministeriet i tæt samarbejde med Axelborg – ikke mindst de Danske Landboforeninger (forløberen for Landbrug & Fødevarer) – fik i 1985 rejst så meget tvivl om redegørelsen, at redegørelsens anbefalinger vedrørende især kvælstofreduktioner ikke blev gennemført.

Vandmiljøplan I

Slagsmålet fortsatte imidlertid, og førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk, og mens Danmarks Naturfredningsforening med direktør David Rehling i spidsen spillede en hovedrolle, var et ganske farverigt persongalleri involveret:

Statsminister Poul Schlüter (K), landbrugsminister Britta Schall Holberg (V), miljøminister Christian Christensen (KrF), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K), Miljøstyrelsen underdirektør Jørgen Henningsen, og kontorchef i De Danske Landboforeninger, Kristian Østergaard.

Oktober 1986

Situationen i 1986 mindede om den situation Berlingske Tidende i oktober 2023 beskriver. I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det kom frem i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

 På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra, vides ikke med bestemthed, men direktøren i Naturfredningsforeningen, David Rehling, er et godt gæt.

En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

Tv-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, stillede sig beredvilligt og velforberedt til rådighed for DR, og forklarede skråsikkert i TV-avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøets indhold af kvælstof og fosfor:

• Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
• Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
• Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter Naturfredningsforeningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti, der havde sympati for Naturfredningsforeningens synspunkter, var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti.

De konservative havde netop vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han tankeløst ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen langt fra var passiv. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningens direktør, David Rehling, lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

• De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
• Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
• Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
• Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller på Axelborg!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Den radikale ordfører var Lone Dybkjær og hendes dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede internt i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landboforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radioavisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsminister Poul Schlüters vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres valgkredse.

Nu er der gået næsten 40 år siden den første vandmiljøplans tilblivelse.

Igen står miljøinteresser overfor landbrug og fiskeri. Diskussionerne går stadig på mængden af kvælstof og fosfor, der udledes til grundvand og vandmiljøet, balancen mellem kvælstof og fosfor og om de primære kilder er nationale, herunder landbruget, eller om de danske farvande bliver ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene og Nordsøen. Hertil kommer en diskussion om fiskeri og trawlfiskeris betydning for vandmiljøet.

Ida Auken, fødevareordfører i Socialdemokratiet, siger i Jyllands-Posten den 29. september 2023: ”Lad mig slå helt fast, at Socialdemokratiet vil have en CO2-afgift, der sikrer, at vi når vores klimamål”.

”En CO2-afgift på landbruget, som bringer os i mål med omstillingen: Det er meget tæt på at sige, at der kommer en afgift i produktionsleddet. Jeg har i hvert fald ikke set en model, hvor det kan gøres i køledisken. Det tror jeg heller ikke, at Venstre har.”

Ida Auken åbner for, at afgifter på mælk og oksekød kan komme i spil. Men kun i kombination med en landmandsafgift: ”Det kan vise sig, at man ved at lægge en lille del i køledisken – og samtidig have en afgift på produktionsleddet – kan gøre landmændene mere klimakonkurrencedygtige. En kombination er ikke utænkelig.”

Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) forventer en ensartet klimaafgift på landbruget i 2024. Dele af Venstre har ligeledes tilsluttet sig planerne om at indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

Dermed står dansk landbrug står over for store udfordringer.

Klimarådets vurdering af konsekvenserne for landbruget af en CO2-afgift

Den 20. februar 2023 offentliggjorde Klimarådet en ny analyse af ”Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift”. Klimarådet anbefaler en afgift på 750 kr. pr. ton CO2, selvom Rådet er vidende om, at en afgift af den størrelse vil medføre et underskud for mange landbrug.

Klimarådet mener selv, at deres analyse viser, hvordan en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton ”kan forventes at fremme en mere klimavenlig landbrugsproduktion”, og hvilke konsekvenser en afgift vil få for forskellige dele af landbruget.

Konsekvenser for landbruget

Ifølge Klimarådet vil en CO2-afgift på 750 kr. pr. ton medføre et gennemsnitligt underskud på 631.000 kroner for danske kvægbedrifter. Til sammenligning kan man i dag regne med et gennemsnitligt overskud på 1.045.000 kroner før ejerløn. Klimarådet anbefaler dog stadig et afgiftsniveau på 750 kr. pr. ton CO2, da man mener, at det vil ”gennemtvinge en nødvendig strukturel omstilling”.

Grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde

Klimarådet fraråder at give tilskud til omstillingen, da det vil trække den i langdrag. Klimarådet har ikke regnet på, hvad de økonomiske konsekvenser bliver for ejendomspriserne, men anerkender, at grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde.

Andre forringelser af landbrugets rammevilkår

Derudover er der også andre belastende indgreb på vej i retning mod landbruget, herunder fordobling af det økologiske areal og omlægning af lavbundsjord til græs eller økologi.

Erhvervet må samtidig leve med en offentlig administration i Fødevareministeriet og i Miljøministeriet, der betyder uregelmæssigheder i udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte og idelige tilbagebetalingskrav.

Hvordan er det gået i Holland?

I Holland står striden endnu ikke først og fremmest om en CO2-afgift, men snarere om regeringens forøg at begrænse landbrugets udledninger af kvælstof.

Men der er dybe uenigheder i Holland om, hvor omfattende eventuelle reformer bør være, og sammenstød om den rolle, som nye teknologier bør spille i dem.

Denne sommer brød forhandlingerne mellem den hollandske regering og de nationale landbrugsorganisationer sammen og siden har Rutte-regeringen måtte træde tilbage.

Med industrien udsat for pres fra EU forskes der på kraft i teknologier, der kan begrænse kvælstofudledningen således at de bebudede store nedskæringer i antallet af husdyr i Holland kan begrænses.

De fleste miljøforkæmpere er skeptiske over for hurtige teknologiske løsninger på kvælstofkrisen. Ammoniakemissionerne fra husdyrbrug i Holland, har alt for længe været på høje niveauer, ​​og nu er den eneste løsning at reducere nationens besætninger af køer, grise og høns. Dermed bliver en ændring af landbrugsproduktionen væk fra husdyrbrug uundgåeligt i det lange løb.

Uanset løsning, er Holland nødt til dramatisk at skære ned på sine kvælstof-emissioner, hvis man skal leve op til EU’s direktiver.

Hvem skal betale?

Men hvem skal betale for en overgang til et mere bæredygtigt system? Bør den private sektor reguleres hårdere? Hvad sker der med alle dem, der er beskæftiget i mejerier og slagterier, der er baseret på intensivt husdyrbrug?

Hvordan disse spørgsmål har rystet Holland i de sidste 4 år, bør være et lærestykke for andre lande, der står over for deres egne økologiske og klimamæssige udfordringer, og de gør klogt i at forberede sig på en hård omgang.

Kvælstofemissioner fra det intensive husdyrbrug er ikke det eneste miljøproblem, som hollandsk landbrug står over for. Afstrømning af pesticider og gødningsstoffer skader vandløbene, og på trods af et fald i de seneste år er sektoren stadig ansvarlig for 16 pct. af de hollandske CO2-emissioner. 

Politiske konsekvenser

Da det nystartede Farmers-Citizens Party, BoerBurgerBeweging BBB, kom til magten i Hollands landdistrikter tidligere på året, lovede det at modsætte sig centrale bestemmelser i regeringens nitrogenplaner.

BBB-lederen Caroline van der Plas har sagt, at partiet befinder sig på den ”sociale højrefløj” og blev stiftet med et fokus på landbruget og tyndtbefolkede områder. Efterfølgende er målgruppen blevet udvidet: ”Holland har tydeligt vist, at vi er trætte af den hidtidige politik. Det handler ikke bare om kvælstof, det handler om borgere, som ikke bliver set, hørt, eller taget seriøst”

”I lang tid har jeg set den vrede, der er uden for de store byer, og jeg har set den måde hovedstaden har ladt landområderne i stikken. Folk uden for byerne spørger mig, hvem der taler deres sag. Jeg taler også smedenes og lastbilchaufførernes sag”, har hun udtalt til flere medier.

EU-reglerne

Men det virkelige problem for partiet og dets allierede i den hollandske kød- og mejeriindustri er ikke i Haag; det er i Bruxelles. EU-regler kræver beskyttelse af Natura 2000-områder, og hvis Holland ikke kommer med en holdbar plan for at forhindre dem i at blive yderligere beskadiget af kvælstofudledning, vil det risikere store bøder.

For det meste er der konsensus i Holland om, at ændringer er nødvendige for at beskytte miljøet, især når det kommer til husdyrbrug. Selv den magtfulde hollandske landbrugsorganisation LTO, siger, at den “accepterer sit ansvar” for at beskytte biodiversiteten og klimaet.

Men hvilken slags forandring, og hvor dybt den skal løbe, er langt fra afgjort

Selvom Mark Ruttes regeringskoalition afsatte 24,3 milliarder euro (26,2 milliarder dollars) til at finansiere omlægningen af landbruget, og omkring 7,5 milliarder euro (8,1 milliarder dollars) blev øremærket til at opkøbe op til 3.000 “peak emitter” farme, lykkedes det ikke at blive enige.

Efter måneders forhandlinger med Ruttes kabinet meddelte LTO i slutningen af ​​juni, at forhandlingerne om fremtiden for hollandsk landbrug var ramt en blindgyde, og at det trak sig ud . Parterne var kommet i et dødvande om, hvor mange køer der kunne holdes pr. hektar, og om reglerne om udledninger skulle være bindende eller frivillige.

Modvilligt sagde Ruttes kabinet, at det med eller uden LTO’s støtte ville udarbejde og gennemføre sin egen landbrugsreformplan. Men sammenbruddet af forhandlingerne var et ildevarslende tegn for regeringen. 

Mark Ruttes regering går af

En måned senere, hvor den direkte anledning var en strid med medlemmer af hans koalition om asylpolitik, meddelte den længst siddende premierminister i hollandsk historie sin afgang .

 Mark Rutte forbliver indtil videre som leder af et forretningsministerium indtil der formentlig i november kan afholdes valg.

Ruttes fratræden chokerede de fleste politiske iagttagere. Men ikke BBB. Siden deres store sejr i marts, havde partiets embedsmænd forudsagt den regerende koalitions død og fortalt journalister, at de forventede, at parlamentsvalget ville blive afholdt inden årets udgang.

Er Holland en advarsel til andre lande?

De sidste fire år i Holland har været et advarselstegn for den globale miljø- og klimabevægelse. Når konkrete planer om at håndtere biodiversitet, kvælstof og klimaændringer kolliderer med folks levebrød og daglige tilværelse kan og vil der opstå kaos og konflikter.

Allerede nu er Hollands politiske vanskeligheder begyndt at sive over dets grænser til andre dele af Europa. I samme uge, som Rutte trådte tilbage, blev EU’s flagskibsprojekt “Green Deal” knap vedtaget i en stærkt omstridt afstemning i Europa-Parlamentet. I månedsvis havde lobbyister for landbrugsindustrien ført hård kampagne mod loven. 

Uden for afstemningslokalet mødtes rivaliserende demonstranter med plakater og bannere. På den ene side stod Greta Thunberg sammen med en skare af ungdommelige miljøforkæmpere og opfordrede parlamentarikere indenfor til at “vedtage den stærkest mulige lov.” På den anden side var bønder fra 20 lande fra hele Europa samlet for at demonstrere mod Green deal og dusinvis mødte naturligvis frem med deres traktorer til protesten.

Den 15. oktober skal 38 millioner polakker vælge et nyt parlament. Vil den polske regering, ledet af det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed – PiS – kunne fortsætte?

Under Pis har Polen faktisk opnået status som en betydningsfuld og respekteret europæisk magt. Fra at være et forarmet østland, er den polske økonomi nu Europas sjettestørste, og forud for parlamentsvalget viser meningsmålingerne en relativt solid føring til Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), der siden 2005 har været den helt dominerende politiske kraft i Polen og siden 2015 har regeret landet og opnået solide valgsejre ved valgene i 2015 og 2019.

Men PiS-regeringen har også lagt sig ud med flere af sine europæiske naboer. Polen har ellers ofte været nævnt sammen med Ungarn og som en del af den såkaldte Visegradgruppe, der omfattede Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. Men siden Ruslands invasion af Ukraine er det stærkt russisk-kritiske Polen drevet væk fra det mere russisk-venlige Ungarn.

Med 38 millioner indbyggere er Polen per definition et vigtigt land i EU. Lægger man dertil den store rolle, nationen spiller i håndteringen af Ukraine-krisen, er det et land, der ikke er til at komme udenom. På hjemmefronten er PiS-regeringen imidlertid langt fra blevet mere demokratiske eller optaget af retsstat og menneskerettigheder.

Polen har i flere år ligget i åben krig med Europa-Kommissionen, som har tilbageholdt milliarder af euro i støtte, fordi Warszawa har nægtet at rette sig efter Kommissionens krav om, at Polen genetablerer politisk uafhængige domstole. Det polsk-tyske forhold befinder sig også på et historisk lavpunkt – navnlig efter at PiS-regeringen kom med sit krav om, at Tyskland skal betale polakkerne milliarder af euro i krigsskadeserstatninger fra Anden Verdenskrig, en sag, den tyske regering anser for afgjort for længe siden.

Senest har den polske regering lagt sig ud med de ukrainere, man hidtil har støttet så ivrigt. Den nye strid opstod, da den polske regering – sammen med Ungarn og i første omgang også Slovakiet – vedtog at forlænge en embargo mod ukrainsk korn, efter at EU-embargoen udløb i september. Embargoen blev indført i foråret, da der var udsigt til, at det ukrainske korn ville oversvømme et i forvejen mættet europæisk marked og presse priserne og dermed de europæiske landmænds indtægter ned. Det mener Kommissionen nu ikke længere er tilfældet, og man lod embargoen udløbe.

Men den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, var uenig og lukkede grænserne for at forsvare de polske landmænds interesser.

Sagen har givet sammenhæng med, at regeringspartiet PiS er ude i en knivskarp valgkamp, og at fortsat støtte fra Polens 1,3 millioner landmænd og de mange millioner polakker, der lever på landet, er altafgørende, hvis partiet skal fastholde regeringsmagten.

Den polske regering har siden ladet forstå, at man fortsat vil lade ukrainerne fragte deres korn gennem Polen i transit, blot det ikke læsses af undervejs.

En anden sag, der har rokket ved Polens image blandt sine allierede, er den visumskandale, der eksploderede, da det tidligere på måneden kom frem, at polske myndigheder mod bestikkelse har givet migranter fra især Asien og Afrika Schengenvisa – og dermed adgang ikke blot til Polen, men til alle EU’s Schengenlande. En polsk viceudenrigsminister er siden blevet fyret, og syv personer er blevet tiltalt for korruption.

Ifølge den polske regering drejer sagen sig kun om cirka 250 tilfælde, men oppositionen sætter antallet langt højere, potentielt titusindvis af tilfælde. I alt udstedte de polske myndigheder i 2021 næsten en million opholdstilladelser, hvilket ifølge EUs statistiske kontor udgjorde en tredjedel af alle udstedte opholdstilladelser i EU det år.

Skandalen har ført til stærke reaktioner fra såvel Tyskland som EU, og Tyskland har indført midlertidig grænsekontrol ved Tysklands grænser til Polen og Tjekkiet.

Sagen er politisk ubekvem for regeringspartiet PiS, al den stund Warszawa altid har markeret sig stærkt kritisk over for, hvad man anser for en alt for liberal asylpolitik i EU. Således har PiS bedt de polske vælgere om på selve valgdagen at tage stilling til det kompromis om asylpolitikken, som EU’s regeringer vedtog tidligere i år – mod Polens og Ungarns stemmer. De polske vælgere skal stemme ja eller nej til spørgsmålet: ”Ønsker De adgang for tusindvis af illegale immigranter fra Mellemøsten og Afrika som følge af den tvungne omfordelingsmekanisme, der er pålagt os af det europæiske bureaukrati.”

Polske vælgere opfatter sagen og udlandets kritik som forsøg på at blande sig i valgkampen for at få valgt, Donald Tusk, oppositionens leder. Og dermed forstærkes det billede af Tusk, de statskontrollerede medier tegner: som en politiker, der, hvis han bliver regeringschef, vil gøre alt det, EU beder ham om.

I meningsmålingerne står Lov og Retfærdighed og dets støtteparti til 38 procent af stemmerne. Donald Tusks centrumhøjreparti Borgerkoalitionen står til 30 procent. Tusks mulige koalitionspartnere, venstrefløjspartiet Lewica og Den Tredje Vej, der udgøres af tv-personligheden Szymon Holownias parti Polska 2050 og det gamle, liberale bondeparti PSL, står til hver ti procent.

Det kan, med blot en lille forskydning, bringe det radikalt højreorienterede Konfederacija med p.t. ni procent i spil som kongemager i polsk politik.

Så valgkampen er hård og uforsonlig. PiS’ leder, Jaroslaw Kaczynski, har kaldt sin hovedmodstander, Donald Tusk, ”personificeringen af det onde i Polen, den rene og skære ondskab”. Tusks Borgerkoalition har ophængt valgplakater med Kaczynskis portræt og teksten: ”Jeg er truslen. Mod din familie. Mod dine børn. Mod dit helbred. Mod dine penge. Mod Polen.”