Tilliden til Danmarks offentlige institutioner er for nedadgående. En ny måling foretaget af Voxmeter i perioden fra den 1. november til den 7. november 2023 viser, at over halvdelen af danskerne har fået mindre tillid til systemet.

Voxmeter-undersøgelsen kan tages som udtryk for en folkestemning, og problemet er, at det går den forkerte vej!

Hvis man skal forklare det, kan man tage fat i nogle af de sager, der har været, som har trukket stor opmærksomhed. På det overordnede politiske plan er der blandt de større skandaler for eksempel minksagen og FE-sagen, men der er mange andre sager, der indikerer, at der i Danmark er samfundsinstitutioner, der ikke fungerer, som de skal.

Byggeskandalerne med de nye supersygehuse

Massive budgetoverskridelser og talrige forsinkelser plager flere af de nye supersygehuse, som har været undervejs i årevis.

Tre kommende supersygehuse ventes at blive seks år forsinket og markant dyrere end planlagt. Særligt tre gigaprojekter er så meget bagud, at hospitalerne først ventes at kunne tages fuldt og helt i brug i 2026 – seks år senere end planlagt. Problemerne med de kommende supersygehuse i Odense, Aalborg og Hillerød i Nordsjælland er beskrevet i en ny statusrapport, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet tidligere på året har sendt til Folketinget.

Hillerød

I Hillerød skulle det helt nye supersygehus oprindeligt have slået dørene op for patienter i 2020, men byggeriet er stadig ikke afsluttet.

Budgettet for Hillerød-projektet lød oprindeligt på knap 4,9 mia. kr. i 2022-priser, men forsinkelser og overskridelser har betydet, at det er blevet 2,3 mia. kroner dyrere, og kvadratmeterprisen er hoppet fra cirka 43.000 kr. til omkring 63.000 kr.

Samtidig er byggeriet forsinket med seks år og ventes nu først færdigbygget i 2026. Der er formentlig risiko for yderligere problemer, forsinkelser og ekstraregninger, inden det står færdigt.

Det samme er sket med Region Hovedstadens andre byggeprojekter på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Bispebjerg.

Den næststørste budgetoverskridelse finder man i Aalborg, hvor det kommende supersygehus ventes at gå 28 pct. over budget og blive seks år forsinket. Her lyder ekstraregningen på knap 1,5 mia. kr.

Også i Odense er det kæmpestore, nye universitetshospital i økonomiske vanskeligheder med en budgetoverskridelse på ca. en halv milliard kroner. Det kommende supersygehus – kaldet Nyt Odense Universitetshospital – bliver samtidig seks år forsinket.

Sundhedsministeriets ansvar

Budgetoverskridelserne og forsinkelserne er indtruffet på trods af, at sygehusbyggerierne angiveligt har været under ”skærpet tilsyn” fra Sundhedsministeriet.

I alt omfatter de statsstøttede supersygehusprojekter 16 forskellige byggerier af nye og moderniserede sygehuse over hele landet. Den samlede investering er på 52,8 mia. kr. i 2022-priser.

Uanset Sundhedsministeriets ”skærpede tilsyn” (?) er sygehusbyggerierne en økonomisk katastrofe i slowmotion med kurs mod byggeskandalernes Hall of Fame, side om side med DR Koncerthuset og Niels Bohr-byggeriet!

Statens vagthund, Rigsrevisionen, er langt om længe kommet på banen og har indledt en forundersøgelse af byggeriet i Hillerød.

Partiets nuværende medlem af Europa-Parlamentet, Emma Wiesner, er spidskandidat, og hun vil fokusere på klimaspørgsmål, landbrug og de svenske landmænds interesser.

På 2. pladsen kommer Abir Al-Sahlani, der lægger vægt på, at EU skal være ”den goda stormakten” og stå samlet i en urolig tid, hvor verden behøver lederskab.

Svante Linusson på 3. pladsen vil fokusere på kunstig intelligens, og de muligheder og risici, AI indebærer.

Centerpartiet (C) også kaldet Centern, er et liberalt og økohumanistisk svensk politisk parti. Partiet har historisk i lighed med danske Venstre været et agrarparti.

Der er stort set ingen erfaringer med indførsel af klimaafgifter på landbrugets biologiske processer. Skatteministeriet har således til Folketinget oplyst, at man ikke har kendskab til lande, der har indført en beskatning eller CO2-afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger.

Alligevel aftalte et bredt flertal i Folketinget I sommeren 2022 en CO2-afgift på 750 kroner for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem. Landbruget var ikke umiddelbart omfattet af aftalen, men SVM-regeringen har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at landbruget også skal pålægges en CO2-afgift.

Regeringen vil fremlægge et forslag til en afgift, når en ekspertgruppe er kommet med sine anbefalinger sidst på året. Venstrefløjen og Det Konservative Folkeparti har på forhånd sagt ja til en CO2-afgift på landbruget, og kun Danmarksdemokraterne har utvetydigt afvist, at Danmark skulle gå enegang og indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

New Zealand er det eneste andet land i verden, som lige nu arbejder med en lignende CO2-afgift. For få uger siden besluttede New Zealands Labour-ledede centrum-venstre regering at udsætte klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser fra starten af 2025 til udgangen af 2025. Selvom man i New Zealand i princippet har tilsluttet sig en afgift er man på ingen måde i mål hverken med beregningsmodellen eller niveauet for en afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20 kroner pr. ton CO2, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2, der tales om i Danmark.

En dansk enegang med CO2-skat på landbruget vil især påvirke den animalske produktion, men berøre hele landbrugserhvervet.

Professor Michael Svarer, der er formand for den ekspertgruppe, der senere vil fremlægge anbefalinger, sagde onsdag den 8. november 2023 på landbrugets delegeretmøde i Herning, at det er uundgåeligt, at en CO2-afgift på landbruget vil føre til lavere jordpriser – og dermed værditab for landmændene. Det vil ske uanset om dele eller hele provenuet fra en afgift tilbageføres til landbrugserhvervet.

 Udover de økonomiske konsekvenser for dansk landbrug, vil en afgift også få politiske omkostninger. Venstre vil næppe kunne holde til at forblive i regeringen, og der er dermed udsigt til samme konsekvenser, som DONG-salget havde for Socialistisk Folkepartis deltagelse i Helle Thornings regering.

Den svenske avis Aftonbladet kan fredag med kilde i det svenske telegrambureau TT, berette, at Sverigedemokraternes ungdomsorganisation, Ungsvenskarna, har åbnet for debatten om et Swexit.

Emil Eneblad, national talsmand for Ungsvenskarna, ønsker at sætte spørgsmålet om et EU-exit på dagsordenen.

Hvis overdragelsen af kompetence til Bruxelles fortsætter “på en uacceptabel måde”, bør Sverigedemokraterna arbejde for et svensk exit fra EU, mener partiets ungdomsorganisation.

”Jeg synes, at vores vælgere fortjener en politik, hvor de ved, at hvis EU fortsætter med at overtage stadig mere magt, så er der et alternativ, og det alternativ er Swexit”, siger Emil Eneblad, der er national talsmand for Ungsvenskarna ifølge avisen.

Han mener, at spørgsmålet skal sættes på dagsordenen inden det kommende valg til Europa-Parlamentet i juni 2024.

Ledelsen i Moderaterna er ikke enig med ungdomsforbundet. Partisekretær Mattias Bäckström Johansson mener, at det er mere konstruktivt at presse på for en grundig evaluering af EU-medlemskabet: “Det er det vigtige – ikke at overføre mere magt til EU, og at vi sørger for at identificere områder, hvor vi kan flytte den besluttede magt tilbage”.

Krigen i Ukraine fik Frankrig til at opgive sin traditionelle holdning til at begrænse EU’s udvidelse. Paris tilsluttede sig i princippet Berlins traditionelle, pro-udvidelsesorienterede holdning.

10 lande har banket på døren.

Ukraine og Moldova er anerkendte kandidatlande, og Bosnien-Hercegovina blev gjort til kandidatland sidste år.

Balkanlandene Albanien og Nordmakedonien har indledt forhandlinger om optagelse. De sluttede sig dermed til Serbien og Montenegro, som har ligget i forhandling et årti. Vi må ikke glemme Tyrkiet, hvis 18 år gamle forhandlinger har siddet fast længe.

Kosovo og Georgien har foreløbig kun status som ”potentielle kandidater”.

Regeringerne i Tyskland og Frankrig erkendte samtidig, at en ny østudvidelse med Ukraine, Moldova – og måske yderligere med en række balkanlande – kræver grundige reformer af EU.

Regeringerne i Tyskland og Frankrig meddelte derfor den 23. januar 2023 med en fælles pressemeddelelse fra German Federal Foreign Office og fra French Ministry for Europe and Foreign Affairs at de havde bestilt en vismandsrapport, der kunne danne grundlag for en kvalificeret debat om det europæiske samarbejdes fremtid.

Vismandsrapporten: Report of the franco-german working group on the EU institutional reform – SAILING ON HIGH SEAS: REFORMING AND ENLARGING THE EU FOR THE 21ST CENTURY forelå i slutningen af september 2023.

I begyndelsen af oktober drøftede EU’s stats- og regeringschefer på et uformelt møde i Granada for første gang mulige ændringer i EU. På mødet i det Europæiske Råd i december ventes en beslutning om, hvorvidt der skal indledes medlemsforhandlinger med Ukraine og Moldova.

De seneste uger har pro-palæstinensiske demonstrationer præget gadebilledet i flere større byer herhjemme grundet krigen mellem Hamas og Israel.

Når unge venstreorienterede til en demonstration ender med at stå side om side med herboende muslimer med Hizb ut-Tahrirs og ISIS’ flag og kampråb som “Islam er besat, det skal løses med Jihad”, “From the river to the sea, Palestine will be free” og ”Khaybar, Khaybar, oh, jøder, Muhammeds hær vil vende tilbage” kombineret med Hizb ut-Tahrirs flag, er der grund til bekymring.

De truende kampråb, som de unge ikke nødvendigvis til fulde forstår betydningen af, er voldsomt provokerende i en tid, hvor danske jøder modtager trusler af den eneste grund, at de er jøder.

Enhedslisten og Hamas

Da det viste sig, at Enhedslistens mangeårige samarbejdspartner, Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP), der udspringer af terrororganisationen Folkefronten til Palæstinas befrielse, PFLP, havde deltaget i Hamas-terrorangrebet på Israel den 7. oktober, foregav partiet, at det kom som en stor overraskelse.

Under Folketingets 1. behandling den 5. maj 2021 af B 251 – Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af bistand til det palæstinensiske selvstyre – sammenlignede Enhedslistens ordfører, Christian Juhl, danske frihedskæmpere med Hamas og terrorister.

På tænketanken EUROPA’s Europakonference den 6. november 2023: På vej mod en stadig større og modstandsdygtig union? – påpegede et panel med DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Claus Jensen, formand for Dansk Metal, Merete Juhl, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG Group, og Lars Petersson, CEO i VELUX Group, at de vigtigste udfordringer for erhvervslivet og det indre marked i EU kommer fra manglende arbejdskraft og sendrægtig myndighedsbehandling. Samtidig var der behov for flere investeringer, mere forskning og frihandelsaftaler med ”verden omkring os”.

Angående frihandelsaftaler blev der flere gange udtrykt frustration over, at der endnu ikke er indgået aftaler med landene i Sydamerika og med Australien.

EU-MERCOSUR-frihandelsaftalen

I mere end to årtier har EU og de såkaldte MERCOSUR-lande – Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argentina – forhandlet en frihandelsaftale. Aftalen er i princippet indgået men endnu udestår ratificeringen i de enkelte EU-lande.

Centralt i EU-Mercosur-aftalen er en øget import af kød og soja til EU. Modstandere af handelsaftalen påpeger, at kød- og sojaproduktionen allerede en af hovedårsagerne til de voldsomme skovbrande i Brasilien, der truer ikke blot vores natur og klima, men også oprindelige folk.

FN’s panel for biodiversitet har understreget, at det industrialiserede landbrugs brug af pesticider og den øgede produktion af soja og kød er afgørende årsager til klima- og biodiversitetskriserne. Aftalen vil desuden føre til en øget eksport af biler produceret i EU til landene i forhandlingsblokken i Sydamerika, hvilket vil øge de globale drivhusgasudledninger.

Selvom en række lande anfører miljø- og klimaargumenter som begrundelse for deres modstand mod aftalen, er der i lande som Frankrig også hensynet til egne landbrugsinteresser.

Sammenbruddet mellem Australien og EU

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Australien er for nylig kørt fast, og parterne er skiltes uden at aftale nye møder.

Hovedgevinsten for Australien ved en aftale vil ligesom det gælder for Mercosur-aftalen være øget adgang for deres landbrugsprodukter til EU´s købedygtige marked. EU vil til gengæld vinde ved at få mere sikre forsyninger af helt afgørende mineraler til EU´s grønne og digitale udvikling.

I EU spiller hensynet til egne landbrugsinteresser i visse lande en afgørende rolle. EU vil således ikke give tilstrækkelig markedsadgang for primært fåre- og oksekød, ligesom lande som Italien og Frankrig insisterer på, at Australien skal respektere EU´s regler om “geografiske indikatorer”, der betyder, at f.eks. fetaost fra Australien ikke må sælges i EU som Feta.

EU-Kommissionen har presset på for en aftale med Australien, der ville kunne give et markant løft i samhandelen, styrke EU´s konkurrenceevne på det australske marked og ikke mindst give øget forsyningssikkerhed for vigtige mineraler.

Selvom en række EU-lande nok erkender, at Australien er en stormagt med eksport af afgørende mineraler som litium og store depoter af sjældne jordarter, som EU har afgørende behov for, er disse lande ikke indstillet på at give køb på deres nationale landbrugsinteresser og tillade fri import af fåre- og oksekød fra Australien.

I 2021 vedtog kommunalbestyrelsen i Gentofte ”Temalokalplan for hegning”, der slog fast, at kommunen helst ser, at hegning foretages med levende hegn – liguster, bøg eller andet. Hvis grundejere foretrækker faste hegn – støttemure, stensætninger, højbede og lignende anlæg – med en samlet højde på mere end 1 meter, skal de rykkes mindst 1 meter væk fra vejen, og at de skal dækkes af beplantning!

Sigtet med lokalplanen var et politisk ønske om at sikre ”det grønne udtryk i Gentofte”.

Selvom mange grundejere i Gentofte har inddraget garager og p-pladser på egen grund til andre formål, og i stedet parkerer på offentlig vej, der gør mange af Gentoftes idylliske villaveje stort set ufremkommelige, kunne grundejerne i Gentofte stadig bygge carporte og garager ud mod vejskel i hele grundens længde, i op til 2,5 meters facadehøjde.

Den trafik blev dog stoppet på det seneste møde i kommunalbestyrelsen. Her vedtog 17 ud af de 19 medlemmer den 30. oktober 2023 ”Lokalplan 438 – Temalokalplan for sekundære bygninger”.

Den 31. oktober 2023 blev kommunens grundejere pr. e-post underrettet om, at sekundære bygninger (med en længde af højest 7 meter) fra den 30. oktober 2023 skal opføres mindst 1 meter fra vejskel, og den del, der vender ud mod offentlig vej, skal dækkes af beplantning.

Venstre stritter imod

Af kommunens underretning fremgik det, at Venstre ikke havde stemt for Temalokalplanen for sekundære bygninger, og ”Villabyerne” har kunnet supplere med oplysninger om, hvorfor Venstres to medlemmer af kommunalbestyrelsen nægtede at stemme for lokalplanen:

“Hegn og hæk er vi i forvejen lidt splittede på. Vi spørger os selv, hvor går grænsen for at bruge af skatteborgernes penge på at administrere regler? Den går her for vores vedkommende. Vi ønsker at give en større frihed til borgerne,” lød det bl.a. fra Marie Brixtofte i salen.

Det fik den konservative formand for Byplanudvalget, Jesper Marcus, op af stolen:

“Som jeg hører det, vælger Venstre nu af ideologiske grunde ikke at bevare Gentofte som en grøn kommune? Venstre vil tillade at bygge i 2,5 meter op til skel, det vil ændre Gentoftes grønne udtryk markant. Normalt synes jeg også, vi skal være påpasselige med at begrænse borgernes handlemuligheder. Men vi kan bare konstatere, at det allerede har ændret Gentoftes karakter, at flere og flere vælger at bygge i skel.”

Og han tilføjede: “Vi forhindrer ikke nogen i at bygge, men vi sætter nogle krav. Vi beder blot om, at det rykkes én meter ind på grunden og at det begrønnes.”

Venstres Mads Justesen, der var suppleant for Morten Løkkegaard, pointerede, at Venstre som udgangspunkt har tillid til borgerne: “Mange deler sigtet om det grønne Gentofte. Vi har allerede fået en god temalokalplan, der sikrer det, så vi behøver ikke mere,” sagde han.

Den konservative Jesper Marcus slog to streger under uenigheden: “Jamen, vi har jo allerede set den her udvikling, jeg beskrev. Hvis man ikke ønsker at få det stoppet, fair nok. I har et ønske om at tillade bygninger i 2,5 meters højde, det har vi så ikke.”

Det er nu en måned siden, at Hamas den 7. oktober fuldstændig overraskede Israel med et terrorangreb, der dræbte over 1400 mennesker. Siden da er volden kun eskaleret, og Israels modangreb har dræbt tusinder.

Israel ledes af premierminister Benjamin Netanyahu, der har været landets regent siden december sidste år, men har mange år som premierminister bag sig. For at genvinde stillingen som premierminister ved sidste valg begyndte hans Likud-parti at samarbejde med religiøse højrefløjspartier. Det er en af   grundene til, at tingene igennem dette år har været mere urolige end normalt i Israel. Konflikten mellem Israel og Palæstina har stået på i lang tid, men har også ændret sig i den tid, Benjamin Netanyahu har været premierminister.

Den internationale opinion om forholdene i Israel har i høj grad været formet af den uafhængige israelske avis, Haaretz, der også udgives i en engelsksproget udgave. Haaretz er kendt for sin dybtgående rapportering og kritiske analyse af israelske og mellemøstlige spørgsmål. Avisen indtager ofte en progressiv og liberal holdning til forskellige politiske og sociale spørgsmål, og dens redaktionelle holdninger er kendt for at lægge vægt på menneskerettigheder, borgerrettigheder og en to-statsløsning for konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Der er ingen tvivl om, at Haaretz er en af de mest indflydelsesrige og respekterede aviser i Israel og regionen, men det er samtidig ikke overraskende, at en progressiv og venstreorienteret avis har indtaget en kritisk holdning til en højreorienteret regerings rets- og bosættelsespolitik og til premierminister Benjamin Netanyahu, som Haaretz altid har været en svoren modstander af.

Har Benjamin Netanyahu taget fejl?

Netanyahu har aldrig lagt skjul på, at han ikke har ønsket oprettelsen af en palæstinensisk stat og derfor ikke har set en to-statsløsning som værende i Israels sikkerhedspolitiske interesse.

Spørgsmålet er, om hans strategi om at holde Gaza-striben adskilt fra Vestbredden og sikre, at Det palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority, PNA eller PA) aldrig fik den forudsatte autoritet, har givet bagslag?

De begivenheder, der startede den 7. oktober 2023, er uden fortilfælde. Sidste gang enheder af jødiske og palæstinensiske krigere – militære eller paramilitære – gik i kamp over en så bred front i Israel-Palæstina var i 1948. Der har naturligvis været forskellige kampe gennem årene i Gaza såvel som i byer på Vestbredden som Jenin, og israelske og palæstinensiske enheder kæmpede mod hinanden i Libanon i 1982. Men der er ingen parallel til omfanget af det, der er sket siden lørdag den 7. oktober, og ikke siden 1948 har palæstinensiske krigere angrebet jødiske samfund i dette omfang.

Abraham-aftalerne

Det morderiske og umenneskelige angreb fra Hamas kom, netop som det så ud til, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu var ved at lykkes med sin strategi om at ignorere palæstinenserne og skabe fred med den arabiske verden.

Hamas-angrebet har på godt og ondt mindet israelerne og verden om, at palæstinenserne stadig er her, og at den århundredgamle konflikt her involverer dem, ikke emiraterne eller saudierne.

I sin tale ved FN’s Generalforsamling for to uger siden præsenterede Netanyahu et kort over “Det Nye Mellemøsten”, der skildrer staten Israel, der strækker sig fra Jordanfloden til Middelhavet og bygger en “korridor af fred og velstand” med sine naboer i hele regionen, herunder Saudi-Arabien. En palæstinensisk stat eller endda samlingen af skrumpede enklaver, som Det Palæstinensiske Selvstyre tilsyneladende kontrollerer, optræder ikke på kortet.

Siden han første gang blev valgt til premierminister i 1996, har Netanyahu forsøgt at undgå enhver forhandling med den palæstinensiske ledelse, men har i stedet valgt at omgå den og skubbe den til side. Israel har ikke brug for fred med palæstinenserne for at trives, hævdede Netanyahu gentagne gange; Israels militære, økonomiske og politiske styrke er tilstrækkelig uden fred med palæstinenserne.

Det faktum, at Israel i årene med hans styre, især mellem 2009 og 2019, oplevede økonomisk velstand og dets internationale status forbedret, var i hans øjne et bevis på, at han fulgte den rigtige vej.

Abraham-aftalerne, der blev underskrevet med Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, og senere også Sudan og Marokko, styrkede denne tro endegyldigt. “I de sidste 25 år har vi gentagne gange fået at vide, at fred med andre arabiske lande først vil komme, når vi har løst konflikten med palæstinenserne,” skrev Netanyahu i en artikel i Haaretz før sidste valg. “I modsætning til den fremherskende holdning,” fortsatte han, “tror jeg, at vejen til fred ikke går gennem Ramallah, men uden om den: I stedet for at den palæstinensiske hale logrer med den arabiske verden, argumenterede jeg for, at fred skulle begynde med arabiske lande, hvilket ville isolere palæstinensisk stædighed.”

En fredsaftale med Saudi-Arabien skulle være prikken over i’et i den plan, som Netanyahu har brugt år på at forberede.

Ariel Sharon

Det var ikke Netanyahu, der opfandt adskillelsespolitikken mellem Gaza og Vestbredden eller brugen af Hamas som et redskab til at svække Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og dens nationale ambitioner om at etablere en palæstinensisk stat. Daværende premierminister Ariel Sharons “tilbagetrækningsplan” fra Gaza fra 2005 byggede på denne logik. Hele spørgsmålet om den palæstinensiske stat blev fjernet fra dagsordenen på ubestemt tid, og dermed blev der ikke nogen politisk proces med palæstinenserne.

Netanyahu vedtog ikke blot denne tankegang, han tilføjede også bevarelsen af Hamas’ styre i Gaza som et redskab til at styrke adskillelsen mellem striben og Vestbredden. I 2018 accepterede han for eksempel, at Qatar ville overføre millioner af dollars om året til finansiering af Hamas-regeringen i Gaza.

Burde IDF have udraderet Hamas?

“Netanyahu vil have Hamas på benene og er klar til at betale en næsten ufattelig pris for det: halvdelen af landet lammet, børn og forældre traumatiseret, huse bombet, mennesker dræbt,” skrev Israels nuværende informationsminister, Galit Distel Atbaryan, i maj 2019, da hun endnu ikke var gået ind i politik, men var kendt som en fremtrædende Netanyahu-støtte. “Og Netanyahu gør – i en slags skandaløs, næsten ufattelig tilbageholdenhed – ikke det nemmeste: at få IDF til at vælte organisationen. Spørgsmålet er, hvorfor?”

Distel Atbaryan fortsatte: “Hvis Hamas kollapser, kan Mahmoud Abbas kontrollere striben. Hvis han kontrollerer det, vil der være stemmer fra venstrefløjen, der vil opmuntre til forhandlinger og en politisk løsning og en palæstinensisk stat, også i Judæa og Samaria [Vestbredden] … Dette er den virkelige grund til, at Netanyahu ikke eliminerer Hamas-lederen, alt andet er bullshit.”

Sverigedemokraterna, SD, fik 21,6 procent i Aftonbladet/Demoskops meningsmåling i november. Det er en fremgang på 2 procentpoint siden sidste måned og det højeste tal i tre år for partiet. Sverigedemokraterne er Sveriges næststørste parti efter Socialdemokraterne med 36,2 pct. af stemmerne.

Ifølge analysen hænger den øgede støtte til SD dels hænger sammen med et stærkt fokus i det svaneske mediebille på bandevold, terrortrusler og indvandring. SD har normalt en relativt høj grad af tillid blandt vælgerne i spørgsmål vedrørende retshåndhævelse. Ifølge meningsmålingen har SD taget vælgere fra Moderaterne og Kristendemokraterne.

SD’s partisekretær Mattias Bäckström Johansson siger i en kommentar til Aftonbladet, at stigningen skyldes, at SD har en klar politik i spørgsmål relateret til indvandring og kriminalitet.

Hvis der var valg i Sverige, tyder meningsmålingen på, at oppositionen med 51,9 pct. af stemmerne under ledelse af Socialdemokraterne (Sveriges Socialdemokratiske Arbejderparti) ville vinde og fremtvinge en regeringsændring.

Kristersson-regeringen er den svenske regering siden 18. oktober 2022, dannet af statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterne, M. Regeringen er en mindretalsregering bestående af Moderaterne (Moderata samlingspartiet), Kristdemokraterna og Liberalerna, med parlamentarisk støtte fra Sverigedemokraterna.

Regeringsgrundlaget er den såkaldte ”Tidöavtalet” – en skriftlig overenskomst mellem partierne Kristdemokraterna, Liberalerna, Moderaterna og Sverigedemokraterna, som blev offentliggjort den 14. oktober 2022. Tidöavtalet, som har navn fra Tidö slott, hvor regeringsforhandlingerne blev afholdt, banede vejen for dannelsen af Kristerson-regeringen efter det svenske riksdagsvalg i 2022.