I Danmark har der været talt om bæredygtighed siden offentliggørelsen af Brundtland-rapporten i 1987. FN’s Verdensmål fra 2015 (SDG – Sustainable Development Goals) har betydet, at bæredygtighedsdiskussionen tilsyneladende fik konkret indhold, og mange politikere og erhvervsfolk demonstrerer deres ståsted i bæredygtigheds-og klimadebatten med en SDG-roset i knaphullet.

I erhvervslivet tales der også i møder og strategier om bæredygtighed, selvom kun omkring hver 10. virksomhed har fastsat konkrete mål. Det forhindrer dog ikke, at de fleste virksomheder ved festlige lejligheder og især i markedsføringssammenhænge fuldt og helt bakker op om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Uden blusel hævder selv de mest klimabelastende industrier, at de har en stærk interesse i, at kloden og økonomien udvikler sig bæredygtigt – socialt såvel som miljømæssigt.

Med alvorstung ansvarlighed anføres det, at hvis den globale økonomi ikke udvikler sig bæredygtigt, og når verden ikke de opstillede mål, kan der være risiko for stigende uro, konflikter, øget global opvarmning og dermed også mere usikre betingelser for vækst og den fremtidige afsætning.

Den enkelte virksomhed er derfor parat til at gå langt for at overbevise kunder og aktionærer om, at virksomheden lever op til sit ansvar for bæredygtig udvikling og vækst. “Miljøvenlig” og “klimaneutral” er blevet termer, der indgår i markedsføringen af processer og produkter uden at forbrugerne har en jordisk chance for at efterprøve påstandene.

Rådgiverne

Rådgivningsbranchen har for længe siden øjnet forretningsmulighederne. Virksomhederne bombarderes med tilbud om, at de 17 SDG’er (Sustainable Development Goals) bør være et centralt element i enhver virksomheds arbejde med CSR – Corporate Social Responsibility.

Virksomheder søges overbevist om, at kunder, myndigheder, banker, leverandører og samarbejdspartnere i stigende grad ønsker at samarbejde med virksomheder, som klart kan vise, hvordan de bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling i verden. I den aggressive markedsføring tilbydes ekspertbistand til at hjælpe danske virksomheder med at indarbejde SDG’erne i mål og strategier, så de skaber øget top- og bundlinje på en effektiv måde – for både virksomheden selv og resten af verden.

Revisions- og rådgivningsbrancherne har samtidig travlt med at overbevise virksomheder om, at et selskabs værdi ikke længere alene kan baseres på finansielle informationer og finansielle data.

Det hævdes, at investorer og analytikere i stigende grad inddrager data for bæredygtighed – såkaldte ESG-data (Environmental, Social and Governance) i deres vurdering af selskabers værdiskabelse og i analysen af selskabets langsigtede vækstmuligheder.

Derfor er det afgørende at professionalisere ESG-processer og ESG-data – noget revisorer, rådgivere og marketingsfolk gerne for en passende betaling er virksomhederne behjælpelig med!

Nye EU-regler for anprisning

En undersøgelse fra EU-Kommissionen fra 2020 viste, at 53,3 pct. af de undersøgte miljøanprisninger i EU blev anset for at være vage, vildledende eller ubegrundede, og at 40 pct. var udokumenterede. Manglen på fælles regler for virksomheder, der fremsætter frivillige grønne anprisninger fører ifølge EU-Kommissionen til “greenwashing” og skaber ulige vilkår på EU’s marked til skade for reelt bæredygtige virksomheder.

De hidtidige regler i “Unfair Commercial Practice Directive (UCPD)” har vist sig at være svære at bruge til at regulere områder, der beskæftiger sig med budskaber indenfor den grønne omstilling – for eksempel i forhold til energimærker eller reduktion af CO2-udledning.

Der har således ikke været specifikke regler for hvordan producenterne skulle oplyse om deres bærerdygtighedsdimensioner, så forbrugeren ved, hvad de grønne budskaber på produkterne helt præcis betyder. UCPD-direktivet kommer specielt til kort, når udsagnene om produkterne er vage eller generelle, såsom ”klimaneutral”, ”grøn” eller ”miljøvenlig”.

Den 22. marts 2023 offentliggjorde EU-Kommissionen i Bruxelles forslag til fælles kriterier mod greenwashing og vildledende miljøanprisninger.

Efter direktivforslaget – ”Green Claims Directive” eller formelt “Directive on substantiation and communication of explicit environmental claims” – vil forbrugerne få større klarhed over og større sikkerhed for, at noget, der markedsføres som grønt, rent faktisk også er grønt.

Europa-Parlamentet og Rådet nåede i september 2023 frem til foreløbig enighed om direktivforslaget og reglerne vedrørende produkters miljøaftryk (PEF) og kategoriregler (PEFCR). Virksomheder, der vælger at fremsætte en “grøn anprisning” om deres produkter eller tjenesteydelser, skal fremover overholde minimumsnormer for, hvordan de underbygger disse påstande, og hvordan de kommunikerer dem.

Forslaget er rettet mod eksplicitte anprisninger, som f.eks. “T-shirt fremstillet af genanvendte plastflasker”, “CO2-kompenseret levering”, “Emballage fremstillet af 30 pct. genanvendt plast” eller “Havvenlig solcreme”. Hvis det f.eks. angives, at emballagen er “bionedbrydelig”, kræver direktivet, at det klart specificere hvordan (f.eks. “Emballagen er biologisk nedbrydelig inden for en måned i tilfælde af hjemmekompostering”).

Forslaget angår således de “eksplicitte miljøanprisninger”, defineret som de anprisninger, der står på etiketter eller i tekstform. Det betyder, at de implicitte anprisninger, der kan ligge i produkters emballage, der er grøn eller viser frodige skove, ikke reguleres af forslaget fra Kommissionen.

Forslaget, som det foreligger, kræver ikke nødvendigvis, at produktanprisninger skal baseres på den samme standardiserede dokumentationsmetode som f.eks. detaljerede livscyklusanalyser af virkninger langs hele et produkts forsyningskæde, men anerkender at forholdene for produkter varierer.

Et af de kontroversielle emner i de sidste års mærkningsdebat har været virksomhedernes påstande om CO2- eller kulstofneutralitet. Påstande, der ofte fremsættes uden at det nødvendigvis specificeres, at kulstofneutraliteten kun har kunnet opnås ved at købe kompensationer – certifikater, der dokumenterer, at der er plantet træer et eller andet sted.

Påstande om, at klimapåvirkningen fra et produkt er “netto nul”, mens det ikke er foretaget forbedringer af processen – og kulstofneutraliteten kun er resultatet gennem indkøbte CO2-certifikater, bliver nu forbudt.

Retspraksis i mange lande har allerede skabt præcedens, og nu kan EU med de nye regler kræve, at kulstofanprisninger tydeligvis skal være inden for samme produkts livscyklus, eller i det mindste ærligt deklarere, at klimaeffekten kun er opnået ved indkøbte kompensationer.

Direktivets krav til virksomheder om at kunne underbygge deres grønne påstande indbefatter, at virksomheder for det første skal oplyse, hvor stor en del af produktet som udsagnet omfatter. For det andet skal påstandene eller udsagnene være baseret på anerkendt, videnskabelig dokumentation. Og for det tredje kan man ikke bruge udsagnene eller påstandene, hvis de er lovkrav, altså hvis det f.eks. er bestemt ved lov, at sugerøret til en juice-brik ikke må være lavet af plastik, så kan man ikke reklamere med, at man ikke bruger plastik i sugerøret.

Mærkningsordninger

Forslaget vil også regulere miljømærker. Der findes i øjeblikket i EU mindst 230 forskellige mærker, og noget tyder på, at dette fører til forvirring og mistillid blandt forbrugerne. For at kontrollere udbredelsen af sådanne mærker vil nye offentlige mærkningsordninger ikke være tilladt, medmindre de udvikles på EU-plan, og eventuelle nye private ordninger vil skulle udvise højere miljøambitioner end eksisterende ordninger og være omfattet af en forhåndsgodkendelse. Der er detaljerede regler om miljømærker generelt: De skal også være pålidelige, gennemsigtige og uafhængigt verificerede, ligesom de skal gennemgås regelmæssigt.

Ikraftræden

Med et stort flertal – 593 mod 21 – godkendte EU-parlamentet onsdag den 17. januar 2024 de nye regler.

Ifølge EU-Kommissionen forventes Rådet at kunne vedtage det endelige direktiv i slutningen af 1. halvår 2024 således at reglerne kan træde i kraft fra 1. januar 2026.

Eksisterende forbud mod vage, ubegrundede og vildledende markedsføring

I Danmark har Forbrugerombudsmanden behandlet en række sager om såkaldt “greenwashing”, hvor Forbrugerombudsmanden har fundet, at virksomheders brug af udsagn om miljø og bæredygtighed i deres markedsføring har været vildledende. Forbrugerombudsmanden har ikke foretaget politianmeldelse af virksomhederne, men har i stedet indskærpet reglerne over for virksomhederne. Forbrugerombudsmanden har dog oplyst, at virksomheder fremover skal forvente at blive politianmeldt, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at de anvender vildledende udsagn.

I de pågældende sager har virksomheder bl.a. ved at markedsføre deres produkter som bæredygtige, selvom de ikke har haft tilstrækkelig dokumentation herfor gjort sig skyldige i vildledende markedsføring og greenwashing. Flere af virksomhederne oplyste, at baggrunden for udsagnene om bæredygtighed var, at produkterne f.eks. bestod af 100 pct. økologisk bomuld, 50 pct. genanvendt materiale eller at produkterne var certificerede. Dette mente Forbrugerombudsmanden dog ikke kunne begrunde, at produkterne blev markedsført som bæredygtige.

Forbrugerombudsmanden udtalte i sin pressemeddelelse af 16. december 2022, at en virksomhed, der markedsfører sit produkt som bæredygtigt, skal kunne dokumentere, at blandt andet produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer. Forbrugerombudsmanden uddyber i pressemeddelelsen, at virksomheder skal kunne markedsføre konkrete miljømæssige fordele ved deres produkter, men at når virksomheder markedsfører deres produkter som bæredygtige uden at kunne dokumentere det, er det vildledende markedsføring. 

Bæredygtige byggerier i Danmark?

Forbrugerombudsmanden anbefalede generelt at lade være med at markedsføre noget som bæredygtigt i en pressemeddelelse, og i et interview med Byrummonitor slog Forbrugerombudsmanden for nyligt fast, at der ikke findes byggerier i Danmark, der er bæredygtige.

Alligevel har Danwatch og Byrummonitor fundet den type markedsføring på 13 ud af 20 hjemmesider for selskaber, der beskæftiger sig med byggeri.

Professor i medieret Sten Schaumburg-Müller har gennemset de 13 eksempler. Han vurderer, at de bliver tæt ved umuligt at dokumentere for virksomhederne. 

“Der er et krav om, at de skal kunne dokumentere det, og det er svært, så det er formentlig i strid med markedsføringsloven”, siger Sten Schaumburg-Müller, professor i medieret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Er fossile brændstofselskaber bæredygtige?

The Advertising Standards Authority (ASA), der er Storbritanniens uafhængige markedsføringsorgan, der påser at annoncer i britiske medier overholder markedsføringsreglerne (the Advertising Codes), har for nylig forbudt flere Shell-annoncer i en reklamekampagne for virksomhedens vedvarende energivirksomhed, fordi den ikke oplyste, at energigigantens vigtigste indtægtskilder fortsat er olie og gas.

Advertising Standards Authority (ASA) offentliggjorde onsdag den 7. juni 2023 forbuddet mod 3 specifikke Shellannoncer: “Annoncerne var vildledende, fordi de udelod væsentlig information om den overordnede miljøpåvirkning af Shells forretningsaktiviteter i 2022,” sagde ASA i en erklæring (We told Shell UK Ltd to ensure that their future ads featuring environmental claims did not mislead by exaggerating or, omitting material information about, the proportion of their business activities that were comprised of lower carbon activities).

ASA forbød også af lignende grunde annoncer fra andre fossile brændstofselskaber, Spaniens Repsol SA og Malaysias Petronas International, som inkluderede online- og tv-reklamer.

Adfree Cities, den britiske NGO, der gjorde ASA opmærksom på Shell- og Repsol-annoncerne, har opfordret til et forbud mod alle annoncer for fossile brændstoffer, svarende til det forbud, der er pålagt tobaksselskaber i Storbritannien og EU.

“Shell og andre udvidelser af fossilt brændstof bør slet ikke have lov til at reklamere på grund af deres historiske og vedvarende rolle i at ødelægge planeten,” sagde Veronica Wignall, meddirektør for Adfree Cities, i en pressemeddelelse.

Shell, der er meget uenige med ASA-forbuddet, og ikke mener selskabet vildleder forbrugerne, sagde i en erklæring til Bloomberg, at “folk udmærket er klar over, at Shell i dag producerer og sælger den olie og gas, de er afhængige af”.

Forbrugerombudsmanden fraråder at markedsføre noget som bæredygtigt

En række brancher vil formentlig have svært ved at leve op til markedsføringslovens krav om at påstande om bæredygtighed skal kunne dokumenteres.

Forbrugerombudsmanden har således for nyligt fastslået, at der ikke findes byggerier i Danmark, der er bæredygtige.

Shell-sagen fra Storbritannien viser også, at fossile brændstofselskaber skal være varsomme med at markedsføre sig på bæredygtighed – de er i høj-risiko for at løbe ind i anklager om greenwashing!

Politiforbundet har på vegne af 13 polititjenestemænd ved Sydøstjyllands Politi klaget over DR’s dokumentar ”Forfulgt af Politiet?”

Dokumentaren, der blev sendt den 8. oktober 2023, overtræder efter Politiforbundets vurdering de presseetiske regler. Desuden er der faktuelle fejl i dokumentaren, der ifølge betjentene ubegrundet insinuerer, at politiet skulle have kørt en hetz mod familien i Vejle.

Som eksempel på dokumentarens uredelige fremstilling er nævnt, at der er blevet lagt en lydeffekt af et spark ind over en scene. I et interview med filmmagasinet Ekko bekræfter Thomas Falbe fra DR han, at der er tilføjet lyd, og han forklarer, at det er scener fra et overvågningskamera uden lyd, og at det er helt normal procedure at lægge lyd under de steder, der mangler.

Fagfolk undrer sig over, at DR tilsætter lydeffekter i noget, der i øvrigt præsenteres som dokumentation.

Det er imidlertid ikke første gang DR manipulerer med filmklip.

I september 2007 fratrådte journalist Jeppe Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr.

Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllands-Posten, at han i en reportage bragt i DR’s udenrigsmagasin ”Horisont” den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.

Berlingske Tidendes korrespondent i USA, Jacob Heinel Jensen, kunne den 20. december 2023 med slet skjult fryd meddele, at ”Donald Trump er en færdig mand i Colorado”.

Desværre kan man ikke regne med Jacob Heinels rapporter fra USA. Realiteten er, at Trump er sikret deltagelse i de amerikanske primærvalg, der begynder allerede den 15. januar 2024 i delstaten Iowa.

Det Republikanske Parti i Colorado har bedt USA’s Højesteret om at omgøre dommen fra højesteretten i Colorado den 19. december 2023, hvor Trump blev erklæret ikke valgbar ved delstatens primærvalg den 5. marts 2024.

Appellen i USA’s Højesteret har opsættende virkning i forhold til dommen fra Colorados Højesteret.

Dommen kunne ellers have fjernet Donald Trumps navn fra stemmesedlen, når delstatens republikanske vælgere ved primærvalget i marts 2024 skal pege på en præsidentkandidat i 2024.

Det skyldtes den tidligere præsidents rolle i stormløbet på Kongressen 6. januar 2021.

I en tilsvarende sag i Michigan fik Trump lov til at blive på stemmesedlerne ved primærvalget i Michigan.

En gruppe demokratiaktivister organiseret i ”Free Speech For People” ville forhindre Trump i at blive genvalgt til embedet som USA’s præsident, men i den amerikanske delstat Michigan afviste højesteret onsdag udelukkelsen af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump fra det republikanske præsidentvalg. I deres korte begrundelse erklærede de syv dommere, at de “ikke var overbeviste om, at de stillede spørgsmål skulle gennemgås af denne domstol”, før primærvalget finder sted den 27. februar næste år.

I Michigan erklærede dommer Elizabeth Welch – en af fire dommere udpeget af demokraterne – at Michigans valglov er fundamentalt forskellig fra Colorados. I Colorado kræver loven, at kandidater er “berettigede” til kandidatur. I Michigan-sagen kunne sagsøgerne ikke have henvist til en lignende bestemmelse i statens valglov.

”Free Speech For People” havde også anmodet om Trumps udelukkelse fra primærvalgene i Minnesota og Oregon. I Minnesota blev dette afvist, i Oregon er sagen stadig i gang. Sagsøgerne påberåber sig hver især den 14. ændring til den amerikanske forfatning. Dette udelukker medlemmer af regeringen fra fremtidige embeder, hvis de har deltaget i et “oprør eller oprør” mod den forfatningsmæssige orden.

Trump er stadig den klare favorit i kapløbet om den republikanske præsidentnominering og fører meningsmålinger med stor margin. De republikanske primærvalg begynder den 15. januar i staten Iowa, og i Colorado er primærvalgene planlagt til 5. marts. Den primære vinder vil møde den siddende Joe Biden fra Det Demokratiske Parti ved præsidentvalget den 5. november 2024.

Det er imidlertid en kendsgerning, at den 77-årige ekspræsident Donald Trump faktisk er blevet tiltalt for at forsøge at omstøde resultatet af valget i 2020. En af straffesagerne blev indledt af det føderale retsvæsen, den anden af Georgias statslige retsvæsen. Retssagerne forventes at begynde næste år midt i valgkampen.

Det skandaleramte Dansk Institut for Partier og Demokrati, har på Enhedslistens foranledning kanaliseret danske ulandsmidler til terrororganisation i Palæstina.

Instituttet, der blev stiftet ved lov i maj 2010, har muliggjort at Enhedslisten og andre danske partier har kunnet kanalisere danske skattepenge til venner i Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika.

Instituttets sekretariat har svigtet fatalt, men der kan også stilles spørgsmål ved Udenrigsministeriets mangelfulde tilsyn.

Instituttets første direktør, Bjørn Førde, var ansvarlig da Enhedslisten indledte det dansk finansierede samarbejde med deres venner i Palæstina, terrororganisationen DFLP. Førde, der var tidligere generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, fik ikke bremset samarbejdet. Hans efterfølgere – den radikale Rasmus Helveg Petersen, Lisbeth Pilegaard og Mathias Parsbæk Skibdal – fandt ej heller anledning til at advare bestyrelsen.

Nu søger DIPD med ansøgningsfrist den 14. januar 2024 ny direktør. Det bør dog ikke afholde Rigsrevisionen, Statsrevisorerne og Udenrigsministeriet straks at indlede en kulegravning af en organisation, der fra starten har været et misfoster i dansk ulandspolitik.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE16700883/saadan-gik-det-til-at-palaestinensere-med-en-bevaebnet-gren-blev-hjulpet-af-dansk-ulandsstoette/

—

Den 29. december 2023 åbner Energinet for verdens længste højspændings elkabel. Det kommer nok bag på de fleste danske strømforbrugere, at de har finansieret en højspændingsforbindelse mellem Danmark og England. Men faktum er, at det sidste led af det store søkabel Viking Link, nu er installeret på havbunden i Nordsøen. England og Danmark er dermed fuldt elektrisk forbundet.

Anlægsarbejdet med etableringen af Viking Link, verdens længste jævnstrøms-søkabel, mellem Danmark og England, er nu afsluttet. Den 765 km lange forbindelse, som Energinet og den engelske samarbejdspartner, National Grid, har brugt 10 år på at planlægge og bygge, koster noget over 20 milliarder kroner, hvor Energinets andel løber op i 13 mia. kr.

Projektet skaber en ny elmotorvej, der kan eksportere og importere strøm via en 1400 MW forbindelse, svarende til mere end 1,4 millioner husstandes elforbrug. Overføringskapacitet på 1.400 MW svarer til kapaciteten på tre en halv Anholt havmøllepark.

Forbindelsen vil ifølge Energinet bidrage til at sikre forsyningssikkerheden i begge lande, såvel som i resten af Europa. Samtidig kan Viking Link bidrage til at sikre, at den grønne strøm – uanset hvor den er produceret i Europa – bliver brugt. Den vedvarende energi kan dermed ifølge Energinet komme ud og gøre nytte, hvor behovet er størst, og sætte yderligere skub i den grønne omstilling og mere effektiv udnyttelse af energiressourcerne på tværs af landegrænser.

Viking Link er samtidig forbundet med en højspændingsforbindelse i Vestjylland fra Idomlund ved Holstebro til grænsen. Dermed kan Viking Link gøre det muligt at el-producenter i Danmark kan eksportere vindmøllestrøm til Storbritannien og tyske kulkraftværker kan eksportere strøm via Danmark til Storbritannien.

Højere strømpriser

De positive udsigter for strømproducenterne, herunder vindmølle- og solcelleparker, modsvares af højere strømpriser i Danmark. Vi taler om prisstigninger på omkring 1,5 euro/MVH ifølge Volt Power Analytics. Årsagen er at i øjeblikket er strømpriserne højere i Storbritannien. På længere sigt vil priserne afhænge af udbygningen med vindkraft i Storbritannien, hvor vindforholdene ikke er helt de samme som i Danmark. Det blæser simpelthen ikke lige meget i begge områder på samme tid, og en kraftig udbygning af vindkraften i Storbritannien kan på længere sigt betyde at strømpriserne falder.

Forbrugerne betaler

Milliardinvesteringen skal betales af danske el forbrugere i form af højere ledningsafgifter til Energinet i stedet for at forbrugerne selv kunne få gavn af lavere elpriser, når produktionen overstiger behovet.

Hvis det alene drejede sig om at håndtere den danske vedvarende energi, ville den oplagte løsning være at investere i lagring af strømmen i Danmark, hvor der allerede eksisterer den nødvendige teknologi, men hvor endnu flere er på vej.

Løsningen på begge dele kan meget vel være at lave strøm om til brændstof eller gas ved hjælp af en stribe teknologier, der går under samlebetegnelsen Power-to-X.

Det indlysende fornuftige er at anvende den danskproducerede grønne overskudsstrøm i Danmark til Power-to-X og andre elektrificeringsprojekter.

Hvordan overførslen af strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien kan blive en opgave, der skal finansieres af danske el forbrugere, er helt uforståeligt.

Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet vil finansieringen af Viking Link og de højere strømpriser betyde fremtidige årlige ekstraregninger for almindelige husstande.

På længere sigt vil projektets rentabilitet og forbrugerpriserne afhænge af, om det lykkes at realisere potentialet for vindmølle strøm i Nordsøen.

Før coronakrisen ramte, var det langt fra alle steder, at der var styr på de offentlige finanser i EU. Et af de lande, der skilte sig ud med store budgetunderskud og en gigantisk offentlig gæld, var Italien.

Krisens efterdønninger, krigen i Ukraine og energikrisen har betydet, at situationen på gældssiden er gået fra slem til værre. EU ville ifølge de oprindelige regler i Stabilitets- og Vækstpagten skulle nedbringe statsgælden med 258 mia. euro i 2023 svarende til 1,6 pct. af EU’s BNP, hvor særligt de sydeuropæiske lande ville blive hårdt ramt.

Suspendering af Stabilitets- og Vækstpagten i 2020

Stabilitets- og Vækstpagten, der blev underskrevet i 1997, blev suspenderet allerede i marts 2020, men trådte i princippet igen i kraft i 2024.

Et flertal af EU-landene, herunder Frankrig og Italien, har ønsket at Stabilitets- og vækstpagten skulle genforhandles i EU, og nu er der udsigt til et resultat.

Justering af reglerne for underskud og gæld i EU’s Stabilitets- og Vækstpagt

EU’s økonomi- og finansministre holdt den 20. december 2023 en uformel videokonference for at drøfte økonomisk styring i EU, og den 21. december 2023 nåede medlemsstaternes EU-ambassadører formelt til enighed om den foreslåede reform af EU’s ramme for økonomisk styring ved at godkende et mandat til forhandlingerne med Europa-Parlamentet.

Det vil bane vejen for forhandlinger med Parlamentet om forordningen om Stabilitets- og Vækstpagtens nye regler for underskud og offentlig gæld.

Som det typisk er tilfældet i større økonomiske spørgsmål, var det en forudgående enighed mellem Tyskland og Frankrig, der banede vejen for aftalen på Økofin-mødet om Stabilitets- og Vækstpagtens nye regler.

Nye, fleksible regler tager hensyn til forskelle i medlemslandene

Ifølge det nuværende spanske EU-formandskab sikrer den nye pagt “stabilitet og vækst med afbalancerede, realistiske regler, der passer til nuværende og fremtidige udfordringer”.

Italien, der har været blandt kritikerne af stramme regler, har givet samtykke til den foreslåede reform af stabilitetspagten, men økonomiminister Giancarlo Giorgetti sagde: “Der er både positive ting og negative ting i aftalen. Italien har imidlertid opnået meget, og frem for alt er det, vi underskriver, en bæredygtig aftale for vores land, der på den ene side tager sigte på en realistisk og gradvis reduktion af gælden, og på den anden side tillader reglerne en positiv bedømmelse af investeringerne i italiens EU-finansierede genopretningsplan efter coronaen – Il Piano Nazionale di Ripresa e Resilienza, NRRP.”

Gæld over 60 pct. af BNP skal reduceres

Kravene til gældsnedsættelse for medlemslande med mere end 60 pct. af BNP i gæld er fortsat at lande med gæld over 90 pct. forpligtes til årlige reduktioner i gælden med 1 pct. Hvis gælden er mellem 60 og 90 pct., er reduktionskravet 0,5 pct. om året.

De nye regler er stadig generelle krav, men der skal i højere grad tages hensyn til forskellene i medlemslandenes forudsætninger.

Budgetunderskud fortsat maksimalt 3 pct. af BNP

Vedrørende budgetunderskud på over 3 pct. af BNP kan reduktionskravet reduceres til 0,25 pct. om året, hvis der fremlægges en 7-årig plan for afviklingen af underskuddet.

Overgangsordning

Reglerne omfatter også en overgangsordning frem til 2027 for at beskytte investeringskapaciteten afbøde virkningen af de seneste øgede rentebyrder.

EU-kommissær for økonomiske anliggender, italienere Paolo Gentiloni, har oplyst, at den nye stabilitetspagt vil træde i kraft i foråret 2024 “hvis de sidste stadier for godkendelsen afsluttes positivt”.

På COP28 var der enighed om målsætningen om netto nul-udledninger af drivhusgasser i 2050 og målsætningen om at holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grad.

COP28 anerkendte også landenes forskellige forudsætninger og behov og anerkender teknologiske bidrag til at begrænse den globale opvarmning.

Omstiling fra fossile brændsler

Med henblik på at nå målsætningen opfordres landene til ”in a just, orderly and equitable manner” at omstille sig fra fossile brændsler i energisystemerne.

Bestræbelserne på at udfase ”unabated” kulkraft skal accelereres. Opfordringen fra COP28 er altså ikke at kulkraft skal udfases her og nu. Kun den såkaldt ”urensede” eller ”unabated coal”, hvor de afledte emissioner ikke opfanges og deponeres, skal udfases frem mod 2050.

Det skal således fortsat være muligt at anvende ”abated fossil fuels”, hvor udledningerne af drivhusgasser opfanges og deponeres med CCS-teknikker og således ikke bidrager til at øge CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Teknologiske løsninger

For at nå målsætningen opfordres landene til at udnytte alle kendte teknologiske muligheder. Man undgik således den ”dæmonisering” af visse teknologier, herunder kernekraft og CCS, der tidligere har præget drøftelserne.

Opfordringen går også på at accelerere udviklingen af teknologier, der reducerer emissionerne af drivhusgasser, herunder f.eks. vedvarende energi, kernekraft, rensning og deponering og produktion af grøn brint (Accelerating zero- and low-emission technologies, including, inter alia, renewables, nuclear, abatement and removal technologies such as carbon capture and utilization and storage, particularly in hard-to-abate sectors, and low-carbon hydrogen production).

Vedvarende energi og energieffektivitet

Allerede inden 2030 skal den globale kapacitet for vedvarende energi 3-dobles, og de årlige forbedringer i den globale energieffektivitet skal fordobles.

Overgangs-brændsler

Landene opfordres til i en overgangsperiode frem mod målet om netto nul-udledninger i 2050 i stadig stigende omfang at bruge ”zero- and low-carbon fuels” f.eks. ved i en overgangsperiode at erstatte kul med biomasse eller naturgas.

Nationale klimahandlingsplaner

I bestræbelserne på at nå de globale målsætninger i 2050 er der altså enighed om, at landene i de respektive nationale klimahandlingsplaner, NDC’er, der skal opdateres over de næste 2 år, hvor COP29 afholdes i Aserbajdsjan og COP30 i Brasilien, har frihed til at tage højde for nationale forudsætninger og behov således at omstillingen fra fossile brændsler i energisystemerne sker ”in a just, orderly and equitable manner”.

No Size Fits All

COP28 har således understreget, at der ikke findes én bestemt formel for omstillingsprocessen til emissionsfrie energisystemer. Det skal respekteres, at landene har forskellige forudsætninger og behov. COP28 har også elimineret tendenserne til dæmonisering af teknologiske løsninger som CCS, Power-to-X og kernekraft. Alle kendte (og endnu ukendte) teknologiske løsninger skal bringes i anvendelse, hvis målet om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader, som verdens ledere i Paris gav håndslag på at sikre i 2015.

Adaptation, Loss & Damage

COP28 fastslår også – igen – at der uanset bestræbelserne på at imødegå store temperaturstigninger stadig er enorme behov for tilpasninger til klimaændringer. Ikke mindst i Det Globale Syd er der behov, der kræver finansieringsbistand fra de ”rige” lande.

Et af de mest markante resultater fra COP27 i Egypten var aftalen om den såkaldte ”Loss and Damage Fund”. Det lykkedes 77 udviklingslande at få det følsomme emne om tab og skader på dagsordenen – og endda udmøntet i en konkret fond, der fremover skal kompensere udviklingslandene for de klima-relaterede tab og skader, de i stigende grad lider under.

På COP 28 blev der opnået enighed om de nærmere vilkår for fonden, der administreret af Verdensbanken, vil administrere pengene fra de rige lande i nord.

På COP28 blev de udviklede landes bestræbelser på at fordoble niveauet for finansieringsbistanden til klimatilpasning fra 2019 til 2025 i øvrigt taget til efterretning (Notes the efforts of developed country Parties to make progress in at least doubling adaptation finance from 2019 levels by 2025).

De fonde, der nu er etableret til fordel for udviklingslandene er: Loss & Damage Fund (administreret af Verdensbanken), Adaptation Fund, Least Developed Countries Fund og Special Climate Change Fund.

I et interview med økonomiminister Stephanie Lose (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S), der bringes i dagbladet Børsen den 21. december 2023, oplyser ministrene, at regeringen vil afsætte en milliard kroner til statsstøtte til den grønne industri i 2024.

Statsstøtten vil blive målrettet virksomheder, der laver vindmøller, vindmøllekomponenter, teknologi til brintbranchen og power-to-x-industrien.

Statsstøtten skal administreres af Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), og virksomhederne vil kunne søge om at få dækket op til 15 procent af deres omkostninger via tilskud, eller op til 20 procent via lån og garantier.

Regeringens statsstøtte-forslag er fremprovokeret af, at der nu ydes massiv statsstøtte i USA i medfør af Inflation Reduction Act, IRA, og gennem flere år i Kina og nu også internt i EU.

Det er ikke kun Socialdemokratiet og Venstre, der er indstillet på industripolitisk statsstøtte. Mandag den 18. december understregede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne på en konference i Dansk Industri, at statsstøtte som et politisk-økonomisk våben er tilbage. Som han sagde: USA har udrullet et ”red carpet”. I EU har vi ”red tape” – det vi har brug for, er en ”green lane”!

Energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af, at Danmark gennem udnyttelsen af potentialet for en enorm produktion af grøn strøm fra havvind i Nordsøen havde udsigt til et veritabelt lukrativt PtX og brinteventyr.

Baggrunden for nu at yde statsstøtte er frygten for, at den grønne indtjening og arbejdspladser alligevel ikke bliver realiseret.

Lars Løkke Rasmussen sagde på konferencen i Dansk Industri: ”Virksomheder, der vælger Europa frem for USA, vælger et andet sted end Danmark, hvis ikke vi kan matche det, de kan få i Frankrig, Tyskland og Spanien.”

Kan den grønne industris vækstpotentiale overhovedet realiseres?

Tanken var, at mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

På det seneste er der rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der også opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Under alle omstændigheder forekommer statsstøtten på 1 milliard kroner at være helt utilstrækkelig. Alene udbygningen af den nødvendige infrastruktur må forventes at kræve adskillige milliarder kroner i statslig støtte og garantier.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

»Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,« siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at de ville invitere til forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret, men nu er det hele udskudt til næste år.

Energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af at Danmark skulle stå over for et veritabelt PtX og brinteventyr.

Potentialet for mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

På det seneste er der rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Forsyningstilsynet påser, at de opkrævede energi- og transmissionspriser fra forskellige kundegrupper, er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger, som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, således at almindelige el forbrugere nu tvinges til at skal betale til infrastruktur, der er nødvendiggjort af private PtX-anlæg og brintfabrikker.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

»Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,« siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at de ville invitere til forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret, men nu er det hele udskudt til næste år.

På dr.dk har man siden tirsdag den 19. december 2023 kunnet se en ny doku-dramaserie: ”Saddams danske gidsler”.

I tre afsnit afdækkes en åndeløst spændende fortælling om Saddam Husseins danske gidsler, og historien om nogle af de danskere, som blev fanget i Kuwait, da Iraks Saddam Hussein invaderede landet i august 1990. Der berettes om, hvordan det lykkedes at få smuglet attaché Mogens Pedersen ud af Irak kort tid inden Golfkrigen brød løs den 17. januar 1991.

Bogforlæg

Serien er baseret på bogen ”Det sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen” skrevet af journalisterne Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Serien bygger desuden på omfattende research, gidslernes egne fortællinger og privatoptagelser. Samtidig er det formidlet, så det nærmest er som at se en spændingsserie. De private optagelser er flettet sammen med interviews med gidslerne, nyhedsarkivmateriale og dramatiseringer af begivenhederne.

Da bogen ”Det sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen” udkom, fik den fremragende anmeldelser, og udover at fortælle en elementært spændende historie, giver den også et indblik i, at det danske udenrigsministerium dengang ikke kun var bemandet med ”silkeaber”, blåfrakker og laksko, men også blandt de ansatte havde mere handlekraftige typer som Mogens Pedersen og Mads Sandau-Jensen.

Birger Dan Nielsen

Det er bemærkelsesværdigt, at den daværende danske ambassadør i Kuwait, Birger Dan Nielsen, stort set ikke omtales i beretningen.

Birger Dan Nielsen havde været ansat i Udenrigsministeriet siden 1967, og ikke mindst hans arbejde med energispørgsmål var baggrunden for, at han i 1988 blev sendt til Kuwait som ambassadør. Ambassaden i Kuwait City var lille med lokalansatte og 3 udsendte: ambassadøren, attaché Mogens Pedersen og en kvindelig kontormedarbejder.

Optakten til Golfkrigen

Golfkrigen startede, da Iraks diktator, Saddam Hussein, den 2. august 1990 sendte sit militær ind i det olierige Kuwait.

Besættelsen blev fordømt af FN, og USA og en række europæiske og arabiske lande samlede en koalition til beskyttelse af Saudi-Arabien og befrielse af Kuwait, hvis den irakiske besættelse fortsatte.

En FN-resolution gav Irak et ultimatum om at forlade Kuwait inden den 17. januar 1991, men Saddam Hussein fastholdt besættelsen, og erklærede at Kuwait slet ikke eksisterede mere, men nu var den 19. provins i Irak.

Saddam Hussein krævede de udenlandske ambassader og repræsentationer i Kuwait City lukket eller trukket til Iraks hovedstad, Bagdad.

Blandt koalitionslandene var der enighed om ikke at efterkomme det irakiske krav, trods det pres der blev lagt fra irakisk side, herunder at ambassaderne var omringet af irakisk militær, hyppige afbrydelser af strøm- og vandforsyning m.v.

Danskerne evakueres

I slutningen af august 1990 blev danskere i Kuwait under ledsagelse af attaché Mogens Pedersen transporteret til Bagdad, hvor de sammen med andre vestlige landes statsborgere blev holdt som gidsler. Pårørende til ambassadefolk – Mogens Pedersens kone og Dan Nielsens kone – fik lov til at forlade Kuwait.

Birger Dan Nielsen alene tilbage i Kuwait City

På ambassaden i Kuwait var ambassadør Birger Dan Nielsen alene tilbage.

De tilbageværende danskere i Kuwait City kan berette om hvordan ambassadøren rystede på hånden og hans bekymringer og beklagelser over forholdene. Udenrigsministeriet i København måtte ligeledes lægge øre til Dan Nielsens nervøsitet og hans daglige tryglen om at få lov til at rejse hjem.

Dan Nielsen henviste til at Finland havde rømmet deres ambassade og var rejst hjem i lighed med visse asiatiske og arabiske ambassader. Alle andre i koalitionen holdt imidlertid stand.

Fredag den 7. september 1990 er Dan Nielsen i total opløsning og Udenrigsministeriet imødekommer hans anmodning om at forlade ambassaden. Han får imidlertid ikke lov til som ønsket at rejse hjem til Danmark, men beordres til Bagdad for at støtte de danske gidsler.

Det hører med til historien, at den 2. august 1990, hvor Irak invaderede Kuwait, ferierede Dan Nielsen i Ægypten. Han afbrød skyndsomt ferien og rejste hjem til København. Udenrigsministeriet beordrede ham imidlertid til med det samme at indtage sin post i Kuwait. Via Riyadh i Saudi Arabien lykkedes det ham i bil at komme tilbage til Kuwait City.

I Bagdad

Ambassadør Birger Dan Nielsen ankommer herefter til Bagdad den 9. september 1990, hvor han indlogerer sig hos ambassadøren, og ikke plejer meget samkvem med de omkring 90 gidseltagne danskere.

Attaché Mogens Pedersen var ligeledes blevet tilbudt at flytte ind hos en ambassadekollega i Bagdad, men foretrak at blive sammen med en del af danskerne, der var indlogeret på et tarveligt hotel.

Tidligere statsminister Anker Jørgensen drager til Bagdad og får held til at få 16 gidsler med hjem. Dermed efterlades 22 danskere i Bagdad.

Senere kommer de resterende gidsler ud – bortset fra Mogens Pedersen.

Mens de amerikanske tropper gør sig klar til at bombe Irak, er han det eneste danske gidsel tilbage i Bagdad. Under offentlighedens radar sender det danske udenrigsministerium specialisten Mads Sandau-Jensen og kommunikationseksperten Tine Astrupgaard ud på en farlig og tophemmelig mission for at få Mogens Pedersen hjem.

Det lykkedes de to medarbejdere at få smuglet Mogens Pedersen ud af Irak skjult i en sæk med diplomatisk post, og alle tre kommer via Jordan uskadte hjem til København inden krigen bryder ud.

Kritik af diplomat

I Berlingske Tidendes anmeldelse de 19. oktober 2020 af ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen”, skriver Jarl Cordua under overskriften ”Kritik af diplomat”:

”Det er også i den forbindelse, man fornemmer en vis diskret kritik af især en central diplomat, der åbenbart har det med at mase sig foran i køen for at blive hjemsendt foran andre civile danskere og på anden vis undervejs i fortællingen udviser manglende fornemmelse for kollektivets behov fremfor hans egne”.

Golfkrigen

Den 17. januar 1991 havde USA m.fl. samlet flere end 737.000 soldater fra 30 lande og 2.430 fly i Saudi-Arabien og andre arabiske stater ved Den Persiske Golf. Danmark bidrog med korvetten ’Olfert Fischer’.

Da Saddam Hussein fastholdt besættelsen, indledte den amerikanske koalition krigen mod Irak.

Krigen var slut 27. januar – Kuwait var befriet. De amerikanske styrker rykkede ikke op i Irak, hvor revolutionsgarden gennemførte en massakre på et mindretal i Sydirak.

Tiden, der fulgte

Mads Sandau-Jensen (f. 1948) blev for sin indsats i Bagdad hædret med Ridderkorset og udnævnt til generalkonsul i Sankt Petersborg.

1997-2003 var han ambassadør i Zambia i det sydlige Afrika, og tillige akkrediteret i nabolandene Zimbabwe og Malawi.

Han har desuden været ambassadør i Mozambique. Karrieren sluttede på ambassadørposten i Albanien. Sandau gik på pension i 2017.

Birger Dan Nielsen (f. 1943) blev efter den lidet glorværdige indsats i Kuwait efterfølgende udnævnt til ambassadør i Litauen og sluttede sin karriere som ambassadør i Bern, hvorfra han under ikke nærmere fremlagte omstændigheder blev afskediget fra udenrigstjenesten i 2005.