Macrons nye regering fra lørdag den 21. september 2024 udsættes allerede for venstreorienteret kritik.

Kritikken kommer ikke mindst fra venstrefløjspartierne, da den franske premierminister Michel Barniers kabinet blev annonceret. Talrige konservative og Macron-repræsentanter, mens repræsentation af den franske venstrefløj er omtrent fraværende.

Få minutter efter at ministerlisten blev offentliggjort, beskrev Jean-Luc Mélenchon, leder af det radikale venstrefløjsparti France Unbowed (La France Insoumise, LFI), kabinettet som en velkendt rollebesætning fra en “macronistisk katastrofefilm”, som landet har set før.

“Vi er nødt til at slippe af med den så hurtigt som muligt,” sagde han på X.

Jordan Bardella, parlamentarisk leder af Marine Le Pens yderste højrefløjsparti National Samling (Rassemblement National, tidligere Front National, RN), var også hurtig til at fordømme den nye regering, som udelukker deputerede fra både den venstreorienterede blok The New Popular Front (Nouveau Front Populaire, NPF en samling af centrum-venstre og venstreorienterede partier fra La France Insoumise, socialistiske, radikale og kommunistiske og grønne partier) og fra RN.

Parlamentsvalget

Macrons udnævnelse af Michel Barniers kabinet kommer næsten tre måneder efter, at parlamentsvalget den 7. juli gav et mudret resultat. RN blev det største parti, men som følge af manøvrer fra de andre partier var det NFP, der vandt flest pladser i Parlamentet, men det lykkedes ikke at sikre sig et samlet flertal. Macrons parti ”Renaissance” har tydeligvis mistet sin oprindelige appel og blev kun 3. størst ved parlamentsvalget i juli.

Michel Barnier, der er tidligere fransk udenrigsminister, EU-kommissær og EU’s chefforhandler på Brexit, har tidligere selv været præsidentkandidat for Les Republicains, har angiveligt ikke været Macrons førstevalg, men har åbenbart været den højrefløjen kunne acceptere.

Kritikken går derfor på, at Macron med udnævnelsen af Michel Barniers kabinet ignorerer resultatet af valget: “Denne ‘nye’ regering signalerer ”macronismens” tilbagevenden ad bagdøren,” sagde Bardella.

“Det, som det franske folk to gange demokratisk har afvist, kan ikke få lov til at vende tilbage gennem ynkelig partipolitik og politiske beregninger. Det er derfor en regering uden fremtid.”

François Hollande, en tidligere præsident og socialistisk deputeret i NFP, støttede også et mistillidsvotum og kaldte det “den rigtige løsning” under et interview med det lokale franske nyhedssite France Bleu Limousin søndag morgen. Venstrefløjen er blevet næsten helt udelukket fra administrationen, på trods af at de dannede en alliance, der vandt det højeste antal pladser.

Imødekommelse af indvandringskritik

Det er tydeligt, at valget af Barnier som statsminister og sammensætningen af hans regering sigter på at imødekomme især den franske højrefløj i RN og Les Républicains.

Som et tegn på, at den nye regering vil indtage en hård linje over for indvandring, tildelte Michel Barnier posten som indenrigsminister til republikaneren Bruno Retailleau, der i fransk presse beskrives som et symbol på den konservative yderste højrefløj. Senatoren fra Vendée var højlydt imod ægteskab mellem personer af samme køn og stemte imod abortlovgivning tidligere i 2024.

Retailleaus tilgang til indvandring er også tæt på den yderste højrefløj. Han har presset på for at personer med fransk indfødsret får førsteret til sociale ydelser og for at reducere omfanget af akut lægehjælp til personer uden lovlig opholdstilladelse.

Fortalere for migranthjælp og indvandring udtrykte bekymring over Retailleaus udnævnelse, som har lovet orden, autoritet og fasthed til at tackle problemet.

“Han sætter lighedstegn mellem indvandring og kriminalitet,” sagde Fanélie Carrey-Conte, generalsekretær for migrant- og flygtningeforeningen Cimade, til Le Monde. “Vi frygter en ny politisk og lovgivningsmæssig sekvens af stigmatisering og angreb på migranters rettigheder.”

Frankrigs udfordringer

Udover de notoriske indvandringsproblemer kæmper Frankrig med en økonomi i krise, og budgetunderskuddene på de offentlige finanser har i årevis været langt større end EU tillader sine medlemslande.

Frankrigs nye finansminister er blot 33 år gammel og hedder Antoine Armand. Han kommer fra Macrons parti, Renaissance. Armands opgave er blandt andet at få vedtaget en finanslov for 2025, og det kan vise sig at blive en svær opgave.

Det næste præsidentvalg i Frankrig skal afholdes i 2027, og Marine Le Pen og hendes EU-kritiske højrefløjsparti, National Samling, går efter at vinde præsidentposten. Det samme gør EU-kritikeren Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise, LFI, på den yderste venstrefløj.

Hvis (når?) Barniers regering kollapser, kan det give begge yderfløje i Frankrig vind i sejlene, hvilket kan skabe store problemer for EU-samarbejdet, som vi kender det i dag.

Delstatsvalget i Brandenburg søndag den 22. september 2024 er det tredje delstatsvalg i Tyskland dette efterår. Den 1. september var der valg i de østtyske delstater Thüringen og Sachsen, hvor det højre-nationale og indvandringsfjendtlige parti, Alternative für Deutschland (AfD), fejrede triumfer.

Med en historisk høj valgdeltagelse på 72,9 procent – den højeste valgdeltagelse nogensinde ved et delstatsvalg i Brandenburg – blev det socialdemokratiske parti SPD med 30,9 procent af stemmerne fortsat det største parti i Brandenburg. Lige i hælene kommer AfD , som ellers til det sidste havde ligget foran i meningsmålingerne, med 29,2 procent af stemmerne.

Som Brandenburgs tredjestørste parti triumferer Tysklands nye venstre-konservative Bündnis Sahra Wagenknecht med 13,5 procent af stemmerne foran det store centrum-højreparti, CDU, der måtte finde sig i kun at høste 12,1 procent.

BSW er i Brandenburg – ligesom i Thüringen og Sachsen – en reel faktor, når SPD i de kommende måneder skal danne regering. Især fordi miljøpartiet Die Grünen endte med et miserabelt valgresultat på 4,1 procent og dermed ikke bliver repræsenteret i det brandenburgske parlament.

Olaf Scholz

Sejren er et lille, tiltrængt lyspunkt for den socialdemokratiske forbundskansler, Olaf Scholz. Med cirka et år til næste valg i Tyskland kan han i meningsmålinger konstatere, at opbakningen til den tyske koalitionsregering generelt har været faldende i den seneste tid.

Migration, inflation, billige boliger, krise i plejesektoren – og krigen i Ukraine var de temaer, der prægede valgkampen i Brandenburg – i det store og hele de samme som ved valgene i Sachsen og Thüringen, hvor SPD med blot syv og seks procent fik historisk dårlige valg.

Intet tyder på, at Olaf Scholz kan fortsætte som kansler efter næste valg. Mindre end hver femte tysker mener, at han gør det godt som kansler. Dersom der var nationalt valg i morgen, ville kun 14 procent stemme på SPD, mens 20 procent ville sætte deres kryds ved AfD, hvis man skal tro meningsmålingerne.

AfD

Tilbage efter delstatsvalget i Brandenburg står, at AfD har solidt fat i Øst-vælgerne: Op mod hver tredje tysker i delstaten mener, at et parti, der er delvist kategoriseret som højreekstremistisk, bør have politisk indflydelse i Tyskland. Et parti, der efter forrige måneds angreb i Solingen krævede, at asylansøgere, asylberettigede og ukrainske krigsflygtninge ikke længere skulle deltage i offentlige arrangementer i Tyskland. Et parti, der ønsker at give Tyskland tilbage til tyskerne og at forlade EU.

Med en tredjedel af pladserne i Brandenburgs parlament er AfD lykkes med at opnå et blokerende mindretal i parlamentet. Det vil sige, at der ikke kan træffes beslutninger, som kræver to tredjedeles flertal, uden AfD’s stemmer. Partiet kan altså være godt tilfreds med sit valgresultat, som det ser som et delmål på vejen mod magten.

Tyskland overvejer nu helt at afskaffe asyl. Den tyske koalitionsregerings trængsler har i september 2024 nået nye højder. Efter delstatsvalgene i øst med rekordresultater for det højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) – truer endnu et valg i Brandenburg den 22. september.

Hertil kommer konsekvenserne af to Islamiske terrorist angreb, med tre døde og otte sårede. Et af disse angreb involverede en syrisk asylansøger, hvis asylansøgning i Tyskland var blevet afvist; han havde forbindelser til den fundamentalistiske Islamisk Stat, som påtog sig ansvaret for angrebet.

Nu har regeringen svaret: Fra den 16. september indførte Tyskland grænsekontrol i foreløbig seks måneder på grænserne til andre europæiske lande. Indkommende udenlandske statsborgere vil blive screenet, og asylansøgere fra andre Schengen-lande vil blive returneret.

Oppositionspartierne CDU/CSU kræver en endnu strengere politik – en, der i bund og grund vil forhindre landet i overhovedet at acceptere nye asylansøgere på sit territorium: Ingen mennesker – slet ingen – bør have lov til at komme ind i Tyskland uden visum eller europæisk pas!

Ifølge indenrigsminister Nancy Faeser vil de planlagte grænsescreeninger begrænse ulovlig migration og “beskytte mod de akutte farer, som islamistisk terrorisme og alvorlig kriminalitet udgør.” Der vil komme flere deportationer, men de vil være i overensstemmelse med EU-lovgivningen.

Europarets-ekspert Alberto Alemanno, professor i europæisk ret ved HEC Paris, fortalte dog The Guardian, at den tyske kontrol “udgør et åbenlyst uforholdsmæssigt brud på princippet om fri bevægelighed inden for Schengen-området.”

Og Sergio Carrera, en forsker ved Centre for European Policy Studies (CEPS), en Bruxelles-baseret tænketank, sagde til Foreign Policy, at grænselukningerne højst sandsynligt vil have en afsmittende effekt på tværs af kontinentet: “Der er risiko for, at disse foranstaltninger udløser et kapløb mod bunden. Hvor er slutpunktet? Vi taler om rettigheder, der går helt ind i kernen af, hvad EU handler om.”

De nye foranstaltninger ved de tyske grænser udfordrer EU’s hidtidige regler. Ifølge EU-retten er der garanti for fri bevægelighed inden for EU og inden for Schengenområdet, som omfatter de fleste EU-medlemslande (undtagen Cypern og Irland) samt Schweiz og Norge. Udlændinge, der påberåber sig politisk forfølgelse, har ret til at ansøge om politisk beskyttelse i det land, hvorigennem de rejser ind i EU. Men blokkens medlemslande kan suspendere Schengens garantier i tilfælde af “interne sikkerhedsproblemer”, så længe disse bekymringer er proportionale og legitime, og suspensionerne midlertidige. Bruxelles skal orienteres på forhånd.

Tyskland har haft periodisk grænsekontrol langs den østrigske grænse siden 2015 – et svar på flygtningekrisen i 2015-16. Sidste år indførte Tyskland som reaktion på øgede migrationsstrømme kontrol ved sine grænser, der deles med Polen, Tjekkiet og Schweiz. Faktisk har medlemsstaterne i hele EU, herunder Danmark, midlertidigt begrænset passage af de indre grænser 404 gange siden 2015, ifølge det tyske dagblad Die Tageszeitung.

Et resultat af den tyske grænsekontrol vil i sidste ende betyde enden på fri rejse på tværs af EU.  Nu vil regeringer kunne hævde, at når Tyskland kontrollerer sine grænser, vil de vil gøre det samme.

De nye tyske foranstaltninger har til formål at forhindre ikke-EU-borgere, der allerede har søgt om asyl andre steder i blokken, i at komme ind i Tyskland med bus, tog eller bil fra Schengen-zonens naboer. Under de nye foranstaltninger vil migranterne blive sendt tilbage til det land, hvor de kom ind i Schengen-området og oprindeligt søgte om asyl, som normalt er et af EU’s sydlige ydre grænselande, såsom Bulgarien, Grækenland, Italien eller Spanien.

Den britiske premierminister fra Labour, Sir Keir Starmer, har åbnet døren for at sende migranter til Albanien i stedet for Rwanda. Starmer vil angiveligt drøfte spørgsmålet med den italienske premierminister Giorgia Meloni når han søndag besøger Rom. Premierministerens positive kommentarer om Albanien skal ses på baggrund af Labour-regeringens beslutning om at skrotte de konservatives Rwanda-ordning.

Giorgia Meloni indgik sidste år en aftale om at åbne to migrantbehandlingscentre i Balkan-landet, hvor 36.000 migranters ansøgninger vil blive behandlet hvert år. Det første af migrantcentrene åbner til efteråret efter flere måneders forsinkelse.

I løbet af det seneste år er antallet af illegale migranter, der ankommer til Italien, faldet fra 118.000 til 44.500, et fald på 62 procent.

Sir Keir sagde, at han var “interesseret” i at se, hvordan ordningen kunne fungere til at hjælpe Storbritannien med at håndtere migrantkrisen over den engelske kanal.

Migrantproblemet i Storbritannien

Siden den store migrantkrise i 2015-16 har England oplevet en voldsom stigning i antallet migranter (primært unge mænd fra Menapt-lande), der illegalt kommer ind i landet via den Engelske Kanal.

År efter år er der sket en voldsom stigning i antallet af gummibåde og andre fartøjer, der sejler ud fra kysten omkring Calais i Frankrig i retning mod den engelske kyst.

Briterne har ikke været i stand til at dæmme op for flygtningestrømmen: i perioden 2018-2024 har over 135.000 illegale migranter indtil videre nået England via Kanalen – og er de først kommet helskindet i land, er deres lykke gjort: de får nemlig lov at blive. Det skønnes således, at 90% af de illegale indvandrere kan imødese en fremtid i England og kun en brøkdel sendes hjem.

Og det er vel at mærke en fremtid på offentlig forsørgelse: de illegale migranter får tilbudt boliger, lommepenge og gratis læge- og tandlægehjælp, som socialt udsatte englændere slet ikke har mulighed for at få i en tid, hvor der spares i den offentlige sektor.

I år er mere end 23.000 migranter ankommet til Storbritannien i små både, nogenlunde det samme som havde krydset grænsen på samme tid sidste år. Migrantspørgsmålet presser Labour-regeringen på et tidspunkt, hvor premierminister Kier Starmer har bebudet massive nedskæringer på offentlige ydelser. Mest udskældt er nedskæringerne i den varmehjælp, der tidligere er ydet til de mange økonomisk trængte pensionister, der har så svært ved at få deres magre pensioner til at slå til, at det ofte er et spørgsmål om ”heat or eat”.

Imens i Danmark

I Danmark glædede udlændingeminister Kaare Dybvad sig over de italienske modtagecentre i Albanien. Italiens aftale om migrantcentre i Albanien er positivt for Danmark, har Kaare Dybvad udtalt.

Mandag den 9. september 2024 præsenterede den tidligere ECB-chef Mario Draghi sammen med kommissionsformand Ursula von der Leyen en skelsættende rapport om, hvordan man kan dæmme op for Europas økonomiske nedgang.

Rapporten – The future of European competitiveness – på 400 sider er udarbejdet af Mario Draghi med bistand fra 7 embedsmænd fra EU-Kommissionen på opfordring fra kommissionsformand Ursula von der Leyen og har være imødeset med spænding overalt i EU.

Whatever it takes – yderligere 800 mia. Euro!

I rapporten ”The future of European competitiveness” kræver Draghi et kontantløft på 800 mia. euro for at dæmme op for Europas tilbagegang: “Uden handling bliver vi nødt til enten at kompromittere vores velfærd, vores miljø eller vores frihed,” sagde Draghi.

Europa skal investere dobbelt så meget, som det gjorde efter Anden Verdenskrig, tillade flere teknologi- og teleselskaber at fusionere og iværksætte drastiske foranstaltninger på forsvarsområdet, sagde Mario Draghi.

Europa er nødt til at investere yderligere 800 milliarder euro om året for at trække sig ud af et hængedynd med lav produktivitet og svag vækst, der betyder at Europa sakker bagud i forhold til USA og Kina i den internationale hakkeorden. Han kaldte det en “eksistentiel udfordring”.

Politiske muligheder for at realisere forslagene?

Mange af Draghis anbefalinger vil kræve opbakning fra alle blokkens 27 regeringer – noget der kan vise sig noget nær umuligt i en situation, hvor Tyskland har en økonomi i knæ, og Frankrig er tynget af en enorm offentlig gæld, et nyt parlament, og splittelse mellem modsatrettede ekstremer.

Mario Draghi, der havde hovedansvaret for at forhindre eurozonens kollaps efter den græske gældskrise i 2011, sagde, at der ikke var nogen anden mulighed end at presse dramatiske reformer igennem: “Vi bør opgive illusionen om, at vi kun ved at vælge laveste fællesnævner og overspringshandlinger kan bevare konsensus,” sagde Draghi. “Vi er nået til det punkt, hvor vi uden handling bliver nødt til enten at ofre vores velfærd, vores miljø eller vores frihed.”

Stigningen på 800 mia. euro i investeringerne ville være “uden fortilfælde”, sagde han. “Hvis Europa ikke kan blive mere produktivt, vil det koste. Vi vil ikke være i stand til at blive førende inden for nye teknologier, at være et fyrtårn for klimaansvar og forblive en uafhængig aktør på verdensscenen. Vi vil ikke være i stand til at finansiere vores sociale model. Vi bliver nødt til at slå af på vores fordringer og nedtone nogle – om ikke alle – vores ambitioner!”

Konkurrenceregler

Rapporten argumenterer for ændringer i konkurrencereglerne, der kan betyde, at nogle teknologi- og forsvarsaftaler lettere kan få EU-godkendelse. Telekommunikation bør stå over for lempeligere regulering og hjælpes til at skalere op ved at definere markedet som EU-dækkende, sagde han.

I vurderingen af mulige fusioner bør der også tage hensyn til “innovationsdelen af en fusion” og økonomisk sikkerhed, sagde Draghi.

Kritik af Margrethe Vestager

Det ville være det modsatte af Margrethe Vestagers og EU-Kommissionens beslutning i 2019 om at blokere for fusionen mellem Siemens og Alstom, tyske og franske virksomheder, der ville have skabt en europæisk og global markedsleder indenfor avancerede tog.

“Kineserne kan sandsynligvis allerede eksportere højhastighedstog til Europa,” sagde Draghi som eksempel på hvor langt og hurtigt Europa sakker agterud.

Fælles lånoptagelse?

Mario Draghi presser på for at få EU til at udstede ny fælles gæld for at finansiere sine industrielle og forsvarsmæssige behov.

Det er noget flere regeringer er imod. Tyskland har allerede givet udtryk for modstand.

Mario Draghi er selvfølgelig fuldstændig klar over at emnet er “meget følsomt”.

Budgetreform

Men der synes at være stigende enighed om behovet for at reformere EU’s budget på 1,9 billioner euro og omdirigere midler fra Europas fattigere regioner til industri-, digitaliserings- og innovationspolitikker.

Klimapolitik

Rapporten indeholder mange sektorspecifikke henstillinger. Draghi bemærker, at Europas mål om at reducere sine drivhusgasemissioner til nul i midten af århundredet giver blokken mulighed for at bygge og eksportere rene teknologier rundt om i verden.

Kunstig intelligens

Og han ser kunstig intelligens som en mulighed for Europa “til at rette op på sine mangler inden for innovation og produktivitet og genoprette sit produktionspotentiale.” Han opfordrede til, at kunstig intelligens integreres “i vores eksisterende industrier, så de kan forblive i front.”

Energi

Kernen i Europas økonomiske problemer er ifølge Draghi-rapporten at energiomkostningerne for industrien, som i øjeblikket betaler 158 procent mere for elektricitet end i USA og 345 procent mere for naturgas.

Råvarer

EU vil ikke være i stand til at sikre nok kobber, lithium og andre råstoffer, hvis det ikke efterligner Kinas kraftfulde vertikale integration mellem minedrift og skibsfart, antydede Draghi i sine anbefalinger om at finde de metaller, der er nødvendige for den digitale omstilling og energiomstillingen: “Europa har brug for en koordineret strategi, der dækker hele værdikæden, fra råmaterialer til slutprodukter.”

Medico

Europas medicinalsektor taber terræn til USA takket være lave investeringer og ujævne regler, sagde Draghi. Den amerikanske private sektor bruger 0,45 procent af BNP på farmaceutisk forskning sammenlignet med 0,11 procent i EU. USA er også meget hurtigere til at få nye lægemidler godkendt med en median godkendelsestid på 334 dage sammenlignet med 430 dage i Europa.

Forskning

Draghi ser erfaringer fra forskningscentre som Californien – han siger, at EU bør fokusere finansieringen på at udvikle et begrænset antal “innovationsknudepunkter i verdensklasse” med fokus på avancerede terapier baseret på gener, celler eller vævsteknologi.

Futurespriserne på koncentreret appelsinjuice er ifølge nyhedsbureauet MENAF steget til hidtil usete niveauer på råvarebørsen i New York og nåede op på 4,92 USD pr. pund. Denne stigning tilskrives alvorlige tørkeforhold og udbredte skadedyrsangreb i Brasilien, den førende globale eksportør af appelsiner.

Den kraftige prisstigning, der næsten er tredoblet i forhold til for to år siden, er en afspejling af det betydelige fald i de globale appelsinforsyninger. Denne situation har lagt et betydeligt pres på juicevirksomheder, der er afhængige af futuresmarkedet for at sikre sig mod prisvolatilitet, og som nu står over for stigende omkostninger.

Virkningen af de skyhøje priser er især udfordrende for læskedrik- og juicevirksomheder, med begrænsede muligheder for at navigere i krisen. “Vanskelighederne er betydelige,” bemærkede Harry Campbell, en analytiker hos Expana. Forudsigelser tidligere i år fra Fond Citrus, en sammenslutning, der repræsenterer Brasiliens citrusavlere og juicevirksomheder, forudsagde landets mindste appelsinafgrøde i 35 år og forventede et produktionsfald på omkring 25 % fra året før.

Tørke og citrus greening disease

Brasiliens værste tørke i 50 år har forværret krisen og efterladt citrusdyrkende regioner uden regn i næsten fire måneder i en kritisk udviklingsperiode for afgrøden. Meteorologer forventer en forsinket regntid, hvilket øger markedspresset. Kombinationen af lave afgrødeudbytter, høje forekomster af citrusgrønnere sygdom og alvorlige tørkeforhold har skabt et udfordrende scenarie for markedet.

Citrus greening disease eller Huanglongbing – yellow dragon disease, som påvirker Brasilien betydeligt efter at have spredt sig via Florida for 20 år siden, overføres af saftsugende insekter, hvilket gør frugten bitter og til sidst dræber træerne. I 2023 viste 38 % af Brasiliens appelsintræer symptomer på sygdommen, hvilket markerer den højeste forekomst af skadedyrsangreb siden dokumentationen i 2004. Indsatsen for at forbedre skadedyrsresistens og forbedre insekticider er i gang, men sygdommen fortsætter med at påvirke appelsinlunde alvorligt, hvilket fører til reducerede udbytter og lavere juicekvalitet.

Orangejuice på film

Hvis man for en stund vil glemme de bedrøvelige udsigter for appelsindyrkningen, kan man med fordel se eller gense filmen ”Bossen og bumsen” fra 1983 af John Landis med Dan Aykroyd og Eddie Murphy i de bærende roller.

Råvarebørsen i New York spiller en central rolle i filmen, hvor fejlagtige oplysninger om katastrofale høstudsigter for appelsiner resulterer i skyhøje futurepriser på koncentreret appelsinjuice. Mens Aykroyd og Murphy udnytter oplysningerne og sælger mængder af futures, har deres plageånder – the Dukes – satset alt på opkøb til opskruede priser. Da den rigtige markedsrapport med forventninger om normalhøst offentliggøres, falder priserne, og Aykroyd/Murphy tjener en formue, mens the Dukes går fallit!

Skov- og Naturstyrelsen (National Forestry and Wildlife Service) i Peru har konfiskeret næsten 400 frøer, der ulovligt blev smuglet til hovedstaden Lima. Myndighederne mener, at padderne skulle bruges i naturmedicin, der skulle have en gavnlig virkning på ens sexlyst.

I Peru er der stor efterspørgsel efter et frøbaseret bryg kendt som “Inkaernes Viagra”. Den store efterspørgsel samt klimaændringer og forurening har ført til, at padderne er blevet en truet art i Peru.

Resultatet af søndagens delstatsvalg i Tyskland er klart og tydeligt: Det højrenationale Alternative für Deutschland – AfD – kan nu officielt kalde sig Østtysklands mest populære parti. Alternative für Deutschland blev med 32,8 pct. – og 9,2 pct. mere end det konservative CDU – det stærkeste parti ved delstatsvalget søndag i Thüringen i det østlige Tyskland. Partiet leder i Thüringen, Björn Höcke, er trods en dom for bevidst at bruge et nazistisk slogan ved politiske begivenheder, umådelig populær.

AfD og BSW

Også i Sachsen kunne AfD gå sejrrige fra valgaftenen. Med 30,6 procent af stemmerne er partiet nu det næststørste – lige i halen af CDU, der fik 31,9 af stemmerne. Ved valget for fire år siden fik AfD 27,5 procent, mens CDU fik 28,8 procent.

Samtidig fik et nyt venstrefløjsparti grundlagt af Sarah Wagenknechts – Bündnis Sahra Wagenknecht – og kendt under sit tyske akronym BSW, et godt valg med 15,8 procent i Thüringen og 11,8 procent i Sachsen.

CDU har ledet Sachsen siden den tyske genforening i 1990 og håber, at guvernør Michael Kretschmer i en eller anden konstellation kan fastholde ledelsen. I Thüringen er det særligt kompliceret, fordi guvernør Bodo Ramelows venstrefløjsparti er gået tilbage. Wagenknecht, der længe har været en af partiets mest kendte figurer, dannede sidste år BSW, der kombinerer venstreorienteret økonomisk politik med en migrationsskeptisk dagsorden. CDU har også øget presset på den nationale regering for en hårdere holdning til migration.

I Sachsen kan det blive noget nær umuligt for CDU at komme uden om Bündnis Sahra Wagenknecht, hvis det vil danne koalition uden om AfD.

For det store flertal af østtyske vælgere har indvandrerspørgsmålet været valgkampens vigtigste tema

Af de mere end 4,5 millioner stemmeberettigede borgere i de to østtyske delstater satte 73,6 procent i Thüringen deres kryds, mens 74,4 procent af sachserne var i stemmeboksen.

Resultatet af de to delstatsvalg kan kun opfattes som en begmand til de tre nationale regeringspartier SPD, Die Grünen og det liberale FDP, som tilsammen blot fik omkring 15 procent af stemmerne.

FDP må sågar sige farvel til en plads i parlamentet i både Thüringen og Sachsen, mens Die Grünen kun har opnået pladser i Sachsen.

Det gamle venstrefløjsparti, Die Linke, klarede sig hæderligt i Thüringen med 13,1 procent af stemmerne, mens det i Sachsen måtte tage til takke med 4,5 procent.

Valgene i Sachsen med godt 4 mio. indbyggere og i Thüringen med godt 2 mio. indbyggere afholdes på et tidspunkt hvor Scholz-regeringen er dybt upopulær. De 2 delstater er ikke store, men de er kendt som ”tysk kulturs vugge” med byer som Eisenach, Jena, Weimar, Leipzig og Dresden.

Udsigterne ser dystre ud for de tre partier i kansler Olaf Scholz’ regeringskoalition, hvis konstante interne stridigheder har bidraget til stagnerende økonomi og andre problemer, der har afskrækket vælgerne.

Valgresultatet for Alternative für Deutschland er et stærkt signal for partiet lidt over et år før det næste parlamentsvalg skal finde sted i Tyskland.

De høje stemmetal for AfD og den nye Sahra Wagenknecht-alliance i Tysklands tidligere kommunistiske øst, er delvist næret af utilfredshed med den nationale regering. Scholz’ alliance opnåede dårlige resultater ved valget til Europa-Parlamentet, og de interne fjendtligheder er intensiveret i løbet af en sommer, der er plaget af uenigheder om budgettet for 2025.

Scholz sagde for nylig, at “pistolrøg fra slagmarken” skygger for succeserne for hans regerings modernisering af Tyskland. Det var i hvert fald oppositionspartiet Den Kristelig-Demokratiske Union, eller CDU, der vandt valget til Europa-Parlamentet.

Kampen mod indvandringen den røde tråd

AfD ønsker ikke bare at stoppe indvandringen, men partiet vil også hjemsende mange. ”Remigration” er det nye slagord.

”Vores land er plaget af migranter, som aldrig skulle have været kommet ind. Den indre sikkerhed smuldrer, og velfærdssystemet bliver plyndret. Indvandringen er alle krisers moder,« siger Björn Höcke.

”Det mærker man også, når niveauet falder i skolerne og på uddannelserne. Vores skolers multikulturalisering er med til at sætte spørgsmålstegn ved vores økonomis konkurrenceevne i fremtiden. Vi vil derfor sørge for, at de migrantbørn, der ikke taler tysk, kommer til at lære tysk i særlige klasser, hvor de ikke belaster andre skolebørn. Migrantbørnene skal blive der, indtil de lærer sproget, eller indtil deres forældres asylgrundlag ikke længere er gyldigt, og de skal vende tilbage til deres hjemland.”

AfD har udnyttet den høje anti-immigrationsstemning i regionen med en kampagneplakat i Thüringen, der lover “sommer, sol, remigration” og viser et fly med logoet “Deportation-Hansa.”

AfD har angrebet både regeringspartierne og CDU – som tidligere styrede Tyskland under Angela Merkel – for deres “politik med ukontrolleret masseindvandring” efter sidste uges knivangreb i Solingen, hvor en formodet ekstremist fra Syrien er anklaget for at have dræbt tre mennesker.

I Solingen har den karismatiske Sahra Wagenknecht holdt den ene brandtale efter den anden, hvor hun skyder skylden for knivvolden på både Scholz’ og hans konservative forgænger, Merkels, indvandringspolitik.

Wagenknecht har påtalt, at ”enhver, der tillader ukontrolleret migration, vil få ukontrollerbar vold”. Hun har kaldt den tyske regerings migrationspolitik for ”naiv”, og at regeringen er ”uden for pædagogisk rækkevidde”, og ”det er naturligvis også en arv fra Angela Merkel”.

55-årige Wagenknecht, der voksede op i DDR som inkarneret ungkommunist, kræver i dag hårde asylstramninger ”efter dansk forbillede”, og det er næsten de samme budskaber, der har lydt under valgkampen fra AfDs østtyske frontfigur, 52-årige Björn Höcke.

de to partier har en række ”fælles politiske mål”: en hård og stram udlændingepolitik, langt mere politi, en kulturpolitik fri for wokeisme og kønsneutralt sprog, genoptagelse af handlen med Putins Rusland og stop for våbenleverancer til Ukraine.

Rusland

Tysklands holdning til Ruslands krig i Ukraine er også et problem i disse østlige stater. Berlin er Ukraines næststørste våbenleverandør efter USA; disse våbenleverancer er noget, som både AfD og BSW er imod. En AfD-plakat, der kombinerer det tyske og det russiske flag, erklærer, at “Fred er alt!”

Wagenknecht har også angrebet en nylig beslutning fra den tyske regering og USA om at begynde opstillinger af langtrækkende missiler til Tyskland i 2026. Hun har erklæret, at hendes parti kun vil slutte sig til delstatsregeringer, der har en “klar holdning til diplomati og imod forberedelse af krig.”

I anledning af at Christian Friis Bach er hoppet fra de Radikale til partiet Venstre sammenligner Mads Brügger i Frihedsbrevet det med at tage en vejsidebombe ind i bilen:

”En vejsidebombe

Som det fremgår af mine noter, havde jeg også været forbi Folketinget ugen forinden, nemlig den 12. august. Jeg har endda skrevet, at jeg gjorde min entre klokken 14.29. Som sædvanlig var det min plan bare at gå rundt og kigge og lytte.

De fleste kontorer var tomme. Dog fik jeg et kort glimt af Martin Lidegaard, de Radikales formand, som sad inde på sit kontor. For ham var sommeren endt med, at Christian Friis Bach var hoppet over til Venstre, således at regeringen nu havde fået sit indenrigspolitiske flertal tilbage, mens de Radikale var blevet endnu mindre, end de var i forvejen.

Selvfølgelig en bet for Lidegaard, men samtidig en befrielse, for ifølge mine kilder havde Christian Friis Bach brugt alle døgnets vågne timer på at gøre livet surt for Lidegaard. En kilde, jeg talte med, sagde, at vedkommende ikke rigtig forstod, at Venstre turde lukke Christian Friis Bach ind i deres folketingsgruppe, for ifølge kilden svarer det til at komme kørende mod en vejsidebombe, og så – i stedet for at køre en stor bue udenom – bremse op, tage vejsidebomben ind i bilen og så køre videre.”

En gennemgang af Christian Friis Bachs brogede generalieblad underbygger Brüggers vurdering af den enorme risiko Venstre løber og som er at sammenligne med at lukke en havkat ind i et hyttefad!

Mens Jeppe Bruus har fået en uriaspost med indførelse af CO2-afgift på landbruget og implementeringen af de øvrige elementer i den grønne treparts-aftale, er Dan Jørgensen minsandten indstillet som dansk EU-kommissær.

I tilløbet til den grønne treparts-aftale udtalte samme Dan Jørgensen i et interview i Børsen, at forslaget om en CO2-afgift var noget Georg Gearløs kunne have fundet på. Forslaget var ”en smule fantasiforladt” og ”en skrivebordsøvelse”. Til de politiske partier, der havde udtrykt sympati for CO2-afgifter, sagde han, at det er overraskende, at ”de kun har det her universitetsøkonomiske redskab i værktøjskassen”, som ifølge Dan Jørgensen ”er blevet et vidundermiddel”, der ”ikke findes noget andet sted i verden”.

Mads Brügger har i Frihedsbrevet med vanlig præcision kommenteret indstillingen af Dan Jørgensen således:

”At vi lever i en verden, hvor Dan Jørgensen – denne forunderlige symbiose mellem frikadellen og flødebollen – of all people skal være EU-kommissær, er virkelig svært at få viklet sit hoved omkring. Alene det, at de europæiske skatteborgere nu skal skillinge sammen til Dan Jørgensens årlige hyre på hele 2,3 millioner kroner, foruden al den dejlige fryns, som venter ham nede i Bruxelles, synes ubegribeligt, men ikke desto mindre er det sandt.”