Donald Trump har under præsidentvalgkampen ikke lagt skjul på sin skepsis overfor vedvarende energi og hele den grønne omstilling. I september sagde han: “My plan will terminate the Green New Deal, which I call the Green New Scam “. Samtidig har han tilkendegivet, at han var indstilllet på at tilbageholde uforbrugte midler under Inflation Reduction Act, IRA, som inkluderer generøse subsidier til vedvarende energi og elbiler.

Inflation Reduction Act

Amerikanske virksomheder har siden den 1. januar 2023 fået en enorm håndsrækning fra IRA-loven, der har stillet mere end 368 milliarder dollars i tilskud til rådighed for amerikanske virksomheder og projekter i USA. IRA betød en enorm udfordring for europæiske konkurrenter, og i EU har det endnu ikke været muligt, at opstille et program, der kan matche IRA.

Under valgkampen i USA har Trump opfordret olieindustrien til at “drill, baby, drill” og at bidrage til at amerikanernes energiregning blev mindst halveret.

Olieindustrien håber, at han vil gøre det lette at få tilladelse til at bygge rørledninger og anden infrastruktur og tilladelse til anlæg af nye naturgaseksportterminaler. Industrien forventer også, at det vil blive lettere at opnå tilladelser til at bore efter olie og gas under føderale områder.

Nogle i olieindustrien, især dem, der kun borer, forarbejder og transporterer olie og gas, ville græde tørre tårer, hvis IRA blev skrottet, men republikanske politikere i områder, der har tiltrukket nye investeringer, har opfordret til at ændre i stedet for at afvikle loven.

Selv nogle store olieselskaber har udtrykt støtte til nogle dele af IRA-loven. Virksomheder som Exxon har sagt, at deres planer om at investere i ting som brintproduktion vil afhænge af, hvordan den føderale regering beslutter, hvilke slags brint der er berettiget til skatteincitamenter.

Exxon forudser langsommere grøn omstilling og uændret olieefterspørgsel i 2050

Det amerikanske energiselskab Exxon Mobile vurderer, at der ikke er udsigt til, at verdens energiforbrug begynder at falde frem mod 2050. På det tidspunkt vil klodens befolkning stige til næsten 10 milliarder, og de vil også gerne have adgang til billig energi, lyder det.

I Exxons globale outlook, der blev offentliggjort den 26. august i Houston, Texas, vurderes det, at verdens efterspørgsel efter råolie i 2030 vil stabilisere sig på godt 100 mio. tønder om dagen, og at det niveau ikke vil ændre sig væsentlig frem mod 2050. Prognosen ligger 25 pct. højere end de hidtidige forudsigelser fra Exxons største europæiske rival, BP.

Exxon er den største amerikanske spiller, der i år pumper 4,3 millioner tønder olie og gas om dagen – 30 pct. mere end konkurrenten Chevron.

ExxonMobile forudser også, at der på trods af et generelt fald i energiforbruget på 10 procent i de industrialiserede lande, vil ske en stigning på 15 procent i det globale energiforbrug fra 2023 til 2050.

Fortsat behov for investeringer i olie- og gasindustrien

Den stærkere efterspørgsel understøtter Exxons egne produktionsvækstplaner – de mest ambitiøse blandt vestlige olieselskaber, men tegner også et skeptisk syn på mulighederne for markante reduktioner i de globale CO2-emissioner.

Exxon anslår, at elektriske køretøjer ikke vil ændre den langsigtede globale olieefterspørgsel væsentligt, da verdens befolkning forventes at stige fra 8 milliarder i dag til næsten 10 milliarder i 2050, hvilket øger efterspørgslen efter energi.

Hvis hver ny bil, der sælges i verden i 2035, var elektrisk, ville efterspørgslen ifølge Exxon efter råolie stadig være 85 millioner tønder pr. dag – det samme som i 2010!

Exxon-estimaterne er mere end tre gange så høje som de 24 millioner tønder pr. dag, som ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil gøre det muligt for verden at nå netto-nul-emissioner i 2050.

Exxon forventer, at 67 pct. af det globale energimiks i 2050 vil udgøres af fossile brændsler – olie, naturgas og kul. I 2023 var andelen 68 pct.

Exxon vurderer, at der er behov for flere investeringer i olieindvinding

Traditionelle olie- og gasanlæg nedslides som vi har set med det danske Thyrafelt. Hertil kommer, at en stor del af de nuværende investeringer er i ressourcer, der som f.eks. skiferolie, har en kortere produktionslevetid. Uden nye investeringer vil olieproduktionen falde med omkring 15 pct. om året. Dette fald kan ifølge Exxon få oliepriserne til at femdobles.

Under Folketingets afslutningsdebat i 2023 blev 40-året for udlændingeloven fra 1983 markeret. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti krævede en undskyldning til danskerne for 40 års forfejlet udlændingepolitik: “København: Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Frederikssund: Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte. Køge: Seks unge fængslet for vold, røveri og hærværk…”.

Sådan lød det under afslutningsdebatten, hvor Messerschmidt i 10 minutter oplæste den ene overskrift fra aviserne efter den anden. Overskrifter, der fortalte om røverier, voldtægter, overfald, hærværk og ballade begået af indvandrere og deres efterkommere, og som dermed beskrev konsekvenserne af den slappe, danske udlændingepolitik.

Anledningen var 40-året for udlændingeloven fra 1983, som gav retskrav til familiesammenføring for personer, der fik asyl, gav ”de facto” flygtninge ret til asyl, og gav asylansøgere ret til at opholde sig i Danmark, mens deres sag blev behandlet.

Udlændingeområdet er fortsat et omdiskuteret hjørne af dansk politik. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og spørgsmålet om udviklingen vil føre til en de facto udskiftning af den oprindelige danske befolkning med indvandrere og efterkommere i Danmark?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode var Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget i fokus. Anledningen har været barnebrude, og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik – kun Dansk Folkeparti presser stadigvæk på med krav om stramninger.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika – et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt. Samtidig bliver der indført en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav, hvor de som udgangspunkt skal bidrage i et omfang, der svarer til fuld tid.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk enighed om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Revision af udlændingeloven

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag af justitsminister Erik Ninn-Hansen i Poul Schlüters Firkløverregering i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden), man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka, der var indført med Udlændingeloven af 1983. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede efter Folketingsvalget i september 1987. De økonomiske spørgsmål var i højsædet under valgkampen, og spørgsmål var miljøspørgsmål og den relativt høje arbejdsløshed. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet spillede kun en mindre rolle, men på den københavnske vestegn var de socialdemokratiske borgmestre i oprør over indvandringen.

De fik opbakning fra partiformanden Anker Jørgensen, der advarer mod at Danmark “bliver overrendt af de fremmede”. En intern rapport fra et udvalg anført af vestegnsborgmester Vibeke Storm Rasmussen blev lækket og afslørede en stærk strømning i Socialdemokratiet, som ønskede en markant strammere udlændingepolitik.

Samtidig var Fremskridtspartiet gået frem med tre mandater til i alt ni efter at have advaret mod ”libanonisering” og ”bekvemmelighedsflygtninge”, og det venstrepopulistiske og udlændingeskeptiske Fælles Kurs med partileder Preben Møller Hansen kom ind med fire mandater. Socialdemokratiet mistede 2 mandater og Anker Jørgens overlod formandsposten til Svend Auken (i en aftalt magtdeling med Ritt Bjerregaard).

De nye signaler fra især Socialdemokratiet er medvirkende til at justitsminister Erik Ninn Hansen kun 1 uge efter valget på et ministermøde rejste spørgsmålet om mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge. Ninn-Hansen præsenterede en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Ministermødet den 15. september 1987 konkluderede ikke, og denne plan blev aldrig realiseret.

Alligevel gav justitsminister Erik Ninn-Hansen umiddelbart efter ministermødet mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet.

Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

2024: 1 million indvandrere og efterkommere i Danmark!

I 2024 er der i alt knap 1 million indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til omkring 16 pct. af den samlede befolkning. 1. januar 2023 havde 579.457 personer oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.

Den 1. januar i år boede der dog 5.961.249 mennesker i Danmark, en lille million flere end i 1984 – og næsten 1,7 millioner flere end Danmarks Statistik havde forventet i 1984. Det er især indvandringen, der kan forklare, hvordan Danmarks Statistik i 1984 kunne undervurdere befolkningsudviklingen.

Man antog dengang – lige efter vedtagelsen af den meget lempelige udlændingelov fra 1983 – at der ville ske en årlig nettoindvandring på 42 personer år efter år.

I virkeligheden udgjorde indvandrere og efterkommere knap en million mennesker den 1. januar i år. Altså en tilvækst på omtrent 25.000 om året.

Danske nyhedsmedier modtager i væsentligt omfang økonomisk støtte fra det offentlige. Når der ses bort fra de særlige forhold omkring Danmarks Radio, løber støtten årligt op i mindst 1,5 mia. kr.

Momsfritagelse

I henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 18 skal der ikke betales moms ved levering af aviser, herunder aviser leveret elektronisk, der normalt udkommer med mindst ét nummer månedligt. Fritagelsen omfatter også udbringningsgebyr for aviser. Vurderet på basis af det tabte moms-provenu kan værdien af 0-momsen til danske nyhedsmedier anslås til mindst 1,1 mia. kr. om året.

Redaktionel produktionsstøtte

Hvert år yder Kulturministeriet såkaldt ”Redaktionel produktionsstøtte” på knap 392 millioner kr. i tilskud til nyhedsmedier til produktion af redaktionelt indhold.

Redaktionel produktionsstøtte kan søges én gang om året og i 2024 har 94 titler søgt om redaktionel produktionsstøtte. Redaktionel produktionsstøtte består af en hovedordning og en supplementsordning. Dertil ydes der øget tilskud til lokale/regionale nyhedsmedier, der formidler selvstændigt journalistisk bearbejdet stof.

Det er Medienævnet, der vurderer og træffer afgørelse vedrørende ansøgninger om redaktionel produktionsstøtte og fredag den 14. juni blev resultatet offentliggjort.

Berlingske Media og JP/Politikens Hus

Af de 94 ansøgere blev 74 imødekommet. Berlingske Media og JP/Politikens Hus er igen i år de største tilskudsmodtagere. Det belgisk ejede Berlingske Media med i alt 44.482.960,38 kr. og JP/Politikens Hus med 43.972.593,23 kr.

Det bemærkelsesværdige var, at i modsætning til de andre landsdækkende medier havde Berlingske Media søgt redaktionel produktionsstøtte efter den såkaldte supplementsordning. Herved opnåede Berlingske et tilskud på 19.511.208,13 kr. mod hovedordningens tilskud på 12.500.000 kr.

Nye kriterier for supplementsordningen

Den 15. oktober 2024 har Kulturministeriet sendt en ny bekendtgørelse i høring, der ændrer kriteriet for oplag i supplementsordningen, der er en del af den redaktionelle produktionsstøtte til trykte medier. Supplementsordningen har til formål at sikre små, landsdækkende nyhedsmedier, så der fortsat er et bredt udvalg af nyhedsmedier i Danmark.

De nye kriterier for ordningen er en direkte konsekvens af Berlingskes tilskudsmanøvre. For at få del i supplementsordningen skal medierne i dag blandt andet leve op til et krav om et oplag, der er under 40.000 eksemplarer pr. udgivelse. Det skal sikre, at den supplerende støtte går til små, landsdækkende nyhedsmedier. Danskernes mediebrug er i stigende grad blevet digitalt, og flere end tidligere abonnerer på en e-avis i stedet for den trykte avis. Derfor foreslår ministeren efter drøftelser med medieforligskredsen at præcisere bekendtgørelsen, så det samlede oplag skal opgøres som en kombination af trykt oplag og abonnenter på e-avisen.

Berlingske har oplyst, at avisen ikke fremover vil søge supplementsordningen, mens aviser som Information og Kristeligt Dagblad fortsat lever op til kriterierne.

Mandag den 9. september 2024 præsenterede den tidligere italienske premierminister, tidligere ECB-chef Mario Draghi sammen med kommissionsformand Ursula von der Leyen en skelsættende rapport om, hvordan man kan dæmme op for Europas økonomiske relative nedgang i forhold til især USA og Kina.

Rapporten – The future of European competitiveness – på 400 sider er udarbejdet af Mario Draghi med bistand fra 7 embedsmænd fra EU-Kommissionen på opfordring fra kommissionsformand Ursula von der Leyen og har være imødeset med spænding overalt i EU.

Georeturn-princippet

Foranlediget af kritik fra især Frankrig annoncerede Den Europæiske Rumorganisation, ESA (European Space Agency), i sommeren 2024 planer om at justere organisationens geographical return principle. Georeturn-princippet, er blevet kritiseret for at tildele arbejde efter nationalitet snarere end efter konkurrencedygtighed.

I Draghis rapport til Europa-Kommissionen anbefalede den tidligere italienske premierminister simpelthen at afskaffe princippet om “georeturn”:

“The European space sector would benefit from updated governance and investment rules, and greater coordination of public spending in a true Single Market for space. The report recommends progressively removing the ESA’s geographical return principle. The ESA’s procurement rules should reflect the outcome of industrial competition and the choice of the best providers, and resources should be concentrated on projects that demonstrate the potential for significant scientific or technological advancement, regardless of the location of the participating entities.”

Tysk modstand

Forslaget er kontroversielt, og nu har den tyske rumorganisations generaldirektør, Walther Pelzer, ifølge Financial Times taget bladet fra munden i margenen af den internationale astronautiske kongres i Milano, den årlige samling af verdens rumagenturer.

Det ville være et ødelæggende slag mod Europas rumambitioner, hvis anbefalinger om at afskaffe kerneprincippet om georeturn, hvor ESA-medlemsstaterne sikres kontrakter, der står i forhold til deres investeringer i individuelle rumprogrammer.

Overvejelserne i ESA har hidtil gået på, at hovedentreprenører kunne få lov til at vælge deres egne leverandører. Først da vil regeringerne blive bedt om at bidrage med finansiering, der står i et rimeligt forhold til de kontrakter, der tildeles deres industri, i et princip der kaldes “fair return”.

En fuldstændig afskaffelse af georeturn vil føre til færre investeringer i Europas rumindustri, svække ESA og bringe samarbejdet i fare, advarede den tyske rumfartschef.

Konflikt mellem Tyskland og Frankrig

Bag kontroversen om georeturn-princippet ligger modsætninger mellem Tyskland og Frankrig, de to største bidragydere til ESA’s budget. Forholdet har været anstrengt, siden agenturet indførte en konkurrence om udvikling af løfteraketter, der traditionelt er domineret af franske virksomheder.

ESA er ikke et EU-agentur, men en multinational organisation med 22 lande, herunder ikke-EU-medlemsstaterne Norge, Storbritannien og Schweiz.

Bag de tyske advarsler ligger en mere grundlæggende bekymring for, at Draghis rapport kan styrke den glødende franske modstand mod georeturn. Philippe Baptiste, leder af den franske rumfartsorganisation CNES, har offentligt tilkendegivet, at georeturn var en “gift”, der tilføjede unødvendige omkostninger. Franske kritikere af georeturn har givet principperne skylden for mange af fejlene på budgetsprængningen af Ariane 6, som blev ledet af de franske selskaber Airbus og Safran.

Rumfart på EU-budgettet?

Den mulige udelukkelse af georeturn fra nogle ESA-programmer har ifølge iagttagere været et “varmt emne” mellem agenturets medlemslande, og nogle har Frankrig mistænkt for at forsøge at skubbe fremtidig udvikling af løfteraketter ud af ESA’s område og ind i EU’s kontrol og budget.

Det ville betyde, at omkostningerne for Frankrig, som finansierer mere end halvdelen af Ariane-raketprogrammet, ville falde betydeligt, men – med årtiers ekspertise – kan franske virksomheder stadig forventes at lede udviklingen af Europas næste tunge løfteraket.

EU har indledt drøftelser om sin næste budgetrunde med spørgsmålet om, hvorvidt nogle midler til udvikling af løfteraketter skal sættes på dagsordenen.

Mandag den 10. oktober 2024 kl. 11.00 blev det i Stockholm bekendtgjort, hvem der tildeles Nobelprisen i økonomi for 2024.

Bekendtgørelsen i Stockholm om Nobelprisen i økonomi for 2024 (Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2024) lyder:

“The Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2024” tildeles:

Daron Acemoglu
Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, USA

Simon Johnson
Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, USA

James A. Robinson
University of Chicago, IL, USA

Motivation

Prisen tildeles de amerikanske økonomer “for studies of how institutions are formed and affect prosperity”.

I motivationen hedder det, at økonomerne har hjulpet os til at forstå forskelle i velstand mellem nationer. Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson har således demonstreret vigtigheden af samfundsinstitutioner for et lands velstand. Samfund der ikke lever op til kravene til en retsstat og med mangelfulde institutioner, hvor befolkningen udnyttes, skaber ikke vækst eller forandring til det bedre. Prismodtagernes forskning hjælper os med at forstå hvorfor.

Blandt fagøkonomer kommer det ikke som den helt store overraskelse, at tyrkisk-amerikanske Daron Acemoglu, professor ved MIT i USA og forfatter til adskillige bestsellere, herunder “Why Nations Fail: The Origins of Power, Prosperity, and Poverty”, er blandt prismodtagerne.

Acemoglus arbejde med den langsigtede udvikling af institutioner, der letter eller hindrer økonomisk vækst, er bredt anerkendt.

Kvindelige Nobelpris-modtagere

Nobelprisen i økonomi gik sidste år gik til den amerikanske økonom Claudia Goldin, der blev anerkendt “for at have fremmet vores forståelse af kvinders arbejdsmarkedsresultater”.

Goldin var ironisk nok en af ​​meget få kvinder, der har modtaget prisen. Af de 93 prisvindere, der er blevet hædret siden 1969, har kun tre været kvinder – Goldin i 2023, hendes landsmand Elinor Ostrom i 2009 og fransk-amerikanske Esther Duflo i 2019.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Prisen er i 2024 er en guldmedalje, et diplom og 1 million dollars, der deles mellem prismodtagerne.

Nobelpriserne vil blive uddelt ved ceremonier i Stockholm og Oslo den 10. december, årsdagen for videnskabsmanden Alfred Nobels død i 1896.

Europas store olieselskaber er begyndt at nedskalere de mellemfristede reduktionsmål for CO2-emissioner. Selskaberne prioriterer i højere grad at kunne levere afkast til selskabernes aktionærer. Og realiteten er, at disse afkast kommer fra den fossile brændstofforretning, og ikke fra vedvarende energi!

Shell har tidligere i begyndelsen af 2023 reduceret målene for CO2-emissioner og nu følger BP trop.

Stadig målsætning om 0-emissioner i 2050

Begge selskaber bekræfter samtidig deres tilsagn om at blive netto-nulenergivirksomheder inden 2050, men deres mellemfristede emissionsmål for 2030 er nu lavere, end de var før energikrisen og den russiske invasion af Ukraine. I kølvandet på disse begivenheder har olie- og gasindustrien understreget, at overkommelige priser og energiforsyningssikkerhed er mindst lige så vigtige som at hjælpe verden med at reducere kulstofemissioner.

BP har nu skrottet et tidligere mål om at reducere sin olie- og gasproduktion inden 2030. Selskabet fastholder sin kernekulbrinteforretning for at sikre investorernes afkast, kunne Reuter rapportere mandag den 7. oktober 2024.

Ifølge Reuters kilder satser BP på nye investeringer i olie- og gasproduktion og er indstillet på at øge sin produktion i den amerikanske del af den Mexicanske Golf og i Mellemøsten,

BP’s administrerende direktør Murray Auchincloss, har tidligere udtrykt synspunkter om, at selskabet “pragmatisk ville tilpasse sig” til tendenser i energiefterspørgslen. BP sigter stadig efter at være et netto-nul energiselskab i 2050, men dets fokus vil være på et slankere selskab med højere afkast til aktionærerne.

BP har allerede godkendt nye investeringer i olieprojekter. I slutningen af ​​juli traf virksomheden  den endelige investeringsbeslutning om det såkaldte Kaskida-projekt i den amerikanske Mexicanske Golf som en del af dets langsigtede forpligtelse til at levere sikker, overkommelig og pålidelig energi.

Kaskida, som bliver BP’s sjette hub i Den Mexicanske Golf, vil have en ny flydende produktionsplatform med kapacitet til at producere 80.000 tønder råolie om dagen fra seks brønde i første fase. Produktionen forventes at starte i 2029.

Exxon forudser uændret olieefterspørgsel i 2050

De britiske olieselskabers strategijusteringer følger de tendenser, der også har kunnet iagttages i USA.

Det amerikanske energiselskab Exxon Mobile vurderer, at der ikke er udsigt til, at verdens energiforbrug begynder at falde frem mod 2050. På det tidspunkt vil klodens befolkning stige til næsten 10 milliarder, og de vil også gerne have adgang til billig energi, lyder det.

I Exxons globale outlook, der blev offentliggjort den 26. august i Houston, Texas, vurderes det, at verdens efterspørgsel efter råolie i 2030 vil stabilisere sig på godt 100 mio. tønder om dagen, og at det niveau ikke vil ændre sig væsentlig frem mod 2050. Prognosen ligger 25 pct. højere end de hidtidige forudsigelser fra Exxons største europæiske rival, BP.

Exxon er den største amerikanske spiller, der i år pumper 4,3 millioner tønder olie og gas om dagen – 30 pct. mere end konkurrenten Chevron.

ExxonMobile forudser også, at der på trods af et generelt fald i energiforbruget på 10 procent i de industrialiserede lande, vil ske en stigning på 15 procent i det globale energiforbrug fra 2023 til 2050.

Fortsat behov for investeringer i olie- og gasindustrien

Den stærkere efterspørgsel understøtter Exxons egne produktionsvækstplaner – de mest ambitiøse blandt vestlige olieselskaber, men tegner også et dystert syn på mulighederne for markante reduktioner i de globale CO2-emissioner.

Exxon anslår, at elektriske køretøjer ikke vil ændre den langsigtede globale olieefterspørgsel væsentligt, da verdens befolkning forventes at stige fra 8 milliarder i dag til næsten 10 milliarder i 2050, hvilket øger efterspørgslen efter energi.

Hvis hver ny bil, der sælges i verden i 2035, var elektrisk, ville efterspørgslen ifølge Exxon efter råolie stadig være 85 millioner tønder pr. dag – det samme som i 2010!

Exxon-estimaterne er mere end tre gange så høje som de 24 millioner tønder pr. dag, som ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil gøre det muligt for verden at nå netto-nul-emissioner i 2050.

Exxon forventer, at 67 pct. af det globale energimiks i 2050 vil udgøres af fossile brændsler – olie, naturgas og kul. I 2023 var andelen 68 pct.

Exxon vurderer, at der er behov for flere investeringer i olieindvinding.

Traditionelle olie- og gasanlæg nedslides som vi har set med det danske Thyrafelt. Hertil kommer, at en stor del af de nuværende investeringer er i ressourcer, der som f.eks. skiferolie, har en kortere produktionslevetid. Uden nye investeringer vil olieproduktionen falde med omkring 15 pct. om året. Dette fald kan ifølge Exxon få oliepriserne til at femdobles.

Under Åbningsdebatten i Folketinget den 3. oktober 2024 blev der om Lars Løkke Rasmussen sagt følgende:

”I kender sikkert alle sammen fablen om frøen og skorpionen. De laver en aftale om, at frøen skal sejle skorpionen over på den anden side af vandet. Frøen er lidt bange for, at skorpionen vil stikke, men det lover den ikke at gøre. Men midt ude på vandet stikker den alligevel, og mens de begge to drukner, spørger frøen: Hvorfor stak du? Skorpionen svarer: Det er min natur.

Sin natur kan man ikke frigøre sig fra. Offentlighedens første bekendtskab med Lars Løkke Rasmussen kommer i 1982, hvor han snyder Hanne Boel for 30.000 kr. og gør gældende, at han ikke hæfter for noget som helst, fordi han er 17 år gammel. Så går der 16 år, inden han får sit første politiske embede, nemlig som amtsborgmester i Frederiksborg Amt, hvor han bruger 240.000 kr. på at køre i taxa, og blandt de godt 1.000 bilag, han indleverer, er der knap 600 af dem, som er udfyldt forkert eller mangelfuldt. Efterfølgende er Rigsrevisionen og Justitsministeriet enige om at rette kritik, bl.a. fordi der er et hul i statskassen 150 mio. kr.

Den 27. november 2001 bliver han så indenrigs- og sundhedsminister. Det er der, hvor han får ministeriet til at betale for overnatninger på hoteller i Horsens efter en Paul McCartney-koncert, som han godt nok ikke var inviteret til i sin egenskab af at være minister. Det er også der, hvor TV 2 efterfølgende kan afsløre, at han har fået betalt hele otte hotelbesøg, hvor han hverken har været til tidlige morgenmøder eller sene aftenmøder, ifølge sin ministerkalender. Det er også her, han overnatter under pseudonym på ministeriets regning, fordi det er Venstre, der holder julefest. Rigsrevisionen konkluderer også i den periode, at der er sket en overbetaling til privathospitalerne på nærmest 1 mia. kr., mens hr. Lars Løkke Rasmussen påstod, at det kun – kun – var 100 mio. kr.

Så kommer vi til april 2009, hvor han bliver statsminister. Det er der, hvor han for skatteydernes penge køber en rygekabine til 154.000 kr. Det er også her, hvor han, ifølge journalist Erik Holstein, optræder som total amatør på klimatopmødet og am banging with the hammer, altså er ved at slå med hammeren, formand.

I 2011 bliver han igen formand for Venstre. Det er der, alle bilagssagerne kører, med underbukser, jakkesæt og sko, som partiorganisationen skulle betale. Det er også der, hvor 3GI betaler mere end 1 mio. kr. for rejser, hoteller og limousiner, bl.a. en rejse til Brasilien for hans datter. Venstre betaler i samme periode en tur til Mallorca, både for Lars Løkke Rasmussen, konen og sønnen.

Så kommer hele affæren, da han bliver statsminister igen, med kvotekongerne. Der er 2018, hvor han optræder som bisidder for sin hustru i en privat samtale. I 2018 opstår der igen tvivl om LøkkeFonden, og om man ved donationer kan få statsministeren i tale. Så er der sagen om misbrug af embedsboligen til private møder, julefrokoster og indsamling af penge. Så i 2022, da han er ude af Statsministeriet, kommer hele CIP-affæren. Først er det bare nogle luksuriøse middage, som bliver vekslet til, at han kan tale godt for firmaet i globale magthaveres selskab. Siden hen ved vi, hvordan han agerer internt i den her regering for at fremme CIP’s interesser. Sidste år hørte vi, at han ikke ville offentliggøre sine partiregnskaber, som alle andre partier gør, og ja, det var der, han også stod i spidsen for at afvikle store bededag. Sidste år vildledte han Folketinget i Rasmus Prehn-sagen, og i år har han så afviklet en del af vores ytringsfrihed og bedt OIC og arabiske ambassadører om at være penneførere. Så er der hele regeringsrokaden, hvor man sådan svupper rundt mellem partifolk, venner, og hvad ved jeg, afsluttet med en lille privatflysrejse til Afrika for 1 mio. kr.

Når noget er så indgroet i ens natur, er der ingen tro på, at det kan blive anderledes. Uanset hvilken konstellation I måtte forhandle jer frem til med hr. Lars Løkke Rasmussen, vil det være den her karakter hele vejen igennem. Derfor har jeg altså en appel til mine gode venner i blå blok. Tro nu lidt på jer selv, rank ryggen, og frigør jer fra den person, som i en menneskealder har slæbt dårlige sager bag sig, har bedt skatteyderne om at betale ting, han selv skulle betale for, og har lavet dårlige reformer, som vi i dag skal rydde op efter. Det er ikke det, vi har brug for. Vi har brug for en regering, som danskerne kan være stolte af, som de kan føle sig ledt af, og som de kan se sig som en del af, fuldstændig som det var tilbage for 20 år siden med Anders Fogh Rasmussen. Jeg tror, at selv venstrefløjen her i Folketinget vil medgive, at man kunne være uenig, men at man havde respekt, for man vidste, hvad man fik. Man vidste, at det var uegennyttigt. Man vidste, at en mand som Anders Fogh Rasmussen, dog fra sit udgangspunkt, satte Danmark først. Lars Løkke Rasmussen er alt det modsatte.”

Søndag afholdes der parlamentsvalg i Østrig. 183 medlemmer af parlamentet – Nationalrat- skal vælges i landets 9 delstater. Mandaterne fordeles proportionalt blandt de partier, der har klaret spærregrænsen på 4 pct. og det største parti får typisk med kanslerposten mulighed for at danne regering.

ÖPV eller FPÖ?

Valget skal afgøre, om det konservative parti, ÖPV, eller det højrenationale Frihedsparti, FPÖ, får kanslerposten.

Østrig har i den forgangne valgperiode været ledet af en regering af ÖPV og partiet De Grønne med ÖPV-lederen Karl Nehammer som kansler. Ifølge meningsmålingerne vil Østrigs næste kansler enten stadig hedde Karl Nehammer fra ÖPV eller Herbert Kickl fra FPÖ.

Den sort-grønne regering har holdt ud i hele regeringsperioden. Også selv om den tidligere ÖPV-kansler Sebastian Kurz måtte forlade partiet efter en korruptionsskandale.

Meningsmålinger

Ved EU-parlamentsvalget i juni kom Østrigs nationalistiske, indvandringskritiske Frihedsparti ind på førstepladsen med 25,4 procent af stemmerne, og foreløbige meningsmålinger tyder på, at partiet kan få endnu større opbakning ved parlamentsvalget – 27,2 pct.

Frihedspartiet har været i regering tre gange siden 1990. I 1999 reagerede europæerne med rædsel og indførte hurtigt diplomatiske sanktioner mod Østrig, men reaktionen var mere afdæmpet i 2017, da Sebastian Kurz, en konservativ ÖPV-kansler, dannede regering med Frihedspartiet. På det tidspunkt havde hele Europa bevæget sig mere mod højre, med både Ungarn og Polen styret af ledere fra højrefløjspartier.

I meningsmålingerne er FPÔ tæt fulgt af det konservative Østrigske Folkeparti, ÖPV, der efter en markant tilbagegang er nede på 24,7 pct. i meningsmålingerne. Socialdemokratiet, SPÔ, står til 20,6 procent, og de liberale fra partiet NEO har 9,8 procent.

Det nuværende regeringsparti De Grønne mister også stemmer og ser ud til at få 8,3 procent – over fem procentpoint mindre end ved valget i 2019.

Østrig har været præget af flere kriser i de seneste år. Blandt andet corona, krig, prisstigninger og klimaforandringernes konsekvenser.

Valgtemaer

Inflationen har længe været et betændt emne for østrigske vælgere. Både priserne i supermarkederne. Huslejer og ikke mindst energipriserne er siden coronapandemien og Ruslands invasion af Ukraine steget massivt og bliver et stadig større problem for befolkningen.

Der er ikke i Østrig fuld enighed om sanktionspolitikken mod Rusland og støtten til Ukraine, hvor mange er på linje med holdningen hos Ungarns Viktor Orban.

For FPÖ har migrationspolitikken længe været partiets vigtigste mærkesag. Det har tvunget ÖPV til i valgkampen at lægge vægt på en strengere migrations- og sikkerhedspolitik.

Taylor Swift?

En række Taylor Swift-koncerter i Wien blev aflyst, efter at et terrorplot blev forpurret i august. En af de mistænkte var angiveligt en 18-årig irakisk statsborger, og aflysningen førte til at den national debat om immigration og sikkerhed blussede op.

Klimapolitikken?

En katastrofal mængde højvande har i de seneste uger skyllet et nyt emne i land i den østrigske valgkampagne – nemlig klimapolitik.

Og det har særligt kansler Nehammer nydt godt af. Han er som kansler rejst rundt i Østrig og har vist sig for befolkningen som en stærk leder. Derudover har han lovet østrigerne millioner i kompensation for naturkatastrofen. Noget tyder på, at ÖPV har nærmet sig FPÖ i valgkampens slutspurt.

Danmarks gasdistributionsselskab EVIDA har annonceret en ændring i takststrukturen, som vil medføre et betydeligt tilbageslag for den grønne omstilling og en socialt ubalanceret tvangsforanstaltning over for de kunder, der bruger gas til madlavning.

Et gaskomfur er – med den nuværende store mængde biogas i gassystemet – en grønnere løsning end et elkomfur. Men gaskunderne tvinges nu af kæmpe stigninger på gasregningen væk fra gas og over til el.

Gaskunderne må opgive deres grønne gaskomfur og installere et sort elkomfur med de deraf følgende betydelige omkostninger.

Det, der skulle være en del af en grøn omstilling, er i virkeligheden sort omstilling – både miljømæssigt og socialt.

Biogassen er på ti år vokset fra at udgøre 0 til 37 pct. af det danske gasforbrug. Det er en vigtig del af den grønne omstilling, da den erstatter den fossile naturgas, og biogassen har potentiale til i løbet af få år at dække hele Danmarks gasforbrug.  

I takt med udrulningen af fjernvarmen og installation af varmepumpoer ændrer gasforbruget sig. Der bliver bliver færre forbrugere, som til gengæld bruger meget gas.

Evidas nye tarifmodel rammer biogas hårdt: Den vil koste producenterne tæt på 200 mio. kr., og tarifmodellen kommer til at svække økonomien voldsomt i biogasproduktionen. I forbindelse med de nye tariffer skal biogasproducenter nu betale for at sende deres gas ind i systemet. Det er gratis i dag.

Desuden er tarifmodellen ifølge Biogas Danmark i modstrid med de gældende forvaltningsafgørelser for tilslutninger til gasnettet, som mange biogasselskaber har baseret deres investeringer på.

Tarifmodellen indebærer, at Evida indfører nye priser for, hvad det skal koste at få transporteret gassen rundt i systemet. Som noget nyt skal alle gaskunder, foruden at skulle betale tarif per anvendt kubikmeter, også betale en fast årlig takst, som er den samme, uanset om man er stor erhvervskunde eller en lille privat forbruger.

Det betyder i store træk, at gassen bliver billigere for storkunderne og dyrere for de små kunder.

Ifølge Evidas egne beregninger vil omtrent halvdelen af de 288.000 private kunder kunne forvente at skulle betale mere for gassen.

30 procent vil opleve en stigning på 375 kroner eller mere på et år. Dem, der har et meget lille forbrug, fordi de f.eks. kun bruger gas til madlavning, vil opleve en stigning på omkring 1800 kroner. Det drejer sig om fem procent af kunderne.

De nye tariffer skal først godkendes af Forsyningstilsynet, inden de kan træde i kraft.

Det var “vildledende” og ulovligt, da NCC NCC – Nordens største entreprenørvirksomhed med en omsætning på 45,5 mia. kr. og cirka 18.000 ansatte – i marts 2022 satte en håndfuld blå bannere op foran en byggeplads i Valby med påskriften ”Her bygger vi bæredygtigt”.

Det skriver netmediet Byrummonitor den 17. september 2024.

Ombudsmanden bad NCC om at dokumentere udsagnet ”Her bygger vi bæredygtigt” og syv andre lignende påstande om Valby-byggeriet, som man kunne læse på byggepladsen og på NCC’s hjemmeside.

Ombudsmanden finder i afgørelsen, at ”Her bygger vi bæredygtigt” er overdrevent, da det er egnet til at give indtryk af, at byggeriet ikke tærer på Jordens ressourcer eller i hvert fald, at det er mindre skadeligt for miljøet, end det faktisk er. I afgørelsen finder desuden, at syv andre påstande om Valby-byggeriet var vildledende miljøudsagn, også kaldet greenwashing.

Byggebranchen bør ikke være overrasket

Den danske byggebranche var ikke happy, da Byrummonitor allerede i januar sidste år kunne fortælle om Forbrugerombudsmandens nye kvikguide om brug af bæredygtige termer. I kvikguiden slog Forbrugerombudsmanden fast, at man kun kan kalde sit byggeri ”bæredygtigt” hvis man ved hjælp af en livscyklusvurdering kan dokumentere et minimalt klima- og miljøaftryk fra vugge til grav.

 Reduction Roadmap, udviklet af Effekt, Moe og Cebra, er et forsøg på at skitsere, hvordan byggeriets CO₂-udledning skal falde frem mod 2029 for at leve op til Parisaftalen. Her er man kommet frem til, at byggeriet skal helt ned på 0,4 kilo CO₂ per kvadratmeter årligt – mod de 9,6 kilo, som nybyggede boliger i dag udleder i dag – altså en reduktion på 96 procent.

Forbrugerombudsmandens opfattelse af bæredygtighed

Selv en så betydelig reduktion er forbrugerombudsmanden ikke parat til at betegne som bæredygtig.

Årsagen er, at Forbrugerombudsmandens definition af ordet ”bæredygtighed” læner sig op ad den definition, som FN definerede i Brundtlandrapporten i 1987, og som kort fortalt kræver, at produktionen ikke skader miljøet. Det betyder altså, at også kemikalier, udvinding af råstoffer på måder, som skader for eksempel havmiljøet, og en række andre faktorer i dag spænder ben for, at et byggeri kan kalde sig bæredygtigt.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, er der i dag meget langt til bæredygtighed og næppe en eneste bygning i Danmark kan betegnes som bæredygtig.

Undgå ”greenwashing”

Forbrugerombudsmanden anbefaler, at byggebranchen i stedet for ”greenwashing” med henvisning til tvivlsom ”bæredygtighed” bruger konkrete og dokumenterbare udsagn: ”vi har reduceret CO2-udledningen så og så meget”, eller ”vi bruger 40 procent genanvendt plastik”.

Under alle omstændigheder tegner opførelse, renovering og drift af bygninger sig for en stor del af Danmarks forbrug af energi og ressourcer.

Bygge- og anlæg står for 30 pct. af CO2-udledningen

Bygge- og anlægsbranchen står direkte og indirekte for 30 pct. af den samlede CO2e-udledning.

Derfor er det afgørende, at vi reducerer CO2e-udledningen fra byggeriet, men som noget nyt også fra byggepladsen særskilt. Samtidig er der et ønske fra branchen om at styrke den nødvendige grønne omstilling i byggeriet.

Af Aftale om national strategi for bæredygtigt byggeri af 5. marts 2021 fremgår det, at grænseværdien fra 2025 skal omfatte alt nybyggeri, som er omfattet af bygningsreglementets krav om energirammeberegning. Udgangspunktet i medfør af 2021-aftalen er, at grænseværdien strammes i 2025, så ca. 1/3 af nybyggeriet skal præstere bedre klimamæssigt i forhold til 2021.

Ny aftale med strammere klimakrav til nybyggeri

I forlængelse af Aftale om national strategi for bæredygtigt byggeri er der den 30. maj 2024 indgået en supplerende aftale, der strammer klimakravene til nyt byggeri markant ligesom flere typer af byggerier og boliger vil blive omfattet.

Aftaleparterne enige om at fremskynde den grønne omstilling i byggeriet med følgende yderligere tiltag for at begrænse byggeriets klimapåvirkninger og ressourceforbrug:  Fra juli 2025 må byggeri gennemsnitligt udlede mellem 4 og 8 kilo CO2, 7,1 kilo i 2025, 6,4 i 2027 og 5,8 i 2029.

Grænseværdien for CO2-udledning sænkes fra 12 til et gennemsnit på 7,1 kg.

Særlige samfundskritiske bygninger, herunder landbrugsbygninger og uopvarmede bygninger under 50 m2 fritages fra CO2e-grænseværdien

Tiltagene medfører, at en større del af nybyggeriet underlægges CO2e-kravene og det danske forbrug af CO2 på globalt plan reduceres med omtrent 0,50 mio. tons svarende til ca. 1 pct. af de danske forbrugsbaserede CO2e-udledninger i 2025.

Supplerende omkostninger

Aftaleparterne noterer, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet skønner, at de økonomiske omkostninger for bygningsejerne udgør ca. 913 mio. kr. som følge af tiltagene, hvilket svarer til under 0,5 pct. af byggebranchens årlige omsætning på 215 mia. kr.

Spørgsmålet er om det især bliver borgerne i udkantsdanmark, der må bære omkostningerne ved den grønne omstilling i form af højere byggeudgifter, el-, benzin- og dieselafgifter og høje varmeregninger?

Udkantsdanmark udelukket fra boligfesten!

Disse borgere er udelukket fra boligfesten, hvor boligejerne i de store byer kan overvælte stigende byggeudgifter til klimatiltag i priserne, og ifølge de økonomiske vismænds boligprisprognose har udsigt til fortsat at score enorme værdistigninger og friværdier.