Nyhedsbureauet Reuters kan tirsdag den 19. august 2025 oplyse, at den schweiziske multinationale investeringsbank, UBS, mandag den 18. august 2025 har hævet prognoseprisen for guld med 100 dollars til 3.600 dollars pr. ounce (godt 28 g) ved udgangen af marts 2026.

Baggrunden for den forventede prisstigning på guld er de vedvarende amerikanske makroøkonomiske risici, tendenser til flugt fra dollar og stærk investeringsefterspørgsel af guld – især fra børsnoterede fonde (ETF’er) og centralbanker.

UBS hævede også sin prognose for guldprisen ved udgangen af juni 2026 med 200 dollars til 3.600 dollars pr. ounce og introducerede et nyt mål for slutningen af september 2026 på samme niveau.

Banken forventer, at en begrænset inflation i USA i kombination med en lidt lavere økonomisk vækst vil få den amerikanske centralbank til at lempe pengepolitikken, og samtidig vil en fortsat svækket dollar understøtte højere guldpriser.

UBS hævede sin prognose for efterspørgslen efter guld for hele året til næsten 600 tons fra 450 tons med henvisning til data fra World Gold Council.

“Centralbankerne forventes fortsat at efterspørge guld, omend i lidt mindre mængder end sidste års rekordopkøb. Vi forudser derfor nu, at den samlede globale efterspørgsel efter guld vil stige med 3 pct. til 4.760 mio. ton i 2025, hvilket vil markere det højeste niveau siden 2011,” skriver UBS i et notat.

Det bemærkes, at amerikanske guldfutures for levering i december faldt 0,1 pct. til 3.378 mandag, som følge af en styrket dollar, mens investorerne var optaget af mødet i Det Hvide Hus mellem præsident Donald Trump og ukrainske og europæiske ledere.

Op til det danske EU-formandskab blev der i både regeringens udtalelser og mediernes dækning lagt vægt på, at Danmark ville rykke “til bordenden” i de store forhandlinger om europæiske udfordringer. Statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fremhævede, at formandskabet var en historisk mulighed for at sætte dagsordenen og gøre dansk diplomati til en ledende stemme – ikke mindst i spørgsmålet om Ukraine.

Tilsvarende blev Danmark proforma formandskab af FN’s Sikkerhedsråd tillagt en betydning, som realiteterne slet ikke kunne indfri.

I praksis har EU-formandskabet givet Danmark en vis indflydelse på EU’s interne forhandlinger i Rådet, hvor dagsordener koordineres og kompromiser formes. Når det gælder EU’s udadvendte udenrigs- og sikkerhedspolitik, er det fortsat Kommissionens formand og de store lande Tyskland, Frankrig og Italien – der sidder ved bordet på vegne af hele unionen.

Mette Frederiksen var ikke inviteret til at deltage i mødet i Washington den 18. august om Ukraine, hvor EU var repræsenteret af Ursula von der Leyen.

Fraværet viser kontrasten mellem de høje forventninger til formandskabet i dansk selvforståelse og den realitet, at EU’s udadvendte stemme i udenrigspolitikken sjældent går gennem det skiftende formandsland.

Det har utvivlsom desuden spillet ind, at præsident Trump ikke har lagt skjul på sin animositet mod Frederiksen – kendt fra Grønland-episoden i 2019 – ligesom det forud for mødet blev signaleret at Polens Donald Tusk ikke var velkommen. Det er plausibelt, at de store EU-lande fandt det mest hensigtsmæssigt at involvere den finske præsident, der angiveligt er på god fod med Trump, og lade andre end ”nasty”-Frederiksen repræsentere EU i Washington for at undgå, at gamle konflikter overskyggede de aktuelle Ukraine-forhandlinger.

Det er ikke meget vi hører til Det Radikale Venstre, og meget tyder på, at partiet snart er en saga blot i dansk politik. I forbindelse med partiets seneste Landsmøde i september 2024 sagde partiets politiske leder Martin Lidegaard, at ”det allervigtigste er, at vi i Radikale får lidt flere mandater og gerne de afgørende mandater”.

I det seneste forsøg på at forskønne partiets lidet glorværdige fortid har man sendt den aldrende Asger Baunsbak-Jensen, Pastor emeritus, forfatter og forhenværende landsformand for Radikale Venstre og Radikal Ungdom, i byen i Kristeligt Dagblad med en kronik, der skulle hvidvaske den radikale løjser, der om nogen var eksponent for samarbejdspolitikken under den tyske besættelse 1940-45, Erik Scavenius.

I kronikken skriver Baunsbak-Jensen, at han godt forstår, at Erik Scavenius døde som en bitter mand. Erik Scavenius følte sig misforstået for sin og de radikales rolle i samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig.

Asger Baunsbak-Jensen var I 1955 i egenskab af at være landsformand i Radikal Ungdom på besøg hos Erik Scavenius vedrørende et vinterstævne, som skulle holdes på Christiansborg i januar 1955. Her fik Baunsbak-Jensen en større forståelse for sin partifælles ageren under besættelsen.

Baunsbak-Jensen understreger, at hans vurdering står til troende, da han i dag er den sidste nulevende politiker, der har mødt ham og talt med ham. (Erik Scavenius blev født i 1877 og døde i 1962).

Er det Radikale Venstre endelig dødsdømt?

Trods Baunsbak-Jensens indsats er Det Radikale Venstre i den terminale fase.

Børsens daværende chefredaktør (og tidligere Socialdemokratisk minister) og nuværende generaldirektør for DR, Bjarne Corydon rettede et frontalangreb på De Radikale op til partiets nytårsstævne i Nyborg i januar 2023):

”Aktuelt er De Radikale overflødiggjort. Diskvalificeret som regeringsudueligt parti. Svinebundet til at pege på en socialdemokratisk statsminister. Spærret inde i et politisk bur på venstrefløjen. Et sted mellem Alternativet, SF og Enhedslisten. Almindeligt opfattet som adfærdsvanskelige. Med få parlamentariske manøvremuligheder”.

Siden er intet ændret, og realiteten er, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod havde sex med en 15-årig praktikantpige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Jeppe Kofod overlevede ikke Folketingsvalget mens Frank Jensen og Carsten Hansen tidligere har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober 2021 brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Efter det katastrofale valg i november 2022 trådte Sophie Carsten Nielsen tilbage som partileder og Martin Lidegaard kunne endelig indtage pladsen som radikal leder.

Kan de radikale vende skuden?

I øjeblikket er De Radikale som påpeget af Bjarne Corydon fuldstændig marginaliseret, og tilliden til partiet som samarbejdspartner er meget lille på Christiansborg.

Det må dog ikke glemmes, at De Radikale tidligere har overlevet voldsomme trængsler. Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres udlændingepolitik bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til partiets traditionelle modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001.

Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Alt det er forhåbentlig nu en saga blot.

Danmarks Radio, Ritzau og andre medier melder natten til fredag om voldsomme uroligheder i flere serbiske byer. Sammenstød mellem rivaliserende grupper af demonstranter er ifølge serbisk politi torsdag aften igen taget til i Serbien.

Kritik af præsident Aleksandar Vučić

Måneders demonstrationer har denne uge udviklet sig deciderede gadekampe. I landets næststørste by, Novi Sad, trængte demonstranter torsdag ind i og raserede kontorer tilhørende regeringspartiet SNS (Serbian Progressive Party – grundlagt af Tomislav Nikolić og den nuværende præsident, Aleksandar Vučić, i 2008). Vinduer blev smadret, mens der blev kastet med både møbler og maling.

Demonstranterne kom desuden i klammeri med både politi og tilhængere af regeringspartiet, skriver Reuters.

Politiet har torsdag aften spærret flere gader af i byen og taget tåregas i brug for at opløse forsamlingerne.

Krav om nyvalg

Flere medier har tidligere berettet om voldsom uro i Beograd i Serbien. Lørdag den 28. juni 2025 spredte politiet aggressivt og hårdhændet over 100.000 demonstranter, der havde samlet sig i Beograd med højlydte krav om nyvalg.

Demonstrationen markerer den seneste masseaktion i en protestbevægelse, der startede sidste efterår, med aktivister, der opfordrer til en ende på korruption og den serbiske præsident Aleksandar Vučićs 12-årige styre.

Folkemængder i Beograd råbte “Vi vil have valg!” – et centralt krav fra bevægelsen, som Vučić konsekvent har afvist. Hans embedsperiode udløber i 2027, som også er datoen for det næste planlagte parlamentsvalg.

Kampklædte politibetjente brugte tåregas, peberspray og chokgranater til at sprede folkemængder med magt, og snesevis af demonstranter blev anholdt.

Serbiens indenrigsminister Ivica Dačić hævdede, at demonstranter angreb politiet.

Demonstranter kastede angiveligt æg, plastikflasker og andre genstande mod urobetjente, der blokerede mængden fra at komme ind i en bypark, hvor Vučić -tilhængere iscenesatte en modprotest.

Præsident Vučić havde angiveligt i busser transporteret grupper af egne tilhængere fra hele landet til Beograd forud for demonstrationen.

Påstande om udenlandsk påvirkning

Aleksandar Vučić, en højre-populistisk leder med autoritære tendenser og varme bånd til Rusland, har gentagne gange beskyldt udenlandske stater for at opildne til protesterne for at vælte hans regering. Han har dog ikke fremlagt beviser til støtte for disse påstande.

Den nuværende bølge af protester i Serbien begyndte i november, da et tag på en togstation i byen Novi Sad kollapsede og dræbte 15. Katastrofen blev beskyldt for at være et resultat af regeringens korruption.

Mens Vučić har påstået, at vestlige magter forsøger at udløse en “ukrainsk revolution i Serbien”, er de serbiske protester ikke hverken pro-ukrainske eller pro-russiske. I modsætning til massedemonstrationer i Slovakiet, hvor aktivister eksplicit fordømte regeringens Kreml-venlige dagsorden, er den serbiske bevægelse fokuseret på Vučićs korrupte ledelse.

Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i 2022 har Serbien forsøgt en diplomatisk balancegang mellem Moskva og Vesten. Det har positioneret sig som neutralt i krigen mellem Rusland og Ukraine og afbalanceret sin status som EU-kandidat med sine langvarige bånd til Rusland.

EU-kandidatland

Serbien søgte om EU-medlemskab i 2009, men der kom først for alvor skub i relationen mellem EU og Serbien, da Serbien og Kosovo i april 2013 underskrev en EU-initieret aftale med henblik på at normalisere forholdet mellem de to lande. Optagelsesforhandlingerne startede herefter formelt i januar 2014.

Serbien med en befolkning på knap 7 millioner og omkring dobbelt så stort som Danmark kendes især for de indbyrdes krige i 1990’erne mellem republikkerne i det tidligere Jugoslavien. Særligt de langvarige kampe mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina havde mange dræbte og flygtninge til følge. Krigshandlingerne blev bragt til ende ved fredsforhandlingerne i Dayton 1995.

Kosovo

Baggrunden for det stadig aktuelle Kosovo-spørgsmål var, at den autonome region Kosovo den 17. februar 2008 ensidigt erklærede sin uafhængighed fra Serbien. Over 100 lande har anerkendt Kosovos uafhængighed, herunder hovedparten af EU-landene. Danmark anerkendte Kosovo den 21. februar 2008.

Den 22. juli 2010 kom den Internationale Domstol med en vejledende udtalelse, der blandt andet konstaterede, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i modstrid med folkeretten. På den baggrund lykkedes det i september 2010 27 EU-lande og Serbien at blive enige om teksten til en fælles FN-resolution, der efterfølgende blev vedtaget af FN’s Generalforsamling.

Den EU-initierede aftale fra 2013 om normalisering af forholdet mellem de to lande betyder ikke, at Serbien officielt anerkender Kosovos selvstændighed. Det skønnes, at det serbiske befolkningselement i Kosovo udgør 7 pct. af befolkningen på omkring 1,6 millioner i et land på størrelse med lidt over en fjerdedel af Danmark. Det serbiske mindretal støttes åbenlyst af Beograd i deres forskellige aktioner rettet mod Kosovos myndigheder.

Dansk fængsel i Kosovo

Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.

Allerede i 2021 blev der i Danmark indgået en politisk aftale om etablering af et dansk fængsel i Kosovo. Det kommende danske fængsel har imidlertid været ramt af forsinkelser, og fængslet ventes nu først at kunne tages i brug i april 2027 i stedet for september 2026. Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.

Grovvarekoncernen DLG forventer ifølge Effektivt Landbrug den 13. august 2025, at årets høst bliver endnu bedre end hidtil antaget.

Ifølge DLR aftager grovvarekoncernen omkring halvdelen af de afgrøder, som danske landmænd indleverer. Tidligere forventede DLG at få indleveret under to millioner tons afgrøder. Nu lyder forventningen på over to millioner tons afgrøder.

”Det har vitterligt væltet ind med korn de seneste dage”, siger Mogens Frederiksen, som er vicekoncerndirektør for afgrøder i DLG, i pressemeddelelsen. Han siger videre, at DLG hele tiden har forventet at årets høst ville være over middel. Men nu lader det til, at den bliver ”et godt stykke” over middel. ”Overordnet set, så er det indtil nu gået rigtig godt med høsten. Efter to år med et resultat under middel, så ser det ud til, at vi får et rigtigt godt år i år”.

DLG oplyser, at den samlede danske høst endte på 7,1 million tons i 2023 og 7,6 millioner tons i 2024. I et ’normalt’ år høster danske landmænd ifølge DLG over 9 millioner tons. Selv om der har været dage med voldsom regn i løbet af juli, lader det altså ikke til at have påvirket afgrøderne negativt. For en uge siden meddelte DLG, at vejret så ud til at ændre sig til ”godt høstvejr”. Det skete efter en uge med ustadigt vejr, hvor det normalt er mere vanskeligt for landmænd at høste.

Det næste vi formentlig hører fra dansk landbrug, er formentlig beklagelser over, at den gode høst ikke kun resulterer i lavere kornpriser, men også skaber kapacitetsproblemer i lader og kornlofter. Nogle bønder vil ikke holde sig tilbage i krav om offentlig støtte til ”konkurrencedygtige finansieringsforhold” (læs: tilskud) for kornsiloer.

Den 26. maj 2025 blev Grønlands økonomiske råds rapport for 1. halvår 2025 offentliggjort. Rapporten kom i kølvandet på Nationalbankens analyse af 29. april 2025 om Grønlandsk økonomi: Reformer kan gøre grønlandsk økonomi mere selvbærende.

Rapporterne viser, at Nationalbanken og Grønlands Økonomiske Råd er ret enige om, at der i Grønland er behov for en ambitiøs reformdagsorden, hvis den offentlige økonomi og arbejdskraftudfordringen skal fremtidssikres.

Den nationaløkonomiske baggrund er da også ganske dyster.

Den 5. august 2025 offentliggjorde Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre/selvstyre) publikationen ”Økonomisk redegørelse 2025” (Aningaasaqarneq pillugu nassuiaat 2025), der viste, at landskassen sidste år endte med et underskud på 257 millioner kroner – et underskud, der blev dobbelt så stort som ventet.

Selvstyrets årlige budget er på otte milliarder kroner, hvoraf halvdelen kommer fra det danske bloktilskud. Resultatet fra 2024 står i skarp kontrast til resultatet fra 2023, hvor der var et overskud på 421 millioner kroner.

Aftagende økonomisk vækst

Budgetunderskuddet er et synligt bevis på, at Grønlands økonomi er bremset op efter nogle år med gunstige tider for fiskeriet og en betydelig udbygning af infrastrukturen med lufthavne m.v.

Væksten i bruttonationalproduktet har siden 2023 været omkring 1 pct. om året, men der er fortsat tegn på kapacitetspres i økonomien.

Høj bruttonationalindkomst pr. indbygger

Grønlands bruttonationalprodukt udgør 22,9 mia. kr. eller 405.200 kr. pr. indbygger. Til sammenligning er BNP i Danmark på 2961 mia. kr. svarende til 493.500 kr. pr. indbygger. Bloktilskuddet fra Danmark på godt 4,5 mia. kr. samt andre indtægter fra udlandet betyder dog, at BNI eller bruttonationalindkomsten pr. indbygger i Grønland er fuldt på højde med indkomstniveauet i Danmark.

Mangel på arbejdskraft – asiatisk indvandring

I Grønland er der opbygget en betydelig mangel på arbejdskraft i økonomien og en stigende afhængighed af udenlandsk arbejdskraft. Det har medført en betydelig tilflytning fra udlandet, især af asiatisk arbejdskraft.

Det er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft til store velfærdsområder som sundhed, uddannelse og socialområdet. Samtidig sætter en aldrende befolkning selvstyrets økonomi under pres. Samtidig bliver væksten midlertidigt dæmpet af, at flere store anlægsinvesteringer i infrastrukturen afsluttes. I 2025 er den nye lufthavn i hovedstaden Nuuk åbnet, og næste år afsluttes lufthavnsbyggerierne i Qaqortoq i syd og Ilulissat i vest.

Faldende folketal

Folketallet forventes at falde over de næste årtier, og der bliver flere ældre og færre unge i landet. Det får alvorlige budgetkonsekvenser for den grønlandske landskasse.

Opbremsning i fiskeriet

Der er opbremsning i fiskeriet efter rekordår for eksporten af fisk og skaldyr. Den vigtige rejebestand bliver mindre og det begrænser fangstmængderne.

Eksportværdien af fisk og skaldyr faldt med 10 pct. i 2024 i forhold til året før, både som følge af faldende fangstmængder, og fordi priserne på hellefisk og rejer stagnerede eller faldt. EU-lande og Kina er de vigtigste afsætningsmarkeder for en stor del af eksporten, og den økonomiske situation på disse markeder har stor betydning for priser og afsætningsvilkår.

Turisme begrænses af kapaciteten

Turismen var i 2022 tilbage på niveauet før pandemien, og fremgangen i antallet af udenlandske overnatninger, flypassagerer og krydstogtsskibe fortsatte med at stige i 2023 og 2024. I højsæsonen er der meget tæt på fuld udnyttelse af fly-, hotel- og turkapaciteten. Erhvervet fylder dog stadig forholdsvis lidt i økonomien, og det vil kræve store investeringer over en længere årrække at øge kapaciteten.

Reformer og udvidet erhvervsgrundlag

Koalitionsaftalen mellem Demokraatit, IA, Siumut og Atassut fastholder robuste overordnede rammer for den økonomiske politik, og lægger op til en ambitiøs reformdagsorden for at udvide erhvervsgrundlaget.

Et gennemgående økonomisk emne i koalitionsaftalen er behovet for investeringer til at fremme økonomien og udvikle landet. Der er ikke tvivl om, at investeringsbehovet er stort, også ud over de store enkeltstående anlægsprojekter som de nye lufthavne og de kommende udbygninger af vandkraftværker. Der er et stort efterslæb på vedligeholdelse af offentlige bygninger og installationer. Ambitionen om et større turismeerhverv vil også kræve investeringer, og udviklingen af en råstofindustri er utænkelig uden betydelige udenlandske investeringer.

Behov for udenlandske investeringer

En bredere erhvervsstruktur forudsætter derfor store udenlandske investeringer, da det samlede investeringsbehov ikke kan dækkes gennem grønlandsk opsparing og kapital.

Mulighederne for at tiltrække udenlandske investeringer hænger tæt sammen med at sikre gode og stabile vilkår for udenlandske investorer i Grønland. Det er især vigtigt, at der er transparens og sikkerhed omkring ejerforhold og beskatningen af afkastet til den udenlandske kapitalejer.

Forhøjet bloktilskud fra Danmark?

Reformer og investeringer kommer ikke af sig selv, og under alle omstændigheder vil det tage tid før det giver resultater i form af en bedre økonomi på Grønland. Spørgsmålet om behovet for en midlertidig forhøjelse af det nuværende bloktilskud på godt 4 mia. kr. fra Danmark kan derfor hurtigt blive aktuelt.

Energiselskabet Ørsteds pressemeddelelse den 11. august 2025 om morgenen om at koncernen har brug for 60 milliarder kroner fra sine aktionærer for at sikre ”et robust fundament” for fremtiden blev dårligt modtaget af finansmarkederne. Investorernes skepsis overfor selskabets strategiplaner betød, at koncernens aktiekurs faldt med hele 29 procent – svarende til et tab i markedsværdi på over 35 milliarder kroner.

Roden til de nye problemer skal – ifølge Ørsted selv – findes i USA, hvor Ørsted er i færd med at opføre en stor havvindmøllepark uden for New York kaldet Sunrise Wind.

Den hidtidige plan har været at finansiere opførelsen af projektet ved at frasælge en del af det.

Problemet er, at interessen for havvind er kølnet på det amerikanske marked, og realiteten er, at der simpelthen ikke er en køber i markedet, som vil betale prisen.

Akut kapitalbehov

Derfor står Ørsted nu med alle udgifterne til projektet selv, og det har skabt et akut behov for et stort milliardbeløb. Pengene skal i første omgang findes hos de eksisterende aktionærer, som risikerer at miste ejerandele, hvis de ikke griber til lommerne.

Den danske stat – som ejer 50,1 pct. af Ørsted – har allerede meldt sig klar med 30 milliarder kroner, hvilket betyder, at staten beholder sin ejerandel. 

Den næststørste aktionær er Equinor Ventures (fra Norge), som ejer ca. 10 pct. af aktierne mens det danske energiselskab Andel ejer ca. 5 pct. Resten af aktierne er spredt på private investorer, pensionskasser og andre institutionelle investorer.

Politisk kritik

Planerne om at statskassen skal skyde 30 milliarder kr. i Ørsted har udløst politiske modreaktioner på et tidspunkt, hvor danske skatteydere allerede poster milliarder i forsvaret, og den finanspolitiske medvind fra medicinalgiganten Novo Nordisk A/S er ved at forsvinde.

Regeringens beslutning om at bakke op om den fulde kapitalforhøjelse overraskede fordi især regeringspartiet Venstre ikke har lagt skjul på at de ønskede at reducere statens rolle i Ørsted.

Flere af de såkaldt blå oppositionspartier har kritiseret tiltaget, og nogle har opfordret til et frasalg af statens besiddelse. Problemet er imidlertid, at uden statskassens involvering ville selskabet næppe kunne rejse den nødvendige kapital og derfor i realiteten ville stå over for en konkurs.

Sagen kan derfor meget vel udvikle sig til et problem for regeringen. Tanken om at bruge skatteborgernes penge på en skrantende vindudvikler, der har sine aktiviteter udenfor Danmark, er ikke nærliggende for mange danskere, og timingen – kort tid før regeringen skal præsentere sit udspil til Finanslov for 2026 – er ikke ideelt.

Det er dog samtidig en kendsgerning, at med dansk økonomi i god form vil selv en stor engangsbetaling på 30 milliarder kroner næppe skabe ravage for de offentlige finanser.

Tidligere problemer

Ørsted og tidligere DONG Energy har længe været en kilde til politiske gnidninger. I 2014 fik striden om Goldman Sachs’ erhvervelse af en andel af DONG Socialistisk Folkeparti til at forlade en socialdemokratisk ledet koalitionsregering. Måske kunne Venstre blive fristet til at gøre det samme for at undgå at tage medansvar for offentlige danske investeringer i udenlandske vindmøller, der næppe kan betegnes som ”kritisk dansk infrastruktur”.

Sikkerhedsargumentet er bullshit!

I en kort udtalelse har finansminister Nicolai Wammen sagt, at en kapitalforhøjelse er “nødvendig”. Ørsted vil fokusere på “værdiskabelse i sine investeringer” fremadrettet, og statsligt ejerskab i Ørsted er vigtigt ud fra et nationalt sikkerhedsperspektiv, siger Wammen til TV2.

80 pct. af markedsværdien tabt

Ørsteds kapitaludvidelse er en del af en bredere indsats, efter at selskabet har måttet foretage nedskrivninger på milliarder i forbindelse til fejlslagne amerikanske havvindprojekter og stigende omkostninger på tværs af sin globale portefølje.

Ørsted har mistet mere end 80 pct. af sin markedsværdi siden sit højdepunkt i 2021.

TV-stationen Kosmopols udsendelse “Din nabos livret” fra marts 2025 med Security officer i Københavns Lufthavn, Kashif Aslam, blev genudsendt søndag den 10. august 2025.

Kashif Aslam, der bor i Brøndbyøster og har pakistanske rødder, blev skilt og det gik op for ham, at han var nødt til at lære at lave mad. Det fangede i den grad hans interesse, og han trawlede gennem kogebøger, kiggede på YouTube-videoer og lærte sig selv at lave mad, både dansk og pakistansk – men også mad fra resten af verden.

Han blev overraskende glad for at lave mad, så glad, at han begyndte at lægge videoer af sin madlavning ud på Instagram og Snapchat. På hans Instagramkonto kan desuden findes opslag om fodboldklubben FCK, om Islam og støttedemonstration for Palæstinenserne.

I Kosmopol-udsendelsen oplyser han, at han er en stærk tilhænger af FCK, men han optræder dog ikke i en FCK-fodboldtrøje. Kashif Aslam er iført en fodboldtrøje med ordet “Palestino” og et Palæstinaformet skjold i farverne rød, hvid, sort og grøn — farver, der også findes i det palæstinensiske flag.

Trøjen tilhører Club Deportivo Palestino, en chilensk fodboldklub stiftet i 1920’erne af palæstinensiske immigranter i Chile. Klubbens navn og logo er bevidst inspireret af Palæstina og signalerer solidaritet med det palæstinensiske folk.

Det forekommer sandsynligt, at Kashif Aslams trøjevalg skal opfattes som et bevidst signal om politisk og kulturel støtte til det palæstinensiske folk i konflikten med Israel.

Spørgsmålet er om Kosmopol har været uvidende om den politiske signalgivning i et ellers tilforladeligt madprogram?

På samme måde kan man spørge, om Silvan på Nørrebro er bekendt med, at kvindelige ekspedienter med Palæstinaformede halskædevedhæng på samme benytter salg af tilforladeligt isenkram til at signalere solidaritet med den ene side i Palæstinakonflikten?

De Konservative i København finder det ”meget problematisk”, at den nordirske rap/hiphop-gruppe Kneecap den 3. og 4. september 2025 er booket til spillestedet Store VEGA. Koncerterne er for længe siden udsolgt.

Den konservative børne- og ungdomsborgmester i København, Jakob Næsager, mener, at spillestedet svigter sit ansvar som en af byens mest prominente kulturinstitutioner.

Et af Kneecaps medlemmer, Mo Chara, er nemlig sigtet for billigelse af terror, efter han skulle have viftet med et Hizbollah-flag under en koncert i november. Derudover har gruppen før sagt ting som ”dræb din politiker” og ”fuck Israel” fra scenen.

”Jeg er dybt, dybt rystet. Det er meget problematisk, at vi har nogen, der forherliger en terrororganisation som Hizbollah, som er optaget på både EUs og Storbritanniens terrorliste. Og så bliver de forherliget i København … Det går ikke, siger Jakob Næsager ifølge Berlingske Tidende.

Hvis borgmesteren bestemte, ville han ”gøre alt”, hvad han kunne, for at få aflyst koncerterne.

Baggrund

Kneecap er en raptrio fra Belfast – Mo Chara (Liam Óg Ó hAnnaidh), Móglaí Bap (Naoise Ó Cairealláin) og DJ Próvaí (J.J. Ó Dochartaigh) – som rapper på både irsk og engelsk og kombinerer hip-hop med politisk aktivisme.

Kneecap har skabt kontrovers med deres provokerende tekster og merchandise. Gruppen blev dannet i 2017 af de tre venner Mo Chara, Móglaí Bap og DJ Próvaí. Deres vej til berømmelse inspirerede en semi-fiktionaliseret film med den Oscar-nominerede skuespiller Michael Fassbender i hovedrollen.

Filmen vandt en British Academy of Film Award (Bafta) i februar 2025.

Navnet “Kneecap” refererer til den under borgerkrigen i Nordirland udbredte straffemetode ”kneecapping”, samtidig med at det spiller på irsk (“ní cheapaim” – “jeg tror ikke”)

Politisk og kulturel aktivisme

Kneecaps musik og identitet er præget af politisk aktivisme for irsk sprog og kultur i hip-hop, hvor de adresserer emner som kolonialisme og kulturel marginalisering og forsøger at gøre irsk sprog relevant for unge.

Bandets stærke politiske budskaber har fremkaldt voldsomme reaktioner på de festivaler, der i de sidste år har kappedes om at booke bandet.

Ved Coachella 2025 viste bandet bannere med budskaber som “Israel is committing genocide against the Palestinian people” og “Fuck Israel / Free Palestine”.

Sharon Osbourne, gift med nu afdøde heavy metal legende Ozzy Osbourne og dommer i den engelske version af X Factor og America’s Got Talent, krævede, at deres amerikanske visum skulle trækkes tilbage, og de modtog dødstrusler.

Klip dukkede op fra tidligere koncerter, hvor medlemmer sagde ting som “Kill your local MP” og “the only good Tory is a dead Tory,” samt viste støtte til Hamas og Hezbollah

Bliver britisk terrorlovgivning overtrådt?

I februar 2025 blev Liam Óg Ó hAnnaidh (Mo Chara) sigtet for at have overtrådt britisk lov (“Terrorism Act 2000”) for på scenen at have fremvist en Hezbollah-flag og fremsat støtte til Hamas og Hezbollah grupperne, der begge er på terrorlisten i UK og EU. Han blev løsladt efter en høring i juni, og næste retsmøde er fastsat til 20. august 2025. Hvis Mo Chara findes skyldig, kan han idømmes op til seks måneders fængsel eller bøde.

Glastonbury

Forud for den store og ikoniske Glastonbury festival den 25. – 29. Juni 2025 erklærede den britiske premierminister, Keir Starmer, at det i lyset af sigtelsen var upassende for Kneecap at optræde ved festivalen.

Kneecap optrådte alligevel på Glastonbury, hvor Ó hAnnaidh/Mo Chara råbte: “Glastonbury, jeg er en fri mand!”, da Kneecap indtog scenen på Glastonburys West Holts Field, med omkring 30.000 mennesker. Snesevis af palæstinensiske flag blafrede blandt publikum, og mellem numrene ledte bandmedlemmerne publikum i råb om “Free Palestine” og “Free Mo Chara”.

Bandet havde også en sang fyldt med eder og forbandelser rettet mod den britiske premierminister Keir Starmer, der havde talt mod Kneecaps optræden på Glastonbury. Bandets optræden blev ikke vist i BBC’s reportager fra festivalen.

Ungarn

Kneecap blev afsakåret fra at optræde ved Sziget-festivalen onsdag den 6. august 2025 – mandag den 11. august 2025 i Budapest på grund af indrejseforbud i Ungarn.

Sverige

Da nordirske Kneecap torsdag den 7. august 2025 spillede på Way Out West-festivalen i Göteborg, blev den svenske regering kritiseret i skarpe vendinger: ”Den svenske regering er medskyldig”, sagde et af bandmedlemmerne fra scenen med henvisning til Sveriges politik over for Israel.

Medier har berettet, at svenske kommunalpolitikeres inden koncerten havde protesteret mod deres optræden ved Way Out West.

Tyskland og Skotland

I Tyskland og Skotland er flere koncerter blevet aflyst som konsekvens af politisk pres.

Grænser for acceptable politiske/kulturelle ytringer?

Kritikere beskylder således bandet for at fremme ekstremisme og opfordre til vold, og bandet er opfordret til – herunder af Irlands statsminister Micheál Martin – klart at tage afstand fra Hamas og Hezbollah. For kritikere overskrider de grænserne for acceptabel politisk ytring – især når de opfattes som opfordring til vold eller støtte til terrorgrupper.

Til gengæld har Kneecaps supportere advokeret for kunstnerisk frihed. For deres tilhængere giver Kneecap stemme til undertrykte og revitaliserer irsk sprog og identitet gennem hip-hop.

Bjarne Corydon vil gøre DR til et bolværk mod de mange tendenser i tiden, der kaster vrag på fakta og gode argumenter. Med egne ord har Corydon lagt vægt på ting, han ”synes var objektive”, lagt sin sjæl i ”at tjene det gode argument” og ”kritiseret når noget ikke var sagligt”, som det lød i P1 Morgen efter hans start i DR.

Tages det for pålydende, kan vi glæde os over, at det nu vil være slut med DR-dokumentarer som ”Grønlands hvide guld”, der var baseret på woke ideologi, tilsidesættelse af økonomisk videnskab og modvilje mod at lytte til centrale eksperters indvendinger.

Men hvordan ser en faktabaseret dækning af Gaza-krigen eller udviklingen i de offentlige udgifter ud? Det vil der åbenlyst være flere meninger om, alt efter ens verdensbillede og ideologiske ståsted.

Med øje for Corydons hidtidige ageren kan man frygte, at fakta i DR fremover vil være identiske med Corydons egen holdning til fakta – og at alle andre holdninger marginaliseres. Man kar derfor frygte, at DR´s præsentation og reportager fremover i endnu højere grad bliver en midte – et samlende synspunkt, der hæver sig over andre, der underforstået er baseret på usandheder og uansvarlighed.

Lige så positivt det er med et skærpet fokus på fakta og evidens, lige så lidt har vi brug for et DR, der definerer den ultimative sandhed. DR’s public-service forpligtelse tilsiger, at DR skal formidle nyheder og historier på en måde, som danskerne kan spejle sig i, uanset om de politisk hælder til midten, til venstre eller til højre og uanset om de færdes i hovedstadens finere ”saloner” eller i Nordjylland.

I DR bør det være en dyd at gøre opmærksom på, at der som oftest er flere sider af en sag og flere holdninger til et givet emne – for eksempel når det gælder klima og grøn omstilling eller velfærdsydelser af højeste kvalitet til alle trængende uanset om de er syge, ældre eller indvandrere.

Her er der bestemt rum for forbedring i DR’s nyhedsbillede, hvor der, ”altid er nogen, det er synd for”, og ”nye områder, som det offentlige enten bør regulere yderligere eller afsætte skattekroner til”.

Corydon og Hindkjær

Det man kan frygte med Corydon som generaldirektør er, at den opfattelse, som Isabella Alonso de Vera Hindkjær, chef for DR P3, står for, bliver normdannende i DR.

 I marts 2023 blev Hindkjær redaktionschef for DR P3, hvor hun nu leder arbejdet med radio og podcasts.

Hindkjær er kendt for at udfordre traditionelle forestillinger om journalistik. Hun har udtalt, at hun ønsker at “skubbe til grænserne med sin journalistik” og har arbejdet for at bringe mere diversitet ind i medierne. Denne tilgang har ført til debat om journalistikkens rolle og objektivitet, især i forhold til public service-medier som DR.

Hendes arbejde og udtalelser har mødt kritik. Nogle har anklaget hende for at bringe en aktivistisk tilgang til journalistikken, især i forbindelse med hendes rolle på P3.

Isabella Hindkjær har i et interview med DR’s Akkurat udtalt: “Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet (der refererer alle synspunkter – for og imod). Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.”

Som chefredaktør for Femina har hun udtalt: “Vi er et medie for og med kvinder, og der er nogle sandheder, hvor vi må stille os på den rigtige side af historien.”

Nogle ser Hindkjærs udtalelser og hendes tilgang til journalistik som et nødvendigt opgør med traditionel objektivitet for at fremme vigtige samfundsforandringer. Andre advarer mod, at en sådan aktivistisk tilgang kan underminere journalistikkens troværdighed og kompromittere public service-mediernes forpligtelse til neutralitet.