Politiken bringer den 19. september 2023 under overskriften ”Avantgarde eller slikbutik: Så er der dansk porno i Paris” en detaljeret anmeldelse af Udstillingen X. A Capital Desire, der forevises i Maison du Danemarks udstillingssal for samtidskunst, Le Bicolore, på Champs-Élysées i Paris.

Udstillingen varer til 12. november, og omfatter værker af Lene Adler Petersen, Nina Beier, Adam Christensen, Simon Dybbroe Møller, Miriam Kongstad, Rafael Moreno, Bjørn Nørgaard, Émilie Pitoiset, Tora Schultz, Betty Tompkins og Knud Vesterskov.

”Avantgarde”

Hvor gode kræfter til stadighed har forsøgt at præsentere udlandet for gode danske værdier, for Kierkegaard, H.C. Andersen, Ørsted, Thorvaldsen, Fri- og Folkehøjskoler, Ombudsmand, demokrati o.m.a. har andre med Muhammed-tegninger, Smykkelove og andre uhyrligheder undergravet den internationale respekt for Danmark.

Pornografilovgivningen

Noget af de mest ødelæggende har været pornografien.

Straffelovens pornografiforbud (straffelovens § 234) varede frem til 1967, hvor Danmark som det første land i verden ophævede forbuddet mod tekstpornografi.

Af udvalgsbetænkningen i 1967 fremgik: “Straffelovsrådets flertal har i betænkningen om pornografi (side 59) udtalt, at det kan ventes, at udviklingen efter en ophævelse af straffelovens forbud mod pornografiske skrifter vil blive fulgt med opmærksomhed, og at spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af en forbudsregel vil blive taget op til fornyet behandling, hvis erfaringerne giver anledning dertil. I tilknytning hertil ønsker udvalget at understrege betydningen af, at man særlig har opmærksomheden henvendt på, om ophævelsen af den nævnte forbudsregel fører til en øget udbredelse af skrifter med skildring af sadisme eller andre grove seksuelle perversioner.”

Det paradoksale var, at et konservativt parti som Det Konservative Folkeparti støttede pornoens frigivelse. Knud Thestrup, der dengang var Det Konservative Folkepartis ordfører, oplyste dog i Folketinget at ikke alle medlemmer af den konservative gruppe kunne støtte ophævelsen.  

Den 30. maj 1969 blev også billedpornografien legaliseret.

Den konservative Knud Thestrup var i mellemtiden blevet justitsminister, og han tilkendegav i Folketinget, at han håbede at ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi vil dæmpe befolkningens interesse for porno.

I 1980 vedtog Folketinget et forbud i straffeloven § 235 om udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografisk materiale og i 2015 blev dyreværnsloven ændret så seksuel omgang med dyr blev forbudt i Danmark.

Afbrænding af Koraner

Det Konservative Folkeparti gør sig igen i 2023 uheldigt bemærket ved at modarbejde det foreslåede forbud mod afbrænding af Koraner, Bibler og andre hellige skrifter.

Det Konservative Landsråd bør ved først givne lejlighed pålægge Folketingsgruppen at ændre retning og i øvrigt vedtage, at der på Amager Fælled bør rejses en skamstøtte af Knud Thestrup.

Fredericia kommune

Fra den 1. august er det Camilla Nowak Kirkedal, der sætter sig i kommunaldirektørstolen i den socialdemokratisk ledede Næstved Kommune. Her afløser hun Rie Perry, som fik et nyt job som kommunaldirektør i Holbæk Kommune.

Nowak kommer fra stillingen som kommunaldirektør i Fredericia kommune. Hun blev sammen med direktøren for børn, unge og kultur fyret efter at det kom frem, at kommunen er 50 millioner kroner efter budgettet for 2023. Det er især på børne- og ungeområdet, der er et stort minus.

Efter fyringen af Camilla Nowak Kirkedal søger den socialdemokratisk ledede kommune en ny kommunaldirektør, ”der kan sætte handling bag kommunens Vision 2033, og som kan gå forrest og være proaktiv i forhold til organisationen, erhvervslivet, pressen og civilsamfundet”.

Hvor meget Fredericia Kommunes hidtidige kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, modtog i fratrædelsesgodtgørelse er ikke oplyst, men kommunen har i de sidste 10 år brugt millioner af skatteborgernes penge på gyldne håndtryk til kommunaldirektører.

Fredericia har længe været i en turbulent periode, og der har været gang i kommunaldirektør-svingdøren i kommunen. I løbet af de sidste ni år har fem personer siddet på posten. Nowak Kirkedal sad 2 år, mens direktøren for Børn, unge og kultur, Michael Maaløe, blev afskediget efter blot en måneds ansættelse.

Annemarie Zacho-Broe til Region Sjælland

For præcis to år siden blev Camilla Nowak konstitueret kommunaldirektør, efter hendes forgænger Annemarie Zacho-Broe blev bortvist. Nowak kom fra stillingen som koncerndirektør for Børn, Unge og Kultur. Før det var hun direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, hvor hun også har været stabschef. Og i starten af sin karriere var hun ansat i det private erhvervsliv.

Det Fredericia Annemarie Zacho-Broe forlod, var i 2021 midt i et stormvejr, der blandt andet omfattede en advokatundersøgelse, en sag om eks-borgmester Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund, og rygter om en for tæt relation mellem kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard.

Annemarie Zacho-Broe blev efterfølgende i foråret 2023 ansat som direktør i Region Sjælland, men den 18. september 2023 blev det oplyst, at Annemarie Zacho-Broe er fritaget som direktør i Region Sjælland efter kun fem måneder på posten.

Søren Pape Poulsens bodsgang til danske medier forud for Det Konservative Folkepartis Landsråd 23. – 24. september 2023 har ikke givet svar på, hvordan Søren Pape Poulsen vil omsætte partiets grundholdninger til politiske budskaber og konkrete policy-forslag, der er relevante i 2023.

”Vi har en verden, der står i brand”, har Søren Pape Poulsen gentaget igen og igen: ”Den kalder på ro og stabilitet og konservativ politik og løsninger”. Javel, men foreløbig har partiet været storleverandør af kaos, skandaler og uro, mens medlemmerne forgæves spejder efter relevante og konstruktive politiske forslag.

Er svaret eksklusion af kritikere?

De konservative på Fanø har som bekendt formastet sig til at indstille Pernille Weiss som kandidat til Europa-Parlamentsvalget den 25. juni 2024.

Nu føler Fanø-gruppeformand og byrådsmedlem, Christian Lorenzen, sig truet med eksklusion. Den konservative storkredsformand i Sydjylland, Rasmus Sømod, har sendt en kritisk mail til Lorenzen med antydningen af, at han kunne blive ekskluderet, fortæller Lorenzen til Ritzau. Formanden for de konservative i Silkeborg, der oprindeligt også stod bag indstillingen af Pernille Weiss, er som tidligere banket på plads af partiets ledelse. Trods en vis demonstrativ kækhed på de sociale medier, er realiteten, at Jørgen Ravn tumler forslået rundt i Silkeborg.

På det interne debat-forum ”Konservativ Debat”, har den konservative generalsekretær i årevis praktiseret en hårdhændet udelukkelsespolitik overfor alle, der formastede sig til at rejse tvivl om partiets rette placering.

Landsrådet udpeger kandidaterne til Europa-Parlamentsvalget

De indstillede dirigenter til det konservative Landsråd 23. – 24. september 2023 i Herning er i øvrigt velkendte figurer i det konservative familieparti. Advokat Dan Stampe-Terkildsen har i en lang årrække ageret dirigent, når det årlige landsråd skulle afholdes. Det er ikke nogen hemmelighed, at Dan Stampe-Terkildsen i en årrække var gift med Pernille Weiss.

Den anden vanlige dirigent for de konservative er Birgit Aagaard-Svendsen, der har varetaget adskillige topposter i erhvervslivet og af de konservative været udpeget bestyrelsesmedlem i Danmarks Radio. Hun er gift med den tidligere Lyngby-Taarbæk-borgmester for de konservative, Rolf Aagaard-Svendsen, der siden detroniseringen i Lyngby har ernæret sig med internationalt arbejde for de konservative.

Er der i øjeblikket overhovedet udsigt til valg på en konservativ liste?

En række fremtrædende konservative figurer har forladt partiet, og nu er nervøsiteten tydelig blandt en række af partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer, ved udsigten til en halvering af partiet ved kommunal- og regionsrådsvalgene i november 2025.

Flere har forladt de konservative på Frederiksberg, men nu kan en ny lokalliste være på trapperne i Allerød, hvor Thomas Frisch, Torbjørn Barfod og Bettina Løgager har meldt sig ud af K og er blevet løsgængere.

Den konservative vælgerforenings beslutning om allerede nu at pege entydigt på Jørgen Johansen som Konservativ spidskandidat til kommunalvalget i 2025 har angiveligt været den udløsende faktor i forhold til, at tre byrådsmedlemmer nu har meldt sig ud af partiet.

Valget af kandidatliste vil formelt ske på en ekstraordinær generalforsamling den 25. september, hvor bestyrelsen vil indstille Jørgen Johansen som spidskandidat, og dermed borgmesterkandidat, til kommunalvalget i 2025.

Med udmeldingen af Thomas Frisch, Bettina Løgager og Torbjørn Barfod er den konservative gruppe i Allerød reduceret fra syv til fire. Ved KV21 voksede gruppen fra fem til syv.

Ifølge flere danske medier har Rockwool i 2022 indbetalt 132,6 millioner kroner i skat til de russiske myndigheder.

Hos Rockwool erkender man, at skattechecken er landet hos Rusland: ”Det er korrekt, at det russiske datterselskab betaler skat i Rusland, ligesom enhver anden dansk, international og lokal virksomhed gør det, og som vi gør i ethvert land, hvor vi er til stede”, siger Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool til medierne.

Overtrædelse af Ruslands-sanktionerne?

Udenlandske selskabers bidrag til Putins krigskasse møder skarp international fordømmelse, men Rockwool har også været mistænkt for at overtræde Ruslands-sanktionerne.

Efter en bemærkelsesværdigt hurtig sagsbehandling nåede Erhvervsstyrelsen imidlertid frem til, at ”På baggrund af de på sagen foreliggende oplysninger finder Erhvervsstyrelsen ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen”.

Det må antages, at undersøgende medier som Danwatch vil søge aktindsigt i ”de på sagen foreliggende oplysninger” og dermed få indsigt i det reelle omfang af Erhvervsstyrelsens sagsbehandling.

SYNERGI og de konservative

Rockwool indtager samtidig en fremtrædende position i lobbyorganisationen SYNERGI, der blev stiftet i 2018 af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX.

Formanden for Synergi er den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen. Direktør i Rockwool, Frank Ove Larsen, er næstformand for bestyrelsen.

Det Konservative Folkepartis designerede spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024 er det konservative folketingsmedlem Niels Flemming Hansen.

Flemming Hansen har sammen med Bendt Bendtsen skabt tvivl om de konservatives holdning til Ruslands invasion af Ukraine. Flemming Hansen er medejer og bestyrelsesmedlem i Holst Sko, der i solidaritet med Ecco-skos forsyning af Rusland med ergonomisk korrekt fodtøj fortsat fører Ecco-sko. Af samme grund måtte Flemming Hansen tidligere nødtvungent trække sig som forsvarsordfører for de konservative. Den fortsatte forhandling af Ecco-sko har dog ikke forhindret, at ledelsen i Det Konservative Folkeparti har indstillet Flemming Hansen som spidskandidat til EU-valget.

Det Konservative Landsråd skal 23. – 24. september 2023 i Herning tage stilling til kandidatlisten.

Efter at have set Søren Pape Poulsen pinlige iscenesatte bodsgang med de samme indlagte forberedte anekdoter på både DR’s ”21 SØNDAG” og ”Aftenshowet” tirsdag, savner alle medlemmer af Det Konservative Folkeparti stadig svar på hvordan Søren Pape Poulsen vil omsætte partiets grundholdninger til politiske budskaber og konkrete policy-forslag, der er relevante i 2023.

Det er ubegribeligt, at Søren Pape Poulsen kan tro, at Barbara Bertelsen-strategien med at lægge sig ned og rulle rundt og følsomme beretninger om hans egne trængsler kan erstatte konkrete bud på løsningen af de udfordringer, Danmark står overfor.

”Vi har en verden, der står i brand”, gentog Søren Pape Poulsen flere gange: ”Den kalder på ro og stabilitet og konservativ politik og løsninger”.

Javel, men foreløbig har partiet været storleverandør af kaos, skandaler og uro mens medlemmerne forgæves spejder efter relevante og konstruktive politiske forslag.

Fra andre kilder end Søren Pape Poulsen forlyder det imidlertid, at Det Konservative Folkepartis svar på de udfordringer, landet står overfor, er et sats på familiepolitik. Partiet er øjensynligt indstillet på frem mod næste valg at præsentere Det Konservative Folkeparti som intet mindre end danskernes familieparti!

Den proaktive familiepolitik vil blive præsenteret i sin helhed på partiets Landsråd 23.-24. september, men allerede nu har de Konservative meddelt, at de i finanslovsforhandlingerne vil afsætte 30 millioner kroner til, at flere kommuner skal forebygge skilsmisser. Pengene skal gå til, at flere kommuner skal kunne tilbyde hjælp og rådgivning til familier, hvor parforholdet er i krise.

Foruden rådgivningspuljen på 30 millioner kroner foreslår de Konservative også, at alle kommuner skal give tilskud til forældre, der ønsker at hjemmepasse deres barn i minimum 12 uger.

Landsråd

På det kommende Landsråd i Det Konservative Folkeparti skal Søren Pape Poulsen overbevise de skeptiske medlemmer om, at han er i stand til at genrejse partiet inden valget til Europa-Parlamentet i 2025 og inden kommunal- og regionsrådsvalget i november 2025 og et Folketingsvalg senest i 2026.

Siden partiets gedigne vælgerlussing ved Folketingsvalget har Søren Pape Poulsen kæmpet med utilfredshed i baglandet, at flere profiler har forladt partiet, ligesom der har været ballade omkring partiets enlige EU-parlamentariker, Pernille Weiss.

Sidste år blev landsrådet holdt på baggrund af afsløringen af, at det ikke var rigtigt, at hans daværende partner, Josue Medina Vasquez, var nevø til den tidligere præsident i Den Dominikanske Republik, som Pape havde påstået. Og han var heller ikke jøde, som partiformanden havde ladet offentligheden forstå. Efter afsløringerne meddelte Pape, at parret gik fra hinanden.

I de seneste meningsmålinger har Det Konservative Folkeparti tilslutning fra under 5 pct. af vælgerne.

Han har fortalt historier fra krigszoner over hele verden gennem de sidste 30 år. Alligevel havde fotograf Jan Grarup aldrig set så voldsomme scener som de, der mødte ham ved fronten i Ukraine.

I Politikens podcast ”Du lytter til Politiken” fortæller han om de mennesker, der er blevet tilbage i resterne af den udbombede ukrainske by, Kharkiv, og hvorfor de ikke flygter, selv om de dagligt risikerer at dø under Ruslands bombardementer.

Jan Grarup fortæller gerne om sine farefulde reportagerejser til krigszoner. Torsdag den 28. oktober 2021 viste Helleruplund kunstforening filmen ”Krigsfotografen” i Helleruplund Sognegård.

Berlingske Tidende valgte for 1 år siden – den 11. oktober 2020 – at stille 2 hele sider til rådighed for krigsfotograf Jan Grarup. Her blev vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf. Jan Grarup sluttede den 22. juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige.

Fyret fra Politiken

Den seneste nyhed om fotograf Jan Grarup er, at dagbladet Politiken har afbrudt samarbejdet med fotografen. Avisen afbryder samarbejdet med Grarup, efter det er kommet frem, at han flere gange er kommet med fejlagtige oplysninger i sine reportager fra Ukraine. Grarup har blandt andet rapporteret, hvordan han sammen med ukrainske soldater på frontlinjen havde været med til at affyre en mortérgranat mod russiske tropper. Dette var dog ikke tilfældet.

Jan Grarup bekræfter, at der er sket fejl og beklager forløbet. Han forklarer, at der er flere årsager til de forkerte oplysninger.

“Det handler både om beskyttelse af nogle kilder, og så er der noget, som handler om, at jeg har været uden forbindelse i en lang periode. Og det har jeg udførligt forklaret til Politikens chefredaktion, udlandsredaktør og billedchef,” siger Grarup til Politiken.

Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Jan Grarup (født 1968) blev uddannet fotograf 1991. Siden har han været fastansat hos Ekstra Bladet og senere Politiken men forlod avisen i 2009 for at blive freelancer.

Grarup har flere gange vundet priserne World Press Photo, Årets Pressefotograf og Årets Pressefoto.

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen – ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling – giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste, cargo pants og pralerier og med et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup, der med sine billeder har rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup har selv erkendt, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste. Fyringen fra Politiken kommer derfor ikke som den helt store overraskelse.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de.

Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Torben Krogh

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Lasse Ellegaard

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør.

Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag.

Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard kan stadig læses i Information, hvor han skriver om Tyrkiet og Mellemøsten.

Alle kan nu logge ind hos Vurderingsportalen og se den foreløbige 2022-vurdering for landets 1,7 millioner private ejendomme.

Det nye ejendomsvurderingssystem har kostet i størrelsesordenen fire milliarder kroner, og er dermed det dyreste IT-system i danmarkshistorien. Spørgsmålet er om vi kan regne med vurderingssystemet?

DR Nyheder har fået fat i en række interne papirer, der viser et system, der er “spækket med fejl”, er udtryk for en “kaotisk proces” og nærmer sig “dumpekarakter”.

Det Konservative Folkeparti havde et dårligt folketingsvalg i 2019. Et fremragende kommunalvalg i 2021, som kastede hele 14 borgmesterposter af sig, bidrog til at forventningerne til folketingsvalget i 2022 var store. Da det kom til stykket, var resultatet en lammende vælgerlussing.

Skandalerne i privatlivet og ledelsen af Det Konservative Folkeparti har efterladt indtrykket af Søren Pape Poulsen som udygtig, selvoptaget, opportunistisk og behagesyg, der siger det, han tror folk på det pågældende tidspunkt og sted godt vil høre – og det har sjældent noget med konservativ ordentlighed, værdier og konservativ politik at gøre.

Når et politisk parti fejler så voldsomt, havde det været en naturlig konsekvens, at formanden, næstformanden og partisekretæren trådte tilbage. Det skete ikke – i stedet satte Pape og resten af partitoppen gang i et internt gruppearbejde, hvor forskellige arbejdsgrupper med folk fra ”baglandet” har skullet udvikle ny konservativ politik.

Øvelsen skal kulminere ved partiets landsråd i slutningen af september, hvor Pape vil præsentere det, han selv kalder for en ”konservative fortælling anno 2023”.

Men frygten er, at en ny politik ikke kan ændre vælgernes skepsis overfor Søren Pape Poulsen og den øvrige partiledelse inden valget til Europa-Parlamentet i 2024, kommunalvalget i november 2025, og et folketingsvalg i 2026.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med over 750.000 gæster om året, står over for en ubehagelig museumsreform. Allerede ved sin tiltrædelse varslede kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, et omslag på området, og politiske analytikere er enige om, at det vil gå økonomisk ud over de museer, der i dag får store statstilskud.

Louisiana får 32,6 millioner kroner om året i statsstøtte, og kulturministeren har allerede sendt en advarsel til Fredensborg Kommune, der ”modtager millioner i statsstøtte til Louisiana uden selv at punge ud”, som han sagde og kaldte det ”meget lidt solidarisk”.

I Jylland kan du også finde store og velbesøgte kunstmuseer som AAros. Et besøg på et mindre museum som Gl. Estrup kan dog også anbefales. Her er der mulighed for at få indblik i hvordan både herskab og tjenestefolk levede i gamle dage, men Gl. Estrup er også et eksempel på de vanskeligheder de mindre museer i provinsen står overfor.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på knap 4 millioner kroner.

Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det er der knap penge til med de forventede billetindtægter og det nuværende statslige bevillingsniveau. Det skal hele tiden overvejes, om museet fortsat kan holde åbent året rundt, om museet kan vedligeholdes i nødvendigt omfang, og om det stadig er muligt at opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, og det er indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de statslige og 97 statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejdede for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit over tre gange mere i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

De økonomiske rammmer

Regeringens forslag til finanslov for 2024 opererer med en ”reservepulje” på 125 millioner kroner årligt, der delvist er øremærket til den kommende museumsreform.

Pengene kan bidrage til at rette op på undladelsessynderne over for de gennem så lang tid udsultede museer, som i årevis har måttet agere på kanten af det forsvarlige på grund af påtvungne årlige besparelser.

Forhandlingerne om en museumsreform er tidligere kørt fast fordi Dansk Folkeparti havde en styrke, hvor partiet kunne insistere på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Den udskudte museumsreform har betydet, at det i en årrække ikke har været muligt at anerkende flere end de 97 allerede statsanerkendte museer. Idérigdommen har ellers været stor, og vi har i nyere tid fået en række nye museer. Fra Forstadsmuseet i Hvidovre, over Rockmuseet i Roskilde til Tirpizt ved Blåvand og Vadehavscentret ved Ribe, der selvom de har haft mange besøgende, overvejende har været afhængige af kommunale tilskud.  

Regeringens planer

På side 50 i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står, at den vil “reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette arbejde vil regeringen bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne”.

Selv med et nyt bidrag på op til 125 millioner kroner om året står kulturminister Jakob Engel-Schmidt over for en nok så kompliceret politisk proces med omfordeling af den eksisterende milliardstøtte til museerne. Hvis Engel-Schmidt faktisk får gennemført en museumsreform, kan han meget vel gå over i annalerne som en af de sjældne succesfulde kulturministre i Danmark.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform skal ende positivt, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på, at de enten må indskrænke aktiviteterne eller øge deres egenindtægter.

Erfaringerne fra Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet demonstrerede, at de populære museer faktisk kunne tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for, at i hvert fald nogle museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde, som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Samtidig med at flere partier i Folketinget i øjeblikket forhandler om en ny klimaaftale, er klimadebatten mere uforsonlig end nogensinde.

Det yderste højre er “ligeglade” med klimaet, lyder det. Og den yderste venstrefløj “negligerer, at klimapolitik har konsekvenser for menneskers livsvilkår.”

Hidtil er den brede politiske opbakning til den danske energi- og klimapolitik fremhævet som forbilledlig, og ikke mindst med den tidligere klimaminister Dan Jørgensen for bordenden, var der ikke grænser for ambitionerne om at redde verden. Stærke kræfter på tværs af det politiske spektrum har arbejdet for høje CO2e-afgifter på landbrug og alle sektorer, der udleder drivhusgasser.

Alligevel er det fortsat de almindelige energiforbrugere, der betaler prisen!

De høje strømpriser i Danmark chokerer. På grundlag af omfattende dokumentation i den offentligt tilgængelige ”Stromreport” kan det fastslås, at Danmark i 2022 var det land i hele Europa med den højeste elpris for private husholdninger. Sidste år skulle danskerne for eksempel betale 61 eurocent per kWh for deres strøm, selvom det meste kommer fra vedvarende energi.

Det er netop oplyst, at el-forbrugene kommer til at betale ekstra for etableringen af en energi-ø ved Bornholm. Med en ”teknisk justering” påtænker myndighederne at lade el-forbrugerne betale 39 pct. af de mange milliarder, det kommer til at koste at etablere el-infrastrukturen til energi-øen. Vindmølleinvestorerne, PtX-selskaberne og brintindustrien slipper dermed for en stor del af regningen for et projekt, som ikke umiddelbart kommer den almindelige forbruger til gode.

I det hele taget er spørgsmålet, hvem der skal betale regningen for den grønne omstilling? Da energipriserne i 2022 eksploderede efter Ruslands invasion i Ukraine, endte el- og varmeregningen hos forbrugerne, mens energiselskaberne kunne bogføre eksorbitante ekstraordinære profitter.

Ny realisme i SMV-regeringen?

Da Lizette Risgaard stadig var formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, var hun stort set den eneste, der gav udtryk for bekymring. I debatten om en generel CO2e-afgift på dansk landbrug var hun skeptisk. Hun mente, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, udtalte hun til Finans.

En afgift på drivhusgasser vil uden tvivl skade dansk landbrug, men også påvirke priserne på ikke kun fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.