ARD (Arbeitsgemeinschaft der öffentlich-rechtlichen Rundfunkanstalten der Bundesrepublik Deutschland) – en sammenslutning af offentlige radio- og tv-stationer i forbundsrepublikken Tyskland – rapporterer, at de tyske myndigheder på både länder- og forbundsniveau er ved at segne under flygtningepresset.

I 2023 forventer de tyske flygtningemyndigheder – Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (BAMF) – at kunne behandle omkring 230.000 asylsager og dermed samme antal som i 2022.

Problemet er, at antallet af legale asylansøgere i 2023 fra især Syrien, Afghanistan og Tyrkiet meget vel kan komme op på 400.000 – og hertil kommer et meget stort, men ukendt antal illegale flygtninge fra arabiske og afrikanske lande!

Til sammenligning behandlede BAMF under den såkaldte flygtningekrise 2015/2016 480.000 ansøgere i 2015 og 750.000 i 2016.

AfD – Alternative für Deutschland – stormer frem i Tyskland

Det højrenationale, myndigheds- og indvandringskritiske protestparti AfD – Alternativ for Tyskland/Alternative für Deutschland, vinder stærkt frem i Tyskland. Ifølge de seneste meningsmålinger står partiet nu til omkring 23 pct. af stemmerne, mens CDU/CSU har 27 pct.

Mange frygter, at næste år kan blive den store politiske eksplosion i Tyskland. Ud over europaparlamentsvalget i juni 2024 er der delstatsvalg i Thüringen og to andre delstater i det østlige Tyskland. Alle tre steder står AfD lige nu til at blive det klart største parti med omkring en tredjedel af stemmerne.

Delstaten Thüringen kom i fokus, da AfD i slutningen af september pludselig blev en afgørende del af et borgerligt flertal for en sænkning af en boligskat.

Det konservative CDU fremsatte forslaget. Det liberale FDP støttede det, og med AfDs stemmer var det nok til at omgå delstatsregeringen bestående af socialisterne i Die Linke, De Grønne og det socialdemokratiske SPD.

Dermed blev et tabu brudt.

I Thüringen har de andre partier hidtil set helt bort fra AfDs 19 mandater ud af 90, mens en regering uden et reelt flertal har regeret i en fælles forståelse med den borgerlige opposition. Nu brager AfD fremad i meningsmålinger. I Thüringen skal der være delstatsvalg til næste år, og i øjeblikket står AfD til flere end 30 procent af stemmerne.

Thuringen er ikke det eneste sted, der må overgive sig til AfD. Søndag den 18. juni 2023 var der valg til borgmesterposten i den tyske by Schwerin. Den socialdemokratiske kandidat genvandt posten med et stort flertal. Men AfD fik 32,2 procent af stemmerne.

AfD fik så stor opbakning i første runde af valget, at det udløste en anden runde. Det var første gang AfD fik så mange stemmer, at det har krævet en anden runde af et lokalvalg.

Kritik af den rød-gule-grønne regering

Blandt kommentatorer er der bred enighed om, at fremgangen til AfD næres af koalitionsregeringens (SPD, De Grønne og det liberale FDP – den såkaldte Ampel eller lyskurvregering) katastrofale politik.

Flygtningekrisen

Den igangværende migrationskrise, der tåler sammenligning med situationen i 2015/2016 og de faktiske konsekvenser af den legale og illegale masseindvandring fra især arabiske og afrikanske lande, har helt klart gavnet også AfD i meningsmålingerne. Forbundsmyndighederne er ved at segne under presset, og delstaterne kæmper med enorme udfordringer i forbindelse med at underbringe og forsørge de mange indvandrere. Hertil kommer presset på især social- og sundhedssystemerne.

Klima- og energipolitikken

Der er ligeledes bred utilfredshed i befolkningen over regeringens energi- og klimapolitik og grønne diktater om tvungen udskiftning af gasfyr med varmepumper. Ifølge det politiske magasin Cicero, var debatten om Die Grünes økonomiminister Habecks varmediktat forårsgaven til AfD. Sjældent har regeringens planer spredt så meget frygt og afvisning i landet.

Da Alternativ for Tyskland (AfD) for seks år siden gjorde sin entré i det tyske parlament, spåede eksperter, at det højre-nationale parti ville falde fra hinanden i en endeløs strøm af skandaler og nynazistiske tirader. De etablerede partier svor, at AfD ville blive marginaliseret og bekæmpet, men AfD-fremgangen bør være et alarmsignal for alle partier i Forbundsdagen.

Spørgsmål om indvandring, klima og krig, hvor en stor del af befolkningen føler, at de ikke bliver hørt, og alle indvendinger om centrale politiske spørgsmål ikke kun fejes til side, men karakteriseres som ”ikke-stuerene”, betyder automatisk fremgang til AfD.

Koalitionsregeringen

Den til tider åbne strid i koalitionen mellem SPD, De Grønne og det liberale FDP, har skabt berettiget tvivl i befolkningen om koalitionens evne til at regere Tyskland. FDP har hidtil kunnet afværge de største katastrofer, men passiviteten i flygtningepolitikken er et megaproblem. Hertil kommer, at De Grønnes varmeplaner med forbud mod gasfyr og krav om varmepumper og vedvarende energi opfattes sammen med afskaffelsen af A-kraften som toppen af isbjerget af en usammenhængende klimapolitik, der driver energi- og varmepriser op for almindelige mennesker, samtidig med at klimaeffekten er minimal.

Indførelsen af CO2-afgiften i 2021 har allerede vist borgerne, hvor dyr og ineffektiv klimabeskyttelse er. De grønne lovforslag, som især rammer den almindelige borger, er en konstant strøm af vand på AfD’s mølle.

I Tyskland – som i andre lande – ønsker de fleste mennesker faktisk at beskytte naturen og miljøet, og de fleste går også ind for en fornuftig klimapolitik, men de går i baglås, når man vil stoppe den globale klimakrise ved at brandbeskatte almindelige borgere.

Ukraine

I Ruslands krig mod Ukraine har Tyskland opgivet sin oprindeligt forsigtige kurs og leverer penge og flere og flere våben til Ukraine.

Realiteten er, at i Tyskland er en ikke uvæsentlig del af befolkningen forbeholdne – de tror ikke, at våbenleverancer vil afslutte krigen, og mange frygter en yderligere eskalering, en tredje verdenskrig. Ifølge det politiske magasin Cicero er der en verden til forskel mellem hyldesten af Zelensky i politik og medier på den ene side og antikrigsstemningen i befolkningen på den anden.

Arven fra Merkel

AfD blev grundlagt som et eurokritisk parti af akademikere i 2013, men i kølvandet på daværende kansler Angela Merkels omstridte håndtering af flygtningekrisen i 2015 blev partiet tilflugtssted for protestvælgere og har i dag cementeret sin magt som nyt folkeparti i de østtyske delstater i det tidligere DDR.

Nyt parti i Tyskland – Bündnis Sahra Wagenknecht

Hvis AfD havde haft sympatiske ledere, ville der næppe have været grænser for væksten. Kendsgerningen er dog at der i AfD – i lighed med andre partier i tysk politik – i øjeblikket er en udtalt mangel på karismatiske, dygtige og sympatiske figurer.

Det bliver måske nu ændret. Den prominente tyske venstrefløjspolitiker Sahra Wagenknecht har efter lang tids tilløb mandag brudt med det venstreorienterede parti Die Linke.

Hun har dannet partiet, Bündnis Sahra Wagenknecht, som har planer om at stille op ved flere valg næste år og anses for at være en trussel mod partier på begge yderfløje i Tyskland.

Ifølge mediet Deutsche Welle spekulerer flere analytikere i, at hendes unikke politiske position kan være en trussel også mod højrefløjspartiet Alternative für Deutschland, som ellers brager frem i meningsmålinger.

Wagenknecht er venstreorienteret på den økonomiske politik, men ligger tættere på den mest højreorienterede fløj på områder som migration, klima og køn.

I Forbundsdagen mandag er hun kommet med en særdeles hård kritik mod den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz’ regering.

Blandt andet har hun kritiseret sanktioner mod Rusland. De bidrager ifølge hende til høje energiomkostninger.

Samtidig siger hun, at ureguleret migration skaber problemer på tyske skoler.

Sahra Wagenknecht

Den 54-årige Wagenknecht er en veteran i tysk politik og på venstrefløjen.

Hun var for over 30 år siden med i det østtyske kommunistparti, SED, og var fra 1991 til 2010 med i en gruppe kaldet Kommunistisk Platform i både SED’s efterfølger, PDS, og senere Die Linke.

Wagenknechts parti ventes at stille op ved europaparlamentsvalg i juni næste år. Derudover ventes det også at stille op i Thüringen og 2 andre østtyske delstater i 2024.

Den ultraliberale Javier Milei fik næstmest støtte ved Argentinas præsidentvalg og skal nu møde økonominister Sergio Massa i anden runde den 19. november.

Med 98 procent af stemmerne optalt står Sergio Massa fra Peronistfløjen Ifølge Reuters til lidt over 36,6 procent af stemmerne og Javier Milei til 30 procent.

Tidligere sikkerhedsminister Patricia Bullrich fra Juntos por el Cambio-koalitionen fik 23,8 procent af stemmerne.

Det betyder, at der skal være en anden afstemningsrunde den 19. november. For at blive valgt til præsident i første runde krævede det 45 procent af stemmerne, eller 40 procent, og mindst 10 procentpoint flere end den næste.

Sergio Massa, 51, stillede op til præsidentvalget efter mere end et år som Argentinas økonomiminister. Han er blevet rost for succesfuldt at genforhandle tilbagebetalingen af et lån på 44 milliarder dollars fra Den Internationale Valutafond, IMF. Men han er også blevet beskyldt for ikke at have formået at dæmme op for den skyhøje inflation – i september blev den målt til 140 procent på årsbasis.

Javier Milei, 53, førte ellers i meningsmålingerne, da valgstederne åbnede søndag morgen.

Han er blevet sammenlignet med den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, og den tidligere brasilianske præsident, Jair Bolsonaro.

Han har ført sig frem med kritik af det politiske etablissement, som han har kaldt ”la casta”. Han mener blandt andet, at Argentinas centralbank bør afskaffes og at den argentiske pesos skulle erstattes af den amerikanske dollar.

Javier Milei, der er mødt op til vælgerarrangementer med en elektrisk motorsav, har lovet at nedskære de offentlige udgifter med 15 procent og droppe omkring ti af regeringens ministerier. Han er imod abort, og så tror han ikke på, at mennesker er ansvarlige for klimaforandringer.

Præsidentvalget i Argentina

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, meldte sig i 2020 ud af Alternativet for at deltage i stiftelsen af partiet Frie Grønne. Partiet opnåede ikke mandater ved seneste folketingsvalg og Grünfeld har senest ernæret sig som ”politisk chef” i Frie Grønne.

Nu er der nyt fra venstrefløjseren.

Niko Grünfeld forlader partipolitik for at blive direktør i kvindeorganisationen Blossom. Det skriver han selv på Linkedin.

Fremover skal han i stedet stå i spidsen for ngo’en Blossom, der arbejder for bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner.

Om sin nye stilling skriver Grünfeld om at gå fra “politik til pioner for kvinders trivsel, ligestilling og velbefindende”.

“Jeg glæder mig til at kæmpe for mere ligestilling, flere grundlæggende kvinderettigheder og basal velfærd for de piger og kvinder i samfundet, som står i de mest socialt udsatte positioner i vores samfund,” siger den nytiltrådte direktør i Blossoms pressemeddelelse.

Grünfeld har været en fremtrædende profil først i Alternativet og senere i Frie Grønne. Han er medstifter af Alternativet og tiltrådte i 2018 som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Et lille år efter kommunalvalget måtte Grünfeld trækker sig som borgmester. Det skete efter to sager kom frem. Den første omhandlede dyr indretning af borgmesterkontoret, mens den anden handlede om forkerte oplysninger på cv’et.

Vedrørende borgmesterkontoret kom det frem, at han havde fundet det nødvendigt at indrette sit borgmesterkontor for 130.000 skattekroner. Han udtalte til Radio24Syv, at han ikke kunne arbejde ved et glasbord. Han havde også fundet det nødvendigt at anskaffe sig en specialdesignet daybed samt nogle bænke og borde.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

Sagen om CV’et drejede sig om, at det op til kommunalvalget i 2017 af Niko Grünfelds CV fremgik, at han havde en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der var kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kunne ikke bekræfte den.

Argentinas nuværende præsident, Alberto Fernandez fra peronistpartiet Partido Justicialista, har formået at gøre sig umådelig upopulær i Argentina, og han genopstiller ikke.

Regeringspartiets præsidentkandidat er derfor den nuværende økonomiminister, Sergio Massa. Massa repræsenterer den centrum-venstreorienterede Peronist-koalition, der har siddet på magten i årtier. Koalitionen går ind for statslig indblanding og velfærdsprogrammer. De seneste år har Argentinas monumentale økonomiske problemer betydet, at koalitionens popularitet faldet.

Den anden kandidat i kapløbet om præsidentposten er den tidligere sikkerhedsminister – den 67-årige Patricia Bullrich. Hun ligger politisk på centrum-højreflanken og repræsenterer alliancen, Juntos por el Cambio – JxC (Together for Change), og hun har lovet vælgerne at nedbringe kriminalitet, inflation og korruption i landet.

Meningsmålingerne forud for valget

Ifølge meningsmålingerne – som i Argentina ikke er kendte for deres præcision! – er det imidlertid den 3. kandidat – den ultraliberale Javier Milei, der er favorit til at vinde valget. Meningsmålingerne bringer økonomiminister Sergio Massa ind på 2. pladsen, mens den konservative Patricia Bullrich er treer.

Favoritten Javier Milei

Javier Milei, præsidentkandidaten for den liberale og højreorienterede La Libertad Avanza-koalition, ses som en mulighed for at komme af med de to partier, der stort set uafbrudt har regeret landet siden genindførelsen af demokratiet i 1983.

Den 52-årige Javier Milei er tidligere underviser og rådgiver i økonomi samt kommentator i tv- og radioshows. I 2021 kom han i parlamentet. Han er ultraliberal og mener, at staten kun skal tage sig af helt basale ting som sikkerhed og retsvæsen. Han har tidligere spillet i et Rolling Stones cover-band.

Primærvalget

Det var primærvalget, der blev afholdt søndag den 13. august 2023, der afgjorde hvilke kandidater, der kunne stille op ved søndagens præsidentvalg.

Her fik Milei fik godt 30 pct. af stemmerne, mens den konservative opposition (med Patricia Bullrich) fik 28 procent af stemmerne. Den peronistiske – og regerende koalition (med Sergio Massa) – fik 27 procent.

Javier Mileis politik

Javier Milei, præsidentkandidat for La Libertad Avanza-koalitionen, har tiltrukket støtte, især fra unge, ved at opfordre til at Argentina erstattede pesoen med den amerikanske dollar og afskaffelse af Argentinas centralbank.

Han kræver forbuddet mod abort genindført, salg af organer sat frit, seksualundervisning sløjfet (han beskriver seksualundervisning som et trick for at ødelægge kernefamilien). Og det skal være lettere at erhverve sig våben. Desuden tror han ikke på menneskeskabte klimaforandringer, og Milei er en udtalt beundrer af Donald Trump.

Lederen af Liberty Advances-partiet har også kritiseret den “politiske kaste”, der har regeret landet siden genindførelsen af demokratiet i 1983, og han har i valgkampen ivret for “genopbygningen af Argentina.”

Hvis Javier Milei vinder præsidentvalget, vil han dog ikke få det let. Han vil formentlig have et flertal imod sig i parlamentet, og det er spørgsmålet om han får mulighed for at realisere sine radikale ideer.

Den økonomiske baggrund i Argentina

Baggrunden for valget er en prekær økonomisk situation. Inflationen er tårnhøj – i forhold til sidste år er forbrugerpriserne nu steget med mere end 138 procent og lønninger og pensioner udhules. 4 ud af 10 argentinere lever i fattigdom og samfundets sammenhængskraft er truet i en grad, der har fået mange argentinere til at miste tilliden til det politiske system.

Valget kommer efter en turbulent valgperiode

Den 6. december 2022 kunne de internationale nyhedsbureauer meddele, at Argentinas vicepræsident, Cristina Fernández de Kirchner, var blevet dømt for milliardsvindel.

En dom, der giver hende seks års fængsel, og som fratager Kirchner muligheden for at kunne varetage et politisk embede på livstid.

Anklagemyndigheden havde bedt om tolv års fængsel i korruptionssagen mod den højtprofilerede 69-årige politiker. Anklagerne mod hende vedrørte ulovlig tildeling af offentlige udbudskontrakter i Patagonien, da hun var præsident i Argentina mellem 2007 og 2015.

Som senator har hun dog parlamentarisk immunitet og kan således ikke sendes i fængsel, så længe hun er valgt.

Cristina Fernández de Kirchner har været vicepræsident siden 2019 under præsident Alberto Fernandez.

Argentina kæmper med hyperinflation og vakler på kanten af statsbankerot

Argentina, Latinamerikas tredjestørste økonomi med en befolkning på omkring 45 millioner, er ramt af recession og kæmper med en enorm udlandsgæld, der selv efter kreditorernes velvillige afskrivninger og låneomlægninger stadig løber op i 275 mia. dollars svarende til 169 pct. af BNP. Det er ikke mindst den private sektor, der har stiftet gæld i udlandet, mens den samlede offentlige gæld andrager 83 pct. af BNP.

Landet er ramt af inflation, der nu overstiger 138 procent, og selvom den officielle arbejdsløshed opgøres til 6,9 pct., er der en enorm skjult arbejdsløshed, der skønnes at berøre 38 pct. af arbejdsstyrken.

Argentinas eksport af hovedsagelig landbrugsprodukter sikrer et lille overskud på handelsbalancen, men serviceringen af den enorme udlandsgæld betyder at der er underskud på betalingsbalancens løbende poster.

Den argentinske nationalbank har længe prøvet at fastholde en officiel kurs på den argentinske peso (ARS) på omkring 177 ARS for 1 dollar, men kursen på pesoen er nu i frit fald og op til søndagens valg er den faldet til knap 350 ARS.

Den argentinske regering ligger konstant i forhandlinger med Den Internationale Valutafond, IMF, om de hårde betingelser for at udnytte en såkaldt udvidet fondsfacilitet, EFF.

IMF-vilkårene herunder stram finanspolitik begrænsninger på indkomstoverførsler og sociale foranstaltninger er ikke populære og regeringen har kæmpet mod interne splittelser.

Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den international omsætning af pesoen er begrænset.

De finansielle markeder har mistet tilliden til Argentina

At Argentina har økonomiske problemer, er ingen nyhed. Med venstrefløjen ved magten i Argentina har markederne mistet tilliden og muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning er overhængende.

Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere økonomien. Han var dog slet ikke I stand til at indfri løfterne og Argentina har reelt i flere år befundet sig i recession.

Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød, at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.

Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019.

Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.

Med Alberto Fernandez ved magten vendte Argentina tilbage til velkendte socialdemokratiske politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol.

Cristina Fernandez de Kirchner

Den nu svindeldømte, tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober 2019 posten som Vicepræsident.

Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).

Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har haft bukserne på i præsidentskabet!

Udover dommen til Christina Kirchner kæmper regeringskoalitionen med interne splittelser om håndteringen af kravene fra IMF og de internationale kreditorer.

Regeringen kritiseres skarpt og sammen med den stigende inflation og recessionsforholdene har det svækket regeringen forud for valget den 22. oktober 2023.

Dronningens besøg i Argentina

Selvom Argentina i årevis har vaklet på randen af statsbankerot, lokkede det danske udenrigsministerium desuagtet i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.

Det må medgives lakskoene og blåfrakkerne i udenrigsministeriet, at Argentina faktisk tidligere – i starten af 1900-tallet! – var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men i de seneste 100 år har Argentina haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring.

Argentina har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at se hvorfor Dronningen skulle lokkes på den galej – endsige øjne danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.

Den danske ambassade i Argentina blev da også lukket i 2021.

Hvad nu?

Hvis ingen kandidat ved søndagens valg formår at sikre sig 45 pct. af stemmerne – eller mere end 40 pct. samt en føring på mere end 10 pct. ned til nummer to – skal de to førende kandidater ud i en anden runde i november.

Dansk og svensk bistand til terrororganisation

Da det i nyhedshistorier og på sociale medier kom frem, at det palæstinensiske parti DFLP sammen med Hamas havde deltaget i terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023, gav det anledning til røde ører i danske og svenske venstreorienterede partier.

DFLP – Democratic Front for the Liberation of Palestine – er en marxistisk-leninistisk organisation, der blev stiftet i 1968. Partiet har også tidligere foretaget en række aktioner med dødeligt udfald rettet mod israelere, herunder et angreb på byen Ma’alot i det nordlige Israel, der kostede 25 israelere livet.

Enhedslisten i Danmark har sammen med Vänsterpartiet i Sverige i flere år givet bevillinger til et såkaldt demokratiprojekt i Palæstina, der omfatter det palæstinensiske parti DFLP.

Vänsterpartiets bidrag på omkring 2 millioner kroner kom Ifølge SIDA – Styrelsen för internationellt utvecklingssamarbete, det svenske sidestykke til DANIDA i Danmark – fra de svenske bistandsmidler, og blev kanaliseret til DFLP gennem et samarbejde med Enhedslisten.

Enhedslistens bidrag har været finansieret af Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD), der har oplyst, at Enhedslisten samlet set gennem årene 2013 til 2021 har fået bevilliget 3.013.395,00 kroner til projekterne i Palæstina.

SIDA i Sverige har meddelt, at der nu indledes en nærmere undersøgelse af, hvad der er sket.

Umiddelbart mener direktør Mathias Parsbæk Skibdal i DPID ikke, at man kan bebrejde Enhedslisten noget: ”Enhedslisten har lavet et godt stykke arbejde i demokratiets tjeneste med nogle fornuftige partnere. At der så er nogle andre, der betaler medlemskontingent samme sted, der tilsyneladende vælger at indgå i en terrorhandling, er rigtigt ærgerligt. Men vi har intet indtryk af, at der skulle være nogen som helst sammenhæng mellem de aktiviteter, som Enhedslisten har stået for, og den terrorhandling, der er begået”, siger han.

Spørgsmålet er, om et flertal i Folketinget ser med samme overbærenhed på Enhedslistens finansiering af terror i Palæstina.

Det er ikke nyt, at venstreorienterede i Norden har engageret sig i den væbnede kamp i Mellemøsten. DFLP udspringer af den i Danmark mere berømte organisation PFLP, der stod bag flykapringer og samarbejdede med Blekingegadebanden.

I 1970’erne og 80’erne forsøgte Blekingegadebanden at skaffe penge til bl.a. PFLP’s kamp for et frit Palæstina. Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede både dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier.

Enhedslistens bidrag til DFLP bør få konsekvenser for DIPD.

DIPD – når der ydes politisk udviklingsbistand

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er omkring 250 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp til verdens fattigste og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier.

Visionen

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Kritik

Enhedslisten stemte som det eneste parti i Folketinget imod. ”Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens daværende udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk. Dette synspunkt har dog ikke afholdt Enhedslisten for også at stikke snablen i pengekassen.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske overfor partistøtten. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande. Enhedslistens støtte til DFLP i Palæstina er ikke det eneste, der burde få alle advarselslamper til at blinke. Partiet har således tidligere støttet såkaldte ”democratic movements” i Nicaragua.

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nikolaj Bøgh, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti og kommunikationsrådgiver i public affairs-virksomheden Grace Public Affairs, er efter egen opfattelse selve personificeringen af den Frederiksbergske dannede kulturkonservatisme. Bøgh skriver bøger, indbyder til kulturelle soireer i sit hjem på Frederiksberg og turer rundt med synspunkter om borgerlighedens betydning – senest ved et debatarrangement på Halgodt i Gentofte.

Nikolaj Bøgh har tidligere med ydmygende resultater forsøgt at komme i Folketinget, og senest blev han af sine egne partifæller vraget som efterfølger for Simon Aggesen som spidskandidat på Frederiksberg.

Tilbage i 2014 havde han og andre politikere lyst til at drive forretning med cykeludlejning for skatteborgernes penge. Han mente – som formand for By- og Pendlercykel Fonden (Bycykelfonden) – at der i hovedstaden var plads til både privat cykeludlejning og kommunalt finansierede bycykler, der blev stillet næsten gratis til rådighed for byens borgere og tilrejsende turister.

Bøgh afviste dermed den berettigede kritik, som private cykeludlejere allerede dengang fremkom med: ”Det er stærkt konkurrenceforvridende, når Københavns og Frederiksbergs Kommunens bycykler bliver brugt af turister. Man kan tydeligt mærke det på de hoteller, hvor der står kommunale cykler ude foran. Der er omsætningen gået ned omkring 20 pct. Hvis det forsætter, kan det blive svært at drive privat cykeludlejning i hovedstadsområdet”.

Nikolaj Bøghs forsøg på at drive cykeludlejning for skatteborgernes penge fik da også en forudsigelig, men ynkelig skæbne. I december 2022 gik Bycykelfondens driftsselskab, Bikeshare, konkurs, og i januar 2023 måtte Bycykelfonden – efter siden 2014 at have brændt 96 millioner skattekroner af! – også indgive konkursbegæring.

By- og Pendlercykelfonden

By- og Pendlercykel Fonden blev stiftet af Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune i 2014 i forlængelse af et offentligt udbud gennemført i 2012. Udbuddet blev gennemført af de to kommuner i samarbejde med DSB, der alle ønskede at etablere et bycykelsystem i hovedstadsområdet for at sikre regional udbredelse af by- og pendlercykelsystemet som et fjerde ben i den kollektive trafik.

Kommunerne og DSB endte med at vælge en ambitiøs løsning bestående af eldrevne cykler til en stykpris på næsten 80.000 kr. med en integreret tablet (computer). Ambitionen var tydeligvis ”det bedste af det bedste” og det kunne man tillade sig med de kommunale pengekasser i ryggen.

Som turn-key leverandør valgte de Bikeshare Danmark A/S, som skulle stå for levering, drift og vedligeholdelse af bycykelsystemet samt kundeservice 6-24 alle ugens dage.

DSB, Movia, Region Hovedstaden og Cyklistforbundet var væsentlige samarbejdspartnere til By- og Pendlercykelfonden, der blev etableret som en erhvervsdrivende fond, der ejede samtlige rettigheder (og forpligtelser!) vedrørende by- og pendlercykelsystemet.

Højt ambitionsniveau

Nikolaj Bøgh og de andre projektmagere havde voldsomme ambitioner: Bycyklen en hvid, moderne smart-cykel udstyret med en tablet-computer, GPS og el-motor skulle leve op til tidens krav om grøn mobilitet, bæredygtighed og dele-økonomi. Prisen på knap 80.000 kr. pr. cykel kunne ifølge professionelle cykeludlejere aldrig kunne forrentes og afskrives på almindelige markedsvilkår. Men skatteborgernes tilskud jo gøre en væsentlig forskel!

Cykelfondens bestyrelse

Cykel-fonden blev ledet af en bestyrelse på fem medlemmer: ét medlem er udpeget af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, ét medlem er udpeget af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, ét medlem er udpeget af Region Hovedstaden, ét medlem er udpeget af Movia og ét medlem er udpeget af Cyklistforbundet.

Formand for det ambitiøse foretagende blev den konservative Nikolaj Bøgh, udpeget af Frederiksberg Kommune.

Allerede i 2017 truede konkursen!

I 2017 lykkedes det at holde driftsselskabet Bikeshare flydende, men kunderne har ikke brugt cyklerne tilstrækkeligt, og samtidig er de hvide bycykler blevet presset af private aktører som BOLT, Donkey og TIER.

På trods af yderligere massive offentlige indskud blev det økonomiske grundlag under bycyklerne ved med at smuldre. Formanden for bycykelfonden, Erik Bøgh, og en nyansat direktør, Tina Füssel (med en årsløn på 1.077.029 kroner, selvom hun var den eneste ansatte i fonden og ikke havde noget ledelsesansvar) var uenige, og det endte med at formanden, Nikolaj Bøgh, måtte trække sig fra formandsposten efter kritik for håndteringen af krisen i bycykelprojektet og afsløringen af en stribe private SMS-beskeder. hvor han ytrer sig kritisk om sin egen direktør.

Nikolaj Bøgh var derfor tvunget til at overlade formandsposten til socialdemokraten Niels E. Bjerrum og i øvrigt gå helt ud af fondens bestyrelse. Frederiksberg Kommune udpegede herefter Brian Holm, der ubestrideligt har cykelforstand, til fondsbestyrelsen.

Niels Bjerrum blev i august 2022 afløst af Morten Kabell på formandsposten i Bycykelfondens bestyrelse. Før var Kabell menigt bestyrelsesmedlem.

Nu er det slut!

I december 2022 gik Bycykelfondens driftsselskab, Bikeshare, konkurs, og i januar 2023 måtte Bycykelfonden – efter siden 2014 at have brændt 96 millioner skattekroner af! – også indgive konkursbegæring.

De storkøbenhavnske skatteydere får dermed endnu en økonomisk begmand i skandalen om de konkursramte hvide bycykler. Det viser sig, at de 1.100 cykler, som Bycykelfonden sammen med driftsselskabet Bikeshare ejede, er nærmest værdiløse i konkursboet. Derfor er de blevet solgt for en slik.

Bestyrelsesformanden i Bycykelfonden (By- og Pendler Cykelfonden) Morten Kabell siger til dagbladet BT: ”Jeg kan bekræfte, at der er indgivet konkursbegæring for fonden. Der er ikke politisk vilje til at drive bycyklerne videre. Derfor er eneste ansvarlige at lukke ned, mens man stadig er solvent”.

Bag kulisserne har bestyrelsen med Morten Kabell, der er tidligere teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten, ellers forsøgt at redde bycyklerne.

Blandt andet har bestyrelsen forsøgt at sælge en ny forretningsmodel, hvor bycyklerne skulle drives af indtægter fra reklamestandere på stationerne. Men politikerne på Københavns Rådhus har ikke ønsket at skyde flere penge i foretagendet.

ARD (Arbeitsgemeinschaft der öffentlich-rechtlichen Rundfunkanstalten der Bundesrepublik Deutschland) – en sammenslutning af offentlige radio- og tv-stationer i forbundsrepublikken Tyskland – rapporterer, at de tyske myndigheder på både länder- og forbundsniveau er ved at segne under flygtningepresset.

I 2023 forventer de tyske flygtningemyndigheder – Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (BAMF) – at kunne behandle omkring 230.000 asylsager og dermed samme antal som i 2022.

Problemet er, at antallet af legale asylansøgere i 2023 fra især Syrien, Afghanistan og Tyrkiet meget vel kan komme op på 400.000 – og hertil kommer et ukendt antal illegale flygtninge fra arabiske og afrikanske lande!

Til sammenligning behandlede BAMF under den såkaldte flygtningekrise 2015/2016 480.000 ansøgere i 2015 og 750.000 i 2016.

AfD – Alternative für Deutschland – stormer frem i Tyskland

Det højrenationale, myndigheds- og indvandringskritiske protestparti AfD – Alternativ for Tyskland/Alternative für Deutschland, vinder stærkt frem i Tyskland. Ifølge de seneste meningsmålinger står partiet nu til omkring 23 pct. af stemmerne, mens CDU/CSU har 27 pct.

Mange frygter, at næste år kan blive den store politiske eksplosion i Tyskland. Ud over europaparlamentsvalget i juni 2024 er der delstatsvalg i Thüringen og to andre delstater i det østlige Tyskland. Alle tre steder står AfD lige nu til at blive det klart største parti med omkring en tredjedel af stemmerne.

Delstaten Thüringen kom i fokus, da AfD i slutningen af september pludselig blev en afgørende del af et borgerligt flertal for en sænkning af en boligskat.

Det konservative CDU fremsatte forslaget. Det liberale FDP støttede det, og med AfDs stemmer var det nok til at omgå delstatsregeringen bestående af socialisterne i Die Linke, De Grønne og det socialdemokratiske SPD.

Dermed blev et tabu brudt.

I Thüringen har de andre partier hidtil set helt bort fra AfDs 19 mandater ud af 90, mens en regering uden et reelt flertal har regeret i en fælles forståelse med den borgerlige opposition. Nu brager AfD fremad i meningsmålinger. I Thüringen skal der være delstatsvalg til næste år, og i øjeblikket står AfD til flere end 30 procent af stemmerne.

Thuringen er ikke det eneste sted, der må overgive sig til AfD. Søndag den 18. juni 2023 var der valg til borgmesterposten i den tyske by Schwerin. Den socialdemokratiske kandidat genvandt posten med et stort flertal. Men AfD fik 32,2 procent af stemmerne.

AfD fik så stor opbakning i første runde af valget, at det udløste en anden runde. Det var første gang AfD fik så mange stemmer, at det har krævet en anden runde af et lokalvalg.

Kritik af den rød-gule-grønne regering

Blandt kommentatorer er der bred enighed om, at fremgangen til AfD næres af koalitionsregeringens (SPD, De Grønne og det liberale FDP – den såkaldte Ampel eller lyskurvregering) katastrofale politik.

Flygtningekrisen

Den igangværende migrationskrise, der tåler sammenligning med situationen i 2015/2016 og de faktiske konsekvenser af den legale og illegale masseindvandring fra især arabiske og afrikanske lande, har helt klart gavnet også AfD i meningsmålingerne. Forbundsmyndighederne er ved at segne under presset, og delstaterne kæmper med enorme udfordringer i forbindelse med at underbringe og forsørge de mange indvandrere. Hertil kommer presset på især social- og sundhedssystemerne.

Klima- og energipolitikken

Der er ligeledes bred utilfredshed i befolkningen over regeringens energi- og klimapolitik og grønne diktater om tvungen udskiftning af gasfyr med varmepumper. Ifølge det politiske magasin Cicero, var debatten om Die Grünes økonomiminister Habecks  varmediktat forårsgaven til AfD. Sjældent har regeringens planer spredt så meget frygt og afvisning i landet.

Da Alternativ for Tyskland (AfD) for seks år siden gjorde sin entré i det tyske parlament, spåede eksperter, at det højre-nationale parti ville falde fra hinanden i en endeløs strøm af skandaler og nynazistiske tirader. De etablerede partier svor, at AfD ville blive marginaliseret og bekæmpet, men AfD-fremgangen bør være et alarmsignal for alle partier i Forbundsdagen.

Spørgsmål om indvandring, klima og krig, hvor en stor del af befolkningen føler, at de ikke bliver hørt, og alle indvendinger om centrale politiske spørgsmål ikke kun fejes til side, men karakteriseres som ”ikke-stuerene”, betyder automatisk fremgang til AfD.

Hvis AfD havde haft sympatiske ledere, ville der næppe have været grænser for væksten. Kendsgerningen er dog at der i AfD – i lighed med andre partier i tysk politik – i øjeblikket er en udtalt mangel på karismatiske, dygtige og sympatiske figurer.

Koalitionsregeringen

Den til tider åbne strid i koalitionen mellem SPD, De Grønne og det liberale FDP, har skabt berettiget tvivl i befolkningen om koalitionens evne til at regere Tyskland. FDP har hidtil kunnet afværge de største katastrofer, men passiviteten i flygtningepolitikken er et megaproblem. Hertil kommer, at De Grønnes varmeplaner med forbud mod gasfyr og krav om varmepumper og vedvarende energi opfattes sammen med afskaffelsen af A-kraften som toppen af isbjerget af en usammenhængende klimapolitik, der driver energi- og varmepriser op for almindelige mennesker, samtidig med at klimaeffekten er minimal.

Indførelsen af CO2-afgiften i 2021 har allerede vist borgerne, hvor dyr og ineffektiv klimabeskyttelse er. De grønne lovforslag, som især rammer den almindelige borger, er en konstant strøm af vand på AfD’s mølle.

I Tyskland – som i andre lande – ønsker de fleste mennesker faktisk at beskytte naturen og miljøet, og de fleste går også ind for en fornuftig klimapolitik, men de går i baglås, når man vil stoppe den globale klimakrise ved at brandbeskatte almindelige borgere.

Ukraine

I Ruslands krig mod Ukraine har Tyskland opgivet sin oprindeligt forsigtige kurs og leverer penge og flere og flere våben til Ukraine.

Realiteten er, at i Tyskland er en ikke uvæsentlig del af befolkningen forbeholdne – de tror ikke, at våbenleverancer vil afslutte krigen, og mange frygter en yderligere eskalering, en tredje verdenskrig. Ifølge det politiske magasin Cicero er der en verden til forskel mellem hyldesten af Zelensky i politik og medier på den ene side og antikrigsstemningen i befolkningen på den anden.

Arven fra Merkel

AfD blev grundlagt som et eurokritisk parti af akademikere i 2013, men i kølvandet på daværende kansler Angela Merkels omstridte håndtering af flygtningekrisen i 2015 blev partiet tilflugtssted for protestvælgere og har i dag cementeret sin magt som nyt folkeparti i de østtyske delstater i det tidligere DDR.

Når rammerne i Danmark bliver for snærende, og pressen og emsige borgere bliver for nærgående, lyder mantraet fra en rejselysten flåde af danske politikere:

Sejl mig ud der øst for Suez, hvor sidste mand er først

Hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst

Hør nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå

Bag den grå Moulmein Pagode med mit blik mod havets

Kom igen til Mandalay, af flotillens gamle vej

Husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay

Oh, den vej til Manadalay, fuld af flyvefisk i leg

Og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj!

I en tid, hvor de kommunale budgetter er præget af store besparelser, giver politikernes studieture til udlandet anledning til undren.

I takt med at flere og flere kommuner har deres budgetter for det kommende år på plads, står det klart, at borgerne mange steder udsættes for skatteforhøjelser samtidig med, at der bliver sparet på den nære velfærd.

Kommunale studieture

Det har i mange kommuner skabt debat om kommunalbestyrelsernes ansvarlighed i forhold til skatteborgernes penge, herunder omkring de vidtløftige projekter, der sættes i søen og de studieture, som de fleste kommuner gennemfører med jævne mellemrum.

TV Syd har gjort sig den ulejlighed at undersøge hvor mange penge kommunerne i regionen bruger på studieture til politikerne.

På Fanø har de siden starten af 2022 slet ikke brugt en eneste krone på det, mens de i Horsens har brugt beskedne 11.000 kroner. I den helt anden ende af skalaen har vi Vejle Kommune, som har brugt suverænt mest med omkring 735.000 kroner, mens Billund har brugt 319.718 kroner og Varde 268.067 kroner.

Debatten i Kolding

Debatten raser blandt andet i Kolding Kommune, der siden starten af 2022 har brugt 188.608 kroner, men hvor de er i gang med at planlægge en bustur til Holland for hele byrådet og enkelte embedsfolk. En tur, der indtil videre er estimeret til at koste cirka 385.000.

Rejsen går igennem flere byer i Holland og har til formål at give inspiration til fremtidens velfærd og byudvikling.

Dansk Folkepartis to byrådsmedlemmer har dog nægtet at deltage på turen, fordi de ikke mener det er rimeligt at bruge penge på en udlandsrejse, når man lige har gennemført massive besparelser.

– To år i træk har et flertal i Kolding Kommune sparet rigtig meget på udsatte borgere, ældre samt på børne- og ungeområdet. Og så synes jeg, det er et forkert signal at sende, at byrådet vælger at bruge penge på at tage ud at rejse, siger 2. viceborgmester og gruppeformand for DF i Kolding, Søren Rasmussen.

Søren Rasmussen (DF) mener i stedet byrådet skulle søge sin inspiration på internettet eller få fagfolk til at fremlægge de gode eksempler for byrådet hjemme i Kolding.

Hvorfor gennemføres der ikke en tilsvarende undersøgelse i Danmarks øvrige regioner?

Ingen ved om studieture kan betale sig

Kommunalforsker Roger Buch fortæller til TV SYD, at det i flere år har været diskutabelt, om studieture er værd at bruge penge på.

– Der er ikke lavet nogle undersøgelser, der ligesom kan afklare spørgsmålet, siger Roger Buch til TV Syd.

Ifølge ham er nogle af de gode argumenter for at byrådspolitikere tager på studietur, at de kan indhente inspiration og måske afværge fejltagelser ved at finde ud af, at noget man troede var en god ide, faktisk ikke er en god ide, fortæller kommunalforskeren.

– Men der er selvfølgelig også et frynsegodeelement, og det er der, kritikerne dukker op og kan sætte spørgsmålstegn ved det, siger Roger Buch.

Naturgasprisen har frem til oktober ligget relativt lavt. Årsgennemsnittet ligger nu foreløbigt på 318 kr. pr. MWh, hvilket er under årsgennemsnittet for 2021, der endte på 349 kr. pr. MWh. Sammenlignet med 2022, hvor gennemsnitsprisen endte på 930 kr. pr. MWh, er det foreløbige årsgennemsnit for 2023, 66 pct. lavere.

Men siden Hamas lørdag den 7. oktober 2023 angreb Israel, er gasprisen steget med 33 pct. Det skyldes blandt andet, at Israel som konsekvens af kampene i og omkring Gaza har lukket gasfeltet Tamar, der normalt er med til at forsyne Egypten. Egypternes kapacitet til at eksportere LNG til Europa forringes hermed, hvilket får gaspriserne til at stige. Dertil presser koldere vejrudsigter og rygter om en ny strejke på de to australske LNG-anlæg også gasprisen opad.

Situationen i den finske bugt bidrager yderligere til uro og risiko for stigende gaspriser. Natten til søndag den 8. oktober faldt trykket pludseligt i en af de rørledninger, der forbinder det nordeuropæiske gasnet.

Den finske gasoperatør, Gasgrid, har oplyst, at der var et brud på rørledningen Balticconnector, som løber mellem Paldiski i Estland og Inkoo i Finland. Ifølge Gasgrid kan skaderne betyde, at Balticconnector vil være ude af drift i flere måneder. Dog lyder vurderingen fra Gasgrid, at gasforsyningen i Finland stadig er god, da landet også har en flydende LNG-terminal, der kan producere nok gas til at dække alles behov.

Det finske sikkerhedspoliti, Skyddspolisen, er involveret i efterforskningen i det, der kan have været en bevidst sabotagehandling, i samarbejde med den finske gasoperatør Gasgrid og den finske grænsevagt.

Den finske regering mener at det pludselige og uforklarlige brud giver anledning til ”seriøs national sikkerhedsbekymring”.

Den lave gaspris frem til den 8. oktober sammenlignet med 2022 skyldes bl.a. fyldningsgraden i de europæiske gaslagre. Samtidig er vedligeholdelsesarbejde på de norske gasfelter afsluttet, og arbejdet på to australske LNG-anlæg er genoptaget.

Selvom gassituationen indtil nu har været mere gunstig end på samme tid sidste år i Europa, bør danske produktionsvirksomheder fortsat holde et vågent øje på gasmarkedet, lyder det fra Dansk Industri.

Danskerne skal forberede sig på, at det kommer til at koste mere at være med i EU, lyder det fra flere partier i Folketinget.

Den seneste europapolitiske aftale –”Dansk europapolitik i en globaliseret verden”- blev indgået den 21. februar 2008, og hvis aftalen skal ændres, kræver det enighed blandt aftalens parter.

Da forhandlingerne om en opdatering af Danmarks 15 år gamle europapolitiske grundlag gik i gang tirsdag den 10. oktober, var det derfor i første omgang uden Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, der står uden for aftalen.

I stedet var det de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, sammen med de øvrige partier bag den nuværende europapolitiske aftale – Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance – der forhandlede om et nyt forlig.

Valget til Europa-Parlamentet i juni 2024 og dansk EU-formandskab fra 1. juli 2025

Allerede inden valget til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024 må der forudses intens politisk debat om EU-politikken, men inden det danske EU-formandskab, der starter 1. juli 2025, ønsker regeringen at få en ny europapolitisk aftale på plads med Folketingets partier. Det har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fastslået.

Den nye europapolitiske aftale skal tegnes på en mere offensiv måde end i tidligere aftaler om Europa-politikken, mener Løkke.

”De gamle europapolitiske aftaler har i høj grad handlet om, hvordan Danmark tager Europa ned. Jeg tror, at den nye aftale i høj grad må handle om, hvordan Danmark ønsker, Europa udvikler sig. Så vi ikke bare får en reaktiv strategi, som forholder sig til udviklingen og forbeholdene,” siger Lars Løkke Rasmussen til Altinget.

Regeringen ønsker grundlæggende, at Danmark skal være ”i kernen af EU”. Det betyder dog ikke, at regeringen ønsker at udskrive en folkeafstemning for at få afskaffet forbeholdet over for euroen, fastslår Løkke, men Danmark skal ifølge Løkke støtte op om lande, der ønsker at komme med i EU.

Ansøgerlande

Vi skal være blandt de lande, der holder et klart europæisk perspektiv op for de otte lande, der i øjeblikket har status af EU-kandidatland. Ud over Ukraine og Moldova er det Tyrkiet, Albanien, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Bosnien-Hercegovina. Hvis landene omkring EU ikke tilbydes et europæisk perspektiv, står andre og mindre demokratisk sindede regimer parate, advare Lars Løkke Rasmussen.

Det er ikke uproblematisk at udvide EU

Inden nye lande lukkes ind i det europæiske fællesskab, skal landene leve op til en række kriterier, men desuden må man ifølge regeringen indstille sig på, at der er store omkostninger forbundet med udvidelsen og nye aktiviteter i EU.

De politiske og økonomiske omkostninger ved dansk EU-medlemskab vil stige

EU’s budget er i øjeblikket på omkring 186 mia. euro om året, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU.

Mens de ”fattigere” lande i forhold til EU er nettomodtagere, udgør Danmarks årlige bidrag til EU-budgettet omkring 24 mia. kr. (efter fraregning af rabatter m.v.), mens EU’s udbetalinger til Danmark er på godt 12 mia. kr.

Danmark er således nettobidragyder til EU med omkring 12 mia. kr. om året svarende til omkring 2.050 kr. pr. dansker.

Prisen for en ny Europapolitisk aftale kan meget vel blive en ekstra EU-regning til alle danskere på mindst 1.000 kr.

Det drejer sig også om beslutningskraften i EU

EU-landene bør i tide gøre sig klart, at et markant større og udvidet EU kun bliver i stand til at agere i væsentlige, globale konflikter, hvis man på den ene eller anden måde gør op med de nuværende krav om enstemmighed. Behovet for at kunne reagere hurtigt og kraftfuldt – uden at samtlige EU-lande i fremtiden nødvendigvis siger ja – er blevet understreget af resultatet af det nylige valg i Slovakiet. Med populisten Robert Fico som premierminister, kan det blive sværere for EU at enes om støtte til Ukraine.

I forvejen må EU tåle Ungarns Viktor Orbán, og mens regeringsdannelsen efter det polsks valg den 15. oktober 2023 trækker ud, kan udfaldet ligeledes kaste grus i den brede EU-opbakning, også militært, til Ukraine.

Flertalsafgørelser?

En ny europaaftale bør derfor efter regeringens opfattelse ende med, at Danmark aktivt bidrager til at styrke EU – bl.a. ved i det mindste at støtte flere flertalsafgørelser.

I dag er situationen den, at der ofte ikke er enighed mellem EU-landene eller mellem dele af kommissionen og medlemslandene. Det betyder svækkelse af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der ofte kommer for sent, for svagt og forkert.

Flertalsafgørelser inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kan være en vej frem.

Den nuværende EU-traktat giver faktisk mulighed for at man ikke behøver processen med ny traktat, folkeafstemninger og ratifikationer i alle lande.

Stats- og regeringscheferne kan nemlig i Det Europæiske Råd med enstemmighed vedtage, at der på et bestemt område inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken kan træffes afgørelser med flertalsafstemninger.

Ikke alle EU’s medlemslande vil være begejstrede for muligheden for at blive stemt ned, og modstanden i Danmark fra det yderste højre og venstre vil ligeledes være helt forudsigelig.