I år vil Musikhuset Esbjerg danne rammen om prisuddelingen, hvor D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen uddeler i alt fire priser: samt to Stjernedryspriser.

Mens vi må vente på at høre hvem der i år modtager Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris til overrækkelsen den 4. november 2023, har vi allerede nu fået oplyst, at Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gives til Esbjerg-indsatsen ”Energi til hinanden” og til det kunstneriske studio ”How to Kill a Dog”.

Om indsatsen ”Energi til hinanden” oplyses det, at det er en del af Vindmøllen, der drives af Esbjerg Jobcenter, og har til formål at give unge redskaber til bedre at kunne klare sig i job eller på skolebænken. Siden projektet blev iværksat i 2020, er 183 unge visiteret til Vindmøllen, og heraf er mere end halvdelen kommet i job eller uddannelse. Det er uoplyst hvad der blevet af den anden halvdel.

Med det kunstneriske og tværæstetiske studio ”How to Kill a Dog” med Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen i spidsen, er kronprinsparret så woke, at det virkelig vil noget. I motivationen for årets Kulturelle Stjernedryspris hedder det, at ”How to Kill a Dog” sætter fokus på emner som køn, identitet og ligestilling og for at nedbryde grænserne for, hvordan man plejer at lave scenekunst.

Mulige prismodtagere

Mens vi venter på afsløringen af modtagerne af Kronprinsparrets Sociale Pris og Kronprinsparrets Kulturpris er der spekulationer om de mulige prismodtagere. Op til uddelingen af Kronprinsparrets Kulturpris i 2021 blev der spekuleret på om den tidligere institutleder på Kunstakademiet i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i år skulle have Kronprinsparrets Kulturpris.

Katrine Dirckinck-Holmfeld kaldte det selv en “kunstnerisk happening”, men hun blev alligevel tiltalt for groft hærværk, for som institutleder og underviser at have foranlediget flere studerende til at udøve hærværk af betydeligt omfang, da hun sammen med dem fjernede en gipsafstøbning af Frederik 5., som efterfølgende blev smidt i Københavns Havn.

Da H.K.H. Kronprinsen overrakte Kulturprisen til Superflex fremhævede Kronprinsen deres evne til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye inspirerende løsninger til nogle af samfundets store udfordringer.

En kunstner, der i den grad har stillet spørgsmål til vedtagne normer og praktiseret en alternativ løsning på en bestillingsopgave, er kunstneren Jens Haaning.

Kunstmuseet Kunsten i Aalborg havde bestilt et værk bestående to glasrammer med masser af pengesedler.

Men da pakkerne fra kunstneren Jens Haaning blev åbnet manglede pengene. Kunstneren havde skabt et nyt værk med titlen: “Take the Money And Run”.

Kronprinsparrets priser

Katrine Dirckinck-Holmfelds og Jens Haanings kandidaturer kommer ikke ud af den blå luft. Der har ikke altid hersket fuld enighed om kronprinsparrets valg af prismodtagere. Hvis du blot én gang har udtrykt sympati for noget højreradikalt, er du dømt ude og du kan godt glemme alt om at blive betænkt af kronprinsparret. Har du til gengæld hyldet undertrykkende venstreradikale regimer og bevægelser, er dine chancer straks bedre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strid fik i 2012 Kronprinsparrets kulturpris. I dag er Strids børnebøger nogle af landets mest solgte, men tegneren var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser under en revolution.

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Kritik fra Gotfredsen og Selsing

Ingen beskylder kronprinsparret for at have stalinistiske sympatier, men i Berlingske Tidendes anmeldelse sidste år af udstillingen på Frederiksborg Slot om de danske kronprinsesser henledes opmærksomheden på, at filosoffen Eva Selsing og præsten Sørine Gotfredsen har fremsat kritik af kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks udvælgelseskriterier, når de har uddelt priser, der blandt andet er gået til venstreradikale kunstnere. Og Eva Selsing har påpeget, at Mary har været protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride, hvor der i miljøet er fortalere for at give børn hormonbehandlinger.

Organisationen LGBT+ Danmark, der trods en stadig mere outreret position i takt med radikaliseringen af dele af LGBT-miljøet, gør krav på at repræsentere homoseksuelle og en række andre seksuelle minoriteter. Organisationen går ind for, at børn uanset alder skal kunne skifte køn, de ønsker 4-forældres-familier, de mener, at mænd kan føde børn, de går ind for rugemødre, og de ønsker en tilbundsgående revision af undervisningsmaterialet i uddannelsesinstitutioner for at sikre seksuelle minoriteters ”repræsentation”. 

Fra Hellerup-villaen og konsoliderede økonomiske rammevilkår tøver Connie Hedegaard ikke med gode råd til den nye Venstre-ledelse om en CO2-afgift på landbruget: Få det dog overstået. Træf nu de svære valg. Så vi og Venstre kan komme videre.

Det er vel ingen undskyldning, at Connie Hedegaard er blank på landbrugsforhold og ikke har stor viden om CO2e-afgifter?

Kendsgerningen er, at der stort set ingen erfaringer er med indførsel af klimaafgifter på landbrugets biologiske processer. Skatteministeriet har således til Folketinget oplyst, at man ikke har kendskab til lande, der har indført en beskatning eller CO2-afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger.

Alligevel aftalte et bredt flertal i Folketinget I sommeren 2022 en CO2-afgift på 750 kroner for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem. Landbruget var ikke umiddelbart omfattet af aftalen, men SVM-regeringen har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at landbruget også skal pålægges en CO2-afgift.

Regeringen vil fremlægge et forslag til en afgift, når en ekspertgruppe er kommet med sine anbefalinger sidst på året. Mens vi venter, har formanden oplyst, at opgaven er vanskelig.

Alligevel har regeringspartierne, venstrefløjen og Det Konservative Folkeparti på forhånd sagt ja til en CO2-afgift på landbruget, og kun Danmarksdemokraterne har utvetydigt afvist, at Danmark skulle gå enegang og indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

New Zealand er det eneste andet land i verden, som har arbejdet med en lignende CO2-afgift. For få uger siden besluttede New Zealands Labour-ledede centrum-venstre regering at udsætte klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser, og siden har et regeringsskifte formentlig betydet at afgiften ikke indføres i den forudseelige fremtid.

Selvom man i New Zealand inden valget i princippet havde tilsluttet sig en afgift, er man på ingen måde i mål hverken med beregningsmodellen eller niveauet for en afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20 kroner pr. ton CO2, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2, der tales om i Danmark.

En dansk enegang med CO2-skat på landbruget vil især påvirke den animalske produktion. Udover de økonomiske konsekvenser for dansk landbrug, vil en afgift også få politiske omkostninger.

Venstre vil næppe kunne holde til at forblive i regeringen, og der er dermed udsigt til samme konsekvenser, som DONG-salget havde for Socialistisk Folkepartis deltagelse i Helle Thornings regering.

Lørdag den 28. oktober rejste 13 politikere og topchefer fra ældre- og sundhedsområdet i Aarhus afsted til Japan. Turen strækker sig over seks dage, og løber op i udgifter på omkring en halv million kroner. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Lørdag begyndte rejsen for i alt 13 personer til Japan. En af deltagerne er sundheds- og omsorgsrådmand Christian Budde (V), som ser god mening i at investere penge i at blive klogere: ”Sundhed og Omsorg arbejder med at støtte borgerne i at være selvhjulpne i det omfang, det er muligt. Og det er – udover forbedring af arbejdsmiljø – noget af det, vi kan bruge velfærdsteknologien til. Når vi har valgt at tage med udvalget på studietur til Japan, så er det fordi Japan er meget langt fremme med innovative løsninger og har vægtige erfaringer, som har dette fokus”.

Studieturen til Japan strækker sig over seks dage og undervejs skal politikere fra byrådets udvalg for sundhed og omsorg samt embedsfolk besøge mennesker og steder, der kan bidrage med viden om i første række velfærdsteknologi.

Som opfølgning på studieturen udarbejdes der en studietursrapport, som bliver offentligt tilgængelig.

Politikerne på turen er: Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg, Anette Poulsen (S), Formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Hüseyin Arac (S), næstformand, Peter Sporleder (KF), Udvalgsmedlem, Henrik Arens (UFP), udvalgsmedlem, Mathilde Hjort Bressum (V), udvalgsmedlem, Jan Ravn Christensen (SF), udvalgsmedlem.

Fra forvaltningen deltager: Christian Boel, Direktør for Sundhed og Omsorg, Thune Korsager, vicedirektør for Sundhed og Omsorg, Otto Ohrt, Sundhedschef, Jens Bejer Damgaard, Pleje- og rehabiliteringschef, Ivan Kjær Laurdisen, Velfærdsteknologichef, Klaus Bach Trads, Sekretariatsleder.

Holdet fra Aarhus skal eksempelvis besøge “Future Care Lab”, der specialiserer sig i velfærdsteknologi. På programmet er der også et besøg i Kashiwa City, som er en by indrettet til de mange ældre indbyggere.

Udvalgsformand Anette Poulsen (S) er sikker på, at investeringen i studieturen er pengene værd: ”Turen vil udstyre os og embedsfolkene med værdifuld viden, som i relation til både borgere og økonomi giver ballast til at træffe de rigtige beslutninger. Desuden er det vigtigt at understrege, at udvalget har besluttet kun at afvikle denne ene studietur i den aktuelle byrådsperiode. Det normale er, at hver byrådsperiode rummer to studieture for udvalget”.

Det nøjagtige budget for studieturen lyder på 470.444 kroner.

Politikerne i udvalget for sundhed og omsorg har drøftet antallet af deltagere. Kravet blev, at antallet af embedsfolk på studieturen ikke må overstige antallet af politikere.

For sundheds- og omsorgsrådmand Christian Budde giver det god mening at have topcheferne med på rejsen til Japan: ”Hensigten er at sikre, at de – sammen med udvalget – får dybere indsigt i fordele og ulemper i de forskellige løsninger, vi skal studere. Og ikke mindst, at de efterfølgende kan understøtte udvalget og bidrage med viden og perspektiver på, hvordan vi ”oversætter” eventuelle nye løsninger til Sundhed og Omsorg og borgerne i Aarhus”.

COP28 kan blive det klimatopmøde, der vedtager en udfasning af olie og gas, vurderer Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, fra Abu Dhabi.

Mens Dan Jørgensen bidrager til forventninger, der ikke bliver indfriet, er alt ved gamle hjemme i Europa. Forbruget af fossile brændsler og herunder naturgas er fortsat højt, og der er ikke enighed i EU-kredsen om fuldstændig udfasning af olie og gas inden 2050. En række lande mener at udfasningen kun skal gælde såkaldte ”unabated” brændstoffer. EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, har ligeledes sagt, at den fælles EU-position er at støtte en udfasning af “unabated” fossile brændstoffer.

“Unabated” betyder, at udledningen af drivhusgasser ved brugen af fossile brændsler ikke modvirkes ved hjælp af såkaldte Carbon Capture and Storage-teknologier (CCS), der i teorien skulle gøre det muligt at deponere drivhusgasemissioner.

Hvis CCS-teknologierne udvikles i de kommende år skulle det således være muligt at undgå den totale udfasning af olie og gas inden 2050.

I sidste uge opfordrede 131 virksomheder, herunder Volvo Cars og Unilever, med en samlet omsætning på næsten en billion dollars (940 mia. euro) også regeringerne til at blive enige om at sætte en stopper for “unabated” fossile brændstoffer.

Mens Dan Jørgens pipe-dreams om den totale udfasning af kul, olie og gas ikke udsigt til at gå i opfyldelse fortsætter EU med at importere gas fra Rusland.

Efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 var der ingen grænser for EU’s vilje til at mindske afhængigheden af russiske fossile brændsler – man var simpelthen klar til ”complete Russian gas cut-off”!

Importen af naturgas gennem rørledninger fra Rusland er også reduceret, men nye data fra Institute for Energy Economics and Financial Analysis’ (IEEFA) viser, at EU-landene fortsat udvider forbruget af flydende naturgas – LNG og opretholder importen fra Rusland!

I forhold til Rusland importerede Europa omtrent den samme mængde russisk flydende naturgas (LNG) fra januar til september 2023 som i samme periode sidste år – men i nogle lande var der bemærkelsesværdige stigninger: Spanien og Belgien fordoblede importen af LNG fra Rusland i denne periode, mens Frankrigs import af russisk LNG steg med 40 pct. i samme periode.

Rusland leverer i øjeblikket 12 pct. af af LNG-forsyningen til hele EU.

LNG-importen fra USA er steget kraftigt siden 2022 – hvilket gør USA til EU’s største leverandør, der tegner sig for 46 procent af den samlede forsyning.

Blandt EU’s medlemslande er Spanien den største importør af russisk LNG, tæt fulgt af Frankrig og Belgien.

Fra januar til juli 2023 betalte Spanien 1,6 mia. euro for russisk LNG, hvilket gør landet til den største aftager i EU. Frankrig og Belgien var ikke langt bagefter og betalte 1,3 mia.  euro hver for deres russiske LNG-import.

Samlet set har EU-landenes betaling for russisk LNG – log dermed i bidrag til Putins krigskasse – alene i 2023 løbet op i mere end 41 milliarder kroner.

Ifølge IEEFA-rapporten betalte EU fra januar til juli 2023 omkring 41 milliarder euro for LNG: 17.21 milliarder euro til USA, 5.51 milliarder euro til Rusland, 5.37 milliarder euro til Qatar, 3.52 milliarder euro til Algier, 2.16 milliarder euro til Norge og 1.94 milliarder euro til Nigeria.

Lokalopgør i spansk fodbold mellem Real Madrid og Barcelona hedder El Clásico (seneste den 28. oktober 2023 endte med 1 – 2 til Real Madrid).

Lokalopgøret i København mellem F.C. København og Brøndby IF kaldes Derby.

I Italien kaldes lokalopgøret mellem A.S. Roma og S.S. Lazio på Stadio Olimpico for Derby della Capitale.

I Milano kaldes lokalopgøret mellem Inter og Milan for Derby della Madonnina (med henvisning til den forgyldte statue af Jomfru Maria på toppen af Milanos Domkirke).

Lokalopgøret i Torino mellem Juventus F.C (La Vecchia Signora) og Torino F.C. kaldes Derby della Mole (efter byens museum Mole Antonelliana).

I Genova kaldes lokalopgøret mellem Sampdoria og Genoa (Genoa Cricket & Athletic Club) for Derby della Lanterna.

I amerikansk collegefodbold hedder opgør mellem Michigan og Ohio State The Game.

Ishockeyopgør i NHL mellem The Edmonton Oilers og Calgary Flames hedder The Battle of Alberta.

Fodboldopgør mellem fodboldklubberne Celtic og Rangers i Glasgow, Skotland, hedder Old Firm.

Texas mod Oklahoma i amerikansk collegefodbold hedder Red River Showdown.

Boksekampen i 1974 mellem Muhammad Ali og George Foreman i Zaire (nu The Democratic Republic of the Congo) hedder Rumble in the Jungle.

Serier af cricketkampe mellem England og Australia på typisk fem cricketlandskampe, der spilles mellem England og Australien mindst hvert andet år på skift i de to lande, hedder The Ashes.

Den 31. maj 2023 brugte Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, Folketingets afslutningsdebat til at markere 40-året for udlændingeloven fra 1983. Han krævede en undskyldning til danskerne for 40 års forfejlet udlændingepolitik: “København: Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Frederikssund: Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte. Køge: Seks unge fængslet for vold, røveri og hærværk…”.

Sådan lød det under afslutningsdebatten, hvor Messerschmidt i 10 minutter oplæste den ene overskrift fra aviserne efter den anden. Overskrifter, der fortalte om røverier, voldtægter, overfald, hærværk og ballade begået af indvandrere og deres efterkommere, og som dermed beskrev konsekvenserne af den slappe, danske udlændingepolitik.

Anledningen var 40-året for udlændingeloven fra 1983, som gav retskrav til familiesammenføring for personer, der fik asyl, gav ”de facto” flygtninge ret til asyl, og gav asylansøgere ret til at opholde sig i Danmark, mens deres sag blev behandlet.

Udlændingeområdet er fortsat et omdiskuteret hjørne af dansk politik. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode var Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget i fokus. Anledningen har været barnebrude, og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik – kun Dansk Folkeparti presser stadigvæk på med krav om stramninger.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika – et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt. Samtidig bliver der indført en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav, hvor de som udgangspunkt skal bidrage i et omfang, der svarer til fuld tid.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk enighed om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag af justitsminister Erik Ninn-Hansen i Poul Schlüters Firkløverregering i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden), man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka, der var indført med Udlændingeloven af 1983. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede efter Folketingsvalget i september 1987. De økonomiske spørgsmål var i højsædet under valgkampen, og spørgsmål var miljøspørgsmål og den relativt høje arbejdsløshed. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet spillede kun en mindre rolle, men på den københavnske vestegn var de socialdemokratiske borgmestre i oprør over indvandringen.

De fik opbakning fra partiformanden Anker Jørgensen, der advarer mod at Danmark “bliver overrendt af de fremmede”. En intern rapport fra et udvalg anført af vestegnsborgmester Vibeke Storm Rasmussen blev lækket og afslørede en stærk strømning i Socialdemokratiet, som ønskede en markant strammere udlændingepolitik.

Samtidig var Fremskridtspartiet gået frem med tre mandater til i alt ni efter at have advaret mod ”libanonisering” og ”bekvemmelighedsflygtninge”, og det venstrepopulistiske og udlændingeskeptiske Fælles Kurs med partileder Preben Møller Hansen kom ind med fire mandater. Socialdemokratiet mistede 2 mandater og Anker Jørgens overlod formandsposten til Svend Auken (i en aftalt magtdeling med Ritt Bjerregaard).

De nye signaler fra især Socialdemokratiet er medvirkende til at justitsminister Erik Ninn Hansen kun 1 uge efter valget på et ministermøde rejste spørgsmålet om mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge. Ninn-Hansen præsenterede en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Ministermødet den 15. september 1987 konkluderede ikke, og denne plan blev aldrig realiseret.

Alligevel gav justitsminister Erik Ninn-Hansen umiddelbart efter ministermødet mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet.

Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark.

1. januar 2023 er der i alt 910.898 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 15,4 pct. af den samlede befolkning. 579.457 personer har oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.

Da tidligere fødevareminister Mogens Jensen i slutningen af 2019 for 11 mio. kr. købte fire cirkuselefanter og en kamel af Cirkus Arena og Cirkus Trapez, fik vi indtryk af, at vi endelig havde fået en dyrevenlig fødevareminister med hjertet på rette sted.

Knuthenborg Safaripark skulle blive endestationen for elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali. Ali var ikke oprindelig med i entreprisen, men fordi man var blevet oplyst om, at ”det ville være forkert at adskille” Ramboline og Ali, fik staten Ali med i købet.

I Knuthenborg Safaripark kan elefanterne bade i mudder og sand, spise og socialisere med hinanden.

For folk, der ikke kender Mogens Jensen og ikke mindst for udlændinge forekom historien utrolig og frit opfundet, men den er den sand, og velviljen ombølgede den joviale tidligere fødevareminister.

Nye sider af Mogens Jensen

Desværre åbenbarede fødevareminister Mogens Jensen under Corona-krisen nye sider af sin mangefacetterede personlighed: Han er slet ikke dyreven, og hans embedsførelse var decideret ulovlig!

Den 4. november 2020 meddelte Fødevareministeriet, at regeringen havde besluttet at alle 15-17 millioner mink i Danmark skulle aflives, fordi der var fundet mutationer af coronavirussen i danske mink.

Den daværende fødevareminister, Mogens Jensen, udtalte, at ”Vi står over for en af de største sundhedsmæssige kriser, som verden nogensinde har oplevet. Regeringen og jeg er smerteligt bevidste omkring, hvad det her betyder for alle de danske minkavlere, der står til at miste deres levebrød og for nogle; deres livsværk. Men det er det rigtige at gøre i en situation, hvor den vaccine, der lige nu er lyset for enden af en meget mørk tunnel, er i fare”. 

Statsminister Mette Frederiksen bekræftede Mogens Jensens chokerende meddelelse på et pressemøde den 4. november 2020.

Siden viste det sig, at fødevareministerens påbud til minkavlerne om, at de skulle aflive deres dyr, blev givet, uden at man havde et gyldigt lovgrundlag. Ja faktisk var der tale om en decideret grundlovsstridig krænkelse af den private ejendomsret m.v.

Hvem vidste hvad, hvornår?

Hvad vidste regeringen, hvad vidste fødevareministeren, justitsministeren og statsministeren, og hvornår vidste de det?

Fødevareminister Mogens Jensen kom med flere svar på disse spørgsmål:

Først erklærede fødevareministeren, at regeringen vidste, at der ikke var lovhjemmel til at aflive raske mink. Men aflivningen hastede så meget, at ”… derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente en lovgivning”.

Derefter skiftede han forklaring. Nu hed det, at han ikke havde givet minkavlerne et påbud, da han skrev til dem. Det var en kraftig henstilling.

Men i mailen står der “skal” 31 gange!

Den 10. november 2020 kom Mogens Jensen så med den tredje forklaring på, at regeringen havde beordret alle mink i Danmark aflivet uden lovgrundlag:

Han vidste ikke, at lovgrundlaget manglede!

Mogens Jensen ofres

Efter et stærkt politisk pres måtte Mogens Jensen den 18. november 2020 sige farvel til sin post som fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister.

Han trak sig med den begrundelse, at han havde mistet tilliden fra Folketinget: ”For at jeg som minister skal kunne varetage mit hverv, er det afgørende, at jeg har den fornødne tillid i Folketinget”, skrev han dengang på sin Facebook-profil.

Statsministerens ansvar uafklaret

Hvad angår statsministeren, andre ministres og Statsministeriets ansvar, er det stadig uafklaret.

I Folketingets spørgetime tirsdag den 10. november 2020 betegnede Mette Frederiksen hele skandalen som bare en ”fejl”, og efter dannelsen af SMV-regeringen (Regeringen Mette Frederiksen II) den 15. december 2022 blev spørgsmålet om statsministerens og regeringens ansvar arkiveret lodret.

”Folkefronten for Palæstinas Befrielse”, PFLP, støtter aktivt Hamas’ angreb på Israel.

PFLP, der er registreret som terrororganisation i EU og USA og har stået bag en lang række terroraktioner og flykapringer, samarbejdede i 1970’erne og 80’erne med Blekingegadebanden i Danmark.

Banden var en af de mest brutale og totalitært tænkende bander, Danmark nogensinde har set.

I 1970’erne og 80’erne forsøgte Blekingegadebanden på forbryderisk vis at skaffe penge til bl.a. PFLP’s kamp for et frit Palæstina. Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede både dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier.

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, har i årevis været venner og arbejdet politisk sammen med Torkil Lauesen, der var med i Blekingegadebanden.

Bandens forbrydelser til fordel for den palæstinensiske terrororganisation PFLP kulminerede i 1988, hvor et medlem skød og dræbte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under et røveri mod postkontoret i Købmagergade i København.

Et drab, hvor bandemedlemmerne senere dækkede over hinanden.

”Jeg har aldrig drøftet de her aktiviteter (med Torkil Lauesen, red.) Det har jeg holdt mig langt væk fra,” har Dragsted udtalt til Ekstra Bladet og henviser til, at hans ven jo har afsonet sin straf.

Selvom Pelle Dragsted muligvis ikke længere selv aktivt deltager i voldelige, kommunistiske og revolutionære aktiviteter, er hans politiske overbevisninger og holdninger uændrede.

Enhedslistens støtte til DFLP

Det kom ikke rigtig bag på ret mange, da det i nyhedshistorier og på sociale medier kom frem, at det dansk støttede palæstinensiske parti DFLP sammen med Hamas havde deltaget i terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023.

DFLP – Democratic Front for the Liberation of Palestine – er en marxistisk-leninistisk organisation, der udspringer af PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, og stiftet i 1968. Partiet har også tidligere foretaget en række aktioner med dødeligt udfald rettet mod israelere, herunder et angreb på byen Ma’alot i det nordlige Israel, der kostede 25 israelere livet.

DFLP har i en årrække været støttet fra Danmark (og Sverige). Enhedslisten i Danmark har sammen med Vänsterpartiet i Sverige i flere år givet bevillinger til DFLP i forbindelse med et såkaldt demokratiprojekt i Palæstina.

Vänsterpartiets bidrag på omkring 2 millioner kroner kom Ifølge SIDA – Styrelsen för internationellt utvecklingssamarbete, det svenske sidestykke til DANIDA i Danmark. De svenske bistandsmidler blev kanaliseret til DFLP gennem et samarbejde med Enhedslisten i Danmark.

Enhedslistens bidrag til terrororganisationen har været finansieret af Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Enhedslisten og Pelle Dragsted

Enhedslisten består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.

Enhedslistens politiske ordfører og frontfigur, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.

Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.

I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger. Rasmus Paludan er stadig rejsende i bål og brand, og siden har han i både Danmark og Sverige fået følge af andre brandstiftere.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af straffelovens daværende blasfemiparagraf – § 140 -og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at selv heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed. Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi:

I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen, vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kunne have ydet en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse? Straffeloven indebærer andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kunne man selv efter en genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt påpegede Straffelovrådet allerede i 2015, at en ophævelse af blasfemiparagraffen betød, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster. 

Lovforslag

Efter en længere debat om ytringsfrihed m.v. og en offentlig høringsperiode fremsatte regeringen den 27. oktober 2023 ”Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund)”.

I lovforslag er det præciseret, at forbuddet alene gælder utilbørlig behandling af ”et skrift, der har væsentlig religiøs betydning”, eller ”en genstand, der fremstår som et sådant skrift”.

Forbuddet omfatter alene utilbørlig behandling af et skrift med væsentlig religiøs betydning for ”et anerkendt trossamfund”.

Kunstneriske fremstillinger vil falde uden for forbuddet, hvis den ellers utilbørlige behandling udgør en mindre del af et kunstnerisk værk. Et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen.

Lovforslaget fastslår, at det ikke vil være strafbart ”offentligt udtrykkeligt at billige utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller at billige forhånelse af en fremmed stats flag mv. i den nugældende § 110 e i straffeloven”.

Flertal for lovforslaget

Regeringen har umiddelbart flertal for sit lovforslag, men det kan undre, at et parti som Det Konservative Folkeparti ikke kan tilslutte sig et forbud mod utilbørlig behandling af religiøse skrifter som bibler, koraner og andre hellige tekster.

Nyhedsmedierne kan nærmest dagligt melde om udskiftninger på lederposter i landets kommuner. Senest oplysningen om, at Mogens Kruse Andersen, direktør for teknik-, erhverv-og beskæftigelse har opsagt sin stilling i Thisted kommune og fratræder 31. januar 2024.

Udover de uhyrlige og forargelige omkostninger til ”fratrædelsesgodtgørelser” kan gennemtrækket ikke undgå at gå ud over både borgere og ansatte i kommunerne.

Hyppig udskiftning af ledere skaber sårbarhed, intern uro og tvivl hos medarbejderne, når man skal opbygge en relation til en ny leder. Det tager nemlig tid.

Hvis de ansatte i kommunerne igen og igen oplever, at nye ledere smutter efter kort tid, kan det blive sværere at engagere sig og respektere en ny.

Aalborg

Et eksempel er Lise Hansen Thorsen, der netop er fratrådt i Aalborg Kommune. Den tidligere chef for Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune, blev fra den 7. august 2023 ansat som stadsarkitekt i Aalborg Kommune.

I forbindelse med ansættelsen fremhævede den nordjyske kommune hendes brede geografiske baggrund, hvor hun blandt andet har stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder.

Efter mindre end tre måneder fratrådte Lise Thorsen imidlertid stillingen som stadsarkitekt: ”Aalborg Kommunes nye stadsarkitekt, Lise Thorsen, fratræder sin stilling omgående” skrev kommunen i en kortfattet pressemeddelelse mandag den 23. oktober 2023.

“Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune”, skriver kommunen og tilføjer:

“Der bliver nu brug for en periode med grundige overvejelser vedrørende de næste skridt i forhold til stillingen som Stadsarkitekt”.

Fredericia

Den 1. august tiltrådte Camilla Nowak Kirkedal som kommunaldirektørstolen i den socialdemokratisk ledede Næstved Kommune. Her afløste hun Rie Perry, som fik et nyt job som kommunaldirektør i Holbæk Kommune.

Nowak kommer fra stillingen som kommunaldirektør i Fredericia kommune. Hun blev sammen med direktøren for børn, unge og kultur fyret efter at det kom frem, at kommunen er 50 millioner kroner efter budgettet for 2023. Det er især på børne- og ungeområdet, der er et stort minus.

Efter fyringen af Camilla Nowak Kirkedal søger den socialdemokratisk ledede Fredericia kommune en ny kommunaldirektør, ”der kan sætte handling bag kommunens Vision 2033, og som kan gå forrest og være proaktiv i forhold til organisationen, erhvervslivet, pressen og civilsamfundet”.

Hvor meget Fredericia Kommunes hidtidige kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, modtog i fratrædelsesgodtgørelse er ikke oplyst, men kommunen har i de sidste 10 år brugt millioner af skatteborgernes penge på gyldne håndtryk til kommunaldirektører.

Fredericia har længe været i en turbulent periode, og der har været gang i kommunaldirektør-svingdøren i kommunen. I løbet af de sidste ni år har fem personer siddet på posten. Nowak Kirkedal sad 2 år, mens direktøren for Børn, unge og kultur, Michael Maaløe, blev afskediget efter blot en måneds ansættelse.

Annemarie Zacho-Broe

For præcis to år siden blev Camilla Nowak konstitueret kommunaldirektør, efter hendes forgænger Annemarie Zacho-Broe blev afskediget med en betydelig fratrædelsesgodtgørelse. Nowak kom fra stillingen som koncerndirektør for Børn, Unge og Kultur. Før det var hun direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, hvor hun også har været stabschef. Og i starten af sin karriere var hun ansat i det private erhvervsliv.

Det Fredericia Annemarie Zacho-Broe forlod, var i 2021 midt i et stormvejr, der blandt andet omfattede en advokatundersøgelse, en sag om eks-borgmester Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund, og rygter om en for tæt relation mellem kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard.

Region Sjælland

Annemarie Zacho-Broe blev efterfølgende i foråret 2023 ansat som direktør i Region Sjælland, men den 18. september 2023 blev det oplyst, at Annemarie Zacho-Broe er fritaget som direktør i Region Sjælland efter kun fem måneder på posten – dog med en betydelig fratrædelsesgodtgørelse!

Herefter er koncerndirektør Lone Lindsby konstitueret som regionsdirektør i Region Sjælland.

Problem med hyppige udskiftninger på alle ledelsesniveauer

Det er ikke kun i toppen af kommunerne, at der på de ansatte og skatteborgernes bekostning sker hyppige udskiftninger. Thisted kommune kan muligvis for en tid aflede opmærksomheden ved at foreslå, at kommunen fremover skal hedde “Thy”, men det bortforklarer ikke problemet med gennemtrækket af ledere.

Fagbladet FOA beskriver, hvordan mange af FOA’s medlemmer oplever, at der ofte bliver skiftet ud på ledelsesposterne på deres arbejdsplads. Det går ud over både ansatte og borgere

En ny undersøgelse viser, at 38 procent af FOA’s medlemmer, der har været ansat det samme sted i over fem år, har haft tre eller flere ledere.

Undersøgelsen bør få alarmklokkerne til at ringe i forhold til at fastholde ledere og styrke relationerne mellem leder og medarbejdere. Undersøgelsen viser, at jo flere ledere, man har haft, des værre vurderer man kvaliteten af ledelsen. Det gælder både relationen til ens leder, om man oplever lederen som synlig, og om man føler, at lederen udviser tillid.