De seneste uger har pro-palæstinensiske demonstrationer præget gadebilledet i flere større byer herhjemme grundet krigen mellem Hamas og Israel.

Når unge venstreorienterede til en demonstration ender med at stå side om side med herboende muslimer med Hizb ut-Tahrirs og ISIS’ flag og kampråb som “Islam er besat, det skal løses med Jihad”, “From the river to the sea, Palestine will be free” og ”Khaybar, Khaybar, oh, jøder, Muhammeds hær vil vende tilbage” kombineret med Hizb ut-Tahrirs flag, er der grund til bekymring.

De truende kampråb, som de unge ikke nødvendigvis til fulde forstår betydningen af, er voldsomt provokerende i en tid, hvor danske jøder modtager trusler af den eneste grund, at de er jøder.

Enhedslisten og Hamas

Da det viste sig, at Enhedslistens mangeårige samarbejdspartner, Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP), der udspringer af terrororganisationen Folkefronten til Palæstinas befrielse, PFLP, havde deltaget i Hamas-terrorangrebet på Israel den 7. oktober, foregav partiet, at det kom som en stor overraskelse.

Under Folketingets 1. behandling den 5. maj 2021 af B 251 – Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af bistand til det palæstinensiske selvstyre – sammenlignede Enhedslistens ordfører, Christian Juhl, danske frihedskæmpere med Hamas og terrorister.

På tænketanken EUROPA’s Europakonference den 6. november 2023: På vej mod en stadig større og modstandsdygtig union? – påpegede et panel med DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Claus Jensen, formand for Dansk Metal, Merete Juhl, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG Group, og Lars Petersson, CEO i VELUX Group, at de vigtigste udfordringer for erhvervslivet og det indre marked i EU kommer fra manglende arbejdskraft og sendrægtig myndighedsbehandling. Samtidig var der behov for flere investeringer, mere forskning og frihandelsaftaler med ”verden omkring os”.

Angående frihandelsaftaler blev der flere gange udtrykt frustration over, at der endnu ikke er indgået aftaler med landene i Sydamerika og med Australien.

EU-MERCOSUR-frihandelsaftalen

I mere end to årtier har EU og de såkaldte MERCOSUR-lande – Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argentina – forhandlet en frihandelsaftale. Aftalen er i princippet indgået men endnu udestår ratificeringen i de enkelte EU-lande.

Centralt i EU-Mercosur-aftalen er en øget import af kød og soja til EU. Modstandere af handelsaftalen påpeger, at kød- og sojaproduktionen allerede en af hovedårsagerne til de voldsomme skovbrande i Brasilien, der truer ikke blot vores natur og klima, men også oprindelige folk.

FN’s panel for biodiversitet har understreget, at det industrialiserede landbrugs brug af pesticider og den øgede produktion af soja og kød er afgørende årsager til klima- og biodiversitetskriserne. Aftalen vil desuden føre til en øget eksport af biler produceret i EU til landene i forhandlingsblokken i Sydamerika, hvilket vil øge de globale drivhusgasudledninger.

Selvom en række lande anfører miljø- og klimaargumenter som begrundelse for deres modstand mod aftalen, er der i lande som Frankrig også hensynet til egne landbrugsinteresser.

Sammenbruddet mellem Australien og EU

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Australien er for nylig kørt fast, og parterne er skiltes uden at aftale nye møder.

Hovedgevinsten for Australien ved en aftale vil ligesom det gælder for Mercosur-aftalen være øget adgang for deres landbrugsprodukter til EU´s købedygtige marked. EU vil til gengæld vinde ved at få mere sikre forsyninger af helt afgørende mineraler til EU´s grønne og digitale udvikling.

I EU spiller hensynet til egne landbrugsinteresser i visse lande en afgørende rolle. EU vil således ikke give tilstrækkelig markedsadgang for primært fåre- og oksekød, ligesom lande som Italien og Frankrig insisterer på, at Australien skal respektere EU´s regler om “geografiske indikatorer”, der betyder, at f.eks. fetaost fra Australien ikke må sælges i EU som Feta.

EU-Kommissionen har presset på for en aftale med Australien, der ville kunne give et markant løft i samhandelen, styrke EU´s konkurrenceevne på det australske marked og ikke mindst give øget forsyningssikkerhed for vigtige mineraler.

Selvom en række EU-lande nok erkender, at Australien er en stormagt med eksport af afgørende mineraler som litium og store depoter af sjældne jordarter, som EU har afgørende behov for, er disse lande ikke indstillet på at give køb på deres nationale landbrugsinteresser og tillade fri import af fåre- og oksekød fra Australien.

I 2021 vedtog kommunalbestyrelsen i Gentofte ”Temalokalplan for hegning”, der slog fast, at kommunen helst ser, at hegning foretages med levende hegn – liguster, bøg eller andet. Hvis grundejere foretrækker faste hegn – støttemure, stensætninger, højbede og lignende anlæg – med en samlet højde på mere end 1 meter, skal de rykkes mindst 1 meter væk fra vejen, og at de skal dækkes af beplantning!

Sigtet med lokalplanen var et politisk ønske om at sikre ”det grønne udtryk i Gentofte”.

Selvom mange grundejere i Gentofte har inddraget garager og p-pladser på egen grund til andre formål, og i stedet parkerer på offentlig vej, der gør mange af Gentoftes idylliske villaveje stort set ufremkommelige, kunne grundejerne i Gentofte stadig bygge carporte og garager ud mod vejskel i hele grundens længde, i op til 2,5 meters facadehøjde.

Den trafik blev dog stoppet på det seneste møde i kommunalbestyrelsen. Her vedtog 17 ud af de 19 medlemmer den 30. oktober 2023 ”Lokalplan 438 – Temalokalplan for sekundære bygninger”.

Den 31. oktober 2023 blev kommunens grundejere pr. e-post underrettet om, at sekundære bygninger (med en længde af højest 7 meter) fra den 30. oktober 2023 skal opføres mindst 1 meter fra vejskel, og den del, der vender ud mod offentlig vej, skal dækkes af beplantning.

Venstre stritter imod

Af kommunens underretning fremgik det, at Venstre ikke havde stemt for Temalokalplanen for sekundære bygninger, og ”Villabyerne” har kunnet supplere med oplysninger om, hvorfor Venstres to medlemmer af kommunalbestyrelsen nægtede at stemme for lokalplanen:

“Hegn og hæk er vi i forvejen lidt splittede på. Vi spørger os selv, hvor går grænsen for at bruge af skatteborgernes penge på at administrere regler? Den går her for vores vedkommende. Vi ønsker at give en større frihed til borgerne,” lød det bl.a. fra Marie Brixtofte i salen.

Det fik den konservative formand for Byplanudvalget, Jesper Marcus, op af stolen:

“Som jeg hører det, vælger Venstre nu af ideologiske grunde ikke at bevare Gentofte som en grøn kommune? Venstre vil tillade at bygge i 2,5 meter op til skel, det vil ændre Gentoftes grønne udtryk markant. Normalt synes jeg også, vi skal være påpasselige med at begrænse borgernes handlemuligheder. Men vi kan bare konstatere, at det allerede har ændret Gentoftes karakter, at flere og flere vælger at bygge i skel.”

Og han tilføjede: “Vi forhindrer ikke nogen i at bygge, men vi sætter nogle krav. Vi beder blot om, at det rykkes én meter ind på grunden og at det begrønnes.”

Venstres Mads Justesen, der var suppleant for Morten Løkkegaard, pointerede, at Venstre som udgangspunkt har tillid til borgerne: “Mange deler sigtet om det grønne Gentofte. Vi har allerede fået en god temalokalplan, der sikrer det, så vi behøver ikke mere,” sagde han.

Den konservative Jesper Marcus slog to streger under uenigheden: “Jamen, vi har jo allerede set den her udvikling, jeg beskrev. Hvis man ikke ønsker at få det stoppet, fair nok. I har et ønske om at tillade bygninger i 2,5 meters højde, det har vi så ikke.”

Det er nu en måned siden, at Hamas den 7. oktober fuldstændig overraskede Israel med et terrorangreb, der dræbte over 1400 mennesker. Siden da er volden kun eskaleret, og Israels modangreb har dræbt tusinder.

Israel ledes af premierminister Benjamin Netanyahu, der har været landets regent siden december sidste år, men har mange år som premierminister bag sig. For at genvinde stillingen som premierminister ved sidste valg begyndte hans Likud-parti at samarbejde med religiøse højrefløjspartier. Det er en af   grundene til, at tingene igennem dette år har været mere urolige end normalt i Israel. Konflikten mellem Israel og Palæstina har stået på i lang tid, men har også ændret sig i den tid, Benjamin Netanyahu har været premierminister.

Den internationale opinion om forholdene i Israel har i høj grad været formet af den uafhængige israelske avis, Haaretz, der også udgives i en engelsksproget udgave. Haaretz er kendt for sin dybtgående rapportering og kritiske analyse af israelske og mellemøstlige spørgsmål. Avisen indtager ofte en progressiv og liberal holdning til forskellige politiske og sociale spørgsmål, og dens redaktionelle holdninger er kendt for at lægge vægt på menneskerettigheder, borgerrettigheder og en to-statsløsning for konflikten mellem israelere og palæstinensere.

Der er ingen tvivl om, at Haaretz er en af de mest indflydelsesrige og respekterede aviser i Israel og regionen, men det er samtidig ikke overraskende, at en progressiv og venstreorienteret avis har indtaget en kritisk holdning til en højreorienteret regerings rets- og bosættelsespolitik og til premierminister Benjamin Netanyahu, som Haaretz altid har været en svoren modstander af.

Har Benjamin Netanyahu taget fejl?

Netanyahu har aldrig lagt skjul på, at han ikke har ønsket oprettelsen af en palæstinensisk stat og derfor ikke har set en to-statsløsning som værende i Israels sikkerhedspolitiske interesse.

Spørgsmålet er, om hans strategi om at holde Gaza-striben adskilt fra Vestbredden og sikre, at Det palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority, PNA eller PA) aldrig fik den forudsatte autoritet, har givet bagslag?

De begivenheder, der startede den 7. oktober 2023, er uden fortilfælde. Sidste gang enheder af jødiske og palæstinensiske krigere – militære eller paramilitære – gik i kamp over en så bred front i Israel-Palæstina var i 1948. Der har naturligvis været forskellige kampe gennem årene i Gaza såvel som i byer på Vestbredden som Jenin, og israelske og palæstinensiske enheder kæmpede mod hinanden i Libanon i 1982. Men der er ingen parallel til omfanget af det, der er sket siden lørdag den 7. oktober, og ikke siden 1948 har palæstinensiske krigere angrebet jødiske samfund i dette omfang.

Abraham-aftalerne

Det morderiske og umenneskelige angreb fra Hamas kom, netop som det så ud til, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu var ved at lykkes med sin strategi om at ignorere palæstinenserne og skabe fred med den arabiske verden.

Hamas-angrebet har på godt og ondt mindet israelerne og verden om, at palæstinenserne stadig er her, og at den århundredgamle konflikt her involverer dem, ikke emiraterne eller saudierne.

I sin tale ved FN’s Generalforsamling for to uger siden præsenterede Netanyahu et kort over “Det Nye Mellemøsten”, der skildrer staten Israel, der strækker sig fra Jordanfloden til Middelhavet og bygger en “korridor af fred og velstand” med sine naboer i hele regionen, herunder Saudi-Arabien. En palæstinensisk stat eller endda samlingen af skrumpede enklaver, som Det Palæstinensiske Selvstyre tilsyneladende kontrollerer, optræder ikke på kortet.

Siden han første gang blev valgt til premierminister i 1996, har Netanyahu forsøgt at undgå enhver forhandling med den palæstinensiske ledelse, men har i stedet valgt at omgå den og skubbe den til side. Israel har ikke brug for fred med palæstinenserne for at trives, hævdede Netanyahu gentagne gange; Israels militære, økonomiske og politiske styrke er tilstrækkelig uden fred med palæstinenserne.

Det faktum, at Israel i årene med hans styre, især mellem 2009 og 2019, oplevede økonomisk velstand og dets internationale status forbedret, var i hans øjne et bevis på, at han fulgte den rigtige vej.

Abraham-aftalerne, der blev underskrevet med Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, og senere også Sudan og Marokko, styrkede denne tro endegyldigt. “I de sidste 25 år har vi gentagne gange fået at vide, at fred med andre arabiske lande først vil komme, når vi har løst konflikten med palæstinenserne,” skrev Netanyahu i en artikel i Haaretz før sidste valg. “I modsætning til den fremherskende holdning,” fortsatte han, “tror jeg, at vejen til fred ikke går gennem Ramallah, men uden om den: I stedet for at den palæstinensiske hale logrer med den arabiske verden, argumenterede jeg for, at fred skulle begynde med arabiske lande, hvilket ville isolere palæstinensisk stædighed.”

En fredsaftale med Saudi-Arabien skulle være prikken over i’et i den plan, som Netanyahu har brugt år på at forberede.

Ariel Sharon

Det var ikke Netanyahu, der opfandt adskillelsespolitikken mellem Gaza og Vestbredden eller brugen af Hamas som et redskab til at svække Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og dens nationale ambitioner om at etablere en palæstinensisk stat. Daværende premierminister Ariel Sharons “tilbagetrækningsplan” fra Gaza fra 2005 byggede på denne logik. Hele spørgsmålet om den palæstinensiske stat blev fjernet fra dagsordenen på ubestemt tid, og dermed blev der ikke nogen politisk proces med palæstinenserne.

Netanyahu vedtog ikke blot denne tankegang, han tilføjede også bevarelsen af Hamas’ styre i Gaza som et redskab til at styrke adskillelsen mellem striben og Vestbredden. I 2018 accepterede han for eksempel, at Qatar ville overføre millioner af dollars om året til finansiering af Hamas-regeringen i Gaza.

Burde IDF have udraderet Hamas?

“Netanyahu vil have Hamas på benene og er klar til at betale en næsten ufattelig pris for det: halvdelen af landet lammet, børn og forældre traumatiseret, huse bombet, mennesker dræbt,” skrev Israels nuværende informationsminister, Galit Distel Atbaryan, i maj 2019, da hun endnu ikke var gået ind i politik, men var kendt som en fremtrædende Netanyahu-støtte. “Og Netanyahu gør – i en slags skandaløs, næsten ufattelig tilbageholdenhed – ikke det nemmeste: at få IDF til at vælte organisationen. Spørgsmålet er, hvorfor?”

Distel Atbaryan fortsatte: “Hvis Hamas kollapser, kan Mahmoud Abbas kontrollere striben. Hvis han kontrollerer det, vil der være stemmer fra venstrefløjen, der vil opmuntre til forhandlinger og en politisk løsning og en palæstinensisk stat, også i Judæa og Samaria [Vestbredden] … Dette er den virkelige grund til, at Netanyahu ikke eliminerer Hamas-lederen, alt andet er bullshit.”

Sverigedemokraterna, SD, fik 21,6 procent i Aftonbladet/Demoskops meningsmåling i november. Det er en fremgang på 2 procentpoint siden sidste måned og det højeste tal i tre år for partiet. Sverigedemokraterne er Sveriges næststørste parti efter Socialdemokraterne med 36,2 pct. af stemmerne.

Ifølge analysen hænger den øgede støtte til SD dels hænger sammen med et stærkt fokus i det svaneske mediebille på bandevold, terrortrusler og indvandring. SD har normalt en relativt høj grad af tillid blandt vælgerne i spørgsmål vedrørende retshåndhævelse. Ifølge meningsmålingen har SD taget vælgere fra Moderaterne og Kristendemokraterne.

SD’s partisekretær Mattias Bäckström Johansson siger i en kommentar til Aftonbladet, at stigningen skyldes, at SD har en klar politik i spørgsmål relateret til indvandring og kriminalitet.

Hvis der var valg i Sverige, tyder meningsmålingen på, at oppositionen med 51,9 pct. af stemmerne under ledelse af Socialdemokraterne (Sveriges Socialdemokratiske Arbejderparti) ville vinde og fremtvinge en regeringsændring.

Kristersson-regeringen er den svenske regering siden 18. oktober 2022, dannet af statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterne, M. Regeringen er en mindretalsregering bestående af Moderaterne (Moderata samlingspartiet), Kristdemokraterna og Liberalerna, med parlamentarisk støtte fra Sverigedemokraterna.

Regeringsgrundlaget er den såkaldte ”Tidöavtalet” – en skriftlig overenskomst mellem partierne Kristdemokraterna, Liberalerna, Moderaterna og Sverigedemokraterna, som blev offentliggjort den 14. oktober 2022. Tidöavtalet, som har navn fra Tidö slott, hvor regeringsforhandlingerne blev afholdt, banede vejen for dannelsen af Kristerson-regeringen efter det svenske riksdagsvalg i 2022.

I forbindelse med pro-palæstinensiske protestaktioner mod krigen mellem Israel og Hamas og Israels fremfærd i Gaza har der været rejst krav om Israel-boykot og diverse aktioner rettet mod McDonald’s, Føtex, Starbucks og andre virksomheder.

Ved en demonstration for Palæstina lørdag i Berlin var op mod ni tusinde demonstranter på vej til Potsdamer Platz, da ifølge Berliner Zeitung nogle af dem stoppede foran en Starbucks-filial og råbte “Skam dig” og viftede med palæstinensiske flag, brød ind i butikken, spyttede på væggene og chikanerede kunderne.

Selvom om det ikke umiddelbart er indlysende, hvorfor det netop var mod Starbucks, der blev demonstreret, deles opfordringer til boykot af kaffehuskæden millioner af gange på sociale medier.

Tilsyneladende har det hele at gøre med en tvist mellem Starbucks og dele af dets arbejdsstyrke. Blot få dage efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober postede fagforeningen Starbucks Workers United sloganet “Solidaritet med Palæstina” på X (tidligere Twitter) med et billede af en Hamas-bulldozer, der i Gazastriben rev et hegn ned. Ifølge CNN reagerede Starbucks i første omgang med en erklæring, der fordømte Hamas’ handlinger og tog afstand fra Workers Uniteds udtalelser og synspunkter. Samtidig har Starbucks krævet, at fagforeningen ændrer sit logo, der let kan forveksles med Starbucks officielle varemærke.

I Danmark har mindst 4 McDonald’s-restauranter været udsat for angreb, der kobles til krigen mellem Israel og Hamas. Også Føtex-butikker har haft besøg af Israel-kritiske demonstranter.

Det bemærkelsesværdige er, at både McDonald’s og Føtex ikke er indstillet på at tale om angrebene. Natten til søndag blev størstedelen af ruderne på McDonald’s-restauranten i Tilst smadret, men McDonald holder lav profil.

I tre af burgerrestauranterne er der blevet lukket rotter og mus ud. På en video delt på det sociale medie Tiktok kan man se en person komme ind på en McDonald’s i Odensebydelen Vollsmose med en kasse med rotter, som bliver smidt ud på gulvet.

Noget tilsvarende er hændt på McDonald’s i Glostrup og i Slagelse.

McDonald’s har været kritiseret i den arabiske verden, efter at en franchiseafdeling af McDonald’s i Israel annoncerede, at den ville give gratis måltider til israelske soldater, betjente og borgere. Det skete efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, der kostede over 1.400 israelere livet.

Siden har der været beretninger om kast af rotter og mus på McDonald’s restauranter i Danmark, Storbritannien og andre steder – bl.a. mus malet i Palæstinas flags farver.

Føtex på Mimers Plads i København har været udsat for en aktion begået af pro-palæstinensere, som har sat ”Boykot Israel”-klistermærker på varer produceret i Israel.

Fælles for McDonald’s og Føtex er, at de ikke ønsker opmærksomhed omkring episoderne. Samtlige spørgsmål bliver således besvaret med tavshed.

McDonald’s restauranterne bliver drevet af individuelle franchisetagere. Flere oplyser, at det er besluttet, at alle pressehenvendelser om angrebene skal besvares af den øverste ledelse. Herfra ønsker man ikke at svare på, om burgerkæden fordømmer angrebene.

”Vi har ikke andre kommentarer end at bekræfte hændelserne, og at de er meldt til politiet”, oplyser burgerkædens danske presseafdeling til Jyllands-Posten.

Samme model – tavshed – har man valgt i Salling Group, der ejer Føtex-butikkerne: ”Det er en sag, der kalder på mange følelser, og derfor håndterer vi sagen praktisk og lokalt”, oplyser Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef i Salling Group til Jyllands-Posten.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har skrevet en bog, ”Arbejdets land”, som, allerede inden den er udkommet, har været årsag til en del debat. I bogen uddyber Kaare Dybvad Bek debatten om danskernes arbejdsmoral.

Også statsminister Mette Frederiksen har dyrket temaet om arbejdsmoral. På Socialdemokratiets årsmøde, der blev afholdt i september, understregede hun vigtigheden af, at flere danskere går på arbejde hver dag: ”Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, ja, så holder vores velfærdsmodel ikke”, sagde statsministeren fra talerstolen.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, satte i sensommeren gang i debatten om danskernes arbejdsmoral. Her langede han ud efter danskere, der arbejder mindre, end de kan.

Socialdemokratiet påstår, at der er en tendens i samfundet til at arbejde mindre. Dermed – mener socialdemokraterne – er ”samfundskontrakten” truet, fordi det risikerer at sætte finansieringen af velfærdssamfundet over styr, hvis for mange danskere tænker sådan.

Finansieringen af velfærdssamfundet var begrundelsen for at et flertal i Folketinget afskaffet Store Bededag som helligdag. Dagen bliver fra og med 2024 til en almindelig ekstra arbejdsdag.

Brud på samfundskontrakten?

Mange har forståelse for hele argumentet om, at vi har en samfundskontrakt, hvor vi skal yde før vi kan nyde, og modydelsen til at borgerne arbejder er at få del i velfærdsstatens goder.

Mens det arbejdende folk – danskerne – har holdt deres del af aftalen, har staten for længst opsagt kontrakten.

Borgerne bliver flået af et uigennemskueligt og Kafkask skatte- og afgiftssystem med afgifter og skatter på alt fra vand og miljøaftryk til mellem-, top- og toptop-indkomster. Alligevel er over 3 millioner i arbejde.

Ud fra enhver betragtning, må danskerne siges at leve op til deres del af kontrakten.

Men hvordan ligger det egentlig med modydelsen?

Lever daginstitutioner, skoler, sundhedssektor og ældreforsorg op til løftet om ordentlig, forsvarlig kernevelfærd?

Kvaliteten i den offentlige sektor er sine steder rystende ringe.

Mens skatteborgernes penge ødes bort på dårlig ledelse og politisk projektmageri, mangler mange institutioner faglærte pædagoger, og det gavner ikke børn at være der de fleste af deres vågne timer.

I skolerne undervises eleverne af såkaldte lærere uden hverken pædagogiske eller didaktiske kompetencer.

Sundhedsvæsenets kapacitet begrænses af dårlig ledelse og manglen på læger og sygeplejersker og ældreforsorgens ”tilbud” til hjælpeløse gamle er ofte under al kritik.

Selv i forhold til ordensmagten og forsvaret er der rejst tvivl om borgerne får ”value for money”.

I 2007 afløste Jakob Scharf Lars Findsen som politimester i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Lars Findsen blev udnævnt til departementschef i Forsvarsministeriet, men PET har spillet en særlig rolle i sagen mod Findsen.

Jakob Scharf måtte i 2013 forlade PET i forbindelse med sagen om Pia Kærsgaards besøg i Christiania kombineret med kritik fra personalet i PET og dyre tjenesterejse. Senere blev Jakob Scharf medstifter og chef for det private sikkerheds- og analysefirma Certa Intelligence & Security.

Den 1. januar 2014 tiltrådte hans afløser, statsadvokat Jens Madsen. Han måtte gå af allerede den 1. juni 2015 – få timer før offentliggørelsen af redegørelse for håndtering af attentatet ved Krudttønden og Synagogen i København i 2015.

Fagforeningsmanden, politidirektør i Nordsjælland, Finn Borch Andersen, blev konstitueret som chef for PET i juni 2015 og formelt udnævnt i 2016.

Lars Findsen i forsvarsministeriet

I Forsvarsministeriet havde Lars Findsen gjort sig bemærket for sin rolle i den såkaldte Jægerbogsskandale, der kostede den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen jobbet og senere også Søren Gade posten som forsvarsminister.

Ved Thorning-regeringens tiltrædelse i slutningen af 2011 fik Lars Findsen Nick Hækkerup som minister.

Som departementschef arbejdede Lars Findsen ihærdigt for reduceringer af forsvarsbudgettet – også udover de besparelser, som den tidligere borgerlige regering allerede havde gennemført.

Findsen fik desuden den uerfarne Hækkerup med på nogle meget vidtgående og kontroversielle reorganiseringsplaner for hele forsvarsområdet, ligesom han gjorde livet surt for den nye forsvarschef Peter Bertram.

Hækkerup fik i juni 2013 med hiv og sving vedtaget en ny forsvarslov udenom den traditionelle forligskreds på forsvarsområdet og trods advarsler fra forsvarschefen og Forsvarskommandoen.

Det hele blev for besværligt for Nick Hækkerup, der senere i 2013 lod sig udskifte med Nicholas Wammen, som faktisk lykkedes med i 2014 at få lavet en større politisk aftale om organiseringen af Forsvaret.

Efter Folketingsvalget i juni 2015 blev venstremanden Carl Holst udnævnt til forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Efter kun 93 dage valgte Holst i september 2015 at trække sig fra posten efter flere skandalesager.

Venstremanden Peter Christensen, der ikke blev genvalgt ved valget i 2015, blev herefter den 30. september 2015 udnævnt som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Lars Findsen forflyttes til Forsvarets Efterretningstjeneste

Da modstanden mod Lars Findsen generelt ikke kun i Forsvaret men også i dele af den politiske aftalekreds truede med at blokere for en aftale om indkøb af nye jagerfly, blev Lars Findsen i december 2015 forflyttet til chefposten for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Peter Christensen har i oktober 2022 på Facebook og overfor Ekstrabladet oplyst, at han ”ikke var tilfreds med Lars Findsens indsats og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten”. Christensen har desuden oplyst, at det ikke var med hans gode vilje, at Findsen blev udnævnt til chef for FE.

Den hidtidige chef for FE, Thomas Ahrenkiel, der havde en baggrund også fra Udenrigsministeriet og Statsministeriet, blev ved Findsens afgang konstitueret som departementschef i Forsvarsministeriet.

Da Venstre regeringen den 28. november 2016 blev udvidet med Liberal Alliance og Konservative, blev Peter Christensen erstattet af Claus Hjort Frederiksen, der blev flyttet fra posten som finansminister for at skaffe plads til Kristian Jensen, der havde måttet vige pladsen som udenrigsminister for Liberal Alliances Anders Samuelsen.

Sagen om FE-chef Lars Findsen

For offentligheden tog sagen sin begyndelse en formiddag i august 2020. Her offentliggjorde det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne en pressemeddelelse med en række alvorlige kritikpunkter af FE.

Forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte øjeblikkeligt fem ledende medarbejdere i FE – herunder FE-chef Lars Findsen. Den efterfølgende politiske diskussion om sagen førte til, at regeringen den 21. december 2020 etablerede en kommission, som fik til opgave at undersøge, om tilsynets mistanke holdt stik.

Undersøgelseskommissionen om FE afsluttede den 13. december 2021 sin undersøgelse. Kommissionen fandt ikke grundlag for at rejse kritik af FE eller medarbejdere.

Længe inden undersøgelseskommissionen afsluttede sit arbejde kunne pressen oplyse, at sagen drejede sig om et spionsamarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste, NSA.

Den 13. september 2020 udgav Berlingske en artikel, der under overskriften ”Hemmeligheden i pengeskabet” over seks sider beskrev en række hidtil ukendte detaljer om spionsamarbejdet mellem Danmark og USA.

Pressehistorierne byggede tilsyneladende på ni kilder, som havde haft adgang til klassificerede oplysninger fra FE.

PET’s efterforskning

Hos PET blev der ifølge DR’s oplysninger nedsat en særlig efterforskningsgruppe, som skulle finde ud af, hvem der lækkede hemmeligheder om spionsamarbejdet til medierne.

Chefen for PET, Finn Borch Andersen, udsendte den 6. november 2023 en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at PET-chefen står 100 procent inde for efterforskningen af lækagesagerne:

”Det var således også min og PET’s – og ingen andres – beslutning at igangsætte en efterforskning af omfattende lækager fra efterretningstjenesterne, som førte til anholdelserne i december 2021. Der var tale om en bred efterforskning, som jeg står 100 procent inde for”.

”Jeg holder efter PET-loven justitsministeren underrettet om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed, og om vigtige enkeltsager. Det ændrer ikke på, at jeg igangsatte efterforskningen, og ingen fra politisk eller ministerielt niveau på noget tidspunkt har påvirket, hvordan PET’s efterforskninger er blevet gennemført, eller om den skulle igangsættes.”

Det er således hævet over enhver tvivl, at det var med statsministeriets og justitsministeriets fulde indforståelse, at PET-chefen Finn Borch Andersen i september 2020 nedsatte en særlig hemmelig efterforskningsgruppe, som skulle finde ud af, hvem der lækkede hemmeligheder til medierne.

Udover samarbejdet med NSA var der lækket oplysninger i en sag om den danske statsborger Ahmed Samsam, som blev fængslet i en terrorsag i Spanien. Ahmed Samsam var i virkeligheden på mission for danske efterretningstjenester.

Ekstra Bladets afsløring i marts 2021 af efterretningstjenesternes bekymring for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre indgik også i lækage-efterforskningen. Desuden kan omstændighederne omkring den kaotiske exit fra Kabul, overvejelser omkring fregatten Esbern Snares mission i Guinea-bugten og andre forhold være efterforsket.

Lars Findsen anholdes den 8. december 2021

På baggrund af efterforskningen, overvågning og telefonaflytning m.v. blev den hjemsendte FE-chef Lars Findsen anholdt den 8. december 2021. Samtidig blev 3 andre medarbejdere i FE og PET anholdt. Det er utænkeligt, at anholdelserne er sket uden forudgående clearing med statsministeriet/justitsministeriet.

Lars Findsen sad herefter varetægtsfængslet i 71 dage anklaget for at røbe oplysninger ”klassificerede som hemmelige” under samtaler med i alt seks personer, herunder to journalister.

Findsen blev ifølge anklageskriftet tiltalt efter straffelovens paragraf 109 og 152 og ifølge anklageskriftet mod Lars Findsen har statsadvokaten nedlagt påstand om, at Lars Findsen bør idømmes en fængselsstraf.

Af pressemeddelelsen om tiltalen mod Lars Findsen af 16. september 2022, fremgik det, at sagen var rejst som en domsmandssag, hvilket betød, at en eventuel fængselsstraf skulle udmåles til under fire år.

Berlingske kunne i september 2022 oplyse, at PET-chefen, Finn Borch Andersen, under briefinger – hvor også justitsministeren og ministeriets departementschef deltog – i begyndelsen af 2022 af toppolitikere om Findsen-sagen, hvor FE-chefen var sigtet for læk af højt klassificerede oplysninger, blandt andet har oplyst om, at FE-chef Lars Findsen dyrkede S/M og stjal cykler. Eksperter har blandt andet betegnet handlingen som tilsværtning og karaktermord, og det er spørgsmålet hvem, der tilskyndede Borch Andersen til at videregive oplysninger, der nok var sagen uvedkommende, men kunne bidrage til at stille Findsen i et dårligt lys.

Sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen kaldes tilbage

Den 1. november 2023 meddelte Anklagemyndigheden, at straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen ikke ville blive gennemført.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at det af hensyn til statens sikkerhed ikke længere er betryggende at stille højt klassificerede oplysninger til rådighed for straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Dermed kan sagerne om videregivelse af fortrolige oplysninger ikke gennemføres.

Nogle af de spørgsmål, sagen giver anledning til

Kan det tænkes, at den naive Trine Bramsen som nyudnævnt forsvarsminister fra statsministeriet/justitsministeriet blev bibragt den opfattelse, at det ville blive vel modtaget, hvis hun kunne fjerne Lars Findsen?

Mente Trine Bramsen, at der ville være et flertal i Folketinget for at fjerne Findsen – også selvom kritikken fra TET måtte være grundløs?

Hvorfor blev hun ikke bremset af departementschef Thomas Ahrenkiel – var han bange for at sætte ambassadørposten i Berlin over styr?

Blev hun fra statsministeriet/justitsministeriet tilskyndet til at benytte kritikken af FE fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne – en kritik hun selv havde opmuntret TET til at forfølge – som påskud for et hjemsende Lars Findsen og andre ledende medarbejdere i FE?

Er det forklaringen på, at Thomas Ahrenkiel først senere blev hjemsendt?

Hvilken rolle spillede den rivaliserende tjeneste, PET, for holdningen i Justitsministeriet og Statsministeriet?

Agerede PET-chefen Finn Borch Andersen på egen hånd, eller blev han tilskyndet fra statsministeriet/justitsministeriet?

Var der i (dele af) Venstre og De Konservative ”forståelse” for regeringens forsøg på at slippe af med Lars Findsen? 

Var det i Venstre og De Konservative i 2015 opfattelsen, at det var berettiget at fjerne Findsen fra posten som departementschef i Forsvarsministeriet – dels fordi han vanskeliggjorde enigheden i kredsen af forsvarsforligspartier, og måske også fordi man mente, at Findsen havde kastet Carl Holst under bussen?

Er det baggrunden for Peter Christensens bemærkelsesværdige kritik af Findsen i oktober 2022 i forbindelse med Lars Findsens bog ”Spionchefen – Erindringer fra celle 18”.

Var det også baggrunden for at den tidligere justitsminister, Søren Pind, i oktober 2022 offentligt tilkendegav, at den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, aldrig burde have haft jobbet. ”Det er det glade vanvid” skrev Pind på Twitter, efter at det kom frem, at efterretningschefen skulle have dyrket sadomasochistisk sex?

Mandag den 6. november 2023 påbegynder den spanske kong Felipe og dronning Letizia det første spanske statsbesøg i Danmark i 40 år. Kongeparret skal blandt andet til gallataffel hos dronning Margrethe, mødes med statsminister Mette Frederiksen og besøge Københavns Rådhus.

Felipe efterfulgte i 2014 sin far, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), som Felipe VI – ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos, nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den 9. der var konge i Frankrig 1226 – 1270, og blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975, til en række skandaler fremtvang hans abdikation i 2014.

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, men han har dog i de seneste år vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald, bl.a. bisættelsen af Elizabeth 2. og visse andre begivenheder.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Huset Bourbon

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

Napoleon

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang efter få måneder den nye konge, Ferdinand den 7., til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster.

Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald. Ferdinand den 7. af Spanien blev herefter igen konge af Spanien og regerede frem til 1833.

Umiddelbart efter Hamas-terrorangrebet på Israel den 7. oktober udtrykte den indiske premierminister Narenda Modi sin solidaritet med Israel.

Den indiske regerings officielle faste holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina er at udtrykke støtte til Israel og fordømme terrorangrebene fra Hamas.

Fredag den 27. oktober 2023 vedtog FN’s Generalforsamling en resolution der opfordrede til en øjeblikkelig humanitær våbenstilstand i konflikten mellem Israel og Hamas. I overensstemmelse med den faste holdning afstod Indien – sammen med 45 andre lande, herunder Danmark – fra at stemme for resolutionen, fordi et ændringsforslag fra Canada, der ville have “unequivocally reject[ed] and condemn[ed] the terrorist attacks by Hamas that took place in Israel starting on 7 October 2023 and the taking of hostages”, ikke blev vedtaget.

De indiske myndigheder har givet ordre til at gribe ind over for aktiviteter, der ikke er i overensstemmelse med Indiens officielle holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina, og politiet er blevet bedt om at tage “hurtige” og “strenge” skridt mod dem, der udtrykker støtte til Palæstina, herunder på sociale medier.

Frygt for konflikter mellem muslimer og hinduer

Ledende distriktspolitifolk er blevet instrueret i at gøre det klart for muslimske gejstlige, at “forsøg på at ophidse muslimer på sociale medier, i moskeer eller i religiøse forsamlinger, ikke vil blive tolereret”.

En særlig bestemmelse i den indiske straffelov – § 153A – giver mulighed for at straffe anstiftelse af ufred mellem forskellige grupper på grund af religion, race, fødested og bopæl. Bestemmelsen giver også mulighed for at straffe handlinger, der er til skade for opretholdelsen af harmoni og den offentlige ro og orden.

Bortset fra i de første dage efter Hams-angrebet er der blevet slået hårdt ned på alle forsøg på at foranstalte demonstrationer i Delhi og andre byer i Indien. Der bliver med hård hånd slået ned på ethvert forsøg på at forsamle sig med bannere og Palæstinensiske flag.

Af Indiens omkring 1,4 milliarder mennesker er omkring 200 millioner muslimer. Regeringen ledes af Bharatiya Janata Party (BJP), der forfølger en hindunational politik. Der er jævnligt sammenstød mellem landets hindu-flertal og de omkring 200 millioner muslimer.