Klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, kommer i et interview med dagbladet Information ind på etableringen af en infrastruktur til brint.

Krav til brintsektoren

I Information siger Lars Aagaard, at forhandlingerne om rammerne for udbygningen af en infrastruktur for brint, starter nu, og der skal laves en aftale med tyskerne om at forbinde et kommende dansk brintrør med det tyske.

”Vores planlagte udbygning med vedvarende energi vil give el til 25-30 millioner husstande. Vi er altså ved at bygge en potentiel energiforsyning til Europa, hvor produktion af brint ved hjælp af den grønne strøm kan dække et behov i Tyskland. Men vi kommer ikke til at bygge et rør, hvis ingen siger, at de vil bruge det. Så en vis forpligtelse fra den private sektor er vi nødt til at have.”

Baggrunden for ministerens udtalelser om kravene til brintsektoren, er at energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af at Danmark skulle stå over for et veritabelt PtX og brinteventyr.

Grøn brint

Potentialet for mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

Der er rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der også opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Forsyningstilsynet påser, at de opkrævede energi- og transmissionspriser fra forskellige kundegrupper, er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger, som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, så der er reel risiko for at almindelige elforbrugere tvinges til at betale til infrastruktur, der er nødvendiggjort af private PtX-anlæg og brintfabrikker.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om etableringen af hvad der kaldes ”Danish Backbone West” – et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og betale for at bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering eller skal elkunderne betale?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

”Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,” siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Er der sikkerhed for positiv samfunds- og selskabsøkonomi?

Inden Energinet går videre med et konkret etableringsprojekt for brintrøret, skal det sikres, at projektet kan demonstrere en positiv samfundsøkonomi for Danmark, og at det selskabsøkonomisk også er realiserbart.

En investeringsbeslutning vil i givet fald kunne tages af Energinets koncernbestyrelse primo 2025 og efterfølgende godkendelse af en §4-ansøgning af Klima, Energi og Forsyningsministeren.

Som led i forberedelserne af en eventuel investeringsbeslutning vedrørende ”Danish Backbone West”-brintrøret, har Energinet den 29. januar 2024 udsendt et såkaldt ”DISCUSSION PAPER – USER COMMITMENT CONCEPT”.

Energinet lægger op til en proces, hvor markedsaktører i 2 trin “can demonstrate concrete, long-term demand and willingness to pay for hydrogen infrastructure”.

I trin 1 skal markedsaktørerne inden oktober 2024 tilkendegivelse behovet for booking af kapacitet i det eventuelt kommende brintrør.

Kapacitetsbookingen vil være bindende, men uden krav om betaling up front. Hvis markedsaktører af en eller anden grund ikke udnytter den bookede kapacitet, skal der til gengæld betales en bod.

I trin 2 vil Energinet udbyde bindende, kapacitetskontrakter med en varighed på 10-15 år, og Energinets endelige investeringsbeslutning vil afhænge af resultatet af udbudsproceduren i trin 2. Energinet vil på forhånd oplyse, hvor stor en del af transportkapaciteten i det eventuelt kommende brintrør der skal bookes, for at Energinet vil gå videre med projektet.

Ifølge Landbrugsavisen har IT-problemer i Landbrugsstyrelsen under Fødevareministeriet lammet årets øko-ansøgninger: ”Vi er uger bagud på grund af fejlbehæftet økologiskema og risikerer et hav af fejl”, lyder det fra to frustrerede økologichefer.

Økologikonsulenter i hele landet river sig i håret over de massive IT-problemer i Landbrugsstyrelsen, som har ramt årets økologiansøgninger.

Problemerne, som især skyldes fejl i det nye økologiskema, kommer til at forsinke konsulenternes arbejde med flere uger. Den umulige arbejdssituation skaber stor risiko for potentielt ansvarspådragende fejl, lyder advarslen fra to økologichefer: ”Der er nu gået 14 dage af ansøgningsrunden, og vi er stort set ikke kommet i gang med at sende noget ind”, siger økologicheferne.

Landbrugsministerens problem: Landbrugsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Administrationen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte på over 9 milliarder kroner til de cirka 35.000 landbrugere, som årligt modtager landbrugsstøtte, har længe været et eksempel på vaskeægte skandaløs offentlig forvaltning.

Landbrugsstyrelsen har ikke kun problemer med at håndtere økologiordningerne. En række andre tilskudsordninger har også været ramt at it-problemer og Landbrugsstyrelsens åbenlyse inkompetence.

Etableringen af EF-Direktoratet i 1972

Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød, at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med Landbrugsministeriets etablering af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.

Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.

På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik, blev ansat i EF-direktoratet i 1972.

Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog P.B. Rasmussen i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte.

P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.

P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.

Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og Tilsynsinstitutioner.

Systemet sander til…

Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet chefer var typisk skikkelige jurister og landbrugskandidater uden skygge af forstand på tilskudsadministration eller moderne databehandling. Samtidig blev støtteordningerne jævnligt ændret.

Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye arealbaserede landbrugsstøtte – hektar-støtten – blev introduceret i 1994, og siden har institutionen jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten korrekt og indenfor de fastsatte tidsfrister.

EF-Direktoratet skiftede i 1993 navn til EU-Direktoratet og i 2000 – efter fusion med Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri – til Direktoratet for FødevareErhverv, der fra 2011 også omfattede det tidligere selvstændige Fiskeridirektorat.

I 2015 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fusioneret med Miljøministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv blev omdannet til NaturErhversstyrelsen.

I 2017 blev fiskeriområdet fjernet fra Miljø- og Fødevareministeriet og overflyttet til Udenrigsministeriet. Samtidig blev fiskeriområdet fjernet fra Direktoratet for FødevareErhverv og henlagt til en selvstændig Fiskeristyrelse.

I 2020 blev Miljøministeriet genoprettet som selvstændigt ministerium og fiskeri tilbageført fra Udenrigsministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fiskeristyrelsen blev opretholdt som selvstændig styrelse mens Direktoratet for FødevareErhverv blev omdøbt til Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen fik i slutningen af 2022 ny IT-leverandør, og det havde i landbrugskredse givet håb om at de gentagne IT-problemer ville være fortid.

Men det er altså ikke tilfældet!

Den tidligere chef for EU’s grænse- og kystbevogtningsagentur Frontex, Fabrice Leggeri, har ifølge den franske avis Journal du Dimanche tilsluttet sig det franske nationalistparti RN, Rassemblement National (National Samling).

RN-partiet hed fra dets grundlæggelse til juni 2018 Front National. Politisk beskriver partiet sig som et patriotisk og nationalistisk parti, der har fokus på fransk identitet, tradition og suverænitet. Partiet ledes af Marine Le Pen og generalsekretær er den unge fremadstormende Jordan Bardella.

Hvis Marine Le Pen skulle vinde præsidentvalget i 2027 er det en udbredt forventning, at Jordan Bardella bliver udnævnt til premierminister.

National Samling fører i meningsmålinger

Bardella er spidskandidat for RN ved Europa-Parlamentsvalget i juni 2024. Bardella er tidligere medlem af Europa-Parlamentet, og ligger i meningsmålingerne langt foran Macrons kandidater.

I et interview med den franske avis Journal du Dimanche siger Fabrice Leggeri, at han stiller op som nr. 3 på det højreekstremistiske partis liste til valget til Europa-Parlamentet i juni.

Leggeri fratrådte sin stilling i Frontex i 2022 efter at have stået i spidsen for grænseagenturet i syv år. På det tidspunkt blev han stærkt kritiseret.

Under hans ledelse blev Frontex beskyldt for at vende det blinde øje til undertrykkelsen af flygtninge og migranter ved EU’s ydre grænser. Chikane og forseelser blev også rapporteret inde fra organisationen.

EU’s eget efterforskningskontor, OLAF, undersøgte også Frontex i hans tid som direktør.

Fabrice Leggeri

Fabrice Leggeri er kandidat fra eliteskolen Ecole Normale Supérieure og hans tilslutning til Rassemblement National, der ikke har mange medlemmer med den skolebaggrund. Fabrice Leggeri blev udnævnt til chef for Frontex i 2015 og forvandlede organisationen fra en lille humanitær struktur til et veritabelt europæisk grænsepoliti.

Frontex blev udsat for stærk kritik af NGO’er og venstrefløjen for sin håndfaste forvaltning af indvandring, ligesom EU’s eget efterforskningskontor, OLAF, undersøgte Frontex i hans tid som direktør. Efter 7 år som direktør, blev Fabrice Leggeri tvunget til at træde tilbage i 2022.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, og hans PR-medarbejdere er særdeles synlige på stort set alle medieplatforme. Dan Jørgensen udgiver endog et nyhedsbrev, der gør det muligt for eventuelle interesserede at følge med i, hvordan ministeren arbejder med at drive Danmarks dagsordener på hans områder frem på den internationale scene.

Kun seks ud af 10 danskere mener udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel

På trods af Dan Jørgensens indsats, mener næsten halvdelen af danskerne, at størstedelen af udviklingsmidlerne ender i de forkerte lommer. Og kun seks ud af ti danskere mener, at udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel.

Det står klart i den årlige rapport fra Udenrigsministeriet, “Danskernes kendskab og holdninger til udviklingssamarbejdet og FN’s verdensmål”. Rapporten udkom tirsdag den 30. januar 2024, men minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, har ikke fundet anledning til en særlig indsats for at eksponere undersøgelsens resultater.

Undersøgelsen har været gennemført siden 2012, men fra og med 2018 er den gået fra at spørge til danskernes holdning og kendskab til ”udviklingsbistand” til i stedet at spørge til
”udviklingssamarbejde”.

Spørgeskemaet om udviklingssamarbejde er besvaret af 2.039 repræsentativt udvalgte
danskere. Besvarelserne er indsamlet i perioden 9. – 22. august 2023.

Blandt rapportens hovedkonklusioner er, at der har været et mindre fald i danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet. 58 procent af danskerne er tilhængere sammenlignet med mellem 61 og 63 procent de seneste tre år, og det er under 16 procent af danskerne, der mener, at vi giver for lidt i udviklingsbistand.

Er udviklingssamarbejdet nytteløst?

Hver fjerde dansker mener, at “problemerne i udviklingslandene er så store, at udviklingssamarbejdet er nyttesløst”.

I rapporten er danskerne også blevet spurgt, om hvad de tror “Danmarks indsats i verdens udviklingslande går ud på”.

Til det pegede de fleste på nødhjælp, rent vand og sundhed samt hjælp til flygtninge i deres nærområder.

Realiteten er, at i de seneste år er den største post på den danske udviklingsbistand modtagelse af flygtninge i Danmark forårsaget af krigen i Ukraine.

Hvad er der blevet af fattigdomsbekæmpelsen?

Når det kommer til udviklingsbistandens oprindelige formål, nemlig at bekæmpe fattigdommen, er vi nede på et snævert flertal på 52 procent, der mener at udviklingssamarbejdet hjælper med netop det.

Dan Jørgensens reaktion

Globalnyt, der har refereret undersøgelsen, har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den ansvarlige minister, minister for global klimapolitik og udviklingssamarbejde Dan Jørgensen.

Europæiske landmænd har i ugevis demonstreret i gaderne mod stigende omkostninger, afgifter og svindende indtjening. Traktordemonstrationer har været et almindeligt syn i Berlin, Paris, Madrid, Belgien, Holland, Polen og andre europæiske lande. Protesterne har gjort indtryk. Den franske regering og præsident Macron er kommet landbruget i møde. Protester mod miljøkrav fra EU fik i sidste uge EU-Kommissionen til sløjfe kravet om braklægning af landbrugsarealer i 2024.

Nu er dele af dansk landbrug også klar til at sætte sig i traktorerne og køre mod storbyerne og blokere vejene, som mange af deres europæiske kolleger har gjort i de seneste uger. Det, der kan få gang i traktorerne, er en CO2 afgift på landbrugets biologiske udledninger.

CO2-afgift på landbruget

Ekspertgruppen – det såkaldte Svarer-udvalg – som regeringen har nedsat for at komme med et bud på, hvordan Danmark som et af de første lande i verden kunne lave en CO2-afgift, er blevet markant forsinket, men rapporten ventes nu fremlagt onsdag den 21. februar 2024.

Hvis de beslutninger, som politikerne træffer på grundlag af Svarer-udvalgets forslag, er utilfredsstillende for landbruget, har både Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen ifølge netmediet GrovvareNyt varslet, at der kan komme traktorer i gaderne. Bæredygtigt Landbrug holdt for nylig et informationsmøde online med deltagelse af 90 landmænd. Her slog bestyrelsen fast, at der her og nu ikke er nogen grund til at køre mod storbyerne på traktorerne, men at det hurtigt kan ændre sig. – Det afhænger af, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid, sagde formanden Peter Kiær.

Økonomiprofessor Michael Svarer bekræfter at en CO2-afgift på dansk landbrug vil føre til værditab

Et flertal i Folketinget aftalte i sommeren 2022 en CO2-afgift på 750 kroner for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem. Landbruget var ikke umiddelbart omfattet af aftalen, men SVM-regeringen har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at landbruget også skal pålægges en CO2-afgift.

Regeringen vil fremlægge et forslag til en afgift, når Svarer-gruppen er kommet med sine anbefalinger.

Der er stort set ingen erfaringer med indførsel af klimaafgifter på landbrugets biologiske processer. Skatteministeriet har således til Folketinget oplyst, at man ikke har kendskab til lande, der har indført en beskatning eller CO2-afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger.

New Zealands erfaringer

New Zealand er det eneste andet land i verden, som har arbejdet med en lignende CO2-afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20-30 kroner pr. ton CO2, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2, der tales om i Danmark.

Den tidligere Labour-ledede centrum-venstre udsatte i august 2023 klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser fra starten af 2025 til udgangen af 2025. Regeringsmagten er siden skiftet, og klimaafgiften er taget af bordet – i hvert fald for øjeblikket.

I New Zealand gennemførte Reserve Bank of New Zealand i oktober 2023 et studie af effekten af en CO2-afgift på omkring 60 kr. pr. tons. Resultatet af analysen var, at 8 pct. af gårde baseret på mejeribrug blev urentable efter en afgift. 22 pct. af gårdene baseret på fåre- og oksekødsproduktion ville ende med røde tal på bundlinjen. Med et højere afgiftsniveau ville endnu flere gårde blive urentable.

Dansk enegang

En dansk enegang med CO2-skat på landbrugets biologiske processer vil især påvirke den animalske produktion, men i øvrigt berøre hele landbrugserhvervet.

Professor Michael Svarer sagde onsdag den 8. november 2023 på landbrugets delegeretmøde i Herning, at det er uundgåeligt, at en CO2-afgift på landbruget vil føre til lavere jordpriser – og dermed værditab for landmændene. Det vil ske uanset om dele eller hele provenuet fra en afgift tilbageføres til landbrugserhvervet.

Forud for NATO-forsvarsministermødet i NATO Hovedkvarteret i Bruxelles den 15. februar 2024 afholdt den amerikanske NATO-ambassadør Julianne Smith en online-pressekonference den 13. februar 2024.02.14

Forsvarsminister Lloyd James Austin og Ukraine

Af pressebriefingen fremgik det at den amerikanske forsvarsminister, Lloyd James Austin III, der har visse helbredsproblemer, ikke ville rejse til Bruxelles, men dog vil deltage i det virtuelle møde i ”The Ukraine Defense Contact Group”, den såkaldte Ramstein Group, der finder sted den 14. februar – dagen inden NATO-forsvarsministermødet.

Lloyd James Austin III er pensioneret firestjernet general fra den amerikanske hær, som siden 22. januar 2021 har været USA’s forsvarsminister. Han er den første afroamerikaner, der har været forsvarsminister i USA. Austin var chef for United States Central Command fra 2013 til 2016.

Efterfølgeren for Jens Stoltenberg

På pressebriefingen oplyste Julianne Smith, at der “inden for få måneder” – ”inden for første kvartal i år” kunne ventes svar på, hvem der skulle efterfølge Jens Stoltenberg som generalsekretær for NATO.

Stoltenberg træder efter planen tilbage i slutningen af september efter ti år på posten.

Mark Rutte

“Vi er ivrige efter at få sagen afgjort” sagde Smith, der ikke ønskede at sige noget om, hvem det kunne være. Direkte adspurgt om den afgående hollandske premierminister Mark Rutte, sagde hun, at “han har udtrykt sin interesse” i jobbet.

Kaja Kallas

Estlands premierminister, Kaja Kallas, vil også gerne være generalsekretær for NATO

Ved et arrangement i Washington D.C. blev hun ifølge POLITICO spurgt direkte, om hun kunne komme i betragtning til embedet som generalsekretær for NATO.

“Ja,” svarede Kallas.

Den estiske statsminister har tidligere henvist til en joke, der går på, at mange mener, at den næste generalsekretær skal komme fra et relativt nyt NATO-land, der også opfylder NATO’s to procent-mål, og at det burde være en kvinde: “Ja, så ville det jo være logisk, at det blev Mark Rutte!”

Den hollandske premierminister Rutte har længe indgået i spekulationerne om posten som generalsekretær. For et par uger siden sagde han selv, at “en sådan rolle ville være interessant”, men tilføjede, at han kun så en lille chance for at komme i betragtning.

Mette Frederiksen

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, har også været nævnt, men hun har selv fejet den snak til side.

Den nuværende generalsekretær er norsk, og hans direkte forgænger var den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Dette eliminerede fra starten Danmarks og Norge i kapløbet om generalsekretærposten.

Andre (kvindelige kandidater)

Hvad angår andre kandidater fra Østeuropa har, presserapporter i de seneste måneder nævnt navnet på den tidligere kroatiske præsident og tidligere assisterende NATO-generalsekretær Kolinda Grabar-Kitarović. At vælge en kroat (eller en fra Slovenien) kan også opfattes som risikabelt med hensyn til de nuværende spændinger på Balkan med Serbien og Bosnien-Hercegovina.

Slovakiets præsident siden juni 2019, Zuzana Čaputová, er blevet nævnt flere gange i pressen som en mulighed, der seriøst overvejes. At udnævne hende ville også betyde en person fra Centraleuropa i spidsen for NATO for første gang uden at sende et budskab om modstand i forhold til Moskva (i modsætning til at udpege en person fra de baltiske lande).

En anden kandidat kunne være Federica Mogherini fra Italien. Selv om hun trådte tilbage som højtstående repræsentant i 2019, var det under Federica Mogherinis embedsperiode, at udviklingen af forsvarsdimensionen i EU fandt sted sideløbende med udviklingen af forbindelserne mellem EU og NATO.

Den hollandske forsvarsminister, Jeanine Hennis-Plasschaert, kommer fra et land, der er kendt for sit NATO-tilhørsforbehold og har været forsvarsminister i næsten fem år. Derudover har hun været leder af FN’s bistandsmission for Irak (UNAMI) siden 2018, hvilket gør hende til en mulig kandidat.

Trumps udtalelser om USA’s engagement i NATO

Ambassadør Julianne Smith måtte ellers bruge meget af sin briefing på at bekræfte USA’s engagement i NATO efter Donald Trumps højt profilerede udtalelser i weekenden om, at Rusland bør angribe NATO-lande, der ikke bruger nok på deres forsvar.

Sverige

Smith gentog også sit håb om, at Sverige snart bliver medlem af NATO og takkede Tyrkiet for dets godkendelse i januar.

“Vi opfordrer vores venner i Ungarn til at gøre det samme så hurtigt som muligt,” sagde Smith, der understregede, at ”Sweden will make the Alliance stronger and bring real capacity to this Alliance”.

Energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af at Danmark skulle stå over for et veritabelt PtX og brinteventyr.

Grøn brint

Potentialet for mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.

På det seneste er der rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.

På det seneste er der opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.

Forsyningstilsynet påser, at de opkrævede energi- og transmissionspriser fra forskellige kundegrupper, er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger, som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, så almindelige elforbrugere nu tvinges til at betale til infrastruktur, der er nødvendiggjort af private PtX-anlæg og brintfabrikker.

Infrastrukturen

For den grønne brints vedkommende handler det om etableringen af hvad der kaldes ”Danish Backbone West” – et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.

Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.

Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og bruge brintrøret.

Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.

Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.

Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.

Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.

Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.

”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.

Statslig finansiering eller skal elkunderne betale?

Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.

”Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,” siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.

Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.

Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.

”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.

Regeringen har tidligere meldt ud, at de ville invitere til forhandlinger om finansieringen i løbet af efteråret, men nu er det hele udskudt til næste år.

Er der sikkerhed for positiv samfunds- og selskabsøkonomi?

Inden Energinet går videre med et konkret etableringsprojekt for brintrøret, skal det sikres, at projektet kan demonstrere en positiv samfundsøkonomi for Danmark og det selskabsøkonomisk også er realiserbart.

En investeringsbeslutning vil i givet fald kunne tages af Energinets koncernbestyrelse primo 2025 og efterfølgende godkendelse af en §4-ansøgning af Klima, Energi og Forsyningsministeren.

Som led i forberedelserne af en eventuel investeringsbeslutning vedrørende ”Danish Backbone West”-brintrøret, har Energinet den 29. januar 2024 udsendt et såkaldt ”DISCUSSION PAPER – USER COMMITMENT CONCEPT”.

Energinet lægger op til en proces, hvor markedsaktører i 2 trin “can demonstrate concrete, long-term demand and willingness to pay for hydrogen infrastructure”.

I trin 1 skal markedsaktørerne inden oktober 2024 tilkendegivelse behovet for booking af kapacitet i det eventuelt kommende brintrør.

Kapacitetsbookingen vil være bindende, men uden krav om betaling up front. Hvis markedsaktører af en eller anden grund ikke udnytter den bookede kapacitet, skal der til gengæld betales en bod.

I trin 2 vil Energinet udbyde bindende, kapacitetskontrakter med en varighed på 10-15 år, og Energinets endelige investeringsbeslutning vil afhænge af resultatet af udbudsproceduren i trin 2. Energinet vil på forhånd oplyse, hvor stor en del af transportkapaciteten i det eventuelt kommende brintrør der skal bookes, for at Energinet vil gå videre med projektet.

Er grøn brint produceret på vindmøllestrøm konkurrencedygtig?

I Weekendavisen den 26. januar 2024 stiller civilingeniør Søren Hansen, redaktør på websiden klimarealisme.dk, spørgsmålstegn ved om det overhovedet er muligt at lave rationel fremstilling af brint på stærkt varierende adgang til vindmøllestrøm. Det er et teknisk spørgsmål, der må afklares, inden man kaster sig ud i milliardinvesteringer, mener han.

Men ud over det tekniske kommer fremstillingsprisen for brint. Det kræver 50 kWh strøm at fremstille et kilo brint, fortæller Søren Hansen. Markedsprisen i dag ligger på 10-12 kroner pr. kilo. Energistyrelsen regnede i 2022 med, at prisen på strøm fra havmøller i 2030 vil være faldet til 25 øre pr. kWh, men havvind har vist sig at være meget dyrere end det. Realistisk må vi regne med en krone eller mere. Det giver en fremstillingspris på 50 kroner pr. kilo, og hvem vil give så mange penge, fordi det er grøn brint, lyder det fra Søren Hansen.

Ifølge Hydrogeninsight.com ligger produktionsomkostningerne for grøn brint i øjeblikket på mellem 5 og 8 euro (37.5 – 60 kr.), og det vurderes, at produktionsomkostningerne ikke kan presses under 5 euro inden 2030.

Den 7. februar døde Christian Lerche-Lerchenborg, der blev 93 år, skriver B.T. og henviser til dødsannoncen, som datteren, grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig, har delt på det sociale medie Instagram.

Som lensgreve havde han den højeste adelsrang i Danmark. Som kammerherre og hofjægermester besad han ærestitler, der kun kan tildeles af Kongehuset.

Christian Lerche-Lerchenborg havde da også tætte forbindelser til Kongehuset og var blandt andet gæst ved kong Frederik og dronning Marys bryllup i 2004.

Lerchenborg

Lerchernborg er en herregård og et gods der ligger i nærheden af Kalundborg oprettet i 1703 af den oprindelige landsby Østrups jorde. Den nuværende hovedbygning er opført 1743-1753 af general Christian Lerche som stamhuset for den danske lensgrevelige slægt Lerche-Lerchenborg.

Mette Ahlefeldt-Laurvig og søsteren Anna Emilie von Lowzow (gift med advokat og godsejer Klavs von Lowzow blev født som komtesser Lerche-Lerchenborg, døtre af kammerherre, hofjægermester Christian Alfred Vincents lensgreve Lerche-Lerchenborg (født 1930) og lensgrevinde Inga f. Tholstrup (født 1936).

Mette Ahlefeldt-Laurvig og Anna Emilie von Lowzow og deres 3 brødre – Christian, Peder og Niels Lerche-Lerchenborg – voksede op på Lerchenborg, der oprindeligt hed Østrupgaard.

Forbindelse til Gentofte – Bernstorffsvej 27

Bernstorffsvej 27, 2900 Hellerup blev opført i 1938 for lensgreve Lerche‐Lerchenborg, da han i en periode ikke ejede Lerchenborg. Lensgreven fik i 1952 sit gods igen og solgte bygningen på Bernstorffsvej til en hollandsk bank, der brugte huset til direktionen. Huset er i dag i privat eje.    

Entreprenør og tarok-spiller

Lensgreven gjorde det også som entreprenant ved siden af at drive familiens gods, fremgår det af et fødselsdagsportræt af Sjællandske Nyheder, da han blev 90.

Blandt andet grundlagde han den første flyrute til Færøerne med selskabet Faroe Airways, og han har også haft minedrift på Grønland. Samtidig var han også formand for Den Kongelige Tarok-klub, som han startede med prins Henrik i 2008.

Begravelse

Christian Lerche-Lerchenborg efterlader sig hustruen, lensgrevinde Inga, samt børnene Mette Ahlefeldt-Laurvig, Anna von Lowzow og de tre sønner Christian, Peder og Niels Lerche-Lerchenborg, foruden flere børnebørn.

Begravelsen finder sted i Årby Kirke torsdag 22. februar, fremgår det af dødsannoncen.

I 2021 kunne Nordjyske berette, at en irakisk mand bosat i Norge i oktober 2021 af Nordjyllands Politik fik beslaglagt en Lamborghini.

Manden havde torsdag den 7. oktober 2021 købt en Lamborghini Huracán for to millioner kroner i Tyskland. Samme dag, og få kilometer før færgen fra Hirtshals hjem til Norge besluttede han sig for at give den gas i sin nyindkøbte italienske millionbil.

Formentlig helt uvidende om den ændring af den danske færdselslov, som fra 31. marts 2021 gav myndighederne lov til at beslaglægge køretøjer i tilfælde af vanvidskørsel, blev han lige syd for Hjørring målt til 236 km/t i en hastighedskontrol, som Nordjyllands Politi havde placeret på E39.

Politiet oplyste, at bilen blev bragt til standsning kl. 19.25 små 20 km senere lige før Hirtshals. Det blev samtidig oplyst, at beslaglæggelsen ville blive indbragt for retten i Hjørring.

Nu kan anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi sætte punktum i Lamborghini-sagen.

Auktion

Bilen sælges nu på auktion – det sker den 4. marts 2024, hvor BCA Auto Auktion i Vejle sætter bilen – en Lamborghini Huracán Spyder – på auktion.

Bilens ejer blev dømt for vanvidskørsel ved byretten i Hjørring den 18. februar 2022, idet retten fandt det bevist, at ejeren havde kørt 228 km/t på Hirtshalsmotorvejen.

Retten afgjorde i den forbindelse, at bilen skulle konfiskeres i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2.

Dommen blev af domfældte anket til Vestre Landsret, som stadfæstede byrettens dom.

I december 2023 valgte Procesbevillingsnævnet at afvise bilejerens anmodning om 3. instansbevilling.

Pakistan gik til valg torsdag den 8. februar 2024. Det skete på et tidspunkt hvor landet er ramt af en dårlig økonomi, høj inflation, perioder med brownouts, mangel på brændstof og hyppige terrorangreb fra Pakistansk Taliban og Islamisk Stat.

Atommagt med 220 millioner indbyggere

Pakistan er ikke en hvilken som helst fejlslagen stat. Den sydasiatiske atomvåben-bevæbnede nation på 240 millioner mennesker har siden efterkrigstidens begyndelse kæmpet med politisk og social ustabilitet efter den traumatiserende deling fra Indien.

Det er et land, hvor sekteriske sammenstød er udbredte, fattigdommen er overalt, og vold og seksuelle overgreb mod kvinder er ofte forekommende. Gennem flere årtier er Pakistan blevet regeret af enten ekstremt magtfulde politiske dynastier eller af det endnu mere magtfulde pakistanske militær.

Torsdagens valg til Pakistans nationale parlament bestående af to kamre, Senatet og Nationalforsamlingen, i hovedstaden Islamabad, blev afviklet samtidig med valget til fire delstatsparlamenter i provinserne Punjab, Sindh, Baluchistan og Khyber-Pakhtunkhwa.

Af de 336 mandater i Nationalparlamentet vælges 266 i valgkredse efter princippet først over stregen, mens 60 kvinder og 10 minoritetsmandater fordeles efter forholdstal.

Der er 128 millioner registrerede vælgere – 69 mio. mænd og 59 mio. kvinder. Der er et rekordstort antal unge vælgere på 57 millioner under 35 år.

Valgets resultater

Stemmeafgivelse og optælling foregår manuelt. Lørdag morgen har valgkommissionen i Pakistan (ECP) offentliggjort resultaterne for 250 af de 266 pladser i det pakistanske parlament. Det oplyser ECP på dens hjemmeside:

71 pladser er gået til Nawaz Sharifs parti, Pakistans Muslimske Liga (PML-N).

53 pladser er gået til Pakistans Folkeparti (PPP), som er Bilawal Bhutto Zardaris parti. Han er søn af den myrdede premierminister Benazir Bhutto.

Uafhængige kandidater, herunder tilhængere af Imran Khans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), vandt 99 pladser mens 27 pladser gik til øvrige kandidater.

De sidste valgresultater ventes i løbet af lørdag den 10. februar, mens det endelige valgresultatet ifølge valgloven skal offentliggøres senest den 22. februar.

Imran Khan presset ud efter valgsejr i 2018

Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), grundlagt af den forhenværende cricketstjerne, Imran Khan, var det største parti ved det foregående valg i 2018, hvor Imran Khan vandt en jordskredssejr og blev premierminister, mens hans forgænger Nawaz Sharif sad fængslet for korruption.

Khan blev fjernet fra premierministerposten i april 2022 efter et mistillidsvotum, hvor han mistede sit parlamentariske flertal under nogle kontroversielle og komplekse procedurer, som hans tilhængere påstod var orkestreret af det pakistanske militær – efter sigende med billigelse fra USA, der frygter et Pakistan kontrolleret af ustyrlige muslimske folkemasser.

Khan er siden 2022 gået ud og ind ad fængslet på diverse luftige anklager.

Ved 2024-valget har partiet været tvunget til at opstille sine kandidater som uafhængige, efter at en kontroversiel højesteretsafgørelse forhindrede dem i at stille op PTI-listen og ydermere inden valget fratog dem deres valgsymbol – et cricketbat.

I Pakistan, hvor omkring 40 pct. af vælgerne er analfabeter, er alle partier på stemmesedlen identificeret med et let genkendeligt logo.

Imran Khan er selv fængslet efter domme på i alt 31 år for korruption, brud på loven om statshemmeligheder og ægteskabslovgivningen.

Valgets vinder?

Efter neutraliseringen af Imran Khans parti, PTI, er de to største partier Pakistan Muslim League (N) (PML-N), ledet af tidligere premierminister Nawaz Sharif og Pakistan Peoples Party (PPP), ledet af tidligere udenrigsminister Bilawal Bhutto Zardari.

Valgets opbakning til de uafhængige kandidater, der overvejende er Imran Khans tilhængere, er overraskende.

Alligevel har Nawaz Sharif, der nu står i spidsen for Pakistans største parti – PML-N (Pakistan Muslim League-Nawaz) – allerede fredag meddelt, at han vil søge at danne regering. En regering skal have opbakning fra mindst 134 mandater, og Sharif vil derfor søge et bredere samarbejde. Først og fremmest med Pakistan Peoples Party (PPP), men Sharif vil givet også søge at overtale uafhængige kandidater til at støtte sig. Hvis Sharif udpeges til ny premierminister, bliver det fjerde gang. I 1993, 1999 og 2017 blev han fjernet før tiden, og så sent som i 2017 fik han for anden gang forbud mod nogensinde at indtage et politisk eller administrativt embede.

Da Khan vandt valget i 2018, sad Sharif i fængsel. Efter 12 måneder bag tremmer lykkedes det ham at snige sig til London på en medicinsk dispensation. Her valgte han at gå i eksil. Men i oktober 2023 kom han tilbage, efter at hans fængselsstraf på 17 år var blevet suspenderet på et uigennemsigtigt juridisk grundlag.

Der er således udsigt til, at regeringsmagten i Pakistan deles mellem Nawaz Sharif og Bilawal Bhutto Zardari, der forvalter Bhutto-dynastiets politiske arv i partiet PPP (Pakistan Peoples Party). Han er søn af Benazir Bhutto og barnebarn af Zulfikar Ali Bhutto.

Indtil Khan kom til magten i 2018, har de to partier – PPP (Pakistan Peoples Party) og PML-N (Pakistan Muslim League-Nawaz) – regeret Pakistan på skift på militærets nåde – bortset fra de tre årtier, hvor militæret selv har været ved magten. 

Valgsvindel?

Torsdagens valg har været skæmmet af beskyldninger om valgsvindel, og der har været de obligatoriske mord på kandidater og bombeattentater. Grænserne til Iran og Afghanistan var lukket under torsdagens valg, ligesom mobiltjenester og internettet var begrænset.