SMV-regeringens aktive indkomstpolitik, hvor indkomstudligning syntes at være et prioriteret mål for selv et liberalt parti som Venstre, fører til misbrug af skattesystemet. Uanset hvad fortalerne for topskat og top-topskat påstår, er det danske progressive skattesystem en trussel mod konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse.

Det er veldokumenteret, at de høje marginalskatter begrænser arbejdsudbuddet og det er decideret forargeligt, at Danmark er tvunget til grov økonomisk forskelsbehandling af landets skatteydere for at tiltrække nøglemedarbejdere fra udlandet.

Når det kommer til stykket, er vi så ikke alle nøglemedarbejdere?

Siden 1992 har det været muligt at søge om nedsat skattebetaling for forskere og højtbetalte nøglemedarbejdere, som rekrutteres i udlandet, og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen kan også udnyttes af danskere, der har opholdt sig mindst 10 år i udlandet.

Internationale medarbejdere slipper med 27 pct. i skat

Ordningen indebærer en lav beskatning i form af en bruttobeskatning på 27 pct. + AM-bidrag, og ordningen kan udnyttes uafbrudt i op til syv år.

Formålet med ordningen er på trods af de høje danske skatter at gøre det muligt overhovedet at tiltrække og fastholde højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.

Beskatning efter bruttoskatteordningen, der ofte benævnes ”forskerskatteordning” selvom ordningen især tilgodeser andre medarbejdere. Det forudsættes at den ansatte har en lønindkomst på mindst 75.100 kr. pr. måned, hvori værdien af skattepligtige personalegoder, der er A-indkomst A. Dette omfatter ud over pengeløn også værdi af fri telefon/internet og fri bil.

For forskere er der ikke noget indkomstkrav, men kvalifikationerne som forsker skal godkendes.

Mens almindelige danske skatteborgere oplever at SKAT er tung at danse med, går det anderledes hurtigt med at få skattekort til internationale medarbejdere. Dansk Industri finder det utroligt positivt, at Skattestyrelsen har held med at forkorte sagsbehandlingstiden for tildeling af skattepersonnummer og skattekort.

Godt 11.000 slipper billigere

Ifølge den seneste opgørelse fra Skatteministeriet bruger lidt over 11.000 udlændinge – fortrinsvis englændere og tyskere, men også enkelte danskere, der har boet i udlandet i en årrække – den særlige forskerskatteordning. Gruppen af udlændinge, der kan ansættes under den særlige forskerskatteordning, udvides markant i 2026, hvor kravet til størrelsen af deres løn sænkes med 20 %. Det kommer især startups – men måske også sygehusvæsenet – til gode.

Langt de fleste af brugerne – omkring 2/3 – er slet ikke ansat i forskerstillinger, men arbejder som specialister i danske virksomheder. For dem er anvendelse af ordningen kun mulig, hvis deres løn er af en vis størrelse. I 2024 skal den som minimum udgøre 75.100 kr. om måneden i gennemsnit.

Forskerskatteordningen forbedres fra 2026

Som led i udmøntningen af Aftale om Iværksætterpakken af 21. juni 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti lempes bruttoskatteordningen ved at nedsætte det vederlagskrav, der giver adgang til beskatning under forskerskatteordningen.

Lønkravet til forskerskatteordningen vil med virkning fra 2026 blive sænket med 15.000 kr. til 60.100 kr. (2024-niveau).

Et udkast til det lovforslag, der skal udmønte aftalen, er i øjeblikket i høring.

Aftalepartierne mener, det vil gøre det lettere for danske virksomheder, herunder iværksættervirksomheder, at tiltrække fremtrædende, internationale nøglemedarbejdere. Reduktionen af vederlagskravet kan måske også betyde, at danske sygehuse på sigt vil kunne ansætte udenlandske læger under forskerskatteordningen.

Hos Dansk Industri (DI) mener man, at den 30 år gamle ordning er stærkt nødvendig, fortæller skattepolitisk chef Jacob Bræstrup: ”Den er født i bred politisk erkendelse af, at Danmark ikke har et konkurrencedygtigt indkomstskattesystem, når det kommer til forskere og højtlønnede nøglemedarbejdere. Derfor lavede man den her ordning for at hjælpe danske virksomheder med at kunne rekruttere talenter i udlandet uden at skulle betale så høj løn for dem, at det svækkede deres konkurrenceevne”.

Statsrevisorernes beretning nr. 20/2023 om revisionen af virksomheder uden for statsregnskabet for 2023 indeholder sønderlemmende kritik af de økonomiske forhold i den danske folkekirke.

Revisionen har afsløret væsentlige regelbrud i 6 stiftsråds afgørelser om udlån fra den såkaldte kirke- og præsteembede-kapital.

Regelbruddene vedrører Fyens Stift, Haderslev Stift, Københavns Stift, Ribe Stift, Aalborg Stift og Aarhus Stift.

Stiftsrådene har i afgørelser om tildeling af lån ikke i tilstrækkelig grad efterlevet de regler, der skal sikre retmæssig tildeling af lån. Revisionen viser, at ingen af de 6 stiftsråd har sikret dokumentation for låners kreditstatus, hvilket fremgår af stiftsrådenes udlånspolitikker som et tildelingskriterie.

Haderslev Stift har ikke sikret sig dokumentation for, at der er en rimelig balance mellem provstiets samlede lån og de år[1]lige indtægter, herunder ligningsmidler, for at kunne vurdere, om sognet/provstiet kan tilbagebetale et lån på 103,7 mio. kr.

Den økonomiske størrelse af regelbruddene for de 6 stifter varierer fra 2,7 mio. kr. (Ribe Stift) til 103,7 mio. kr. (Haderslev Stift)

Økonomisk morads i Folkekirken?

Frihedsbrevet har tidligere afdækket kritisable sager indenfor Folkekirken. Det er således dokumenteret, at renoveringerne af dyre bispeboliger i Aalborg, Fyens og Roskildes bispeboliger samlet løb op i 16 millioner kroner.

Lægger man renoveringen af Helsingørs bispebolig, der foreløbig løber op i knap 22 millioner skattekroner, er udgifterne oppe på næsten ti millioner kroner per bispebolig. Renoveringerne bliver finansieret af både kirkeskatten og statskassen gennem Folkekirkens Fællesfond, der hører under Kirkeministeriet. 

Budgetoverskridelserne i Roskilde og Helsingør blev rejst i en intern budgetfølgegruppe under Kirkeministeriet i august 2022 – dengang slog den daværende formand for menighedsrådsforeningen, Søren Abildgaard, i bordet. 

Og de dyre renoveringer er stadig ikke noget, der huer ham. 

“Det bør ikke være en folkekirkelig kerneopgave at bruge så mange millioner på at renovere bispeboliger. Jeg mener ikke, det er Folkekirkens medlemmer, der skal bruge så meget af kirkeskatten på at renovere fredede bygninger, som biskopperne så også kan bo i,” siger Søren Abildgaard til Frihedsbrevet. 

Enhedslisten vil have Rigsrevisionen ind i sagen

På intet tidspunkt har de skiftende kirkeministre siden 2020 fra Socialdemokratiet og Venstre informeret Folketinget om, at byggeriet af bispeboligerne var blevet langt dyrere, end man havde planlagt. 

På Christiansborg vil Enhedslisten nu bede Rigsrevisionen, om at gennemgå renoveringerne af bispeboligerne. 

Energistyrelsen har oplyst, at der i Danmark sidste år brugt 39 procent mindre kul end året før til at forsyne danskerne med elektricitet og fjernvarme.

Årsagen er, at det i stigende grad er vedvarende energikilder som for eksempel sol og vind, der erstatter kul.

Samtidig er Danmarks samlede energiforbrug stigende. Når man sammenligner 1. kvartal 2024 med 1. kvartal 2023, steg forbruget med 1,4 procent eller 2,6 PJ.

Stigningen i det danske energiforbrug kan henføres til en stigning i forbruget af vedvarende energi på godt 9 pct. eller ca. 7,7 PJ, primært drevet af større vindkraftproduktion og øget forbrug af biomasse på centrale værker.

En stigning i forbruget af naturgas på knap 11 pct. eller ca. 2,2 PJ.

Et fald i forbruget af kul på 39 pct. eller 4,9 PJ.

Et fald i forbruget af olieprodukter på knap 4 pct. eller 2,5 PJ primært drevet af lavere forbrug af benzin og diesel, hvorimod forbruget af flybrændstof steg og således trak i modsat retning.

Globalt rekordforbrug af kul

Mens kulforbruget dykker i Danmark, går det den anden vej globalt set.

Det Internationale Energiagentur (IEA) oplyste i slutningen af december, at verdens forbrug af kul sidste år steg med 1,4 procent til 8,5 milliarder ton sammenlignet med året før.

Dermed nåede det globale forbrug af kul et rekordhøjt niveau.

Glencore

Et af verdens største mineselskaber, Glencore plc, der udover minedrift driver råvarehandel samt er et betydende olie- og gasselskab. Selskabet udvinder mineraler som kobber, zink, kobolt, nikkel, kul og olie og selskabet handler primært med zink, kobber, korn, kul og olie.

Glencore har haft planer om at udskille aktiviteterne med fossile brændsler, olie og kul til energi og stålproduktion.

Men onsdag den 7. august 2024 ændrede Glencores administrerende direktør signaler, da han forklarede at Glencore nu holdt fast i de kontroversielle kulaktiviteter.

“ESG-pendulet er svinget tilbage,” erklærede direktøren, og henviste til at aktionærernes optagethed af miljø-, bæredygtighed- og governance syntes at være vigende.

Den dramatiske kovending kommer kun få måneder efter, at Glencore annoncerede planer om at udskille sin division med termiske kul og kul til stålproduktion. Planen var at sammenlægge aktiviteterne med det opkøbte selskab, Teck Resources.

Dette ville have betydet, at virksomhed ville være udskilt fra Glencores kontrol og selvstændigt noteret på børsen i New York, hvor investorerne angiveligt var mere villige til at støtte fossile brændstoffokuserede virksomheder.

Men da minegiganten for nylig igen konsulterede aktionærerne, afviste et overvældende flertal forslaget.

Ifølge Glencore har investorerne “udviklet” deres holdning til ESG-kravene, og har nu et andet syn på kulbranchen. Blandt de storinvestorer, der støttede opretholdelsen af kulaktiviteterne, var investeringsgiganten Black Rock.

Anglo American og Rio Tinto

Når Glencore nu holder fast ved kullet betyder, at selskabet kommer i strid med de strategier, som nogle af deres største konkurrenter følger. Anglo American har forladt termisk kul til elproduktion og opvarmning, men producerer stadig kul til stålfremstilling, mens Rio Tinto har helt har forladt kullet.

Holdningsændringen er ikke begrænset til Glencore. Rundt om i verden har geopolitiske kriser fået investorer til at revurdere de generelle ESG-regler, der forbyder dem at støtte producenter af fossile brændstoffer eller forsvarsvirksomheder.

Shell og BP

I det seneste års tid har olieselskaber som Shell og BP trukket nogle af deres grønne energiforpligtelser tilbage for at fokusere på fossile brændstoffer.

Wael Sawan, Shells administrerende direktør, sagde, at det ville være “uansvarligt” at lukke olie- og gasproduktionen ned for tidligt, da han har lovet at øge aktionærernes afkast.

På samme måde er kul – på trods af internationale løfter om at “udfase” brugen af kul – stadig en enormt rentabel forretning.

Efterspørgslen nåede et rekordhøjt niveau på 8,4 mia. tons i 2022 ifølge Det Internationale Energiagentur på et tidspunkt, hvor Ukraine-krigen pressede prisen på naturgas op.

Dette drev Glencores kulforretning til et overskud på 18 mia. dollars det år, efterfulgt af overskud på 8 mia. dollars i 2023.

Tidligere minister Christian Friis Bach forlader Radikale Venstre til fordel for Venstre. Det skriver han selv på Facebook.

Skiftet til Venstre er overraskende. Egentlig burde Moderaterne ligge tættere på, og det må antages, at han også har haft kontakt til dem.

Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, der har et godt personligt kendskab til Christian Friis Bach, har dog ikke set perspektiverne i et nærmere samarbejde med den radikale opportunist. At optage Christian Friis Bach i Moderaterne ville indebære en situation svarende til at lukke en havkat ind i et hyttefad.

Det har været åbenlyst, at Christian Friis Bach, der netop på Det Radikale Venstres vegne havde deltaget i forhandlingerne om en ny Europapolitisk aftale om et stærkere dansk engagement i EU, var frustreret over ikke at blive medlem af regeringen i 2022.

Ifølge Ritzau og andre medier havde Christian Friis Bach sammen med Martin Lidegaard håbet på en plads i SMV-regeringen, men et flertal i den radikale gruppe ville det anderledes.

Mens Friis Bach i Det Radikale Venstre har haft svært ved at acceptere, at Martin Lidegaard på folketingsgruppens nåde var partiets leder, har han været optaget af at værne om sit eftermæle. Berlingske Tidende beskrev i en artikel den 15. december 2022 at Christian Friis Bach i sin tid som udviklingsminister havde misinformeret Folketinget i Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag.

Den ærekære Friis Bach tvang Berlingske Tidende til den 20.12.2022 at præcisere, at godt nok blev Folketinget misinformeret, men på tidspunktet for misinformationen kendte Friis Bach ikke selv til fejlen.

Realiteten i GGGI-sagen og Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens omfattende og kostbare rejseaktivitet på 1. klasse som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til, at rejserne skulle være afviklet i overensstemmelse med GGGI-reglerne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer, men han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle efter Bjarne Corydons og David Hellemann i Finansministeriet for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at fagministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for den skandaløse håndtering af GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Det fortoner sig i tågerne, hvordan Friis Bach overhovedet fik stillingen, men siden han forlod FN i Geneve, har han opretholdt kordiale forbindelser til organisationen i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kina covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave man forstå at Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå!

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden gav i Bachs direktørtid dundrende underskud, og Dansk Flygtningehjælp havde generelt en vaklende økonomi. Organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land. I slutningen af 2023 undersøger Warfair ifølge referater fra bestyrelsens møder mulighederne for at importere olivenolie og Freekeh (en type grøn durum-hvede, der har sin oprindelse i Mellemøsten og Afrika) fra Palæstina.

Bæredygtig kaffe, Coffee Collective og POLITIKEN

Warfairs første samarbejde var med Coffee Collective, hvis butikker skulle sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen. Coffee Collective har dog ikke i 2023 købt kaffe fra Warfair.

Coffee Collective, der selv oplyser, at ”Vi er drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden og samtidig skabe merværdi for kaffefarmerne. Hos The Coffee Collective rister vi friskt hver dag og fokuserer på bæredygtighed fra bønne til kop”.

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, har i forbindelse med sin udmeldelse af partiet opnået, at aviser som POLITIKEN andægtigt har videreformidlet hans betragtninger, som indsigtsfulde analyser.

Senest er det oplyst, at Niko Grünfeld er begyndt som direktør for Blossom, en landsdækkende NGO med kontor i København, Odense og Aarhus, hvor Niko skal kæmpe for langt bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner og svære livsfaser.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

En anden, der er i pagt med den woke tidsånd er Anders Agger. Ifølge et interview med Kristeligt Dagblad har TV-kendisses sagt, at ”Når jeg skal slappe af, læser jeg Politiken fra ende til anden i en sort øreklapstol”, og ”vi spiser altid virkelig god morgenmad. Jeg bor i et surdejsvelsignet hus. Så morgenbrødet er sprødt og varmt – og hvis man topper det med Fanø-laks, røræg og kaffe fra den gode Coffee Collective lavet på kieni-bønnen, så kan man faktisk ikke bede om mere.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Nu medlem af Venstre

Det må antages, at modtagelsen af Christian Friis Bach i Venstres Folketingsgruppe bliver alt andet end hjertelig. For de fleste Venstrefolk har de radikale i mange år været betragtet som hovefjenden, og aktuelt overgås Friis Bachs kvalmende bedreviden og opportunisme kun af Moderaternes Stine Bosse.

Efter præsidentvalget I Venezuela sidste søndag er der udbrudt uro og demonstrationer i Caracas og flere er døde og sårede under demonstrationerne.

Nicolás Maduro har udråbt sig selv til vinder af valget, men det mener oppositionen er løgn, og det har ført urolighederne med sig.

Flere lande har udtrykt bekymring over valget i Venezuela og har opfordret til, at valgdata bliver fremlagt.

Nicolás Maduro var vicepræsident indtil 2013, hvor han overtog præsidentposten, da den siddende præsident, Hugo Chávez, døde af kræft.

Venezuelas Bolivarianske Revolution

Økonomiske kriser førte i 1980’erne og 1990’erne til alvorlige politiske uroligheder i Venezuela, der med en befolkning på godt 28 millioner er godt 20 gange større end Danmark.

Flere fejlslagne statskup mod præsident Carlos Andrés Pérez, og rigsretssagen mod samme præsident for at have taget af statskassen førte til generel mistillid til det politiske establishment, og i 1998 vandt den tidligere kupdømte officer Hugo Chávez præsidentvalget.

Chávez indledte i 1999 den såkaldt Bolivarianske Revolution, der bl.a. medførte en ny forfatning. Denne nye forfatning ændrede officielt landets navn til República Bolivariana de Venezuela (Den Bolivarianske Republik Venezuela).

Imidlertid er det ganske forudsigeligt gået med Venezuela som alle andre steder, hvor den yderste venstrefløj har fået magten. Venezuela har under Hugo Chávez og Nicolás Maduro fulgt hvad de har kaldt “21st-century socialism”. Det har involveret omfattende nationaliseringer og udstrakt statskontrol, der har skabt økonomiske problemer og stadig strammere autoritær kontrol. Samarbejdet med Castros Cuba og andre venstreorienterede regimer i Caribien og Sydamerika har v æret intenst.

Demokratiet er langsomt afskaffet, og økonomien i det ellers olie- og ressourcerige land er hurtigt kollapset.

I Venezuela er inflationen løbet løbsk og 80 procent af alle husstande lever i fattigdom. Over 8 millioner mennesker er af økonomiske grunde flygtet fra landet.

Venstrefløjen har hyldet det venstrepopulistiske eksperiment

I årtier har dele af venstrefløjen i Danmark og andre vestlige lande hyldet det venstrepopulistiske eksperiment i Venezuela som et forbillede for socialisme, mens landet er blevet drevet ud i økonomisk ruin og politisk undertrykkelse.

Maduro-regimets valgsvindel og systematiske overgreb på menneskerettighederne understreger, hvordan det Bolivarianske projekt har fejlet.

Kritikken af Venezuela har ramt Danmark

Danmark er imidlertid ikke gået fri af den vestlige kritik af Venezuela.

Amerikanske kommentatorer har ved flere lejligheder karakteriseret Danmark som et socialistisk land på linje med Venezuela.

Sammenligningen er ofte fremført under debatter om sociale velfærdspolitikker, sundhedsvæsen og beskatning.

Bernie Sanders

Under den amerikanske præsidentkampagne i 2016 citerede Bernie Sanders, der beskriver sig selv som demokratisk socialist, ofte Danmark som et eksempel på vellykket implementering af socialdemokratiske politikker.

Som svar ligestillede nogle kommentatorer og politiske modstandere Sanders’ forslag med socialisme og trak sammenligninger med Venezuela.

I en demokratisk debat sagde Sanders: “Vi bør se på lande som Danmark, Sverige og Norge og lære af, hvad de har opnået for deres arbejdende folk.” Dette fremkaldte diskussioner og sammenligninger i medierne.

Donald Trump

I sin 2019 State of the Union-tale erklærede daværende præsident Donald Trump: “Her i USA er vi bekymrede over nye opfordringer til at indføre socialisme i vores land. Amerika blev grundlagt på frihed og uafhængighed – ikke statslig tvang, dominans og kontrol. Vi er født frie, og vi vil forblive frie.” Selvom han ikke nævnte Danmark direkte, blev den brede fordømmelse af socialisme af nogle tolket som inklusiv lande med omfattende velfærdsstater.

Fox News m.fl.

Forskellige kommentatorer på Fox News og andre konservative mediekanaler har ofte kritiseret socialdemokratiske politikker ved at sidestille dem med socialisme. For eksempel har meningsdannere som Tucker Carlson og Sean Hannity diskuteret Danmark i forbindelse med debatter om socialisme, nogle gange underforstået eller direkte sagt, at omfattende velfærdsstater er skridt mod socialisme ligesom Venezuela.

Konservative tænketanke

Forfattere fra konservative tænketanke som Heritage Foundation eller Cato Institute har offentliggjort artikler, der argumenterer for, at omfattende velfærdsstater, som dem i Danmark, kunne føre til økonomiske problemer svarende til dem, der ses i socialistiske lande som Venezuela. Disse sammenligninger bruges ofte til at argumentere imod udvidelse af velfærdsprogrammer i USA.

Lars Løkkes svar

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte på et tidspunkt i anledning af de amerikanske påstande: “Jeg ved, at nogle mennesker i USA forbinder den nordiske model med en slags socialisme. Derfor vil jeg gerne gøre én ting klart. Danmark er langt fra en socialistisk planøkonomi. Danmark er en markedsøkonomi.”

Irans nyvalgtepræsident Masoud Pezeshkian aflægger tirsdag den 30. juli 2024 ed. Det sker efter at Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei ved en godkendelsesceremoni i Teheran, Iran, søndag den 28. juli 2024, godkendte udnævnelsen. Pezeshkian vil nu have to uger til at danne sit eget kabinet før en tillidsafstemning i parlamentet.

Ayatollah Khamenei opfordrede Pezeshkian til at prioritere naboer, afrikanske og asiatiske nationer samt lande, der har “støttet og hjulpet” Iran i

Den reformistiske politiker og hjertekirurg Masoud Pezeshkian har dermed overtaget præsidentskabet i et Iran, der er svækket af økonomiske sanktioner på grund af dets atomprogram.

Ayatollah har kritiseret de europæiske nationer for at “opføre sig dårligt over for os” ved at vedtage sanktioner, en olieembargo og for at råbe op om påståede krænkelser af menneskerettighederne.

Han har også fordømt Israel for dets handlinger i Gaza og beskyldt Israel for at sætte en “ny rekord i mord” og grusomhed. Han har også fordømt også den amerikanske kongres for at tillade den israelske premierminister Benjamin Netanyahu at tale til den lovgivende forsamling.

I sin tale ved godkendelsen hyldede Pezeshkian general Qassem Soleimani, arkitekten bag Irans regionale militære aktiviteter, som blev dræbt i et amerikansk droneangreb i 2020. Han gentog sit løfte om at føre en “konstruktiv og effektiv” udenrigspolitik, styrke retsstaten, tilbyde lige muligheder for borgerne, støtte familier og beskytte miljøet.

I sin første officielle handling i embedet udnævnte Pezeshkian Mohammad Reza Aref, 72, som sin første vicepræsident. Aref, der anses for at være en moderat reformist, beklædte posten mellem 2001-2005 under den tidligere præsident Mohammad Khatami. Aref har en doktorgrad i ingeniørvidenskab fra Stanford University.

Pezeshkian overtager præsidentskabet efter Ebrahim Raisi, hvis død i et helikopterstyrt i maj, der udløste det tidlige valg.

Den nye iranske præsident lovede i sin valgkampagne, at han ikke ville foretage radikale ændringer i Irans shiitiske teokrati, men Pezeshkian kan faktisk påvirke Irans udenrigspolitik i retning af enten konfrontation eller samarbejde med Vesten. Han vil dog stå over for de hardliners, der stadig trækker i trådene i Iran.

Blandt de presserende udfordringer, Pezeshkian står over for, er den igangværende krig mellem Israel og Hamas i Gazastriben og Vestens frygt for at Iran vil berige uran til næsten våbenniveauer med et tilstrækkeligt lager til at producere flere atomvåben, hvis de ønsker det.

I april lancerede Iran sit første direkte angreb nogensinde på Israel på grund af krigen i Gaza, mens militsgrupper bevæbnet af Teheran – herunder Hizbollah i Libanon og Yemens Houthi-oprørere – har optrappet deres egne angreb.

Iran har haft indirekte samtaler med den amerikanske præsident Joe Bidens administration om dets atomprogram, men der har ikke været fremskridt med at ophæve hårde økonomiske sanktioner mod Teheran. 

PtX i den maritime sektor

Den internationale skibsfart har forpligtet sig til at blive helt fri for udslip af drivhusgasser i 2050. Det er aftalt i den Internationale Maritime Organisations (IMO) miljøkomite, MEPC 80.

Den videre vej fremad mod de skitserede ambitiøse klimamål i form af stærk reduktion af klimagasserne kan desværre kun i begrænset omfang løses via konkrete skibstekniske tiltag.

For at nå helt i mål med udfasningen af fossile brændstoffer i skibsfarten, har der hidtil været fokus på de brændstoffer, som skibenes motorer fremover skal anvende.

Der forskes allerede intenst i anvendelsen af metanol og ammoniak, vel at mærke såkaldt e-metanol og e-ammoniak.

Begge brændstoffer skal produceres ved anvendelsen af energi fra vedvarende kilder, f.eks. sol og vind, hvis deres emissionsreducerende egenskaber skal komme skibene fuldt til gode. Brændstofferne benævnes også Power to X-brændstoffer (PtX).

Problemet er, at der kræves meget store mængder energi til fremstillingen af PtX-brændstoffer. F.eks. kræver fremstilling af metanol, at der fremstilles af brint via elektrolyse, der efterfølgende i en kemisk proces sammen med CO2 skal omdannes til metanol.

Der vil blive behov for store mængder opsamlet CO2, og også den proces bliver meget energikrævende.

Alt i alt vil fremstillingen af e-metanol kræve langt mere energi, end selve brændstoffet besidder, hvilket stiller store krav til tilvejebringelsen af den samlede nødvendige billige vedvarende energi for omstilling til PtX-brændstoffer.

Problemerne med de grønne PtX-brændstoffer får nu skibsfartsrepræsentanter til nedprioritere grønt brændstof til fordel for andre lavthængende frugter.

Flere tørlastrederier mener ifølge Energi Watch ikke, at grønne brændstoffer er vejen frem på den korte bane.

Markante spillere som Golden Ocean, Genco og Navios ser ikke grønt brændstof som løsningen i tørlastbranchen på kort sigt.

De vil i stedet fokusere på at drive deres skibe mere effektivt for at nå de ambitiøse klimamål, som shippingindustrien skal leve op til allerede fra 2030 og frem mod 2050, hvor udledningen skal gå i nul.

”Jeg tror, det er en udfordring i tørlast at få gang i PtX eller dual fuel. Så for vores vedkommende er det ikke noget, vi har lyst til. Det giver ikke mening. Men der er mange lavthængende frugter, vi arbejder med på tværs af hele feltet,” sagde Peder C.G. Simonsen, finansdirektør og midlertidig topchef i rederiet Golden Ocean, under en debat på en Marine Money-konference i New York onsdag den 26. juni 2024.

Er el-biler fremtiden i transportsektoren?

Skibsfartens forbehold overfor PtX-fuels kommer samtidig med, at Anders Karl Bruun, formand for bestyrelsen i K.W. Bruun, har fremsat en kontroversiel udtalelse om elbiler, der har skabt debat i bilindustrien.

Bruun hævder, at elbiler hverken er så grønne eller fornuftige, som de ofte fremstilles.

Bruun har udtalt, at han ikke selv vil købe en elbil i dag, fordi markedet er for ustabilt, og at han i øvrigt har en større fidus til e-fuel som løsning på den grønne omstilling af personbilerne. Det blev sagt til Motor-Magasinet.

Bruun påpeger, at produktionen af elbiler kræver betydelige ressourcer og energi, især når det kommer til fremstilling af batterier: “Når man tager hele livscyklussen i betragtning, er elbiler ikke nødvendigvis bedre for miljøet end moderne benzin- og dieselbiler,” siger Bruun til Mobilitywatch.

Han mener, at den nuværende teknologi og infrastruktur ikke understøtter en fuldstændig overgang til elbiler på en bæredygtig måde.

Bruun opfordrer til en mere nuanceret diskussion om fremtidens transportløsninger.

Hybride løsninger?

Han mener, at hybride løsninger og forbedrede forbrændingsmotorer også bør være en del af samtalen om bæredygtig transport.

“Det er vigtigt, at vi ikke lægger alle æggene i én kurv,” advarer han.

“En mangfoldig tilgang til transportteknologi vil være mere robust og realistisk.”

Bruun uddyber til Finans, at han mener, det er på tide, at der kommer en debat i Danmark, som ikke kun har et ”ensidigt fokus” på elbiler. At fokus også kommer på andre teknologier, som kan skubbe bilbranchen over den grønne målstreg: ”Jeg er fortaler for e-fuel, da den kan faciliteres af den eksisterende distribution i stedet for etablering af et kostbart elnet. Men jeg tror stadig, at der vil være brug for batteridrift i persontransporten fremover, måske specielt i storbyerne,« skriver Anders Bruun i en besked til Finans.

Selvom Bruuns udtalelser har mødt modstand fra fortalere for elbiler, understreger de behovet for en bredere debat om, hvordan vi bedst kan opnå bæredygtig mobilitet.

Det er klart, at overgangen til en grønnere transportsektor kræver mere end blot en enkel løsning.

Denne udtalelse fra en ledende figur i bilindustrien tilføjer en ny dimension til diskussionen om elbiler og fremtidens transport.

AUDI

Anders Karl Bruun er ikke alene med sin skepsis overfor en hurtig overgang til el-biler. Den 23. juli 2024 har Audi annonceret planer om inden for de næste 10 år at forøge og udvide produktionen af hybride køretøjer. Det sker i konsekvens af den langsommere end forventede omstilling fra forbrændingsmotorer til biler med elmotorer – EV’ere.

Meddelelsen fra Audi kommer samtidig med at andre større bilproducenter som Mercedes-Benz, BMW og den kinesiske bilfabrikant BYD Auto med hovedsæde i Shenzhen har foretgaet lignende strategiskift i konsekvens af den langsommere end forventede overgang til el-biler.

De næste generationer af hybridbiler vil samtidig blive udstyret med en større batterikapacitet, der vil tillade omkring 100 km el-kørsel.

Verdens næststørste økonomi er i krisemed økonomiske og politiske problemer. Udenlandske investeringer er på et 30-årigt lavpunkt, ejendomssektoren er i vanskeligheder, og i det kinesiske kommunistparti gennemføres mystiske udrensninger af flere ministre.

3. Plenum

Det var baggrunden, da det såkaldte ”3. plenum” blev indledt i Peking mandag den 15. juli 2024. Af de utallige møder, som Kinas kommunistparti afholder regelmæssigt, skiller det 3. plenum sig ud for sin potentielle betydning for verdens næststørste økonomi. Mødet holdes normal hvert 5. år, og konklavet af topembedsmænd beskæftiger sig normalt med de større økonomiske og politiske linjer. Deng Xiaoping brugte i sin tid plenumbegivenheden i 1978 til at annoncere Kinas markedsåbning og nye muligheder for at markedskræfterne kunne spille en rolle i Kina, der dengang var et modelsamfund for traditionel sovjetisk centraldirigeret planøkonomi.

Plenummødet var forbeholdt for kommunistpartiets centralkomité, og dette organ fastlægger partiets vigtigste officielle politikker og personaleplaner. I virkeligheden gummistempler plenummødet beslutninger truffet af en meget mindre gruppe i det kinesiske kommunistparti – først og fremmest Xi Jinping.

Rentesænkning

Folkets Bank (People’s Bank of China) meddelte mandag den 22. juli 2024, at en række toneangivende rentesatser ville blive sænket med 0,1 procentpoint. Dn etårige primære lånerente, der i vid udstrækning bruges som benchmark for erhvervsudlån, vil således blive sænket med 0,1 procentpoint til 3,35 procent.

Den femårige ækvivalent, der påvirker prisfastsættelsen på realkreditlån, blev også reduceret 0,1 procentpoint for første gang siden februar til 3,85 procent.

Rentesænkningen i Kina sker på baggrund af en langvarig ejendomsafmatning og svagt indenlandsk forbrug. De politiske beslutningstagere er kommet under pres for at gøre en større indsats for at styrke investorernes og forbrugernes tillid.

Økonomisk vækst på 4,7 pct.

Officielle data i sidste uge viste, at den kinesiske økonomi voksede med 4,7 procent i andet kvartal og dermed væsentligt lavere end vi har set tidligere. Analytikere påpeger, at rentesænkningerne viser, at den kinesiske regering er parat til at bruge makroøkonomiske instrumenter til at støtte den vaklende økonomisk aktivitet i verdens næststørste økonomi.

Verdens næststørste økonomi er i krise. Udenlandske investeringer er på et 30-årigt lavpunkt, ejendomssektoren kæmper, og i det kinesiske kommunistparti gennemføres mystiske udrensninger af flere ministre. Sådan er situationen, når det såkaldte ”3. plenum” mandag den 15. juli 2024 indledes i Peking.

Af de utallige møder, som Kinas kommunistparti afholder regelmæssigt, skiller det 3. plenum sig ud for sin potentielle betydning for verdens næststørste økonomi. Mødet holdes normal hvert 5. år, og konklavet af topembedsmænd beskæftiger sig normalt med de større økonomiske og politiske linjer. Deng Xiaoping brugte i sin tid plenumbegivenheden i 1978 til at annoncere Kinas markedsåbning og nye muligheder for at markedskræfterne kunne spille en rolle i Kina, der dengang var et modelsamfund for traditionel sovjetisk centraldirigeret planøkonomi.

Præsident Xi Jinping har med forsinkelse indkaldt til det lukkede plenummøde den 15. juli og inden- og udenlandske Investorer vil holde nøje øje med ethvert initiativ, der kan genstarte Kinas skrantende økonomi.

Plenummødet er forbeholdt for kommunistpartiets centralkomité, og dette organ fastlægger partiets vigtigste officielle politikker og personaleplaner. I virkeligheden gummistempler plenummødet beslutninger truffet af en meget mindre gruppe i det kinesiske kommunistparti – først og fremmest Xi Jinping.

Enighed i Nato om truslen fra Kina

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig ud og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien.”

Sådan sagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen 20. januar 2023 i Berlingske Tidende.

Anders Fogh er ikke alene – EU ser Kina som ”systemisk rival”, og frustrationerne over Riget i Midten er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas støtte til Ruslands krigsførelse i Ukraine.

Det netop afholdte Nato-topmøde i Washington markerede ikke kun alliancens 75-års jubilæum med USA’s præsident Joe Biden som vært. Mødet cementerede også en sjælden enighed i Nato-kredsen i synet på Kina.

Nato fordømmer Kina

Topmødet, der startede tirsdag og sluttede torsdag den 11. juli 2024, fremhævede NATO’s faste beslutning om at forsvare sine globale interesser og understregede den trussel, som partnerskabet mellem Rusland og Kina udgør mod den vestlige verden. For første gang pegede NATO direkte på Kina som en aktiv støtte for Ruslands krigsførelse i Ukraine, og udtrykte dyb bekymring over det stadig dybere strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina, som søger at undergrave den regelbaserede internationale orden. I deklarationen blev det klart, at Kina ved at støtte Rusland i konflikten i Ukraine ikke blot truer Vestens interesser, men også risikerer negative konsekvenser for sine egne interesser og omdømme.

Kritikken af Kina er tydelig i Nato-deklarationen:

”26.       The PRC has become a decisive enabler of Russia’s war against Ukraine through its so-called “no limits” partnership and its large-scale support for Russia’s defence industrial base.  This increases the threat Russia poses to its neighbours and to Euro-Atlantic security.  We call on the PRC, as a permanent member of the United Nations Security Council with a particular responsibility to uphold the purposes and principles of the UN Charter, to cease all material and political support to Russia’s war effort.  This includes the transfer of dual-use materials, such as weapons components, equipment, and raw materials that serve as inputs for Russia’s defence sector.  The PRC cannot enable the largest war in Europe in recent history without this negatively impacting its interests and reputation.

27.       The PRC continues to pose systemic challenges to Euro-Atlantic security.  We have seen sustained malicious cyber and hybrid activities, including disinformation, stemming from the PRC.  We call on the PRC to uphold its commitment to act responsibly in cyberspace.  We are concerned by developments in the PRC’s space capabilities and activities.  We call on the PRC to support international efforts to promote responsible space behaviour. The PRC continues to rapidly expand and diversify its nuclear arsenal with more warheads and a larger number of sophisticated delivery systems.  We urge the PRC to engage in strategic risk reduction discussions and promote stability through transparency.  We remain open to constructive engagement with the PRC, including to build reciprocal transparency with the view of safeguarding the Alliance’s security interests.  At the same time, we are boosting our shared awareness, enhancing our resilience and preparedness, and protecting against the PRC’s coercive tactics and efforts to divide the Alliance.”

Belarus, Nordkorea og Iran

I forhold til den globale sikkerhedsarkitektur understregede NATO behovet for at håndtere trusler fra andre stater end Kina som Belarus, Nordkorea og Iran, som også støtter Ruslands handlinger i Ukraine:

“23.       We urge all countries not to provide any kind of assistance to Russia’s aggression.  We condemn all those who are facilitating and thereby prolonging Russia’s war in Ukraine.

24.       Belarus continues to enable this war by making available its territory and infrastructure.  Russia’s deepening political and military integration of Belarus, including the deployment of advanced Russian military capabilities and personnel, has negative implications for regional stability and the defence of the Alliance.

25.       The Democratic People’s Republic of Korea (DPRK) and Iran are fuelling Russia’s war of aggression against Ukraine by providing direct military support to Russia, such as munitions and uncrewed aerial vehicles (UAVs), which seriously impacts Euro-Atlantic security and undermines the global non-proliferation regime.  We strongly condemn the DPRK’s exports of artillery shells and ballistic missiles, which are in violation of numerous United Nations Security Council resolutions and note with great concern the deepening ties between the DPRK and Russia.  Any transfer of ballistic missiles and related technology by Iran to Russia would represent a substantial escalation.”

USA har endelig fået alle Nato-landene med i kampen mod KIna

Realiteten er, at længe før Kinas støtte til Ruslands krig mod Ukraine, har Kina været på kant med Vesten. Kina har snydt og stjålet og kopieret i årtier, har købt sig ind i vestlig infrastruktur og brugt sin magt til at true og straffe lande, som vover at støtte demokratikræfter i Hongkong og Taiwan.

USA har siden 2018 ført an i opgøret med Kina. Den 1. august 2019 annoncerede USA en straftold på ti pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september. De kinesiske myndigheder svarede igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter.

Ved at lægge told på en lang række varer ignorerede USA fuldstændig de bekymringer som erhvervslivet og EU tidligere havde for konfrontationen med Kina kunne udløse en bølge af protektionisme, som kunne blive gnisten til en ny global krise.

Demokraterne og præsident Biden har fortsat den amerikanske linje overfor Kina.

I maj 2024 annoncerede USA’s præsident Joe Biden en skyhøj straftold på en vifte af kinesiske varer for 124 mia. kr. – og samtidig beskyldte Kina for at “stjæle, snyde og dumpe prisen på varer”.

Elbiler, batterier, mikrochip, solceller og stål er omdrejningspunktet i handelskrigen mellem USA og Kina, men EU følger trop med straftold på elbiler og solpaneler.

Hvor er WTO?

Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001, afholdt det ikke Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande, stjæle intellektuelle rettigheder, tvinge udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi, og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad daværende præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, argumenterede for i de amerikanske handelsforhandlinger:

”Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.”

Først enig front mod Kina i 2024

Mens den danske og andre regeringer har været tøvende med kritik af Kina, har USA og andre været mere ligefremme.

Allerede i 2020  siger den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig ud og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien.”

Sådan sagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen 20. januar 2023 i Berlingske Tidende.

Anders Fogh er ikke alene – EU ser Kina som ”systemisk rival”, og frustrationerne over Riget i Midten er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas støtte til Ruslands krigsførelse i Ukraine.

Det netop afholdte Nato-topmøde i Washington markerede alliancens 75-års jubilæum med USA’s præsident Joe Biden som vært.

Nato fordømmer Kina

Topmødet, der startede tirsdag og sluttede torsdag den 11. juli 2024, fremhævede NATO’s faste beslutning om at forsvare sine globale interesser og understregede den trussel, som partnerskabet mellem Rusland og Kina udgør mod den vestlige verden. For første gang pegede NATO direkte på Kina som en aktiv støtte for Ruslands krigsførelse i Ukraine, og udtrykte dyb bekymring over det stadig dybere strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina, som søger at undergrave den regelbaserede internationale orden. I deklarationen blev det klart, at Kina ved at støtte Rusland i konflikten i Ukraine ikke blot truer Vestens interesser, men også risikerer negative konsekvenser for sine egne interesser og omdømme.

Belarus, Nordkorea og Iran

I forhold til den globale sikkerhedsarkitektur understregede NATO behovet for at håndtere trusler fra andre stater end Kina som Belarus, Nordkorea og Iran, som også støtter Ruslands handlinger i Ukraine:

“23.       We urge all countries not to provide any kind of assistance to Russia’s aggression.  We condemn all those who are facilitating and thereby prolonging Russia’s war in Ukraine.

24.       Belarus continues to enable this war by making available its territory and infrastructure.  Russia’s deepening political and military integration of Belarus, including the deployment of advanced Russian military capabilities and personnel, has negative implications for regional stability and the defence of the Alliance.

25.       The Democratic People’s Republic of Korea (DPRK) and Iran are fuelling Russia’s war of aggression against Ukraine by providing direct military support to Russia, such as munitions and uncrewed aerial vehicles (UAVs), which seriously impacts Euro-Atlantic security and undermines the global non-proliferation regime.  We strongly condemn the DPRK’s exports of artillery shells and ballistic missiles, which are in violation of numerous United Nations Security Council resolutions and note with great concern the deepening ties between the DPRK and Russia.  Any transfer of ballistic missiles and related technology by Iran to Russia would represent a substantial escalation.

26.       The PRC has become a decisive enabler of Russia’s war against Ukraine through its so-called “no limits” partnership and its large-scale support for Russia’s defence industrial base.  This increases the threat Russia poses to its neighbours and to Euro-Atlantic security.  We call on the PRC, as a permanent member of the United Nations Security Council with a particular responsibility to uphold the purposes and principles of the UN Charter, to cease all material and political support to Russia’s war effort.  This includes the transfer of dual-use materials, such as weapons components, equipment, and raw materials that serve as inputs for Russia’s defence sector.  The PRC cannot enable the largest war in Europe in recent history without this negatively impacting its interests and reputation.

27.       The PRC continues to pose systemic challenges to Euro-Atlantic security.  We have seen sustained malicious cyber and hybrid activities, including disinformation, stemming from the PRC.  We call on the PRC to uphold its commitment to act responsibly in cyberspace.  We are concerned by developments in the PRC’s space capabilities and activities.  We call on the PRC to support international efforts to promote responsible space behaviour. The PRC continues to rapidly expand and diversify its nuclear arsenal with more warheads and a larger number of sophisticated delivery systems.  We urge the PRC to engage in strategic risk reduction discussions and promote stability through transparency.  We remain open to constructive engagement with the PRC, including to build reciprocal transparency with the view of safeguarding the Alliance’s security interests.  At the same time, we are boosting our shared awareness, enhancing our resilience and preparedness, and protecting against the PRC’s coercive tactics and efforts to divide the Alliance.”