Skov- og Naturstyrelsen (National Forestry and Wildlife Service) i Peru har konfiskeret næsten 400 frøer, der ulovligt blev smuglet til hovedstaden Lima. Myndighederne mener, at padderne skulle bruges i naturmedicin, der skulle have en gavnlig virkning på ens sexlyst.
I Peru er der stor efterspørgsel efter et frøbaseret bryg kendt som “Inkaernes Viagra”. Den store efterspørgsel samt klimaændringer og forurening har ført til, at padderne er blevet en truet art i Peru.
Resultatet af søndagens delstatsvalg i Tyskland er klart og tydeligt: Det højrenationale Alternative für Deutschland – AfD – kan nu officielt kalde sig Østtysklands mest populære parti. Alternative für Deutschland blev med 32,8 pct. – og 9,2 pct. mere end det konservative CDU – det stærkeste parti ved delstatsvalget søndag i Thüringen i det østlige Tyskland. Partiet leder i Thüringen, Björn Höcke, er trods en dom for bevidst at bruge et nazistisk slogan ved politiske begivenheder, umådelig populær.
AfD og BSW
Også i Sachsen kunne AfD gå sejrrige fra valgaftenen. Med 30,6 procent af stemmerne er partiet nu det næststørste – lige i halen af CDU, der fik 31,9 af stemmerne. Ved valget for fire år siden fik AfD 27,5 procent, mens CDU fik 28,8 procent.
Samtidig fik et nyt venstrefløjsparti grundlagt af Sarah Wagenknechts – Bündnis Sahra Wagenknecht – og kendt under sit tyske akronym BSW, et godt valg med 15,8 procent i Thüringen og 11,8 procent i Sachsen.
CDU har ledet Sachsen siden den tyske genforening i 1990 og håber, at guvernør Michael Kretschmer i en eller anden konstellation kan fastholde ledelsen. I Thüringen er det særligt kompliceret, fordi guvernør Bodo Ramelows venstrefløjsparti er gået tilbage. Wagenknecht, der længe har været en af partiets mest kendte figurer, dannede sidste år BSW, der kombinerer venstreorienteret økonomisk politik med en migrationsskeptisk dagsorden. CDU har også øget presset på den nationale regering for en hårdere holdning til migration.
I Sachsen kan det blive noget nær umuligt for CDU at komme uden om Bündnis Sahra Wagenknecht, hvis det vil danne koalition uden om AfD.
For det store flertal af østtyske vælgere har indvandrerspørgsmålet været valgkampens vigtigste tema
Af de mere end 4,5 millioner stemmeberettigede borgere i de to østtyske delstater satte 73,6 procent i Thüringen deres kryds, mens 74,4 procent af sachserne var i stemmeboksen.
Resultatet af de to delstatsvalg kan kun opfattes som en begmand til de tre nationale regeringspartier SPD, Die Grünen og det liberale FDP, som tilsammen blot fik omkring 15 procent af stemmerne.
FDP må sågar sige farvel til en plads i parlamentet i både Thüringen og Sachsen, mens Die Grünen kun har opnået pladser i Sachsen.
Det gamle venstrefløjsparti, Die Linke, klarede sig hæderligt i Thüringen med 13,1 procent af stemmerne, mens det i Sachsen måtte tage til takke med 4,5 procent.
Valgene i Sachsen med godt 4 mio. indbyggere og i Thüringen med godt 2 mio. indbyggere afholdes på et tidspunkt hvor Scholz-regeringen er dybt upopulær. De 2 delstater er ikke store, men de er kendt som ”tysk kulturs vugge” med byer som Eisenach, Jena, Weimar, Leipzig og Dresden.
Udsigterne ser dystre ud for de tre partier i kansler Olaf Scholz’ regeringskoalition, hvis konstante interne stridigheder har bidraget til stagnerende økonomi og andre problemer, der har afskrækket vælgerne.
Valgresultatet for Alternative für Deutschland er et stærkt signal for partiet lidt over et år før det næste parlamentsvalg skal finde sted i Tyskland.
De høje stemmetal for AfD og den nye Sahra Wagenknecht-alliance i Tysklands tidligere kommunistiske øst, er delvist næret af utilfredshed med den nationale regering. Scholz’ alliance opnåede dårlige resultater ved valget til Europa-Parlamentet, og de interne fjendtligheder er intensiveret i løbet af en sommer, der er plaget af uenigheder om budgettet for 2025.
Scholz sagde for nylig, at “pistolrøg fra slagmarken” skygger for succeserne for hans regerings modernisering af Tyskland. Det var i hvert fald oppositionspartiet Den Kristelig-Demokratiske Union, eller CDU, der vandt valget til Europa-Parlamentet.
Kampen mod indvandringen den røde tråd
AfD ønsker ikke bare at stoppe indvandringen, men partiet vil også hjemsende mange. ”Remigration” er det nye slagord.
”Vores land er plaget af migranter, som aldrig skulle have været kommet ind. Den indre sikkerhed smuldrer, og velfærdssystemet bliver plyndret. Indvandringen er alle krisers moder,« siger Björn Höcke.
”Det mærker man også, når niveauet falder i skolerne og på uddannelserne. Vores skolers multikulturalisering er med til at sætte spørgsmålstegn ved vores økonomis konkurrenceevne i fremtiden. Vi vil derfor sørge for, at de migrantbørn, der ikke taler tysk, kommer til at lære tysk i særlige klasser, hvor de ikke belaster andre skolebørn. Migrantbørnene skal blive der, indtil de lærer sproget, eller indtil deres forældres asylgrundlag ikke længere er gyldigt, og de skal vende tilbage til deres hjemland.”
AfD har udnyttet den høje anti-immigrationsstemning i regionen med en kampagneplakat i Thüringen, der lover “sommer, sol, remigration” og viser et fly med logoet “Deportation-Hansa.”
AfD har angrebet både regeringspartierne og CDU – som tidligere styrede Tyskland under Angela Merkel – for deres “politik med ukontrolleret masseindvandring” efter sidste uges knivangreb i Solingen, hvor en formodet ekstremist fra Syrien er anklaget for at have dræbt tre mennesker.
I Solingen har den karismatiske Sahra Wagenknecht holdt den ene brandtale efter den anden, hvor hun skyder skylden for knivvolden på både Scholz’ og hans konservative forgænger, Merkels, indvandringspolitik.
Wagenknecht har påtalt, at ”enhver, der tillader ukontrolleret migration, vil få ukontrollerbar vold”. Hun har kaldt den tyske regerings migrationspolitik for ”naiv”, og at regeringen er ”uden for pædagogisk rækkevidde”, og ”det er naturligvis også en arv fra Angela Merkel”.
55-årige Wagenknecht, der voksede op i DDR som inkarneret ungkommunist, kræver i dag hårde asylstramninger ”efter dansk forbillede”, og det er næsten de samme budskaber, der har lydt under valgkampen fra AfDs østtyske frontfigur, 52-årige Björn Höcke.
de to partier har en række ”fælles politiske mål”: en hård og stram udlændingepolitik, langt mere politi, en kulturpolitik fri for wokeisme og kønsneutralt sprog, genoptagelse af handlen med Putins Rusland og stop for våbenleverancer til Ukraine.
Rusland
Tysklands holdning til Ruslands krig i Ukraine er også et problem i disse østlige stater. Berlin er Ukraines næststørste våbenleverandør efter USA; disse våbenleverancer er noget, som både AfD og BSW er imod. En AfD-plakat, der kombinerer det tyske og det russiske flag, erklærer, at “Fred er alt!”
Wagenknecht har også angrebet en nylig beslutning fra den tyske regering og USA om at begynde opstillinger af langtrækkende missiler til Tyskland i 2026. Hun har erklæret, at hendes parti kun vil slutte sig til delstatsregeringer, der har en “klar holdning til diplomati og imod forberedelse af krig.”
I anledning af at Christian Friis Bach er hoppet fra de Radikale til partiet Venstre sammenligner Mads Brügger i Frihedsbrevet det med at tage en vejsidebombe ind i bilen:
”En vejsidebombe
Som det fremgår af mine noter, havde jeg også været forbi Folketinget ugen forinden, nemlig den 12. august. Jeg har endda skrevet, at jeg gjorde min entre klokken 14.29. Som sædvanlig var det min plan bare at gå rundt og kigge og lytte.
De fleste kontorer var tomme. Dog fik jeg et kort glimt af Martin Lidegaard, de Radikales formand, som sad inde på sit kontor. For ham var sommeren endt med, at Christian Friis Bach var hoppet over til Venstre, således at regeringen nu havde fået sit indenrigspolitiske flertal tilbage, mens de Radikale var blevet endnu mindre, end de var i forvejen.
Selvfølgelig en bet for Lidegaard, men samtidig en befrielse, for ifølge mine kilder havde Christian Friis Bach brugt alle døgnets vågne timer på at gøre livet surt for Lidegaard. En kilde, jeg talte med, sagde, at vedkommende ikke rigtig forstod, at Venstre turde lukke Christian Friis Bach ind i deres folketingsgruppe, for ifølge kilden svarer det til at komme kørende mod en vejsidebombe, og så – i stedet for at køre en stor bue udenom – bremse op, tage vejsidebomben ind i bilen og så køre videre.”
En gennemgang af Christian Friis Bachs brogede generalieblad underbygger Brüggers vurdering af den enorme risiko Venstre løber og som er at sammenligne med at lukke en havkat ind i et hyttefad!
Mens Jeppe Bruus har fået en uriaspost med indførelse af CO2-afgift på landbruget og implementeringen af de øvrige elementer i den grønne treparts-aftale, er Dan Jørgensen minsandten indstillet som dansk EU-kommissær.
I tilløbet til den grønne treparts-aftale udtalte samme Dan Jørgensen i et interview i Børsen, at forslaget om en CO2-afgift var noget Georg Gearløs kunne have fundet på. Forslaget var ”en smule fantasiforladt” og ”en skrivebordsøvelse”. Til de politiske partier, der havde udtrykt sympati for CO2-afgifter, sagde han, at det er overraskende, at ”de kun har det her universitetsøkonomiske redskab i værktøjskassen”, som ifølge Dan Jørgensen ”er blevet et vidundermiddel”, der ”ikke findes noget andet sted i verden”.
Mads Brügger har i Frihedsbrevet med vanlig præcision kommenteret indstillingen af Dan Jørgensen således:
”At vi lever i en verden, hvor Dan Jørgensen – denne forunderlige symbiose mellem frikadellen og flødebollen – of all people skal være EU-kommissær, er virkelig svært at få viklet sit hoved omkring. Alene det, at de europæiske skatteborgere nu skal skillinge sammen til Dan Jørgensens årlige hyre på hele 2,3 millioner kroner, foruden al den dejlige fryns, som venter ham nede i Bruxelles, synes ubegribeligt, men ikke desto mindre er det sandt.”
Jeppe Bruus (S) forlader Skatteministeriet og bliver minister for den grønne trepart. Opgaven er at implementere den grønne trepartsaftale, der er indgået mellem SVM-regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. Aftalen er endnu ikke vedtaget i Folketinget.
Hovedpunkterne i aftalen omfatter en CO2-afgift på landbruget, udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og en milliardfond.
Spørgsmålet er om den grønne trepartsaftale med CO2-afgift vil udsætte landbrug, kommuner og landdistrikterne for nye bureaukratiske benspænd?
Erfaringerne med lavbundsjorder er ikke gode. Den 4. oktober 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at der i 2030 skal være taget op mod 100.000 hektar kulstofrige, klimabelastende lavbundsjorder og randarealer ud af drift. Udtagningen af lavbundsjorder skulle bidrage med godt en sjettedel af landbrugets klimareduktioner på mindst 6,1 mio. tons CO2e i 2030.
Skiftende klima- og landbrugsministre har på stribe gentaget, at udtagningen er afgørende for at nå landbrugets reduktionsmål i 2030.
Realiteten er, at i 2024 kun er udtaget 187 ha, fordi lavbundsprojekterne overvåges og tildeles statsstøtte efter Ikke mindre end syv forskellige tilskudsordninger bestyret af Landbrugsstyrelsen, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.
Ifølge Landbrugsstyrelsen er omkring 56.000 ha dog i forskellige stadier under etablering
Kafkaske sagsbehandlingsprocedurer indebærer samtidig årelange ventetider. Behandlingstiden for et projekt i alle tre styrelser er mellem tre og 7 år.
Individuelle landmænd og landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer har ved adskillige lejligheder råbt vagt i gevær over det, der har været opfattet som en lang række bureaukratiske benspænd fra myndighedernes side, som har forsinket udtagningen af lavbundsjorder gevaldigt.
Er både landbrugs- og miljøminister uduelige?
Ifølge landbrugsminister Jacob Jensen skyldes de begrænsede fremskridt i udtagningen af lavbundsjorder, at ”Lavbundsprojekter er komplicerede og tager tid, og det har derfor ikke været forventningen, at der på nuværende tidspunkt skulle være gennemført mange projekter. Det er ikke nogen let opgave at få sat skub i processen”, skriver han til Ingeniøren.
Trepartsaftalen
Den grønne trepartsaftale, der er indgået den 24. juni 2024, vil stille gigantiske krav til den offentlige administration. Spørgsmålet om samlingen af opgaven i et nyt ministerium under Jeppe Bruus vil sikre at aftalen overhovedet implementeres?
Etablering af et helt nyt ministerium
Den første udfordring er at Jeppe Bruus er satr i spidsen for et ministerium, der ikke – endnu – eksisterer. Enhver med det mindste kendskab til opbygningen af nye administrative strukturer ved, at det tager tid før et nyt ministerium overhovedet vil være funktionsdueligt.
Afgift på biologiske processer
Selve opkrævningen af CO2-afgiften på 300 kr. pr. tons CO2 i 20230 stigende til 750 kr. i 2035 vil stille store krav. Intet sted i verden har man erfaringer med klimaafgifter på landbrugs biologiske processer, og det skal blive spændende at se hvordan det udskældte Skatteministerium i Danmark vil løse den opgave.
Tilbageførsel af provenuet
Provenuet fra CO2-afgiften skal tilbageføres til landbrugserhvervet i form af en støttepulje til støtte for omstillingsprojekter i landbruget. Der skal også etableres en gigantisk støtteordning for biokul fra pyrolyse. Gad vide hvilken del af det statslige bureaukrati, der får disse opgaver?
Tilskud til slagterier
Slagterierne skal støttes med en lettelse af gebyrerne på slagtesvin på 45 mill.kr. om året, ligesom der etableres en opkvalificeringspulje på 100 mill.kr. i 2027-30. Hvem skal administrere?
Arealfond
Den skatteborgerfinansierede arealfond på 40 mia. kr. skal bringes i anvendelse i forbindelse med rejsning af 250.000 ha skov og udtagelse af 140.000 ha lavbundsområder, der skal omdannes til vådområder. Arealfondstanken fremkalder urovækkende mindelser om de dårlige erfaringer med en tidligere landbrugsaftales ”fonde til nedbringelse af landbruget overforfaldne grovvaregæld”. Enhver med det mindste kendskab til jordfordeling, ekspropriation og de andre værktøjer, der skal bringes i spil, for at målsætningen om 250.000 ha skov og 140.000 ha lavbundsområder realiseres, venter ikke at det vil ske i den nuværende konges regeringstid.
Landbrugsstyrelsen, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen
I betragtning af Landbrugsstyrelsens, Naturstyrelsens og Miljøstyrelsens kendte og lidet prangende præstationer må det derfor stærkt betvivles, at opgaven kan løftes indenfor den aftalte tidshorisont. Om flytningen af medarbejdere fra de 3 styrelser til et nyt ministerium vil effektivisere implementeringen, er derfor et åbent spørgsmål.
Texas Manufacturing Outlook Survey, der blev offentliggjort af Federal Reserve Bank of Texas den 26. august 2024, viser at salget af pølser er stigende. Ifølge kødproducenten en tendens, der ofte viser sig, når de generelle økonomiske udsigter er dårlige.
Hvorfor? Pølser er en billigere substitut for dyrere former for proteiner som oksekød og T-bonesteaks, som folk kan købe for at strække deres budgetter.
Pølseobservationen stemmer overens med traditionelle detailhandelsrapporter, der melder om, at forbrugerne i stigende grad er på jagt efter gode tilbud i de økonomisk trange tider.
Selvom det kan virke usædvanligt for en amerikansk bank i centralbanksystemet at tage hensyn til sådanne tendenser i deres konjunkturanalyser, er det ikke det eneste eksempel på tvivlsomme konjunkturindikatorer.
De hysteriske kællinger på Børsen
Daværende finansminister Mogens Lykketoft betegnede engang aktørerne på de finansielle børser som hysteriske kællinger, der overreagerede. Kendsgerningen er at den fremtidige økonomiske udvikling ikke altid kan aflæses i de hårde makroøkonomiske tal for BNP, beskæftigelse, inflation, obligationsrente og betalingsbalance m.v.
Disse tal foreligger ofte med betydelig forsinkelse, og derfor ledes der med lys og lygte efter andre indikatorer. I Danmark har man således betragtet lastbiltrafikken over Storebælt som en god indikator for aktiviteten og væksten i økonomien. Trafiktallene har dog ikke altid vist sig at være en pålidelig indikator for kommende nedgangstider.
Blandt de mere utraditionelle konjunkturindikatorer er Big Mac-indexet velkendt, og det såkaldte læbestiftindeks (der forbinder et stigende kosmetiksalg med trange tider – tilskrives Leonard Lauder, en af milliardærarvingerne til Estée Lauders kosmetikimperium) er heller ikke ubekendt.
Derudover har tvivlsomme økonomer anbefalet at holde øje med:
Der er ikke udsigt til, at verdens energiforbrug begynder at falde frem mod 2050. På det tidspunkt vil klodens befolkning stige til næsten 10 milliarder, og de vil også gerne have adgang til billig energi, lyder det fra det amerikanske energiselskab Exxon Mobile.
I Exxons globale outlook, der blev offentliggjort den 26. august i Houston, Texas, vurderes det, at verdens efterspørgsel efter råolie i 2030 vil stabilisere sig på godt 100 mio. tønder om dagen, og at det niveau ikke vil ændre sig væsentlig frem mod 2050. Prognosen ligger 25 pct. højere end forudsigelserne fra Exxons største europæiske rival, BP.
Exxon er den største amerikanske spiller, der i år pumper 4,3 millioner tønder olie og gas om dagen – 30 pct.pct. mere end konkurrenten Chevron.
ExxonMobile forudser også, at der på trods af et generelt fald i energiforbruget på 10 procent i de industrialiserede lande, vil ske en stigning på 15 procent i det globale energiforbrug fra 2023 til 2050.
Den stærkere efterspørgsel understøtter Exxons egne produktionsvækstplaner – de mest ambitiøse blandt vestlige olieselskaber, men tegner også et dystert syn på mulighederne for markante globale kulstofemissionsreduktioner.
Exxon anslår, at elektriske køretøjer ikke vil ændre den langsigtede globale olieefterspørgsel væsentligt, da verdens befolkning forventes at stige fra 8 milliarder i dag til næsten 10 milliarder i 2050, hvilket øger efterspørgslen efter energi.
Hvis hver ny bil, der sælges i verden i 2035, var elektrisk, ville efterspørgslen ifølge Exxon efter råolie stadig være 85 millioner tønder pr. dag, det samme som i 2010.
Exxon-estimaterne er mere end tre gange så høje som de 24 millioner tønder pr. dag, som ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil gøre det muligt for verden at nå netto-nul-emissioner i 2050.
Exxon forventer, at 67 pct. af det globale energimiks i 2050 vil udgøres af fossile brændsler – olie, naturgas og kul. I 2023 var andelen 68 pct.
Exxon vurderer, at der er behov for flere investeringer i olieindvinding. En stor del af de nuværende investeringer er i ressourcer, der som f.eks. skiferolie, har en kortere produktionslevetid. Uden nye investeringer vil olieproduktionen falde med omkring 15 pct. om året. Dette fald kan ifølge Exxon få oliepriserne til at femdobles.
Danmark åbner ambassader i Tunesien, Senegal og Rwanda, mens ambassaderne i Mali og Burkina Faso lukker.
Foruden en ekstra ambassade tilføres de fire eksisterende ambassader i Sydafrika, Kenya, Egypten og Nigeria ekstra “muskelkraft”, som det hedder i udenrigsministeriets pressemeddelelse.
Også den danske ambassade i Ghana styrkes.
De nye ambassader betyder også lukning af ambassaderne i Sahel-landene Mali og Burkina Faso, der begge inden for de seneste år har oplevet, at de siddende regeringer er blevet væltet af militærkup.
Nedlukningen skyldes ifølge Udenrigsministeriet, at militærkuppene har efterladt “et stærkt begrænset handlerum” for ambassaderne.
Der vil dog også blive tale om en samlet styrket dansk repræsentation i Afrika. I alt vil der frem mod 2026 ifølge udenrigsministeriet være 10 flere udsendte diplomater på det afrikanske kontinent end i dag.
Det er de mest konkrete konsekvenser i Danmarks nye Afrika-strategi, som regeringen lancerede på et pressemøde den 26. august 2024. Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: “Det er vores ambition at være til stede der, hvor det giver mening, hvor vi ser potentiale, og hvor vi har klare danske interesser,” som udenrigsministeren siger ifølge DR.
Handel, afdæmpet migration og sikkerhedspolitisk modvægt til Kina og Rusland
Ifølge regeringen er de danske interesser særligt øget handel, en dæmper på migrationen og ikke mindst et sikkerhedspolitisk ønske om at genvinde det afrikanske kontinents tillid ved at tilbyde et bedre alternativ end Kina og Rusland.
Et af de centrale aspekter i strategien er, at der skal skrues op for Danmarks handel med og investering i afrikanske lande.
“Vi vil gøre det nemmere for danske virksomheder at investere i Afrika. Vi vil øge udvekslingen mellem afrikanske og danske unge,” står der i strategien.
Det sker blandt andet ved, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) styrkes.
Vedrørende migrationen, begrunder udenrigsministeriet blandt andet placeringen af en ambassade i Tunesien med, at landet er det “primære afrejseland for irregulære migranter mod EU på den centrale middelhavsrute”.
Og mens Senegal er et af de lande, der kommer flest migranter fra til de europæiske grænser, lyder argumentationen her, at “Senegal er et toneangivende land i Vestafrika med en lang demokratisk tradition i en geografisk kontekst præget af militærkup”.
Den nye ambassade i det lille østafrikanske land Rwanda er en opgradering af det eksisterende projektkontor i hovedstaden Kigali.
Desuden skal den danske indsats for at styrke videregående uddannelser og erhvervsuddannelser i Afrika opprioriteres, selvom der ikke indgår konkrete tiltag for, hvordan det skal føres ud i livet.
Er der folkelig opbakning – eller burde bistandspolitikken afskaffes?
I det daglige er bistandspolitikken overladt tilminister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen. Jørgensen og hans PR-medarbejdere er særdeles synlige på stort set alle medieplatforme. Dan Jørgensen udgiver endog et nyhedsbrev, der gør det muligt for eventuelle interesserede at følge med i, hvordan ministeren arbejder med at drive Danmarks dagsordener på hans områder frem på den internationale scene.
Kun seks ud af 10 danskere mener udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel
Spørgsmålet er om regeringens nye Afrika-strategi vil ændre befolkningens skepsis overfor bistandspolitikken.
Realiteten er, at på trods af Dan Jørgensens indsats, mener næsten halvdelen af danskerne, at størstedelen af udviklingsmidlerne ender i de forkerte lommer. Og kun seks ud af ti danskere mener, at udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel.
Det står klart i den årlige rapport fra Udenrigsministeriet, “Danskernes kendskab og holdninger til udviklingssamarbejdet og FN’s verdensmål”. Rapporten udkom tirsdag den 30. januar 2024, men minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, har ikke fundet anledning til en særlig indsats for at eksponere undersøgelsens resultater.
Undersøgelsen har været gennemført siden 2012, men fra og med 2018 er den gået fra at spørge til danskernes holdning og kendskab til ”udviklingsbistand” til i stedet at spørge til
”udviklingssamarbejde”.
Spørgeskemaet om udviklingssamarbejde er besvaret af 2.039 repræsentativt udvalgte
danskere. Besvarelserne er indsamlet i perioden 9. – 22. august 2023.
Blandt rapportens hovedkonklusioner er, at der har været et mindre fald i danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet. 58 procent af danskerne er tilhængere sammenlignet med mellem 61 og 63 procent de seneste tre år, og det er under 16 procent af danskerne, der mener, at vi giver for lidt i udviklingsbistand.
Er udviklingssamarbejdet nytteløst?
Hver fjerde dansker mener, at “problemerne i udviklingslandene er så store, at udviklingssamarbejdet er nyttesløst”.
I rapporten er danskerne også blevet spurgt, om hvad de tror “Danmarks indsats i verdens udviklingslande går ud på”.
Til det pegede de fleste på nødhjælp, rent vand og sundhed samt hjælp til flygtninge i deres nærområder.
Realiteten er, at i de seneste år er den største post på den danske udviklingsbistand modtagelse af flygtninge i Danmark forårsaget af krigen i Ukraine.
Hvad er der blevet af fattigdomsbekæmpelsen?
Når det kommer til udviklingsbistandens oprindelige formål, nemlig at bekæmpe fattigdommen, er vi nede på et snævert flertal på 52 procent, der mener at udviklingssamarbejdet hjælper med netop det.
Det har ikke undgået offentlighedens opmærksomhed, at udviklingsbistanden de seneste årtier er blevet brugt til at forfølge nye og andre formål, og danske interesser er kommet til at fylde mere og mere:
Regeringen fokuserer på Afrika og det globale syd, men af de godt 9 milliarder kr., regeringen regner med at sende til Afrika, kanaliseres kun godt 1 milliard kr. via de bilaterale landeprogrammer, der tidligere var grundpillen i det danske udviklingssamarbejde.
Regeringen fordømmer forslag om bistandssløjfning.
Dansk Folkeparti præsenterede mandag den 25. marts 2024 deres nye 2030-plan med blandt andet afskaffelse af udviklingsbistanden, færre djøf’ere og et løft til pensionister og seniorer.
Forslaget vil føre til mere migration og give terrorister friere hænder, sagde Dan Jørgensen ifølge Ritzau. Dansk Folkepartis forslag om at sløjfe udviklingsbistanden i partiets 2030-plan er ifølge Dan Jørgensen “uigennemtænkt og irrationelt”.
Dan Jørgensen mener, at det er i Danmarks interesse at yde bistand til de steder, hvor “al-Shabaab og andre er ude på at rekruttere unge mænd i deres modbydelige sags tjeneste”.
Hvor er klima og miljø?
Mens handel, afdæmpet migration og sikkerhedspolitisk modvægt til Kina og Rusland er de nye prioritetsområder, er det tidligere fokus på klima og miljø gledet i baggrunden.
Regeringen har tidligere bekendtgjort, at man i 2024 vil bruge 6 milliarder kr. til grøn bistand. Med Amazonasskoven som baggrund har regeringen annonceret en markant indsats for skov og natur med bidrag på 1,3 milliarder kr. over de kommende år.
Bidragene til den Grønne Klimafond (GCF) øges til 1,2 milliarder kr. og til genopfyldning af Den Globale Miljøfacilitet (GEF) ydes 800 millioner kr.
Bilaterale landeprogrammer vil indeholde grønne aktiviteter for 1.522 millioner kr., privatsektorinstrumenter 1.674 millioner kr. og multilaterale grønne indsatser vil løbe op i 650 millioner kr.
Fredag den 22. august 2024 vil The Federal Reserve Bank of Kansas City være vært for centralbankchefer, politikere, akademikere og økonomer fra hele verden ved det årlige symposium om økonomisk politik i Jackson Hole, Wyoming.
Den storslåede dal i Jackson Hole ved foden af bjergmassivet Teton Range i den amerikanske delstat Wyoming forbindes i USA med utallige beretninger om begivenheder fra erobringen af det vilde vesten i USA.
2024-symposite, der afholdes for 47. gang, afholdes i år under overskriften “Reassessing the Effectiveness and Transmission of Monetary Policy”.
Federal Reserve og renten
Som altid knytter der sig særlig interesse til indlægget fra Federal Reserves formand. Jerome Powell holder sin store tale fredag.
I den amerikanske centralbankchefs jobbeskrivelse er der 2 afgørende succeskriterier for den pengepolitik, der skal føres i USA: beskæftigelsen skal understøttes og inflationen skal holdes nede på omkring 2 pct.
Det alle venter på, er Powells synspunkter på den monetære politik og især på renteniveauet. Mens centralbankfolk fra hele verden samles omkring udsigten over Teton-bjergkæden i Wyoming på fredag, ventes det, at Federal Reserve-formand Jerome Powell vil fremlægge argumenterne for og imod at begynde at sænke benchmark-renten på centralbankens næste rentepolitiske møde, 17.-18. september.
Han bliver nødt til både at forsikre offentligheden om, at Fed ikke har tøvet for længe med at sænke renten (fra de nuværende 5,25 – 5,5 pct.) og dermed har bidraget for sent til at undgå en større økonomisk nedtur. Samtidig må Powell undgå at skabe så meget jubel over udsigten til pengepolitiske lempelser, at det risikerer at genoplive inflationspresset.
USA’s centralbank, Federal Reserve (The Fed) besluttede under det seneste rentemøde i centralbankens FOMC-udvalg den 31. juli 2024 at holde renten i ro.
Centralbankens ledelse ville fastholde en stram pengepolitik i en situation hvor den økonomiske aktivitet i USA er høj, arbejdsløsheden nede på godt 4 pct. og inflationen fortsat er højere end ønsket.
Centralbankdirektør Jerome Powell gav under pressemødet efter FOMC-mødet klart udtryk for, at centralbanken er opmærksom på de økonomiske udfordringer den fortsat høje inflation og rente skaber for almindelige amerikanske lønmodtagere:
” My colleagues and I are acutely aware that high inflation imposes significant hardship as it erodes purchasing power, especially for those least able to meet the higher costs of essentials like food, housing, and transportation”.
Mens Jerome Powell på pressemødet ikke udelukkede fremtidige rentenedsættelser, noterer de finansielle markeder, at renten i USA fortsætter på det højeste siden 2001.
Tal fra Bureau of Labor Statistics viser, at inflationen i USA senest lød på 3 pct. i juni, hvilket var lidt lavere end ventet af analytikere, og langt lavere, end da den nåede op på 9,1 pct. for nøjagtigt to år forinden, men fortsat over Federal Reserves målsætning på 2 pct.
Næste rentemøde i september
Det næste rentemøde i FOMC-udvalget finder sted den 18. september, hvor den amerikanske præsidentvalgkamp må forventes at være på sit højeste.
En rentenedsættelse på det tidspunkt ville være en gave til Vicepræsident Kamala Harris.
Biden-administrationen har kæmpet indædt for at overbevise de amerikanske vælgere om at økonomien er i toppform, mens Republikanerne og Trump har slået på, at forbrugerpriserne under Biden med omkring 20 pct. er steget langt mere end lønningerne.
Præsidentvalget
Det er vigtigt at Powell og centralbanken holder balancen i betragtning af, hvor følsomme investorerne har været, når de forsøger at forudse tempoet og størrelsen af de kommende nedskæringer.
Da arbejdsmarkedsdataene for juli blev offentliggjort, udløste det alvorlig markedsuro i begyndelsen af august, hvor S&P 500-indekset for amerikanske aktier tabte mere end 6 pct. på tre handelsdage.
I flere dage forudsagde mange investorer, at Fed ville lancere rentenedsættelser i september med en større bevægelse end normalt på 50 basispoint. Futures-handel afspejler stadig en vis chance for, at politikerne gør mere end de sædvanlige 25.
Powell har fejlet før. Han og andre politiske beslutningstagere formåede ikke at handle hurtigt nok til at dæmme op for den stigende inflation under pandemien, som de efterfølgende erkendte. Finansmarkederne forventer, at Fed-embedsmænd nu er fast besluttede på at undgå en lignende fejlbedømmelse af bekæftigelsesudviklingen og inflationspresset.
Powells budskab i år skal være velkalibreret. Rationalet for nedskæringer skal være stærkt nok til at tilfredsstille det politiske pres omkring Fed i dette valgår. Det kan indebære at pege på et aftagende arbejdsmarked og aftagende vækst som begrundelse for en rentesænkning.
Men det er også vigtigt at Jerome Powell ikke sender et for negativt budskab om de økonomiske udsigter. Det vil også kunne forårsage politisk uro om Federal Reserve, der har været kritiseret af såvel Donald Trump som Kamala Harris.
I USA kunne Biden-administrationen torsdag den 15. august 2024 meddele, at de amerikanske-Medicare myndigheder efter et længere forhandlingsforløb med medicinalproducenter har opnået skelsættende rabatter for 10 bredt ordinerede lægemidler til behandling af lidelser som hjertesygdomme, kræft og diabetes.
Inflation Reduction Act, der trådte i kraft for 2 år siden, gav de føderale sundhedsmyndigheder mulighed for at forhandle priser direkte med medicinalvirksomhederne.
Den nye prissætning træder i kraft i 2026, hvor omkostningerne til nogle lægemidler reduceres med hele 79 pct. i forhold til 2023-priserne, dog uden at tage hensyn til eksisterende rabatordninger.
For eksempel kan en 30-dages forsyning af gigtmedicinen Enbrel fremover koste $2,355 i stedet for $7,106.
Blodfortynderen Eliquis, produceret af Bristol Myers Squibb og Pfizer, nedsættes til $231 fra $521. En række NOVO-produkter bliver ligeledes nedsat.
Embedsmænd sagde, at hvis de nye priser havde været i kraft sidste år, ville det have medført besparelser på 6 milliarder dollars. Patienternes egenbetaling ville have været 1,5 milliarder dollars lavere.
Pharmaindustrien er ikke udelt begejstret. Mens Joe Biden og Kamala Harris betegner aftalen som en sejrfor at udråbe det som en sejr, hævder Novartis og Johnson & Johnson, at forhandlede prisnedsættelser på sigt vil skade patienternes adgang til medicin.
Industriens lobbygruppe – Pharmaceutical Research and Manufacturers of America – advarede om at Medicares pres vil mindske incitamenterne til at udvikle nye lægemidler.
Selvom medicinalproducenterne forventer begrænsede økonomiske konsekvenser af de nye lægemiddelpriser, siger eksperter, at industrien sandsynligvis er mere bekymret for kommende forhandlinger, der kan omfatte langt flere lægemidler.
I februar 2025 planlægger Medicare at annoncere yderligere 15 lægemidler, som de ønsker nedsat. Det upartiske Congressional Budget Office forventer, at prisindrømmelser fra pharmaindustrien vil betyde besparelser på 100 milliarder dollars i 2031.
Det blodfortyndende medikament Eliquis, der produceres af Bristol Myers Squibb og Pfizer, er vidt udbredt i Danmark, hvor det anvendes til:
I Danmark koster Eliquis på recept 10 – 12 kr. pr. 2,5 mg tablet og den anbefalede dagsdosis af Eliquis til forebyggelse af recidiverende DVT løber op i over 40 kr.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 