Hvis du som loyal og pligtopfyldende medarbejder bliver inviteret med på jagt eller får tilbudt gratis medlemskab af en golfklub, er du som udgangspunkt skattepligtig på grundlag af markedsværdien af jagtretten/golfmedlemsskabet.

Jagt og golf

Skattestyrelsens udgangspunkt er, at jagt, medlemskab til golfklub mv. er en privat interesse (og dermed en privat udgift).

Hvis du ikke er i den begrænsede jagt- og golfkategori af værdsatte medarbejdere, kan du alligevel ikke vide dig sikker på, at Skattestyrelsen ikke kommer efter dig.

Vaccinationer

Med det øgede fokus på sundhed og forebyggelse vælger flere virksomheder nu at tilbyde deres ansatte vaccination mod influenza og COVID-19 som en del af personaleplejen. Men glæd dig ikke for tidligt – som udgangspunktet skal man som medarbejder betale skat af arbejdsgiverbetalte sundhedsydelser.

Vaccinationer kan dog være omfattet af den såkaldte personaleplejefritagelsesregel og vaccinationer mod fx influenza og COVID-19 kan være skattefrie, hvis de tilbydes alle ansatte på arbejdspladsen som led i den almindelige personalepleje og har en mindre økonomisk værdi. Det er dog et krav, at vaccinationen sker fysisk på arbejdspladsen, ellers kan det medføre beskatning.

Særlige regler for nøglemedarbejdere

Fat mod – hvis du er en såkaldt nøglemedarbejder – som vanskeligt kan undvære under spidsbelastningsperioder – kan vaccinationen være skattefri selvom den ikke foregår på arbejdspladsen.

Det samme kan gælde for COVID-19-vaccinationer, men skattemyndighederne har endnu ikke officielt tilkendegivet om det er tilfældet.

Julegaver

Julen 2024 nærmer sig og mange kan med glæde se frem til en julegave fra deres arbejdsgiver.

Et julegratiale eller julegave kan dog føre til en ubehagelig ekstraregning fra Skattestyrelsen. Gaver fra arbejdsgiver er som hovedregel skattepligtige. Der gælder dog en bagatelgrænse, som betyder, at man som medarbejder må modtage ikke-kontante goder og gaver for en samlet værdi af op til 1.300 kr. (i 2024), uden at man skal beskattes.

Overskrides bagatelgrænsen, skal man normalt betale skat af værdien af alle private goder og gaver, som er modtaget i 2024 – altså ikke kun af den del af værdien, der overstiger 1.300 kr.

Hvis din arbejdsgiver vælger at give dig et gavekort skalk du være på vagt. Gavekort skal som udgangspunktet behandles som løn. Som medarbejder skal man derfor betale skat af det fulde beløb som personlig indkomst med op til ca. 56 pct.

I praksis accepteres det dog, at gavekort kan anses for at falde under gavereglerne. I så fald, skal værdien af gavekortet være på højest 1.300 kr. i 2024. Det er en betingelse, at gavekortet ikke kan veksles til kontanter. Det er i praksis ligeledes accepteret, at det samme gælder de såkaldte “julegave-portaler,” hvor man som medarbejder fx kan vælge sin julegave ud fra op til 25 forskellige valgmuligheder.

Fra den 11. til den 22. november afholdes klimatopmødet COP 29. Af alle steder afvikles topmødet i en olieby – Baku – ved det Kaspiske Hav i Azerbaijan. Her vil verdenslederne, herunder den danske regeringstop, så forsøge at redde klodens klima.

Vil COP29 leve op til forventningerne?

Topmødet afholdes på et tidspunkt, hvor verden er udsat efter en syndflod af miljøkriser. Ifølge Den Internationale Sammenslutning af Røde Kors og Røde Halvmåne har verden stået over for så mange oversvømmelser og jordskred i år, at det forårsagede nødhjælpssektorens første udbetaling af multikatastrofeforsikring.

Samtidig har en ny rapport dokumenteret. at de globale temperaturer har overskredet det benchmark på 1,5 grader Celsius, der ifølge Paris-aftalen er nødvendigt for at bekæmpe klimaændringer.

Offentligheden er også blevet bekendt med en optagelse af COP29-chefen Elnur Soltanov, der lover at facilitere aftaler om fossile brændstoffer under mødet i Baku i næste uge.

Eksponeringen af Baku-værtskabet har fået klimaaktivister til at blive bekymret for topmødets effektivitet. Lignende skandaler har plaget tidligere klimakonferencer, såsom da De Forenede Arabiske Emirater brugte sine værtsopgaver på sidste års topmøde i Dubai til at fremme aftaler for dets nationale olie- og gasselskaber.

De sanktioner USA og G7-landene (Canada, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Japan og Italien) har indført mod Rusland efter invasionen i Ukraine, omfatter bl.a. energiområdet. Vanskelighederne med at afsætte russisk råolie på verdensmarkedet har betydet, at Rusland må tilbyde købere som Indien og Kina store rabatter.

Indien lukrerer på Ruslands krig i Ukraine

Indien har øget sine køb af russisk råolie mere end 20 gange sammenlignet med førkrigsniveauet. På nuværende tidspunkt ligger importen på knap 2 millioner tønder om dagen.

Ifølge en undersøgelse fra kreditvurderingsbureauet ICRA, offentliggjort i april, sparede Indien 13 milliarder dollars ved at importere billigere råolie fra Rusland i løbet af de foregående 23 måneder.

Øget olieefterforskning i Indien

Samtidig har Indien fået travlt med at få deres egne olieressourcer i spil, før den globale klimapolitik vil underminere markedet for fossile kulstofbrændsler.

Den indiske energiminister Hardeep Singh Puri opfordrer de store olieselskaber til at udforske indiske reservoirer, før klimapolitikken måske sætter en stopper for fortsat efterforskning efter fossile reserver.

Indien har tidligere været afvisende overfor udenlandske selskabers operationer på indisk territorium, men nu er det tydeligt Narendra Modis regerings hensigt at indhente det efterslæb, Indien har i offshore olieefterforskning og -produktion.

Derfor har Indien travlt med at øge olieproduktionen før energiomstillingen vil forhindre udvinding. Indien vil radikalt reformere reglerne og inviterer nu udenlandske olieselskaber til at udforske både onshore og offshore, mens det kæmper for at udvinde så meget olie som muligt, mens der stadig er et marked for råolie. Indiens olie- og gasminister Hardeep Singh Puri er den, der overfor selskaberne har agiteret for mulighederne i Indien.

Ministeren har sagt, at Indien havde “flere” oliefelter på størrelse med ExxonMobils fund på 11 milliarder tønder i Guyana.

Forskellige vurderinger af potentialet

Estimater af Indiens potentielle olierigdom varierer enormt. S&P Global Commodity Insights mener, at der kan være så meget som 22 mia. tønder olie i uudforskede reservoirer. Rystad, et energikonsulentfirma, anslår tallet til lige under 8 mia. I mellemtiden er analytikere ved Det Internationale Energiagentur pessimistiske med hensyn til chancerne for en betydelig stigning i landets produktion på 700.000 tønder om dagen. “Årsagen til fraværet af internationale virksomheder kan udover bureaukratiske hindringer også skyldes at der ikke siden år 2000 er gjort større fund i Indien”, skrev de i deres årlige udsigter for det indiske oliemarked.

I løbet af de sidste 23 år er der fundet 2 mia. tønder olie i Indien, sammenlignet med 10 mia. tønder i hver af Angola, Norge og Guyana og 40 mia. i Brasilien. “Store aktører kan meget vel vente på sidelinjen på et fund i verdensklasse, før de etablerer sig i landet,” tilføjede de.

Fordelagtige vilkår for olieselskaberne

Minister Singh Puri, der i juli lovede mere end 100 milliarder dollars i investeringsmuligheder i sektoren inden 2030, forsøger med forsøgene på at sætte fart i efterforskningen, at reducere Indiens afhængighed af importeret olie. Kun 10 procent af Indiens potentielt olieproducerende reservoirer er udforsket, mens landet importerer 85 til 88 procent af sin olie og bruger 150 milliarder dollars om året på udenlandske energiressourcer, sagde Puri.

For at initiere mere olieudvinding sagde ministeren, at han er indstillet på radikalt at ændre de juridiske rammer. Den foreslåede lovgivning reformerer reguleringen af oliefeltudvikling for at beskytte virksomheder mod pludselige uventede skatter og giver dem ret til at mægle eventuelle tvister uden for Indien, blandt andre ændringer.

Singh Puri har oplyst, at Indien også havde åbnet mere end en million kvadratkilometer, der tidligere var “no-go-områder” på grund af militære eller andre restriktioner, og havde lagt “alle de data, som folk har brug for” på et drev på University of Texas i Houston.

BP, Reliance og Vedanta var blandt de virksomheder, der afgav bud i år i Indiens niende licensrunde på ni onshore-blokke, otte lavvandsblokke og 11 ultra-dybvandsblokke. Puri sagde, at 38 procent af buddene var for områder, der tidligere var begrænsede.

Udenlandske olieselskaber håber, at Indiens status som en af verdens hurtigst voksende store økonomier vil understøtte den fremtidige efterspørgsel efter råolie. “Indien vokser og ser meget, meget sundt ud,” sagde Darren Woods, administrerende direktør for ExxonMobil, ved virksomhedens sidste regnskabsafslutning.

Den indiske energiminister Singh Puri agiterer for sin sag: “Indien er der, hvor den virkelige vækst vil komme, så det har en underliggende fordel,” sagde Puri. Han lovede, at en 10. auktionsrunde for licenser hurtigt ville følge, når parlamentet har vedtaget hans lovgivning.

Under sin første præsidentperiode luftede Donald Trump idéen om helt at melde USA ud af FN.

Selvom det måske ikke sker, er det et signal om behovet for, at det internationale samfund genbesøger måden, man støtter og arbejder med menneskerettigheder, demokrati og det regelbaserede verdenssamfund.

Reproduktive rettigheder og palæstinensere

FN kan meget vel se frem til at mærke magtskiftet i USA. Allerede i sin første præsidentperiode skar Trump-administrationen blandt andet i tilskuddene til de fredsbevarende missioner og Verdenssundhedsorganisation, WHO, som spillede en stor rolle under corona-pandemien.Og ikke mindst fjernede han støtten til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA.

En af Biden-Harris-administrationens mærkesager var genindførelsen af en føderal forpligtelse til at beskytte reproduktive rettigheder, herunder adgang til prævention og sikker og lovlig abort, og sikringen af kvinders ret til at træffe deres egne beslutninger om deres egen krop.

Donald Trump og det republikanske parti har stedse stået for at beskyttelsen af kvinders reproduktive rettigheder og herunder vilkårene for abort var et delstatsanliggende.

En ny Trump-regering må forventes at forholde sig kritisk til ethvert bidrag til nationale og internationale organisationer, der beskæftiger sig med abort og familieplanlægning og i den forbindelse genindføre den såkaldte Global Gag Rule.

Og det bliver Trump langt fra den første republikanske præsident, der gør. Faktisk har samtlige republikanske præsidenter siden 1984 genindført den såkaldte Global Gag Rule, som blev indført af Ronald Reagan. Demokratiske præsidenter – senest Biden – har i deres tur afskaffet Global Gag Rule

Den går i korte træk ud på, at organisationer og andre, som får penge af amerikanske myndigheder til at drive udviklingsarbejde, skal skrive under på, at de hverken gennemfører aborter, oplyser om abort som en mulighed eller kæmper for at reformere et lands abortlovgivning.

Skriver de ikke under, mister de al amerikansk økonomisk støtte, og det gælder også, hvis abortaktiviteterne sker for deres egne penge.

I Palæstina er UNRWA ikke løsningen, men en del af problemet!

UNRWAs (The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees) har længe været kritiseret for organisationens ensidige stillingtagen til fordel for palæstinenserne. Her har kritikken bl.a. gået på, at UNRWA’s skoler har anvendt lærebogsmaterialer mm, der er gennemsyret af had til Israel og glorificering af flygtningelejrenes mujahedins, der som martyrer giver sig selv i kampen mod Israel.

USA forlod UNRWA i 2018

USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at ”UNRWA var et redskab, der bliver brugt til at fastholde flygtningeproblemet i stedet for at løse det. UNWRA var dermed i højere grad en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.

UNRWA blev skabt af FN i 1949 med det formål at forhindre sult og nød blandt ”displaced persons” efter Israels oprettelse og den følgende krig.

Oprindeligt var målgruppen cirka 700.000 palæstinensere, som blev drevet på flugt. I dag er seks millioner omfattet af UNRWA’s hjælpeprogrammer

UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

I dag hjælper UNRWA de godt 6 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på mere end 1 mia. dollars – 7.500 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

Terrorangrebet den 7. oktober 2023

Det stod hurtigt klart, at UNRWA’s medarbejdere helt bogstaveligt deltog i Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023. Oplysningerne stammer fra UNWRA selv, hvor man i første omfang har fyret 14 medarbejdere, der havde stillet sig til rådighed med hjælp til terrorangrebet.

Under alle omstændigheder er UNRWA dybt kompromitteret.

UNRWA’s mandat og beføjelser bliver fornyet hvert tredje år af Generalforsamlingen – FN fastholder dermed de seks millioner palæstinensere i evig konflikt med Israel. USA og EU betaler tilsammen over 75 pct. af UNRWA’s budget, som for 2024-25 er på 15,3 milliarder kroner, altså 7,5 milliarder årligt.

Foruden EU betaler en række EU-lande også direkte med Tyskland som den største donor.

Da det efter 7.oktober stod klart, at UNWRA-ansatte var blandt terroristerne, stoppede USA, Storbritannien, Finland, Australien, Tyskland, Italien, Holland, Schweiz og Canada deres pengestrøm, men alle landene har stille og roligt genoptaget støtten.

Danmark stoppede ikke støtten, men ”afventede en redegørelse”. Danmark udbetalte 105 millioner i marts 2024.

Israels kritiske holdning

Umiddelbart efter den 7. oktober 2023 krævede Israel organisationens leder Philippe Lazzarini fyret., og siden har Israel simpelthen forbudt UNRWA at operere i Israel.

Som forventet hagler alverdens fordømmelser ned over landet. Bidens USA er ”dybt bekymret”- Canada, Australien, Frankrig, Tyskland, Japan, Sydkorea og Storbritannien udsender en fælles erklæring, hvor de udtrykker deres “alvorlige bekymring” over lukningen, især ”i lyset af den alvorlige humanitære situation i Gaza på grund af krigen”.

Udenrigsminister Lars Løkke både ”fordømmer” og er ”stærkt bekymret”.

Imens tegner DR et billede af UNRWA i den danske offentlighed som en nødhjælpsorganisation, der holder de stakkels mennesker i Gaza i live – på trods af Israels nådesløse fremfærd!

Men hvad er UNRWA reelt, og hvad er de tungtvejende argumenter for at få Knesset til med et overvældende flertal på 92 mod 10 at godkende en lov, der udsætter Israel for kritik og måske endda sanktioner fra FN.

Formanden for den israelske udenrigs- og forsvarskomite, Yuli Edelstein sagde ved lovens vedtagelse:

“UNRWA er for længst ophørt med at være et humanitært hjælpeagentur, men udover at UNWRA er blevet integreret i forherligelsen af terror og had, er det et agentur, der eviggør fattigdom og lidelse. Begrundelsen er enkel – for at retfærdiggøre sin fortsatte eksistensberettigelse skabte UNRWA efterspørgsel efter det produkt, organisationen leverer”.

Det er i Israel en længst etableret og veldokumenteret kendsgerning, at UNRWA er dybt sammenvævet med Hamas, og at UNRWA er på den palæstinensiske side trods deres UN-status.

Mere end en halv million palæstinensiske børn undervises i UNRWA skoler af lærere, også uddannet af UNRWA. Over halvdelen af det årlige budget går til skoler og uddannelse, og to tredjedele af de mere end 30.000 UNRWA-ansatte arbejder med undervisning.

Pensum og lærebøger er de samme, som i det land, hvor skolerne drives. På Vestbredden er det Det palæstinensiske selvstyre og i Gaza er det Hamas, som bestemmer indholdet.

Både amerikanske og europæiske politikere har kritiseret UNRWA’s materialer for at være ensidige, biased og til dels antisemitiske.

UNWatch dokumenterer meget udførligt og med navns nævnelse i hundredevis af lærere i UNRWA, der skriver dybt antisemitisk og antiisraelsk materiale: Anprisning af terrorister, opfordringer til martyrdød, dæmonisering af Israel, benægtelse af landets ret til at eksistere osv.

UNRWA har benægtet alle anklager, men har dog været tvunget til at undersøge deres ansættelsespolitik for at udelukke, at Hamas infiltrerede organisationen. Undersøgelsen frikendte UNRWA for enhver fejl.

Efter 7. oktober og Israels invasion i Gaza-striben har hele verden set det enorme tunnelsystem, der har undermineret store dele af Gaza og i bogstavelig forstand også UNRWA’s skoler og hospitaler.

Når Israel med uhørt enighed i Knesset og i befolkningen vælger at smide UNRWA på porten er det måske første fremmest bevidstheden om, at UNRWA er en meget væsentlig del af problemet, hvis ikke det helt centrale: Så længe UNRWA findes, vokser det palæstinensiske flygtningeproblem.

UNRWA

UNRWA’s øverste chef, generalkommissær Philippe Lazzarini, efterfulgte

• Pierre Krähenbühl (Schweiz), der måtte gå af i november 2019 efter beskyldninger om korruption og dårlig ledelse.
• Filippo Grandi (Italien) – var Commissioner-General from 2010 to 2014.
• Karen Koning AbuZayd (U.S.) – Commissioner-General from 2005 to 2010, og
• Peter Hansen (Danmark) – var Commissioner-General from 1996 to 2005. Efter pres fra Israel og USA fik han ikke forlænget sin ansættelse i 2005.

Peter Hansen

Danmark har i forvejen smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

Peter Hansen har i et interview i dagbladet Information den 2. februar 2024 berettet om tiden i UNRWA

Donald Trump har under præsidentvalgkampen ikke lagt skjul på sin skepsis overfor vedvarende energi og hele den grønne omstilling. I september sagde han: “My plan will terminate the Green New Deal, which I call the Green New Scam “. Samtidig har han tilkendegivet, at han var indstilllet på at tilbageholde uforbrugte midler under Inflation Reduction Act, IRA, som inkluderer generøse subsidier til vedvarende energi og elbiler.

Inflation Reduction Act

Amerikanske virksomheder har siden den 1. januar 2023 fået en enorm håndsrækning fra IRA-loven, der har stillet mere end 368 milliarder dollars i tilskud til rådighed for amerikanske virksomheder og projekter i USA. IRA betød en enorm udfordring for europæiske konkurrenter, og i EU har det endnu ikke været muligt, at opstille et program, der kan matche IRA.

Under valgkampen i USA har Trump opfordret olieindustrien til at “drill, baby, drill” og at bidrage til at amerikanernes energiregning blev mindst halveret.

Olieindustrien håber, at han vil gøre det lette at få tilladelse til at bygge rørledninger og anden infrastruktur og tilladelse til anlæg af nye naturgaseksportterminaler. Industrien forventer også, at det vil blive lettere at opnå tilladelser til at bore efter olie og gas under føderale områder.

Nogle i olieindustrien, især dem, der kun borer, forarbejder og transporterer olie og gas, ville græde tørre tårer, hvis IRA blev skrottet, men republikanske politikere i områder, der har tiltrukket nye investeringer, har opfordret til at ændre i stedet for at afvikle loven.

Selv nogle store olieselskaber har udtrykt støtte til nogle dele af IRA-loven. Virksomheder som Exxon har sagt, at deres planer om at investere i ting som brintproduktion vil afhænge af, hvordan den føderale regering beslutter, hvilke slags brint der er berettiget til skatteincitamenter.

Exxon forudser langsommere grøn omstilling og uændret olieefterspørgsel i 2050

Det amerikanske energiselskab Exxon Mobile vurderer, at der ikke er udsigt til, at verdens energiforbrug begynder at falde frem mod 2050. På det tidspunkt vil klodens befolkning stige til næsten 10 milliarder, og de vil også gerne have adgang til billig energi, lyder det.

I Exxons globale outlook, der blev offentliggjort den 26. august i Houston, Texas, vurderes det, at verdens efterspørgsel efter råolie i 2030 vil stabilisere sig på godt 100 mio. tønder om dagen, og at det niveau ikke vil ændre sig væsentlig frem mod 2050. Prognosen ligger 25 pct. højere end de hidtidige forudsigelser fra Exxons største europæiske rival, BP.

Exxon er den største amerikanske spiller, der i år pumper 4,3 millioner tønder olie og gas om dagen – 30 pct. mere end konkurrenten Chevron.

ExxonMobile forudser også, at der på trods af et generelt fald i energiforbruget på 10 procent i de industrialiserede lande, vil ske en stigning på 15 procent i det globale energiforbrug fra 2023 til 2050.

Fortsat behov for investeringer i olie- og gasindustrien

Den stærkere efterspørgsel understøtter Exxons egne produktionsvækstplaner – de mest ambitiøse blandt vestlige olieselskaber, men tegner også et skeptisk syn på mulighederne for markante reduktioner i de globale CO2-emissioner.

Exxon anslår, at elektriske køretøjer ikke vil ændre den langsigtede globale olieefterspørgsel væsentligt, da verdens befolkning forventes at stige fra 8 milliarder i dag til næsten 10 milliarder i 2050, hvilket øger efterspørgslen efter energi.

Hvis hver ny bil, der sælges i verden i 2035, var elektrisk, ville efterspørgslen ifølge Exxon efter råolie stadig være 85 millioner tønder pr. dag – det samme som i 2010!

Exxon-estimaterne er mere end tre gange så høje som de 24 millioner tønder pr. dag, som ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil gøre det muligt for verden at nå netto-nul-emissioner i 2050.

Exxon forventer, at 67 pct. af det globale energimiks i 2050 vil udgøres af fossile brændsler – olie, naturgas og kul. I 2023 var andelen 68 pct.

Exxon vurderer, at der er behov for flere investeringer i olieindvinding

Traditionelle olie- og gasanlæg nedslides som vi har set med det danske Thyrafelt. Hertil kommer, at en stor del af de nuværende investeringer er i ressourcer, der som f.eks. skiferolie, har en kortere produktionslevetid. Uden nye investeringer vil olieproduktionen falde med omkring 15 pct. om året. Dette fald kan ifølge Exxon få oliepriserne til at femdobles.

Under Folketingets afslutningsdebat i 2023 blev 40-året for udlændingeloven fra 1983 markeret. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti krævede en undskyldning til danskerne for 40 års forfejlet udlændingepolitik: “København: Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Frederikssund: Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte. Køge: Seks unge fængslet for vold, røveri og hærværk…”.

Sådan lød det under afslutningsdebatten, hvor Messerschmidt i 10 minutter oplæste den ene overskrift fra aviserne efter den anden. Overskrifter, der fortalte om røverier, voldtægter, overfald, hærværk og ballade begået af indvandrere og deres efterkommere, og som dermed beskrev konsekvenserne af den slappe, danske udlændingepolitik.

Anledningen var 40-året for udlændingeloven fra 1983, som gav retskrav til familiesammenføring for personer, der fik asyl, gav ”de facto” flygtninge ret til asyl, og gav asylansøgere ret til at opholde sig i Danmark, mens deres sag blev behandlet.

Udlændingeområdet er fortsat et omdiskuteret hjørne af dansk politik. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og spørgsmålet om udviklingen vil føre til en de facto udskiftning af den oprindelige danske befolkning med indvandrere og efterkommere i Danmark?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode var Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget i fokus. Anledningen har været barnebrude, og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik – kun Dansk Folkeparti presser stadigvæk på med krav om stramninger.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika – et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt. Samtidig bliver der indført en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav, hvor de som udgangspunkt skal bidrage i et omfang, der svarer til fuld tid.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk enighed om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Revision af udlændingeloven

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag af justitsminister Erik Ninn-Hansen i Poul Schlüters Firkløverregering i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden), man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka, der var indført med Udlændingeloven af 1983. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede efter Folketingsvalget i september 1987. De økonomiske spørgsmål var i højsædet under valgkampen, og spørgsmål var miljøspørgsmål og den relativt høje arbejdsløshed. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet spillede kun en mindre rolle, men på den københavnske vestegn var de socialdemokratiske borgmestre i oprør over indvandringen.

De fik opbakning fra partiformanden Anker Jørgensen, der advarer mod at Danmark “bliver overrendt af de fremmede”. En intern rapport fra et udvalg anført af vestegnsborgmester Vibeke Storm Rasmussen blev lækket og afslørede en stærk strømning i Socialdemokratiet, som ønskede en markant strammere udlændingepolitik.

Samtidig var Fremskridtspartiet gået frem med tre mandater til i alt ni efter at have advaret mod ”libanonisering” og ”bekvemmelighedsflygtninge”, og det venstrepopulistiske og udlændingeskeptiske Fælles Kurs med partileder Preben Møller Hansen kom ind med fire mandater. Socialdemokratiet mistede 2 mandater og Anker Jørgens overlod formandsposten til Svend Auken (i en aftalt magtdeling med Ritt Bjerregaard).

De nye signaler fra især Socialdemokratiet er medvirkende til at justitsminister Erik Ninn Hansen kun 1 uge efter valget på et ministermøde rejste spørgsmålet om mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge. Ninn-Hansen præsenterede en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Ministermødet den 15. september 1987 konkluderede ikke, og denne plan blev aldrig realiseret.

Alligevel gav justitsminister Erik Ninn-Hansen umiddelbart efter ministermødet mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet.

Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

2024: 1 million indvandrere og efterkommere i Danmark!

I 2024 er der i alt knap 1 million indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til omkring 16 pct. af den samlede befolkning. 1. januar 2023 havde 579.457 personer oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.

Den 1. januar i år boede der dog 5.961.249 mennesker i Danmark, en lille million flere end i 1984 – og næsten 1,7 millioner flere end Danmarks Statistik havde forventet i 1984. Det er især indvandringen, der kan forklare, hvordan Danmarks Statistik i 1984 kunne undervurdere befolkningsudviklingen.

Man antog dengang – lige efter vedtagelsen af den meget lempelige udlændingelov fra 1983 – at der ville ske en årlig nettoindvandring på 42 personer år efter år.

I virkeligheden udgjorde indvandrere og efterkommere knap en million mennesker den 1. januar i år. Altså en tilvækst på omtrent 25.000 om året.

Danske nyhedsmedier modtager i væsentligt omfang økonomisk støtte fra det offentlige. Når der ses bort fra de særlige forhold omkring Danmarks Radio, løber støtten årligt op i mindst 1,5 mia. kr.

Momsfritagelse

I henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 18 skal der ikke betales moms ved levering af aviser, herunder aviser leveret elektronisk, der normalt udkommer med mindst ét nummer månedligt. Fritagelsen omfatter også udbringningsgebyr for aviser. Vurderet på basis af det tabte moms-provenu kan værdien af 0-momsen til danske nyhedsmedier anslås til mindst 1,1 mia. kr. om året.

Redaktionel produktionsstøtte

Hvert år yder Kulturministeriet såkaldt ”Redaktionel produktionsstøtte” på knap 392 millioner kr. i tilskud til nyhedsmedier til produktion af redaktionelt indhold.

Redaktionel produktionsstøtte kan søges én gang om året og i 2024 har 94 titler søgt om redaktionel produktionsstøtte. Redaktionel produktionsstøtte består af en hovedordning og en supplementsordning. Dertil ydes der øget tilskud til lokale/regionale nyhedsmedier, der formidler selvstændigt journalistisk bearbejdet stof.

Det er Medienævnet, der vurderer og træffer afgørelse vedrørende ansøgninger om redaktionel produktionsstøtte og fredag den 14. juni blev resultatet offentliggjort.

Berlingske Media og JP/Politikens Hus

Af de 94 ansøgere blev 74 imødekommet. Berlingske Media og JP/Politikens Hus er igen i år de største tilskudsmodtagere. Det belgisk ejede Berlingske Media med i alt 44.482.960,38 kr. og JP/Politikens Hus med 43.972.593,23 kr.

Det bemærkelsesværdige var, at i modsætning til de andre landsdækkende medier havde Berlingske Media søgt redaktionel produktionsstøtte efter den såkaldte supplementsordning. Herved opnåede Berlingske et tilskud på 19.511.208,13 kr. mod hovedordningens tilskud på 12.500.000 kr.

Nye kriterier for supplementsordningen

Den 15. oktober 2024 har Kulturministeriet sendt en ny bekendtgørelse i høring, der ændrer kriteriet for oplag i supplementsordningen, der er en del af den redaktionelle produktionsstøtte til trykte medier. Supplementsordningen har til formål at sikre små, landsdækkende nyhedsmedier, så der fortsat er et bredt udvalg af nyhedsmedier i Danmark.

De nye kriterier for ordningen er en direkte konsekvens af Berlingskes tilskudsmanøvre. For at få del i supplementsordningen skal medierne i dag blandt andet leve op til et krav om et oplag, der er under 40.000 eksemplarer pr. udgivelse. Det skal sikre, at den supplerende støtte går til små, landsdækkende nyhedsmedier. Danskernes mediebrug er i stigende grad blevet digitalt, og flere end tidligere abonnerer på en e-avis i stedet for den trykte avis. Derfor foreslår ministeren efter drøftelser med medieforligskredsen at præcisere bekendtgørelsen, så det samlede oplag skal opgøres som en kombination af trykt oplag og abonnenter på e-avisen.

Berlingske har oplyst, at avisen ikke fremover vil søge supplementsordningen, mens aviser som Information og Kristeligt Dagblad fortsat lever op til kriterierne.

Mandag den 9. september 2024 præsenterede den tidligere italienske premierminister, tidligere ECB-chef Mario Draghi sammen med kommissionsformand Ursula von der Leyen en skelsættende rapport om, hvordan man kan dæmme op for Europas økonomiske relative nedgang i forhold til især USA og Kina.

Rapporten – The future of European competitiveness – på 400 sider er udarbejdet af Mario Draghi med bistand fra 7 embedsmænd fra EU-Kommissionen på opfordring fra kommissionsformand Ursula von der Leyen og har være imødeset med spænding overalt i EU.

Georeturn-princippet

Foranlediget af kritik fra især Frankrig annoncerede Den Europæiske Rumorganisation, ESA (European Space Agency), i sommeren 2024 planer om at justere organisationens geographical return principle. Georeturn-princippet, er blevet kritiseret for at tildele arbejde efter nationalitet snarere end efter konkurrencedygtighed.

I Draghis rapport til Europa-Kommissionen anbefalede den tidligere italienske premierminister simpelthen at afskaffe princippet om “georeturn”:

“The European space sector would benefit from updated governance and investment rules, and greater coordination of public spending in a true Single Market for space. The report recommends progressively removing the ESA’s geographical return principle. The ESA’s procurement rules should reflect the outcome of industrial competition and the choice of the best providers, and resources should be concentrated on projects that demonstrate the potential for significant scientific or technological advancement, regardless of the location of the participating entities.”

Tysk modstand

Forslaget er kontroversielt, og nu har den tyske rumorganisations generaldirektør, Walther Pelzer, ifølge Financial Times taget bladet fra munden i margenen af den internationale astronautiske kongres i Milano, den årlige samling af verdens rumagenturer.

Det ville være et ødelæggende slag mod Europas rumambitioner, hvis anbefalinger om at afskaffe kerneprincippet om georeturn, hvor ESA-medlemsstaterne sikres kontrakter, der står i forhold til deres investeringer i individuelle rumprogrammer.

Overvejelserne i ESA har hidtil gået på, at hovedentreprenører kunne få lov til at vælge deres egne leverandører. Først da vil regeringerne blive bedt om at bidrage med finansiering, der står i et rimeligt forhold til de kontrakter, der tildeles deres industri, i et princip der kaldes “fair return”.

En fuldstændig afskaffelse af georeturn vil føre til færre investeringer i Europas rumindustri, svække ESA og bringe samarbejdet i fare, advarede den tyske rumfartschef.

Konflikt mellem Tyskland og Frankrig

Bag kontroversen om georeturn-princippet ligger modsætninger mellem Tyskland og Frankrig, de to største bidragydere til ESA’s budget. Forholdet har været anstrengt, siden agenturet indførte en konkurrence om udvikling af løfteraketter, der traditionelt er domineret af franske virksomheder.

ESA er ikke et EU-agentur, men en multinational organisation med 22 lande, herunder ikke-EU-medlemsstaterne Norge, Storbritannien og Schweiz.

Bag de tyske advarsler ligger en mere grundlæggende bekymring for, at Draghis rapport kan styrke den glødende franske modstand mod georeturn. Philippe Baptiste, leder af den franske rumfartsorganisation CNES, har offentligt tilkendegivet, at georeturn var en “gift”, der tilføjede unødvendige omkostninger. Franske kritikere af georeturn har givet principperne skylden for mange af fejlene på budgetsprængningen af Ariane 6, som blev ledet af de franske selskaber Airbus og Safran.

Rumfart på EU-budgettet?

Den mulige udelukkelse af georeturn fra nogle ESA-programmer har ifølge iagttagere været et “varmt emne” mellem agenturets medlemslande, og nogle har Frankrig mistænkt for at forsøge at skubbe fremtidig udvikling af løfteraketter ud af ESA’s område og ind i EU’s kontrol og budget.

Det ville betyde, at omkostningerne for Frankrig, som finansierer mere end halvdelen af Ariane-raketprogrammet, ville falde betydeligt, men – med årtiers ekspertise – kan franske virksomheder stadig forventes at lede udviklingen af Europas næste tunge løfteraket.

EU har indledt drøftelser om sin næste budgetrunde med spørgsmålet om, hvorvidt nogle midler til udvikling af løfteraketter skal sættes på dagsordenen.

Mandag den 10. oktober 2024 kl. 11.00 blev det i Stockholm bekendtgjort, hvem der tildeles Nobelprisen i økonomi for 2024.

Bekendtgørelsen i Stockholm om Nobelprisen i økonomi for 2024 (Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2024) lyder:

“The Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2024” tildeles:

Daron Acemoglu
Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, USA

Simon Johnson
Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, USA

James A. Robinson
University of Chicago, IL, USA

Motivation

Prisen tildeles de amerikanske økonomer “for studies of how institutions are formed and affect prosperity”.

I motivationen hedder det, at økonomerne har hjulpet os til at forstå forskelle i velstand mellem nationer. Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson har således demonstreret vigtigheden af samfundsinstitutioner for et lands velstand. Samfund der ikke lever op til kravene til en retsstat og med mangelfulde institutioner, hvor befolkningen udnyttes, skaber ikke vækst eller forandring til det bedre. Prismodtagernes forskning hjælper os med at forstå hvorfor.

Blandt fagøkonomer kommer det ikke som den helt store overraskelse, at tyrkisk-amerikanske Daron Acemoglu, professor ved MIT i USA og forfatter til adskillige bestsellere, herunder “Why Nations Fail: The Origins of Power, Prosperity, and Poverty”, er blandt prismodtagerne.

Acemoglus arbejde med den langsigtede udvikling af institutioner, der letter eller hindrer økonomisk vækst, er bredt anerkendt.

Kvindelige Nobelpris-modtagere

Nobelprisen i økonomi gik sidste år gik til den amerikanske økonom Claudia Goldin, der blev anerkendt “for at have fremmet vores forståelse af kvinders arbejdsmarkedsresultater”.

Goldin var ironisk nok en af ​​meget få kvinder, der har modtaget prisen. Af de 93 prisvindere, der er blevet hædret siden 1969, har kun tre været kvinder – Goldin i 2023, hendes landsmand Elinor Ostrom i 2009 og fransk-amerikanske Esther Duflo i 2019.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Prisen er i 2024 er en guldmedalje, et diplom og 1 million dollars, der deles mellem prismodtagerne.

Nobelpriserne vil blive uddelt ved ceremonier i Stockholm og Oslo den 10. december, årsdagen for videnskabsmanden Alfred Nobels død i 1896.

Europas store olieselskaber er begyndt at nedskalere de mellemfristede reduktionsmål for CO2-emissioner. Selskaberne prioriterer i højere grad at kunne levere afkast til selskabernes aktionærer. Og realiteten er, at disse afkast kommer fra den fossile brændstofforretning, og ikke fra vedvarende energi!

Shell har tidligere i begyndelsen af 2023 reduceret målene for CO2-emissioner og nu følger BP trop.

Stadig målsætning om 0-emissioner i 2050

Begge selskaber bekræfter samtidig deres tilsagn om at blive netto-nulenergivirksomheder inden 2050, men deres mellemfristede emissionsmål for 2030 er nu lavere, end de var før energikrisen og den russiske invasion af Ukraine. I kølvandet på disse begivenheder har olie- og gasindustrien understreget, at overkommelige priser og energiforsyningssikkerhed er mindst lige så vigtige som at hjælpe verden med at reducere kulstofemissioner.

BP har nu skrottet et tidligere mål om at reducere sin olie- og gasproduktion inden 2030. Selskabet fastholder sin kernekulbrinteforretning for at sikre investorernes afkast, kunne Reuter rapportere mandag den 7. oktober 2024.

Ifølge Reuters kilder satser BP på nye investeringer i olie- og gasproduktion og er indstillet på at øge sin produktion i den amerikanske del af den Mexicanske Golf og i Mellemøsten,

BP’s administrerende direktør Murray Auchincloss, har tidligere udtrykt synspunkter om, at selskabet “pragmatisk ville tilpasse sig” til tendenser i energiefterspørgslen. BP sigter stadig efter at være et netto-nul energiselskab i 2050, men dets fokus vil være på et slankere selskab med højere afkast til aktionærerne.

BP har allerede godkendt nye investeringer i olieprojekter. I slutningen af ​​juli traf virksomheden  den endelige investeringsbeslutning om det såkaldte Kaskida-projekt i den amerikanske Mexicanske Golf som en del af dets langsigtede forpligtelse til at levere sikker, overkommelig og pålidelig energi.

Kaskida, som bliver BP’s sjette hub i Den Mexicanske Golf, vil have en ny flydende produktionsplatform med kapacitet til at producere 80.000 tønder råolie om dagen fra seks brønde i første fase. Produktionen forventes at starte i 2029.

Exxon forudser uændret olieefterspørgsel i 2050

De britiske olieselskabers strategijusteringer følger de tendenser, der også har kunnet iagttages i USA.

Det amerikanske energiselskab Exxon Mobile vurderer, at der ikke er udsigt til, at verdens energiforbrug begynder at falde frem mod 2050. På det tidspunkt vil klodens befolkning stige til næsten 10 milliarder, og de vil også gerne have adgang til billig energi, lyder det.

I Exxons globale outlook, der blev offentliggjort den 26. august i Houston, Texas, vurderes det, at verdens efterspørgsel efter råolie i 2030 vil stabilisere sig på godt 100 mio. tønder om dagen, og at det niveau ikke vil ændre sig væsentlig frem mod 2050. Prognosen ligger 25 pct. højere end de hidtidige forudsigelser fra Exxons største europæiske rival, BP.

Exxon er den største amerikanske spiller, der i år pumper 4,3 millioner tønder olie og gas om dagen – 30 pct. mere end konkurrenten Chevron.

ExxonMobile forudser også, at der på trods af et generelt fald i energiforbruget på 10 procent i de industrialiserede lande, vil ske en stigning på 15 procent i det globale energiforbrug fra 2023 til 2050.

Fortsat behov for investeringer i olie- og gasindustrien

Den stærkere efterspørgsel understøtter Exxons egne produktionsvækstplaner – de mest ambitiøse blandt vestlige olieselskaber, men tegner også et dystert syn på mulighederne for markante reduktioner i de globale CO2-emissioner.

Exxon anslår, at elektriske køretøjer ikke vil ændre den langsigtede globale olieefterspørgsel væsentligt, da verdens befolkning forventes at stige fra 8 milliarder i dag til næsten 10 milliarder i 2050, hvilket øger efterspørgslen efter energi.

Hvis hver ny bil, der sælges i verden i 2035, var elektrisk, ville efterspørgslen ifølge Exxon efter råolie stadig være 85 millioner tønder pr. dag – det samme som i 2010!

Exxon-estimaterne er mere end tre gange så høje som de 24 millioner tønder pr. dag, som ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) vil gøre det muligt for verden at nå netto-nul-emissioner i 2050.

Exxon forventer, at 67 pct. af det globale energimiks i 2050 vil udgøres af fossile brændsler – olie, naturgas og kul. I 2023 var andelen 68 pct.

Exxon vurderer, at der er behov for flere investeringer i olieindvinding.

Traditionelle olie- og gasanlæg nedslides som vi har set med det danske Thyrafelt. Hertil kommer, at en stor del af de nuværende investeringer er i ressourcer, der som f.eks. skiferolie, har en kortere produktionslevetid. Uden nye investeringer vil olieproduktionen falde med omkring 15 pct. om året. Dette fald kan ifølge Exxon få oliepriserne til at femdobles.