Den 13. januar 2026 meddelte det amerikanske udenrigsministerium, at de libanesiske, jordanske og egyptiske afdelinger af Det Muslimske Broderskab fremover betegnes som terrororganisationer.

Beslutningen blev truffet med henblik på at eliminere de kapaciteter og operationer, der udføres af Det Muslimske Broderskabs afdelinger, og som udgør en trussel mod USA.

Det amerikanske udenrigsministerium har dermed udpeget Det Libanesiske Muslimske Broderskab som en udenlandsk terrororganisation (A Specially Designated Global Terrorist – SDGT), og gruppens leder Muhammad Fawzi Taqqosh som en SDGT.

Samtidig udpeger det amerikanske finansministerium Det Egyptiske Muslimske Broderskab og Det Jordanske Muslimske Broderskab som SDGT’er for at yde materiel støtte til Hamas.

Det hedder samtidig, at USA vil bruge alle tilgængelige værktøjer til at fratage disse afdelinger af Det Muslimske Broderskab ressourcerne til at engagere sig i eller støtte terrorisme.

Det Muslimske Broderskab

Den islamistiske bevægelse, Det Muslimske Broderskab, er på én og samme tid udbredt i mange lande – og forbudt eller stærkt begrænset i andre.

Bevægelsen blev grundlagt i Egypten i 1928 af Hassan al-Banna og har haft eller har indflydelse i store dele af Mellemøsten og Nordafrika: Ægypten, Jordan, Tunesien, Marokko, Libyen, Sudan og i de palæstinensiske områder (Hamas udspringer ideologisk af Broderskabet).

Netværk og beslægtede organisationer i form af civilsamfundsorganisationer, moskéforeninger eller tænketanke – ikke nødvendigvis formelle partier – er udbredt i Europa (Tyskland, Storbritannien, Frankrig) og i Nordamerika.

I mange lande er Det Muslimske Broderskab forbudt eller stemplet som terrororganisation: Ægypten (siden militærkuppet i 2013), Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Syrien, Rusland.

Forbuddet er typisk begrundet med, at bevægelsen, der er i opposition mod monarkier eller autoritære regimer, udgør en trussel mod statens stabilitet. Bagved ligger ofte frygt for politisk islam som alternativ magtstruktur, underminering af sekulære stater med en skjult eller langsigtet islamiseringsagenda, der inspirerer radikale grupperinger.

Storbritannien

I Storbritannien har det vakt opsigt, at United Arab Emirates (UAE – De Forenede Arabiske Emirater) ikke længere vil give økonomisk støtte til unge, som ønsker at studere i Storbritannien.

Emiraterne har ellers tradition for at tilbyde deres unge generøse scholarships til studier i udlandet, og Storbritannien har altid været en populær destination. Men landet er – ifølge Financial Times – ikke længere at finde på listen over godkendte lande.

Baggrunden er den britiske regerings beslutning om ikke at forbyde Det Muslimske Broderskab, og ”De Forenede Arabiske Emirater ønsker ikke, at deres børn bliver radikaliseret på britiske universiteter”, lyder forklaringen ifølge Financial Times.

Den tidligere konservative premierminister David Cameron iværksatte i 2014 en undersøgelse af Det Muslimske Broderskab og dets aktiviteter i Storbritannien. Konklusionen var, at gruppens ideologi godt nok var i strid med britiske værdier, men at der ifølge eksperterne ikke var grundlag for at forbyde bevægelsen.

J. D. Vance

Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vances, der gerne forholder sig kritisk til europæiske forhold, har i et opslag på X kaldt den islamistiske radikalisering på britiske universiteter for ”fuldstændig vanvittig”: ”Nogle af vores tætteste muslimske allierede i Golfen mener, at den islamistiske indoktrinering i visse dele af Vesten er for farlig”, skriver han.

Debatten i Danmark

Debatten om islamistiske miljøer i Danmark har været intens, men ikke i større omfang direkte om Det Muslimske Broderskab. Til gengæld har kritikken især været rettet mod den internationale islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, der ofte nævnes som et eksempel på bevægelser med ideologiske ligheder med Det Muslimske Broderskab i bred forstand (f.eks. kalifatideologi, kritik af demokrati).

Al-Faruq Moskeen på Nørrebro har været diskuteret i forbindelse med tilknytning til Hizb ut-Tahrir og forslag om at lukke moskeen på grund af kontroversielle udtalelser eller konfrontationer.

Forbud mod Det Muslimske Broderskab i Danmark?

I november 2025 fremsatte flere folketingsmedlemmer fra bl.a. Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om at få Hizb ut-Tahrir opløst og forbudt i Danmark med henvisning til, at organisationen opfordrer til anti-demokratiske holdninger, ekstremistiske synspunkter og boykot af valg. Forslaget pålægger regeringen at anmode Rigsadvokaten om at indlede en domstolssag om opløsning efter Grundlovens §78 og administrativt indføre et forbud, mens sagen kører.

Forslaget nævner bl.a., at organisationens materialer har opfordret til ikke at stemme og indeholder ekstreme budskaber, som kritikere mener underminerer demokratisk deltagelse.

Det Muslimske Broderskab er således ikke i øjeblikket forbudt i Danmark.

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, er i årtier tillagt uddannelse, der er blevet gjort flottere og flottere i bestyrelsesdokumenter og medier. DI-topchefen har ikke selv fundet anledning til at bemærke, at han faktisk ikke har så meget som en bachelor, men efter offentliggørelsen beklager Sandahl selv, skriver Berlingske.

Lasse Skytt

Kristeligt Dagblad har i februar 2024 valgt at afpublicere en række artikler fra freelanceskribenten Lasse Skytt. Foreløbig er der fundet problemer i 14 af de 49 artikler, som Lasse Skytt har skrevet for avisen.

Lasse Skytt har for eksempel skrevet et længere interview med den tidligere islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson, hvor samtlige citater ifølge Kristeligt Dagblad har kunnet henføres til artikler i islandske og engelsksprogede medier, hvoraf nogle af artiklerne har været op til to år gamle.

Freelanceren har også i en artikel taget citater fra amerikanske NPR og ændret navnene og nationaliteterne på kilderne, da de blev gengivet i Kristeligt Dagblad.

Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information, Jyllands-Posten og Politiken er også i gang med at undersøge freelancerens produktioner for de respektive dagblade.

I en artikel hos Berlingske fra sommeren 2021 har Lasse Skytt brugt flere citater fra den nationalkonservative amerikanske forfatter Rod Dreher, som kilden ikke har udtalt til Berlingske, som det ellers fremgår af artiklen. Citaterne er i stedet taget fra en kommentar, som Rod Dreher selv har skrevet i The Spectator, og fra et interview, som kilden har udtalt i et interview med The Hungarian Conservative.

Den 2. april 2024 oplyste dagbladet Jyllands-Posten at de trak 39 artikler af Lasse Skytt tilbage og indledte en erstatningssag mod ham.

En nærmere undersøgelse havde dokumenteret mange eksempler på forkerte oplysninger, og et mønster af falske oplysninger, hvor Jyllands-Posten ikke kan stå inde for at udgive skribentens artikler.

Fagbladet Journalisten har ad flere omgange forsøgt at få et interview med Lasse Skytt, men over for Journalistens chefredaktør har Lasse Skytt dog erkendt, at han har begået fejl, og han har beklaget.

Plagiatsagen breder sig til Norge og Sverige

Ifølge norske Journalisten har den norske avis Aftenposten valgt at afpublicere 43 artikler, der er skrevet af freelancejournalisten Lasse Skytt, som af flere medier undersøges for plagiat og brud på citatskik.

Også de norske medier Vårt Land, Dagbladet og Klassekampen har udgivet artikler af Lasse Skytt.

I Sverige har avisen Aftonbladet valgt at afpublicere 14 artikler avisen havde købt og udgivet fra freelancerens hånd, mens sagen bliver undersøgt.

Endnu en norsk minister indskriver sig i rækken af skyldige i fusk og plagiat

Fredag den 19. januar 2024 meddelte den norske ”minister for forskning og høyere utdanning”, Sandra Borch, at hun havde orienteret statsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet om, at hun trækker sig som minister.

Fredag kom det frem, at den norske minister Sandra Borch havde plagieret andres tekster i hendes retsvidenskabelige kandidatafhandling ved Universitetet i Tromsø i 2014.

Sagen startede med at en bruger på X (tidligere Twitter) delte eksempler på, at flere afsnit i hendes kandidatafhandling er identiske med afsnit i andre kandidatafhandlinger. Senere fulgte de norske medier E24 og Dagens Næringsliv op på historien.

Ifølge de norske aviser havde ministeren ikke navngivet kilderne i sin afhandling. De skriver også, at selv stavefejl er identiske med stavefejl i de andre opgaver.

X-brugere kiggede nærmere på Borchs afhandling da Undervisningsdepartementet ankede en sag, hvor en studerende havde gjort sig skyldig i såkaldt selvplagiering – gentaget passager uden at gøre opmærksom på, at studenten havde skrevet det samme tidligere. Studenten blev frikendt for plagiering, men Sandra Borchs ankede sagen med den begrundelse at det var vigtigt at få skabt klarhed over reglerne for brug af andres eller egne tekster i videnskabelige afhandlinger.

Sandra Borch har lagt sig fladt ned og erkendt, at hun har taget tekst fra andres opgaver uden at sætte kilde på og at fejlen, hun har begået, ikke er forenelig med hendes ministeransvar for videnskabelig redelighed.

Hun siger, at hun ikke vil udelukke, at der kan være flere eksempler på tekstlighed i opgaven, end allerede fremdraget af pressen.

Sandra Konstance Nygård Borch fra Senterpartiet var frem til plagiatsagen betragtet som en lysende stjerne i norsk politik. Hun har været minister for forskning og højere uddannelse i Regeringen Jonas Gahr Støre fra 4. august 2023 og var tidligere fra 2021 landbrugs- og fødevareminister i samme regering.

Sundheds- og omsorgsminister Ingvild Kjerkol

Norges sundheds- og omsorgsminister Ingvild Kjerkol trådte fredag den 12. april 2024 tilbage efter en sag om omfattende plagiat.

På et pressemøde fredag formiddag sagde den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, at han er nået frem til, at hun bør trække sig som minister.

Der er fundet flere ligheder i ministerens kandidatafhandling fra 2021 og tidligere opgaver, som hun har lavet med en medstuderende.

På den baggrund begyndte Nord Universitet at undersøge plagiatanklagerne. Ministerens kandidatafhandling er blevet afvist, fordi “de skriftlige ligheder er at betragte som forsætlig snyd.”

Katherine Diez plagiering

I januar 2024 blev litteraturinfluencer Katherine Diez afsløret i plagiat. Weekendavisens gennemgang af hendes Instagram-profil viser flere tilfælde af afskrift.

Katherine Diez var fra 2018 til 2022 litteraturanmelder på Berlingske Tidende, og beskyldningerne om plagiering gælder både i det indhold, som Katherine Diez lægger ud på sine sociale medier. Men også i de anmeldelser og klummer, hun gennem en årrække har leveret til Berlingske.

Den 16. januar 2024 meddelte avisen, at der iværksættes en undersøgelse af den tidligere anmelders arbejde for Berlingske Tidende.

Den 34-årige Katherine Diez kan følges på Instagram, hvor hendes mange følgere løbende opdateres på udviklingen i samlivet med Adam Price, hendes sygdomme og ikke mindst hendes kulturelle og litterære overvejelser.

Tidligere dannede Diez par med socialdemokraten Dan Jørgensen, der er mest kendt for at være i stand til at formøble 295.000 kroner på taxa-kørsel, mens han var medlem af Europa-Parlamentet.

Dan Jørgensen har siden påtaget sig at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader.

Katherine Diez har tidligere gjort sig bemærket ved at erklære, at før der kunne blive tale om noget intimt boeuf bourguignon-samliv skulle hun have mulighed for at se den potentielle partners bogsamling.

Katherine Diez har også underholdt læserne af ALT for damerne om hvordan hun arbejder på at ”blive voksen og fandenivoldsk på en meningsfuld og moden måde”.

Katherine Diez har også hævdet at hun havde en bachelorgrad i dansk fra Københavns Universitet.

Københavns Universitet afviser imidlertid, at nogen med navnet Katherine Diez eller Katherine Toft Diez, som er hendes fulde navn, har en bacheloruddannelse i dansk eller litteraturvidenskab.: ”Vi kan ikke bekræfte, at en person med et af disse navne har en bacheloruddannelse fra Københavns Universitet”, lyder det i universitets svar på Berlingske Tidendes anmodning om aktindsigt.

Diez har tidligere erkendt, at hun har været “en ucharmerende pseudoakademisk kokette”, ligesom hun har tilstået, at hun har oplevet ”et bål af faglig selvtvivlen” og en følelse af slet ikke at være en klog nok til at anmelde.

Harvards Dr. Claudine Gay

Rektor for det prestiøse amerikanske Universitet, Harvard, Dr. Claudine Gay, trådte tirsdag den 2. januar 2024 tilbage. Baggrunden var beskyldninger om plagiering og hendes efter nogles opfattelse utilstrækkelige reaktion på antisemitisme på universitetet efter de Hamas-ledede angreb på Israel den 7. oktober 2023.

Nye plagiatbeskyldninger blev mandag den 1. januar offentliggjort mandag i The Washington Free Beacon – et konservativt netmedie, der har kørt kampagne mod Dr. Gay i løbet af de sidste par uger.

De nye anklager kom oveni de omkring 40 tilfælde af plagiering, der tidligere var offentliggjort af netmediet.

Dr. Gay blev dermed den anden universitetsrektor, der har måttet træde tilbage efter at Gay sammen med rektorerne for University of Pennsylvania and M.I.T. deltog i en kongreshøring den 5. december 2023. Under høringen undgik rektorerne at svare klart på hvad konsekvenserne for studenter, der agiterede for jødernes udryddelse, skulle være. Som Claudine gray havde udtrykt det ville det “afhænge af omstændighederne”.

Rektor for University of Pennsylvania, M. Elizabeth Magill, trådte tilbage 4 dage efter høringen, mens der også har været krav om, at Sally Kornbluth, rektor for M.I.T., skulle træde tilbage.

Krigsfotografers og udenrigskorrespondenters narrative friheder – tilfældet Jan Grarup

Han har fortalt historier fra krigszoner over hele verden gennem de sidste 30 år. Alligevel havde fotograf Jan Grarup aldrig set så voldsomme scener som de, der mødte ham ved fronten i Ukraine.

I Politikens podcast ”Du lytter til Politiken” fortæller han om de mennesker, der er blevet tilbage i resterne af den udbombede ukrainske by, Kharkiv, og hvorfor de ikke flygter, selv om de dagligt risikerer at dø under Ruslands bombardementer.

Jan Grarup fortæller gerne om sine farefulde reportagerejser til krigszoner, men alligevel droppede Politiken i efteråret 2023 samarbejdet med krigsfotografen, der indtil da i en lang årrække havde leveret billeder til dagbladet og været kilde i flere interviews om krigen i Ukraine. Det skete ifølge Politiken som følge af, at Jan Grarup i to interviews har udtalt sig fejlagtigt om konkrete oplevelser og oplysninger i Ukraine.

Avisen fik derefter foretaget en undersøgelse af Jan Grarups udtalelser og oplysninger i essays, han har forfattet til Politiken. Freelancejournalist John Hansen, som har været tilknyttet Politiken, stod for undersøgelsen. I den konkluderede han bl.a., at Jan Grarup skal have talt usandt ad flere omgange. Selv er Jan Grarup ikke enig i alle konklusioner. Han har imidlertid erkendt at have lavet fejl.

Fabian Wolff i Tyskland

En svindelsag har rystet den tyske medieverden. Den 16. juli 2023 dukkede en artikel af freelanceskribenten Fabian Wolff med titlen “My Life as a Son” op på det tyske ugemagasin Die Zeits netudgave, ZEIT ONLINE. Wolff rapporterer blandt andet, at han ifølge sin egen forskning ikke er jøde – i modsætning til hvad han hævdede, at hans mor, der døde i 2017, havde forsikret ham om i årevis.

Den venstreorienterede kulturskribent Fabian Wolff, som siden 2010 ofte havde kommenteret emner fra et jødisk perspektiv. I de senere år har han skabt sig et navn på at kritisere Israels behandling af palæstinensere, påpege zionismens synder og anfægtet motiverne hos de tyske jøder, som har advaret om stigende antisemitisme i Tyskland fra arabiske indvandrere.

Den 34-årige tysker har også vist stor forståelse for den boykot af israelske produkter, som den internationale BDS-organisation (Boycott, Divestment and Sanctions ) opfordrer til. Den slags går normalt ikke an i Tysklands etablerede medier på grund af landets forhistorie med Hitler og Holocaust.

Det betyder, at man sjældent giver spalteplads til stålsatte kritikere af Israel. Men Wolff kunne dog få god plads, fordi han var – som han gerne fremhævede i sine velskrevne tekster – en tysk jøde.

Den identitet understregede han med patosfyldte fortællinger om sin jødiske opvækst i Østberlin, og hvordan han var præget af arven fra slægtninge, der var blevet forfulgt og dræbt under Holocaust. Det gav ham i den tyske offentlighed en særlig platform til at udtale sig om kontroversielle jødiske og israelske spørgsmål, og Wolff fik artikler trykt i førende medier som Der Spiegel, Süddeutsche Zeitung, Jüdische Allgemeine og Die Zeit.

Christian Bitz

I en sag, der har kørt siden 2016 mellem keramiker Kasper Würtz og ernæringsekspert og tv-personlighed Christian Bitz og samarbejdspartneren F&H, afgjorde Sø- og Handelsretten den 30. januar 2023, at Christian Bitz og F&H skal betale en erstatning på 6, 4 millioner kr. for at have plagieret keramiker Kasper Würtz.

Kasper Würtz blev samtidig frifundet af Sø- og Handelsretten for det moderstatningskrav, der var fremsat af F&H og Christian Bitz.

Plagiering – nu i New York

Republikaneren George Santos blev i november 2022 valgt til kongressen ved midtvejsvalget i New York. Men nu har han indrømmet at have benyttet sig af ”alternative sandheder”’, da han fortalte om sin fortid.

Det afslørede New York Times den 19. december 2022, men på det tidspunkt blev beskyldningerne kaldt “injurierende” og “maskingevær-angreb”.

I slutningen af december 2022 har Santos imidlertid selv erkendt, at han hverken har en uddannelse fra Baruch College i New York City eller har arbejdet for de kendte finansvirksomheder Goldman Sachs og Citibank, sådan som han ellers havde hævdet.

Santos insisterer på, at han ikke har begået noget kriminelt, og at han fortsat har tænkt sig at sidde i kongressen de kommende to år.

Australien

Guardian Australia kunne den 9. juni 2022 afsløre, at af den australske forfatter John Hughes bog ”The Dogs” fra 2021 er plagieret fra andre forfattere, herunder fra det dokumentariske værk ”Krigen har et kvindeligt ansigt” af den ukrainske nobelpristager Svetlana Alexievich. Andre dele synes kopieret fra klassikere som Fitzgeralds ”Den Store Gatsby”, Tolstojs ”Anna Karenina” og Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten”.

John Hughes, der selv nedstammer fra ukrainske indvandrere til Australien, skildrer i “The Dogs” et krigstraume, og hvordan det nedarves i generation på generation. Fortælleren i bogen, Michael, er søn af en russisk og en italiensk immigrant, der kommer til Australien efter 2. Verdenskrig. På sit dødsleje beretter moderen om sine oplevelser som partisankæmper mod nazisterne. Det er ikke mindst i disse afsnit, Hughes flittigt har benyttet passager fra Svetlana Alexievichs værk.

John Hughes har erkendt at have læst ”Krigen har et kvindeligt ansigt” og benyttet den i hans egen undervisning i kreativ skrivning. Hughes har undskyldt for ikke at have krediteret andre forfattere som han ubevidst har plagieret.

Bogen fik oprindeligt flotte anmeldelser og er indstillet til flere litterære priser.

Dansk Adidas-topchef

Danske Kasper Rørsted, der som topchef i den tyske Adidas-koncern sad på en af de helt store internationale poster, har ifølge Finans.dk i årevis stået anført med et cv, der ikke stemte overens med virkeligheden.

På websitet for den schweiziske fødevarekoncern Nestlé, hvor Kasper Rørsted sidder i bestyrelsen, har stået, at han har færdiggjort ”International Business Studies” på Copenhagen Business School, mens det af Adidas’ website er fremgået, at han blev uddannet fra ”International Business School” i Danmark.

Kasper Rørsted er imidlertid uddannet akademiøkonom fra Niels Brock Business College.

Østrig

Østrigs tidligere arbejdsminister, Christine Aschbacher, trådte tilbage efter beskyldninger om plagiering. Aschbacher skulle angiveligt have kopieret mindst en femtedel af sin doktorafhandling uden at angive kilder. Hun skulle ligeledes have skrevet en stor del af hendes diplomafhandling, “Drafting a Leadership Style for Innovative Companies”, fra andre forfattere og herunder have kopieret en artikel fra det engelsksprogede magasin, Forbes.

Joe Biden

USA’s præsident Joe Biden er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt. 

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjente dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid. 

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Italiens tidligere premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Folkeskolereformen

I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet. 

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

 Keld Skovmand kritiserer især de viden­skabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af lærer­uddannelsen i 2012 og året efter for folke­skole­reformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 lærings­mål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skole­elever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”. 

Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.

I marts 2019 afgjorde NUV sagen:

“På denne baggrund finder nævnet sammenfattende, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 16, stk. 1. Efter sagens oplysninger vurderer nævnet, at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis. Nævnet oversender derfor sagen til forskningsinstitutionen til videre behandling, jf. lovens § 17”.

Der Spiegels Claas Relotius

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

I Danmark har historien om Claas Relotius gjort indtryk, og teatret ”Mungo Park” har gjort historien til et teaterstykke, ”Spejlmanden”, som havde premiere i oktober 2020.

Niko Grünfeld

Tidligere borgmester Niko Grünfeld fra Alternativet har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.

Op til sidste kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.

Radio24syv kunne rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.

Men det passede heller ikke.

Bendt Bendtsen

JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.

Inger Støjberg

Tidligere beskæftigelsesminister, leder af DanmarksDemokraterne, Inger Støjberg, har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkademiet i Viborg.

Bob Dylan

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt året før. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Naser Khader

Den tidligere konservative politiker, Naser Khader, kom i vridemaskinen og blev anklaget for plagiat.

Det er bogen “Hjertet bløder” fra 2015 af Naser Khader og Stig Matthiesen, der kom under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. 

Forlaget People’s Press trak bogen ”Hjertet Bløder” fra 2015. Mindst 11 af bogens i alt 75 små kapitler indeholdt ifølge Weekendavisen længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker som Wikipedia, som på intet tidspunkt nævnes i bogen.

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet.
Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag, finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Eva Kjer Hansen

Tidligere Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.

Esben Lunde Larsen

Danske medier har været optaget af, at tidligere uddannelses- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”

Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”. 

Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.

Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet, afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.

Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.

Mette Thiesen

I september 2021 kunne Ekstra Bladet afsløre, at det tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Mette Thiesen, der nu er medlem af Dansk Folkeparti, er blevet taget i at snyde, da hun gik på universitetet. Historien fik Mette Thiesen til på Facebook at redegøre for sagen med ”egne ord”:

”Jeg var i begyndelsen af 20’erne, og det var svært for mig at erkende, at studiet ikke lige var mig. For ikke at tabe ansigt ved at dumpe en eksamen kopierede jeg fra en studiekammerats opgave. Det blev opdaget af universitetet” skriver hun og tilføjer, at det resulterede i en midlertidig karantæne fra universitetet på seks måneder.

Mette Thiesen vendte dog ikke tilbage til jurastudiet efter karantænen. I stedet uddannede hun sig til lærer, og hun virkede som skolelærer, til hun i 2019 blev valgt til Folketinget.

Udlandet

I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabeligt og journalistisk tyveri.

Ursula von der Leyen

Den nuværende formand for EU-Kommissionen og tidligere tysk forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder. Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.

I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabeligt fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling. 

Samtidig har tidligere familieminister, Franziska Giffey, i årevis måttet leve med beskyldninger om plagiering i forbindelse med hendes Ph.d.-grad. Selvom Frei Universität i Berlin ikke har frataget hende doktoratet, har hun klogelig meddelt, at hun ikke længere vil bruge doktor-titlen.

Endelig blev det i 2021 meddelt, at Franziska Giffey trådte tilbage som minister. Siden har hun været borgmester i Berlin.

USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Rolling Stone:“A Rape on Campus” 

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.

Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Norge

I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager. Mest bemærkelsesværdigt har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder. Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.

Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.

Danmarks Beckerlee

Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Frank Esmann

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DR’s nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”.
Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog.
Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Informations Mads Qvortrup

Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!

Information nøjedes med at afbryde samarbejdet og på nettet (samt på side 8 i den trykte avis) at bringe en redaktionel note om, at der var sket en ”fejl”.

Fagbladet Journalisten bragte i 2011 en udpenslende og ganske underholdende gennemgang af Mads Qvortrups fup-journalistik, som viste sig at omfatte flere andre eksempler. Det skete under overskriften ”Dead Man Talking”.

Historien om Qvortrup slutter ikke her. På Coventry Universitys hjemmeside kan man læse, at ”Matt” Qvortrup er “Professor, Centre for Trust, Peace and Social Relations”.

På Politiken skrev Bo Lidegaard i 2016 en overstrømmende anmeldelse (seks hjerter) af en Angela Merkel-biografi skrevet af ”Matthew Qvortrup”, der blev præsenteret som ”professor i statskundskab ved Coventry University i England”.

Politiken måtte efterfølgende bringe en ”rettelse”: ”I den oprindelige version manglede den oplysning, at forfatteren er identisk med Mads Qvortrup, der i sin tid som journalist fik alvorlig kritik for at have citeret afdøde kilder.”

Jacob Holdt

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Torben Krogh

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

Jørgen Dragsdahl

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Jan Stage

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Jyllands-Postens Flemming Sørensen

Flemming Sørensen (født 1930, død 2016) var en dansk journalist og tidligere spion for Stasi med dæknavn Flame eller Heinrich. Flemming Sørensen var fra 1963 Jyllands-Postens korrespondent i Bonn, og sammen med agent “Lenz” (Morten Jung-Olsen) var han en af Stasis vigtigste folk i Danmark.

Annegrethe Rasmussen

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Annegrethe Rasmussen er stadig USA-korrespondent og samtidig chefredaktør for POV International, som hun startede efter fyringen fra Information.

Søren K. Villemoes

Det er skæbnens ironi, at Søren K. Villemoes, der på Weekendavisen var involveret i kritikken af USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen, selv blev udsat for kritik på grund af sammenfaldene mellem hans egen artikel om fodboldholdet Washington Redskins og en lignende artikel i magasinet ThinkProgress.

Christopher Arzrouni

I juni 2008 kunne dagbladet Information dokumentere, at den liberale ideolog og tidligere politiske rådgiver for daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen, Christopher Arzrouni, i en særdeles kritisk anmeldelse af Naomi Kleins bog, Chokdoktrinen, i Weekendavisen i lange passager havde skrevet af fra den svenske skribent Johan Norbergs anmeldelse af bogen til den amerikanske tænketank The Cato Institute.

Arzrouni har senere været rådgiver for Kristian Jensen, debatredaktør på Børsen og ernærer sig i dag som External Affairs Manager i tobakskoncernen, Philip Morris.

TV 2 Nyhederne

I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen. Nu kan hun på fjernsynet opleves som en noget hektisk udlandsreporter.

Den daværende nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men måtte som bekendt af andre grunde forladt stillingen. Han blev efterfølgende chef på B.T., men blev også fyret fra den stilling.

Den notoriske Jeppe Nybroe

Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.
Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?

Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.

Siden august 2018 og frem til efteråret 2020 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Avisen Danmark hyrer Jeppe Nybroe som ny redaktionschef

Jysk Fynske Mediers fælles indlandssektion opruster og har i den forbindelse ment, at der måske kunne være behov for at gøre avisen Danmarks artikler lidt mere ”interessante”. I hvert fald har man i november 2020 ansat den notoriske Jeppe Nybroe som redaktionschef. Nybroe har tydeligvis haft effekt – i hvert fald bliver avisen Danmark nu undertiden citeret af andre medier.

Nybroe er siden gået videre til annoncemediet Idé-Nyt.

Berlingske Tidende

Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dag­blad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journali­stens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.

Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 til­fælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.

Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse, og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.

Anna Castberg

Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamensbeviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.

Markis Marcel de Sade

Jørgen Vase Schmidt, der siden 1960 og i årtier frem udgav sig for at være markis Marcel de Sade. Den falske markis levede i sus og dus i danske og franske overklassemiljøer, men i 1963 var det slut og han endte i Nyborg Statsfængsel dømt for økonomisk bedrageri.

Som kasserer og bogholder i et oliefirma havde han taget af kassen for at finansiere sit luksusliv som markis en adelig titel, han havde købt og i øvrigt stadig fastholder sin ret til at bruge.

Pengene fra underslæbet i oliefirmaet var med til at finansiere ekstravagante fester, hvor hans gæster blev transporteret i limousine, og tjenestefolkene sørgede for, at champagnen flød. Glamouren gjorde ham til en kendt figur i det københavnske jetset og i den danske presse.

Markisen med det borgerlige navn Jørgen Vase Schmidt er efterfølgende blev kendt i folkemunde som den falske markis. Han blev idømt fire et halvt års fængsel og blev løsladt efter tre et halvt års afsoning.

Jørgen Vase Schmidt har efterfølgende ernæret sig som hjemmehjælper, men førte sig i mange år fortsat frem i det københavnske natteliv.

I mange år boede han i en knap 600 kvadratmeter store herskabslejlighed på Frederiksberg. Jørgen Vase Schmidt afstod lejligheden, da han fik tilbudt en mindre lejlighed med udsigt over søerne.

Lejligheden blev herefter overtaget af den nu forhenværende borgmester på Frederiksberg, den konservative Simon Aggesen. Han erhvervede lejligheden, der efter opdeling i 2 lejligheder blev videresolgt med betydelig fortjeneste.

Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen

Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. Hun vakte opmærksomhed, da hun ville åbne Danmarks porte for alverdens fattigdomsflygtningen. Hun blev dog hurtigt banket på plads af Poul Nyrup Rasmussen.

I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid hos FN’s Flygtningehøjkommissariat i Geneve og som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark. Anita Bay Bundegaard er også medlem af Politiken-Fondens bestyrelse.

En anden radikal politiker, afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!

Christian Have

Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.

Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.

Peter Goll og Michael Kristiansen

Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund. Goll har i sit CV skrevet, at han er ”uddannet fra statskundskab på Københavns Universitet”. Realiteten er, at han er en halvstuderet røver – han forlod studiet efter 2 1/2 år og er altså ikke engang bachelor.

Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Arne Herløv Petersen

Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen var påvirkningsagent for Sovjetunionen. Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ”Palle” en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ”Palle” blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

Pressefotografen Michael Forsmark Skjoldager

Danmarks Radio har i dokumentarserien ”Pressens kriminelle håndlanger” fortalt historien om den kriminelle Michael Forsmark Skjoldager, der blev en bragende succes, da han begyndte som pressefotograf. Han var på pletten, når der skete noget dramatisk og blev storleverandør af potente kriminalhistorier. Det kulminerer, da han i hemmelighed skærer hovedet af Den Lille Havfrue og bagefter sælger billederne af den hovedløse dame til den intetanende presse.

Ifølge Michael Forsmark Skjoldager skyldes hans evne til altid at være på pletten hans store kildenet. Det er dog næsten for godt til at være sandt, og mistanken ulmer i pressen. Den bliver ikke mindre, da han “tilfældigt” opdager og filmer Prins Joachim i høj fart ind ad Helsingør-motorvejen, og bliver leverandør af en vaskeægte royal skandale. DR graver videre i sagen. Det viser sig langt fra at være tilfældigt, og Forsmark beskyldes for paparazzi-metoder.

Sportsjournalistik

Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.

Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.

I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.

Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byer, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.  

Milena Penkowa

Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris.
Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.

Rusland

Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie, er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.

Forrige år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.

Spanien

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af, efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatafhandling var plagieret.

Donald Trump pålægger særlige toldsatser på otte Nato-lande på grund af deres kritik af hans planer for Grønland.

I den fortsatte strid om Grønland lagde præsident Donald Trump lørdag den 17. januar 2026 yderligere pres på modstanderne af hans planer om overtagelse af Grønland. Trump pålagde 8 Nato-lande en ekstra særtold på 10 pct. på eksport til USA.

Nato-landene Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Storbritannien, Holland og Finland skal fra 1. februar 2026 betale ti procent ekstra told på eksport af deres varer til USA. Fra 1. juni forhøjes særtolden til 25 pct. Særtolden vil være i kraft indtil der opnås en aftale om det fuldstændige og endelige salg af Grønland til USA. Den amerikanske præsident forsikrede samtidig, at han umiddelbart var parat til forhandlinger med Danmark og de andre berørte lande.

Hvorfor af alle netop disse otte lande?

På baggrund af Trumps annekteringstrusler indledte de nævnte Nato-lande torsdag en såkaldt militær faktaindsamlingsmission i forbindelse med øvelsen “Arctic Endurance” i Grønland.

Belgien, som først annoncerede at man ikke ville deltage, men alligevel sent fredag meddelte at man ville sende 1 repræsentant, blev ikke umiddelbart omfattet af Trumps særtold. Belgien har også offentligt nedtonet udsendelsen til Grønland og understreget, at missionen er rekognoscering, og bestemt ikke må opfattes som konfrontation

Trump opfattede de 8 landes mission til Grønland som landenes modstand mod hans planer om annektering af Grønland, og anklagede de otte deltagere i missionen i Grønland for at spille et “meget farligt spil” i konflikten om Grønland. Særtolden blev begrundet med, at Landene har skabt “et risikoniveau, der ikke er bæredygtigt”, og for at “beskytte global fred og sikkerhed” skal der tages afgørende skridt for hurtigt at afslutte denne “potentielt farlige situation” – derfor tolden.

Betydning

For EU-landenes vareeksport til USA Tyskland gælder i øjeblikket en flad told på omkring 15 procent i henhold til en toldaftale, der blev indgået sidste år (højere satser for visse industrier som stål og aluminium).

De nye særlige toldsatser vil blive pålagt oveni de nuværende satser.

USA er Danmarks største eksportmarked, og i 2024 var den danske eksport til det amerikanske marked på omkring 360 milliarder kroner.

Det er primært søtransport og medicin. Men en meget stor del af vores eksport bliver produceret i USA. Når f.eks. Novo Nordisk har datterselskaber på den anden side af Atlanten, så tæller en del af deres produktion med som dansk eksport.

Den eksport vil sandsynligvis ikke blive ramt af særtolden, der kun bliver aktuel for varer, der bliver produceret i Danmark og derefter sendt til USA.

Det drejede sig i 2024 om 64 milliarder kroner. Det svarer til 17,5 procent af den samlede danske eksport til USA og 3,1 procent af den samlede eksport til alle lande.

Ikke desto mindre frygter danske erhvervsorganisationer tab af 16.000 danske job som følge af særtolden.

Hvordan reagerer EU på de særlige toldsatser?

“Særtolden vil underminere de transatlantiske relationer og risikerer at føre til en farlig nedadgående spiral,” advarede EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og EU-Rådets formand António Costa lørdag. “Europa vil forblive forenet, koordineret og fast besluttet på at bevare sin suverænitet,” lød det i deres fælles erklæring.

Hvis meddelelsen bekræftes, vil europæerne reagere “forenede og koordinerede,” sagde Frankrigs præsident Emmanuel Macron lørdag på onlinetjenesten X og tilføjede: “Vi vil vide, hvordan vi håndhæver respekten for europæisk suverænitet.”

Søndag eftermiddag afholdes et hastemøde med EU-landenes ambassadører i Bruxelles.

Hvad ligger bag Trumps ambitioner om at overtage Grønland?

I de seneste uger har Donald Trump gentagne gange med henvisning til amerikanske nationale (og internationale) sikkerhedsinteresser i Arktis gjort krav på Grønland.

Rusland og Kina har også interesse i Arktis og de vil overtage Grønland, hvis USA ikke gør det, har Trump sagt. I forbindelse med annonceringen af særtolden lørdag den 17. januar understregede den amerikanske præsident, at Grønland er af afgørende betydning for at realisere det planlagte “Golden Dome” missilforsvar af USA.

Hvad er ”Golden Dome”?

“Golden Dome” er et globalt missilforsvarssystem foreslået af den amerikanske regering for at beskytte USA mod ballistiske missiler, hypersoniske og andre missiltrusler fra hele verden. Systemet skal bestå af en konstellation af satellitter, sensorer og aflytningssystemer i flere lag, der kan opdage og opsnappe missiler på et tidligt stadie – i lighed med Israels ”Iron Dome”, men meget større og mere teknisk komplekst. Hundredvis af milliarder dollars bruges angiveligt i øjeblikket på sikkerhedsprogrammer relateret til “Domen”, herunder på beskyttelsen af Canada, sagde Trump på Truth Social lørdag. “Dette ekstremt geniale, men meget komplekse system kan kun nå sit maksimale potentiale og fulde effektivitet – på grund af vinkler, afstande og geografiske grænser – hvis dette land (Grønland!) inkluderes i systemet.”

Hvad betyder Trumps planer for Grønland for NATO?

Der har tidligere været tale om at købe Grønland, men Trump har ikke udelukket militær magt for at nå sit mål. Da Danmark, ligesom USA, tilhører Nato, truer konflikten om Grønland også med at splitte forsvarsalliancen. Tidligere på måneden har statsminister Mette Frederiksen udtalt, at det ville være ensbetydende med “NATO’s ende”, hvis USA annekterede Grønland.

I øjeblikket har USA sin nordligste militære tilstedeværelse i Grønland med Pituffik-flybasen ved Thule.

Og opfattelsen på Grønland?

“Jeg er positivt overrasket over de første og umiddelbare reaktioner fra de 8 lande,” sagde den grønlandske minister for mineralressourcer, Naaja Nathanielsen, lørdag Linkedin i forbindelse med de amerikanske særlige toldsatser og roste den hårde kritik af Trumps politik fra lande som Frankrig, Storbritannien og Sverige.

I Grønland og Danmark gik tusindvis af mennesker på gaden lørdag mod Trumps trusler.

Formanden for Grønlands Landsstyre, Jens-Frederik Nielsen, deltog i demonstrationen i Grønlands hovedstad Nuuk foran det amerikanske konsulat. Mange mennesker viftede med grønlandske flag og råbte slagord imod USA.

Jens-Fredrik Nielsen afviste bestemt Trumps trusler for en uge siden. “Det er nok nu,” sagde den grønlandske regeringschef. “Ikke mere pres. Ikke flere hentydninger. Ikke flere annekteringsfantasier,” skrev han på Facebook. “Vi er åbne for dialog. Vi er åbne for diskussioner,” understregede han. Dette skal dog ske “gennem de rette kanaler og med respekt for international ret”.

Grønlandsk selvstændighed?

Ifølge meningsmålinger og nylige udtalelser ønsker grønlænderne især én ting i fremtiden: uafhængighed – også fra Danmark. Men forskellige grupperinger i Nuuk har indtil videre været uenige om, hvornår og hvordan dette skridt bør tages.

Uafhængighedsbevægelsen har altid stået overfor balancen mellem det overordnede selvstændighedsmål og behovet for Danmarks økonomiske støtte, for eksempel til essentielle sociale tjenester som sundhed og uddannelse.

Stephen Miller, vicestabschef i Det Hvide Hus og en af præsident Trumps nærmeste rådgivere, har i et interview med Sean Hannity på Fox News, kommenteret USA’s ønske om at overtage Grønland: Danmark vil eje Grønland men have USA til at betale for forsvaret. Det er uretfærdigt!

Miller sagde:

”Grønland er essentielt for Amerikas nationale sikkerhed. Det nye område for international konkurrence vil være polar konkurrence; det er der, hvor flere og flere ressourcer bliver brugt af vores nations modstandere”.

Han understreger Grønlands størrelse. Grønland er 25 pct. større end Alaska. Det er så stort et område, siger han, at Danmark ikke kan forsvare det.

”Danmark er et lille land med en lille økonomi og en lille militær. De kan ikke forsvare Grønland”, siger han.

I de sidste 500 år har det været sådan, insisterer Miller, at hvis man vil hævde, at man har kontrol over et område, skal man kunne forsvare, forbedre og bebo det.

Men Danmark kan ikke nogen af delene, når det gælder Grønland, siger han:

”Så de vil have USA til at bruge hundreder af milliarder af dollars på at forsvare et område for dem (…) på hundrede procent amerikansk bekostning. Men de siger, at mens vi gør dette, tilhører det 100 pct. Danmark. Det er en ”raw deal”. Det er en uretfærdig aftale”.

I 1903 støttede USA Panamas løsrivelse fra Colombia, fordi USA ønskede at bygge en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Bygningen af Panamakanalen, der blev afsluttet i 1913, var en af de største og mest besværlige ingeniøropgaver som nogensinde er udført, og kanalen har haft en enorm indflydelse på skibsfarten mellem de to oceaner. Den afløste den lange og farlige rute via Drakestrædet og Kap Horn ved sydspidsen af Sydamerika. Et skib som sejler fra New York til San Francisco via kanalen, tilbagelægger 9.500 km, et godt stykke under halvdelen af de 22.500 km, som er distancen rundt om Kap Horn.

Kort efter Panamas løsrivelse fra Colombia og inden kanalen var bygget, blev Hay–Bunau-Varilla-traktaten underskrevet. Traktaten sikrede, at USA fik permanent kontrol over kanalen og Panama-kanalzonen (et bredt bælte gennem landet).

Panama fik en engangsbetaling og årlige afgifter, men ingen reel kontrol.

For mange panamanere blev dette set som et uacceptabelt indgreb i landets suverænitet.

Kanalzonen blev reelt styret som amerikansk territorium, med amerikanske love, politi og militær.

Panamanere blev ofte udelukket fra jobs og beslutninger, og mange oplevede det som kolonialisme midt i deres eget land.

Uroligheder i 1964

Spændingerne kulminerede i 1964, da uroligheder brød ud over spørgsmålet om at hejse det panamanske flag i kanalzonen. Sammenstød mellem panamanere og amerikanske styrker førte til dødsfald.

Herefter blev kravet om fuld panamansk kontrol et centralt nationalt mål.

Hvordan blev konflikten løst?

I 1977 indgik Panamas leder Omar Torrijos og USA’s præsident Jimmy Carter to afgørende traktater:

Panama-kanal-traktaten fastslog, at USA og Panama i fællesskab skulle stå for kanaldriften i en overgangsperiode, hvorefter fuld kontrol skulle overdrages til Panama den 31. december 1999.

Neutralitetstraktaten fastslog, at kanalen stedse skulle forblive neutral og være åben for alle lande – også efter overdragelsen.

Opgivelsen af den fulde kontrol over Panama-kanalen var kontroversiel i USA, men Torrijo-Carter traktaterne blev ratificeret, og den 31. december 1999 overtog Panama officielt Panama-kanalen, Kanalzonen samt infrastruktur og administration.

Panama driver selv kanalen gennem Autoridad del Canal de Panamá (ACP), der er et panamansk, statsuafhængigt organ med egne tekniske, økonomiske og juridiske regler.

Det er ACP, der fastlægger takster, kontrollerer sejlads, driver sluser, trafikstyring og planlægning

Kinas indflydelse

Kina har i en årrække været involveret i handel og investeringer i Panama, men i 2003 lancerede Kina det såkaldte Belt and Road Initiative (BRI) – et ambitiøst globalt udviklingsprojekt, der sigter mod at skabe økonomisk samarbejde, infrastrukturudvikling og handelsfremme mellem Kina og landene langs de gamle handelsruter, der forbinder Asien, Europa og Afrika.

Allerede i 1990’erne havde Kina været involveret i havnedrift ved kanalens ender. Et Hongkong-baseret selskab (Hutchison Ports) drev således havne ved Atlanterhavssiden (Colón) og ved Stillehavssiden (Balboa). Kina have imidlertid ingen rolle i ACP og ingen beslutningsmagt over selve kanaldriften.

Kina har ikke haft kontrol over kanalsluserne, indflydelse på skibstrafik, adgang til trafikstyring eller prioritering eller haft en rolle i sikkerhed eller militær beskyttelse.

Trump-administrationens holdning

Allerede under Donald Trumps 1. præsidentperiode var holdningen til Panamakanalen og kinesisk involvering præget af mistillid, strategisk bekymring og geopolitisk rivalisering. Der blev dog ikke gjort forsøg på at ændre ejerskabet eller den formelle administration af kanalen.

USA accepterede Panamas kontrol – men holdt skarpt øje. Trump-administrationen anfægtede således ikke, at Panama havde fuld suverænitet over Panamakanalen (som fastlagt i Torrijos–Carter-traktaterne), og der var ingen forsøg på at “tage kanalen tilbage” eller genforhandle traktaterne.

Stærk bekymring over kinesisk tilstedeværelse

Trump-administrationens kritik rettede sig i stedet mod Kinas voksende økonomiske og strategiske fodaftryk i Panama, især havnedriften ved kanalens ender.

Trump-administrationen mente, at Kina kunne udnytte havnene strategisk, og der var frygt for overvågning, pres i en krisesituation eller indirekte kontrol.

Panama skifter diplomatisk side – forværrer USA’s bekymringer

I 2017 (under Trump) brød Panama de diplomatiske forbindelser med Taiwan og anerkendte Folkerepublikken Kina.

Herefter fulgte yderligere kinesiske investeringer, samarbejdsaftaler og interesse for infrastrukturprojekter.

Trump-administrationen så dette som en del af Kinas globale magtstrategi og som en udfordring mod USA’s historiske indflydelse i Mellemamerika, men uden at det udløste krav om ”at tage kanalen tilbage”.

Donald Trumps linje i det nye præsidentskab

Allerede før sin tiltræden som præsident skrev Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at han som præsident muligvis ville kræve, at USA fik kontrollen over Panamakanalen.

Ifølge Trump bliver amerikanske skibe pålagt urimelige afgifter, når de skal passere gennem kanalen. Han lufter i sit opslag også en bekymring over, at Kina har voksende indflydelse i området ved kanalen.

”Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama. Dette totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt”, lød det.

Trump har gentaget sin påstand om, at Kina “efter hans opfattelse opererer” kanalen og erklæret, at USA vil “tage den tilbage” — også i taler og i sin åbningstale som præsident i 2025.

Trump-administrationens bredere strategi

Administrationen forfølger under Trump en udenrigspolitisk holdning, der er blevet beskrevet som en revitalisering af en moderne Monroe-doktrin (“Donroe Doctrine”) med skarp fokusering på at holde Kina ude af Latinamerika og den vestlige halvkugle i det hele taget. De voldsomme udfald mod Panama, Venezuela og andre lande i Latinamerika og ”nødvendigheden” af at få fuld kontrol over Grønland, skal ses i det lys.

USA’s militære handlinger — f.eks. fjernelse af Venezuelas leder i 2026 — bruges strategisk for at signalere, at Kina og Rusland ikke får lov til at udvide deres indflydelse i regionen.

Situationen i Panama

Straks fra begyndelsen af præsidentperioden blev den nyudnævnte amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, sendt til Panama, hvor han i møder med præsidenten, Jose Raul Mulino, og ledende regeringsmedlemmer i utvetydige vendinger krævede, at Panama foretager “øjeblikkelige ændringer” i det, han kaldte Kinas “indflydelse og kontrol” over Panamakanalen. Amerikas øverste diplomat sagde, at Panama skal handle, ellers vil USA træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte sine rettigheder i henhold til en traktat mellem de to lande.

Advarslen følger op på præsident Donald Trumps løfte om at generobre kanalen.

Resultatet udeblev ikke. Den 6. februar 2025 meddelte præsident Jose Raul Mulino at Panama havde trukket sig ud af Kinas Belt and Road Initiative (BRI) infrastruktur program.

Siden har det Hongkong-baserede konglomerat CK Hutchison ”indvilliget” i at sælge sine ejerandele i centrale havnefaciliteter ved begge ender af kanalen (Balboa og Cristóbal) til et amerikansk ledet investorkonsortium.

Begge skridt opfattes i Washington som en reduktion af kinesisk indflydelse over kritisk infrastruktur. Samtidig har USA og Panama udbygget deres sikkerhedssamarbejde omkring kanalen, narkobekæmpelse og migrationsruterne, herunder med amerikansk adgang til udvalgte faciliteter, dog uden etablering af baser og uden at ændre Panamas myndighed over kanalen.

Tilsammen har disse udviklinger givet Trump og hans allierede noget konkret at pege på: amerikansk kapital tilbage i strategiske havne, tættere sikkerhedssamarbejde og forsikringer om adgang, mens Panamas suverænitet og kontrol over kanalen forblev uberørt.

Herefter har Trump ophørt med at gentage kravet om at “tage kanalen tilbage”, ikke fordi kravet blev opfyldt i juridisk forstand, men fordi der opstod et praktisk udfald, som imødekom hans erklærede bekymringer uden at genåbne traktater eller udløse en international krise.

Indtil for nylig var Harvard det mest produktive forskningsuniversitet i verden ifølge globale ranglister, der ser på akademisk publikation.

Harvard faldt for nylig til nummer 3 på ranglisten. De universiteter, der kæmper sig op ad listen, er ikke Harvards amerikanske konkurrenter, men kinesiske universiteter, der støt er klatret opad på ranglister, der understreger omfanget og kvaliteten af ​​den forskning, de producerer.

Amerikanske universiteter begyndte for år siden at sakke agterud – ikke fordi amerikanske skoler bliver påviseligt dårligere. Det er simpelthen den globale konkurrence, hvor andre lande gør hurtigere fremskridt.

Hvis vi ser tilbage til starten af ​​2000’erne, ville en global universitetsrangliste baseret på videnskabeligt output, såsom publicerede tidsskriftartikler, være meget anderledes. Syv amerikanske skoler ville være blandt de 10 bedste, anført af Harvard University som nummer 1.

Kun én kinesisk skole, Zhejiang University, ville overhovedet dengang være kommet i top-25.

I dag er Zhejiang rangeret som nummer ét på den liste, Leiden Rankings, fra Center for Science and Technology Studies ved Leiden Universitet i Holland publicerer. Syv andre kinesiske skoler er i top-10.

I Leiden Rankings indtager Københavns Universitet en plads som nr. 40, Aarhus Universitet 148 og DTU 264, mens Syddansk Universitet og Aalborg Universitet er henholdsvis 344 og 391.

Roskilde Universitet ses ikke overhovedet at være ranglistet af Leiden Univerrsitet.

Præsident Donald Trump har gentagne gange udtrykt sit behov for at kontrollere Grønland på grund af national sikkerhed.

“Vi har brug for det, for hvis man kigger uden for Grønland lige nu, er der russiske destroyere, der er kinesiske destroyere, og endnu større, der er russiske ubåde overalt. Vi vil ikke have Rusland eller Kina til at besætte Grønland, og det er det, de vil gøre, hvis vi ikke gør det.”

Kort før pressemødet gentog han det nok engang på sit sociale medie Truth Social.

“NATO: Sig til Danmark, at de skal få dem væk herfra, NU! To hundeslæder kan ikke gøre det! Kun USA kan!!! Dansk efterretningstjeneste advarede sidste år om russiske og kinesiske militære mål mod Grønland og Arktis,” skriver han og linker til en artikel, der omhandler Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) trusselsvurdering mod Kongeriget Danmark.

Senere onsdag gentog han på Truth Social at USA behøver Grønland:

“The United States needs Greenland for the purpose of National Security. It is vital for the Golden Dome that we are building. NATO should be leading the way for us to get it. IF WE DON’T, RUSSIA OR CHINA WILL, AND THAT IS NOT GOING TO HAPPEN! Militarily, without the vast power of the United States, much of which I built during my first term, and am now bringing to a new and even higher level, NATO would not be an effective force or deterrent – Not even close! They know that, and so do I. NATO becomes far more formidable and effective with Greenland in the hands of the UNITED STATES.

Anything less than that is unacceptable. Thank you for your attention to this matter! President DJT”.

På pressemødet efter mødet med J.D. Vance og Marco Rubio gik Lars Løkke Rasmussen i rette med Donald Trumps påstand om de russiske og kinesiske skibe.

“Det er ikke sandt, at der er kinesiske krigsskibe over det hele. Ifølge vores efterretninger har der ikke været et kinesisk krigsskib i Grønland i det sidste årti,” siger Lars Løkke Rasmussen, samtidig med at han tilkendegav, at Rigsfællesskabet også var bekymret for sikkerheden i arktis.

Senere på aftenen dansk tid gæstede Lars Løkke Rasmussen den amerikanske tv-kanal Fox News, hvor han gentog, at “der er absolut ingen kinesiske fodaftryk i Grønland.” Udenrigsministeren medgav samtidig, at Rigsfællesskabet delte amerikanernes bekymring for sikkerheden i Arktis, Grønland og Det Høje Nord.

Har præsident Trump en pointe?

Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, udgiver hvert år i publikationen UDSYN en efterretningsbaseret vurdering af de ydre vilkår for Kongeriget Danmarks sikkerhed.

I de seneste vurderinger beskæftiger FE sig indgående med Ruslands og Kinas arktiske interesser og mulige sikkerhedsmæssige trusler mod Grønland.

I UDSYN 2025 hedder det således, at Rusland fortsat er den stærkeste militære magt i Arktis, men opfatter sig som udfordret af Vesten. Kinas langsigtede interesser i Arktis indbefatter Grønland, og Kina vil fortsat have interesse i særligt forskningsmæssigt, men også kommercielt samarbejde med Grønland.

Rusland

FE forudser, at Rusland i stigende grad vil hævde sine interesser med konfrontatorisk adfærd både politisk og militært. Rusland er presset af bl.a. vestlige sanktioner og vil derfor øge sit arktiske samarbejde med Kina og give Kina større adgang til sine arktiske besiddelser.

Rusland har over det seneste årti udbygget militære installationer langs kysten og fremskudte baser, som giver Rusland en forsvarslinje ude i Det Arktiske Ocean. Selv om baserne er beregnet til forsvar, kan de også bruges i forbindelse med angreb. Bl.a. vil kampfly, der letter fra baserne, med kort varsel kunne angribe Pituffik-basen i Grønland og vestlige skibe i store dele af Det Arktiske Ocean.

For Rusland udgør farvandene mellem Grønland, Island, Færøerne og Storbritannien, det såkaldte GIUK-gab (Greenland-Iceland-UK Gap), den vigtigste adgangsvej til og fra Arktis. GIUK-gabet spiller derfor en nøglerolle for Rusland i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Under en sådan konflikt vil Rusland forsøge at angribe forsyningslinjerne mellem USA og Europa ved hjælp af angrebs-ubåde, der bl.a. skal kunne sejle gennem GIUK-gabet uden at blive opdaget. Samtidig ønsker Rusland at kunne opdage NATO-ubåde, der sejler gennem gabet.

Kina

Kina har også strategiske interesser i Arktis og ønsker at kunne operere med ubåde i Det Arktiske Ocean. Kina er derfor i gang med at forberede evnen til at være til stede militært i Arktis.

Det er sandsynligt, at Kinas omfattende tilsyneladende tilforladelige polarforskning er en del af landets strategi for såkaldt militærcivil fusion, og at de data, Kina indsamler i Det Arktiske Ocean, kan anvendes til militær planlægning. Dette gælder også kinesiske forskningsaktiviteter og -stationer i de øvrige arktiske lande, herunder i Grønland, hvor Kina fortsat viser interesse for at sikre tilstedeværelse og gennemføre forskningsprojekter.

Det samme gælder Kinas bestræbelser på at øge sin overvågning ved hjælp af satellitter, der passerer over Nordpolen.

USA

USA har øget sin sikkerhedspolitiske interesse for Arktis markant i de seneste år i lyset af Ruslands fortsatte oprustning, og Kinas fortsatte bestræbelser på at kunne sejle med ubåde og overfladeskibe i regionen.

For USA ligger den første og vigtigste varslingslinje i Arktis. USA’s radarkapaciteter ved Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base) i Grønland skal opdage fjendtlige missiler for at give USA mulighed for at reagere.

Det ville være naivt at tro, at den amerikanske administration ikke har overvejet andre muligheder end ejerskab/fuld kontrol til Grønland.

Den amerikanske administration finder, at Danmark har forsømt at opbygge kapaciteter, der kan imødegå de trusler fra Kina og Rusland, som Forsvarets Efterretningstjeneste selv i årevis har dokumenteret og påpeget. USA vurderer samtidig, at Danmark ikke har hverken finansiel eller militær kapacitet til at rette op på de sikkerhedsmæssige mangler.

USA har ej heller tillid til, at et selvstændigt Grønland, vil kunne modstå pres fra Kina og Rusland. Eller for den sags skyld respektere den forsvarsaftale, som Danmark og USA indgik i 1951.

Selvom forsvarsaftalen formelt set giver amerikanerne massiv mulighed for at øge deres militære tilstedeværelse i Grønland, tvivler amerikanerne på, at et grønlandsk selvstyre på den lange bane vil overholde den, og den tvivl vil amerikanerne ikke sætte amerikansk national sikkerhed på spil over.

Er der udsigt til at den aftalte arbejdsgruppe kan finde en løsning?

På mødet med J.D. Vance og Marco Rubio i Washington onsdag den 14. januar 2026 blev det aftalt at etablere en højtstående arbejdsgruppe, der skal se på sikkerheden i Arktis og hvordan de fælles bekymringer kan imødegås.

Selvom den amerikanske opfattelse er, at arbejdsgruppen skal se på modaliteterne for en amerikansk overtagelse af Grønland, er det angiveligt den dansk/grønlandske position, at sikringen af Grønland kan opnås med respekt for Rigsfællesskabets grænser og Grønlands selvbestemmelsesret.

Hvis arbejdsgruppen tager udgangspunkt i forsvarsaftalen fra 1951 og foreslår et tillæg (eller en helt ny aftale), der forpligter Rigsfællesskabet/Grønland til at hindre Kinas og Ruslands (og eventuelt andre lande, der eventuelt kunne være USA’s modstandere) adgang til grønlandske farvande, til Grønlands infrastruktur eller til naturforekomster i Grønland, vil det næppe tilfredsstille USA.

Europæiske NATO-lande syntes nu indstillet på at bidrage til en forstærket sikkerhedsindsats i Grønland, og det kan måske berolige USA. Men selvom Rigsfællesskabet/Grønland forpligter sig til at blive i NATO og EU er der ingen sikkerhed for at disse strukturer på sigt fortsætter med at eksistere. Kina og Rusland vil også kunne omgå blokeringen til Grønland med stråmands- og skyggeselskabskonstruktioner. Hertil kommer, at amerikanerne tvivler på, at et grønlandsk selvstyre på den lange bane vil overholde indgåede aftaler, og den tvivl vil amerikanerne ikke sætte amerikansk national sikkerhed på spil over.

Chefen for den amerikanske centralbank i USA, Federal Reserve, Jerome Powell, har natten til mandag den 12. januar 2026 udgivet en video, hvor han fortæller, at centralbanken af det amerikanske justitsministerium, DOJ, er indstævnet til at afgive forklaring for en såkaldt grand-jury.

Renoveringsprojekt

Ifølge Powell og rapporter fra flere nyhedskilder udstedte DOJ stævningen til Federal Reserve den 9.–10. januar 2026, i en eventuel straffesag knyttet til Powells vidneforklaring i juni 2025 for Senatets bankudvalg. Powells vidneforklaring i Senatet berørte delvist et flerårigt, renoveringsprojekt af Feds historiske hovedkvarter i Washington, D.C. – et projekt til omkring 2,5 milliarder dollars præget af markante budgetoverskridelser som havde udviklet sig til en politisk betændt sag.

Stævningerne vedrører formelt denne vidneforklaring og renoveringsprojektet, da DOJ via en storjuryundersøgelse søger oplysninger om, hvorvidt Powells udtalelser til Kongressen var forkerte, vildledende eller på anden måde kritisable.

Centralbankens uafhængighed

Ifølge centralbankchefen er stævningen, der formelt omhandler hans foretræde for kongressen i sommer sidste år, i virkeligheden er et forsøg på at styre ham og den uafhængige centralbank.

”Truslen om en straffesag er en konsekvens af, at Federal Reserve fastsætter renterne baseret på vores bedste vurdering af, hvad der vil tjene offentligheden, i stedet for at følge præsidentens præferencer”, siger Powell i videooptagelsen.

Dermed er diskussionen om en uafhængig centralbank i USA igen blusset op.

Selvom præsident Donald Trump i et interview med NBC News søndag benægter at have kendskab til Justitsministeriets undersøgelse af centralbanken, har nyheden ikke desto mindre allerede haft mærkbar effekt på finansmarkederne. Den amerikanske dollar er svækket over for alle sine store modparter, mens guldprisen er steget til et rekordhøjt niveau. Futures for det store toneangivende S&P 500-indeks faldt 0,3 pct.

Støtteerklæring fra centralbankchefer

En række chefer fra verdens centralbanker, herunder Christian Kettel Thomsen fra Danmarks Nationalbank, er gået sammen i en fælles erklæring om at støtte centralbankchef Jerome Powell.

– Vi står med fuld solidaritet sammen med Fed og dens formand, Jerome Powell.

– Centralbankernes uafhængighed er en hjørnesten i pris-, finansiel- og økonomisk stabilitet, som er i borgernes interesse. Det er derfor afgørende at bevare denne uafhængighed, lyder det i erklæringen ifølge Reuters.

USA’s præsident, Donald Trump, har længe kritiseret Jerome Powell for ikke at sænke renterne, kaldt Powell “en tåbe” og “en idiot” og udtrykt et ønske om at fjerne Powell fra posten som centralbankchef – noget der trods alt ligger udenfor præsidentens beføjelser.

Det Hvide Hus begyndte sidste år at kritisere centralbankens renoveringen af to bygninger i Washington D.C. for 2,5 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 16 milliarder kroner, og Trump har luftet tanker om en mulig fyring af Powell på grund af budgetmæssige overskridelser.

Jerome Powells periode som chef for centralbanken nærmer sig snart sin afslutning, da han til maj ikke længere kan være formand, men hans underliggende post som guvernør i Federal Reserve slutter først i 2028.

USA vil have kontrol med et Grønland, der potentielt er truet af Kina og Rusland, på grund af nationale (og internationale) sikkerhedsinteresser. Uanset den endelige tekniske løsning, vil det også få konsekvenser for Færøerne, og allerede nu kan det med sikkerhed forudsiges, at Rigsfællesskabets dage er talte.

Præsident Donald Trump har tidligere argumenteret for, at Canada burde høre under USA (altså blive en del af USA som “51. stat”). Argumentet er, at Canada økonomisk, militært og sikkerhedsmæssigt er afhængig af USA, der årligt betaler omkring 200 milliarder dollars i subsidier til Canada form af handelsunderskud og forsvarsudgifter, og derfor burde Canada være en del af USA.

USA har allerede flyvestationen Pituffik Space Base i Grønland, den, der tidligere hed Thulebasen. Og de aftaler, man har indgået omkring USA’s tilstedeværelse i Grønland, giver amerikanerne forholdsvis vide sikkerhedspolitiske rammer.

Der er således ingen tvivl om, at Grønland endnu mere udtalt end Canada er militært og sikkerhedsmæssigt afhængig af USA. Når USA skal have det forsvars- og sikkerhedsmæssige ansvar for Grønland må USA også kunne kontrollere adgangen til Grønland, farvandene omkring Grønland og Grønlands ressourcer.

Danmark har ikke kapacitet til at løfte opgaven

Præsident Trump, Vance m.fl. har med henvisning til åbenlyse kinesiske og russiske interesser, selvstændighedsbevægelsen i Grønland, utilstrækkelig maritim suverænitetshævdelse, manglende radardækning og luftforsvar og latterliggørelse af slædehundepatruljen Sirius argumenteret for, at Danmark ikke har evnet eller kapacitet til at udvikle Grønland militært, erhvervsmæssigt og socialt.  

Spørgsmålet om Kinas tilstedeværelse i Grønland

Ruslands interesser i Arktis er velkendte, men Kina har også investeret i at udvikle sejlruter omkring Grønland, og Kina er bestemt også på banen på det grønlandske fastland.

Da den danske flådestation Grønnedal (Kangilinnguit) i det sydlige Grønland i 2014 blev nedlagt og sat til salg viste et kinesisk selskab — General Nice Group — i 2016 interesse i at købe denne nedlagte base.

Den danske regering valgte at afbryde salget og tage basen af markedet, delvist for at forhindre netop dette kinesiske køb. Beslutningen blev truffet af danske sikkerhedshensyn og med tanke på Danmarks tætte forsvarsrelation med USA og aftalen fra 1951 mellem Danmark og USA om forsvarsforholdene på Grønland.

Basen lev taget af salgslisten og igen brugt til danske forsvarsformål som lagrings- og logistisk facilitet.

I 2017 tilbød den store kinesiske entreprenør CCCC at bygge en lufthavn i Grønland – og fra grønlandsk side var signalet, at man var open for business.

Det fik det straks til igen at løbe koldt ned ad ryggen på danske embedsmænd og politikere – og i øvrigt også amerikanske – for nu drejede det sig pludselig om arktisk sikkerhedspolitik. Kom Kina til at stå bag kritisk infrastruktur i Grønland, ville de sætte et stort fodaftryk i Arktis.

Inden for et år pungede Danmark ud med den nødvendige milliardbevilling på 3,6 mia. kr., der skulle til for at holde kineserne ude i kulden, og man landede på en aftale om, at lufthavnen, skulle være 66 procent ejet af Grønland og 33 procent af Danmark.

Grønlands hjemmestyre har imidlertid aldrig rigtig fået truffet en klar beslutning om, hvordan man har det med Kina i Grønland og interessen er fortsat betydelig.

Det australske mineselskab, Energy Transition Minerals (ETM), med fokus på mineraler som sjældne jordarter, lithium, tin og tantal, der er vigtige for den grønne omstilling, og som har efterforskningslicens til Kuannersuit projektet ved Narsaq (Kvanefjeld-projektet), har anlagt en voldgiftssag mod Grønlands hjemmestyre og efterfølgende retssager med internationale retskrav om en meget stor erstatning (90 mia. kr.), fordi Grønlandske selvstyre i 2023 stoppede projektet med en henvisning til at Grønlands regering med en lov i 2021 havde forbudt al uranudvinding.

Der er kinesiske interesser i mineselskabet ETM, og samtidig var det oprindeligt planen, at de sjældne jordarter fra Kvanefjeld skulle forarbejdes færdige i Kina, som det sker med stort set alle sjældne jordarter.

Et selvstændigt Grønland

Et flertal af befolkningen på Grønland ønsker selvstændighed. Selvstændighed forudsætter en folkeafstemning på Grønland, og tidspunktet og betingelserne er fortsat til diskussion. Det er den amerikanske opfattelse, at det nuværende Rigsfællesskab ikke på betryggende kan håndtere de sikkerhedsmæssige udfordringer på Grønland. Hertil kommer, at et selvstændigt Grønland i endnu mindre grad vil kunne modstå Ruslands, Kinas og andres pres, og derfor er det vigtigt for USA allerede nu at sikre sig kontrollen over Grønland.

“Økonomisk magt” frem for militær tvang

Trump har ikke direkte foreslået militær intervention i Canada eller Grønland som i Venezuela. Det Trump har sagt, er at han måske ville bruge økonomiske midler (told, sanktioner, handelspres) for at sikre amerikanske interesser, hvis det blev nødvendigt.

Den danske regerings ”håndtering” af krisen med USA

Selvom Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina længe har været i mediernes fokus, er det svært at se, at den danske regering har gjort noget for at løse problemet. I stedet er nationen kastet ud i den formentlig største udenrigspolitiske krise nogensinde.

De amerikanske interesser i et køb af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark i september 2019 udløste intens debat, men tilsyneladende ingen forsøg på at afværge krisen, som igen er brudt ud i lys lue efter den amerikanske aktion i Venezuela.

Wall Street Journal kunne den 16. august 2019 oplyse, at præsident Donald Trump havde bidt sig fast i ideen om, at USA skulle købe Grønland. Avisen kunne oplyse, at personer med kendskab til spørgsmålet sagde, at Trump gentagne gange havde udtrykt interesse for at købe det isdækkede, autonome danske territorium mellem Nordatlanten og Ishavet.

Mette Frederiksens reaktion

Da meldingen om Donald Trump direkte forslag om at købe Grønland nåede til Grønland, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) var på besøg, slog hun hurtigt den amerikanske præsidents forslag i sænk. Det var “absurd”, lød det.

Ellers ingen reaktion fra Danmark

Det var imidlertid påfaldende, at det danske Udenrigsministerium, den danske udenrigsminister Jeppe Kofod og den danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i debatten.

I USA svarede Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet ikke på henvendelser fra pressen. Påfaldende var det imidlertid, at det danske udenrigsministerium, udenrigsministeren, Kongehuset eller den danske ambassade i Washington ikke straks svarede på anmodninger om kommentar.

Den eneste reaktion kom fra Grønlands udenrigsministerium, der meddelte, at øen ikke var til salg. “Vi er åbne for forretning, ikke for salg,” sagde ministeriet på Twitter, mens det understregede Grønlands naturressourcer og turismepotentiale.

Den arktiske ambassadør

Det mest påfaldende var, at Danmark faktisk havde en særlig arktisk ambassadør – Hanne Fugl Eskjær. Ikke mange kendte til hendes eksistens og selvom hun forventedes at repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden, formåede hun at holde sig helt uden for mediernes rampelys.

Hanne Fugl Eskjær, født: 19-10-1971, er i dag Danmarks ambassadør i Frankrig og til Monaco. Efter hendes totale svigt i 2019 blev hun som arktisk ambassadør udskiftet med den hidtidige ambassadør i Canada, Thomas Winkler, der tidligere havde været dansk ambassadør i Rusland og efter sigende havde et vist kendskab til arktiske forhold.

Thomas Winkler var som sin forgænger helt usynlig, og i dag er det Kenneth Høegh, der er arktisk ambassadør for Kongeriget Danmark.

Han er den første grønlænder på posten, og det var den grønlandske regering, der udpegede og udenrigsministeren som udnævnte Kenneth Høegh som ambassadør som del af en ny rollefordeling for formandskabet i Arktisk Råd, som Grønland har overtaget på vegne af rigsfællesskabet i perioden 2025–2027.

Som sine forgængere er Kenneth Høegh helt fraværende i den offentlige debat.

Diplomatisk oprustning

Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.

Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.

Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.

Bortset fra pressevagten foreligger der ikke oplysninger om regeringen har taget konstruktive initiativer i anledning af den amerikanske udfordring.

Trump aflyste dansk statsbesøg i 2019

Trump kom alligevel ikke til Danmark i september 2019, efter Mette Frederiksen nægtede at sælge Grønland.

Præsident Trump aflyste besøget i et opslag på X (dengang Twitter), hvor Trump skrev, at han på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt.

I udtalelser til pressen koblede Donald Trump det direkte sammen med Mette Frederiksens formulering af afvisningen af købstilbuddet. Hendes udtalelser var “nasty”, sagde Trump.

Møde i Det Hvide Hus

Spørgsmålet er om det ikke allerede i 2019 havde været klogt at reagere positivt på Trumps ”købstilbud” – hilse det velkommen og tilkendegive at Trumps besøg i Danmark ville være en god anledning til at drøfte de amerikanske interesser i Grønland.

Det skete som bekendt ikke, og derfor er mødet i Det Hvide Hus den 14. januar 2026 afgørende.

Efter knap fem år som chefredaktør og administrerende direktør i mediehuset A4 Medier stopper Kristian Madsen på posten med øjeblikkelig virkning. Det fremgår af en pressemeddelelse, som bestyrelsesformand i mediehuset Mads Reinholdt har sendt til Ritzau.

Her lyder det, at bestyrelsen og Kristian Madsen er blevet enige om at stoppe samarbejdet. Det begrundes blandt andet med, at de to parter ser »forskelligt på, hvordan A4’s administrative setup bedst styrkes efter en periode med omsætningsvækst«.

Omsætningen fremgår ikke af A4 Mediers regnskaber, men mediehusets seneste regnskab viser, at A4 Medier reducerede sit underskud fra 3,8 millioner kroner i 2023 til et underskud på 1,7 millioner kroner i 2024.

10 år hos Politiken

Kristian Madsen kom til A4 Medier i 2021 efter godt 10 år hos Politiken, hvor han blandt andet var lederskribent, politisk kommentator, udenrigsjournalist og USA-korrespondent.

Kristian Madsen tiltrådte som direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 (inden 3F’s involvering i Falck-skandalen) og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.

Helle Thornings tale

Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.

Kampmann

Som chefredaktør på A4 Medier afløste Kristian Madsen Nicolai Kampmann, hvis far, Jens Kampmann var minister under Anker Jørgensen-regeringerne. Hans farfar, Viggo Kampmann, var Danmarks statsminister 1960-62.

Når Socialdemokratiet rydder op

Dengang Nicolai Kampmanns farfar var statsminister i Danmark, blev der brugt håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Socialdemokratiet havde i begyndelsen af 1960’erne en ”god ven” i Politiet, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Betjenten – han hed også Madsen, dog Christian til fornavn – havde siden besættelsens sidste urolige og politiløse år været tær knyttet tæt til partiets ledelse, for hvem han fungerede som bodyguard, ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Helge Hjortdal har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, ”hvor døren kun kunne åbnes udefra”.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, og i maj stødte hjerteproblemer til – lød det. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Trods de påståede hjerteproblemer, levede Viggo Kampmann endnu 14 år og døde først den 3. juni 1976.