Arbejdsmiljøproblemerne i forvaltningen under den radikale kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard, har været af mindst samme størrelse som hos den konservative europaparlamentariker, Pernille Weiss. Problemerne med Mia Nyegaard er udførligt beskrevet af flere medier, og i starten af året førte det til, at forvaltningens presseafdeling blev rykket fysisk væk fra borgmesteren til et nyt kontor.

Siden har flere medarbejdere opsagt deres stillinger i direktions- og ledelsessekretariatet på Københavns Rådhus.

Kommunens egen arbejdsmiljørådgiver, Arbejdsmiljø København, gennemførte en måling af arbejdsmiljøet 31. januar, hvor syv ud af 12 medarbejdere har svaret ja til at have været udsat for mobning, chikane eller diskriminerende adfærd i deres arbejde.

Mia Nyegaard har nu hyret Frank Jensens tidligere pressechef, Rikke Egelund, som ny sekretariatschef.

Altinget oplyser, at Rikke Egelund forlader sin stilling som kommunikations- og strategichef i Miljøministeriet, hvor hun har slået sine folder siden slutningen af 2021.

Rikke Egelund er uddannet journalist og udover bistanden til Frank Jensen, har hun tidligere været rådgiver for den daværende konservative udenrigsminister, Lene Espersen, samt pressechef i Det Konservative Folkeparti.

Island meddelte fredag, at det ville indstille arbejdet ved sin ambassade i Moskva fra den 1. august. Island bad samtidig Rusland om at begrænse sine operationer i Reykjavik.

“Den nuværende situation gør det simpelthen ikke levedygtigt for den lille udenrigstjeneste i Island at drive en ambassade i Rusland,” sagde udenrigsminister Thordis Gylfadottir fredag den 9. juni 2023

I et symbolsk træk kunne man fredag ​​se personalet tage det islandske flag ned fra ​​ambassaden i Moskva.

Det islandske udenrigsministerium understregede, at beslutningen “ikke udgør en afbrydelse af diplomatiske forbindelser.”

Men da de kommercielle, kulturelle og politiske bånd med Rusland i øjeblikket er “på et lavpunkt”, var opretholdelsen af ​​ambassadeoperationer i Moskva “ikke længere forsvarligt,” hedder det.

Island er det første land til helt at suspendere sine ambassadeoperationer i Moskva, og Rusland sagde lørdag, at “Alle Reykjaviks anti-russiske handlinger vil uundgåeligt fremkalde et svar”, sagde det russiske udenrigsministerium i en erklæring, der beskylder Island for at “ødelægge” forholdet mellem de to lande.

“Vi vil tage denne uvenlige beslutning i betragtning, når vi etablerer vores forbindelser med Island i fremtiden,” tilføjede ministeriet.

Imens i Danmark….

Den danske regering har ingen planer om at lukke ambassaden i Moskva, men den 3. maj 2023 fremsatte regeringen dog et lovforslag om at opsige den såkaldte dobbeltbeskatningsaftale mellem Rusland og Danmark med virkning fra 1. januar 2024.

Udenrigsministeriet har til Ritzau oplyst, at bankkort tilhørende den danske ambassade i Moskva har været spærret siden sommer sidste år. Ambassaden har siden sidste sommer været underlagt betydelige restriktioner fra russiske myndigheder, der har hindret ambassadens bankforretninger. Øgede dokumentationskrav forud for alle betalinger betyder konkret, at ambassaden gennem længere tid har måtte udbetale løn til ansatte og betale regninger kontant.

Huslejetilskud til den russiske ambassade i København

Af finansloven fremgår (§ 06.11.15.10.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade i København til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af ambassadens lejemål. I 2023 udgør tilskuddet 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

FN-kommissionen ”The World Commission on Environment and Development” med den norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand fremlagde i 1987 rapporten ”Vores fælles fremtid” som efterfølgende overalt kaldes ”Brundtlandrapporten”

Rapporten var en væsentlig del af grundlaget for Rio-konferencen i 1992, der i Rio-deklarationen, fastslog 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling.

Disse principper omhandler bl.a. bæredygtighed: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Det er således fastslået, at bæredygtighed ikke kun er et spørgsmål om CO2, klima og miljø, men om 3 aspekter: et miljømæssigt, et økonomisk og et socialt aspekt.

Regeringsledere fra FN’s 192 medlemslande blev i 2015 enige om 17 ambitiøse verdensmål – og 169 delmål – for en bæredygtig, global udvikling.

Verdensmålene eller SDG-målene sætter en ramme og en retning for løsningen af klodens største problemer inden 2030. Målene handler blandt andet om at udrydde fattigdom, sult og ulighed, sikre bæredygtige økosystemer, herunder biodiversiteten på land og i havene, samt begrænse de menneskeskabte klimaforandringer og forureningen af miljøet.

Fra bæredygtighed til ESG-processer

I Danmark har der siden 1987 været talt om bæredygtighed. Verdensmålene har betydet, at bæredygtighedsdiskussionen nu tilsyneladende har fået konkret indhold, og mange politikere og erhvervsfolk demonstrerer deres ståsted i bæredygtigheds-og klimadebatten med en SDG-roset i knaphullet. I erhvervslivet tales der også i møder og strategier om bæredygtighed, men i de fleste virksomheder bliver det foreløbig ved snakken – i kun omkring hver 10. virksomhed er der fastsat konkrete mål.

Det forhindrer ikke, at de fleste virksomheder ved festlige lejligheder og især i markedsføringssammenhænge fuldt og helt bakker op om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Uden blusel hævder selv tobaksfabrikanter, at de har en stærk interesse i, at kloden og økonomien udvikler sig bæredygtigt – socialt såvel som miljømæssigt.

Med alvorstung ansvarlighed anføres det, at hvis den globale økonomi ikke udvikler sig bæredygtigt, og når verden ikke de opstillede mål, kan der være risiko for stigende uro, konflikter, øget global opvarmning og dermed også mere usikre betingelser for vækst og den fremtidige afsætning.

Den enkelte virksomhed vil derfor på papiret gå langt for at overbevise kunder og aktionærer om at virksomheden har – og lever op til – sit ansvar for at bidrage til bæredygtig udvikling og vækst.

Rådgiverne

Rådgivningsbranchen har for længe siden øjnet forretningsmulighederne. Virksomhederne bombarderes med tilbud om, at de 17 SDG’er (Sustainable Development Goals) bør være et centralt element i enhver virksomheds arbejde med CSR.

Sagesløse virksomheder overbevises om, at kunder, myndigheder, banker, leverandører og samarbejdspartnere i stigende grad ønsker at samarbejde med virksomheder, som klart kan vise, hvordan de bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling i verden. I den aggressive markedsføring tilbydes ekspertbistand til at hjælpe danske virksomheder med at indarbejde SDG’erne i mål og strategier, så de skaber øget top- og bundlinje på en effektiv måde – for både virksomheden selv og resten af verden.

Revisions- og rådgivningsbrancherne har samtidig travlt med at overbevise virksomheder om, at et selskabs værdi kan ikke længere alene kan baseres på finansielle informationer og finansielle data.

Det hævdes, at investorer og analytikere i stigende grad inddrager data for bæredygtighed – såkaldte ESG-data (Environmental, Social and Governance) i deres vurdering af selskabers værdiskabelse og i analysen af selskabets langsigtede vækstmuligheder.

Derfor er det afgørende at professionalisere ESG-processer og ESG-data – noget revisorer, rådgivere og marketingsfolk gerne for betaling er virksomhederne behjælpelig med!

Konsulenters ansvar for vage, vildledende eller ubegrundede anprisninger af bæredygtighed

I debatten bliver konsulentbranchen ofte udpeget som det onde dyr i åbenbaringen. ESG-strategier er reelt Greenwashing og i virkeligheden undergraver konsulentbranchen den grønne omstilling.

Baseret på min egen omgang med konsulenter er det ikke de store konsulenthuse – ”The big three” (McKinsey, Boston Consulting Group og Bain & Company) eller de største revisionsfirmaer – ”The big four” (PwC, Deloitte, KPMG og Ernst & Young) eller alle de andre rådgivere, der er de store skurke.

De fleste konsulentvirksomheder, der støtter internationale organisationer, virksomheder og NGO’er i deres ambition om at skabe bæredygtig effekt af deres virksomhed, vil gerne både tjene penge og gøre noget godt for verden/klimaet/bæredygtighed/biodiversitet/ligestilling/dyrevelfærd m.v. Det er bare en forudsætning, at det i virkeligheden er er det, kunden efterspørger.

De konsulenter jeg har mødt i den danske centraladministration, i Bruxelles eller i Rom har ikke haft nogen egeninteresse i at modarbejde klimaindsatser eller andre noble mål. De skal tjene penge og leverer det, kunden efterspørger. Problemet er kunder, som f.eks. vil green- eller pink washe eller skabe indtryk af sikkerhed trods kritisable forretningsgange, og derfor beder konsulenten om løsninger, der med den rigtige indpakning og markedsføring efterlader et positivt indtryk, men som i realiteten gør det muligt fortsætte uændret med den hidtidige praksis.

Konsulenter siger ikke nej til en opgave, der kan sikre arbejde for mange kollegaer i flere år, fordi integriteten eller moralen er udfordret integritetsudfordringer, hvis markedsføringslov m.v. ellers overholdes. Lige så lidt som embedsmændene i klimaministeriet siger op i protest mod regeringens manglende indsats eller ansatte ved domstolene siger op i protest mod manglende ressourcer: ”He who pays the piper calls the tune!”

Nye EU-regler for anprisning

En undersøgelse fra EU-Kommissionen fra 2020 viste, at 53,3 pct. af de undersøgte miljøanprisninger i EU blev anset for at være vage, vildledende eller ubegrundede, og at 40 pct. var udokumenterede. Manglen på fælles regler for virksomheder, der fremsætter frivillige grønne anprisninger, fører til “greenwashing” og skaber ulige vilkår på EU’s marked til skade for reelt bæredygtige virksomheder.

Den 22. marts 2023 offentliggjorde EU-Kommissionen i Bruxelles forslag til fælles kriterier mod greenwashing og vildledende miljøanprisninger. Efter forslaget vil forbrugerne få større klarhed over og større sikkerhed for, at noget, der markedsføres som grønt, rent faktisk også er grønt.

Forslaget indeholder regler vedrørende produkters miljøaftryk (PEF) og kategoriregler (PEFCR). Virksomheder, der vælger at fremsætte en “grøn anprisning” om deres produkter eller tjenesteydelser, skal fremover overholde minimumsnormer for, hvordan de underbygger disse påstande, og hvordan de kommunikerer dem.

Forslaget er rettet mod eksplicitte anprisninger, som f.eks. “T-shirt fremstillet af genanvendte plastflasker”, “CO2-kompenseret levering”, “Emballage fremstillet af 30 pct. genanvendt plast” eller “Havvenlig solcreme”.

Forslaget angår altså ikke ”generelle” anprisninger, men “eksplicitte miljøanprisninger”, defineret som de anprisninger, der står på etiketter eller i tekstform. Det betyder, at de implicitte anprisninger, der kan ligge i produkters emballage, der er grøn eller viser frodige skove, ikke reguleres af forslaget fra Kommissionen.

Forslaget, som det foreligger i dag, kræver ikke at produktanprisninger skal baseres på detaljerede livscyklusanalyser af virkninger langs hele et produkts forsyningskæde.

Et af de kontroversielle emner i de sidste års mærkningsdebat har været virksomhedernes påstande om CO2- eller kulstofneutralitet. Påstande, der ofte fremsættes uden at det nødvendigvis specificeres, at kulstofneutraliteten kun har kunnet opnås ved at købe kompensationer – certifikater, der dokumenterer, at der er plantet træer et eller andet sted.

Påstande om, at klimapåvirkningen fra et produkt er “netto nul”, mens det ikke er foretaget forbedringer af processen – og kulstofneutraliteten kun er resultatet gennem indkøbte CO2-certifikater, bliver nu forbudt.

Retspraksis i mange lande har allerede skabt præcedens, og nu kan EU med de nye regler kræve, at kulstofanprisninger tydeligvis skal være inden for samme produkts livscyklus, eller i det mindste ærligt deklarere, at klimaeffekten kun er opnået ved indkøbte kompensationer.

Forslaget vil også regulere miljømærker. Der findes i øjeblikket i EU mindst 230 forskellige mærker, og noget tyder på, at dette fører til forvirring og mistillid blandt forbrugerne. For at kontrollere udbredelsen af sådanne mærker vil nye offentlige mærkningsordninger ikke være tilladt, medmindre de udvikles på EU-plan, og eventuelle nye private ordninger vil skulle udvise højere miljøambitioner end eksisterende ordninger og være omfattet af en forhåndsgodkendelse. Der er detaljerede regler om miljømærker generelt: De skal også være pålidelige, gennemsigtige og uafhængigt verificerede, ligesom de skal gennemgås regelmæssigt.

Europa-Parlament og Ministerråd

De nye anprisningsregler skal nu gennem den sædvanlige procedure i Europa-Parlamentet inden den endelige vedtagelse i Ministerrådet. Der kan således meget vel aftales ændringer i forslaget ligesom det kan tage tid, før de nye regler får retskraft i EU.

Eksisterende forbud mod vage, ubegrundede og vildledende markedsføring

I Danmark har Forbrugerombudsmanden i den seneste tid behandlet en række sager om såkaldt “greenwashing”, hvor Forbrugerombudsmanden har fundet, at virksomheders brug af udsagn om miljø og bæredygtighed i deres markedsføring har været vildledende. Forbrugerombudsmanden har ikke foretaget politianmeldelse af virksomhederne, men har i stedet indskærpet reglerne over for virksomhederne. Forbrugerombudsmanden har dog oplyst, at der forventes at blive indgivet flere politianmeldelser for overtrædelse af forbuddet mod greenwashing i 2023, og at virksomheder fremover skal forvente at blive politianmeldt, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at de anvender vildledende udsagn.

I de pågældende sager (se her, her og her) har virksomheder bl.a. markedsført deres produkter som bæredygtige, selvom de ikke har haft tilstrækkelig dokumentation herfor (såkaldt greenwashing). Flere af virksomhederne oplyste, at baggrunden for udsagnene om bæredygtighed var, at produkterne f.eks. bestod af 100% økologisk bomuld, 50% genanvendt materiale eller at produkterne var certificerede. Dette mente Forbrugerombudsmanden dog ikke kunne begrunde, at produkterne blev markedsført som bæredygtige.

Forbrugerombudsmanden udtalte i sin pressemeddelelse af 16. december 2022, at en virksomhed, der markedsfører sit produkt som bæredygtigt, skal kunne dokumentere, at blandt andet produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer. Forbrugerombudsmanden uddyber i pressemeddelelsen, at virksomheder skal kunne markedsføre konkrete miljømæssige fordele ved deres produkter, men at når virksomheder markedsfører deres produkter som bæredygtige uden at kunne dokumentere det, er det vildledende markedsføring. 

Bæredygtige byggerier i Danmark?

Forbrugerombudsmanden anbefalede generelt at lade være med at markedsføre noget som bæredygtigt i en pressemeddelelse, og i et interview med Byrummonitor slog Forbrugerombudsmanden for nyligt fast, at der ikke findes byggerier i Danmark, der er bæredygtige.

Alligevel har Danwatch og Byrummonitor fundet den type markedsføring på 13 ud af 20 hjemmesider for selskaber, der beskæftiger sig med byggeri.

Professor i medieret Sten Schaumburg-Müller har gennemset de 13 eksempler. Han vurderer, at de bliver tæt ved umuligt at dokumentere for virksomhederne. 

“Der er et krav om, at de skal kunne dokumentere det, og det er svært, så det er formentlig i strid med markedsføringsloven”, siger Sten Schaumburg-Müller, professor i medieret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Er fossile brændstofselskaber bæredygtige?

The Advertising Standards Authority (ASA), der er Storbritanniens uafhængige markedsføringsorgan, der påser at annoncer i britiske medier overholder markedsføringsreglerne (the Advertising Codes), har for nylig forbudt flere Shell-annoncer i en reklamekampagne for virksomhedens vedvarende energivirksomhed, fordi den ikke oplyste, at energigigantens vigtigste indtægtskilder fortsat er olie og gas.

Advertising Standards Authority (ASA) offentliggjorde onsdag den 7. juni 2023 forbuddet mod 3 specifikke Shell-annoncer: “Annoncerne var vildledende, fordi de udelod væsentlig information om den overordnede miljøpåvirkning af Shells forretningsaktiviteter i 2022,” sagde ASA i en erklæring (We told Shell UK Ltd to ensure that their future ads featuring environmental claims did not mislead by exaggerating or, omitting material information about, the proportion of their business activities that were comprised of lower carbon activities).

ASA forbød også af lignende grunde annoncer fra andre fossile brændstofselskaber, Spaniens Repsol SA og Malaysias Petronas International, som inkluderede online- og tv-reklamer.

Adfree Cities, den britiske NGO, der gjorde ASA opmærksom på Shell- og Repsol-annoncerne, har opfordret til et forbud mod alle annoncer for fossile brændstoffer, svarende til det forbud, der er pålagt tobaksselskaber i Storbritannien og EU.

“Shell og andre udvidelser af fossilt brændstof bør slet ikke have lov til at reklamere på grund af deres historiske og vedvarende rolle i at ødelægge planeten,” sagde Veronica Wignall, meddirektør for Adfree Cities, i en pressemeddelelse.

Shell, der er meget uenige med ASA-forbuddet, og ikke mener selskabet vildleder forbrugerne, sagde i en erklæring til Bloomberg, at “folk udmærket er klar over, at Shell i dag producerer og sælger den olie og gas, de er afhængige af”.

Forbrugerombudsmanden fraråder at markedsføre noget som bæredygtigt

En række brancher vil formentlig have svært ved at leve op til markedsføringslovens krav om at påstande om bæredygtighed skal kunne dokumenteres.

Forbrugerombudsmanden har således for nyligt fastslået, at der ikke findes byggerier i Danmark, der er bæredygtige.

Shell-sagen fra Storbritannien viser også, at fossile brændstofselskaber skal være varsomme med at markedsføre sig på bæredygtighed – de er i høj-risiko for at løbe ind i anklager om green-washing!

Der er således flere vigtige oplysninger, som olie- og gasgiganter som bl.a. Shell, ExxonMobil, Chevron og Total, skal have med i annoncerne, hvis forbrugerne skal være fuldt informerede og selskaber skal undgå anklager om vildledning, herunder:

• Andelen af overskuddet fra vedvarende energi i forhold til det samlede overskud og overskuddet fra fossile brændsler
• Andelen af investeringerne i vedvarende energi i forhold til selskabets samlede investeringer
• Udbyttebetalinger til aktionærerne og aktietilbagekøb i forhold til investeringer i vedvarende energi
• Konkrete handlingsplaner for opnåelse af målsætningen om 0-emission af CO2
• Selskabets årlige CO2-udledninger sammenlignet med udledningerne i de lande, de opererer i
• Ud over sit bidrag til CO2-emissioner bør en virksomhed også fremlægge sager vedrørende olieudslip, ansvar for oprydning og miljøgenopretning og andre forurenende operationer

Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 80-årige Ulrik Federspiel, giver i et interview i Altinget udtryk for, at han er bekymret for, om Danmark og dansk diplomati er tilstrækkelig rustet til den opgave, vi som nation står overfor. For er de danske ambassader for få, bemandingen for lav og analysekraften tilstrækkelig? “Jeg mener faktisk, at situationen er rimelig kritisk”, siger Federspiel om den danske udenrigstjeneste, der ifølge Finansloven i umiddelbare udgifter koster omkring 3 mia.kr. om året.

Når udenrigsministeriet har råd til at hyre først Kristian Jensen og siden Holger K. Nielsen til at rejse verden rund for at advokere for en dansk stol i FN’s Sikkerhedsråd, og danske ambassadører prinser den i residenser i de absolut dyreste kvarterer i verdens hovedstæder, forekommer kravet om flere ressourcer til Asiatisk Plads malplaceret.

En række pensionerede ambassadører er undertiden synlige i det offentlige rum, men den aktive udenrigstjeneste holder lav profil. Konsekvenser er da også, at i dag er der ingen, der ved hvem der er Kongerigets repræsentanter i Washington, London, Berlin, Beijing eller Bruxelles.

Ulrik Federspiels erindringer fra hans egen vellønnede karriere blandt blåfrakker og laksko

Ulrik Federspiel, begik ifølge Politiken  for et par år siden en bog med anekdoter fra hans diplomatiske liv blandt blåfrakkerne og lakskoene og på de bonede gulve i Udenrigs- og Statsministeriet i København, i Washington og andre af verdens brændpunkter.

Rushdie-sagen

I Politikens anmeldelse af bogen nævnes Rushdie-sagen ikke. Sagen havde i 1996 ellers nær kostet Nyrup-regeringen livet.  Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.

Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.

Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.

Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.

I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en intetanende Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed. Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.

9/11 2001

Den 11. september 2001 var Federspiel flyttet videre til Washington, hvor han som ambassadør absolut ikke gjorde en forskel i håndteringen af den internationale krise efter fly havde braget ind i World Trade Center og Pentagon.

Federspiel gjorde således intet for at forhindre, at Danmark blev involveret i krigen i Afghanistan, der begyndte den 7. oktober 2001 som reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 mod USA. Federspiel gjorde heller intet for at forhindre Danmarks deltagelse i den langvarige krig og besættelse af Irak, der begyndte med den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003.

Muhammed-krisen

Ulrik Federspiel har selv oplyst, at han måske i 2005 kunne have forhindret Muhammedkrisen. Da 11 muslimske ambassadører i Danmark i oktober 2005 skrev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde om Muhammedtegningerne var Ulrik Federspiel netop vendt tilbage fra USA, hvortil han var sendt efter Irland, og for anden gang begyndt som direktør i Udenrigsministeriet.

Ulrik Federspiel gik derfor hjemme og pakkede flyttekasser ud, mens Fogh afviste de 11 muslimske ambassadørers anmodning om et møde. Nu skulle møblerne jo på plads, har Federspiel utroværdigt forklaret, så først da de to flyttedage var forbi, kunne direktøren for det hele tage ind til ministeriet og tage sig af udenrigspolitikken.

Ambassaden i Berlin

Anekdoten minder om de særegne tildragelser, der fandt sted i Berlin kort tid forinden. Forhistorien var, at danskerne i 2000 skulle stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, blandt Udenrigsministeriets strateger op til folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin. Her gjorde han sig bemærket ved for rullende kameraer ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

Slutstilling hos Haldor Topsøe

Inden Ulrik Federspiel endte som håndgangen mand for – i en begrænset periode! – Poul Nyrup Rasmussen, og længe inden hans stilling som særlig rådgiver for Haldor Topsøe, blev han under en uformel sammenkomst spurgt, hvorfor han tilsyneladende stadig forfulgte faderens liberale linje – alt tydede dog på, mente spørgeren, at fremtiden var socialdemokratisk.

Ved De, hvad Ulrik Federspiel svarede?

”eh… betaler de mere end Venstre?”

Grønland

Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina er i den grad i mediernes fokus og genstand for det grønlandske hjemmestyres intense interesse.

Det er ikke længe siden, at Udenrigsministeriets manglende varetagelse af danske og grønlandske interesser i kontraktforholdene omkring Thule-basen gav anledning til kritik.

I august 2019 kom Grønland i verdenspressens søgelys. Især udløste det amerikanske købstilbud af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark intens debat.

Arktiske ambassadør

Det var dengang påfaldende, at det danske Udenrigsministerium og den daværende danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i den offentlige debat. Eskjær var åbenbart mere optaget af sit fagforeningsarbejde i DJØF som formand for offentlige chefer.

I 2019 blev Hanne Fugl Eskjær i utide deporteret til Canada, og den hidtidige ambassadør i Ottawa Thomas Winkler, blev efter kun 1 år på posten i Canada ny arktisk ambassadør.

Hanne Fugl Eskjærs performance som arktisk ambassadør var ikke prangende. Balladen omkring Trumps købstilbud var kun én skandale blandt flere. Kongerigets grænsestridigheder med Canada, der omfattede suverænitet over øen Tartupaluk/Hans Ø samt grænsedragning til søs i farvandet Lincoln Sea og på kontinentalsoklen i havområdet Labrador Sea, fik lov at ligge uløste hen.

Det skabte stort røre i Nuuk, da Udenrigsministeriet pegede på Danmarks nuværende ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, og ikke en grønlænder som den kommende arktiske ambassadør.

På Rigsmødet i Nuuk den 6. juni 2023 blev Grønlands Landsstyre (Naalakkersuisut) og den danske regering enige om at fortsætte dialogen om den arktiske ambassadør: ”Løsningen er blevet, at vi sammen finder den bedste løsning. Vi har hvert vores udgangspunkt på, hvordan den post skal besættes”, sagde formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, efter mødet.

Danmarksdemokraternes leder, Inge Støjberg og partiets politiske ordfører, Susie Jessen, angriber Venstre og forslaget om at indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

Støjberg siger blandt andet, at dansk landbrug er både innovativt og dygtigt, og jeg har aldrig mødt en eneste landmand, der ikke mener, at de skal bidrage positivt til den grønne omstilling. Derfor vil det være forkert at indføre en urimelig og konkurrenceforvridende CO2-afgift på dansk landbrug, som bliver ødelæggende for et erhverv, som vi alle burde være stolte af. Fra den politiske ordfører Susie Jessen lyder det, at det er “helt absurd”, at Venstre straffer landmændene med en CO2-afgift.

Venstres digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre langer på Facebook ud efter Danmarksdemokraterne og henviser til, at formålet med klimaafgiften på landbruget er, at sikre opfyldelse af reduktionsmålet for land- og skovbrugssektoren på 55-65 pct. i 2030 i forhold til 1990.

Ifølge Marie Bjerre skal provenuet fra afgiften direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes. Derudover skal en del af Grøn Fond bruges på yderligere investeringer i teknologi i landbrugets grønne omstilling.

Er det slut med dansk landbrug?

Med al respekt for Digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre, får hun næppe afgørende indflydelse på regeringens dispositioner.

Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) forventer således en ensartet klimaafgift på landbruget i 2024.

Dermed står dansk landbrug står over for store udfordringer. Politikerne er indstillet på at indføre en række tiltag, herunder ikke mindst en CO2-afgift, der vil få store konsekvenser for landmændene.

Klimarådets vurdering af konsekvenserne for landbruget af en CO2-afgift

Trods Venstres forsikringer om, at en klimaafgift på landbruget nærmest vil have positiv indflydelse på erhvervets udvikling er Klimarådet og andre af en anden opfattelse.

Den 20. februar 2023 offentliggjorde Klimarådet en ny analyse af ”Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift”. Klimarådet anbefaler en afgift på 750 kr. pr. ton CO2, selvom Rådet er vidende om, at en afgift af den størrelse vil medføre et underskud for mange landbrug.

Klimarådet mener selv, at deres analyse viser, hvordan en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton ”kan forventes at fremme en mere klimavenlig landbrugsproduktion”, og hvilke konsekvenser en afgift vil få for forskellige dele af landbruget.

Konsekvenser for landbruget

Ifølge Klimarådet vil en CO2-afgift på 750 kr. pr. ton medføre et gennemsnitligt underskud på 631.000 kroner for danske kvægbedrifter. Til sammenligning kan man i dag regne med et gennemsnitligt overskud på 1.045.000 kroner før ejerløn. Klimarådet anbefaler dog stadig et afgiftsniveau på 750 kr. pr. ton CO2, da man mener, at det vil ”gennemtvinge en nødvendig strukturel omstilling”.

Grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde

Klimarådet fraråder at give tilskud til omstillingen, da det vil trække den i langdrag. Klimarådet har ikke regnet på, hvad de økonomiske konsekvenser bliver for ejendomspriserne, men anerkender, at grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde.

Er den politiske debat om CO2-afgift på landbruget allerede overstået?

Socialdemokratiet har for længe siden erklæret sig parat til en CO2e-afgift på dansk landbrug, og med Lars Aagaards udmelding er det klart, at et flertal ikke er indstillet på at afvente ekspertudvalgets anbefalinger.

Derudover er der også andre belastende indgreb på vej i retning mod landbruget, herunder brun bioraffinering, håndtering af gylle og gødning, fodertilsætningsstoffer, fordobling af det økologiske areal og yderligere udtagning af lavbundsjord til græs eller økologi.

Erhvervet må samtidig leve med en offentlig administration i Fødevareministertiet, der betyder uregelmæssigheder i udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte og idelige tilbagebetalingskrav samtidig med at erstatningerne for overgrebet på minkavlerne trækker ud.

Bevismaterialerne fra Blekingegadesagen har været henlagt under Politigården, siden den sidste retssag blev afsluttet. Nu udstilles de på Politimuseet i København fra 10. juni 2023.

Kan en gruppering som Blekingegadebanden genopstå?

Hvis man følger den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront er svaret ja.

Ifølge Konfront selv udspringer platformen af og eksisterer for den danske radikale venstrefløj, der tilsyneladende lever i bedste velgående.

Det fælles udgangspunkt for de forskellige grupperinger er, at de vil et grundlæggende andet samfund, der er socialistisk, feministisk, mangfoldigt og lige.

De tror ikke på, at parlamentarisk politik kan reformere sig til dette samfund – og de tror på radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik!

Som de siger: ”Sammen skal vi konstant lære, forbedre os og styrke kampen mod repressive strukturer og vi har hinandens ryg, og vi er benhårde over for vores politiske modstandere”.

De fleste danskere er slet ikke opmærksomme på den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, og som har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale og antifascistiske grupper som Antifascistisk Aktion og Revolutionære Antifascister.

For moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans er kvartererne regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra.

Kaare Dybvad

Den socialdemokratiske udlændingeminister Kaare Dybvad har berettet om, hvordan han er blevet truet i opgangen til sin lejlighed og måtte flytte fra Nørrebro i København, fordi han oplevede trusler fra unge med udenlandsk baggrund i det boligkvarter, hvor han boede med sin kæreste.

Det har Dybvad fortalt om i B.T.s politiske podcast ”Slottet & Sumpen”.

Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes.

Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross.

Torkil Lauesen

Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.

Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997.

Lauesen blev i 2000 ansat som bydelsrådgiver i Københavns Kommune og var dermed i stand til at finansiere sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler.

Hvem ved om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

“Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. 100 års kamp om organisering og faglig identitet på velfærdsstatens kontorer” af historikeren Nina Trige Andersen er netop udkommet på Gads Forlag. Bogen er blevet til i anledning af HK Kommunals 100-årsjubilæum den 23. maj i år.

Regeltyranner, kolde hænder, papirnussere, skrankepaver og blanketfinker er blandt de mange øgenavne, der gennem tiden er blevet tildelt de oftest usynlige og anonyme forvaltere af de kollektive ressourcer på velfærdsstatens kontorer.

 I Landbrugsstyrelsen under Fødevareministeriet sidder en stor gruppe af udskældte bureaukrater. Det er styrelsens opgave at administrere den støtte på 7 mia. kr., som danske landmænd årligt har krav på i henhold til Den Fælles Landbrugspolitik i EU.

Styrelsen er kendt for sin sendrægtighed, der betyder at EU-støtten ofte udbetales med forsinkelse. Danmark må undertiden tilbagebetale midler til EU, fordi Landbrugsstyrelsen har implementeret EU-reglerne forkert eller ikke i tilstrækkelig grad har kontrolleret reglers overholdelse.

Et nyligt eksempel på Landbrugsstyrelsens overdrevne nidkærhed er et EU-regelsæt, som er vedtaget i forbindelse med implementeringen af den nye reformperiode for den fælles landbrugspolitik i 2023-2027 (CAP’en). Styrelsen har til Weekendavisen oplyst, at der i denne forbindelse bl.a. vedtaget målsætninger om at fremme beskæftigelse, vækst, kønsligestilling, herunder kvinders deltagelse i landbruget, social inklusion og lokal udvikling i landdistrikterne, herunder cirkulær bioøkonomi og bæredygtigt skovbrug.

På denne baggrund har EU-Kommissionen vurderet, at det er nødvendigt at modtage oplysninger om fordeling af køn.

Landbrugsstyrelsen har overtolket DG Agris ønske om oplysninger om køn til at kræve, at danske landmænd i det årlige, obligatoriske oplysningsskema, det såkaldte ”Fællesskema” om bedriften, skulle oplyse om landbrugerens køn: mand, kvinde, nonbinær?

Unge landbrugere og gartnere, der ansøger om etableringsstøtte, instrueres ligeledes om at ansøger skal oplyse om man er: mand/kvinde/non-binær

Sagen om Sorø-borgmester Gert Jørgensens dispositioner med en såkaldt borgmesterkonto udvikler sig nu.

Dagbladet B.T. oplyser, at Gert Jørgensen i 2019 i sin egenskab af privatperson og kasserer i en forening sendte en faktura på 5.000 kroner til Sorø Kommune i 2019. Regningen blev herefter betalt af den pågældende konto.

Ankestyrelsen, har tidligere krævet en udtalelse fra Sorø Kommune i sagen om borgmester Gert Jørgensen, der har brugt 33.198 kroner på at købe koncertbilletter med middage til sig selv og en række kommunale topfolk.

Der er brug for en ekstern, juridisk vurdering af Sorø-borgmester Gert Jørgensens brug af den såkaldte borgmesterkonto. Det mener Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, som derfor har bedt om at få indkaldt til et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde, skriver de i et debatindlæg på sn.dk.

Ved byretten i den tyske by Aurich er en 82-årig tidligere sømand idømt en betinget dom på 2 års fængsel for hashhandel.

Anklageren havde i lyset af den tiltaltes i alt 24 tidligere domme og en igangværende prøvetid krævet en fængselsstraf på to år og ti måneder.

Pensionisten havde tilstået, efter at politiet i den tiltaltes lejlighed ved flere ransagninger havde fundet flere dusin gram marihuana, men også en kniv og en kølle på 65 centimeter.

Efter 35 år til søs kunne han ikke klare sig for sin pension på kun omkring 800 euro om måneden, forklarede den hvidhårede pensionist i retten. Han havde suppleret pensionen med indtægter fra forefaldende havearbejde, men det måtte han opgive, da hans helbred forværredes.

Den 82-årige oplyste, at en anden narkohandler havde opfordret ham til at handle med hash.

Retsformanden sagde i forbindelse med dommen, at der var tale om et “særligt tilfælde”. “Vi har taget hensyn til de omstændigheder, hvorunder du har gjort dette,” sagde dommeren til den tiltalte med henvisning til den troværdige forklaring om fattigdom og sundhedsmæssige problemer, der havde drevet den 82-årige ud i ulovligheder. Retten lagde pensionistens forklaring om at kølle- og knivfundet intet havde at gøre med hans pusher-virksomhed.

Dommeren formanede også pensionisten i dommen, efter at han tidligere var blevet dømt for narkotikahandel. “Dette er den allersidste advarsel,” sagde hun.

Den 82-årige får nu en tilsynsværge, og han vil også jævnligt få besøg af politiet.

“Jeg vil aldrig gøre noget lignende igen,” forsikrede den 82-årige i retten.

På denne dag, 6. juni 1523, blev den unge, aggressive adelsmand, Gustav Eriksson, valgt til konge af Sverige under navnet Gustav Vasa. Det skete på et rigsråd i Strängnäs midt i Mälardalen, hvor Vasa-slægten, havde sin magtbastion.

Det mægtige Hanseforbund med centrum i Lübeck havde haft en finger med i spillet. Man havde fra Lübecks side støttet Gustav Eriksson og hans langvarige, voldsomme og omfattende oprør imod den danske kongemagt i kølvandet på Christian II’s Stockholmske Blodbad i 1520 for at skabe størst mulig disruption og splittelse i Norden.

Hanseforbundet og Christian 2. ødelagde Kalmarunionen

Med kongevalget aflivede Gustav Vasa nemlig den Kalmarunion, som Margrete 1. havde etableret i 1397. Et rige, der strakte sig fra Grønland til Finland og fra Nordkap til Holsten.

Fra 1361 til 1370 var Hanseforbundet i regulær krig mod Danmark, der ved freden i Stralsund i 1370 måtte give store indrømmelser, der sikrede forbundet en ledende rolle i Norden i en længere periode, blandt andet gennem kontrollen med Skånemarkedet. Svenskekongen Albrecht af Mecklenburg havde lagt sig ud med de svenske Stormænd, og den 22. marts 1388 blev Margrethe I udpeget som regent i Sverige. Albrecht gjorde med hjælp fra Hanseforbundet og indhyrede lejetropper modstand, men i 1389 erobrer Dronning Margrete I imidlertid Sverige inklusive det nuværende Finland ved den 24. februar 1389 at besejre Albrecht i Slaget ved Åsle kirkeby ca. 10 km øst for Falköping.

Margrethes efterkommere i spidsen for Kalmarunionen (Erik af Pommern, Christoffer, Christian I og Hans) har ikke efterladt sig afgørende indtryk på forholdet mellem Sverige og Danmark.

Christian 2.

Kong Hans’ søn, Christian fødtes 1481, og han blev allerede i 1487 af det danske rigsråd valgt som tronfølger i Danmark. Christian blev ligeledes valgt til tronfølger af det norske rigsråd i 1489 og af det svenske i 1497.

Det ændrede sig, da Christian 2. satte sig på tronen i 1513. Han havde store planer for økonomisk udvikling i hele unionen, og han var derfor en trussel mod Hanseforbundets magt.

I Sverige var Christian allerede som barn hyldet, men den daværende rigsforstander, Sten Sture (den Yngre), havde hidtil forstået at hævde sin magt og forhindre kroningen.

Sten Sture, den svenske adel og gejstlighed, der gik ind for svensk uafhængighed, kom imidlertid på kant med ærkebiskop Gustaf Trolle, der gik ind for Kalmarunionen, og Christian 2. lod ærkebiskoppen af Lund lyse Sten Sture og hans tilhængere i band. Unionsfolkene i Sverige var ledet af ærkebiskop Gustav Trolle. 

Først efter flere felttog i 1517 og 1518 lykkedes det i 1520 at får Stockholm til at overgive sig, hvorefter Christian 2. den 4. november 1520 blev kronet som svensk konge i Stockholm.

Trods løfter om tilgivelse til modstanderne lod Christian 2. alligevel en kætterdom afsige mod Sten Stures tilhængere og foranstaltede det stockholmske blodbad den 8. november 1520: omkring 80 personer skal denne dag være faldne for bøddeløksen, nogle henrettedes senere, men ved valget af ofrene herskede stor vilkårlighed, kætterlisten blev ikke udelukkende lagt til grund, i stedet synes kongen at have ladet sin hævnfølelse og sit magtbegær råde.

Christian 2. var allerede inden det Stockholmske blodbad udsat for voldsom kritik. I Danmark gik hetzen på at han var ”ukristelig og utilbørlig”. Samtidig var adelen i både Danmark og Sverige stærkt fortørnet over Christian 2.s nyskabende fremfærd med lovgivning, hvor han forsøgte at styrke den moderne, fremadstræbende borgerklasse på Stormændenes bekostning.

I Sverige var det Stockholmske Blodbad, hvor Christian 2. lod allierede kirkefolk myrde løs blandt den svenske adel, en væsentlig baggrund for oprøret. Gustav Erikssons far, svoger og to morbrødre var blandt de halshuggede, alt imens den unge adelsmand selv måtte flygte fra fangenskab på Kalø Slot. Christian 2. gik i Gustav Vasas antidanske kampagne over i historien som Kristian Tyrann.

Derfor støttede Lübeck det folkelige oprør og provinshøvdingen Gustav Erikssons kamp Sveriges uafhængighed mod den danske konge. Selvom Gustav Vasa blev kronet den 6. juni 1523, faldt Stockholm dog først i hans magt den 20. juni 1523.

Imens i Danmark

I Danmark samlede den oprørske adel sig bag Christian 2.s farbror, hertugen af Slesvig-Holsten, der siden blev kronet som Frederik 1. Oprørspartiet opsagde den 20. januar 1523 på Viborg Landsting kongen huldskab og troskab og rejste Jyllands indbyggere, der villig fulgte opråbet og blev fulgt af befolkningerne i de andre landsdele.

Christian 2. måtte gå i landflygtighed, og blev senere interneret først på Sønderborg Slot og siden på Kalundborg Slot indtil hans død den 25. januar 1559.

Tiden der fulgte

De første mange år efter fødslen af det moderne Sverige i 1523 var der tale om et væsentligt større Sverige end i dag. Finland havde nemlig været en del af Sverige siden midten af 1100-tallet og kom derfor med ind under den danske kongemagt, da dronning Margrete I erobrede Sverige i 1389, og da Sverige derefter officielt blev en del af Kalmarunionen i 1397. Først i forbindelse med Napoleonskrigene mistede Sverige det nuværende Finland – til Rusland. Det skete, da russerne erobrede Finland i 1808 og derpå i 1809 formelt oprettede storfyrstendømmet Finland, som dog reelt hørte under Rusland, da den russiske tsar altid var finsk storfyrste.

Finland kom aldrig igen tilbage under Sverige, men løsrev sig og blev en selvstændig stat i forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917.

Da Sverige med Finland brød ud af Kalmarunionen i 1523, forblev Norge med tilhørende lande (Island, Grønland og Færøerne) i unionen. Men efter Napoleonskrigene, ved Freden i Kiel i 1814, bestemte stormagterne, at Danmark skulle afgive Norge til Sverige. Og derefter var Norge og Sverige i personalunion – en ”løs” union, hvor kun udenrigspolitikken og statsoverhovedet, kongen var fælles – indtil Norge løsrev sig endegyldigt fra svenskerne i 1905.

Allerede i midten af 1550’erne begyndte de første spændinger for alvor mellem Danmark og Sverige, og i 1563 kom det til krig for første gang siden Sveriges løsrivelse i 1523.

Men Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 var blot begyndelsen på den lange række af krige, som vi i Danmark kalder Svenskekrigene. Senere fulgte Kalmarkrigen (1611-1613), Torstenssonfejden (1643-1645), Den 1. Karl Gustav-krig (1657-1658), Den 2. Karl Gustav-krig (1658-1660), Skånske Krig (1675-1679) og Store Nordiske Krig (1700 samt 1709-1720).

Karl XII’s stormagtsambitioner

I Store Nordiske Krig, som vi i Danmark normalt betegner som den sidste Svenskekrig, hvor Danmark i 1709 går ind i krigen for anden gang – på baggrund af Karl XII’s nederlag ved Poltava. Vi husker gerne perioden, fordi det var under denne del af den Store Nordiske Krig, at Peter Wessel (1690-1720), adlet Tordenskjold i 1716, øver sine bedrifter.

Set fra en svensk synsvinkel var krigen mod Danmark kun en lille del, mens krigen mod Rusland var den største og den vigtigste.

Den svenske krigerkonge Karl XII havde nemlig planer om at underlægge sig blandt andet hele Rusland (eller i hvert fald en stor del af det), og på denne baggrund gik hans tropper i 1709 langt ind i det store naboland mod øst, men led et kæmpe nederlag i Slaget ved Poltava i nutidens Ukraine. Derefter måtte han i huj og hast flygte ned igennem Europa til sin ven, den osmanniske sultan, hvorfra han de efterfølgende år dirigerede de svenske troppers gøren og laden i den fortsatte krig via kurér. I 1714 kunne han endelig vende tilbage til Sverige og fortsatte krigsførelsen herfra.

I 1718 bliver Karl XII skudt og dræbt ved Frederiksten-fæstningen i Halden.

Efter Karl XII død overgik kronen umiddelbart til hans søster, Ulrika Eleonora den yngre, der i 1720 overdrog kronen til sin mand, Frederik den 1. der var svensk konge frem til 1750. Frederik tilhørte familiemæssigt greverne af Hessen-Kassel og han var ikke som sin hustru ud af den egentlige svenske kongeslægt, men han var dog tiptiptiptipoldebarn af kong Hans af Danmark, Norge og Sverige.

Karl XII’s død – og tiltagende svenske nederlag i krigen – var imidlertid medvirkende til, at enevælden blev afskaffet i Sverige i 1719. Utilfredsheden med Karl XII’s mislykkede krig var så stor, at store dele af adelen og borgerskabet (og formentlig bondebefolkningen med) ønskede at fratage kongemagten en væsentlig del af dens politiske magt. Og dette fik afgørende betydning for Danmark og for forholdet mellem de to lande. For efter enevældens afskaffelse var det nemlig praktisk talt ikke længere muligt for Sverige at anrette et militært overraskelsesangreb mod Danmark.

Nu kunne kongen ikke længere – som tidligere – blot i al hemmelighed og med lynets hast træffe en afgørelse om at angribe. Nu kunne en beslutning om et angreb først træffes efter en omstændelig behandling i den svenske stænderrigsdag. Dette sammenholdt med de landafståelser, som Sverige måtte give, gjorde, at Sverige efter afslutningen på Store Nordiske Krig var blevet så svækket, at det ikke var i stand til at indlede nye krige mod Danmark i de næste mange år.

Dette betød, at Danmark kom til at opleve en cirka 80 år lang fredsperiode efter afslutningen på Store Nordiske Krig, inden danskerne næste gang kom i krig i forbindelse med Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.

Og dette medførte igen, at de danske konger og politikere fik ro – og mulighed for – at lægge grunden til et rigt og velstående, moderne samfund i løbet af 1700-tallet. Specielt efter at en international højkonjunktur efter cirka 1750 begyndte at give kæmpe økonomiske fordele til dansk landbrug.