Regeringen skriver i regeringsgrundlaget: “Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.”

Foreløbig har regeringen signaleret, at du selv skal spare op til og betale for den velfærd du ønsker, når du bliver ældre. Altså en kamufleret skatteforhøjelse!

Ellers går udviklingen med hastige skridt i den forkerte retning;

I 2022 var der ca. 867.000 ansatte i den offentlige sektor. Siden 1966, hvor der var ca. 270.000 ansatte i den offentlige sektor, er antallet af offentligt ansatte mere end 3-doblet.

I betragtning af de stigende behov på velfærdsområdet og i social-, pleje- og sundhedssektorerne samt de voksende udfordringer fra den grønne omstilling, affaldshåndtering og miljøindsatser, er udviklingen ikke overraskende. Det er imidlertid stærkt bekymrende, at tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af medarbejdere i staten, som laver administrativt arbejde, er steget fra 14,8 til 19,6 procent på bare fem år. I kommunerne er andelen steget fra 10,5 til 10,9 procent.

Ifølge en ny analyse fra CEPOS er det særligt antallet af offentligt ansatte med en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, der er steget fra 2008 til 2021. I 2008 var der 22.600 fuldtidsbeskæftigede og i 2021 var der 42.000. Det svarer til en stigning på 86 procent.

CEPOS finder det tankevækkende, at en betydelig del af stigningen i uddannelsesniveau i den offentlige sektor skyldes en vækst i antallet af administratorer med en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, når der ikke på noget tidspunkt har været et højt prioriteret politisk ønske om dette. Til gengæld er der mangel på uddannede lærere, pædagoger, SOSU´er og sygeplejersker, som politikerne ønsker sig flere af. Det tyder på, at personaleforbruget i den offentlige sektor har været styret af udbuddet af arbejdskraft, hvor man kort sagt har ansat dem, som man kunne få, i stedet for dem som man helst ville have, lyder det fra CEPOS.

Ét er, at der ikke tilføres uddannede lærere, pædagoger, SOSU´er og sygeplejersker og personale til velfærdsområdet, men det er påfaldende, at de øgede ressourcer til administration ikke forhindrer de fadæser og spild af offentlige midler, vi på næsten daglig basis er vidne til indenfor skat, forsvar, politi og offentlig byggestyring m.v.

Noget kunne tyde på, at arbejdskraften i den offentlige sektor ikke kun er uhensigtsmæssigt allokeret, men også at mange ansatte med en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, alligevel mangler de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne.

De seneste års udbygning af den offentlige sektor er spenderet på øget bureaukrati. På konsulenter og akademikere i en forvaltning, der synes at opfinde flere opgaver end den løser.

Resultatet er under alle omstændigheder, at skatteyderne – trods stigende udgifter – får stadig ringere offentlig service!

Det er til gengæld glædeligt, at beskæftigelsen i private virksomheder og organisationer er stigende og nu er oppe på 2.098.588 omregnet til fuldtidsbeskæftigede.

 Men det er foruroligende, at der i første kvartal 2023 var 57.700 ledige stillinger i den private sektor, når der er korrigeret for sæsonudsving.

Det er næppe et økonomisk sundhedstegn, at antallet af offentligt ansatte fortsat stiger ukontrollabelt mens beskæftigelsen i den private sektor stagnerer, fordi ledige stillinger ikke kan besættes.

Medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, Christian Friis Bach, der ifølge Ritzau og andre medier sammen med Martin Lidegaard havde håbet på en plads i regeringen, forsvarede for en uge siden koranafbrændinger. Christian Friis Bach mente i slutningen af juli utvetydigt, at man skulle have lov til at afbrænde koraner. Nu har han skiftet mening, og ses i cordiale drøftelser med Lars Løkke Rasmussen, der har bebudet et forbud mod koranafbrændinger.

Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister og Lars Løkke Rasmussens formandskab i GGGI

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens kostbare rejseaktivitet som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til rejserne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer. Friis Bach var i mellemtiden ”kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Christian Friis Bach har siden han forlod FN i Geneve i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet opretholdt kordiale forbindelser til organisationen. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kina covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå, måtte man forstå.

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden har givet dundrende underskud i de sidste 2 regnskabsår. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Dansk Flygtningehjælp har en vaklende økonomi, men organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Det første samarbejde er med Coffee Collective, hvis butikker skal sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen har tirsdag den 8. august 2023 erkendt, at han har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om indkøb af 19 artillerikanoner til Forsvaret.

”Jeg må desværre konstatere, at Folketinget desværre har fået forkerte oplysninger. Det har jeg i dag undskyldt for”, sagde Jakob Ellemann-Jensen, efter at han har orienteret forligskredsen bag forsvarsforliget samt Folketingets Finansudvalg om sagen.

Medlemmerne af Folketingets Finansudvalg fik i januar kun meget kort tid til at beslutte sig for, om de ville sige ja til et tilbud om indkøb af artillerikanoner fra den israelske våbenproducent Elbit Systems.

Af formuleringen i de aktstykker, som blev oversendt til Finansudvalget den 26. januar, fremgår det, at ”Aktstykket haster, idet kontrakten med leverandøren skal underskrives snarest muligt og inden udgangen af januar af hensyn til tilbuddets gyldighed, produktionsmuligheder og en hastig opbygning af den operative kapacitet”.

I virkeligheden havde tilbuddet fra Elbit Systems en svarfrist helt frem til 30. juni, altså fem måneder senere, end Folketingets Finansudvalg fik at vide.

En anden graverende fejl i forløbet er, at Folketinget ikke blev orienteret om, at Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, ikke tog fornyet kontakt til alle potentielle leverandører af de våben, som endte med at koste omkring 1,7 milliarder kroner hos Elbit Systems.

Den franske leverandør Nexter Systems blev således ikke kontaktet.

Ligeledes blev Folketinget ikke orienteret om, at FMI og Elbit Systems i januar i år indgik forlig om et sagsanlæg, som den israelske våbenproducent havde anlagt i 2020 efter at være blevet forbigået ved en tidligere våbenordre.

Jakob Ellemann-Jensen mener, at der er behov for yderligere oplysninger. ”Jeg har derfor foreslået forligspartierne, at der gennemføres en uvildig undersøgelse, så vi kan få afklaret de spørgsmål, der fortsat er”, siger han.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk minister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Den manglende sletning af personoplysninger rejste spørgsmålet, om ministeransvarets rækkevidde – er ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen nægtede at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus i PET-sagen forsøges flyttet fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet.

Tilsvarende bidrager Jakob Ellemann-Jensens forklaringer i kanonsagen til at flytte ansvaret fra ministeren til Forsvarsministeriet og Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer desuden, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Den østrigske forfatning kan snart indeholde retten til at betale kontant. Kansler Karl Nehammer har fredag den 4. august foreslået at forankre retten til at betale kontant i landets forfatning, efter at det højreekstremistiske Frihedsparti beskyldte regeringen for at konspirere om at forbyde kontanter som et middel til at kontrollere borgerne.

Elektroniske betalinger bliver stadig mere populære i Østrig (og i hele Europa), men alene i Østrig hæves stadig 47 milliarder euro i kontanter fra pengeautomater hvert år, og i gennemsnit går hver østriger rundt med 102 euro i kontanter. Kansler Nehammer skrev derfor i et tweet, at han følte sig forpligtet til at sikre, at kontanter er forfatningsmæssigt beskyttet som betalingsmiddel.

Er kontanter virkelig i fare?

Tidligere på ugen skabte Piers Corbyn – bror til den tidligere britiske Labour-leder Jeremy Corbyn – opmærksomhed, da han i London insisterede på at betale en pakke jordbær med kontanter i en forretning, der ellers kun accepterede elektroniske betalinger.

Hans protestaktion er en del af en voksende politisk bevægelse, der mistænker regeringer, virksomheder og private finansielle institutioner for at ville stoppe helt med at acceptere kontanter til fordel for kredit- og betalingskortbetalinger, der er lette at spore og overvåge.

Der er faktisk data bag denne tendens.

 I USA er antallet af amerikanere, der regelmæssigt bruger kontanter, faldet fra 24 procent til 14 procent siden 2015, hovedsageligt drevet af mobile kontantløse tjenester som Apple og Google Pay.

Elektroniske, kontantløse betalinger er i stigende grad udbredt i Europa, selvom nogle lande som Spanien og Tyskland fortsat er kontantpositive.

Sverige har taget det kontroversielle skridt at tillade virksomheder at nægte at modtage kontanter med den hensigt at blive et kontantløst samfund. De svenske forbrugere er således vant til skilte med teksten ”Vi hanterar ej kontanter”. Men organisationen Svensk Handel har opgjort, at det stadig er 87 procent af alle svenske butikker, som tager imod klingende mønt og fedtede pengesedler.

Kriminalitet

Blandt fortalerne for digitale betalinger henvises ofte til, at det vil vanskeliggøre kriminalitet. En café eller en bank uden kontanter har langt mindre risiko for røverier og indbrud. Det rygtes hurtigt i forbryderkredse, at der intet er at komme efter. Samtidig bliver hvidvask af penge fra kriminalitet og fra sort arbejde også vanskeligere.

Danmark

I Danmark kan butikker, restauranter og virksomheder m.v. ikke nægte at tage imod sedler og mønter. Det følger af den såkaldte kontantpligt, der trådte i kraft i 1984.

Tendensen er dog, at kunderne i stigende grad foretrækker de digitale betalingsmidler. Nationalbanken har opgjort, at blot 12 procent af betalingerne sidste år foregik kontant. Tilbage i 2009 var det næsten halvdelen – 48 procent – af alle køb, der skete med mønter og sedler.

Der cirkulerer sedler og mønter til en værdi på over 77 milliarder kroner, og kontanterne har den store fordel – at de ikke er digitale. Hvis brugen af kontanter falder yderligere, vil det blive svært at købe mad, brændstof og andre basale livsfornødenheder, når strømmen går, nettet er nede eller Nets bliver hacket. Scenarier, der slet ikke er usandsynlige, når man ser på, hvordan f.eks. Rusland agerer i krigen mod Ukraine.

Kreditkortselskaber sælger data til annoncører

Store banker, finansielle institutioner ogkreditkortselskaber mistænkes for at følge deres kunder og høste deres personlige data. Det har givet anledning til frygt for indførslen af digital valuta.

Reaktionen er, at aktivister hævder, at kontanter er den eneste måde at sikre privatlivets fred på.

I stigende grad har kreditkortselskaber – herunder Visa, American Express og Mastercard – fundet ud af, at en vigtig indtægtskilde er at sælge personlige transaktionsdata til reklamevirksomheder. Dataene bag digitale transaktioner videregives nu i et vist omfang til marketingfolk, virksomheder og andre virksomheder, der udnytter disse data for at overvåge tendenser og målrettede personlige annoncer.

Disse forretningsmetoder er mulige på grund af en finansiel teknologi, tokenisering, der anonymiserer personlige data fra transaktioner med en unik identifikationskode, der senere kan korreleres af et firma med en banks individuelle kundeoplysninger.

Disse systemer er blevet så sofistikerede, at butikker f.eks. er i stand til at finde ud af, at deres kunder er gravide gennem deres indkøbsvaner. Allerede i 2012 rapporterede The New York Times om et tilfælde, hvor en far fandt ud af, at hans teenagedatter var gravid, fordi de modtog målrettede mails, der reklamerede for ventetøj og børnemøbler.

Derudover lægger ikke-kontante betalinger en økonomisk byrde på virksomhederne. Store finansielle institutioner opkræver et kreditkortbehandlingsgebyr. Disse gebyrer kan være så høje som 3.5 procent, hvilket er mærkbart for både handlende og kunder.

Hvad med CBDC?

Centralbank digitale valutaer (CBDC’er) er den digitale form for en statsautoriseret valuta, der udstedes af centralbanker.

Oprør fra Florida

I USA har præsidentkandidat og guvernør i Florida, Ron DeSantis, annoncerer lovgivning, der skal beskytte borgerne i Florida mod føderalt kontrollerede centralbankvalutaer, CBDC.

“Biden-administrationens bestræbelser på at indføre en centraliseret digital valuta handler om overvågning og kontrol,” sagde guvernør Ron DeSantis. ”En centraliseret digital dollar vil kvæle innovation og fremme regeringssanktioneret overvågning. Florida vil ikke acceptere politikker, der truer den personlige økonomiske frihed og sikkerhed”.

Fra tilhængere af DeSantis hedder det, at en føderalt kontrolleret digital centralbankvaluta er en måde, hvor woke ESG-ideologier sniges ind i USA’s finansielle system og hvor den enkeltes privatliv og økonomiske frihed trues.

I modsætning til en decentraliseret digital valuta som f.eks. Bitcoin, kontrolleres og udstedes en CBDC direkte af regeringen til forbrugerne, hvilket giver regeringsbureaukrater mulighed for at følge al forbrugeraktivitet og skaber mulighed for eventuelt at afskære forbrugerens adgang til visse varer og tjenester.

Derudover ville en føderalt sanktioneret CBDC som foreslået af Biden-administrationen mindske forretningsbankernes og kreditformidlernes rolle i det finansielle system, da CBDC-valuta ville være et direkte ansvar for den føderale regering, og dermed formindskes potentialet for de finansielle markeders kreditskabelse.

Forslaget fra DeSantis skal ses som et led i foreløbig 18 delstaters kamp mod det, der kaldes Bidens “ESG-økonomiske svindel”.

Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen er født 1959 og cand.theol. i 1993. Han har siden 1. september 2009 været biskop og i 2020 blev han formand for Grænseforeningen.

I Berlingske Tidende søndag den 6. august 2023 oplyses det, at udsigten fra biskop Peter Skov-Jakobsens embedsbolig midt i latinerkvarteret i Københavns centrum ligner et historisk guldaldermaleri.

Hovedkvarteret for Københavns Stift, den gamle bispegård, ligger på hjørnet af Studiestræde og Nørregade, lige over for Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke.

Peter Skov-Jakobsen interviewes i et af bispegårdens store, fornemme repræsentationslokaler ud mod Nørregade og skal fortælle om huset, en smuk rødstensbygning i tre etager, han arbejder og på 3. sal bor i en lejlighed på 140 kvm.

Som biskop over Københavns Stift i henved 14 år har Peter Skov Jakobsen ikke kun øget livvidde og pondus, men også tiltrukket sig en del kritik. Kristeligt Dagblad har gennem årene været ganske kritisk overfor Jakobsens embedsførelse, og i en artikel den 26. maj 2022 opregnes en del af biskoppens synderegister.

Biskoppens sager

En medarbejder i domkirken i København blev i 2014 anklaget for at have begået seksuelle overgreb på et barn. Blandt andre biskoppen blev bekendt med dette, men foretog sig ikke yderligere, efter sagen blev meldt til politiet, hvor den faldt for forældelsesfristen.

Sidste forår sendte fem kvinder en klage til biskoppen over sognepræst Flemming Pless, der ifølge dem skulle have udnyttet sjælesorg til at indlede forhold til kvinderne og brudt sin tavshedspligt. Endnu en kvinde klagede til biskoppen over lignende oplevelser med præsten allerede i 2019.

Biskoppens datter, ekskone samt flere præster under ham har fået attraktive lejligheder i Hellerup tæt ved København gennem en fond, hvor to præster, som biskoppen fører tilsyn med, sidder i bestyrelsen. Fondens formål er at støtte enlige kvinder i en økonomisk vanskelig situation.

USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, Food and Drug Administration, FDA, godkendte den 4. august 2023 den første pille mod fødselsdepression. 1 ud af 8 mødre får efter fødslen en depression.

Godkendelsen er givet til medicinalvirksomheden Sage Therapeutics Inc., der planlægger at begynde at sælge pillen i USA under mærkenavnet Zurzuvae inden udgangen af ​​året, efter at FDA har afsluttet sin gennemgang.

Sage Therapeutics markedsfører i forvejen en fødselsdepressionsbehandling, men det er injektioner, der gives kontinuerligt over to dage, hvilket gør det meget mindre bekvemt for forældre, der er optaget af nyfødte. Den nye pille indtages oralt dagligt i to uger.

Centers for Disease Control and Prevention, CDC, i Atlanta, USA, meddelte sent fredag ​​eftermiddag, at der forelå rapporter om de to første tilfælde af svineinfluenzai i USA i 2023.

Centers for Disease Control and Prevention (CDC) er et amerikansk føderalt agentur under United States Department of Health and Human Services med hovedkontor i Atlanta. Agenturet har ansvar for beskyttelse af folkesundhed, specielt smitsomme sygdomme, miljømedicin, arbejdsmedicin, forebyggelse og oplæring. CDC har omkring 15.000 ansatte.

CDC oplyser i en pressemeddelelse, at der hvert år optræder enkelte tilfælde af menneskelige infektioner med influenzavirus, som normalt spredes i grise.

Selvom infektioner med svineinfluenzavirus normalt kun forårsager milde sygdomssymptomer, ser CDC på tilfældene med alvor. Svineinfluenza kan forårsage alvorlig sygdom, især hos mennesker med højere risiko for alvorlige influenzakomplikationer. Desuden er man på vagt over svineinfluenzaens pandemiske potentiale.

De to infektioner af A(H1N2) svineinfluenza drejer sig om personer, der i juli var i kontakt med svin på to forskellige landbrugsmesser i Michigan.

Begge patienter havde været eksponeret for svin indenfor 10 dage inden sygdomsudbruddet. Begge er behandlet med antivirale midler, og ingen af ​​patienterne krævede hospitalsindlæggelse.

CDC oplyser, at der ikke er sket person-til-person spredning af denne virus.

Ifølge CDC kan influenzavirus fra mennesker og fugle inficere svin, hvilket giver vira mulighed for at bytte gener med naturligt forekommende svinevirus. Dette kan i sjældne tilfælde skabe nye vira, der kan spredes fra grise til mennesker og har kapacitet til at kunne overføres fra person-til-person. Det var netop på den måde H1N1-svineinfluenza-pandemien i 2009 opstod.

Pandemien i 2009

CDC oplyser, at der fra april 2009 til april 2010 var 60,8 millioner tilfælde af H1N1-svineinfluenza i USA, som resulterede i over 274.000 indlæggelser og næsten 12.500 dødsfald. På verdensplan anslår CDC, at mellem 151.700 og 575.400 mennesker døde af H1N1-udbruddet i løbet af det første år. 80 procent af disse dødsfald var personer under 65 år.

Det er ikke kun CDC og de amerikanske sundhedsmyndigheder, der er opmærksomme på den potentielle fare ved svineinfluenza. Verdenssundhedsorganisationen, WHO (World Health Organization) ser også med alvor på de sager der dukker op. Senest blev WHO i begyndelsen af juni 2023 underrettet om et fatalt tilfælde af svineinfluenza i den brasilianske delstat Paraná, hvor en 42-årig kvinde med andre medicinske diagnoser, der boede i nærheden af en svinefarm, døde af svineinfluenza.

I Danmark oplyste Statens Serum Institut (SSI) i januar 2022, at der var påvist et tilfælde af svineinfluenza hos en borger i Danmark. Patienten arbejdede på et dansk svineslagteri. Der var tale om et alvorligt sygdomsforløb hos en i øvrigt rask person.

I Weekendavisen dækkes det økonomiske stof af journalisten Christian Bennike, der har en kandidat i Medievidenskab fra Københavns Universitet.

Bennike tror på vækst – gerne gældsfinansieret vækst frem for sparepolitikker, stram pengepolitik og renteforhøjelser. Bennikes manglende baggrund afholder ham ikke fra at svinge krabasken over fagøkonomer – ikke mindst økonomer af liberal observans.

Yndlingsaversionen er centralbanker, der med stram pengepolitik prøver at tvinge den galopperende inflation ned i nærheden af 2 pct. Christian Bennike harcelerer i WA den 6. juli 2023 i artiklen ”En vandring i tågen” over centralbankernes rentepolitik.

Bennike hader sparepolitik og argumenter for at vi skal vækste os ud af problemerne. Samtidig er medievidenskabsmanden dog opmærksom på, at OECD’s medlemslandes gæld er stigende, men Bennike gyser ved tanken om, at der er udsigt til, at sparepolitikken igen vil dominere finanspolitikken.

Realiteten er, at EU under Corona-pandemien suspenderede reglerne for vækst- og stabilitetspagten, men nu er indstillet på at genindføre krav til en ansvarlig økonomisk politik i medlemslandene.

I USA er kreditværdigheden netop nedgraderet, da statsgælden nåede 113 pct. af BNP. Efter præsidentvalget i november 2023 kan USA meget vel vende tilbage til en strammere økonomiske politik.

At de tyske konservative vil gøre det samme i Europa, er evident, og spørgsmålet er om de blå partier og dele af Socialdemokratiet vil gøre det i Danmark.

Christian Bennike betragter en sådan stram politik som en katastrofe, og han anerkender tilsyneladende ikke, at den samlede efterspørgsel har indflydelse på løn- og prisinflation.

Bennike argumenterer med, at selvom gælden i mange lande nu er rigelig stor, kan den næppe nedbringes ved besparelser. Store statsunderskud kan kun reduceres, hvis økonomierne vokser, så gælden bliver relativt mindre. Nedskæringer gør det modsatte.

Bennike siger dog ikke, at penge er gratis. Renten kan stige og vi er afhængige af internationale investorers dispositioner, og ingen vil ende som Argentina. Lav gæld er alt andet lige bedre end høj gæld.

Ifølge Bennike kræver det, at vi holder op med at se staten som en husholdning. Vi skal holde op med at se gæld som et problem i sig selv. Og vi skal holde op med at tænke som revisorer, der vil have regnskabet til at gå i nul, når året er omme. Økonomi er ifølge Bennike ikke matematik, økonomi er politik.

I dansk sammenhæng er problemet ikke den offentlige gæld. På det område er Danmark en lille duksedreng i det internationale selskab. Derimod har Danmark efter international målestok en meget stor privat gæld. Det er især husholdningerne, der er højt forgældet – i gennemsnit overstiger gælden 300 pct. af den disponible indkomst. I lande vi opfatter som gældsplagede som f.eks. Italien er gælden under 90 pct. af den disponible indkomst.

Danske husholdninger har også verdens største pensionsformue målt i forhold til den samlede økonomi. Problemet er, at husholdningerne ikke kan tilgå deres pensionsformue, når økonomien rammes af stød. I tilfælde af kraftige boligprisfald, rentestigning, internationalt konjunkturtilbagefald, arbejdsløshed og pandemier m.v. vil husholdningerne ikke kunne bruge deres pensionsopsparing til at udglatte forløbet.

Den 12. juli 2023 får Alex Vanopslagh en over nakken i WA i artiklen ” Fejlopslagh” fordi han har talt for, at for at bremse inflationen kræver det en opbremsning i dansk økonomi. Bennike hævder udokumenteret, at den høje inflation ikke skyldes forbrug og efterspørgsel: ”den skyldes et prischok på energi og fragt, som ikke kan afhjælpes med nedskæringer”.

Den amerikanske centralbank giver omvendt udtryk for den gennemførte stramning af kreditforholdene, renteforhøjelser og balancereduktioner har bidraget til at sænke inflationen i USA. Det vil tage nogen tid, og centralbanken har ingen planer om at sænke renterne.

Da det danske kvindelandshold (nr. 18 på Fifa’s rangliste) den 1. august 2023 i Perth kvalificerede sig til 1/8-finalerne under fodbold-VM ved at slå Haiti (nr. 53 på Fifa’s rangliste) kendte jubelen ingen grænser. Med en sejr over Kina (nr. 15 på Fifa’s rangliste) blev Danmark nr. 2 i gruppe D efter England og skal derfor møde Australien i en knald-eller-fald-kamp den 7. august i Sydney.

Med kvalifikationen til knockoutfasen, er Danmark sikret et solidt økonomisk udbytte af mesterskaberne med cirka 13 millioner kroner til Dansk Boldspil-Unions kasse samt cirka 400.000 kroner til hver spiller.

Den kommende VM-vinder kan score cirka 30 millioner kroner til forbundet samt cirka 1,8 millioner kroner per spiller.

HAITI

Man kunne godt have undt Haiti større succes (og økonomisk udbytte) af fodbold-VM. Haiti befinder sig i monumentale vanskeligheder. På det såkaldte Human Development Index placeres Haiti som nummer 170 af 189 lande målt på velstand og udvikling.

Haiti grænser op til Den Dominikanske Republik (selvstændig i 1843) på den vestlige del af øen Hispaniola i det Caribiske Hav, øst for Cuba.

Mens den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, har gjort Den Dominikanske Republik kendt i Danmark, har vi ikke hørt meget til Haiti siden Jørgen Leth flyttede fra øen. Jørgen Leth blev i 2000 udnævnt til dansk honorær konsul i Haiti, hvor han var bosat i 1991-2010. Han flyttede fra øen i 2010 efter det voldsomme jordskælv i januar samme år, hvor hans hus kollapsede. Leths liv på Haiti trak i 2005 store overskrifter efter udgivelsen af selvbiografien Det uperfekte menneske.

Landet er en tidligere fransk koloni – Saint-Domingue, der i kolonitiden var verdens største producent af sukker og kaffe. Haiti var et af de første amerikanske lande efter USA, som erklærede sin uafhængighed i 1804. Haiti har omkring 11,5 millioner indbyggere, hvoraf størstedelen er efterkommere af afrikanske slaver.

Kaos

Haiti har længe været præget af kaotiske forhold. Amerikanske tropper har flere gange været indsat og endnu huskes François Duvalier (“Papa Doc”), der fra 1957 til 1971 styrede diktatorisk og brutalt. Magten gik derefter over til hans søn, Jean-Claude (“Baby Doc”), som fortsatte faderens terrorregime i en noget afdæmpet form. Han blev afsat af militæret i 1986.

Perioden efter afsættelsen af Duvalier-dynastiet har imidlertid fortsat været præget af ustabilitet. Landets præsident Jovenel Moise blev den 6.-7. juli 2021 dræbt af ukendte gerningsmænd. Siden har Haiti været plaget af enorm politisk ustabilitet. Der er ikke blevet indsat en anden leder i hans sted, men den upopulære premierminister Ariel Henry er fungerende præsident.

Rivaliserende bander har udnyttet den politiske uro til at overtage store dele af Port-Au-Prince, hvor de blandt andet kontrollerer parlamentsbygningen, og hvor de i oktober blokerede den vigtigste olieterminal i ugevis.

Port-Au-Prince, der huser en femtedel af Haitis 11,5 millioner indbyggere, har siden da været præget af en bølge af kidnapninger samt brændstofmangel, vejblokader og dårlig adgang til sundhedsfaciliteter. Utallige mennesker er blevet dræbt og i slutningen af 2022 brød en koleraepidemi ud i landet.

Spredning til andre lande

Flygtningestrømme, kolera og ulovlig handel med våben og narkotika spreder sig til landene omkring Haiti. Mest påvirket er nabolandet Den Dominikanske Republik, der deler øen Hispaniola med Haiti. Nabolandet, der er kendt for sine hvide strande og ferieresorter, er blevet kritiseret for at udvise haitianere og begyndte i februar at bygge en mur langs grænsen for at holde flygtninge ude.

FN-intervention

Der er tidligere foretaget interventioner i Haiti under FN’s flag – i 1994 og i 2004. I oktober 2022 krævede en FN-resolution et øjeblikkelig stop for vold og kriminalitet i Haiti. Samtidig blev der indført sanktioner, og EU-landene, Storbritannien og Canada er blandt de lande, der som konsekvens af situationen har indført sanktioner mod Haiti. Disse omfatter økonomiske sanktioner mod den tidligere politimand Jimmy “Barbecue” (grill) Chérizier, der leder bandesammenslutningen ”Fòs Revolisyonè G9 an fanmi e alye” (Revolutionary Forces of the G9 Family and Allies). Banden kaldes i daglig tale blot G9, og lederen har fået sit kaldenavn, fordi han sætter ild til sine modstandere. Blandt andre fremtrædende bander kan nævnes ”Baz Gran Grif”.

Som reaktion på lovløsheden og bandevældet er der opstået en række selvtægtsgrupper, der tager loven i egen hånd og dermed bidrager til det totale kaos især i hovedstaden Port-Au-Prince.

Råb om hjælp

Den ekstreme situation fik i oktober premierminister Ariel Henry til at bede verdenssamfundet om “the immediate deployment of a specialized armed force, in sufficient quantity” for at stoppe bandeuvæsenet.

Den 22. december 2022 opfordrede også FN til international invention.

Kenya parat med politistyrke

USA, der har overtaget formandskabet for FN’s Sikkerhedsråd den 1. juli 2023, har netop meddelt, at der snarest vil blive præsenteret en FN-resolution, der bemyndiger Kenya til at lede en international politistyrke, der kan bekæmpe bandeuvæsenet i Haiti.

Det globale kulforbrug steg i 2022 med 3,3 procent til 8,3 mia. tons og satte dermed ny rekord. Det fremgår af den halvårlige kulmarkedsanalyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA). IEA forventer, at forbruget af kul til elproduktion vil falde i 2023 og 2024, men at faldet modsvares af en stigning af kulforbrug til industri.

Kina, Indien og Sydøstasien trækker kulforbruget op

Kina, Indien og de sydøstasiatiske lande forventes tilsammen at tegne sig for 3 ud af hver 4 tons kul, der forbruges på verdensplan i 2023. I EU var væksten i efterspørgslen efter kul minimal i 2022, da en midlertidig stigning i kulfyret elproduktion næsten blev opvejet af lavere anvendelse i industrien. Det europæiske kulforbrug forventes at falde kraftigt i år, efterhånden som vedvarende energi udvides, og da atomkraft og vandkraft delvist kommer sig efter deres seneste lavkonjunkturer.

I USA forstærkes bevægelsen væk fra kul også af lavere naturgaspriser.

Billigere kul har gjort importen mere attraktiv for nogle prisfølsomme købere. Den kinesiske import er næsten fordoblet i første halvdel af 2023, og den globale kulhandel i 2023 forventes at vokse med mere end 7 procent, hvilket overgår den samlede efterspørgselsvækst for at nærme sig rekordniveauerne i 2019. Ifølge IEA kan handelen med kul ad søvejen i 2023 kan meget vel overgå rekorden på 1,3 milliarder ton, der blev sat i 2019.