Det Kongelige Teater garanterer øjeblikkelig julestemning, når Nøddeknækkeren går over scenen. Den appellerer på tværs af generationer til enhver, der har sin barnetro intakt, og til alle os, som elsker Jul.

Historien handler om pigen Marie, der får den mest fantastiske nøddeknækker i julegave af sin gudfar Drosselmeier, og da klokken slår 12 midnat, fører den hende ud på en magisk rejse. Hun kommer fra den stemningsfulde julefest hos familien Stahlbaum til det eventyrlige slaraffenland, og på sin vej møder hun frække mus, dansende snefnug og valsende blomster, snedronninger og sukkerfeer med meget mere.

Det sælsomme eventyr om den gådefulde nøddeknækker blev oprindeligt skrevet af den excentriske, tyske forfatter E.T.A. Hoffmann i 1816. I 1892 blev den første gang lavet til ballet, og Tjajkovskij komponerede musikken, der med sine mange genkendelige, iørefaldende temaer i dag er et af de mest elskede værker i musikhistorien.

Nøddeknækkeren i dag er en juleklassiker, der sikrer mange balletteatre en stabil (og nødvendig) fast indtjening på samme måde som en efterhånden bedaget udgave af ”Folk og røvere i Kardemomme by” er med til at begrænse de notoriske underskud på det Gentofte-subsidierede ”Bellevue Teater”.

Selvom Nøddeknækkere i dag er en fast del af balletlandskabet, startede det ikke sådan. Under sin debut i 1892 i Skt. Petersborg, Rusland, floppede Nøddeknækkeren. Den blev først en fast bestanddel af repertoiret af juleforestillinger, efter at New York City Ballet (NYCB) iscenesatte en succesproduktion i 1954 med et udførligt sæt og spektakulær koreografi af dens legendariske medstifter, George Balanchine.

Den blændende Balanchine-version hjalp med at popularisere balletten, som i dag på licens opføres på balletteatre over hele verden.

Nøddeknækkeren tilbyder en årlig mulighed for at dyrke ballet og udbrede kendskabet til kunstarten, da den familievenlige forestilling bliver mange unges første møde med ballerinaer.

Nøddeknækkeren opføres den 29. og 30. december i Musikhuset i Aarhus.

José Antonio Kast fra Chiles republikanske parti, Partido Republicano de Chile, PRCh, blev søndag den 14. december 2025 i 2. runde af Chiles præsidentvalg i et markant højresving valgt til præsident for et land, hvor vælgerne er blevet dybt bekymrede over kriminalitet og illegal indvandring.

José Antonio Kast

José Antonio Kast, 59, far til ni med ideologiske rødder i konservativ romersk-katolicisme og økonomisk neoliberalisme. Han er søn af tyske immigranter. Hans bror Miguel var tidligere minister under general Augusto Pinochets næsten 20-årige militærdiktatur i Chile, der først sluttede i 1990.

Hr. Kast har tidligere udtrykt beundring for general Pinochet. Selvom Kast har fordømt Pinochet-regimets menneskerettighedskrænkelser, som var ansvarlig for tusindvis af dødsfald og forsvindinger, har han rost dets økonomiske resultater og han skal engang have udtalt, at hvis Pinochet levede i dag, ville han stemme på ham.

José Antonio Kast har ført valgkamp på en hård linje mod kriminalitet med visse ligheder til præsident Trumps politiske tilgang. Kast har bebudet, at illegale immigranter vil live udvist og han vil udbygge grøfter og andre barrierer langs Chiles nordlige grænse.

Kast fik mere end 58 procent af stemmerne og dermed en overbevisende sejr over modkandidaten Jeannette Jara, fra centrum-venstre og medlem af Chiles Kommunistiske Parti, som fik omkring 42 procent. Jeanette Jara har tidligere tjent som arbejdsminister i den nuværende præsident, Gabriel Borics venstreorienterede og upopulære regering.

Hovedtemaer: Kriminalitet og migration

Valgets hovedtemaer var som nævnt kriminalitet og indvandring. Næsten to tredjedele af de adspurgte vælgere betragtede kriminalitet som deres hovedbekymring,

Chilenernes anden store bekymring er den illegale immigrationen.

Mere end 300.000 udokumenterede migranter bor i landet ifølge estimater fra Chiles Nationale Statistikinstitut. Mange er kommet fra Venezuela.

Selvom personer, der har begået forbrydelser, kun udgør en lille brøkdel af de migranter, der er kommet til Chile for at flygte fra økonomisk kollaps hjemme, siger det chilenske politi, at tilstrømningen også har inkluderet bandemedlemmer, hvis ofre ofte er andre migranter.

Sidste måned advarede hr. Kast migranter om, at de havde 111 dage tilbage til at selvdeportere, før han tiltrådte, ellers vil de blive udvist, når han tiltræder præsidentembedet i marts.

Truslen om deportationer har skabt spændinger ved Chiles grænser, hvor nogle migranter forsøger at krydse ind i Peru, og José Jerí, Perus præsident, har erklæret undtagelsestilstand i det område, der grænser op til Chile.

Reaktioner på valget

Chile er verdens største kobberproducent og en stor producent af lithium, og forventningerne om mindre regulering og markedsvenlige politikker havde allerede inden søndagens valg styrket aktiemarked og kursen på den chilenske peso.

José Antonio Kasts sejr i Chile markerer den seneste fremgang for den genopståede højrefløj i Latinamerika. Chile vil dermed komme på linje med lande som Argentina (Javier Milei) og Bolivia (Rodrigo Paz), Ecuador (Daniel Noboa), El Salvador (Nayib Bukele) og Paraguay.

USA

“Tillykke til José Antonio Kast med hans sejr i det chilenske præsidentvalg”, sagde udenrigsminister Marco Rubio søndag aften. “USA ser frem til at samarbejde med hans administration.”

Argentina

“Endnu et skridt for vores region i forsvaret af liv, frihed og privat ejendom,” sagde Argentinas præsident Javier Milei søndag aften på sociale medier. “Jeg er sikker på, at vi vil arbejde sammen, så Amerika omfavner frihedens idéer, og vi kan frigøre os fra undertrykkelsen fra det enogtyvende århundredes socialisme,” sagde han.

I mangel af skriftlige kilder beskriver udstillingen på Moesgaard kelterne ud fra arkæologiske fund, kopier, kulisser, infostandere og tableauer og montrerne er fulde af kranier, sværd, økser, redskaber, potteskår, bæltespænder, smykker m.v.

Kelterne var en gruppe af folkeslag bosat i Central- og Vesteuropa, De Britiske Øer, det nordlige Spanien og helt til Anatolien i nutidens Tyrkiet.

De tidligste grupper havde (formentlig) deres oprindelse i Schweiz og i de østrigske alper, nær Hallstatt, hvor man stadig kan finde spor efter kelternes saltminer, der forsynede kelterne med en værdifuld handelsvare.

De tidligste spor efter kelterne stammer fra omkring 800, mens højdepunktet for kelterkulturen var i århundrederne 300 til 50 f.v.t., der var kendetegnet ved befæstede byer med masseproduktion af våben, smykker og kunst samt omfattende handel.

Da romerne i de sidste århundreder før v.t. begyndte at underlægge sig Middelhavsområdet blev den keltiske kultur, som det vil være læsere af Asterix bekendt, langsomt opslugt og ”uddøde” omkring årtusindeskiftet.

Kelterne er i dag blevet til symboler på en uspoleret europæisk oprindelighed. Udover at keltisk ornamentik er genoplivet i tatoveringer og i billeduniverset omkring Heavy Metal, bliver kelterne aktivt brugt til at give walisere, irere, skotter og bretonere national identitet.

”Kelternes verden – Europas urkraft” kan ses på Moesgaard Museum indtil den 8. august 2026.

 Billedet viser gode folk fra Moesgaard under placeringen af Bråkedlens glasmontre på særudstillingen ”Kelternes verden – Europas urkraft”.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har netop besluttet at yde et 750 millioner stort lån til et tysk litium-projekt. Det tysk registrerede firma, Vulcan Energy med væsentlige australske ejerinteresser, vil etablere storskala geotermisk litium-produktion i Øvre Rhindalen i det sydvestlige Tyskland.

I dag dominerer Kina den globale raffinering af litium. Med Vulcan Lionheart-projektet får Europa en ny, bæredygtig kilde, der vil håndtere alle led i værdikæden fra udvinding til raffinering. Dermed reduceres afhængigheden af import, mens den europæiske forsyningssikkerhed styrkes.

EIFO’s danske målgruppe

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er danske virksomheders fælles indgang til risikovillig statslig finansiering. EIFO er således Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og Danmarks officielle eksportkreditinstitut i én og samme finansielle institution, der med risikovillig skatteborgerfinansiering, der som det hedder på EIFO’s hjemmeside ”baner vejen for dem, der tør tænke større”.

Det må umiddelbart undre, at EIFO, der er sat i verden af hensyn til danske virksomheder, finansierer et tysk/australsk projekt. EIFO begrunder selv deltagelsen af finansieringen af Vulcan Energys Lionheart-projekt, med at projektet kommer en (tysk ejet) fabrik i Odense og danske underleverandører til gode.

Produktionsfaciliteterne for litium vil blive udstyret med avancerede overvågnings-, kontrol- og brandsikringssystemer, hvor Siemens-teknologi udgør rygraden i denne del af projektet. Siemens er tiltænkt som partner og leverandør af disse systemer fra sin fabrik i Odense, som vil fungere som et centralt element i Vulcans industrielle forsyningskæde, forudsat at der indgås de nødvendige endelige aftaledokumenter. Siemens involverer flere danske underleverandører i produktionen af disse systemer, der fungerer ved at sprede damp for at slukke brande uden at oversvømme eller beskadige kritisk udstyr.

EIFO lider store tab

Oplysningen om EIFO’s kontroversielle finansiering af et tysk projekt kommer kort tid efter at det står klart, at alle forsøg på at redde brintvirksomheden Green Hydrogen Systems har været forgæves, og investorerne har udsigt til tab på flere milliarder kr.

Kollapset i Green Hydrogen koster staten, EIFO – mindst 400 millioner kr.

ATP, der sammen med EIFO har en samlet ejerandel på 30 pct. i Green Hydrogen Systems, taber ligeledes omkring 600 millioner kr. af pensionsopsparernes penge. Green Hydrogen blev børsnoteret i juni 2021 til en samlet børsværdi på tre mia. kr. efter nytegning af aktier til 40 kroner stykket, og I forhold til den tidligere børskurs er tabene langt større.

EIFO har ”kapaciteter” som Jakob Elleman-Jensen i bestyrelsen mens ATP indtil videre er ledet af Martin Præstegaard, der er kritiseret for at have sat ATP’s pensionspenge over styr med andre fejlslagne grønne investeringsprojekter, bl.a. batteriproducenten Northvolt og solcelleparkudvikleren Better Energy.

Johan Holten skal overtage direktørposten fra Marie Nipper, som meddelte sin afgang i oktober. Johan Holten er født og opvokset i København, men har brugt det meste af sin karriere i Tyskland. Siden 2019 har han været direktør for Kunsthalle Mannheim i det sydvestlige Tyskland.

Marie Nipper stopper som direktør på Arken

Efter tre kaotiske år med Marie Nipper som direktør for museet for samtidskunst, Arken, i Ishøj kan det kun blive bedre med en mere disciplineret ledelse på Vestegnens skandaleombruste kunstmuseum.

Når Marie Nipper stopper som direktør på kunstmuseet Arken skal hun fremover lægge sin rastløse energi i et foretagende, der hedder Creator Projects.

Marie Nipper, der er mag.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet, og tidligere har været overinspektør på ARoS i Aarhus, var direktør for Copenhagen Contemporary fra 2018 til 2022, før hun tiltrådte som direktør for ARKEN i august 2022.

I sin tid på ARKEN har Marie Nipper kæmpet med museets anstrengte økonomi og med en række sager og kritikpunkter, herunder vedrørende offentlige tilskud og problemer med arbejdsmiljøet. Sagerne har givet anledning til påbud fra Arbejdstilsynet, som bl.a. handlede om tidspres og stor arbejdsmængde hos de ansatte i kunstafdelingen. Kritikken fra medarbejdere og fagforeninger (f.eks. DM) om bekymringer omkring ledelsesstil, overenskomstforhandlinger, fyringer af medarbejdere, som har krævet overenskomst, har skabt en generel utryghed på arbejdspladsen.

ARKEN – Museet for Samtidskunst – har desuden under Marie Nippers ledelse haft en række udstillinger, der har været så aparte, at sagesløse gæster har været i tvivl om de var til grin for deres egne entré-gebyrer.

Kenneth Rasmussen

Senest har udstillingen ”For helvede, mand” af Kenneth Rasmussen givet anledning til tvivl om man helt havde opgivet kuratoringen på Arken.

“Kenneth Rasmussen laver strikkede mega-skulpturer, myldrende linoleumstryk og finurlige keramikfigurer. Kunstværkerne spidder på bramfri og sarkastisk vis samfundets perfekthedskultur.”

Sådan præsenter Arken selv den udstilling, der åbnede den 18. september 2025. Men er det virkeligt sandt? Er dette virkelig samfundskritik? Er det overhovedet en kunstudstilling?

Eller er der tale om et socialpædagogisk projekt? Et inklusionsprojekt? Eller endog om en form for populisme, der lukrerer på at udstille det aparte? Lidt ligesom man engang udstille fremmede kulturers mennesker i bur i Tivoli.

Det populistiske understreges af, at det nu er anden gang i træk, at Arken lægger sig direkte op ad nogle DR-udsendelser, hvor “aparte” eller diagnose-ramte kunstnere præsenteres.

Frederik Næblerød

Sidste gang var med den delvist overståede udstilling med Frederik Næblerød (den fortsætter ind i 2026). Dengang var det både “Kunstnerkolonien” men også den efterfølgende miniserie om Næblerød på DR, der var en vigtig ingrediens i Arkens markedsføring af udstillingen.

Nu er det så udsendelsen med Kenneth Rasmussen fra DR-serien “Originalerne”, der synes at være det vigtige afsæt for at præsentere Rasmussen som kunstner på Arken.

Positiv særbehandling?

Men er det overhovedet kunst, når en kunstskole for udviklingshæmmede får placeret en af deres elever i en soloudstilling på et af de største samtids-kunst-museer i Danmark?

Creator Projects

I mangel af nye episoder af Monty Pythons Flyvende Cirkus og Fawlty Towers skal det måske for en stund blive interessant at følge Marie Nipper og Creator Project. Hvem ved?

Alle forsøg på at redde brintvirksomheden Green Hydrogen Systems har været forgæves, og investorerne har udsigt til ta på flere milliarder kr.

Kollapset i Green Hydrogen koster staten (Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO – mindst 400 millioner kr.

ATP, der sammen med EIFO har en samlet ejerandel på 30 pct. i Green Hydrogen Systems, taber ligeledes omkring 600 millioner kr. af pensionsopsparernes penge. Green Hydrogen blev børsnoteret i juni 2021 til en samlet børsværdi på tre mia. kr. efter nytegning af aktier til 40 kroner stykket, og I forhold til den tidligere børskurs er tabene langt større.

EIFO har ”kapaciteter” som Jakob Elleman-Jensen i bestyrelsen mens ATP indtil videre er ledet af Martin Præstegaard, der er kritiseret for at have sat ATP’s pensionspenge over styr med andre fejlslagne grønne investeringsprojekter, bl.a. batteriproducenten Northvolt og solcelleparkudvikleren Better Energy.

Kyniske projektmagere

Green Hydrogen Systems er ifølge finansanalytikere et klassisk skandale-eksempel på hvordan børsmarkedet udnyttes af kyniske projektmagere – urealistiske solstrålehistorier om fremtidens hydrogenmarked uden substans sælges til vanvittigt overdrevne markedspriser. 

Tilbage i 2021 var det muligt at oppiske en stemning og stor tiltro til fremtidens hydrogenmarked, men udsigterne er sidenhen fuldstændig faldet sammen.Green Hydrogen er således endnu et eksempel på hvor galt det går, når amatører forvalter skatteborgernes penge.

I USA markeres National Pearl Harbor Remembrance Day den 7. december 2024.

National mindedag

Allerede i 1944 blev den 7. december af den amerikanske kongres erklæret for ”National Pearl Harbor Remembrance Day”. Skoler, regeringskontorer og virksomheder er ikke lukket, men organisationer kan anerkende den historiske dag og markere lejligheden. Det amerikanske flag sættes traditionelt på halv stang til ære for dem, der blev dræbt eller såret under angrebet.

Særlige begivenheder afholdes til minde om patrioter. Ud over USA er der etableret adskillige mindesmærker for at ære dem, der blev dræbt eller såret under angrebet. De omfatter USS Arizona og USS Utah mindesmærkerne i Pearl Harbor.

De forskellige begivenheder kan følges på: https://www.pacifichistoricparks.org/84th-anniversary-events-at-perl

Pearl Harbor angrebet

Angrebet på den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal Hawaii-tid og varede i næsten 2 timer. I Washington var klokken 12.55 og i København var klokken 18.55, da angrebet begyndte.

Ifølge Wikipedia angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii med en styrke på 443 fly, seks hangarskibe (Akagi, Kaga, Soryu, Hiryu, Shokaku, Zuikaku), 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo.

USA uforberedt

Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.

Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet.

Angrebet kostede livet for 2335 soldater og 68 civile. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe. 1178 blev såret.

Otte slagskibe blev svært beskadiget og seks sænket. Desuden mistede amerikanerne tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly.

Japanerne mistede kun 29 fly samt fem miniubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer.

Stillehavsflåden sat ud af spillet

USA’s stillehavsflåde var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.

Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA’s kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien.

Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt.

Krigserklæringer og USA inddrages i krigen i Europa

Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag USA og England.

Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.

Den 4. december 2025 offentliggjorde præsident Donald Trump den nationale sikkerhedsstrategi (NSS) for 2025 med massiv kritik af EU og europæiske allierede.

Ambition om at være den største og mest succesfulde nation i menneskets historie

NSS er angiveligt “en køreplan for at sikre, at Amerika forbliver den største og mest succesfulde nation i menneskets historie og frihedens hjem på jorden”. NNS-dokumentet fastslår, at andre landes anliggender, kun giver anledning til amerikansk bekymring, ”hvis deres aktiviteter direkte truer vores interesser.”

Den amerikanske administration nægter at opfordre andre lande til at indføre “demokratiske eller andre sociale forandringer, der adskiller sig markant fra deres traditioner og historier”.

I sikkerhedsstrategien hedder det, at “Dagene hvor USA støttede hele verdensordenen som Atlas er forbi”.

Kritik af migration

Migration kritiseres: “masseindvandring har belastet de indenlandske ressourcer, øget vold og anden kriminalitet, svækket social sammenhængskraft, forvrænget arbejdsmarkeder og undermineret national sikkerhed. Massemigrationens æra må ende.” Den kritiserer også frihandel og globalisme.

Udvidelse af Monroe-doktrinen

NSS-dokumentet opfordrer til at amerikanske militære bestræbelser orienteres mod den vestlige halvkugle, hvor det siger, at USA skal være den førende magt for at “kontrollere migration, stoppe narkotika og styrke stabilitet og sikkerhed på land og til søs”. Strategien beskriver en “Trump-tilføjelse” til Monroe-doktrinen, hvorefter USA især vil udøve sin politiske, økonomiske og militære magt over den vestlige halvkugle. Den amerikanske kystvagt og flåde skal styrkes for at “forhindre ulovlig og anden uønsket migration, reducere menneske- og narkotikahandel og kontrollere nøgletransitruter i en krise”.

Kina

Med hensyn til Kina opfordrer NSS-dokumentet til at “genbalancere Amerikas økonomiske forhold til Kina, med prioritet på gensidighed og retfærdighed for at genoprette amerikansk økonomisk uafhængighed”, men fastslår også, at “handelen med Kina bør være balanceret og fokuseret på ikke-følsomme faktorer” og det foretrækkes “at opretholde et ægte gensidigt fordelagtigt økonomisk forhold med Beijing”.

USA ønsker at forhindre krig i Stillehavsområdet, og at USA “vil opbygge et militær, der kan afvise aggression hvor som helst i den første økæde“. Med hensyn til Taiwan fastslår dokumentet, at “en konflikt om Taiwan, ideelt set bedst afskrækkes ved at bevare den militære overmagt” som derfor prioriteres, og at USA “ikke støtter nogen ensidig ændring af status quo i Taiwanstrædet”. 

I modsætning til tidligere NSS-dokumenter nævner dokumentet ikke Nordkorea.

Rusland og Ukraine

I modsætning til tidligere NSS-dokumenter indeholder 2025-dokumentet meget lidt kritik af Rusland. Den siger, at det er i USA’s kerneinteresse at forhandle “en hurtig våbenhvile i Ukraine”, samtidig nævnes det i strategien, at krigen i Ukraine har haft den perverse effekt at øge Europas, især Tysklands, eksterne afhængighed. Det hævdes således, at tyske kemiske virksomheder i dag bygger nogle af verdens største forarbejdningsanlæg i Kina, ved at bruge russisk gas, som de ikke kan få hjemme.

Kritik af Europa

Trump-administrationen opfatter sig i konflikt med europæere, der har urealistiske forventninger til krigen. Disse europæere repræsenterer ofte ”ustabile mindretalsregeringer, hvoraf mange tramper på grundlæggende principper for demokrati for at undertrykke oppositionen”.

Sikkerhedsstrategien retter i det hele taget betydelig kritik mod Europa og siger, at dets økonomiske problemer er “overskygget af den reelle og mere barske udsigt til civilisatorisk udslettelse”. Den fastslår, at “de store problemer, Europa står overfor, omfatter aktiviteter i EU og andre transnationale organer, der underminerer politisk frihed og suverænitet, migrationspolitikker, der forvandler kontinentet og skaber stridigheder, censur af ytringsfrihed og undertrykkelse af politisk opposition, faldende fødselsrater og tab af national identitet og selvtillid”.

Samtidig bemærkes det i strategien, at “den voksende indflydelse fra nationalistiske europæiske partier virkelig giver grund til stor optimisme”. Det siges også: “På lang sigt er det mere end plausibelt, at i visse NATO-medlemsstater vil flertallet i løbet af få årtier være ikke-europæisk.”

I NSS-dokumentet opfordres USA til at prioritere “at dyrke modstand mod Europas nuværende kurs”, og det fastslås, at USA ønsker at “afslutte den urealistiske opfattelsen af NATO som en evigt voksende alliance” og opfordrer Europa til at “tage det primære ansvar for sit eget forsvar”.

Mellemøsten

Dokumentet fastslår, at diversificeringen i energiforsyningen, der var den “historiske årsag” til USA’s involvering, betyder at USA ikke længere behøver at prioritere Mellemøsten. Strategien siger også, at USA skal stoppe med at “bebrejde” sine allierede i Mellemøsten.

Amerikanske kampfly har siden september angrebet 22 både og dræbt 83 personer, de fleste i farvandet tæt ved Venezuelas kyst. I samme periode har USA’s militær også gennemført den største mobilisering af flåden og luftvåbnet i flere årtier: 11 krigsskibe, herunder en atomubåd og verdens største hangarskib, 15.000 tropper i alt. Ikke siden Cubakrisen har der været så mange amerikanske styrker samlet i Det Caribiske Hav.

Ifølge USAs regering er missilangrebene rettet mod kriminelle grupper, som med fartøjer smugler narko til USA. Grupperne er klassificerede som ”terrororganisationer”, og angrebene, der foregår i internationalt farvand i Det Caribiske Hav og det østlige Stillehav nær Venezuela, er led i en koordineret aktion.

Kanonbådsdiplomati har tidligere været betegnelsen for at bruge sin militære overmagt som tavs trussel til at opnå sine politiske mål i udlandet. At ”tale roligt og bære en stor kølle”, som Theodore Roosevelt formulerede det. Retsligt er det ukendt og mudret farvand. Ifølge det amerikanske justitsministerium befinder USA sig i en ”ikke-international væbnet konflikt« med »narkoterrorister” og ”ulovlige krigere” fra Venezuela, som menes at udgøre en akut trussel mod amerikanske statsborgere. Altså en slags nødsituation, som minder om George Bushs »krig mod terror« eller Barack Obamas hyppige brug af dødbringende droneangreb. Hvor truslen er for akut og alvorlig til, at man følger krigens gængse spilleregler.

Noget tyder på, at den selvudnævnte krigsminister Peter Brian Hegseth (født 6. juni 1980 og siden 25. januar 2025 USA’s forsvarsminister – fra 5. september 2025, da forsvarsministeriet ændredes til krigsministeriet, krigsminister) selv er blevet opmærksom på problemet. I hvert fald har angrebene på bådene ændret karakter, så der kun er affyret et enkelt missil, og overlevende endda er blevet fisket op af vandet af amerikanerne bagefter. Enkelte lader endda til at være blevet sendt hjem uden yderligere repressalier.

Hvad er Venezuela

Venezuela er mere end 20 gange større end Danmark (916,445 km2) og med en befolkning på omkring 30 millioner.

Fra 1958 havde landet en række demokratiske regeringer – en undtagelse i et område, hvor størstedelen af regionen blev styret af militærdiktaturer, og perioden var præget af økonomisk velstand.

Tidligere var landet en underudviklet eksportør af landbrugsvarer som kaffe og kakao, men olie kom hurtigt til at dominere eksporten og statens indtægter. Venezuela har verdens største kendte oliereserver og har været en af verdens førende olieeksportører. Olieindustrien blev nationaliseret i 1976. Dette førte til massive stigninger i offentlige udgifter, men også stigninger i udenlandsk gæld, indtil olieprisernes kollaps i 1980’erne lammede økonomien. Da regeringen begyndte at devaluere valutaen i 1983 for at imødekomme sine finansielle forpligtelser, faldt levestandarden dramatisk. Fejlslagne økonomiske politikker og stigende korruption i regeringen førte til stigende fattigdom og kriminalitet, forværrede sociale indikatorer og øget politisk ustabilitet.

Realiteten er, at Venezuela i dag er et udviklingsland, der kæmper med rekordhøj hyperinflation, mangel på basale varer, arbejdsløshed, fattigdom, sygdom, høj børnedødelighed, underernæring, miljøproblemer, alvorlig kriminalitet og udbredt korruption.

Sammenlignet med Danmark

Det er ikke så længe siden, at Venezuela i amerikansk presse (og politisk debat) blev sammenlignet med Danmark.

Sammenligningen dukkede særligt op omkring 2015–2019, da amerikanske konservative ofte brugte Venezuela som et skræmmeeksempel på “socialismens fiasko”, mens progressive og demokratiske socialister (som Bernie Sanders og hans støtter) pegede på Danmark, Sverige og Norge som eksempler på, at “socialisme” — eller rettere, socialdemokrati — kunne fungere i velstående, demokratiske samfund.

Et berømt eksempel kom i 2015, da den daværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen under et besøg på Harvard sagde: “I know that some people in the U.S. associate the Nordic model with some sort of socialism. Therefore, I would like to make one thing clear. Denmark is far from a socialist planned economy. Denmark is a market economy.”

Det sagde han netop som svar på, at Bernie Sanders havde brugt Danmark som et forbillede i sin kampagne for “democratic socialism”.

Trumps kampagne mod narkotika fra Venezuela

USA’s angreb på narkotransporter fra Venezuela er et led i Trump-administrationens i kampagne mod Venezuela, som også er politisk motiveret.

Nicolás Maduro Moros blev præsident i Venezuela efter Hugo Chavez’ død i 2013 og erklærede sejr ved et præsidentvalg i 2018. I 2019 påberåbte Venezuelas nationalforsamling sig den venezuelanske forfatning og erklærede, at Maduro havde tilranet sig magten og ikke var præsident i Venezuela.

Maduro betragtes bredt som en diktator, der leder en autoritær regering præget af valgsvindel, alvorlige menneskerettighedskrænkelser, udbredt korruption og alvorlige økonomiske vanskeligheder, mens tilhængere, herunder allierede i Rusland, Kina, Cuba og medlemmerne af den såkaldte Bolivarian Alliance for the Peoples of Our America (ALBA) ser ham som en loyal forsvarer af Chávez’ socialistiske arv og en bastion mod amerikansk imperialisme.

I 2024 stillede han op til en tredje periode ved et valg, som det Maduro-tilknyttede Nationale Valgråd hævdede, at han havde vundet – uden dog at fremlægge beviser – hvilket kastede Venezuela ud i endnu en politisk krise.

Oppositionens stemmeoptællinger viste, at deres kandidat, Edmundo González, havde fået flest stemmer. Maduro blev indsat for sin tredje periode den 10. januar 2025.

Den 24. november 2025 blev han udpeget som medlem af en udenlandsk terrororganisation af USA.

Siden 2019 har mere end 50 lande, herunder USA, nægtet at anerkende Maduro som Venezuelas statsoverhoved.

Vil USA angribe Venezuela?

Under et interview med CBS News-korrespondent Norah O’Donnell blev Trump spurgt om “potentielle landangreb i Venezuela”, hvortil han påpegede, at han ikke taler med journalister om, “hvorvidt” han vil iværksætte et angreb eller ej. “Er Maduros dage som præsident ti Venezuela talte?” Spurgte O’Donnell videre. “Jeg vil sige, ja. Det tror jeg,” sagde Trump.

“Og dette spørgsmål om potentielle landangreb i Venezuela, er det sandt?” Spurgte O’Donnell.

“Det fortæller jeg dig ikke. Jeg siger ikke, at det er sandt eller usandt. Jeg ville ikke være tilbøjelig til at sige, at jeg ville gøre det,” svarede Trump og påpegede, at han ikke “taler med en journalist om, hvorvidt han vil iværksætte et luftangreb eller ej.

Trump fortsatte med at tilføje, at vi må “se, hvad der sker med Venezuela.”

Nicolás Maduro

Maduro, der har beskyldt Trump-administrationen for at bruge “narkobekæmpelsesoperationerne som en facade til at iscenesætte” en invasion af landet, er eftersøgt af den amerikanske regering, ifølge udenrigsministeriets hjemmeside.

Spørgsmålet fra journalisten om planer om angreb på Venezuela kommer, efter at Trump sidste fredag fortalte journalister på Air Force One, at det “ikke var sandt”, at han overvejede at iværksætte angreb på Venezuela. Trumps svar kom, efter at en rapport fra Wall Street Journal hævdede, at “Trump-administrationen havde identificeret militære faciliteter i Venezuela, der bruges til at smugle narkotika” som mulige steder for luftangreb.

Nyhedsmediet sagde, at Trump ikke havde truffet en endelig beslutning om, hvorvidt han skulle udføre angreb inde i Venezuela.

Kontakt mellem Trump og Maduro

Ifølge Ritzau talte USA’s præsident, Donald Trump allerede den 21. november i telefon med Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

Ifølge fire unavngivne kilder, som Reuters har talt med, krævede Trump, at Maduro og hans familie skulle forlade Venezuela.

I telefonsamtalen, der varede mindre end et kvarter, afviste Trump en række anmodninger fra Maduro. Maduro fortalte angiveligt Trump, at han var villig til at forlade det sydamerikanske land, hvis han og hans familiemedlemmer fik fuld juridisk amnesti og han kunne medtage en personlig formue på 200 millioner dollars.

Maduro bad angiveligt også Trump om at fjerne sanktioner mod mere end 100 venezuelanske embedsmænd. Maduro skulle desuden have givet udtryk for et ønske om, at Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodríguez, blev leder af en midlertidig regering.

Trump sagde nej til størstedelen af Maduros ønsker, men han gav Venezuelas præsident en uge til at forlade landet med sin familie til et valgfrit sted i udlandet. Trump foreslog selv Kina eller Rusland – Dunai var også på ordet, men Maduro foretrak i givet fald Cuba, som Trump afviste.

Da Maduro ikke havde forladt Venezuela fredag den 28. november, fik det ifølge to af kilderne Trump til at erklære luftrummet over Venezuela for lukket.

Da den spanske diktator Francisco Franco (4. december 1892 – 20. november 1975) døde for 50 år siden, blev det anledningen til, at kongedømmet blev genindført i Spanien.

Nu kunne Juan Carlos fra den gamle kongeslægt Bourbon, som havde siddet på tronen frem til 1931, indtage pladsen som konge som Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias).

Franco – Spaniens uindskrænkede hersker siden Den Spanske Borgerkrig 1936-1939 og Francos definitive magtovertagelse i 1939 – havde nemlig allerede i 1969 bestemt, at sådan skulle det være den dag, han døde.

Juan Carlos’ tiltrædelse som konge betød således Spaniens tilbagevenden til det monarki, som i realiteten havde været afskaffet siden 1931,

Den nytiltrådte konge blev garantien for, at Spanien i de efterfølgende år fortsatte ad demokratiets vej og har beholdt denne styreform lige siden. I 1981 stod Juan Carlos således i spidsen for afværgelsen af et kupforsøg mod demokratiet, og han var dermed også – indirekte – stærkt medvirkende til, at Spanien som et ægte demokratisk land kunne blive optaget i Nato i 1982 og i EF i 1986.

Hvis den aktuelle diskussion om det danske kongehus skulle sættes i perspektiv, kan der være anledning til at kaste et blik på det spanske monarki.

Kongedynastiet Bourbon i Spanien

Mens den danske dronning kommer fra huset Oldenborg, der med Christian 1. har siddet på den danske trone siden 1448, kommer den spanske konge, Felipe VI, fra det spanske kongedynasti Bourbon.

Hans far -. den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), fra huset Bourbon, der nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den 9. der var konge i Frankrig 1226 – 1270, blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev som nævnt allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975 til hans abdikation i 2014, hvor hans søn Felipe VI efterfulgte ham som ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, og han har i de seneste år stort set kun vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald. Mandag den 19. september 2022 var han således med ved bisættelsen af Elizabeth 2.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark, kong Konstantins søster), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

Spaniens konge og Napoleon

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang herefter den nye konge, Ferdinand den 7., til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster. Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald.