
I en pressemeddelelse den 11. marts 2026 oplyser de britiske fødevaremyndigheder, at man ved en fælles operation mellem A Food Standards Agency (FSA) og National Food Crime Unit (NFCU) operation har arresteret en person og beslaglagt et stort parti forfalsket vin.
Den 3. marts blev en 61-årig mand anholdt for sammensværgelse om bedrageri i forbindelse med import og distribution af forfalsket og vildledende vin og prosecco. NFCU-betjente beslaglagde sammen med Metropolitan Police 90 paller med vin og prosecco fra tre lagre i det nordlige London og Essex. Pallerne indeholdt over 67.000 flasker med en anslået detailværdi på cirka £500.000.
Hvert år har sine svindelsager, når det gælder vin. I denne sag havde et stort antal af de 67.000 flasker vin et “Prosecco” på etiketten, uden dog at have noget som helst andet tilfælles end boblerne med den populære mousserende vin fra Veneto i Italien.
Etiketterne på de øvrige flasker foregav, at indholdet var fra forskellige italienske appellationer (DOC og DOCG) – hvilket heller ikke var tilfældet.
Det britiske politi har samarbejdet med kolleger i Italien op til razziaen, men om det er lykkedes at stoppe svindelen i tide, eller om andre flasker er nået ud til de intetanende britiske forbrugere, melder historien ikke noget om.