Drikkevand og valgkamp

Drikkevandet er blevet et hovedtema i valgkampen, og alle partier er på banen i diskussionen om grundvandsbeskyttelse mod nitrat og pesticider. En ekspertgruppe, som er nedsat af Miljøministeriet, foreslår at grænseværdien for nitrat i vores drikkevand bør sænkes markant – fra 50 milligram per liter til kun 6 milligram per liter.

Socialdemokratiet foreslår, at der indføres et sprøjteforbud på de særligt sårbare drikkevandsområder. Partiet er indstillet på at fremlægge et lovforslag om dette allerede i næste folketingssamling. I tillæg til sprøjteforbuddet vil partiet også undersøge muligheden for at begrænse eller helt at forbyde gødskning på de nitratfølsomme områder.

Socialdemokratiet mener desuden, at landbruget skal betale regningen for rensning af drikkevand for nitrat. Men det er dyrt, og den regning mener Socialdemokratiet, at forureneren bør betale. Socialdemokratiet foreslår derfor, at rensningen skal finansieres inden for den støtte, der tildeles landbruget.

Andre partier mener ligeledes, at sprøjteforbud er vejen frem. Mens flere partier går ind for et generelt forud mod sprøjtning mener nogle, at forbuddet skal begrænses til de sårbare grundvandsdannende områder.

I forvejen overvåges det danske grundvand ganske tæt. Årligt udarbejdes der rapporter om resultaterne af Miljøstyrelsens nationale overvågningsprogram for vand og natur (NOVANA).

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) deltager i overvågningen gennem GEUS’ rolle som fagdatacenter for grundvand og boringer, arbejde, og udarbejder en årlig statusrapport. Den seneste statusrapport er fra den 8. december 2025:

GRUNDVANDSOVERVÅGNING 1989 – 2024, Sammenfatning, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Denne rapportering af grundvandets status og udvikling er baseret på data indsamlet i perioden 1989 – 2024 som led i Den Nationale Grundvandsovervågning (GRUMO) og Landovervågning (LOOP).

Rapporten dokumenterer ikke et generelt sundhedsproblem fra nitrat eller rester af moderne, lovligt anvendte pesticider i danske vandforsyningsboringer.

Nitrat

Om nitrat hedder det: De seneste 11 år har gennemsnitsværdien af nitratkoncentrationerne i iltholdigt grundvand ligget under kvalitetskravet på 50 mg/l, og der er en tendens til faldende koncentrationer for stort set alle fraktiler.

I vandforsyningsboringerne blev der dog i perioden 2020-2024 fundet nitrat med koncentrationer over 50 mg/l ned til 70-80 m u.t. i enkelte boringer.

Selvom gennemsnitsværdien af nitratkoncentrationerne ligget under kvalitetskravet og nitrat er et reelt problem I dele af det sårbare grundvand, er andelen i vandforsyningsboringerne over nitratkravet lav, og hovedparten er nitratfrie.

Pesticider

For pesticider er kvalitetskravet 0,1 µg/l for enkeltstoffer og 0,5 µg/l for summen. Moderne målemetoder betyder, at selv forsvindende pesticidrester kan detekteres. I perioden 2020-2024 blev pesticidstoffer fundet mindst én gang i 43,4 % af de undersøgte indtag, hvor 10,7 % af de undersøgte indtag havde mindst én overskridelse af kvalitetskravet. Kvalitetskravet for summen af pesticider var overskredet mindst én gang i 2,2 % af de undersøgte indtag.

Leave a comment