
Bloomerg kan rapportere, at russiske og iranske olieproducenter nu underbyder hinanden med stigende rabatter for at afsætte deres råolie til et begrænset antal kinesiske købere.
Indien dropper russisk olie
Baggrunden er Indiens tilbagetrækning som storopkøber af russisk olie som følge af hensynene til handelsforbindelserne med USA.
Indiske raffinaderier er under politisk pres, herunder fra USA, som opfordrer New Delhi til at stoppe eller yderligere reducere køb af russisk råolie. Indiens import fra Rusland er derfor faldet med op til 40 procent fra januar-niveauet til omkring 600.000 tønder om dagen, rapporterer Bloomberg med henvisning til data fra konsulentfirmaet Rystad Energy.
Stigende rabatter på olie
De laster der tidligere var bestemt for Indien bliver nu i stigende grad omdirigeret Kinas private raffinaderier, hvilket udløser en priskrig med iranske leverandører. Samtidig hober usolgt olie sig op på tankskibe i asiatiske farvande.
Ifølge Bloomberg handles russisk råolie i øjeblikket til omkring tolv amerikanske dollars under den internationale referencepris – Brent. For 1 måned siden var rabatten på ti dollars.
Ruslands olieindtægter under før-krigsniveauet
Ruslands olieeksportvolumen har de seneste tolv måneder faktisk ligget over niveauet før krigen, men ifølge Reuters er indtægterne faldet med 18 procent sammenlignet med før-krigsniveauet.
De private kinesiske raffinaderier råder dog kun omkring en fjerdedel af Kinas forarbejdningskapacitet og samtidig er de underlagt statsbestemte importkvoter. Kinas private raffinaderier kan derfor næppe asorere meget mere russisk olie. De store statsejede kinesiske raffinaderier har allerede tidligere undgået iransk råolie og de har for nylig stort set også trukket sig ud af handlen med russisk olie.
Iran presses
Indtil videre ser det ud til, at Iran taber, idet den iranske eksport til Kina i år er faldet med omkring tolv procent sammenlignet med samme periode sidste år.